Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 06-06-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 22. maj 2023 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Udlændingenævnet omgjorde i maj 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der opholdt sig i Sudan og søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning.
Sagens faktiske omstændigheder
Referencen indrejste i Danmark i september 2014 og fik i april 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I november 2020 rejste han ind i Sudan og en uge senere indgik han og ansøgeren ægteskab i den eritreiske ortodokse tewahdo kirke i Khartoum, Sudan. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2021. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da det ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet som følge af, at parret ikke havde identificeret sig ved personligt fremmøde i kirken 30 dage forud for ægteskabets indgåelse, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså kravene til lysning af ægteskabet for overholdt.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse med henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen ikke kan anses for retsgyldigt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse fra juni 2021 meddelte ansøgeren afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med referencen i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at parret ikke havde indgået et ægteskab, der kunne anerkendes efter dansk ret, og idet parret ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Ved vurderingen af ægteskabets retsgyldighed lagde Udlændingestyrelsen ved afgørelsen vægt på, at det til sagen var oplyst, at hverken referencen eller ansøgeren var personligt tilstede ved indgivelse af ansøgningen om ægteskab i den eritreiske ortodokse kirke, St. Michael and Abune Aregawi, i Khartoum, Sudan. Det bemærkes, at kirkens fulde navn er den eritreiske ortodokse Tewahdo kirke, St. Michael and Abune Aregawi (herefter: kirken). Udlændingestyrelsen henviste i afgørelsen til, at det ifølge udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger er et krav for, at et ægteskab indgået ved den pågældende kirke er retsgyldigt i Sudan, at begge parter identificeres personligt ved indgivelsen af en ansøgning om ægteskab, samt at der efter ansøgningens indgivelse med begge parters tilstedeværelse skal ske offentlig lysning af ægteskabet i mindst 30 dage, hvorefter vielsen kan finde sted.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen fremlagte ”Marriage Certificate” fra kirken, at ansøgeren og referencen er blevet religiøst viet medio november 2020, at attesten er underskrevet af kirkens administrator Negasi Elias og påført den forhenværende administrator Zerezghi Gebremariams personlige stempel. Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Nationalt ID-center (NIDC) under Udlændingestyrelsens sagsbehandling har foretaget en ægthedsvurdering af dokumentet, og at NIDC ultimo april 2021 konkluderede, at der ikke var grund til at antage, at dokumentet var uægte.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren var personligt til stede ved indgivelse af ansøgningen om indgåelse af ægteskab i kirken, at hun primo oktober 2020 indgik en aftale med kirken om underskrifter og frembringelse af 3 vidner, at kirken gav referencen dispensation fra personligt fremmøde, og at referencen primo august 2021 opsøgte kirken og fik udstedt en erklæring omkring formaliteterne ved ægteskabets indgåelse i november 2020.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der i forbindelse med klagen er fremlagt kopi af brev fra kirken, dateret primo august 2021, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og referencens kommende ægteskab var annonceret i kirken ved billedopslag medio oktober 2020, at kirken alene har bemyndigelse til at kræve, at parrene slår deres billeder op i en måned, men at kirken ikke tvinger parrene til at være personligt tilstede i kirken 30 dage forud for vielsen. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at erklæringen er underskrevet af præst og administrator Negasi Elias og stemplet med kirkens officielle stempel, idet det af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger fremgår, at kirken i en længere periode efter at Negasi Elias erstattede Zerezghi Gebremariam på administratorposten benyttede den afgåede administrators personlige stempel på sine dokumenter.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne ikke udtrykkeligt kan udledes, at det er en forudsætning for ægteskabets retsgyldighed i Sudan, at både bruden og brudgommen skal identificeres personligt ved indgivelsen af en ansøgning om ægteskab i kirken, ligesom der efter Udlændingenævnets opfattelse ikke er holdepunkter i baggrundsoplysningerne for at antage, at den part, der bor i udlandet, skal opholde sig i Sudan under hele lysningsperioden på mindst 30 dage.
Der henvises herved bl.a. til den opdaterede udgave af ”Temarapport, Sudan, Marriage for the Eritrean and Ethiopian Diaspora in Khartoum”, udarbejdet af det svenske Migrationsverket og udgivet af Lifos den 15. februar 2016.
Udlændingenævnet har endeligt lagt vægt på, at den til sagen fremlagte vielsesattest ses at være påført stempler fra ”The Judiciary of Sudan” og det sudanesiske udenrigsministerium.
Udlændingenævnet har således efter en afvejning af sagens samlede omstændigheder og de foreliggende oplysninger vurderet, at parrets ægteskab må antages at være retsgyldigt i Sudan.
Udlændingenævnet har på den baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.
Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, foretager Udlændingenævnet sig ikke yderligere for så vidt angår afgørelsen efter § 9 c, stk. 1.
Ansøgeren vil herefter modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring
Dato: 02-06-2023Udlændingenævnet afslog i maj 2022 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afvisning af realitetsbehandling på grund af retsfortabende passivitet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i februar 2006 af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstet et afslag på familiesammenføring med sin herboende far. Sagen blev alene vurderet i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til, at faderens opholdsgrundlag alene hvilede på Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Ansøgerens indgav i 2011 en ny ansøgning om familiesammenføring med sin far. Udlændingestyrelsen vurderede sagen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren var fyldt 15 år på ansøgningstidspunktet, men fandt ved afgørelse i december 2012, at der ikke forelå særlige grunde.
Ansøgeren påklagede først i april 2018 denne afgørelse til Udlændingenævnet og anmodede samtidig om genoptagelse af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006. Udlændingenævnet afviste ved afgørelse fra juni 2018 at realitetsbehandle sagerne, idet nævnet fandt, at der forelå retsfortabende passivitet.
Ansøgeren har i marts 2019 anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet genoptager ikke Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afslag på realitetsbehandling af klage over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse fra december 2012 meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag fra februar 2006 på familiesammenføring efter Associerings-aftalen mellem EU og Tyrkiet.
Ansøgeren blev ved Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006, meddelt afslag på familiesammenføring til sin far, på baggrund af den tidligere retsopfattelse, under henvisning til, at ansøgerens far alene havde ret til fortsat ophold i medfør af associeringsaftalen, og ministeriet fandt i den forbindelse, at udlændingelovens regler om familiesammenføring ikke kunne finde anvendelse.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren samtidig også kunne have støttet ret på udlændingelovens regler om familiesammenføring med børn, jf. den gældende § 9, stk. 1, nr. 2, såfremt afgørelsen var truffet efter den nugældende retsopfattelse. Ansøgeren fik således ikke på dette tidspunkt realitetsbehandlet sin ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin far efter udlændingelovens regler vedrørende børnesammenføring, men alene en vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingens er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der henset til den forløbne tid på næsten 6 år frem til december 2011, hvor ansøgeren på ny søgte om familiesammenføring, samt den forløbne tid fra Udlændingestyrelsen traf afgørelse i december 2012 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og til, at ansøgeren – ca. 5 ½ år efter – i april 2018 påklagede denne afgørelse, er udvist retsfortabende passivitet i et omfang, der ikke kan berettige en genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har oplyst om særlige grunde eller forhold, der kan berettige den udviste passivitet.
Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og det heri opstillede krav om en aldersgrænse på 15 år, der følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er i overensstemmelse med EU-retten. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EU-Domstolen ved dommen C-379/20 B mod Danmark slog fast, at aldersgrænsen på 15 år i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, udgjorde en ny begrænsning som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 i Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Domstolen fandt dog, at begrænsningen imidlertid kunne begrundes i det formål, der består i at sikre en vellykket integration af de pågældende tredjelandsstatsborgere, forudsat at de nærmere bestemmelser for gennemførelsen heraf ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte formål. EU-Domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at de nationale myndigheder efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er forpligtet til at foretage en individuel vurdering af barnets situation og i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til disse forhold. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012 netop indeholder en sådan indgående vurdering.
Ansøgeren var 16 ½ år på tidspunktet for sin fornyede ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med sin far i november 2011. På den baggrund er det Udlændingenævnets fortsatte opfattelse, at der i forhold til ansøgeren ikke kan antages at foreligge sådanne særlige grunde, at Udlændingenævnets afgørelse bør genoptages.
Udlændingenævnet har herved lagt særligt vægt på den udviste passivitet i perioden fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse i februar 2006, hvor ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 9 år gammel, og indtil tidspunktet for hans fornyede ansøgning om opholdstilladelse, hvor han var fyldt 15 år, og hvor muligheden for at sikre en vellykket integration af ansøgeren, ikke længere kunne anses for at være af samme omfang.
Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren har været repræsenteret af en professionel partsrepræsentant.
Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til sin afgørelse fra juni 2018.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2023 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstager
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdsret som arbejdstager til en bulgarsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i oktober 2022 ansøgning om opholdsret som arbejdstager. Ansøgeren havde til ansøgningen indsendt en ansættelseskontrakt, hvoraf det bl.a. fremgik, at ansøgeren var fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer og en månedsløn på 13.000 kr., og at ansættelse ikke omfattede løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2022. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort at have beskæftigelse af reel og faktisk karakter.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren er fastansat med et månedligt timeantal på 160,33 timer, og at hans månedsløn er 13.000 kr. Det må således lægges til grund, at ansøgerens timeløn er 81,1 kr.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansættelseskontrakten ikke indeholder en stillingsbetegnelse, men at det fremgår af www.virk.dk, at virksomheden er en restaurant.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at en månedlig lønindkomst på 13.000 kr. har et sådan størrelsesmæssigt omfang, at der som udgangspunkt ikke vil være tale om et rent marginalt supplement.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens ansættelsesforhold, særlig den aftalte aflønning for omfanget af arbejdet, ikke kan anses at have en sådan karakter, at der er tale om reel og faktisk beskæftigelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens timeløn ikke kan anses for at være af sædvanlig karakter, da det fremgår af restaurantoverenskomst 2020-2023 indgået mellem Horesta og 3F, at timelønnen for medhjælpere over 18 år pr. den 1. marts 2022 er 132,24 kr.
Ansøgerens timeløn sammenholdt med det faktum, at ansøgeren er fastansat og har et månedligt timeantal på 160,33 timer, hvilket svarer til en fuldtidsansættelse, finder Udlændingenævnet taler imod, at ansøgerens beskæftigelse er reel og faktisk, da timelønnen er betydeligt lavere, end hvad der ville være forventeligt for beskæftigelse af den pågældende type.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det på baggrund af ansøgerens ansættelsesaftale må lægges til grund, at ansøgerens ansættelse ikke omfatter løn under sygdom, barselsordning, pensionsordning eller arbejdsgiverforsikring mv. Dette er forhold som efter Udlændingenævnets vurdering taler imod, at der er tale om sådan reel og faktisk beskæftigelse, at der kan meddeles en opholdsret som arbejdstager på denne baggrund.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at medlemsstaterne skal sikre, at der ikke sker diskrimination eller udnyttelse af arbejdskraften, når der ansættes udenlandsk arbejdskraft, herunder sikre ligebehandling i henhold til national ret, praksis og kollektive overenskomster i forhold til den pågældende medlemsstats egne statsborgere, jf. retsreglerne ovenfor. Uanset at lønninger på arbejdsmarkedet ikke er lovmæssigt reguleret i Danmark, indgår lønforhold i vurderingen af, om en unionsborger kan anses for arbejdstager i EU-retlig forstand. I den forbindelse skal det vurderes, om aflønning sker i overensstemmelse med de lavest overenskomstmæssige takster for det givne fagområde.
Det af ansøgeren anførte om, at mange ansøgere har fået opholdstilladelse med en lignende arbejdskontrakt i 2022, at mange ansøgere har fået arbejdstilladelse for nylig med timeløn under 132,24 kr., og at kravet om en timeløn på 132,24 kr. kun er gældende for restauranter, der er medlem af overenskomsten, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet har foretaget en samlet og individuel vurdering på baggrund af de konkrete oplysninger, som fremgår af ansøgerens ansættelsesaftale. Andre personers ansættelsesforhold kan derfor ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Belarus (Hviderusland), som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i juli 2022 i Danmark og indgav ansøgning om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret tredjelandsstatsborger. Ansøgeren oplyste at være ansat i en polsk virksomhed, der havde indgået aftale med en dansk virksomhed om levering af tjenesteydelser i Danmark, og at ansøgeren i den forbindelse skulle levere gods i Danmark. SIRI fandt, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra august 2022. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler om udstationerede tredjelandsstatsborgere, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at ansøgeren i juli 2022 indrejste i Danmark for på vegne af sin polske arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse til en virksomhed i Danmark (modtager-virksomheden).
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det bl.a. er en betingelse for at få udstedt et opholdskort som udstationeret efter EU-reglerne, at der fremlægges dokumentation for, at der foreligger en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem en EU-virksomhed og den virksomhed, som skal modtage tjenesteydelsen i Danmark.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke er fremlagt nogen aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark mellem på den ene side ansøgerens polske arbejdsgiver og på den anden side modtager-virksomheden i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af det fremlagte dokument ”Posting (Udstationering) Order” af 11. juli 2022, at ansøgeren fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 udstationeres i Danmark for at levere 12.750 kg. gods, og at ansøgerens udstationering er baseret på en tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og modtager-virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at henvisningen til tjenesteydelsesaftalen ikke i sig selv kan udgøre dokumentation for, at der faktisk foreligger en aftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed om levering af en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet skal gøre opmærksom på, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om det vil kunne føre til en ændret vurdering, såfremt den omtalte tjenesteydelsesaftale mellem ansøgerens polske arbejdsgiver og den danske modtager-virksomhed blev fremlagt til sagen, idet Udlændingenævnet i så fald vil skulle vurdere, om der er tale om en aftale om levering af en konkret tjenesteydelse, som vil kunne danne grundlag for EU-opholdsret som udstationeret.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens polske arbejdsgiver er registreret i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) med ansøgeren som kontaktperson, og at det fremgår af RUT bl.a., at den polske virksomhed fra den 11. juli 2022 til den 3. oktober 2022 skal levere tjenesteydelser til den danske modtager-virksomhed.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en registrering i RUT ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet finder herefter, at allerede fordi der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgerens polske arbejdsgiver har indgået aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark, opfylder ansøgeren ikke betingelserne for udstedelse af opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har taget stilling til, om de øvrige betingelser for udstedelse af opholdskort som udstationeret er opfyldt, herunder om ansøgeren vil kunne anses for at have fast beskæftigelse hos den polske virksomhed i overensstemmelse med EU-rettens betingelser herom. Udlændingenævnet har således ikke taget nærmere stilling til den til Udlændingenævnet fremsendte dokumentation vedrørende ansøgerens indrejse i Danmark, indkøb i Polen og løn og arbejdstid for juni 2022.
Udlændingenævnet finder herefter på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af november 2022 – ægtefællesammenføring – krav om økonomisk sikkerhedsstillelse
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse ifølge hvilken, der blev stillet krav om bl.a. økonomisk sikkerhedsstillelse i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om familiesammenføring under henvisning til sin herboende samlever.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var statsborger i Tyrkiet, søgte i november 2020 om familiesammenføring med sin herboende, danske samlever, referencen. Referencen havde i flere perioder været udstationeret i udlandet som led i sit arbejde for den danske stat, og referencen havde et særbarn, der havde været udstationeret sammen med referencen. I marts 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, efter at referencen forinden var anmodet om og havde stilet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Referencens partsrepræsentant klagede i den forbindelse over, at der var blevet stillet krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, bl.a. under henvisning til, at referencens særbarn havde opnået selvstændig tilknytning til Danmark, og at der derfor var grundlag for at fravige kravet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse, der blev stillet i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021. Det var således korrekt, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen om meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren stillede krav om økonomisk sikkerhed.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke i sagen er oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der bevirker, at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter ikke skal stilles.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, som bevirker, at referencen og ansøgeren ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren er født og opvokset, har gået i skole og taget en uddannelse, tidligere har haft et arbejde, taler sproget, og hvor ansøgeren og referencen mødtes, for at udøve familielivet dér.
Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på, at der ikke er oplyst om alvorlig sygdom eller handicap hos referencen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter artikel 8 ikke har en ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i klagen er anført, at der i henhold til gældende praksis er grundlag for at fravige kravet om sikkerhedsstillelse, da referencen har et fastboende særbarn i Danmark, som har opnået selvstændig tilknytning, at særbarnet fortsat har en uafbrudt stærk tilknytning til Danmark og det danske samfund, og at referencen har betydeligt samvær med sit særbarn, hvorfor et muligt afslag på fravigelsen af betingelserne efter din vurdering vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, navnligt EMRK artikel 8.
Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, idet referencens særbarn, barn 1, ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse kunne anses for at have bopæl i Danmark, idet særbarnet var udstationeret sammen med referencen, og da det som følge af referencens udstationeringer ikke kan lægges til grund, at særbarnet har opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse af den grund skulle fraviges.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af referencens e-mail til Udlændingestyrelsen af februar 2021, at referencens særbarn, ud over referencens udstationeringsperioder, har haft fast bopæl i Danmark og har gået i dansk skole, herunder i børnehaveklasse fra 2013 til 2014 og i 3. klasse fra 2016 til 2017, og at særbarnet grundet udstationering har gået i skole i 1. til 2. klasse i land 1 fra 2014 til 2016 og i 4. til 7. klasse fra 2017 til 2021 i land 2.
Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at referencen har været udsendt i perioderne fra primo august 2008 til primo juni 2010 (cirka 1 år og 10 måneder), fra primo juli 2014 til medio juli 2016 (cirka 2 år), og fra primo juli 2017 til ultimo juni 2021 (cirka 4 år), og at det også fremgår af udskrift fra (…), som var vedlagt referencens e-mail til udlændingestyrelsen af februar 2021, at referencen fra 2008 til 2010 var udstationeret i by 1 (land 2), at referencen fra 2014 til 2016 var udstationeret i by 1 (land 1), og at referencen fra 2017 var udstationeret i by 1 (land 2).
Udlændingenævnet har på den baggrund lagt til grund, at særbarnet sammenlagt har været udstationeret sammen med referencen i cirka 7 år og 10 måneder.
Udlændingenævnet har på den baggrund videre lagt til grund, at særbarnet på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021 havde haft ophold i Danmark fra sin fødsel i december 2007 til august 2008 (7,5 måneder) og fra primo juni 2010 til sin start i børnehaveklasse i 2013 (cirka 3 år), uden at der i disse perioder er oplysninger om særbarnets eventuelle tilknytning til institutioner i Danmark, og at særbarnet herefter har opholdt sig og gået i skole i Danmark i børnehaveklasse fra 2013 til 2014 og i 3. klasse fra 2016 til 2017 (sammenlagt 2 år).
Udlændingenævnet har herefter lagt til grund, at særbarnet på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021 sammenlagt har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 7,5 måneder, hvilket, uanset om særbarnet - ud over 2 års skolegang i Danmark - eventuelt også tidligere har været tilknyttet dansk institution, ikke medfører, at særbarnet har opnået selvstændig tilknytning.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at børn efter fast praksis først anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års uafbrudt fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har været tilknyttet en institution eller skole.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det i klagen er anført, at referencen i forbindelse med sin udstationering juridisk set arbejder under dansk jurisdiktion og således opererer inden for dansk jord, […], at særbarnet fortsat bliver undervist, således at det bør sidestilles med en dansk skole, og at det er din klare vurdering, at Udlændingestyrelsen ikke kan statuere, at der er tale om afbrud af det danske ophold for referencens særbarn.
Udlændingenævnet vurderer dog, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet der, uanset at referencen var udsendt af den danske stat, bør tages udgangspunkt i de faktiske forhold for særbarnet, som ikke under udstationeringerne har haft et reelt ophold i eller været bosiddende i Danmark.
Det kan på den baggrund heller ikke føre til en anden vurdering, at det i referencens e-mail af februar 2021 til Udlændingestyrelsen er anført, at referencen er statsudsendt, hvilket dermed ikke er at betragte som udrejst af Danmark, og at dette også gør sig også gældende for referencens særbarn, der ligesom referencen har været registreret som ”statsudsendt” […]
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med afgørelsen af marts 2021 stillede krav om økonomisk sikkerhedsstillelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav om at den herboende ægtefælle skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2020 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen. Parret, som begge er tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Tyrkiet i januar 2020. Referencen havde tidligere været gift med en rumænsk statsborger, og referencen havde i juni 2016 fået opholdsret i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende familiemedlem til den rumænske ægtefælle. Referencen blev i oktober 2019 skilt fra den rumænske ægtefælle, og SIRI traf uagtet skilsmissen afgørelse i februar 2021 om, at referencen fortsat opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I april 2021 meddelte Udlændingestyrelsen referencens nuværende tyrkiske ægtefælle afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1. I juli 2021 blev referencen meddelt tidsubegrænset opholdsret efter § 18 i EU-opholdsbekendtgørelsen på grund af 5 års lovligt ophold i Danmark
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, eller § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, at den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end 3 år.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2016 fik opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende § 8 i EU-opholdsbekendtgørelsen, at han i juli 2021 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 18 i den nugældende EU-opholdsbekendtgørelse på grund af 5 års ophold i Danmark, og at han således endnu ikke har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 3 år.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke er oplyst om ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren, referencen, deres fællesbarn og referencens 2 særbørn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor de alle 5 er statsborgere, og hvor både ansøgeren og referencen taler sproget, for dér at udøve familielivet.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har et fællesbarn, der er født i 2019, og at referencen har 2 særbørn, som er født henholdsvis i 2006 og i 2010, og som bor hos referencen. De 3 børn har alle opholdstilladelse i Danmark.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da ingen af børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at alle 3 børn er tyrkiske statsborgere, og at det fremgår af CPR-registret, at referencens 2 særbørn er indrejst i Danmark i 2020, og at ansøgeren og referencens fællesbarn er indrejst i Danmark i 2021.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at de 2 særbørn bor hos referencen, og at børnenes mor ikke bor i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker, at et barn efter fast praksis først efter 6-7 års sammenhængende lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution/skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Vurdering vedrørende EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at referencen er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, og at partsrepræsentanten har påberåbt sig Associeringsaftalen mellem Danmark og Tyrkiet, Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 13 samt domspraksis fra EU-Domstolen.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Associeringsaftalekomplekset efter EU-Domstolens retspraksis ikke giver familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en ret til familiesammenføring, der går videre end de muligheder for familiesammenføring, der er indeholdt i udlændingelovens regler, jf. principperne i C-138/13, Dogan og C-561/14, Genc.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at selvom kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, udgør en ny begrænsning, jf. artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, er kravet lovligt, da det forfølger et legitimt formål om herboendes integration i Danmark, og kravet vurderes ligeledes at være proportionalt.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er foretaget en konkret og individuel vurdering af, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, jf. vurderingen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Det til støtte for klagen anførte om, at EU-retten har forrang i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom referencen har opholdsret i Danmark på baggrund af EU-rettens regler om fri bevægelighed, tillægges han som tyrkisk statsborger ikke samme rettigheder som EU-borgere er tillagt efter reglerne om fri bevægelighed, herunder familiesammenføringsreglerne i EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020), hvorfor ansøgerens ansøgning om opholdsret i Danmark skal behandles efter familiesammenføringsreglerne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, hvor der behørigt tages højde for de særlige rettigheder, som økonomisk aktive tyrkiske statsborgere er tillagt.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at såfremt den herboende ægtefælle er en økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, som er omfattet af Associeringskomplekset mellem EU og Tyrkiet, og som er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter mindst 8 års ophold i henhold til det skærpede opholdskrav i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, som blev indført ved lov nr. 436 af 9. maj 2017, kan ansøgeren i henhold til lovens ordning med henvisning til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, meddeles ægtefællesammenføring, når den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mindst 1 år.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 436 af 9. maj 2017, hvorved opholdskravet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse blev skærpet fra 6 år til 8 år, at adgangen til ægtefællesammenføring for økonomisk aktive tyrkiske statsborgere omfattet af associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet, ikke berøres af den foreslåede skærpelse af opholdskravet.
Det følger heraf, at 2 år af det stillede opholdskrav på 8 år i forbindelse med meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – som følge af associeringsberettigede tyrkiske statsborgeres retsstilling efter lov nr. 436 af 9. maj 2017 – må fraregnes i kravet om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der er hjemmel til at stille kravet indeholdt i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse overfor herboende aktive tyrkiske statsborgere, der er meddelt tidsubegrænset opholdsret efter 5 års lovligt ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen, da den samlede længde af det krævede lovlige ophold for opnåelse af familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke overstiger 9 år, og at kravet dermed anses for proportionalt og i overensstemmelse med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Nægtelse af forlængelse – Skilsmisse
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2022 – Nægtelse af forlængelse – Skilsmisse
Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger for Ghana, som tidligere var meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført til en dansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i februar 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med den herboende reference. Ansøgeren og referencen blev skilt i januar 2020 men fortsatte med at være kærester og var samboende på fælles bopæl. Ansøgeren søgte i maj 2020 om forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til den tidligere ægtefælle. I maj 2021 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på ansøgningen om forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, da grundlaget for opholdstilladelsen på grund af skilsmissen ikke længere var tilstede.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2021. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab og samliv på fælles bopæl med sin tidligere ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det er en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der er samliv på fælles bopæl. Samlivet er en løbende betingelse, der hele tiden skal være opfyldt. Det er derfor et krav, at der skal være tale om uafbrudt samliv.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren uden afbrud har været samlevede på fælles bopæl med referencen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR-registret, at ansøgeren og referencen blev skilt i januar 2020.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren har oplyst, at han og referencen er fortsat med at være kærester og har været samboende på fælles bopæl, selvom om de er blevet skilt. Ansøgeren mener derfor, at han fortsat opfylder betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det er også indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har anført, at en skilsmisse ikke kræver et samlivsophør, og at han kan dokumentere, at han reelt har boet på samme bopæl som referencen.
Ovenstående kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en skilsmisse indikerer, at ægteskabet og samlivet har været afbrudt.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af referencens mail fra marts 2021, at ansøgeren og referencen forud for skilsmissen var uvenner, og at de blev enige om at prøve skilsmisse, selvom de stadig ville være kærester.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette på det foreliggende grundlag ikke kan anses for at være et sådant samlivsforhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det af ansøgeren oplyste om, at han hver måned har forsørget referencen og overført 8.000 kr. til boligomkostninger, og at han hver nat i 1½ år er blevet sat af på bopælen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Da ansøgeren og referencen således ikke har haft et uafbrudt samliv, er betingelsen for hans opholdstilladelse ikke læn¬gere til stede, og tilladelsen kan ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i februar 2016, i en alder af 49 år, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, og at han således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. 5 år og 2 måned, og at han har haft ophold i Danmark i ca. 6 år, da han i februar 2022 udrejste af Danmark.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren taler, skriver og forstår dansk, at han har bestået Prøve i Dansk 1 og 2, at han i sin fritid spiller fodbold, at han er bestyrelsesmedlem i en xx klub, at han har været i fuldtidsbeskæftigelse siden maj 2019, og at han siden maj 2020 også har været i deltidsbeskæftigelse som xx ved siden af fuldtidsjobbet.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at han hverken ved længden af sit ophold i Danmark, sin tilknytning til arbejdsmarkedet og det danske samfund eller ved sine sproglige kundskaber kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse må anses for særligt belastende.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at han er statsborger i Ghana, hvor han er født, opvokset og taler sproget, hvor han har boet det meste af sit liv, hvor han har slægtninge, hvor han har været på feriebesøg, og hvor han igen er indrejst i februar 2022 i forbindelse med, at han har opgivet sin bopæl i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgerens tilknytning til Ghana må anses for at være væsentlig større end sin tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet vurderer i øvrigt, at der ikke foreligger oplysninger om særlige personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirker, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse må anses for særligt belastende for ham, herunder stridende mod Danmarks internationale forpligtelser.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hans tidligere ægtefælle lider af sygdommen myasteni og får piller herimod, men dette kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, da de ikke længere er gift eller kan anses for at være samlevende.
Udlændingenævnet vurderer således ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at der er grundlag for at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, og Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2022 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 22-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, til sin herboende far med tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, som er statsborger i Ukraine, er født i 2002. Ansøgeren og hans familie boede oprindeligt i Ukraine. Ansøgerens far havde ad flere omgange arbejdet i Danmark, hvor familien var flyttet med. Ansøgeren indrejste senest med sin familie i Danmark i 2016, hvor han fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som medfølgende familie. Ansøgerens opholdstilladelse er gyldig til 2026.
I maj 2020 indgav ansøgeren også en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin far.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og barnets tarv, som taler for at meddele ham opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har på baggrund af opslag i UIP lagt til grund, at ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark i perioden fra den 17. december 2006 til 31. maj 2013 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i perioderne fra den 16. juli 2013 til den 1. oktober 2013 og fra den 23. august 2016 til den 12. maj 2026 efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, ligesom at det fremgår af CPR, at han indrejste i Danmark den 17. december 2006, at han udrejste til Ukraine den 1. oktober 2013, og at han igen indrejste i Danmark den 1. september 2016.
Udlændingenævnet vurderer, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgør en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, da der i sagen ikke foreligger oplysninger om forhold, som medfører, at det vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, gyldig til den 12. maj 2026, og at det fremgår af CPR-registret, at han har haft fælles bopæl med sin far, siden han indrejste i Danmark den 1. september 2016.
Udlændingenævnet henviser til, at ansøgeren på nuværende tidspunkt udøver retten til familieliv i Danmark, hvorefter hans rettigheder som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, er iagttaget, da familielivet udøves på baggrund af et allerede meddelt opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at der ikke er oplyst om personlige og helbredsmæssige forhold, der kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet vurderer, at der på denne baggrund ikke foreligger en aktuel krænkelsesrisiko af ansøgerens rettigheder, idet der ikke foreligger en situation, hvor han er adskilt fra sin far som følge af manglende rettigheder i henhold til den danske udlændingelovgivning.
Udlændingenævnet bemærker, at udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til udlændingelovens § 9 m.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse fra august 2020.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2022 – Familiesammenføring, andre – Søskende til herboende myndig bror
Dato: 22-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingenævnets afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende bror
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen blev i august 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Ansøgeren havde siden referencens flugt fra Afghanistan i 2008 boet hos sin mor i Kabul, indtil morens død i 2015. Ansøgeren flygtede herefter til Iran og tog ophold hos nogle bekendte. Ansøgeren var senere vendt tilbage til Afghanistan, og tog ophold på gaden. Referencen og ansøgeren havde ikke set hinanden siden referencens flugt 13 år tidligere, og ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Referencen ansøgte på vegne af sin bror om familiesammenføring i juli 2015. Udlændingestyrelsen lagde i sin afgørelse vægt på, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensyn til barnets tarv, som talte for at tildele opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af ultimo september 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke mellem ansøgeren og referencen består et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter EMRK artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøger vil stride imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder hensynet til familiens enhed, så Danmark vil være forpligtiget til at tillade familiesammenføring.
Udlændingenævnet henviser til, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at EMRK artikel 8 primært vedrører den traditionelle europæiske kernefamilie det vil sige far, mor og mindreårige børn. Kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem 2 myndige søskende, vil et land være forpligtet til at tillade familiesammenføring.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der ikke ses at være en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og referencen, der er ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at referencen og ansøgeren efter det oplyste ikke har boet sammen på fælles bopæl eller set hinanden, siden referencen flygtede fra Afghanistan og indrejste i Danmark den medio januar 2009. Referencen og ansøgeren har således ikke boet sammen eller set hinanden i over 13 år.
Det oplyste om, at referencen og ansøgeren boede sammen, inden referencen flygtede fra Afghanistan, og at referencen har fungeret som storebror og som en erstatning for deres far over for ansøger, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen til sin asylsamtale med Udlændingestyrelsen primo juni 2009 har oplyst, at referencen og ansøgeren boede sammen med deres mor og søster efter deres fars død, og at referencen og sine søskende således har været under deres mors omsorg, hvorfor referencen ikke kan antages at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted over for ansøgeren. Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at referencen på tidspunktet for sin flugt fra Afghanistan formodentlig i slutningen af 2008 var ca. 14 år, mens referencens bror var ca. 11 år.
Det forhold, at referencen og ansøgerens adskillelse ikke har været frivillig, at referencen ledte efter ansøger i Iran i 2012, at de genetablerede kontakten i 2015, at ansøgeren ikke har noget sted at bo i Afghanistan, at ansøgeren ikke har anden familie end referencen, at de er tæt knyttet, og at referencen har bidraget økonomisk til ansøgerens forsørgelse siden 2015, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i den mellemliggende periode fra 2008, hvor referencen flygtede fra Afghanistan, til 2015, hvor de genetablerede kontakten, har klaret sig uden referencens hjælp og støtte, at ansøgeren nu er ca. 25 år og derfor også må formodes at kunne klare sig, at der ikke ses at være noget til hinder for, at referencen ikke fortsat kan bidrage økonomisk til ansøgerens forsørgelse fra Danmark, og at manglende familienetværk i hjemlandet ikke i sig selv kan medføre, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at referencen og ansøgeren ikke har etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds-eller tilknytningsforhold, udover hvad der følger af slægtsskabet i sig selv, at det kan betyde, at ansøgeren kan få opholdstilladelse som familiesammenført.
Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at referencen har oplyst, at ansøgeren har et større tilhørsforhold til Danmark end til Afghanistan.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren aldrig har været i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer desuden, at der ikke foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at han gives opholdstilladelse.
Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren er psykisk syg, at han ikke er følelsesmæssig og kognitiv normalt udviklet, at han er stærkt traumatiseret og har brug for referencens støtte, og at han derfor ikke kan klare sig selv i Afghanistan, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der efter praksis som udgangspunkt ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark med henblik på medicinsk behandling. Udlændingenævnet bemærker endvidere, at oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold ikke er dokumenterede.
Det til støtte for klagen oplyste om, at ansøgeren ikke har en chance for at tage arbejde og forsørge sig selv, at han opholder sig sammen med hjemløse og stofmisbrugere, at han er uegnet til et liv på gaden, og at han er i fare for at dø af kulde eller sygdom, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland ikke kan føre til, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. l.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at det til sagen oplyste om, at ansøgeren er gået under jorden, at hans liv er i fare, da han er etnisk hazara, at han risikerer at blive tvangsrekrutteret af Taliban eller evt. slået ihjel af Taliban som følge af hans ophold i Iran, og at han frygter at blive genkendt og slået ihjel af deres farbror, der står bag drabet på deres mor og søster, ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at eventuelle oplysninger af asylretlig karakter ikke kan føre til, at der gives ret til familiesammenføring.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2022” -
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2022 – familiesammenføring – ganske særlige grunde
Dato: 22-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Nigeria, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til herboende datter og søster.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøger 1 (mor) og referencen (datter) havde haft ophold sammen i Danmark indtil september 2017. Referencen søgte i september 2017 om familiesammenføring med sin herboende far, og fik i 2019 opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøger 1 udrejste frivilligt fra Danmark i september 2017, og havde i perioden fra 2017 til 2021 taget ophold i Tyskland og Frankrig, undtagen en periode i 2020, hvor ansøger 1 havde haft ulovligt ophold i Danmark. Under ansøger 1´s ophold i Frankrig i 2018 fik ansøger 1 endnu et barn (ansøger 2). Ansøger 1 søgte om familiesammenføring under henvisning til referencen i 2021. Ansøger 2 søgte i 2021 ligeledes om familiesammenføring med tilknytning til ansøgeren, jf. § 9, stk. 1, nr. 2 jf. § 9 c, stk. 1. Det fremgår af ansøger 2’s fødselsattest, at ansøger 2 er datter af ansøgeren og en franskmand. Ansøger 1 har i forbindelse med ansøger 2’s sag indsendt en DNA-test, som med 99% tilkendegiver, at det er referencens far, som også er far til ansøger 2. I november 2021 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1 til ansøger 1 og ansøger 2, idet styrelsen vurderede, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, da det tidligere familieliv var afbrudt, og at der var tvivl om faderskabet til ansøger 2.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2021. Ansøger 1 kan således ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til sit barn, referencen.
Udlændingenævnet har herved vægt på, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde til at meddele ansøger 1 opholdstilladelse i Danmark, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at hun kan få opholdstilladelse i Danmark. Det er således Udlændingenævnets vurdering, at der ikke ses at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøger 1 og referencen, der ligger ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at familielivet mellem ansøger 1 og referencen var opretholdt frem til september 2017.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt afgørende vægt på, at ansøger 1 frivilligt har afbrudt familielivet med referencen, da ansøger 1 efter at være indrejst i Danmark med referencen og hendes søster i september 2017 forsvandt fra deres fælles opholdssted i Danmark og efter det oplyste udrejste af landet.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er oplyst divergerende om ansøger 1’s kontakt til referencen, efter ansøger 1’s udrejse af Danmark i september 2017.
Det fremgår således af referencens ansøgning om familiesammenføring med referencens far, indgivet til Udlændingestyrelsen den december 2018, og udfyldt af referencens far, at ansøger 1 forsvandt fra Danmark i 2017, og at referencen herefter ikke har haft kontakt med sin mor.
Partsrepræsentanten har imidlertid i oktober 2021 oplyst, at ansøgeren forsvandt i 2017, idet hun og referencens far, ikke havde et godt forhold, at referencens far smed hende ud efter voldsomme sammenstød, og at ansøger 1 rejste til Frankrig i september 2017, hvor hun opholdt sig indtil starten af 2018. Ansøger 1 rejste herefter efter det oplyste tilbage, da hun savnede sine børn.
Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse, at det fremgår af barnets, ansøger nr. 2, fødselsattest (Acte de Naissance), at barnet er født den september 2018 i Frankrig, på hvilket tidspunkt Udlændingenævnet derfor lægger til grund, at ansøgeren opholdt sig i Frankrig.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at ansøger 1 bl.a. har opholdt sig i Tyskland, og at det fremgår af ansøger 1’s ansøgning om opholdstilladelse, indgivet til Udlændingestyrelsen i juni 2021, at hun har søgt om asyl i Tyskland for at være tættere på sine børn, men at dette ikke var muligt.
Det forhold, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøger 1 udrejste efter voldsomme uoverensstemmelser med børnenes far, der smed hende ud, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til at det i så fald var ansøger 1’s egen beslutning at forlade Danmark i september 2017, og at hun efter det oplyste søgte asyl i Tyskland, inden hun søgte opholdsret i Danmark i 2020.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at referencen og referencens søster indrejste i Danmark i august 2017, at børnene i maj 2019 fik opholdstilladelse i Danmark, og at ansøger 1 således først mere end 2 år efter børnenes indrejse og ca. et år efter, at børnene havde fået opholdstilladelse i Danmark, selv søgte om opholdsret i Danmark.
Udlændingenævnet kan på den baggrund heller ikke lægge til grund, at ansøger 1 har opretholdt kontakten med sine børn, siden hun forlod dem i september 2017.
Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse også, at ansøger 1’s troværdighed generelt er svækket.
Udlændingenævnet har, udover de ovennævnte oplysninger, herved også lagt vægt på, at der er afgivet divergerende oplysninger om barnet, ansøger 2.
Ansøger 1’s tidligere partsrepræsentant indgav således i juli 2021 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark til ansøger 2, i hvilken det blev oplyst, at ansøger 2’s far var fransk statsborger, hvilket også fremgår den fremlagte fødselsattest for ansøger 2. Ansøgningen var underskrevet på tro og love af ansøger 1.
Partsrepræsentanten AF Ventures IVS har imidlertid oplyst, at det formodentlig er referencens far der er far til ansøger 2 hvilket ifølge partsrepræsentanten AF Ventures IVS understøttes af en fremlagt dna-undersøgelse fra DNAtest.dk, hvoraf det fremgår, at resultatet for faderskabstesten viser, at sandsynligheden for, at referencens far er den biologiske far til ansøger 2, er over 99, 9999 %.
Ligeledes er der divergerende oplysninger om, hvornår ansøger 1 på ny indrejste i Danmark.
Ansøger 1’s daværende partsrepræsentant har således i forbindelse med indgivelsen af ansøger 2’s ansøgning om familiesammenføring i Danmark oplyst, at ansøger 1 indrejste i Danmark i september 2020.
Imidlertid fremgår det af Udlændingeinformationsportalen, at ansøger 1 i maj 2020 fik afslag på opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), hvor der samtidig blev fastsat en udrejsefrist i juli 2020.
Udlændingenævnet henviser i relation hertil, at det efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., påhviler en udlænding at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan meddeles.
Udlændingenævnet har herefter lagt til grund, at ansøger 1 udrejste af Danmark i september 2017, at hun herefter har opholdt sig i Frankrig og Tyskland, at hun på ny indrejste i Danmark på et ukendt tidspunkt i 2020, og at hun således frivilligt afbrød familielivet med referencen.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at der ikke mellem ansøger 1 og referencen består et sådant beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at et afslag på opholdstilladelse til ansøger 1 vil stride imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder hensynet til familiens enhed, så Danmark vil være forpligtiget til at tillade familiesammenføring.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at referencen har boet i Danmark sammen med sin far siden august 2017, og med opholdstilladelse siden maj 2019, og at hendes primære omsorgsperson siden september 2017, hvor ansøger 1 udrejste af Danmark, derfor har været og fortsat er hendes far, som kan støtte hende i det omfang, det måtte være nødvendigt.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at børnenes institution har et godt samarbejde med referencens far, der tydeligt ønsker det bedste for sine børn, og som fremstår som en god og kærlig far, der har gjort sit allerbedste ift. at skabe nogle gode rammer for sine børn.
Det forhold, at referencen har boet sammen med ansøger 1 fra hun blev født til september 2017, hvor hun var ca. 2 år og 7 måneder, og at det fremgår af den udaterede udtalelse fra børnenes institution vedrørende referencens søster, at begge piger (både referencen og referencens søster) har haft et meget stort savn til deres mor gennem flere år, vurderer Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, idet familielivet mellem ansøger 1 og referencen er blevet frivilligt afbrudt.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøger 1 har indgået samværsaftale i september 2020 med referencens far, der giver ansøger 1 ret til samvær med referencen og referencens søster 3 timer, 2 gange om ugen, på den adresse, hun opholder sig på i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøger 1 har afbrudt familielivet med referencen, og at ansøger 1 på intet tidspunkt har haft opholdstilladelse i Danmark, og at hun således ikke kan antages at have haft en berettiget forventning om at kunne genetablere familielivet gennem samværet med sine børn.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at SIRI i maj 2020 pålagde ansøger 1 at udrejse af landet senest i juli 2020, at Udlændingestyrelsen først i juni 2021 meddelte ansøger 1 processuelt ophold i Danmark, og at samværsaftalen således er udarbejdet på et tidspunkt, hvor ansøger 1 ikke havde lovligt ophold i Danmark.
Udlændingenævnet henviser også til, at det efter praksis hverken er muligt at opnå en opholdstilladelse med henblik på etablering af samvær med herboende børn eller intensivering heraf.
Det forhold, at ansøger 1 efter det oplyste har forsøgt at søge om familiesammenføring med sine børn, men at hun har været udfordret af manglende overskud, korrekt juridisk vejledning og sprogvanskeligheder, at hun, siden hendes ansøgning om familiesammenføring i september 2020 blev afvist, har mistet modet, og at hun altid har haft kontakt med sine børn, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet bemærker, at ansøger 1 i maj 2020 fik afslag på familiesammenføring efter EU-opholdsbekendtgørelsen af SIRI.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at hensynet til barnets tarv ikke tilsiger, at ansøger 1 skal have opholdstilladelse under henvisning til referencens søster. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet bemærker desuden, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videregående adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøger 1’s personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.
På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at give ansøger 1 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Derfor får ansøger 2 afslag på opholdstilladelse som familiesammenført
Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2021. Ansøger 2 kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøger 1 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, eller § 9 c, stk. 1.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2
Det er en betingelse for, at ansøger 2 kan gives opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøger 1 efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at ansøger 1 har en gyldig opholdstilladelse og bor i Danmark.
Da Udlændingestyrelsen i november 2021 gav afslag på opholdstilladelse til ansøger 1, og da denne afgørelse i dag er stadfæstet af Udlændingenævnet, har ansøgerne ikke en gyldig opholdstilladelse. Hun kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at betingelsen for, at ansøger 2 kan gives opholdstilladelse i Danmark, ikke er opfyldt.
Afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet vurderer, at ansøger 2 ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøger 2 skal have opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, ansøger 2 er født i Frankrig, at hun, ligesom sin mor er statsborger i Nigeria, at hun altid har boet sammen med sin mor, som er hendes primære omsorgsperson, og at ansøger 2 således ikke vil være uden omsorgspersoner, når hun skal udrejse af Danmark, idet hun skal udrejse sammen med sin mor, som heller ikke har opholdstilladelse i Danmark.
Det anførte til støtte for klagen om, at referencens far har en igangværende sag hos Familieretshuset, hvor han har søgt om at blive anerkendt som far til ansøger 2, og at der er blevet foretaget en privat faderskabstest med det resultat, at referencens far med 99,9999% sikkerhed er far til ansøger 2, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningsskemaet fra juli 2021, at den franske statsborger, er ansøger 2’s far, og at der til sagen er indsendt kopi af ansøger 2’s fødselsattest, hvoraf det fremgår, at ansøger 1 og den franske statsborger er hendes forældre.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ved søgning på testudbyderen DNA-test.dks hjemmeside wwww.dnatest.dk fremgår, at dnatest-sættet bliver sendt til den ønskede adresse, hvor den udføres af de pågældende personer selv. Der er således ikke i forbindelse med dna-undersøgelsen foretaget identitetssikring af de personer, som testes, hvilket understøttes af, at både referencens far og ansøger 2’s navne er forkerte på resultatet.
Udlændingenævnet kan således på baggrund af den til sagen indsendte faderskabstest ikke lægge til grund, at referencens er far til ansøger 2. Der henvises til vejledningsafsnittet nedenfor.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke foreligger oplysninger om ansøger 2’s personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse.
På baggrund af ovenstående, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet således, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøger 2 afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet vurderer i relation hertil, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet