Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2024 – Medfølgende familie – Krav til fast samlivsforhold
Dato: 12-07-2024Udlændingenævnet hjemviste i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra juli 2023 om afslag på opholdstilladelse i Danmark som medfølgende fast samlever, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra USA.
Sagens faktiske omstændigheder:
[Ansøgeren] indrejste i Danmark i december 2022 og ansøgte om opholdstilladelse som medfølgende fast samlever til herboende [referencen]. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i juli 2023 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark som medfølgende fast samlever, idet der ikke var fremlagt dokumentation for, at [ansøgeren] og [referencen] havde haft et fast samliv de seneste 1½ - 2 år forud for ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [ansøgeren] ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse som medfølgende samlever til [referencen] under henvisning til, at de ikke har dokumenteret fast længerevarende samliv i mindst 1½ til 2 år.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at fast samlivsforhold af længere varighed sidestilles med ægteskab i udlændingelovens forstand. Der gælder ikke nogen bestemt tidsgrænse for samlivets varighed, men det antages i almindelighed, at et dokumenteret samliv i 1½ - 2 år på fælles bopæl vil kunne udgøre et så tilstrækkeligt fast og længerevarende samliv, at det kan give grundlag for opholdstilladelse. Ved vurderingen lægges der vægt på den samlede varighed af bekendtskabet, parrets kontakt i form af besøg, ferieophold, telefonsamtaler og korrespondance, fælles forsikring, anskaffelse af fælles bolig osv. Afbrudte samlivsperioder lægges sammen, medmindre der har været længere pauser i samlivet, og perioder med fælles bopæl i Danmark indgår med samme vægt som perioder med samliv i udlandet. Samlivet skal kunne dokumenteres. Samliv under ferie- og besøgsophold afbrudt af perioder uden fælles samliv kan ikke træde i stedet for et egentligt samlivsforhold, og det er som udgangspunkt en grundlæggende betingelse, at samlivet derudover har været uafbrudt.
I vurderingen af, hvorvidt [ansøgeren] og [referencen] har etableret et fast samlivsforhold af længere varighed i udlændingelovens forstand, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at de i hvert fald siden januar 2022 boede sammen på en adresse i […], USA, hvor de begge var anført på lejekontrakten, og at de efter indrejsen i Danmark i december 2022 havde fælles bopæl i hvert fald frem til januar 2024, hvor [referencen] er registeret som udrejst til [et EU-land]. Det bemærkes, at [ansøgerens] processuelle ophold frem til SIRI's afgørelse i juli 2023 blev forlænget ved Udlændingenævnets afgørelse af […] juli 2023 om opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.
Udlændingenævnet finder, modsat SIRI, at [ansøgerens] processuelle ophold i Danmark siden december 2022 skal medregnes i beregningen af samlivsforholdets varighed.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at [ansøgeren] og [referencen] har dokumenteret, at deres samlivsforhold har en sådan fasthed og varighed, at det kan danne grundlag for en opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, såfremt parret fortsat bor sammen.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om [ansøgeren] opfylder de øvrige betingelser for opholdstilladelse i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. juli 2024 – Erhverv – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilie
Dato: 05-07-2024Udlændingenævnet omgjorde i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra maj 2023 om registrering af en værtsfamilie i au pair-karensregistret i 2 år som følge af misbrug af au pair-ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Au pairen indrejste ultimo december 2021 i Danmark efter at være blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien i november 2021 efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Værtsfamilien blev i maj 2023 registreret i au pair-karensregistreret i 2 år som følge af misbrug af au pair-ordningen, fordi værtsfamilien ikke havde overført lommepenge til au pairen for en periode på 4 dage i slutningen af december 2021.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet vurderer således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at [værtsfamilien] ikke på nuværende tidspunkt bør registreres i au pair karensregistret som følge af manglende rettidig betaling af det fastsatte lommepengebeløb til [au pairen], jf. udlændingelovens § 21 a.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [værtsfamiliens] manglende rettidige betaling af lommepenge for perioden i december 2021 til [au pairen] ikke står i forhold til den for [værtsfamilien] indgribende konsekvens, at [værtsfamilien] er blevet registreret i au pair karensregistret. Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at [værtsfamilien] efter det til sagen oplyste har været værtsfamilie for 3 au pair personer siden 2010, og at der ikke tidligere ses at være truffet afgørelse om, at [værtsfamilien] har misbrugt au pair-ordningen. Udlændingenævnet finder derfor, at SIRI’s afgørelse fra maj 2023 ikke er i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet.
Det er en forudsætning for meddelelse af en karensperiode til værtsfamilier, at SIRI’s undersøgelse med sikkerhed viser, at der har fundet et misbrug af au pair-ordningen sted. Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at det ikke med sikkerhed kan lægges til grund, at [værtfamilien] har misbrugt au pair-ordningen i forbindelse med [au pairens] ophold som au pair hos [værtsfamilien].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det til støtte for klagen er oplyst, at [værtsfamilien] altid har bestræbt sig på at følge alle gældende regler og være den bedste værtsfamilie, at [au pairen] kom til Danmark i december 2021, at [au pairen] langsomt over de første dage blev sat ind i de huslige pligter, at [værtsfamilien] oprettede en bankkonto til [au pairen] hos Nordea, men at det ikke virkede, at [au pairen] fik en ny, og at [au pairen] fik lommepenge i januar 2022 og slut februar 2022, hvorefter den faste overførsel af lommepenge blev etableret.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det til støtte for klagen er oplyst, at det har været en forglemmelse fra [værtsfamiliens] side, at de ikke har betalt [au pairen] lommepenge for perioden [4 dage i december 2021], at [værtsfamilien] efterfølgende har betalt det manglende beløb, og at [værtsfamilien] på ingen måde har haft til hensigt at snyde hverken au pair-systemet eller [au pairen].
Udlændingenævnet finder således, at styrelsen ikke i sagen har løftet bevisbyrden for, at der med sikkerhed har fundet et sådant misbrug af au pair-ordningen sted, som giver anledning til at bringe karensgrundene i udlændingelovens § 21 a, nr. 2, i anvendelse over for [værtsfamilien].
Udlændingenævnet tilbagesender derfor afgørelsen fra maj 2023 til SIRI med henblik på, at styrelsen kan slette registreringen af [værtsfamilien] i au pair karensregistret.
[Værtsfamilien] vil således modtage nye afgørelser fra SIRI.
Udlændingenævnet foretager herefter ikke videre i anledning af [værtsfamiliens] klage.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. juli 2024 – Studie – Formodning
Dato: 05-07-2024Udlændingenævnet hjemviste i juli 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
[Ansøgeren] indrejste i Danmark i december 2020 og fik opholdstilladelser som elev ved en højskole efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, og som volontør ved samme højskole efter udlændingelovens § 9 k, stk. 1, i perioden fra december 2020 til august 2023. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i oktober 2023 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI).
Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse som studerende på uddannelsen BA (Hons) Business Management ved Niels Brock Copenhagen Business College under henvisning til, at der er en vis formodning for, at formålet med [ansøgerens] ansøgning ikke er at gennemføre en uddannelse, men at opnå et længerevarende ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI i afgørelsen vurderede, at alene det forhold, at [ansøgeren] tidligere ansøgte om flere på hinanden følgende opholdstilladelser som elev ved Højskolen […] skaber en formodning for, at hans intention med ansøgningen ikke er at studere, og at [ansøgeren] derfor ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark som studerende ved Niels Brock Copenhagen Business College.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at formodningsafslag efter formodningsreglen i studiebekendtgørelsens § 9, nr. 1-5, anvendes i sager, hvor udlændingemyndighederne under sagsbehandlingen overvejer forskellige forhold, herunder udlændingens uddannelsesmæssige baggrund, udlændingens tidligere ansøgninger om ophold i Danmark eller i det øvrige Schengen-område (navnlig ansøgninger om asyl eller ansøgninger om familiesammenføring med herboende personer), hvorvidt udlændingen har gennemført det tidligere uddannelsesforløb, hvorvidt udlændingen tidligere har fået inddraget en studieopholdstilladelse eller fået afslag på en ansøgning om forlængelse osv., og at disse forhold kan danne grundlag for et formodningsafslag med den begrundelse og antagelse, at udlændingens intention ikke er at studere i Danmark. Det betyder, at de samlede faktorer i studiebekendtgørelsens § 9, danner grundlag for vurderingen af udlændingens intentioner bag ansøgningen om opholdstilladelse.
Udlændingenævnet bemærker, at såfremt en afgørelse beror på en skønsvurdering, har en myndighed pligt til at foretage en konkret afvejning af de saglige hensyn i sagen.
Udlændingenævnet skal endvidere henvise til studiebekendtgørelsens § 13, hvoraf det fremgår, at opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 i, stk. 1, med henblik på at deltage i et kursus på en folkehøjskole gives for højst varigheden af det pågældende kursus, dog for højst 18 måneder.
Udlændingenævnet finder på baggrund af oplysningerne, som fremgår af Højskolens hjemmeside, om at skolen tilbyder kurser for forårssemester på 26 uger og efterårssemesteret på 18 uger, at det ikke er muligt at ansøge fra starten om 18 måneders ophold hos Højskolen, som gjorde det nødvendigt, at [ansøgeren] skulle indgive flere ansøgninger om opholdstilladelse til kurser på den pågældende højskole. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at tilladelserne er givet i tidsmæssig forlængelse af hinanden.
Det er endeligt indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] af SIRI blev meddelt 4 opholdstilladelser som elev og som volontør på Højskolen i perioden fra december 2020 til august 2023, at [ansøgeren] under opholdet i Danmark har overholdt opholdstilladelsernes betingelser, at hans meddelte opholdstilladelser ikke blev inddraget, og at [ansøgeren] ikke tidligere har fået afslag på opholdstilladelse her i landet, ligesom at han ikke har søgt om opholdstilladelse på baggrund af andre opholdsordninger end studieophold.
Udlændingenævnet finder således, at SIRI’s afgørelse ikke er truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag, idet styrelsen ikke fyldestgørende har godtgjort, at formålet med [ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse som studerende ikke er at studere i Danmark.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan oplyse sagen yderligere, f.eks. ved at gennemføre et formålsinterview med [ansøgeren] med henblik på at afdække hans intentioner bag ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende ved Niels Brock Copenhagen Business College” -
Udlændingenævnets afgørelse af 1. juli 2024 – Ægtefællesammenføring – Besøgskravet – Tidligere afslag på visum
Dato: 01-07-2024Udlændingenævnet hjemviste i juli 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Iran, da besøgskravet i udlændingelovens § 9, stk. 10, ikke var opfyldt.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er statsborger i Iran, blev i marts 2022 gift med referencen i Tyrkiet. Ansøgeren søgte i oktober 2022 om ægtefællesammenføring med referencen, der er dansk statsborger. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2023 ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren aldrig havde været i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 10. Ansøgeren havde inden afgørelsen 3 gange søgt om visum for at besøge referencen i Danmark, men ansøgeren havde alle 3 gange i henholdsvis juni 2021, november 2021 og maj 2022 fået afslag på visum, idet ansøgeren tilhørte visumgruppe 4, og da der var formodning for, at hun ikke ville rejse ud af Danmark igen. Visumafslaget fra maj 2022 var blevet stadfæstet af Udlændingenævnet men med en vejledning om, at ansøgeren skulle søge familiesammenføring. Referencen klagede i juni 2023 over Udlændingestyrelsens afslag på ægtefællesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ved 3 afgørelser har fået afslag på Schengenvisum henholdsvis den […] juni 2021, […] november 2021 og […] maj 2022, og at begrundelsen for alle 3 afslag var, at der var en risiko for, at hun ikke rejste hjem igen, hvis hun blev meddelt visum (formodningsafslag). Afgørelserne af […] juni 2021 og […] november 2021 ses ikke påklaget. Afgørelsen af […] maj 2022 blev påklaget, og den […] december 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse og vejledte [ansøgeren] om at søge familiesammenføring.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen den […] maj 2023 meddelte [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til [referencen], idet [ansøgeren] ikke opfyldte besøgskravet, da hun aldrig har været i Danmark, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at hun alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at der fremgår følgende af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 10 (lovforslag nr. L 231 fremsat den 26. april 2018, punkt 2.3.):
” 2.3.1.2. Visumpraksis
Med hensyn til kriteriet om, at en ansøger mindst én gang lovligt skal have været i Danmark ved vurdering af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, bemærkes i relation til visumområdet følgende:
Størstedelen af ansøgere fra visumpligtige lande vil kunne opnå visum til Danmark, når formålet med visummet er at besøge en i Danmark bosiddende ægtefælle eller fast samlever. Dette er udgangspunktet for visumansøgere, der tilhører hovedgruppe 1-4, jf. bilag 2 i bekendtgørelse nr. 376 af 20. marts 2015 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum (visumbekendtgørelsen) med senere ændringer.
Der lægges bl.a. vægt på, hvilken hovedgruppe ansøgeren tilhører, når en gennemgang af visumansøgningen ikke giver et klart svar på, om ansøgeren har til hensigt at udrejse inden for gyldigheden af et visum. Hovedgrupperne er således vejledende for, hvilke persongrupper inden for hver hovedgruppe der som udgangspunkt bør meddeles visum, når der ikke er begrundet tvivl om hensigten om at forlade Schengenområdet inden for et visums gyldighed.
For visumansøgere, der tilhører landene i hovedgruppe 5 (for tiden Afghanistan, Eritrea, Irak, Pakistan, Somalia og Syrien), hvis statsborgere vurderes at udgøre en særligt høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder, gives derimod som udgangspunkt kun visum i ekstraordinære situationer, f.eks. i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom eller dødsfald, og der gives således som udgangspunkt afslag på visum, uanset at formålet er besøg hos en herboende ægtefælle eller fast samlever.
Da en ansøger tilhørende hovedgruppe 5 således som udgangspunkt vil blive meddelt afslag på visum og derved ikke gennem et visumophold kan opfylde tilknytningskravet, gælder en særlig praksis, hvorefter der kan meddeles visum, såfremt den herboende ægtefælle har en væsentlig tilknytning til Danmark, og de øvrige betingelser for ægtefællesammenføring er opfyldt, undtagen dog kravet i § 9, stk. 4, om økonomisk sikkerhedsstillelse. Konstateringen af dette skal ske gennem behandlingen af en ansøgning om ægtefællesammenføring, der således må indgives fra hjemlandet eller et andet land. Denne praksis har det særkende, at der i disse tilfælde vil kunne gives visum, uanset at der er en stærk formodning for, at formålet med opholdet er at indgive en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Praksis er endvidere beskrevet i visumvejledningens punkt 5.9.7.5.1, jf. vejledning nr. 9201 af 27. februar 2017.
Udlændingestyrelsen anvender denne praksis analogt på visumansøgere tilhørende en anden hovedgruppe og i en tilsvarende situation for at undgå, at en visumansøger i en lempeligere
hovedgruppe stilles ringere end en visumansøger tilhørende hovedgruppe 5.
Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at de danske repræsentationer vil forelægge en sådan sag til behandling i Udlændingestyrelsen i første instans i medfør af visumbekendtgørelsens § 28, stk. 2, hvis repræsentationen er bekendt med, at ansøgeren kortere tid inden visumansøgningen er meddelt afslag på opholdstilladelse på grundlag af tilknytningskravet i udlændingelovens § 9, stk. 7.
…
2.3.3. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
og den foreslåede ordning
…
I tilknytning til besøgskravet foreslås det endvidere at videreføre den ovenfor beskrevne visumpraksis, jf. pkt. 2.3.1.2, således at der kan meddeles visum i de tilfælde, hvor det tidligere i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om ægtefællesammenføring er konstateret, at ægteparret opfylder alle betingelserne bortset fra det foreslåede besøgskrav og kravet i udlændingelovens § 9, stk. 4, om
økonomisk sikkerhedsstillelse, og hvor et afslag på visum ville afskære ansøgerens reelle mulighed for at opnå opholdstilladelse i Danmark på grundlag af ægteskabet med den herboende person. Den videreførte praksis vil blive beskrevet ved en kommende revision af visumvejledningen.”
Udlændingenævnet finder, at den beskrevne praksis ligeledes må gælde i den konkrete familiesammenføringssag vedrørende [ansøgeren], selvom hun tilhører hovedgruppe 4, da hun grundet de 3 tidligere visumafslag visummæssigt må anses som ligestillet med en udlænding, der tilhører hovedgruppe 5.
Udlændingenævnet finder således i denne konkrete sag, at [ansøgeren] reelt ikke har kunnet indvirke på at opfylde betingelserne for familiesammenføring, hvorfor Udlændingenævnet finder det rettest, at Udlændingestyrelsen gør op med de øvrige betingelser for familiesammenføring, med undtagelse af kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse, inden der tages stilling til besøgskravet i udlændingelovens § 9, stk. 10, således, at hun ikke stilles ringere end personer, der er omfattet af visumhovedgruppe 5.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2024 – Beløbsordningen – Udelukkelsesgrunde
Dato: 27-06-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen til en statsborger fra Indien.
Sagens faktiske omstændigheder:
I maj 2023 meddelte SIRI [ansøgeren] afslag på hans ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som køkkenchef hos [virksomheden A], jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 4, § 9 a, stk. 2, nr. 3. [Ansøgeren] blev meddelt afslag under henvisning til, at han var indberettet som uønsket i Schengenområdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke kan gives opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som køkkenchef hos [virksomheden A], jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 4, § 9 a, stk. 2, nr. 3.
Udlændingenævnet henviser til udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 4, hvoraf det fremgår, at en udlænding (tredjelandsstatsborger), som er indberettet til SIS som uønsket i medfør af SIS-forordningen, ikke kan gives opholdstilladelse efter bl.a. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen).
Udlændingenævnet finder, at SIRI med rette ikke foretog en vurdering af, hvorvidt [ansøgeren] opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, allerede fordi han var blevet udvist af Norge for ulovligt arbejde og ulovligt ophold, at han fik et indrejseforbud og er blevet indberettet til SIS som uønsket i Schengenområdet frem til oktober 2024.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at afgørelse om indberetning af en tredjelandsstatsborger til SIS som uønsket, der er truffet i en medlemsstat, som udgangspunkt har bindende virkning i en anden medlemsstat, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, kan tilsige andet.
Udlændingenævnet finder, at det til sagen ikke er dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der skulle tale for, at [ansøgeren] på trods af udvisningsafgørelsen fra de norske myndigheder skal meddeles opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker, at det ikke ses, at [ansøgeren] har påklaget udvisningsafgørelsen fra de norske myndigheder, og at han forsat er registreret i SIS som uønsket i Schengenområdet.
De til støtte for klagen anførte forhold og indsendte dokumentation vedrørende omstændigheder i Norge er indgået i Udlændingenævnets vurdering, men dette kan ikke føre til et andet udfald af sagen henset til ovennævnte.
Udlændingenævnet finder yderligere, at SIRI med rette fastsatte [ansøgerens] udrejsefrist til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] har begået et strafbart forhold i Schengenområdet, at han derfor i Norge blev udvist med et indrejseforbud, og at der derfor var en begrundet risiko for, at han ville forsvinde, hvis udrejsefristen ikke blev fastsat til straks.
Udlændingenævnet finder på baggrund af oplysningerne om varigheden og karakteren af [ansøgerens] ophold både i Danmark og i Norge, herunder bl.a. hans hyppige jobskifte, at han primo i juli 2021 afbrød ansættelsen hos [virksomheden B], som lå til grund for hans opholdstilladelse i Danmark, at han ikke selv orienterede udlændingemyndighederne om ophøret af ansættelsen, at det er uvist, hvor han opholdt sig og hvad han foretog sig i perioden fra juli 2021 til marts 2022, at han i Norge blev udvist for 10 måneders ulovligt ophold og 2-3 ugers ulovligt arbejde, og at der dermed var alvorlig grund til at antage, at [ansøgeren] igen ville opholde sig ulovligt i Schengenområdet.
Udlændingenævnet fastholder endvidere SIRI’s afgørelse om at meddele [ansøgeren] et 2-årigt indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse af et 2- årigt indrejseforbud må antages at virke særligt belastende for [ansøgeren].
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] er statsborger i Indien, at han ikke har haft længerevarende ophold i Danmark, at han ikke har særlig tilknytning til Danmark, at hans familie opholder sig i Indien, og at der ikke foreligger oplysninger om helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kan føre til, at meddelelsen af et indrejseforbud af 2 års varighed må antages at virke særligt belastende for ham.
Udlændingenævnet finder yderligere, at der ikke er oplyst om særlige grunde, hvor hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, bl.a. hensynet til familiens enhed, gør, at [ansøgeren] ikke bør meddeles et indrejseforbud trods pålæg om at udrejse straks.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 20. juni 2024 – Visum – EU-regler
Dato: 20-06-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i december 2023 en ansøgning om visum til Danmark for at besøge sin voksne søn, der opholdte sig i Danmark, og som er svensk statsborger. I forbindelse med ansøgningen om visum oplyste ansøgeren, at hun var økonomisk afhængig af sin søn, og at hun modtog et månedligt beløb i pension fra sin afdøde ægtefælle. Ansøgeren boede alene i Pakistan, uden erhvervsmæssig beskæftigelse og referencen var hendes eneste barn.
I januar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum efter EU-reglerne under henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret eller godtgjort, at der forelå et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og hendes søn, at det ville kunne føre til udstedelse af visum som familiemedlem til en unionsborger, der havde benyttet sin ret til fri bevægelighed.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har vurderet, at du ikke er berettiget til at få din ansøgning behandlet efter EU-reglerne […]
[…]
Uagtet, at [referencen] regelmæssigt overfører penge til dig, har vi vurderet, at du ikke er omfattet af EU-reglerne, idet vi ikke kan lægge til grund, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold, hvorved du har behov for materiel støtte fra [referencen] til at opfylde dine grundlæggende fornødenheder i hjemlandet.
Den omstændighed, at [referencen] måtte bidrage til din forsørgelse i hjemlandet, er efter vores vurdering ikke dokumentation for, at der består et reelt forsørgelsesforhold mellem jer.
Vi har i vores vurdering lagt vægt på, at du har oplyst til ambassaden, at du også modtager din afdøde ægtefælles pension.
Vi har derudover lagt vægt på, at du ikke har dokumenteret at være optaget i [referencens] husstand, ligesom du ikke har dokumenteret, at der er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [referencen] personligt plejer dig.
Vi bemærker hertil, at der ikke er fremlagt lægefaglig dokumentation for, at [referencen] er lægefagligt kvalificeret til at pleje dig personligt, eller at det i øvrigt er nødvendigt, at netop [referencen] personligt plejer dig.
Da vi således har vurderet at du ikke er omfattet af EU-reglerne, har vi herefter vurderet din ansøgning i lyset af de almindelige visumregler, der følger af visumkodeks og national praksis.
[…]
Vi vurderer, at der er en risiko for, at du ikke rejser hjem igen, hvis du får visum.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Pakistan, der for tiden er placeret i hovedgruppe 5, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2.
Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra denne hovedgruppe, at der som udgangspunkt kun gives visum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, fx i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom.
Vi vurderer, at der ikke er nogen helt ekstraordinære omstændigheder i din sag, der gør, at du kan få visum.
Det kan ikke heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at du i 2016 fik Schengenvisum til Sverige, da det ligger langt tilbage i tid.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke kan få Schengenvisum til Danmark på baggrund af EU-reglerne eller på baggrund af de nationale visumregler.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4-6, idet det ikke er tilstrækkelig dokumenteret eller godtgjort, at der er reelt forsørgelsesforhold mellem [ansøgeren] og [referencen], da det ikke er dokumenteret, at [ansøgeren] er optaget i [referencens] husstand, ligesom [hun] ikke har dokumenteret, at der er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [referencen] personligt plejer [hende].
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er anført, at [ansøgerens] månedlige pensionsindtægt på ca. 200 DKK ikke er tilstrækkeligt til, at [hun] kan leve herfor, og at [hun] på denne baggrund er afhængig af økonomisk støtte fra [referencen].
Det forhold, at [referencen] fra […] januar 2020 til […] oktober 2023 månedligt har overført forskellige beløb til [ansøgeren], udgør ikke dokumentation for, at der foreligger et konkret forsørgelsesbehov, og at det er [ansøgerens] søn, der dækker [hendes] grundlæggende fornødenheder.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at beløbene i perioden fra januar 2020 til oktober 2023 er af mindre beløbsmæssig størrelse. Udlændingenævnet finder på baggrund af dette, at der ikke har været tale om regelmæssige pengeoverførelser, som indikerer et afhængighedsforhold, og at overførelserne kun har dækket en begrænset periode.
Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at det forhold, at [referencen] som unionsborger påtager sig at forsørge et eller flere familiemedlemmer, ikke i sig selv godtgør, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold, jf. sag C-1/05, Jia, præmis 43.
Udlændingenævnet kan på den baggrund ikke lægge til grund, at [ansøgeren] har et faktisk og reelt behov for at blive forsørget af [referencen] for at få dækket [sine] grundlæggende fornødenheder i Pakistan, idet det bemærkes, at det ikke er tilstrækkeligt, at [referencen] på eget initiativ påtager sig at støtte eller forsørge [ansøgeren].
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] til ambassaden har oplyst, at [hun] også modtager [sin] afdøde ægtefælles pension, men at [hun] i forbindelse med klagen til Udlændingenævnet har erklæret, at [hun] ikke længere modtager pension fra [sin] tidligere ægtefælle med virkning fra februar 2024. Udlændingenævnet finder ikke, at dette kan ikke føre til et andet resultat, da der er tale om en egen-erklæring og ikke en erklæring, der er udfærdiget af en offentlig myndighed.
Det forhold, at pengene, som [ansøgeren] modtager fra [referencen], går til at betale [ansøgerens] husleje og dække [hendes] udgifter til lægelige behandlinger, kan ikke føre til en ændret vurdering, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] lider af forskellige sygdomme.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kan begrunde, at [ansøgeren] alligevel kan meddeles Schengenvisum til Danmark i medfør af visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, idet der ikke er oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som taler herfor.
Udlændingenævnet bemærker hertil, at helt ekstraordinære omstændigheder blandt andet ses at foreligge i tilfælde, hvor ansøgningen er indgivet med henblik på besøg hos et nærtstående familiemedlem, som lider af en livstruende sygdom, eller hvis ansøgeren skal deltage i et nært familiemedlems begravelse, jf. afsnittet retsregler.
Det forhold, at det fremgår af de lægelige dokumenter i sagen, at [ansøgeren] på grund af [sine] lidelser og alder har sværere ved at klare [sig] alene, finder Udlændingenævnet underbygger formodningen om, at [hun] ikke kun ønsker et kortvarigt ophold i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juni 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Opholdskravet
Dato: 17-06-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste medio september 1991 i Danmark og udrejste af Danmark igen ultimo august 1997. Ultimo juli 2010 indrejste ansøgeren igen i Danmark og blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til en dansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev endvidere i december 2023 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af sin stærke tilknytning til Danmark. Ultimo december 2023 indgav ansøgeren en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse på det særlige ansøgningsskema for udlændinge med særlig stærk tilknytning til Danmark, og i marts 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen, idet ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have boet lovligt her i landet uafbrudt i mindst 2 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2024 om afslag på [ansøgerens] ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 14, jf. § 11, stk. 3, nr. 1, af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnets har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgeren] i december 2023 blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af sin danske afstamning, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at [ansøgeren] derfor ikke opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, idet [ansøgeren] på nuværende tidspunkt kun har haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som følge af [ansøgerens] stærke tilknytning til Danmark i ca. 6 måneder.
Den omstændighed, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] har haft mere end 8 års lovligt ophold i Danmark og i øvrigt opfylder opholdskravet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, hvorfor Udlændingestyrelsen har truffet en forkert afgørelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i december 2023 har indgivet sin ansøgning på baggrund af sin stærke tilknytning til Danmark, og at begge af [ansøgerens] forældre har haft dansk statsborgerskab fra fødslen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af [ansøgerens] opholdstilladelse meddelt i december 2023, at [ansøgeren] kan få tidsubegrænset opholdstilladelse, når [ansøgeren] har haft opholdstilladelsen i mindst 2 år. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse også, at vejledningen på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk vejleder korrekt om betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af stærk tilknytning til Danmark, herunder at opholdsgrundlaget skal være udlændingelovens § 9 c.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det udtrykkelig fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. retsreglerne ovenfor, at opholdstilladelsen skal være meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter de lempeligere regler i udlændingelovens § 11, stk. 14.
[Ansøgerens] opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, kan således ikke indgå i beregningen af perioden på mindst 2 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, jf. § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2024 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 28-05-2024Udlændingenævnet omgjorde i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Marokko.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren udrejste i primo marts 2019 af Danmark og opgav sin bopæl for at flytte til Frankrig med sin familie, som bestod af en ægtefælle og 2 mindreårige børn, der alle 3 var danske statsborgere. Familien flyttede tilbage til Danmark og klageren indgav en ansøgning om, at hendes opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet i ultimo marts 2020. I november 2020 meddelte Udlændingestyrelsen klageren, at hendes opholdstilladelse var bortfaldet samt afslag på dispensation fra bortfald, som klageren påklagede til Udlændingenævnet i december 2020. I november 2022 hjemviste Udlændingenævnet klagerens sag til Udlændingestyrelsen med henblik på fornyet vurdering, og i april 2023 meddelte Udlændingestyrelsen igen klageren afslag på dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet konstaterer, at Udlændingestyrelsen ikke i afgørelsen har taget fornyet stilling til sagen i overensstemmelse med Udlændingenævnets hjemvisning af november 2022, hvorved Udlændingenævnet tilbagesendte sagen, så Udlændingestyrelsen kunne vurdere den igen i lyset af det retlige grundlag, som fremgår af EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP.
Udlændingenævnet vurderer, at [klagerens] opholdstilladelse ikke bør anses for bortfaldet, fordi hun opgav sin bopæl og sin tilknytning til Danmark, og fordi hun ikke har dokumenteret eller anført omstændigheder, der kan føre til en dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1-2, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023 med senere ændringer.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] og hendes ægtefælle [..] har 2 fælles mindreårige børn, [..] (10 år) og [..] (6 år), der begge er danske statsborgere.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at vurderingen om dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2, beror på et samlet skøn, hvor udlændingens samlede ophold her i landet og i hjemlandet, samt udlændingens familiemæssige og anden tilknytning her i landet indgår.
Udlændingenævnet finder, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og relevante EU-retlige forhold skal inddrages i afvejningen af, om en opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, herunder om der skal ske dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 2.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at Østre Landsret opretholdt Udlændingenævnets afgørelse om bortfald, hvor nævnet inddrog Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 i den samlede skønsvurdering, jf. Østre Landsrets dom af 14. december 2014, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsnet som U.2015.1069Ø.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] sammen med [klagerens] ægtefælle og parrets 2 fælles mindreårige børn tog til Frankrig, hvor familien, ligesom de gør nu i Danmark, har boet sammen, at der er tale om et reelt og stabilt familieliv og at der derfor er formodning for, at begge forældre er fælles om at tage vare på børnene.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at nævnet i februar 2024 anmodede om oplysninger vedrørende den primære varetagelse af børnene og at det fremgik af det udfyldte skema, at begge forældre er fælles om varetage børnenes retligt, følelsesmæssigt og økonomisk interesser.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at der foreligger et sådant afhængighedsforhold mellem [klageren] og hendes 2 børn, som ikke er afkræftet, at det kan danne grundlag for en afledet opholdsret til [klageren] efter TEUF artikel 20, jf. EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, præmis 69.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at [klagerens] 2 børn vil blive frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere, jf. EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, præmis 45-46, hvis [klageren] ikke kan opholde sig lovligt i Danmark.
Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at når der er grundlag for en afledet opholdsret efter TEUF artikel 20, skal en opholdstilladelse bevares frem for, at udlændingen skal indgive en ny ansøgning til Udlændingestyrelsen, selvom der kan være tale om et nyt opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet finder det derfor stærkt beklageligt, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [..] april 2023 alene har vejledt [klageren] om, at hun kan søge om afledt opholdsret.
[Klagerens] opholdstilladelse er således ikke bortfaldet.
Udlændingenævnet har sendt afgørelsen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at [klageren] kan få udstedt et nyt opholdskort.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2024 – Visum – EU-regler
Dato: 15-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i marts 2024 en ansøgning om visum med henblik på at rejse til Danmark sammen med sin bror, der er statsborger i Italien og i Storbritannien, og som opholdte sig i Storbritannien. I forbindelse med ansøgningen om visum oplyste ansøgeren, at han blev forsørget af sin bror økonomisk, og at han bor i Pakistan med sin ægtefælle, sine to børn og sine forældre.
I april 2024 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på visum efter EU-reglerne under henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret eller godtgjort, at der var et sådant reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og hans bror, at det vil kunne føre til udstedelse af visum, som familiemedlem til en EU-borger, der vil benytte sin ret til frivægelighed.
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[…]
Vi har lagt vægt på, at du den […] marts 2024 har oplyst til ambassaden, at du arbejder med ”property business” og at du har en månedlig indkomst på hvad svarer nogenlunde til 1.243 DKK.
Vi har videre lagt vægt på, at du har oplyst, at dine andre brødre sender penge til dine forældre, som du deler hustand med.
Vi kan således ikke lægge til grund, at du til fulde forsørges af [ansøgerens bror] i dit hjemland.
På baggrund af de ovenstående oplysninger er du ikke omfattet af den gruppe, der kan få deres visumansøgninger behandlet efter EU-reglerne.
Vi har derfor vurderet din ansøgning efter de almindelige visumregler og national praksis.
[…]
Vi vurderer, at der er en risiko for, at du ikke rejser hjem igen, hvis du får visum.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du er statsborger i Pakistan, der for tiden er placeret i hovedgruppe 5, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 4 og bilag 2.
Ud fra en vurdering af de generelle forhold og kendte immigrationsmønstre i hjemlandene, gælder det for statsborgere fra denne hovedgruppe, at der som udgangspunkt kun gives visum, hvis der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder hos ansøgeren eller et herboende nærtstående familiemedlem, jf. visumbekendtgørelsens § 16, stk. 6, fx i tilfælde af et herboende nærtstående familiemedlems livstruende sygdom.
Vi vurderer, at der ikke er nogen helt ekstraordinære omstændigheder i din sag, der gør, at du kan få visum.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] april 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet nævnet finder, at [ansøgeren] hverken kan få Schengenvisum til Danmark på baggrund af EU-reglerne eller på baggrund at de nationale visumregler for at besøge og tage ophold i Danmark sammen med [ansøgerens] bror, […], der er statsborger i Italien.
Udlændingenævnet finder således ligesom Udlændingestyrelsen, at [ansøgeren] ikke er omfattet af personkredsen for familiemedlemmer, der har en lettere adgang til indrejse i Danmark efter EU-reglerne, da det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret eller godtgjort, at [ansøgeren] har været økonomisk afhængig af [sin] bror, at [ansøgeren] er optaget i [sin] brors hustand, eller at der er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det nødvendigt, at [ansøgerens bror] personligt plejer [ansøgeren].
Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at [ansøgeren] falder uden for den gruppe af personer fra Pakistan, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet har ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at der ikke kan meddeles visum til ansøgere fra Pakistan, når ansøgeren ikke er inviteret til Danmark af en vært, der har fast bopæl og lovligt ophold her i landet.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2024 – Afvisning ved grænsen – Krav om arbejdstilladelse
Dato: 13-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Kina ved indrejsen i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i januar 2024 afvist på grænsen i forbindelse med, at han indrejste fra London. Klageren var i besiddelse af et Schengenvisum, men blev afvist, idet klageren over for politiet havde oplyst, han skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, men uden at være i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse. Klageren var forud for indrejsen blevet vejledt om at anskaffe sig arbejdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har vurderet, at [politiet] med rette afviste [klageren] ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 3, idet der efter det oplyste om [klagerens] forhold var grund til at antage, at [han] ville tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] til politiet har oplyst, at [han] i Danmark skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udlændingebekendtgørelsens § 24 indeholder en udtømmende opregning af de typer af beskæftigelse, som ikke kræver arbejdstilladelse, herunder bl.a. en række kategorier inden for tjenesteydelsesområdet.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at [klageren] ikke er fritaget for kravet om arbejdstilladelse, idet arbejdet som model ikke hører under de erhverv, der er fritaget herfor, jf. udlændingebekendtgørelsens § 24.
Det forhold, at [klageren] efterfølgende har oplyst, at [han] alligevel ikke skulle arbejde som model, men at [han] blot ønskede at se modeopvisningen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved vurderet, at der ud fra sagens samlede oplysninger er grund til at antage, at [klageren] ville arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet