Ophævelse af indrejseforbud
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Dato: 20-03-2024
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2018 – Ophævelse af indrejseforbud
Dato: 16-04-2018Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en makedonsk statsborger, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet traf samme dato afgørelse om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. § 10, stk. 4 og § 32, stk. 7. I 2001 blev ansøgeren af Østre Landsret idømt fængsel i ni år samt udvisning med indrejseforbud for bestandigt for overtrædelse af straffelovens §§ 191, stk. 1, 2. pkt., og § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 2. Københavns Byret afsagde i 2005 kendelse om at opretholde udvisningen, og ansøgeren udrejste herefter af Danmark i september 2005. I september 2016 anmodede ansøgeren Udlændingestyrelsen om ophævelse af indrejseforbuddet. Ansøgeren søgte endvidere om familiesammenføring under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt for det første, at der ikke var grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Makedonien, og at han dermed ikke var omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik udtrykkeligt af udlændingelovens § 32, stk. 8, at det er en betingelse for ophævelse af et indrejseforbud efter bestemmelsen, at den pågældende er omfattet af EU-reglerne. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at ansøgerens ægtefælle – som siden 2002 havde været dansk statsborger – i ansøgningen havde oplyst, at hun havde boet i Danmark siden sin indrejse, og at hun således ud fra de foreliggende oplysninger som dansk statsborger ikke havde benyttet sig af EU-reglerne om fri bevægelighed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at der i forbindelse med vurderingen af, om et indrejseforbud skal ophæves, skal foretages en proportionalitetsvurdering, at denne vurdering skal foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række forhold, herunder at ansøgeren havde været gift med sin ægtefælle siden 1991, at ansøgeren havde tre børn sammen med ægtefællen, hvor den ene var mindreårig, og at familien var integrerede i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, allerede fordi det ikke var dokumenteret, at ansøgeren var omfattet af EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 11, idet ansøgeren ikke var udvist efter udlændingelovens § 25 b. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. § 10, stk. 4, og § 32, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren af Østre Landsret i 2001 var blevet udvist ved dom med indrejseforbud for bestandigt, at Københavns Byret i 2005 havde afsagt kendelse om at opretholde udvisningen, og at denne kendelse var blevet stadfæstet i 2005 af Østre Landsret. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, talte derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var anført, at ansøgeren havde været gift med sin ægtefælle siden 1991, at ansøgeren havde tre børn sammen med ægtefællen, hvor den ene var mindreårig, at familien var integrerede i Danmark, og at ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni. Udlændingenævnet fandt yderligere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der talte for at fravige kravet i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Østre Landsret i sin kendelse i 2005 havde foretaget en vurdering efter udlændingelovens § 26. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at uanset om det måtte lægges til grund, at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv, var det Udlændingenævnets opfattelse, at Danmark ikke var nærmest til at beskytte dette familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter EMRK artikel 8 ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af den til sagen vedlagte lægeerklæring, at ansøgeren i sit hjemland fik medicin, og at ansøgeren gik i psykiatrisk behandling for sin sygdom. Udlændingenævnet fandt herudover, at det anførte om, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke sås at have forholdt sig til EU-reglerne, ikke kunne føre til et ændret udfald i sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til det anførte om nægtelse af ophævelse af ansøgerens indrejseforbud og bemærkede, at ansøgeren havde søgt om ægtefællesammenføring efter de nationale regler. Udlændingenævnet fandt således endelig på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at det ikke var uproportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 4, jf. § 32, stk. 7. FAM/2018/29. -
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2017 – Ophævelse af indrejseforbud
Dato: 22-05-2017Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en britisk statsborger, født i Pakistan, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. I november 1993 blev ansøgeren af Østre Landsret idømt otte års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, jf. lov om euforiserende stoffer, samt udvist af Danmark for bestandig. Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) havde i april 1993 afgivet en erklæring, hvoraf det fremgik, at det sammenfattende var direktoratets opfattelse, at ansøgeren – uanset at hans ægtefælle og to børn havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark – ikke havde nogen særskilt tilknytning til det danske samfund. Retten i Glostrup afsagde i august 2000 kendelse om, at udvisningen af ansøgeren med indrejseforbud for bestandig opretholdtes, jf. udlændingelovens § 50. Ansøgeren vedtog i juni 2003 et bødeforelæg og fik i oktober 2003 en advarsel for overtrædelse af sit indrejseforbud. Ansøgeren blev i august 2005 idømt syv dages fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud. Ansøgeren blev i december 2011 af Københavns Byret idømt fire måneders fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud og frifundet for en påstand om udvisning. Denne dom blev anket til Østre Landsret, der ved dom afsagt i februar 2012 idømte ansøgeren otte måneders fængsel og udviste ham med indrejseforbud i seks år. I marts 2012 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgerens indrejseforbud ikke kunne ophæves, hvilket Justitsministeriet stadfæstede i november 2013. Ansøgeren udrejste i april 2012 af Danmark til Sverige. Ansøgeren anmodede i maj 2015 om ophævelse af indrejseforbuddet.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve ansøgerens indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren af Østre Landsret i november 1993 var blevet idømt otte års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, jf. lov om euforiserende stoffer, samt udvist af Danmark for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at det var indgået i grundlaget for Østre Landsrets dom fra november 1993, at ansøgeren efter det oplyste på afgørelsestidspunktet havde haft ophold i Danmark i cirka 16 år, at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden august 1981, og at han på daværende tidspunkt havde to børn med sin ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Retten i Glostrup i august 2000 havde afsagt kendelse om, at udvisningen af ansøgeren med indrejseforbud for bestandig opretholdtes, jf. udlændingelovens § 50, og at det indgik i grundlaget for byrettens vurdering, at ansøgeren på daværende tidspunkt havde fire børn med sin tidligere ægtefælle, at ansøgeren havde boet sammen med sin ægtefælle siden 1984, at han havde haft opholdstilladelse siden 1976, at han på dette tidspunkt havde fire børn med sin nuværende ægtefælle, og at retten fandt, at der ikke var oplyst om sådanne væsentlige ændringer i ansøgerens forhold, at der var grundlag for at ophæve udvisningen, jf. udlændingelovens § 50, jf. § 26. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgeren efterfølgende flere gange var indrejst i Danmark i strid med det meddelte indrejseforbud, og at ansøgeren senest i februar 2012 var blevet idømt otte måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år af Østre Landsret for overtrædelse af sit indrejseforbud. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at Østre Landsret i februar 2012 under hensyn til ansøgerens langvarige, gentagne og systematiske overtrædelser af indrejseforbuddet i perioden fra ultimo 2008 og frem til november 2011 havde fundet, at straffen for overtrædelse af indrejseforbuddet kunne forhøjes til otte måneder, og at der kunne meddeles et indrejseforbud på seks år regnet fra den første dag i måneden efter ansøgerens udrejse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at da ansøgeren var registreret udrejst af Danmark til Sverige i april 2012, ville det senest idømte indrejseforbud på seks år først udløbe i maj 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren og dennes ægtefælle havde udøvet et ægteskabeligt samliv i Danmark i mere end otte år forud for Østre Landsrets dom fra november 1993, at ansøgeren i de følgende otte år havde bevaret sit forhold til ægtefællen og børnene, at parret var blevet forældre til yderligere to fællesbørn i henholdsvis 1995 og 1998, at ansøgeren var udrejst til Sverige efter løsladelsen i 2001, at ansøgeren var indrejst i Danmark i strid med indrejseforbuddet med henblik på at se sin ægtefælle og sine børn, at parret havde bosat sig i Sverige i december 2005, hvor de havde boet frem til 2008, at parret var blevet borgerligt viet i februar 2006, og at ansøgerens ægtefælle i 2008 var flyttet tilbage til Danmark sammen med parrets fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens familiemæssige forhold var indgået i domstolenes vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og dennes familie i flere perioder havde boet sammen i Sverige, og at ansøgeren og dennes familie havde mulighed for at leve sammen som familie i et andet land end Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå særlige grunde til at ophæve indrejseforbuddet, da Østre Landsret senest i februar 2012 havde udvist ansøgeren med indrejseforbud i seks år, hvor ansøgerens familieforhold var indgået i domstolenes vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af den af ansøgeren begåede kriminalitet – dels i 1993 og dels i tiden derefter i form af ansøgerens langvarige, gentagne og systematiske overtrædelser af indrejseforbuddet – fortsat udgjorde en reel, umiddelbar og alvorlig trussel, der berørte grundlæggende samfundshensyn. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Østre Landsret i dommen fra 2012 havde foretaget en proportionalitetsafvejning i forhold til EU-retten. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om nye faktiske forhold for ansøgeren og dennes familie, som kunne føre til, at det ikke ville kunne anses for proportionalt at fastholde ansøgerens indrejseforbud. Alene det forhold, at der var gået et antal år siden den seneste udvisningsdom, kunne således ikke i sig selv føre til ophævelse af indrejseforbuddet. FAM/2017/48.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2017 – Ophævelse af indrejseforbud
Dato: 22-05-2017Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af indrejseforbud til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren var i januar 2001 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien, han var i januar 2002 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, og han var i november 2004 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. I september 2011 var ansøgeren blevet idømt seks år og seks måneders fængsel for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119, stk. 1, § 124, stk. 1, § 181, stk. 1, og § 288, stk. 1, nr. 1, og han var endvidere blevet udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt. Ansøgeren var udrejst af Danmark i april 2013, hvorefter han havde overtrådt sit indrejseforbud og derfor i april 2014 var blevet idømt 20 dages fængsel. Ansøgeren var i juni 2014 blevet idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud i Danmark for anden gang, og han var i september 2014 blevet dømt for overtrædelse af sit indrejseforbud i Danmark for tredje gang. Ansøgeren havde en herboende kæreste, der var dansk statsborger, og sammen havde parret to mindreårige sønner, der boede i Danmark med deres moder.
Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren var statsborger i Bosnien-Hercegovina, og at han på den baggrund ikke havde dokumenteret, at han var omfattet af EU-reglerne for fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 2, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var EU-borger, og ej heller kunne anses som medfølgende familie til en EU-borger omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, hvorfor han ikke var omfattet af persongruppen i udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet bemærkede, at uanset at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og dennes herboende kæreste, som var dansk statsborger, og deres fællesbørn, var der ingen oplysninger i sagen om, at ansøgerens kæreste var eller havde været omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed. FAM/2017/73.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. marts 2015 – Ophævelse af indrejseforbud
Dato: 18-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en statsløs palæstinenser fra Syrien. I august 2006 stadfæstede Højesteret en dom fra Østre Landsret, hvorved ansøgeren blev idømt syv års fængsel og udvist af Danmark for bestandig. Højesteret inddrog ansøgerens personlige forhold til hans to herboende børn i vurderingen. I oktober 2010 indbragte ansøgerens advokat sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I november 2010 blev ansøgeren udsendt af Danmark. Ansøgeren blev i juni 2013 meddelt permanent opholdstilladelse i Sverige. I september 2013 indgav ansøgerens repræsentant ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ansøgerens samvær med sin datter og søn. Samtidig søgte partsrepræsentanten om ophævelse af indrejseforbuddet. Det blev oplyst, at ansøgerens datter besøgte ansøgeren i gennemsnit hver anden weekend og i skoleferierne, og at der mellem datteren og ansøgerens bopæl i Sverige var en rejsetid på to en halv til tre timer hver vej. Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2014 ansøgeren afslag på familiesammenføring og opretholdt hans indrejseforbud. Til støtte for klagen blev der blandt andet henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention. Det blev yderligere anført, at ansøgeren var afskåret fra at deltage i fødselsdage og andre mærkedage, skolearrangementer og forældremøder, fritidsaktiviteter og lignende i forhold til sine børn, at hans datter havde en selvstændig tilknytning til Danmark, og at det ikke kunne kræves, at datterens moder flyttede til Sverige, for at ansøgeren og hans datter kunne udøve deres ret til familieliv. EMD fandt i juli 2014, at udvisningen af ansøgeren ikke var i strid med hverken EMRK artikel 3 eller artikel 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens indrejseforbud ikke kunne ophæves, henset til at han var tredjelandsstatsborger, og at han ikke havde dokumenteret at være omfattet af EU-reglerne og derved udlændingelovens § 32, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2006 blev idømt syv års fængsel og udvisning med indrejseforbud for bestandig. Udlændingenævnet fandt, at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8 mellem ansøgeren og hans datter, men fandt ikke, at Danmark var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv. Udlændingenævnet bemærkede herved, at det følger af EMD’s praksis, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde i forhold til FN’s Børnekonvention vægt på, at denne ikke giver en videre adgang til familiesammenføring, end den der følger af EMRK’s artikel 8. For så vidt angik familiesammenføring med ansøgerens datter, lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren stadig havde mulighed for at udøve samværet mellem de to i Sverige som hidtil, og at hans bosættelse i Sverige, ikke udgjorde en sådan hindring for udøvelsen af samværet, samt at der ikke var oplysninger om, at ansøgeren ikke fremadrettet havde mulighed for at udøve samværet med sin datter i Sverige. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at EMD i juli 2014 fandt, at Danmarks udvisning af ansøgeren ikke var i strid med EMRK, herunder EMRK’s artikel 8, og at domstolen i den forbindelse lagde vægt på, at ansøgeren blev fængslet ni måneder efter, at hans datter blev født, og derfor havde haft en begrænset kontakt med hende. For så vidt angår ansøgerens søn, lagde Udlændingenævnet til grund, at han var undfanget og født på et tidspunkt, hvor ansøgeren havde indrejseforbud i Danmark for bestandig, hvorfor han ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve sin ret til familieliv med sin søn i Danmark. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren kunne udøve samværet med begge sine børn i Sverige, hvor han havde opholdstilladelse, og at der ikke var så uoverkommelige forhindringer i forhold hertil, at hans indrejseforbud burde ophæves, når den begåede kriminalitet og længden af den idømte straf blev taget i betragtning. FAM/2015/48.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2015 – Ophævelse af indrejseforbud
Dato: 09-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af indrejseforbud til en liberisk statsborger, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8, 1. pkt. Det fremgik af Udlændingeregistret, at ansøgeren i 1991 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, men at han i 1998 fik inddraget sin opholdstilladelse, og at ansøgeren i 2000 endeligt blev meddelt afslag på asyl af Flygtningenævnet. Ansøgeren blev i 2000, 2004 og 2005 meddelt afslag på opholdstilladelse, og han blev i 2006 udvist efter udlændingelovens § 25 b. Denne afgørelse blev i 2007 stadfæstet. Ansøgeren blev i 2010 udvist ved dom med indrejseforbud i seks år, da han blev idømt et års ubetinget fængsel efter straffelovens § 215, stk. 1 og 2, jf. § 261, stk. 2, og lov om social service § 156, da ansøgeren sammen med moderen til børnene havde unddraget sine tre børn fra kommunens forsorg og holdt dem skjult i Sverige. Ansøgeren udrejste af Danmark i 2011. Ansøgeren anmodede i januar 2013 om ophævelse af sit indrejseforbud, så han kunne indrejse i Danmark, da han skulle deltage i forskellige møder, og da han ønskede at være sammen med sine børn i Danmark. Under sagens behandling blev det oplyst, at ansøgeren havde samvær med sine børn i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren var tredjelandsstatsborger, og at han ikke havde dokumenteret, at han var omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 2, stk. 2. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens indrejseforbud ikke kunne ophæves, da ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han var omfattet af EU-reglerne og derved udlændingelovens § 32, stk. 7. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren henviste til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og at han havde børn i Danmark, som var anbragt uden for hjemmet, og som han ønskede samvær med, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt dog på baggrund af oplysningerne om samværet med ansøgerens børn i Danmark, at der var grundlag for at sende sagen til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 10, stk. 4. FAM/2015/24.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. april 2014 – Ophævelse af indrejseforbud
Dato: 29-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en irakisk statsborger. Den pågældende kom til Danmark i 2002 og blev i 2005 meddelt endeligt afslag på asyl. Den pågældende blev i 2010 meddelt opholdstilladelse efter EU-reglerne ved at fremvise falske bulgarske identitetspapirer. Den pågældende blev på baggrund heraf i juli 2011 dømt for dokumentfalsk og blev udvist og meddelt indrejseforbud i seks år, hvilken dom Højesteret stadfæstede i august 2012. Den pågældende levede på dette tidspunkt sammen med sin samlever i Danmark, som var rumænsk statsborger og havde en tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, ligesom parret havde et fællesbarn født i december 2010, og den pågældendes samlever var gravid med parrets andet barn. Den pågældende blev efterfølgende dømt for endnu et forhold af dokumentfalsk, og Vestre Landsret tiltrådte i den forbindelse i november 2013, at der ikke var sket sådanne ændringer i hans personlige forhold, at der var grundlag for at komme frem til en anden vurdering, end den Højesteret kom frem til i forhold til spørgsmålet om udvisningen ved Højesterets dom i august 2012.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet. Udlændingenævnet lagde blandt andet vægt på, at det indgik i grundlaget for Højesterets dom fra august 2012, at den pågældende havde opholdt sig i Danmark siden 2002, at den pågældende og hans samlever havde mødt hinanden i 2005, at hans samlever på domstidspunktet var gravid med parrets andet barn, og at Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at det ville være umuligt eller forbundet med alvorlige vanskeligheder at fortsætte familielivet i et andet land, for eksempel Rumænien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Vestre Landsret i november 2013 tiltrådte, at der ikke var sket sådanne ændringer i den pågældendes personlige forhold, at der var grundlag for en anden vurdering, end den Højesteret kom frem til i forhold til spørgsmålet om udvisningen ved Højesterets dom i august 2012. FAM/2014/66.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet