Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)

    Dato: 09-02-2024

    I februar 2024 genoptog Udlændingenævnet sin afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Tyrkiet og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2021 ansøgeren afslag på familiesammenføring til sin herboende ægtefælle, som er tyrkisk statsborger under henvisning til, at referencen ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse. I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring. I januar 2024 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022 om afslag på familiesammenføring med henvisning til Associeringsaftalekomplekset.

    Vedrørende ansøgerens familiesammenføringssag

    Den 26. april 2021 klagede [partsrepræsentanten] på vegne af [ansøgeren] over Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021, hvorved styrelsen meddelte [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle til [referencen].

    I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021.

    I januar 2023 anmodede [partsrepræsentanten] Udlændingenævnet om at genoptage [ansøgerens] familie-sammenføringssag. Til støtte for [partsrepræsentantens] anmodning henviste [partsrepræsentanten] til EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, som vedrører danskprøvekravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 6.

    [Partsrepræsentanten] har ligeledes oplyst i [sin] anmodning om genoptagelse, at sagen er indbragt for de danske domstole. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at sagen ved domstolene fortsat verserer.

    Udlændingenævnet har på baggrund af [partsrepræsentantens] anmodning gennemgået [ansøgerens] familiesammenføringssag på ny.

    Udlændingenævnet finder, at der er grundlag for at genoptage [ansøgerens] familiesammenføringssag og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulerne i associeringsaftalekomplekset, men at selvforsørgelseskravet kan stilles og fortsat være foreneligt med associeringsaftalekomplekset, hvis kravet må anses for proportionalt i det enkelte tilfælde.

    Selvforsørgelseskravet skal først og fremmest være begrundet i et tvingende alment hensyn og være egnet til at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte lovlige formål. Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, UfR.2022.956 Ø, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet må anses for begrundet i et tvingende alment hensyn, nærmere bestemt hensynet til at sikre en vellykket integration og hensynet til de offentlige finanser, der i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis kan begrunde indførelse af nye restriktioner, jf. f.eks. Genc, sag 561/14, og at selvforsørgelseskravet er egnet til at varetage disse hensyn.

    Udlændingenævnet henviser desuden til lovforarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (L 17, fremsat den 4. oktober 2006), hvoraf det følger, at formålet med bestemmelsen er, at alle udlændinge, der kommer til Danmark, som udgangspunkt skal være selvforsørgende, og at den herboende ægtefælles muligheder for at bidrage til den udenlandske ægtefælles integration i samfundet og på arbejdsmarkedet vil være bedre, hvis den herboende selv er i arbejde og har været det igennem en periode.

    Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er således begrundet i et tvingende alment hensyn, dvs. både hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.

    Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, går - generelt - ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet ikke kan anses for at gå videre end nødvendigt, da det følger af udlændingelovens § 9, stk. 5, og forarbejderne hertil, at ansøgere efter en individuel vurdering kan undtages fra kravet, herunder navnlig såfremt den herboende ægtefælle som følge af handicap ikke har kunnet opfylde selvforsørgelseskravet.

    Udlændingenævnet har derefter taget stilling til, hvorvidt selvforsørgelseskravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om ikke at lægge de offentlige finanser til last samt vellykket integration.

    Det er Udlændingenævnets opfattelse, efter en fornyet vurdering af sagen, at der i den konkrete sag er individuelle forhold, som taler for, at selvforsørgelseskravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] har haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2000, og at det af e-Indkomstregistret fremgår, at [referencen] i perioden fra januar 2014 til dags dato har været i beskæftigelse i Danmark, undtagen i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, hvor [referencen] har modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet bemærker hertil, at oplysninger i e-Indkomstregistret alene går 10 år tilbage i tid.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen indsendte oversigt over [referencens] indbetalinger til ATP Livslang Pension, at [referencen] i perioden fra januar 2001 til oktober 2020 har betalt fuld sats i 82 måneder, dvs. knap 7 år.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at [referencen] alene modtog kontanthjælp i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, idet [referencens] arbejdsplads grundet den ekstraordinære situation i forbindelse med Covid-19 var nødt til for en kort periode at afskedige [referencen].

    Efter en samlet afvejning af sagens omstændigheder er det således Udlændingenævnets vurdering, at hensynet til navnlig de offentlige finanser – i lyset af associeringsaftalekomplekset – ikke i den konkrete sag kan begrunde, at selvforsørgelseskravet skal stilles over for [referencen].

    Udlændingenævnet bemærker, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 5, på 3 år for modtagelse af offentlige ydelser er udløbet, da [referencen] senest modtog kontanthjælp ultimo maj 2020, hvorfor [ansøgerens] genoptagne familiesammenføringssag allerede på den baggrund ville skulle omgøres, når Udlændingenævnet nu har fundet anledning til at genoptage Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen tager stilling til, om [ansøgeren] og [referencen] opfylder de øvrige betingelser for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark til [ansøgeren]. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse også foretage en vurdering af, om de øvrige betingelser for familiesammenføring – i lyset af de hensyn, der ligger bag disse betingelser – i den konkrete sag er forenelige med associeringsaftalekomplekset. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling dertil.

    [Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende [ansøgerens] familiesammenføringssag.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20.12.2023 – nedsættelse af kontante ydelser – tålt ophold

    Dato: 07-02-2024

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en syrisk statsborger, som havde fået nedsat sine kontante ydelser med et beløb svarende til én dags udbetaling på baggrund af overtrædelse af sin opholds- og underretningspligt.
    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2014. Opholdstilladelsen blev i 2019 forlænget af Udlændingestyrelsen. Klageren blev i 2021 udvist ved dom, hvorefter Hjemrejsestyrelsen i 2022 traf afgørelse om kontrolforpligtigelser, herunder opholds- og underretningspligt. Klageren kom ved Flygtningenævnets beslutning i 2022 på tålt ophold. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022. Udlændingenævnet finder, at det af sagens oplysninger ikke ses godtgjort, eller på en anden måde sandsynliggjort, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med behandlingen af sagen, hvorved klageren ikke skulle opholde sig på et udrejsecenter i en periode på én dag primo september 2022, oplyste klageren om, at det var en præmis for det lovlige fravær, at klageren skulle overnatte på et andet center.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, at klagerens kontante ydelse ikke skal nedsættes med én dag.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, Hjemrejsestyrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 har lagt til grund, at det var en præmis for aftalen om det lovlige fravær i perioden på én dag primo september 2022, at klageren skulle overnatte på et andet center, hvilket styrelsen i deres høringssvar af medio november 2023 ligeledes henviste til, men at det imidlertid ikke ses af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om denne præmis. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at det var klageren påregneligt, hvilken konsekvens klagerens manglende overnatning på det andet center kunne få.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen primo november 2023 på vegne af Udlændingenævnet foretog en høring af Hjemrejsestyrelsen, hvorved styrelsen blandt andet blev anmodet om at oplyse, hvilken præmis i aftalen med Kriminalforsorgen, Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed og klageren, der henvises til i afgørelsen af ultimo september 2022. Udlændingenævnet modtog medio november 2023 Hjemrejsestyrelsens høringssvar, hvoraf det blandt andet fremgår, at styrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 fejlagtigt har angivet, at klageren havde indgået en aftale med Kriminalforsorgen og Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed om at overnatte på et andet center, og at styrelsen i afgørelsen rettelig skulle have henvist til, at aftalen er indgået mellem Kriminalforsorgen og klageren. Det fremgår endvidere af høringssvaret, at Kriminalforsorgen kan booke overnatning til udlændinge indkvarteret på et udrejsecenter i forbindelse med møder med f.eks. udlændingens advokat på Sjælland, og at præmissen for det lovlige fravær er, at pågældende reelt overnatter på et andet center. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Kriminalforsorgen primo december 2023 over for Udlændingenævnet har oplyst, at Kriminalforsorgen ikke har kompetence til at meddele en udlænding, der opholder sig på et udrejsecenter, lovligt fravær i relation til dennes melde- og opholdspligt.

    Udlændingenævnet finder, under henvisning til at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om, hvilken konsekvens manglende overnatning på det andet center kunne få, og at det alene i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022 og styrelsens høringssvar af medio november 2023 ses at være nævnt en sådan præmis for det lovlige fravær, at der ikke skal ske nedsættelse i klagerens kontante ydelser. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at Hjemrejsestyrelsen, i forbindelse med den aftale der angiveligt skulle have været indgået vedrørende klagerens fravær fra udrejsecenteret i perioden på én dag primo september 2022 grundet fremmøde i Flygtningenævnet primo september 2022, har overholdt sin oplysnings- og vejledningspligt.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at klageren ikke skulle have nedsat sine kontante ydelser med én dag efter udlændingelovens § 42 a, stk. 11, nr. 3 og 5.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Dato: 31-01-2024


    Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra Filippinerne.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den periode, hvor ansøgeren har været under uddannelse i forbindelse med sin ansættelse hos virksomhed A ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse, fordi praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse.

    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 3 og 4.

    Udlændingestyrelsen vurderede i sin afgørelse af januar 2023, at perioden fra januar 2022 til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvor ansøgeren ifølge den indsendte uddannelsesaftale har været under uddannelse til industrioperatør hos virksomheden A, ikke kunne indgå i beregningen af ordinær beskæftigelse, idet praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse, og ikke kan sidestilles med beskæftigelse.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det fremgår af erklæringen fra virksomheden A, at ansøgeren har været ansat i virksomheden siden juli 2019, at aftale om uddannelse og efteruddannelse er almindeligt forekommende hos dem, at de derfor betragter uddannelsesaftalen som en ordinær del af beskæftigelse hos dem, og at ansøgeren efter endt uddannelse forsat vil være at anse som ansat hos dem.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på uddannelsesaftalen, hvoraf det fremgår, at aflønningen under uddannelsen sker efter Industriens Overenskomst (3F), at lønnen er højere end det gældende mindstebetaling for elever og er fastsat til 184,50 kr. pr. time, og at den ugentlig arbejdstid er på 37 timer.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det fremgår ved aktuelt opslag i det elektroniske indkomstregister, at ansøgeren har haft fuldtidsbeskæftigelse hos virksomheden A indtil uddannelsesstart og under hele uddannelsesforløbet, og at hun siden januar 2022 har fået den samme løn som inden uddannelsesstart.

    Udlændingenævnet har på baggrund af det anførte og ud fra en samlet konkret vurdering af alle sagens omstændigheder vurderet, at perioden fra januar 2022 til november 2023 derfor kan indgå i beregningen som ordinær beskæftigelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8’s forstand, idet ansøgerens uddannelsesaftale må betragtes som værende en integreret del af et ansættelsesforhold. Der henvises i den forbindelse også til § 12, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, der seneste er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13.12.2023 – Beløbsordningen – betingelse ej opfyldt

    Dato: 13-12-2023






    Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2023 – Erhverv – Beløbsordningen

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen til en statsborger fra Kina.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I november 2022 meddelte SIRI ansøgeren afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, jf. udlændingeloven § 9 a, stk. 2, nr. 3, som direktør i en virksomhed. Ansøgeren blev meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren måtte betragtes som ejer af virksomheden og derfor som selvstændig erhvervsdrivende og ikke som ansat, idet ansøgeren med en reel ejerandel på 25 % ejede over 20 % af virksomheden. SIRI lagde ved afgørelsen vægt på ansøgerens ejerskab af virksomheden, ansøgerens stilling som direktør i virksomheden, og at ansættelsen ikke var omfattet af funktionærloven. Endelig lagde SIRI vægt på, at der efter praksis ikke kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til at arbejde i en virksomhed, hvor ansøgeren må betragtes som ejer.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af november 2022 af de grunde, som SIRI har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som SIRI.
    [Ansøgeren] kan således ikke gives opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som direktør i [virksomheden], jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, jf. § 9 a, stk. 26, jf. udlændingebekendtgørelsens § 22, stk. 5.
    Udlændingenævnet har uddybende til det af SIRI anførte lagt vægt på, at [ansøgeren] som ejer, administrerende direktør og som en del af bestyrelsen i virksomheden har mulighed for at udøve reel indflydelse i den daglige ledelse i virksomheden. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at det følger af tegningsreglerne for virksomheden, som Udlændingenævnet har tilgået via virk.dk, at [ansøgeren] som administrerende direktør kan tegne selskabet sammen med bestyrelsesformanden eller 2 øvrige medlemmer af bestyrelsen. Det fremgår derudover også af oplysningerne fra virk.dk, at [ansøgeren] er opført som den ene af 2 reelle ejere.
    Det kan ikke føre til et ændret resultat, at du til støtte for klagen bl.a. har anført, at [ansøgeren] trods sin ejerandel i selskabet ikke har reel indflydelse på sin stilling i selskabet eller i selskabet, idet han kan afskediges med et simpelt flertal i bestyrelsen, at han ved en fratrædelse af sin stilling skal sælge samtlige af sine aktier tilbage, og at det er bestyrelsen, der godkender ansættelse og afskedigelse af ledende medarbejdere, og ikke [ansøgeren], trods hans stilling som administrerende direktør.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] fortsat er ejer og bestyrelsesmedlem sammen med 4 andre bestyrelsesmedlemmer i virksomheden og derved bl.a. har indflydelse på de beslutninger, der træffes af bestyrelsen og den daglige ledelse i virksomheden. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse, at det fremgår af virk.dk, at der er i alt er 5 bestyrelsesmedlemmer inklusiv bestyrelsesformanden, mens det til sagen er oplyst, at der er 6, hvoraf [ansøgeren] er det ene medlem, samt at det fremgår af virk.dk, at [bestyrelsesmedlem] er udtrådt af bestyrelsen i januar 2023.
    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det til trods for de til støtte for klagen indsendte dokumenter fortsat ikke ses dokumenteret, at [ansøgeren] må betragtes som ansat og ikke ejer af virksomheden med en ikke ubetydelig indflydelse i virksomheden på baggrund af hans ejerandel i virksomheden, hans stilling som direktør og som medlem af bestyrelsen.
    Den omstændighed, at [ansøgeren] ved sin ansættelse som direktør tilbydes en månedsløn på 138.150 kr. og derved måtte opfylde den beløbsmæssige betingelse i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering af, hvorvidt [ansøgeren] i relation til udlændingelovens bestemmelser om beløbsordningen kan betragtes som ansat i virksomheden
    Endeligt kan det ikke føre til et ændret resultat, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] er underlagt snævre grænser for godkendelse af kredit til kunder og begrænsninger vedrørende bl.a. anlægsinvesteringer samt at han er underlagt begrænsninger i forhold til kunder og markeder, da dette ikke er forhold, der afkræfter formodningen om, at [ansøgeren] i kraft af sin stilling som direktør, bestyrelsesmedlem og ejer, har mulighed for reel indflydelse i virksomheden.
    Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”





  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. november 2023 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 30-11-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om konstatering af bortfald af tidsubegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger i Pakistan.

    Sagens faktiske omstændigheder

    I september 2022 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk.1 og 2, begrundet i, at klageren opgav sin bopæl, fordi han regelmæssigt opholdt sig i Pakistan hos sin ægtefælle og deres 4 fælles børn.

    Udlændingenævnets afgørelse

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2022.

    Udlændingenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han ved sine egne handlinger og adfærd har demonstreret, at han reelt har opgivet sin bopæl i Danmark ved at have sit hovedophold i Pakistan og ved at stifte familie der, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2006, at klagerens opholdstilladelse ville bortfalde, hvis han opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis han havde længevarende ophold uden for Danmark.

    På den baggrund må det have stået klageren klart, at hans jævnlige længerevarende ophold i Pakistan kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark.

    Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af klagerens nationalitetspas og hans egne oplysninger, at han har opholdt sig i Pakistan i ca. 69 måneder og i Danmark ca. 31 måneder i perioden fra august 2011 til maj 2021. Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at hans periodiske ophold i Danmark på 1-6 måneder må betragtes som korte besøg.

    Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at klageren har opholdt sig i Pakistan i de pågældende perioder.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig for længe uden for Danmark og for at tjene penge til sit ophold og familiens forsørgelse i Pakistan. Sammenholdt med hans rejsemønster i perioden fra august 2011 til nu, finder Udlændingenævnet derfor, at han må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.

    Det forhold, at han fortsat er registreret med en bopæl i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at han ikke har opgivet sin bopæl i udlændingelovens forstand. Der henvises den forbindelse også til § 24, stk. 2, i CPR-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023, hvoraf det fremgår, at korte besøg her i landet ikke betragtes som afbrydelse af opholdet i udlandet, så længe vedkommende sover flest gange i udlandet.

    Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været klagerens eget valg at rejse til Pakistan for at stifte familie og udøve dette familieliv med sin ægtefælle og deres 4 fælles børn dér, og at Pakistan dermed i en lang periode på næsten 12 år har været centrum for hans familieliv.

    Udlændingenævnet har yderligere vurderet, om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8, stk. 1, fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.

    Udlændingenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelse af hans ret til familieliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, da der ikke foreligger et hensyn til familiens enhed her i landet, der taler for opretholdelse af hans opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem forældre og voksne børn ikke er omfattet af beskyttelsen i EMRK artikel 8 uden påvisning af ”yderligere afhængighedsforhold mellem dem ud over almindelige følelsesmæssige bånd”, jf. mutatis mutandis, Kwakye-Nti og Dufie mod Nederlandene (dec.), nr. 311519/96, fra den 7. november 2000, og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold mellem klageren og hans herboende far, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem dem, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.

    Udlændingenævnet finder ligeledes, at klageren i hvert fald afbrød sit familieliv med sin far og sin bror i Danmark på det tidspunkt, hvor han valgte at stiftet selvstændig familie i Pakistan, at han har brugt sin ret til at vælge i hvilket land han, hans ægtefælle og deres børn vil udøve deres familieliv, hvor de har valgt Pakistan som centrum for familielivet, og at dermed udgør forholdet til hans far og hans bror i Danmark ikke et familieliv i konventionens forstand.

    Udlændingenævnet henviser herefter til, at klageren forsat kan udøve familielivet i Pakistan, hvor han er statsborger, og hvor han kan rejse til og opholde sig i ubegrænset tid.

    Udlændingenævnet finder, at bortfald af klageren opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelsen af hans ret til privatliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, idet der er oplysninger i sagen, der understøtter, at klageren ikke havde et beskyttelsesværdigt privatliv i Danmark efter EMRK artikel 8 på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at reglerne i udlændingeloven har til formål at sikre og opretholde en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrationskontrol, samt hensynet til den offentlige orden er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2.

    På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

    I vurderingen af, om intensiteten af indgrebet i klagerens privatliv i Danmark er nødvendigt og proportionelt for at opnå det angivne legitime formål, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren er født i 1988 i Pakistan, hvor han har boet de første 12 år og 7 måneder af sit liv, indtil han indrejste i Danmark i maj 2001, at han har gået i skole i Danmark, at han taler dansk, at han blev færdiguddannet social- og sundhedshjælper i juli 2011, og at han indtil august 2011 efter det oplyste uafbrudt opholdt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet finder, at klageren ved sine regelmæssige og længerevarende ophold i Pakistan gennem en lang årrække har opgivet sin status som ”settled migrant” i Danmark.

    Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at klagerens beskæftigelse i Danmark i form af vikarjob som SOSU-hjælper ikke i sig selv kan føre til opretholdelsen af hans opholdstilladelse, idet en tilknytning til Danmark i form af beskæftigelse skal have været en væsentlig del af hans lovlige ophold i landet, og at hans vikarjob ikke kan antages at have en sådan karakter.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke råder over en fast bolig, som står til hans fulde rådighed i de måneder, som han opholdt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at uanset at klageren, hans far og hans bror alle er medejere af beboelseslejligheden på adressen A, kan det ikke lægges til grund, at han har sit eget værelse, idet lejligheden er på 81 m2 og består af 3 værelser, men har 4 registrerede beboere. Idet han ikke har fuldt ejerskab over ejendommen, er bortfald af hans opholdstilladelse derfor ikke et indgreb i hans ejendomsret i Danmark. Udlændingenævnet konstaterer, at det følger af fast praksis, at de oplysninger om indretningen af en bolig, herunder antal værelser, der fremgår af OIS lægges uprøvet til grund ved nævnets afgørelse.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren ikke har skabt den personlige, sociale og økonomiske tilknytning til Danmark, som udgør beskyttet privatliv i konventionens forstand.

    Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om særlige grunde, såsom klagerens helbredsforhold, der kan begrunde, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændighederne finder Udlændingenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke vil medføre indgreb i retten til privatliv, og at bortfaldet af opholdstilladelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgrebet. Derfor vil det ikke være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Det til klagen anførte forhold og indsendte dokumentation er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, men dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til ovennævnte.

    Udlændingenævnet stadfæster efter det anførte Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2023 – meldepligt – udvist ved dom

    Dato: 24-11-2023

    Udlændingenævnet hjemviste i november 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Iran, som var blevet pålagt pligt til at melde sig i et udrejsecenter 3 dage om ugen – mandag, onsdag og fredag mellem kl. 9.00 og kl. 15.00.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren, som er statsborger i Iran, blev meddelt afslag på opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2001, meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse af Flygtningenævnet i 2002 med udrejsefrist samme år, meddelt afslag på opholdstilladelse af daværende Integrationsministeriet i 2003 med udrejsefrist samme år, udvist ved dom i 2004, og meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse af Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2019. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise Hjemrejsestyrelsens afgørelse af medio juni 2023 til fornyet behandling i Hjemrejsestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen ved vurderingen om, hvorvidt sagen om meldepligt burde genoptages ikke i fornødent omfang har inddraget de oplysninger, som klageren fremkom med ved sin anmodning om genoptagelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren medio februar 2023 fremlagde lægelig dokumentation vedrørende sine helbredsmæssige forhold i form af lægejournal for perioden ultimo november 2022 til primo januar 2023, herunder for perioden fra primo januar 2023 til primo januar 2023 fra sin psykiater, og at det af lægejournalen fremgår, at klagerens flytning til udrejsecenteret, herunder hans meldepligt, har givet udslag til forværringer i klagerens psykiske og fysiske helbred.
    Klagerens psykiater vurderer, at klageren ikke ved sin nuværende psykofarmakologiske behandling oplever tilstrækkelig gavn, og han angiver, at klageren har tiltagende selvmordstanker, som er sværere for klageren at tage afstand fra. Klagerens psykiater har endvidere udtalt, at klageren er psykisk medtaget af sit ophold på udrejsecenteret, og at klagerens ophold er med til at forårsage sindslig forværring, og at klagerens helbredstilstand er kronisk. Han vurderer samtidigt, at det ud fra et lægeligt perspektiv er nødvendigt, at klageren blandt andet fritages fra sin meldepligt, idet der er en betydelig risiko for sindslig destabilisering.


    Det forhold, at det fremgår af Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo oktober 2022, at klageren på daværende tidspunkt havde oplyst, at han har psykiske problemer, og fysiske problemer, og at Hjemrejsestyrelsen medio juni 2023 vurderede, at genoptagelsesanmodningen ikke indeholdt oplysninger, som Hjemrejsestyrelsen ikke var bekendt med på tidspunktet for den oprindelige afgørelse om meldepligt, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til, at Hjemrejsestyrelsen ikke burde have realitetsbehandlet genoptagelsesanmodningen. Det fremgår ikke af sagen, at Hjemrejsestyrelsen forud for afgørelsen af ultimo oktober 2023 har forsøgt at skaffe oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold ved fx at foretage en partshøring i sagen, hvorfor Udlændingenævnet ikke kan lægge til grund, at Hjemrejsestyrelsen på tidspunktet for afslag på genoptagelse var fuldt ud bekendt med sagens samtlige omstændigheder.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen, som en offentlig myndighed, i overensstemmelse med officialprincippet er forpligtet til at tilstrækkeligt oplyse en sag, inden der træffes afgørelse i sagen. Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen ikke ses at have handlet i overensstemmelse med officialprincippet.


    Det fremgår af forarbejderne til hjemrejseloven, jf. lovforslag nr. L 203, som fremsat den 26. marts 2021, at det vil kunne undlades at pålægge en udlænding meldepligt i konkrete tilfælde, hvor udlændingen f.eks. er alvorligt syg, har et handicap eller lignende. Udlændingenævnet vurderer, at oplysningerne fra klagerens lægejournal, herunder udtalelse fra klagerens psykiater giver anledning til, at der foretages en fornyet realitetsbehandling af klagerens sag, og at Hjemrejsestyrelsen bør vurdere, hvorvidt oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder det oplyste om forværring af hans psykiske forhold, kan anses at være omfattet af betegnelsen alvorligt syg.


    Udlændingenævnet har derfor sendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan foretage en fornyet vurdering af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til sagens udfald.

    Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2023 – administrativ udvisning – subsistensløs

    Dato: 13-11-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Eritrea, som blev administrativt udvist med henvisning til subsistensløshed og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren blev i juli 2023 antruffet af politiet i forbindelse med en anmeldelse om, at klageren havde
    chikaneret personer i området. Klageren var i besiddelse af 105,50 danske kroner samt 1 dollar. Klageren oplyste til politiet, at han ikke på lovlig vis kunne fremskaffe yderligere midler til sit ophold i Danmark. Klageren blev herefter anholdt og sigtet, idet han ikke var i besiddelse af de nødvendige midler til sit ophold her i landet.

    I august 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1

    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”Ved afgørelsen har [Udlændingestyrelsen] lagt til grund, at du er statsborger i Eritrea, og at du senest indrejste i Danmark [i juli 2023].

    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ved anholdelsen var i besiddelse af 105,50 danske kroner og 1 dollar.

    [Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt vægt på, at man ved ophold i Danmark skal være i besiddelse af cirka 500 kroner pr. dag, hvis man skal bo på hotel eller vandrehjem her i landet. Hvis man skal bo privat, skal man være i besiddelse af mindre beløb.

    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at du har oplyst til politiet, at du ikke på lovlig vis kunne skaffe dig yderligere midler til dit ophold her i landet, samt at du ikke lovligt kan arbejde i Danmark og ikke var i besiddelse af en hjemrejsebillet.

    [Udlændingestyrelsen] har yderligere lagt vægt på, at du ikke har oplyst, at du har til hensigt at rejse hjem.

    [Udlændingestyrelsen] vurderer herefter, at du ikke er i besiddelse af de nødvendige midler til dit ophold her i landet.

    [Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold, som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    [Udlændingestyrelsen] har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du ikke har et arbejde i Danmark, samt at du bor på gaden.

    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af [august 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold både med hensyn til det påtænkte ophold i Schengenlandene og til hjemrejsen eller gennemrejsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Eritrea og har opholdstilladelse i [Schengenland], at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2023 - Afvisning på grænsen – omgørelse - Lufthavnstransitvisum

    Dato: 07-11-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et tyrkisk nationalitetspas og en gyldig permanent opholdstilladelse i USA. Politiet traf afgørelse om at nægte klageren transit videre til New York under henvisning til, at hun ikke havde et gyldigt transitvisum ved indrejsen i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder, at klageren ikke burde have været afvist ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet hun var i besiddelse af en perment opholdstilladelse i USA og er dermed fritaget for visum ved transit videre fra Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af visumkodeksens artikel 3, stk. 5, litra b, jf. bilag V (nu bilag 7C), at udlændinge, som har permanent opholdstilladelse i USA, er fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum, da indehavere af denne type opholdstilladelse er garanteret betingelsesløs tilbagetagelse. Udlændingenævnet finder på den baggrund, at klageren ved indrejsen til Danmark i august 2023 var fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum.
    Udlændingenævnet ændrer derfor politiets afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2023 –meldepligt – tålt ophold

    Dato: 07-11-2023

    Udlændingenævnet hjemviste i november 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Irak, som var blevet pålagt pligt til at melde sig i et udrejsecenter daglig ved personligt fremmøde mellem kl. 9.00 og kl. 15.00.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren, som er statsborger i Irak, blev meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2001, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2005, fik inddraget sin opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2007 og kom ved Flygtningenævnets beslutning i 2008 på tålt ophold. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Hjemrejsestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen i deres beslutningsgrundlag ikke i fornødent omfang har taget stilling til klagerens helbredsmæssige forhold, og at styrelsens afgørelse ikke i tilstrækkeligt grad lever op til forvaltningslovens regler om begrundelse efter forvaltningslovens § 24, stk. 1.

    Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med en fornyet gennemgang af sagen skal foretage en konkret og individuel vurdering af sagen, herunder særligt forholde sig til klagerens samlede helbredsbillede og i den henseende blandt andet vurdere, hvilken intensitet en eventuel meldepligt skal have.
    23/185369


    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det blandt andet fremgår af sagsfremstillingen i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo marts 2023, at klageren primo oktober 2012 blev idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens §§ 119 og 279, at klageren til politiet medio august 2018 har oplyst om en række helbredsmæssige forhold, herunder at han har sukkersyge, at han er blevet opereret for kræft i halsen, at han har dårlig ryg, og at han har det psykisk dårligt, og at klageren primo september 2021 har oplyst til Hjemrejsestyrelsen, at hans psykiske helbred lider overlast, når han ikke kan være sammen med sin familie, og at han har vanskeligt ved at huske ting, idet han har sukkersyge.

    Det fremgår imidlertid af byrettens dom af primo oktober 2012, at der under byrettens behandling af sagen blev fremlagt en retspsykiatrisk erklæring af primo december 2011, hvor overlægen har udtalt, at klageren findes normalt begavet, men fremstår med nedsat fokuserings- og koncentrationsevne, som formentlig er udtryk for hans grundlæggende psykiske problematik. Det fremgår videre af erklæringen, at klageren har langvarig posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) med fortsat behov for behandlingsindsats. Klageren blev ved byrettens dom idømt en behandlingsdom på baggrund af ovenstående. Behandlingsdommen blev ophævet ultimo maj 2015. Det ses ikke, at Hjemrejsestyrelsen har inddraget disse oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold i deres afgørelse om meldepligt af ultimo marts 2023.

    Det fremgår endvidere af sagens akter, at klageren ved revurderingssamtale af medio august 2020 har oplyst om helbredsmæssige forhold, herunder at han lider af sukkersyge og stofskifteproblemer, som han får medicin for, hvilke oplysninger ligeledes ikke ses inddraget i Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det i begrundelsen i Hjemrejsestyrelsens afgørelse alene fremgår, at styrelsen har lagt til grund, at klageren har det psykisk dårligt og har sukkersyge, at der ikke fremgår en begrundelse om, hvorfor disse helbredsoplysninger ikke kan føre til en ændret vurdering i sagen, og at de øvrige helbredsmæssige forhold ikke ses nævnt i styrelsens begrundelse.

    Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i deres afgørelse ikke i tilstrækkelig grad ses at have inddraget og vurderet klagerens helbredsmæssige forhold, hvilket Hjemrejsestyrelsen i henhold til forvaltningslovens regler samt forarbejderne til hjemrejselovens § 12, stk. 2, rettelig skulle have gjort.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det af sagens akter ikke fremgår, at klageren i forbindelse med Hjemrejsestyrelsens skriftlige partshøringsbrev af medio januar 2023 er blevet forelagt de helbredsmæssige oplysninger, og at disse oplysninger ikke ses at have indgået i afgørelsesgrundlaget i et sådant omfang, at det på trods af henvisningen til byrettens dom af primo oktober 2012, klagerens oplysninger af medio august 2018 samt klagerens oplysninger af ultimo september 2021 i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo marts 2023 kan lægges til grund, at Hjemrejsestyrelsen har truffet sin afgørelse på baggrund af sagens samlede omstændigheder, herunder vurderet, om klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til pålæggelse af meldepligt og i så fald om omfanget heraf.

    Udlændingenævnet finder det beklageligt, at Hjemrejsestyrelsen ikke ses i tilstrækkeligt omfang at have levet op til officialprincippet, hvorefter det påhviler en forvaltningsmyndighed at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse i sagen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, det af sagens akter ikke fremgår, hvorvidt styrelsen har indhentet en lægejournal eller på anden vis undersøgt klagerens helbredsmæssige forhold forud for styrelsens afgørelse af ultimo marts 2023.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til udfaldet af sagen.
    Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – Brexit – tilstrækkelige midler

    Dato: 03-11-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen til en britisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som var statsborger i Storbritannien, var i august 2017 blevet meddelt ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i oktober 2021 ansøgning om en opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget lønindkomst i perioderne fra december 2017 til og med februar 2018, fra juni 2018 til og med februar 2019, fra juli 2019 til og med september 2019 og i december 2019. Det fremgik videre, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp i perioden fra februar 2021 til og med december 2021, og at ansøgeren efter en periode i 2022 med både sygedagpenge og lønindkomst, igen havde modtaget kontanthjælp fra november 2022 til og med juli 2023. Til sagen var bl.a. indsendt ansøgninger om offentlig forsørgelse fra juli 2020 og januar 2021. Det var desuden gjort gældende, at ansøgeren havde købt ejendom i Danmark, og at ansøgerens

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra april 2023.

    Udlændingenævnet finder således, at det ikke på det foreliggende grundlag kan lægges til grund, at [ansøgeren] havde lovligt ophold i Danmark i medfør af EU-retten på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.

    Det er indledningsvis indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] senest i august 2017 blev meddelt opholdsret som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.

    Udstedelse af et registreringsbevis efter EU-retten forud for udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020 medfører imidlertid ikke i sig selv, at en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2. Udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 forudsætter, at det kan anses for godtgjort, at den britiske statsborger på tidspunktet for overgangsperiodens udløb havde lovligt ophold efter EU-retten i Danmark.

    Udlændingenævnet finder herefter, at [ansøgeren] ikke kan anses for at have haft ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] til sagen har indsendt en ansøgning om offentlig forsørgelse fra juli 2020, og at [ansøgeren], efter Udlændingenævnets vurdering, herved må anses for at have tilkendegivet, at [ansøgeren] ikke længere havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.

    Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [ansøgeren] efter anmodning fra SIRI i februar 2023, ikke har fremsendt dokumentation for, at [ansøgeren] fortsat råder over tilstrækkelige midler, eller at der er tale om midlertidige vanskeligheder.

    Hertil kommer, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] også i januar 2021 har søgt om offentlig forsørgelse, og at det af eIndkomst fremgår, at [ansøgeren] i perioden fra februar 2021 til og med december 2021 har modtaget kontanthjælp, hvilket, efter Udlændingenævnets vurdering, understøtter vurderingen af, at [ansøgeren] ikke havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.

    Det forhold, at [ansøgeren] har modtaget lønindtægt i perioden fra juli 2019 til og med september 2019, og at [ansøgeren] derfor i den pågældende periode umiddelbart kunne anses for arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en eventuel ret til ophold som arbejdstager imidlertid må anses for ophørt, idet [ansøgeren], på trods af SIRI’s anmodning i februar 2023, ikke har indsendt dokumentation for, at [ansøgeren] blev uforskyldt ledig, og at [ansøgeren] var rettidigt tilmeldt jobcenteret.

    [Ansøgerens] opholdsret som person med tilstrækkelige midler, må derfor anses for ophørt senest i juli 2020, hvor [ansøgeren] første gang ansøgte om offentlig forsørgelse.

    Idet [ansøgerens] opholdsret således var ophørt, før [ansøgeren] kunne anses for at have haft ret til ophold i 5 på hinanden følgende år, kan [ansøgeren] endvidere ikke anses for at have opnået ret til tidsubegrænset opholdsret.

    Det til støtte for klagen anførte om [ansøgerens] tilknytning til Danmark, herunder [ansøgerens] familiemæssige relationer, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke kan indgå ved vurderingen af, om en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.

    Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen