Du er her: Forside Praksis

Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2019 – Erhverv – Beløbsordningen

    Dato: 16-04-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en kinesisk statsborger om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse til at arbejde som køkkenchef, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Ansøgeren søgte i juli 2015 om studietilladelse i Danmark. Ansøgeren oplyste under et interview i forbindelse med sin ansøgning, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. I juli 2015 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse i Danmark som studerende. I oktober 2017 indgav partsrepræsentanten en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af beløbsordningen. Det fremgik af ansøgningsskemaet og et vedlagt Recommendation letter, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet befandt sig i Kina, at ansøgeren havde gennemført en bachelor i Preschool Education i 2015, at ansøgeren havde gennemført seks måneders Cook Qualification i 2017, at ansøgeren fra juli 2012 til august 2015 havde arbejdet deltid som sushichef assistent i Kina, og at ansøgeren fra januar 2017 til oktober 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef ved den samme restaurant.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af beløbsordningen efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren uden for landet havde begået en lovovertrædelse, som efter dansk ret kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 24, og idet der i øvrigt forelå omstændigheder, som ville kunne medføre udvisning, jf. kapitel 4, ved over for en dansk myndighed at have fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om studietilladelse i juli 2015 ikke havde oplyst at have arbejdet som kok, men at ansøgeren alene havde oplyst om erhvervserfaring som klaverlærer. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning fra oktober 2017 havde indleveret et Recommendation letter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde arbejdet fuldtid i restauranten i sommer- og vinterferier, mens ansøgeren studerede, i perioden fra juli 2012 til august 2015, at ansøgeren havde arbejdet i restauranten igen fra januar 2017, og at ansøgerens ansættelse i restauranten ikke kunne verificeres. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at Det Danske Generalkonsulat havde ringet til restauranten på det telefonnummer, som var registreret på internettet, hvor konsulatet talte med en kvinde, som ikke kendte ansøgeren som værende køkkenchef, at konsulatet derefter havde ringet til det telefonnummer, som fremgik af arbejdsgivererklæringen, hvor konsulatet havde talt med en mand, der hævdede at være manager på hotellet, og som oplyste, at ansøgeren havde arbejdet som køkkenchef på hotellet fra 2012 til 2016, og at ansøgeren ikke arbejdede der længere. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at hun ikke oplyste om sin tidligere erhvervserfaring i forbindelse med studieansøgningen, idet ansøgeren ikke havde fundet det relevant på det tidspunkt, henset til at ansøgeren, direkte adspurgt under interviewet, havde oplyst, at hendes eneste erhvervserfaring havde været som klaverlærer. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der efterfølgende var modtaget et brev fra ejeren af restauranten, hvori det var oplyst, at ansøgeren var restaurantens sushichef, at konsulatet havde talt med ejerens ægtefælle, som ikke var involveret i den daglige drift af restauranten og dermed ikke vidste, hvem der var ansat, at ansøgeren havde arbejdet som sushichef assistent fra 2012 til 2015, og at ansøgeren fra januar 2017 havde arbejdet fuldtid som sushichef, idet disse oplysninger ikke kunne verificeres mundtligt. Udlændingenævnet lagde hertil vægt på, at den kvinde, som konsulatet havde talt med, oplyste, at managerens navn havde været et andet, end det som ansøgeren oplyste, og at det måtte være forventeligt, at ejerens ægtefælle, som besvarede virksomhedens telefon, kendte navnet på manageren, som stod for den daglige drift. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen, at det var anført, at ejerens ægtefælle ikke havde haft et overblik over, hvilket personale, der var ansat i restauranten, og at ægtefællen var gået i panik og derfor havde svaret afvigende. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens ansættelse i henholdsvis ansøgningsskemaet, det vedlagte Recommendation letter, de telefoniske oplysninger og det efterfølgende brev fra ejeren af restauranten. Udlændingenævnet fandt på baggrund heraf, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde fremlagt en falsk arbejdsgivererklæring over for en dansk myndighed med henblik på at opnå opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at der ikke var oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren ikke skulle meddeles afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 2, nr. 2, idet ansøgeren ikke havde boet i Danmark i en længere årrække, og da ansøgeren ikke havde familiemæssig tilknytning her til landet. ERH/2019/4.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. februar 2019 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år

    Dato: 13-02-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2018 om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse som missionær til en brasiliansk statsborger. Ansøgeren var i oktober 2017 meddelt opholdstilladelse som missionær ved en kirke i Danmark. Der blev i forbindelse med ansøgerens forlængelsesansøgning fremlagt en arbejdsbeskrivelse, hvoraf fremgik, at ansøgerens primære arbejdsopgaver i kirken bestod af fotografering til kirkens arrangementer, udvikling af PR- og kommunikationsstrategi, administrative opgaver, og at ansøgeren skulle arrangere kulturelle events.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne meddeles opholdstilladelse som missionær, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 2, idet det ikke sås godtgjort, at ansøgeren igennem en kontrakt eller ansættelsesaftale skulle virke som missionær i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren var ansat 37 timer om ugen som missionær, at ansøgerens stillings- og funktionsbeskrivelse skulle udarbejdes lokalt, og at det fremgik af ansøgerens arbejdsbeskrivelse, at ansøgerens primære ansvarsopgaver indbefattede fotografering til samtlige af kirkens arrangementer, at ansøgeren var en del af kirkens PR- og kommunikationsstrategiteam, at ansøgeren skulle arrangere kulturelle events og løbende hjælpe med administrative opgaver, og endelig at ansøgeren skulle deltage i gudstjenestefællesskaber hver søndag, hvor ansøgeren skulle stå for enten velkomstteam, praktiskteam eller cafeteam. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens primære arbejdsopgaver ikke var at virke som missionær i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte omkring, at ansøgeren i forbindelse med sin første ansøgning om opholdstilladelse som missionær fik udarbejdet en ansættelseskontrakt fra juni 2017 og en tilhørende jobbeskrivelse af ansøgerens arbejdsopgaver, hvoraf det fremgik, at ansøgerens arbejde primært bestod af forkyndelse, at denne ansættelseskontrakt fortsat var gældende, og at arbejdsgiveren havde indsendt en forkert jobbeskrivelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens oprindelige ansættelseskontrakt fra juni 2017, at ansøgerens arbejde kunne bestå af forkyndelse, outreach, kirkearrangementer, ungdomsarbejde, lovsang og samtaler, og at ansøgerens daglige arbejde blev tilrettelagt i samråd med menighedens daglige ledelse, og at det fremgik af ansøgerens nye arbejdsbeskrivelse, som var udarbejdet efter klagens indgivelse, at ansøgeren varetog flere forskellige missionære arbejdsopgaver, som arbejdsgiveren mente matchede ansøgerens kvalifikationer og kompetencer bedst i arbejdet med spansktalende, herunder gadeevangelisation, hjemmebesøg, religiøse grupper, bibelstudier, lovsang og andagt på portugisisk, samt at ansøgeren arrangerede kulturelle events for spansktalende, var ansvarlig for opstart af kirkens ugentlige fodboldtjeneste, at han var en fast del af kirkens kommunikationsteam, og at han stod for fotografering og redigering af billeder samt PR. Udlændingenævnet lagde på den baggrund til grund, at størstedelen af de opgaver, som ansøgeren ifølge de fremlagte arbejdsbeskrivelser udførte for kirken, var af administrativ, markedsføringsmæssig og eventmæssig karakter, og at ansøgerens hovedopgave således ikke var at missionere. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af både kontrakten og arbejdsbeskrivelserne, at ansøgerens daglige arbejdsopgaver var tilrettelagt af menighedens daglige ledelse ud fra de af ansøgerens kvalifikationer og kompetencer, som han matchede bedst i arbejdet med spansktalende. FAM/2019/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2019 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

    Dato: 04-02-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra oktober 2018 om karensregistrering af en værtsfamilie på baggrund af misbrug af au pair-ordningen i medfør af udlændingelovens § 21 a, nr. 2, jf. au pair-bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 1. Værtsfamiliens au pair var meddelt opholdstilladelse i august 2017 og indrejste i Danmark i oktober 2017.

    Udlændingenævnets flertal fandt, at værtsfamilien havde misbrugt au pair-ordningen ved ikke at have udbetalt det minimumsbeløb for lommepenge på 4.150 kr., der var fastsat på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair, til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden i hele den periode, hvor au pairen var meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at værtsfamilien i månederne fra november 2017 til og med maj 2018 alene havde udbetalt 3.500 kr. månedligt med undtagelse af februar 2018, hvor værtsfamilien havde udbetalt 3.500 kr. to gange til au pairen. Udlændingenævnets flertal lagde endvidere vægt på, at det udbetalte lommepengebeløb ikke var blevet kontinuerligt indbetalt til au pairens konto den sidste bankdag i måneden. Udlændingenævnets flertal henviste i det følgende til, at lommepengebeløbet for november 2017 var til disposition primo december 2017, og at lommepengebeløbet for januar 2018 først var til disposition primo februar 2018. Det indgik i vurderingen, at værtsfamilien havde anført, at denne ikke var blevet vejledt om, at der kunne idømmes en karensperiode, alene fordi der ikke hver måned var udbetalt 4.150 kr. til au pairen på en dansk bankkonto, men dette kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at værtsfamilien i ansøgningen på tro og love havde skrevet under på, at denne var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at værtsfamilien udtrykkeligt var blevet vejledt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration vedrørende reglerne for et au pair ophold. Det fremgik af vejledningen, at lommepengene skal indbetales til en dansk bankkonto i au pairens navn senest den sidste bankdag i måneden. Udlændingenævnets flertal bemærkede, at ordet ”skal” var fremhævet i vejledningen med fed skrift, og at det fremgik af vejledningen, at såfremt værtsfamilien ikke betalte au pairen det mindstebeløb, der var fastsat på tidspunktet for ansøgningen om opholdstilladelse som au pair, ville værtsfamilien blive omfattet af en to-årig karensperiode. Det indgik i vurderingen, at værtsfamilien havde anført, at denne blot havde udbetalt dele af deres au pairs lommepenge på forskud, at aftalen mellem værtsfamilien og deres au pair havde stillet au pairen bedre end efter kontrakten/lovgivningen, og at der kun var hjemmel til at idømme en karensperiode, hvis au pairen ikke havde modtaget de lommepenge, som denne havde krav på. Det indgik endvidere i vurderingen, at baggrunden for afdragsordningen var, at au pairen pludselig fik problemer med at finansiere sine udgifter, og at værtsfamilien derfor sendte 40.000 pesos, som au pairen havde brug for, som et forskud på au pairens lommepenge, og at værtsfamilien herudover havde givet au pairen 500 kr. ekstra den første måned, betalt udgifter til tøj og et månedskort til transport, som således oversteg minimumsbeløbet. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til, at lommepengebeløbet ikke var indbetalt til en dansk bankkonto, hvilket udtrykkeligt fremgik af både vejledningsbrevet til værtsfamilien samt au pair-bekendtgørelsen. Udlændingenævnets flertal henviste endvidere til, at der intet er til hinder for at stille au pairen bedre, hvilket også fremgik af vejledningsbrevet, så længe den gensidige aftale ikke indebar, at lommepengebeløbet blev fastsat til et beløb, der var lavere end minimumsbeløbet på tidspunktet for ansøgningen som au pair. Udlændingenævnets flertal henviste endelig til, at fastsættelsen af et minimumslommepengebeløb til en au pair har et beskyttelsesmæssigt sigte i forhold til au pairen, og at au pair-ordningen måtte anses for misbrugt, idet værtsfamilien udtrykkeligt var vejledt om reglerne, og at værtsfamilien på trods heraf ikke fulgte reglerne herom. ERH/2019/2.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2019 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 28-01-2019

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Cameroun, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit mindreårige barn, der havde bopæl hos sin mor i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i januar 2013 var blevet meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark, at denne opholdstilladelse var gyldig indtil december 2016, og at ansøgeren under sit lovlige ophold som studerende var blevet far til et barn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på karakteren og omfanget af det samvær, som ansøgeren udøvede med barnet, herunder at ansøgeren udøvede samvær to gange om ugen, og at der netop var blevet etableret en samværsordning, hvor barnet skulle overnatte hos ansøgeren hver anden weekend fra fredag til lørdag. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var statsborger i Cameroun. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse var opfyldt. FAM/2019/1.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2018 – Erhverv – Praktikanter

    Dato: 17-12-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra august 2017 om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en tyrkisk statsborger. Ansøgeren havde i oktober 2016 gennemført en bachelor i arkitektur i sit hjemland. I juni 2017 havde ansøgeren indgivet ansøgning om opholdstilladelse som praktikant hos en virksomhed, hvor ansøgeren blandt andet skulle beskæftige sig med kunstnerisk research, design og udvikling. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da styrelsen havde vurderet, at der ikke var en faglig sammenhæng mellem ansøgerens uddannelse og det tilbudte praktikophold hos virksomheden, jf. udlændingelovens § 9 k, og § 1, stk. 1, nr. 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører (praktikantbekendtgørelsen).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at praktikopholdet ikke havde faglig sammenhæng med ansøgerens uddannelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at arbejdsopgaverne hos virksomheden sås at være i overensstemmelse med ansøgerens akademiske profil, idet virksomheden forestod kunstneriske installationer, hvori arkitektoniske elementer blandt andet indgik, samt at det fremgik af virksomhedens hjemmeside, at virksomheden løbende søgte praktikanter med arkitektbaggrund til at bistå virksomheden med tekniske tegninger, planlægning og konceptudvikling. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at virksomheden ved et brev til Udlændingenævnet havde oplyst, at ansøgeren var blevet tilbudt en praktikplads ved virksomheden på baggrund af ansøgerens bachelorgrad i arkitektur, ligesom virksomheden også havde oplyst, at virksomheden beskæftigede sig med arkitektoniske kommissioner. ERH/2018/84.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet afviste i november 2018 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en etiopisk statsborger, jf. udlændingelovens § 33, stk. 8. Ansøgeren var tidligere meddelt afslag på asyl og afslag på humanitær opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var endelig af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at behandle klagen over Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet ansøgeren siden juli 2018 havde været forsvundet og fortsat var efterlyst af politiet. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at klagen først ville kunne behandles, såfremt ansøgeren gav sig selv til kende over for udlændingemyndighederne på en sådan måde, at Udlændingenævnet blev bekendt med ansøgerens opholdssted, og at Udlændingenævnet herefter efter anmodning ville kunne behandle en anmodning om genoptagelse. FAM/2018/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to børn fra Syrien til deres herboende moder, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var den herboende references børn fra et tidligere ægteskab, der efter forældrenes skilsmisse i 2007 var blevet boende hos deres fader. Faderen var fire år tidligere formodet død, og børnene boede nu hos deres farfader. Den herboende reference havde ikke set børnene siden skilsmissen, da hendes tidligere ægtefælle havde forhindret dette. Den herboende reference havde de seneste tre år haft telefonisk kontakt med børnene. Den herboende reference vidste ikke, hvem der havde forældremyndigheden over børnene.

    Udlændingenævnet fandt indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for et mindreårigt barn som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, at den herboende reference i maj 2017 var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, at det yngste barn derfor ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at hun var under 15 år, og at det yngste barns ansøgning om opholdstilladelse derfor skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference var meddelt midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på afgørelsestidspunktet, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference ikke siden sin skilsmisse fra børnenes fader i 2007 havde boet sammen med ansøgerne, og at ansøgerne nu boede hos deres farfader. Udlændingenævnet tillagde det samtidig betydning, at den herboende reference ikke vidste, hvem der havde forældremyndigheden over børnene, og at det måtte formodes, at det var børnenes farforældre, der efter faderens død var tillagt forældremyndigheden over børnene og derved kunne bestemme, hvor børnene skulle opholde sig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgernes 80-årige farfader var psykisk ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerne, at han dagligt slog dem, og at han ikke tillod børnene at ringe til den herboende reference, eller at komme ud når de ville, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference hverken under sin oplysnings- og motivsamtale eller i ansøgningerne om familiesammenføring fra oktober 2017 havde oplyst om disse forhold, men at oplysningerne først var fremkommet i forbindelse med klagen, hvorfor oplysningerne ikke kunne tillægges vægt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det til støtte for klagen anførte om, at familien i Syrien havde økonomiske udfordringer, samt at samfundet i Syrien var utrygt og livstruende, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland og forhold af asylretlig karakter ikke kunne danne grundlag for meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2018/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig thailandsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20, under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder i november 2012 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sin daværende danske ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at parret i september 2014 var blevet skilt, hvorefter ansøgerens moder havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold indtil juli 2016, hvor hun var blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af sin nuværende danske ægtefælle. Udlændingenævnet tillagde det i denne forbindelse vægt, at ansøgerens moder omtrent seks måneder herefter havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på vegne af ansøgeren i januar 2017. Udlændingenævnet tillagde det desuden vægt, at det fremgik af sagen, at ansøgeren aldrig havde haft kontakt med sin fader, at faderen havde forladt ansøgerens moder under graviditeten, og at ansøgerens moder efter det oplyste alene havde indgået ægteskab med faderen med henblik på at blive tillagt eneforældremyndighed over ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder havde bestået Prøve i Dansk 2 samt danskprøve på A1-niveau, at hun siden 2013 havde været i beskæftigelse, og at hun søgte at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/83.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Religiøse forkyndere – Den nationale sanktionsliste

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at optage en tyrkisk mand på den nationale sanktionsliste, hvorved han havde fået et indrejseforbund i to år.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen i august 2017 med rette havde optaget klageren på den nationale sanktionsliste, hvorved klageren samtidig blev pålagt et indrejseforbud i Danmark og Schengen gældende til august 2019. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren måtte anses for at være en udlænding, som virkede som religiøs forkynder, eller som på anden måde udbredte en religion eller tro, idet han som foredragsholder, taler og ved besvarelse af spørgsmål vedrørende islamisk lovpraksis via en forening og denne forenings egen TV-kanal, magasin, Youtube kanal og andre sociale medier havde udbredt sine religiøse budskaber. Dette understøttedes yderligere af, at klageren blev omtalt som imam på en dansk forenings hjemmeside. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de udtalelser, som var indgået i vurderingen af sagen, var faldet i forbindelse med klagerens virke som religiøs forkynder eller under udbredelse af en religion eller tro. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren flere gange tidligere – i 2013, 2014 og 2015 – havde fået udstedt visum til Danmark, at han i 2016 og 2017 havde fået afslag på sine visumansøgninger, at alle klagerens visumansøgninger havde relation til en dansk forening, og at der derfor måtte anses at være en vis sandsynlighed for, at han ville indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at hensynet til den offentlige orden i Danmark på baggrund af klagerens udtalelser i forhold til straffe i islam, om jøder og vold mod kvinder (ægtefæller) og børn tilsagde, at han ikke burde have ophold her i landet. Vedrørende straffe i islam: Udlændingenævnet fandt for det første, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller udbredelse af en religion eller tro udtrykkeligt havde billiget handlinger, der var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, jf. straffelovens § 136, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved sine udtalelser i en tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at han gik ind for anvendelse af islamiske straffe som håndsafhugning og stening, idet han i talen havde udtalt, at de straffe, der i dag blev givet for tyveri, var for milde og ikke havde en afskrækkende effekt, at det var de milde straffe i Tyrkiet, som havde ført til, at tyveri var udbredt, at selv politiet fandt det uacceptabelt, at tyve ikke blev straffet hårdt nok, og at en straf som afhugning af en tyvs hænder var til for at beskytte samfundet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i talen også havde formidlet, at sex uden for ægteskab skulle straffes med stening, fordi islam værdsatte æren, ligesom klageren havde udtalt, at man ikke skulle kritisere stening som straf, fordi mennesket ikke kunne være mere barmhjertigt end Gud, som havde bestemt denne straf. Klageren havde desuden udtalt, at når betingelserne for en straf var opfyldt, skulle straffen udføres, og at dette også gjaldt stening. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med sin tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at islamiske regler og love ikke gav gode resultater i et kapitalistisk samfund, men gav de bedste resultater, hvis man indførte dem i en islamisk stat, og at klageren hermed efter Udlændingenævnets opfattelse havde givet udtryk for, at han havde et ønske om et samfund, hvor disse strafformer, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, blev udøvet. Det fremgik af bemærkningerne til lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016, at en religiøs forkynders rene oplæsning af en religiøs tekst, hvori der blev fortalt om brugen af for eksempel stening, men hvor forkynderen ikke tilsluttede sig det oplæste og heller ikke på anden måde gav udtryk for, at stening var acceptabelt, ikke ville betyde, at en religiøs forkynder ikke burde have ophold her i landet af hensyn til den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der i forbindelse med talen i oktober 2015 ikke blot var tale om ren oplæsning af en religiøs tekst, men at klageren også var fremkommet med en udlægning af teksten, der fremstod som hans holdning til og billigelse af straffe i islam. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at han alene havde gengivet Koranens indhold, og at der ikke var tale om hans personlige holdning, af denne grund ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at der også i jødernes bog, Toraen, var nævnt lignende straffe, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var selve indholdet af Koranen, som blev anset for at være i strid med straffelovens § 136, stk. 3. Det var derimod klagerens fremlæggelse af teksten som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, og hans udtrykkelige billigelse af handlinger, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246. Vedrørende jøder: Udlændingenævnet fandt for det andet, at klagerens udtalelser i en video offentliggjort på Youtube i juli 2014, hvor han havde omtalt jøder som en kræftcelle, der burde skæres af og smides væk, var omfattet af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2011, at det følger af retspraksis, at udtalelser, der indebærer, at en bestemt gruppe generelt bliver beskyldt for at mangle værdi som mennesker, som udgangspunkt opfylder grovhedskriteriet i straffelovens § 266 b. Det gælder for eksempel ved negativt ladede sammenligninger med dyr eller med sygdomme. Udlændingenævnet vurderede på den baggrund, at klagerens udtalelse om jøder indebar, at en gruppe af personer blev truet, forhånet eller nedværdiget på grund af deres tro, og at udtalelsen derfor ville udgøre en overtrædelse af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren i sine bemærkninger fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at hans udtalelse var rettet mod de jøder, der levede under profeten Moses samt nogle nærmere præciserede grupper af jøder, at der ikke var tale om nedladende ytringer om jøder med relation til Danmark, at hans udtalelse ikke vedrørte samtlige personer, der følger jødedommen, og at de omtalte jøder derfor ikke var repræsentanter for jødedom som en trosretning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i talen, som den var gengivet i Udlændingestyrelsens søgerapport fra juni 2017, ikke havde nuanceret sit synspunkt, men var fremkommet med en helt generel sammenligning af jøder med en kræftcelle. Vedrørende vold mod kvinder (ægtefæller): Udlændingenævnet fandt for det tredje, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person som på anden måde udbreder en religion eller tro, i en video fra november 2015 udtrykkeligt havde billiget vold mod kvinder (ægtefæller), og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Klageren havde således i talen givet udtryk for, at kvinder måtte slås for at undgå skilsmisse, at nogle kvinder havde en sådan adfærd, der gjorde, at de skulle slås for at ændre sig, og at en mand ikke måtte slå en kvinde i ansigtet, men skulle slå hende let på kroppen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren med sine udtalelser havde givet udtryk for billigelse af vold mod ægtefæller, idet han havde beskrevet, i hvilke situationer der kunne udøves vold mod ægtefæller, hvordan volden kunne udøves, og at volden kunne anvendes som et værn mod skilsmisse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der alene kunne anses at være tale om en ren oplæsning af Koranen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde oplyst, at det fremgik af Koranen, at vold mod en kvinde var sidste udvej inden skilsmisse, at muslimer skulle følge Koranen, at Koranen var udgangspunktet for klagerens synspunkt, at det ikke var udtryk for klagerens personlige holdning, at han aldrig selv havde slået sin ægtefælle, og at han på baggrund af sin religiøse og personlige moral fordømte mænd, som mishandlede og undertrykte kvinder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke i talen havde taget afstand fra at benytte vold mod kvinder, og at han havde anført, at muslimer skulle følge Koranen. Vedrørende vold mod børn: Udlændingenævnet fandt for det fjerde, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, i udtalelser fra marts 2015 udtrykkeligt havde billiget anvendelse af vold i børneopdragelsen, og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde givet udtryk for, at der kunne anvendes mild vold i børneopdragelsen, hvis der var anledning til det, og såfremt det kun blev benyttet nogle gange, og at de rigtige psykologer udtrykte, at der var plads til vold på en let måde. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der her alene var tale om en ren oplæsning af Koranen, men derimod klagerens udtrykkelige billigelse af, at vold i visse situationer kunne anvendes i børneopdragelsen, idet han havde henvist til visse psykologers opfattelse af emnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde anført, at hans udtalelser om at slå børn ikke var udtryk for hans personlige holdning, men var profeten Muhammeds ord, og at han havde henvist til, at der i England, Japan, Frankrig og USA også var regler, der gav forældre og lærere mulighed for at afstraffe børn fysisk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke hermed havde taget afstand til anvendelse af vold i børneopdragelsen, men snarere havde forsvaret, at dette kunne være nødvendigt. Klagerens bemærkninger i øvrigt i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018: Udlændingenævnet fandt for det femte, at det forhold, at klageren havde anført, at han ikke havde holdt de nævnte taler i Danmark, men i Tyrkiet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det udtrykkeligt fremgik af forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, at den form for adfærd, som kunne begrunde optagelse på sanktionslisten, kunne bestå af ytringer, men også i andre handlinger, og at adfærden kunne være udvist i udlandet eller i forbindelse med et tidligere ophold i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at klageren havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9 og 10 og Grundlovens § 67 og § 77 om religions- og ytringsfrihed, og at disse bestemmelser efter klagerens opfattelse berettigede ham til at udgive sine meninger og holdninger på skrift og i tale. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, var taget stilling til, hvorvidt bestemmelsen var i overensstemmelse med EMRK artikel 9 og 10 samt Grundlovens § 67 og § 77, og at lovgiver havde fundet, jf. lovforslagets pkt. 3.2 og 3.3., at udlændingelovens § 29 c kunne håndhæves, uden at dette var i strid med reglerne om religions- og ytringsfrihed. FAM/2018/81.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

    Dato: 22-11-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig kinesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20, under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder i maj 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, og at ansøgerens moder i juli 2017 havde indgivet en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på vegne af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder siden februar 2015 havde haft eneforældremyndighed over ansøgeren, at hun havde bestået danskprøve på A1-niveau, og at hun søgte at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderens ægtefælle havde gennemført en uddannelse inden for IT, samt at ægtefællen havde fuldtidsbeskæftigelse som manager i en virksomhed, som han ejede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/79.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post