Udlændingenævnet hjemviste efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i november 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Rusland, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til herboende samlever og fællesbarn. Udlændingenævnet stadfæstede dog den del af afgørelsen, der omhandlede udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om opholdstilladelse under henvisning til fast samlivsforhold af længere varighed Sagens faktiske omstændigheder: Ansøgeren, som er russisk statsborger, indrejste i Danmark i februar 2022 og søgte om asyl. Ansøgeren mødte sin kæreste, referencen, i september 2023, hvorefter parret flyttede sammen hos referencen i oktober 2023. Ansøgeren fødte parrets fællesbarn i marts 2024, hvor ansøgeren også søgte om tilladelse til privat indkvartering hos referencen. Ansøgeren fik afslag på dette i både april og juli 2024, men i august 2024 fik ansøgeren tilladelse til at bo hos referencen. I januar 2025 blev ansøgeren meddelt afslag på asyl i Danmark. Ansøgeren indgav i januar 2025 ansøgning om familiesammenføring med henvisning til sin faste samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Referencen er syrisk statsborger og havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Referencen havde derudover to særbørn fra et tidligere forhold. I august 2025 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse: ”Vi har vurderet, at I ikke har haft et fast samliv af længere varighed. Ved afgørelsen har vi lagt vægt på, at du og [referencen] kun har boet fast sammen siden den […] august 2024, hvor du fik tilladelse til privat indkvartering hos ham, dvs. i 1 år. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at I har oplyst, at I har boet sammen siden den […] oktober 2023, da du ikke havde tilladelse til at bo hos [referencen] før den […] august 2024. Vi kan derfor ikke anse dig for at have haft din faste bopæl hos [referencen] i perioden fra den […] oktober 2023 til den […] august 2024.” I august 2025 klagede ansøgeren over Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet. Udlændingenævnets afgørelse: ”Udlændingenævnet vurderer i modsætning til Udlændingestyrelsen, at der mellem [referencen] og [ansøgeren] er etableret et familieliv, der er omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, stk. 1. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden. Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på EMD’s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at selv om [ansøgeren] og [referencen] ikke på nuværende tidspunkt opfylder betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om at være samlevende, har [de] udtrykt en forpligtelse over for hinanden, idet [de] har været kærester i lidt over 2 år, idet [de] de facto har opholdt [sig] sammen på fælles bopæl siden […] oktober 2023, idet [ansøgeren] den […] august 2024 har fået tilladelse til privat indkvartering hos [referencen], og idet [de] den […] marts 2025 har fået fællesbarnet, [fællesbarn]. Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at både [ansøgeren] og [referencen] har deltaget i omsorgen og plejen af fællesbarnet, [fællesbarn], og at det følger af praksis fra EMD, at et barn ”har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84). Udlændingenævnet finder herefter i lyset af EMD’s praksis og på baggrund af en afvejning af sagens samlede omstændigheder, at der mellem [ansøgeren] og [referencen] eksisterer et familieliv, som er omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet vurderer herefter, at Udlændingestyrelsen som 1. instans skal tage stilling til, hvorvidt Danmark er nærmest til at beskytte dette familieliv. Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet bemærker, at det fremgår af sagen, at [referencen] har 2 særbørn fra et tidligere forhold, der bor i Danmark, og at det ikke fremgår af sagen, i hvilket omfang, [referencen] har samvær med børnene. Udlændingestyrelsen bør derfor i sin sagsbehandling undersøge dette. Udlændingenævnet bemærker også, at nævnet har stadfæstet afgørelsen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da [ansøgeren] og [referencen] på nuværende tidspunkt ikke har haft et fast og længerevarende samliv i 1½-2 år, men at såfremt [de] under Udlændingestyrelsens sagsbehandling opnår et samliv med en varighed på 1½-2 år, vil Udlændingestyrelsen skulle vurdere sagen efter § 9, stk. 1, nr. 1. […] Afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] august 2025, hvorved Udlændingestyrelsen meddelte [ansøgeren] afslag på familiesammenføring med [referencen] efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, fordi [ansøgeren] og [referencen] ikke har haft et fast og længerevarende samliv. Udlændingenævnet henholder sig til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af […] august 2025 for så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] og [referencen] lærte hinanden at kende den […] september 2023, at I sammen har fællesbarnet [fællesbarn] som er født den […] marts 2025, at I reelt har boet sammen uafbrudt siden den […] oktober 2023, og at [ansøgeren] fik tilladelse til privat indkvartering hos [referencen] den […] august 2024, hvor [de] fortsat bor med [deres] fællesbarn. Det er også indgået i Udlændingenævnets vurdering, at selvom, der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, skal der altid foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Udlændingenævnet finder imidlertid, at ovenstående ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, fordi samlivet fra […] oktober 2023 har været udøvet uden officiel tilladelse til privat indkvartering under behandlingen af [ansøgerens] asylsag. Dette samliv kan ikke tillægges vægt ved vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det til støtte for klagen anførte om, at afgørelsen er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan heller ikke føre til en ændret vurdering i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at disse forhold er indgået i Udlændingenævnets vurdering efter § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke kan meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med [referencen]. Udlændingenævnet ændrer derfor ikke Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. ”
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som er russisk statsborger, indrejste i Danmark i februar 2022 og søgte om asyl. Ansøgeren mødte sin kæreste, referencen, i september 2023, hvorefter parret flyttede sammen hos referencen i oktober 2023. Ansøgeren fødte parrets fællesbarn i marts 2024, hvor ansøgeren også søgte om tilladelse til privat indkvartering hos referencen. Ansøgeren fik afslag på dette i både april og juli 2024, men i august 2024 fik ansøgeren tilladelse til at bo hos referencen. I januar 2025 blev ansøgeren meddelt afslag på asyl i Danmark. Ansøgeren indgav i januar 2025 ansøgning om familiesammenføring med henvisning til sin faste samlever, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Referencen er syrisk statsborger og havde opholdstilladelse i Danmark som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Referencen havde derudover to særbørn fra et tidligere forhold.
I august 2025 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har vurderet, at I ikke har haft et fast samliv af længere varighed. Ved afgørelsen har vi lagt vægt på, at du og [referencen] kun har boet fast sammen siden den […] august 2024, hvor du fik tilladelse til privat indkvartering hos ham, dvs. i 1 år. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at I har oplyst, at I har boet sammen siden den […] oktober 2023, da du ikke havde tilladelse til at bo hos [referencen] før den […] august 2024. Vi kan derfor ikke anse dig for at have haft din faste bopæl hos [referencen] i perioden fra den […] oktober 2023 til den […] august 2024.”
I august 2025 klagede ansøgeren over Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet vurderer i modsætning til Udlændingestyrelsen, at der mellem [referencen] og [ansøgeren] er etableret et familieliv, der er omfattet af den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i EMRK har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden. Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på EMD’s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at selv om [ansøgeren] og [referencen] ikke på nuværende tidspunkt opfylder betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om at være samlevende, har [de] udtrykt en forpligtelse over for hinanden, idet [de] har været kærester i lidt over 2 år, idet [de] de facto har opholdt [sig] sammen på fælles bopæl siden […] oktober 2023, idet [ansøgeren] den […] august 2024 har fået tilladelse til privat indkvartering hos [referencen], og idet [de] den […] marts 2025 har fået fællesbarnet, [fællesbarn].
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at både [ansøgeren] og [referencen] har deltaget i omsorgen og plejen af fællesbarnet, [fællesbarn], og at det følger af praksis fra EMD, at et barn ”har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Netherlands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84).
Udlændingenævnet finder herefter i lyset af EMD’s praksis og på baggrund af en afvejning af sagens samlede omstændigheder, at der mellem [ansøgeren] og [referencen] eksisterer et familieliv, som er omfattet af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet vurderer herefter, at Udlændingestyrelsen som 1. instans skal tage stilling til, hvorvidt Danmark er nærmest til at beskytte dette familieliv.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til sagen.
Udlændingenævnet bemærker, at det fremgår af sagen, at [referencen] har 2 særbørn fra et tidligere forhold, der bor i Danmark, og at det ikke fremgår af sagen, i hvilket omfang, [referencen] har samvær med børnene. Udlændingestyrelsen bør derfor i sin sagsbehandling undersøge dette.
Udlændingenævnet bemærker også, at nævnet har stadfæstet afgørelsen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da [ansøgeren] og [referencen] på nuværende tidspunkt ikke har haft et fast og længerevarende samliv i 1½-2 år, men at såfremt [de] under Udlændingestyrelsens sagsbehandling opnår et samliv med en varighed på 1½-2 år, vil Udlændingestyrelsen skulle vurdere sagen efter § 9, stk. 1, nr. 1.
[…]
Afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] august 2025, hvorved Udlændingestyrelsen meddelte [ansøgeren] afslag på familiesammenføring med [referencen] efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, fordi [ansøgeren] og [referencen] ikke har haft et fast og længerevarende samliv.
Udlændingenævnet henholder sig til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af […] august 2025 for så vidt angår vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] og [referencen] lærte hinanden at kende den […] september 2023, at I sammen har fællesbarnet [fællesbarn] som er født den […] marts 2025, at I reelt har boet sammen uafbrudt siden den […] oktober 2023, og at [ansøgeren] fik tilladelse til privat indkvartering hos [referencen] den […] august 2024, hvor [de] fortsat bor med [deres] fællesbarn.
Det er også indgået i Udlændingenævnets vurdering, at selvom, der almindeligvis først efter 1½-2 års samliv på fælles bopæl kan antages at være etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, skal der altid foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ovenstående ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, fordi samlivet fra […] oktober 2023 har været udøvet uden officiel tilladelse til privat indkvartering under behandlingen af [ansøgerens] asylsag. Dette samliv kan ikke tillægges vægt ved vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det til støtte for klagen anførte om, at afgørelsen er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan heller ikke føre til en ændret vurdering i forhold til udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at disse forhold er indgået i Udlændingenævnets vurdering efter § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke kan meddeles opholdstilladelse under henvisning til samlivet med [referencen].
Udlændingenævnet ændrer derfor ikke Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1. nr. 1. ”
FAM/2025/94
