Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

Sagens faktiske omstændigheder: 

Ansøgeren søgte i oktober 2020 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen. Parret, som begge er tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Tyrkiet i januar 2020. Referencen havde tidligere været gift med en rumænsk statsborger, og referencen havde i juni 2016 fået opholdsret i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende familiemedlem til den rumænske ægtefælle. Referencen blev i oktober 2019 skilt fra den rumænske ægtefælle, og SIRI traf uagtet skilsmissen afgørelse i februar 2021 om, at referencen fortsat opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I april 2021 meddelte Udlændingestyrelsen referencens nuværende tyrkiske ægtefælle afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1. I juli 2021 blev referencen meddelt tidsubegrænset opholdsret efter § 18 i EU-opholdsbekendtgørelsen på grund af 5 års lovligt ophold i Danmark

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, eller § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.

Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, at den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. 

Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end 3 år. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2016 fik opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende § 8 i EU-opholdsbekendtgørelsen, at han i juli 2021 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 18 i den nugældende EU-opholdsbekendtgørelse på grund af 5 års ophold i Danmark, og at han således endnu ikke har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 3 år. 

Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke er oplyst om ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. 

Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren, referencen, deres fællesbarn og referencens 2 særbørn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor de alle 5 er statsborgere, og hvor både ansøgeren og referencen taler sproget, for dér at udøve familielivet.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøger

en og referencen har et fællesbarn, der er født i 2019, og at referencen har 2 særbørn, som er født henholdsvis i 2006 og i 2010, og som bor hos referencen. De 3 børn har alle opholdstilladelse i Danmark.

Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da ingen af børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at alle 3 børn er tyrkiske statsborgere, og at det fremgår af CPR-registret, at referencens 2 særbørn er indrejst i Danmark i 2020, og at ansøgeren og referencens fællesbarn er indrejst i Danmark i 2021.

Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at de 2 særbørn bor hos referencen, og at børnenes mor ikke bor i Danmark.

Udlændingenævnet bemærker, at et barn efter fast praksis først efter 6-7 års sammenhængende lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution/skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. 

Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet. 

Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. 

Vurdering vedrørende EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at referencen er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, og at partsrepræsentanten har påberåbt sig Associeringsaftalen mellem Danmark og Tyrkiet, Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 13 samt domspraksis fra EU-Domstolen. 

Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Associeringsaftalekomplekset efter EU-Domstolens retspraksis ikke giver familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en ret til familiesammenføring, der går videre end de muligheder for familiesammenføring, der er indeholdt i udlændingelovens regler, jf. principperne i C-138/13, Dogan og C-561/14, Genc.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at selvom kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, udgør en ny begrænsning, jf. artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, er kravet lovligt, da det forfølger et legitimt formål om herboendes integration i Danmark, og kravet vurderes ligeledes at være proportionalt. 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er foretaget en konkret og individuel vurdering af, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, jf. vurderingen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. 

Det til støtte for klagen anførte om, at EU-retten har forrang i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen. 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom referencen har opholdsret i Danmark på baggrund af EU-rettens regler om fri bevægelighed, tillægges han som tyrkisk statsborger ikke samme rettigheder som EU-borgere er tillagt efter reglerne om fri bevægelighed, herunder familiesammenføringsreglerne i EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020), hvorfor ansøgerens ansøgning om opholdsret i Danmark skal behandles efter familiesammenføringsreglerne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, hvor der behørigt tages højde for de særlige rettigheder, som økonomisk aktive tyrkiske statsborgere er tillagt.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at såfremt den herboende ægtefælle er en økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, som er omfattet af Associeringskomplekset mellem EU og Tyrkiet, og som er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter mindst 8 års ophold i henhold til det skærpede opholdskrav i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, som blev indført ved lov nr. 436 af 9. maj 2017, kan ansøgeren i henhold til lovens ordning med henvisning til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, meddeles ægtefællesammenføring, når den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mindst 1 år. 

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 436 af 9. maj 2017, hvorved opholdskravet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse blev skærpet fra 6 år til 8 år, at adgangen til ægtefællesammenføring for økonomisk aktive tyrkiske statsborgere omfattet af associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet, ikke berøres af den foreslåede skærpelse af opholdskravet. 

Det følger heraf, at 2 år af det stillede opholdskrav på 8 år i forbindelse med meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – som følge af associeringsberettigede tyrkiske statsborgeres retsstilling efter lov nr. 436 af 9. maj 2017 – må fraregnes i kravet om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.

Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der er hjemmel til at stille kravet indeholdt i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse overfor herboende aktive tyrkiske statsborgere, der er meddelt tidsubegrænset opholdsret efter 5 års lovligt ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen, da den samlede længde af det krævede lovlige ophold for opnåelse af familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke overstiger 9 år, og at kravet dermed anses for proportionalt og i overensstemmelse med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

FAM/2022/114

Til toppen