Praksis

Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2024 – Udvisning – Kriminalitet – Indrejseforbud

    Dato: 27-01-2025

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra USA med indrejseforbud til Danmark i 2 år.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i juni 2023 antruffet af politiet i lufthavnen, idet klageren havde stjålet en vare fra en butik i lufthavnen til en værdi af 1.349 kr. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for tyveri af politiet. Klageren nægtede forholdet.

    I forbindelse med behandlingen af klagen påberåbte klageren sig at være omfattet af EU-reglerne, idet klageren var gift med en statsborger fra Finland.

    Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”Ved afgørelsen har vi lagt til grund, at du er statsborger i USA og at du […] juni 2023 blev antruffet af [politiet] i [en butik], efter at politiet var blevet tilkaldt af en butiksdetektiv, der havde observeret, hvordan du havde forladt butikkens sidste betalingsmulighed uden at betale for [en vare] til en værdi af 1.349 kroner.

    Vi har ved afgørelsen yderligere lagt til grund, at du ikke selv henvendte dig til butikken efter du blev bevidst om, at du havde forladt sidste betalingsmulighed uden at betale for varen, men at du blev opsøgt af butiksdetektiven.

    Det forhold, at du oplyser, at du ikke var bekendt med at du forlod butikken uden at betale for [varen] fordi du var stresset og bar rundt på flere ting, kan ikke føre til en anden afgørelsen, idet det er dit eget ansvar at betale for varerne, før du forlader butikken.

    Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juni 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    […]

    Det forhold, at [klageren] i butikken havde mange ting i hænderne og skulle holde styr på sine flyoplysninger, betalingskort, mobiltelefon og pung, hvilket gjorde hun glemte at betale for varen og det ikke var hendes hensigt, kan ikke føre til ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af politirapporten, at butiksdetektiven i lufthavnen observerede [klageren] på overvågningen, hvor han så [klageren] tage den stjålne vare og lægge sin jakke henover produktet, hvorefter hun alene betalte for en anden vare, før hun forlod butikken, hvorfor den manglende betaling ikke kan tages som udtryk for glemsomhed. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klageren] overfor politiet i lufthavnen erkendte forholdet.

    Det er videre til støtte for klagen anført, at [klageren] lider af en stofskiftesygdom og har mentale helbredsproblemer, der gør, at hun ikke altid kan foretage sunde beslutninger, og at [klageren] har en stor tendens til at glemme ting, kan ikke føre til ændret vurdering, idet de fremlagte lægeerklæringer ikke indeholder oplysninger, hvorefter det kan lægges til grund, at [klageren] ikke kan stå til ansvar for sine handlinger, herunder betale for varer i en butik.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det af de fremlagte lægeerklæringer fremgår, at [klageren] kan være påvirket i fremmødesituationer, f.eks. retsmøder, samt at hendes koncentration og dømmekraft kan være påvirket.

    Det forhold, at [klageren] blev stoppet af en sikkerhedsvagt i lufthavnen og fik af vide, at hun kun skulle betale en bøde, men at politiet derefter blev tilkaldt, kan ikke føre til ændret vurdering, da det følger direkte af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen overfor politiet har erkendt overtrædelse eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold. Udlændingenævnet henviser til ovenstående vedrørende hændelsen i lufthavnen.

    Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] følte sig mishandlet i de 2 dage, hun skulle opholde sig i lufthavnen, kan heller ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet henviser til, at Udlændingenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til sådanne klager over politiet, og at såfremt [klageren] ønsker at klage over forholdene ved anholdelsen, kan en klage over politiet indgives på følgende link: https://politiklagemyndigheden.dk/indgiv-klage-anmeldelse/.

    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, om udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i USA og har opholdstilladelse i Tyskland, at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].

    Det til støtte for klagen anførte, at [klageren] er omfattet af EU-reglerne, da hun er gift med en finsk statsborger og Udlændingestyrelsen ikke har inddraget dette forhold, og at indrejseforbuddet ikke er proportionelt set i lyset af, at [klageren] er omfattet af Udlændingestyrelsens praksis, hvorefter udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne for butikstyveri i førstegangstilfælde kun sker, hvis værdien af det stjålne mindst udgør 4.000 kr., kan heller ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet henviser til, at der af opholdsbekendtgørelsens artikel 1, stk. 1, fremgår, at bekendtgørelsen finder anvendelse på unionsborgere og deres familiemedlemmer, som efter Den Europæiske Unions (EU’s) regler om fri bevægelighed indrejser i Danmark, jf. bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landet, og tager ophold her i landet.

    Udlændingenævnet lægger til grund, at [klageren] som ægtefælle til en unionsborger har ret til ophold i indtil 3 måneder uden at der kan gøres andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i besiddelse af et gyldigt pas gældende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 9. En eventuel udvisning skal derfor afgøres i overensstemmelse med EU-reglerne.

    Udlændingenævnet lægger til herudover til grund, at tyveri generelt udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at betingelserne for udvisning af [klageren] derfor efter konkret og individuel vurdering af [hendes] forhold er opfyldt.

    Det forhold, at [klageren] og hendes ægtefælle bruger meget tid i [en dansk by], hvor de tager på feriebesøg og [klagerens] ægtefælle tit tager på arbejdsrejser til [en dansk by], hvor [klageren] er med, og at [klageren] og hendes ægtefælle har planer om at flytte til [en dansk by] i [klagerens] lejede lejlighed, kan ikke føre til anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingeloven § 32, stk. 1, nr. 1, at en udlænding, der er udvist, meddeles et indrejseforbud. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klagerens] qua ferierejser og fremtidsplaner ikke herved ses at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en udvisning må anses for uproportionel.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20.01.2025 – Bortfald – forhåndsdispensation fra bortfald

    Dato: 20-01-2025


    Udlændingenævnet hjemviste i januar 2025 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald samt konstateringen af bortfald af opholdstilladelser for 3 statsborgere fra Pakistan, en mor og hendes 2 mindreårige børn, der var meddelt opholdstilladelse som medfølgende familiemedlemmer til en arbejdstager i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Moren og børnene udrejste fra Danmark til hjemlandet i januar 2024, og søgte om dispensation fra bortfald i juni 2024 fordi moren, efter en ufrivillig abort samt grundet infektioner og dårligt velbefindende, ønskede at blive i Pakistan sammen med børnene til oktober 2025. Moren og børnenes opholdstilladelser blev herefter konstateret bortfaldet i juli 2024, fordi de havde været udrejst i mere end 6 måneder.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i SIRI, idet afgørelsen er mangelfuld i henhold til de hovedhensyn, der er indgået i skønsudøvelsen af, om [klagerne] skulle meddeles dispensation fra bortfald af deres opholdstilladelser efter udlændingelovens § 17, stk. 2, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klagerne] har søgt om bevarelse af deres opholdstilladelser inden for 6 måneder fra deres udrejse, og at SIRI i afgørelserne bl.a. har lagt vægt på, at ansøgningerne om dispensation fra bortfald er indgivet næsten 6 måneder efter de er udrejst, og at der er søgt om dispensation frem til oktober 2025.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at de hensyn SIRI har inddraget i skønsudøvelsen ikke er i overensstemmelse med de krav, der fremgår af udlændingemyndighedernes hjemmeside nyidanmark.dk.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der fremgår af hjemmesiden på engelsk, at der kan meddeles dispensation såfremt udlændingen har sendt en ansøgning inden opholdstilladelsen bortfalder, hvis udlændingen forventer at komme tilbage til Danmark efter udrejsen, og såfremt udlændingen stadig lever op til betingelserne for opholdstilladelsen ved en tilbagevenden til Danmark, jf. https://www.nyidanmark.dk/en-GB/Your-situation-is-changing/Work/Lapse-dispensation.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af samme hjemmeside, at formålet med udrejsen skal være specifikt, og at listen med eksempler herpå ikke antages at være udtømmende, da dette vil være uoverensstemmende med den samlede og konkrete vurdering, der skal foretages i henhold til ansøgninger om dispensation fra bortfald.

    Udlændingenævnet finder i den sammenhæng, at når en udlænding fra udlandet søger om dispensation fra bortfald inden udlændingens opholdstilladelse bortfalder automatisk (ex lege), skal styrelserne, såfremt afgørelsen om afslag på dispensation fra bortfald træffes efter tidspunktet for opholdstilladelsens automatiske bortfald, fastsætte en indrejsefrist i afgørelsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det allerede er en eksisterende praksis på området, at udlændingen på den baggrund stadig vil have mulighed for at bevare sin opholdstilladelse ved at genindrejse i Danmark, uanset om der bliver meddelt afslag på forhåndsdispensation, og dermed sikres det, at udlændingen ikke udsættes for et retstab på baggrund af sagsbehandlingstiden.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at såfremt en udlænding ikke indrejser i overensstemmelse med den af styrelsens fastsatte indrejsefrist vil opholdstilladelsen herefter være bortfaldet ex lege fra den fastsatte dato for indrejsefristen.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.”




  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2024 – Au pair – Formodning

    Dato: 13-12-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark som au pair, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, til en statsborger fra Laos.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Det fremgik af sagen, at [ansøgeren] er statsborger i Laos, at hun taler lao, thai og engelsk, at [værtsfaderen] er dansk statsborger, at [værtsmoderen] er thai statsborger, og at værtsfamilien taler dansk, engelsk og thai. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i juli 2024 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark som au pair, idet [ansøgerens] engelskkundskaber er meget begrænsede, og at [ansøgeren] således ikke vil få et tilstrækkeligt kulturelt og sprogligt udbytte af et au pair-ophold i Danmark.

    Til støtte for klagen har [værtsfamilien] til Udlændingenævnet bl.a. anført, at man kan diskutere, hvorvidt det er diskriminerende at stille et sprogkrav for at kunne fungere som au pair i en flersproget værtsfamilie, og at ambassadens medarbejder, som foretog interviewet, havde en nedladende og grov tone overfor [ansøgeren].

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af de grunde, som SIRI har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som SIRI. [Ansøgeren] får således ikke opholdstilladelse som au pair i Danmark hos [værtsfamilien], jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og au pair-bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, jf. § 3, stk. 2, nr. 5.

    Udlændingenævnet finder fortsat efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at [ansøgeren] ikke i fornødent omfang vil kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt eller kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark, da hendes engelskkundskaber ikke har et tilstrækkeligt niveau.

    Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at Den Danske Ambassade i Bangkok, Thailand, på baggrund af interviewet i juni 2024 med [ansøgeren] konkluderede, at hun havde meget begrænsede engelskkundskaber, at hun ikke forstod mange spørgsmål, at de fleste af spørgsmålene under interviewet blev gentaget 2-3 gange, ligesom [ansøgeren] bad om at gennemføre interviewet på thai, men ambassadens medarbejder forklarede, at det kræves, at interviewet skal foregå på engelsk.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ambassaden anførte, at interviewet blev gennemført på engelsk, at interviewet blev udført ved et personligt fremmøde, og at [ansøgeren] efter interviewet afgav bemærkninger til ambassadens noterede svar og til selve interviewet, som blev noteret på interviewudskriften.

    Udlændingenævnet henviser yderligere til, at efter praksis sker et interview med henblik på at vurdere formålet med en ansøgning om opholdstilladelse og ansøgerens sprogkundskaber, og at interviewet finder sted ved et personligt fremmøde (i nogle tilfælde ved et videomøde) hos de danske repræsentationer i udlandet.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at Udenrigsministeriet, herunder de danske repræsentationer i udlandet, bistår de danske udlændingemyndigheder med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandling af sager efter udlændingeloven, jf. udlændingelovens § 46 b, hvorfor oplysninger, f.eks. interviews, indhentet af en repræsentation til brug for behandling af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke nødvendigvis skal efterprøves af udlændingemyndighederne, før de kan lægges til grund for en afgørelse om opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at ændre vurderingen af sagen på baggrund af den til støtte for klagen anførte kritik af ambassadens medarbejder under interviewet.

    Udlændingenævnet har lagt til grund, at ambassaden og dennes medarbejdere er kompetente til at udføre sprog- og formålsinterviews i forbindelse med ansøgninger om opholdstilladelse, ligesom et sådant interview og de stillede spørgsmål er nøje tilrettelagt og udviklet med henblik på at afdække en ansøgers niveau i engelsk.

    Udlændingenævnet har endvidere noteret, at [værtsfamiliens] klage over ambassadernes medarbejder og interviewet allerede blev håndteret af ambassaden.

    Udlændingenævnet henviser til, at sprogkravet stilles til en au pair-ansøger, fordi det er afgørende, at au pairen og værtsfamilien kan forstå hinanden, og at sprogkravet sikrer, at au pairen forstår sin kontrakt, sine rettigheder og pligter, hvilket beskytter begge parter mod misforståelser eller uretfærdig behandling under opholdet. Desuden er et fælles sprog mellem au pairen og værtsfamilien en forudsætning for at opfylde forventninger til børnepasning, huslige pligter og daglig planlægning, ligesom at tilstrækkelige sprogkundskaber er en forudsætning for, at au pairen på egen hånd vil kunne begå sig uden for værtsfamiliens hjem, f.eks. handle ind, tage offentlig transport eller interagere med lokalsamfundet. Ligeledes skal au pairen kunne kommunikere med værtsfamiliens børn og børnenes venner på samme sprog for at skabe tryghed for børnene, og at det er essentielt, at au pairen, hvis der opstår en nødsituation, kan tale og forstå engelsk for at kommunikere med landets myndigheder, politiet, læger osv.

    Det til klagen anførte og indsendte er indgået i Udlændingenævnets vurdering, men kan ikke føre til en ændret vurdering af, at [ansøgeren] ikke på det foreliggende grundlag kan antages at tale engelsk i et omfang, der gør, at hun vil kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2024 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 13-12-2024



    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en irakisk statsborger, der søgte om opholdstilladelse efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 om unionsborgerskabet, under henvisning til sit herboende mindreårige danske statsborgerbarn, og som havde en gyldig opholdstilladelse i Italien.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren, som er irakisk statsborger, søgte i december 2023 om familiesammenføring med sit herboende mindreårige danske statsborgerbarn, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. TEUF art. 20. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2024 ansøgeren afslag på familiesammenføring med sit danske statsborgerbarn, da ansøgeren havde en gyldig opholdstilladelse som flygtning i Italien. Udlændingestyrelsen lage vægt på, at familien derfor kunne udøve deres familieliv i Italien, og at det danske statsborgerbarn ikke ville være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren klagede i februar 2024 over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsens afgørelse

    ”Vi har vurderet, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for at du kan blive meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af en afledt opholdsret i henhold til TEUF art. 20.

    Det følger af EU-Domstolens praksis, at det er en betingelse for at aflede en opholdsret, at der er tale om et kvalificeret afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og tredjelandsstatsborgeren.

    Det følger også af EU-Domstolens praksis, at såfremt unionsborgeren bor med begge sine forældre, foreligger der en afkræftelig formodning for, at der består et sådan afhængighedsforhold, der kan danne grundlag for en opholdsret, såfremt der er tale om et reelt og stabilt familieliv.

    Det er ligeledes en betingelse, at det kvalificerede afhængighedsforhold – samt det reelle og stabile familieliv i tilfælde af samboende forældre - skal være af sådan karakter, at den danske statsborger reelt vil være nødsaget til at forlade Unionens område med tredjelandsborgeren, såfremt opholdsret nægtes.

    Vi har lagt til grund, at du har opholdstilladelse i Italien, der er gyldig til den 4. april 2028.

    Det forhold, at vi lægger til grund, at der er tale om et reelt og stabilt familieliv, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Vi har herved lagt vægt på, at da du har opholdstilladelse i Italien, kan I henvises til at udleve jeres familieliv i Italien, og at jeres barn således ikke vil stå i en særlig sårbar situation og være nødsaget til at forlade Unionens område, når du meddeles afslag på opholdstilladelse.

    Udlændingestyrelsen skal vejlede dig om muligheden for at søge om opholdstilladelse i Danmark efter reglerne om ægtefællesammenføring, når du har en ægtefælle eller fast samlever i Danmark. Der er visse krav i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen for eksempel kravet om gebyrbetaling, og at ansøgningen ved ophold i Danmark skal være indgivet på et lovligt ophold. Herudover skal du og din ægtefælle/samlever som udgangspunkt opfylde de almindelige betingelser for ægtefællesammenføring.”


    Udlændingenævnets afgørelse

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af [...] februar 2024 af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet henviser i det hele til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse således tillagt det afgørende vægt, at [ansøgerens] barn, der er dansk statsborger, ikke vil være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med [ansøgeren] og sin mor, der ligeledes er dansk statsborger, hvis [ansøgerens] nægtes ret til ophold i Danmark, idet [ansøgeren] på nuværende tidspunkt har en gyldig opholdstilladelse i Italien som flygtning, og der ikke er oplyst om hindringer for, at familien samlet vil kunne indrejse og tage ophold i Italien. Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse tillagt det vægt, at der ikke er indsendt dokumentation for, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt ikke har en gyldig opholdstilladelse i Italien.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til EU-Domstolens dom i sag C-528/21, M.D. mod Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Budapesti és Pest Megyei Regionális Igazgatósága, idet EU-Domstolen i dommen udtaler, at det forhold, at der på tidspunktet for inddragelsen forelå en gyldig opholdstilladelse i et andet EU-land har den betydning, at en inddragelse ikke reelt synes at kunne tvinge det mindreårige barn og barnets mor til at forlade Unionens område som helhed, idet der ikke er noget, der tydede på, at det var umuligt for disse unionsborgere at opholde sig lovligt i det andet EU-land. Udlændingenævnet henviser til dommens præmis 62.

    Udlændingenævnet har også inddraget konklusionerne i EU-Domstolens dom af 4.12.1974, sag C-41/74, van Duyn, præmis 22, i grundlaget for vurderingen, men finder, at dommens betoning af det folkeretlige princip om, at en stat ikke må nægte egne statsborgere adgang til sit område og ophold dér, ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] kæreste og parrets fællesbarn ikke forbydes indrejse og ophold i Danmark som følge af nærværende afgørelse, men at konsekvensen af, at de EU-retlige regler ikke kan medføre en afledt opholdsret til [ansøgeren] bliver, at familien som samlet enhed ikke kan udøve sit faste familieliv i Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at familien kan udøve familielivet som samlet enhed fra Italien og henviser i øvrigt til vejledningen nedenfor i forhold til muligheden for at ansøge om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, med henblik på en prøvelse af, om der kan meddeles en opholdstilladelse til [ansøgeren] medfør af de nationale udlændingeregler. Udlændingenævnet bemærker, at nævnet ikke herved har taget stilling til, om [ansøgeren] kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens bestemmelser.

    Det er ligeledes indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] aktuelt udøver et familieliv med sit barn og sin kæreste omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv, og at barnets tarv skal tilgodeses i alle foranstaltninger vedrørende børn i medfør af FN´s Børnekonventions artikel 3.

    Udlændingenævnet har imidlertid foretaget en samlet afvejning af sagens omstændigheder i lyset af hensynet til barnets tarv i medfør af FN´s Børnekonventions artikel 3, stk. 1 og 2, og artikel 9, det vil sige [ansøgerens barns] ret til beskyttelse og omsorg og hans ret til ikke at blive adskilt fra sine forældre, ligesom Udlændingenævnet har foretaget en vurdering af retten til respekt for privatliv og familieliv i medfør af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgerens barn] er 1 år gammel, at han er dansk statsborger, og har opholdt sig i Danmark siden sin fødsel med sin mor, men at hans tilknytning til Danmark på nuværende tidspunkt ikke er af en sådan karakter, at hensynet til hans tarv og privatlivsinteresser taler afgørende imod at nægte [ansøgeren] opholdsret med henvisning til en gyldig opholdstilladelse i Italien. Det er således Udlændingenævnet vurdering, at familielivet mellem [ansøgeren], dennes kæreste og parrets fællesbarn kan udøves fra Italien.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.


  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2024 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

    Dato: 11-12-2024

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger, der søgte om opholdstilladelse efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 om unionsborgerskabet under henvisning til sine herboende mindreårige danske statsborgerbørn.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, der er syrisk statsborger med opholdstilladelse i Tyrkiet, søgte i oktober 2023 om familiesammenføring med sine herboende to mindreårige børn, der er danske statsborgere, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. TEUF art. 20. Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2024 ansøgeren afslag på familiesammenføring med sine to danske statsborgerbørn, da Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var tale om et reelt og stabilt familieliv, som kunne danne grundlag for en afledt opholdsret efter TEUF artikel 20. Ansøgeren klagede i januar 2024 over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.

    EU-Domstolen afsagde den 5. maj 2022 dom i de forenede sager C-133/15, C-451/19 og C- 532/19, XU og QP. Dommen vedrører de situationer, hvor der efter EU-Domstolens praksis i henhold til artikel 20 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) om unionsborgerskabet undtagelsesvist skal meddeles opholdsret til en tredjelandsstatsborger efter EU-retten, hvis der mellem unionsborgeren og tredjelandsstatsborgeren består et afhængighedsforhold af en sådan karakter, at unionsborgeren vil være nødsaget til at forlade unionens område sammen med tredjelandsstatsborgeren, hvis tredjelandsstatsborgeren nægtes ret til ophold.

    EU-Domstolen har i dommen angivet nogle kriterier for vurderingen af opholdsretten til en forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn. Det følger heraf, at der - når et mindreårigt unionsborgerbarn har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn – gælder en formodning for, at der er et afhængighedsforhold mellem barnet og dennes tredjelandsforælder, der kan danne grundlag for en afledt opholdsret i medfør af TEUF artikel 20 til tredjelandsforælderen.

    Udlændingenævnet anser det efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger for stridende mod TEUF artikel 20, jf. C-133/15, C-451/19 og C-532/19, XU og QP, at meddele [ansøgeren] afslag på afledt opholdsret i Danmark med henvisning til, at der ikke foreligger et reelt og stabilt familieliv mellem [ansøgeren], [ansøgerens ægtefælle], og deres fællesbørn, som er danske statsborgere.

    Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] og [ansøgerens ægtefælle] har indgået ægteskab i Tyrkiet, at parret fik deres første fællesbarn den […] juli 2021, at parret fik deres andet fællesbarn den […] juli 2022, at børnene siden fødslen regelmæssigt har besøgt deres far sammen med deres mor, idet det ved passtempler samt fotos er dokumenteret, at familien har opholdt sig i Tyrkiet hos [ansøgeren] flere gange om året i flere måneder forud for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring indgivet den […] oktober 2023.

    Det er herunder dokumenteret, at [ansøgerens ægtefælle] og børnene senest er indrejst i Tyrkiet den […] juni 2024, at de efter oplyste fortsat opholder sig i Tyrkiet, og at de således på nuværende tidspunkt sammenhængende har opholdt sig hos [ansøgeren] i omtrent 6 måneder, hvor de har levet sammen som en samlet familieenhed.

    Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse ligeledes lagt vægt på, at børnene er henholdsvis 3 og 2 år gamle, og at de således har levet som en del af en samlet familieenhed med begge deres forældre i Tyrkiet i størstedelen af deres liv.

    Det forhold, at parret i nogle perioder har levet adskilt, udelukker ikke i sig selv, at der foreligger et kvalificeret afhængighedsforhold mellem [ansøgeren] og børnene, og nævnet lægger efter det anførte til grund, at [ansøgeren] har taget del i den retlige, økonomiske og følelsesmæssige forsørgelse af begge sine børn, herunder særligt under deres ophold i Tyrkiet.

    Udlændingenævnet finder derfor, at der mellem [ansøgeren] og børnene foreligger et kvalificeret afhængighedsforhold, og at begge børn vil være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis [ansøgeren] nægtes opholdsret i Danmark, og at han følgelig kan aflede en opholdsret fra sine børn i medfør af TEUF artikel 20 om unionsborgerskabet.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan meddele [ansøgeren] opholdstilladelse i Danmark på baggrund af TEUF artikel 20, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2024 – Visum – Formål ej godtgjort

    Dato: 18-11-2024

    Et flertal i Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dansk Schengenvisum vedrørende en statsborger fra Tyrkiet.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren indgav i april 2024 ansøgning om dansk Schengenvisum til et turistophold på 7 dage. Ansøgeren oplyste at skulle besøge København og Malmø sammen med en ven, der ville indrejse fra et andet europæisk land. Ansøgeren var ikke i stand til at afgive en nærmere beskrivelse af rejseplanen, idet han oplyste, at vennen stod for planlægning af rejsen.

    I maj 2024 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på udstedelse af turistvisum, idet styrelsen vurderede, at ansøgeren ikke havde godtgjort formålet med rejsen, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a, ii, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1.

    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ” Vores afgørelse er truffet efter artikel 32, stk. 1, litra a, ii, i visumkodeks og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1. Du kan læse mere i bilaget Regler og praksis.

    Vi vurderer, at du ikke har godtgjort formålet med det forventede ophold i Danmark eller de øvrige Schengenlande.

    Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du ikke har kunne redegøre for de steder og turistattraktioner, du skal besøge under dit ophold. Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at du har bemærket til ambassaden i Ankara, at du og din ven vil beslutte, hvad I skal se i København når I kommer dertil.

    Det forhold, at du har oplyst, at du har overladt det til din ven at beslutte, hvilke seværdigheder I skal se i København, kan ikke føre til en ændret vurdering. Vi bemærker, at det med rimelighed må kunne forventes af en visumansøger, at denne kan redegøre for formålet med opholdet som turist, herunder oplyse hvilke specifikke steder og attraktioner visumansøgeren ønsker at se eller opleve under visumopholdet.

    Vi har vurderet, at der ikke er humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at du kan få et nationalt begrænset visum til Danmark (VLTV).

    Vi bemærker, at vi ikke har fundet, at der er oplysninger i sagen, der giver anledning til at behandle ansøgningen efter de særlige EU-regler om udstedelse af visum til familiemedlemmer til EU-borgere, jf. bl.a. visumbekendtgørelsens § 9.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnets flertal fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] maj 2024 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnets flertal er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen, idet Udlændingenævnets flertal har vurderet, at du ikke har godtgjort formålet med og vilkårene for det forventede ophold i Danmark, jf. artikel 32, stk. 1, litra a, ii, i visumkodeks og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1, og § 13.

    Det forhold, at du i forbindelse med klagen har oplyst, at du var på arbejde, da du blev ringet op i forbindelse med interviewet, hvorfor du ikke kunne give uddybende svar, kan ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at du under telefonsamtalen med Den Danske Ambassade i Ankara, Tyrkiet, ikke har givet udtryk for, at du var på arbejde og derfor ikke kunne uddybe dine svar i telefonen. Udlændingenævnets flertal har dertil lagt vægt på, at du over for ambassaden oplyste, at du ikke kender meget til København, men at du vil følge din vens planer for opholdet. Udlændingenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at du må antages at være til rådighed for evt. spørgsmål, og at du bør kunne redegøre for de helt overordnede linjer i dine rejseplaner, herunder nævne seværdigheder, som du ønsker at se i Danmark.

    Det forhold, at du i forbindelse med klagen har oplyst, at formålet med rejsen til Danmark var at fejre din fødselsdag, og at du havde foretaget research i forbindelse med rejsen, kan ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnets flertal har herved lagt vægt på, at disse oplysninger ikke ændrer det forhold, at du over for ambassaden ikke kunne redegøre for, hvad du ville se og opleve i Danmark.

    Det kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en anden vurdering, at du tidligere har fået udstedt Schengenvisum i Nederlandene, og at du har overholdt betingelserne for dette visum.

    Udlændingenævnets flertal finder endelig, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 4. november 2024 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 04-11-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Tyrkiet.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren havde siden august 2006 haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I januar 2024 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af hendes tidsbegrænsede opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1 og 2, begrundet i, at klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og at hun havde været udrejst af Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] januar 2024.

    Udlændingenævnet finder forsat, at [klagerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, er bortfaldet, fordi [klageren] ved sine egne handlinger har vist, at hun ønskede at opgive sin bopæl i Danmark og frivilligt flyttede til Tyrkiet sammen med sine 4 børn, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Ligeledes er [klagerens] opholdstilladelse bortfaldet, fordi [klageren] har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, da hun ifølge CPR-registret og sine egne oplysninger udrejste af Danmark til Tyrkiet den […] august 2017.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] selv anmeldte sin flytning til udlandet, og at hun i 2017 bevidst valgte at flytte til Tyrkiet uden sin ægtefælle, men sammen med deres 4 børn, som på udrejsetidspunktet var henholdsvis 11, 8, 4 og 3 år gamle, for at børnene kunne lære deres modersmål.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik i Udlændingestyrelsens afgørelse om forlængelse af [klagerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse af november 2015, at tilladelsen var gyldig til den […] oktober 2020, at [klageren] skulle ansøge om forlængelse af opholdstilladelsen inden den udløb, og at tilladelsen ville bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun har længerevarende ophold uden for Danmark.

    På den baggrund må det derfor have stået [klageren] klart, at det kunne få konsekvenser for hendes opholdsgrundlag i Danmark, hvis hun ikke ansøgte om forlængelse af opholdstilladelsen, inden den […] oktober 2020, og/eller hvis hun opgav sin bopæl i Danmark og havde længerevarende ophold i udlandet.

    Udlændingenævnet har også tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsen ved afgørelsen af […] november 2018 besluttede, at [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, kunne bevares, hvis [klageren] senest den […] december 2018 indrejste og tilmeldte sig folkeregisteret, at hun ikke indrejste i Danmark i forbindelse med afgørelsen, at hun selv valgte at blive i Tyrkiet, og at hun havde opholdt sig uden for Danmark i knap 6 år.

    I forhold til oplysningerne om, at [klageren] på grund af covid-19 pandemien ikke kunne komme til Danmark, skal Udlændingenævnet henvise til, at de første tilfælde af covid-19 blev registreret i januar 2020, hvorfor [klageren] ikke var forhindret i at indrejse i Danmark i november-december 2018.

    Yderligere har Udlændingenævnet lagt vægt på den af [klageren] udviste passivitet i form af den tid, der forløb mellem Udlændingestyrelsens afgørelse af […] november 2018, [klagerens] henvendelse til Udlændingestyrelsen i oktober 2021 vedrørende vejledning om en ny ansøgning om familiesammenføring og [klagerens] ansøgning om turistvisum i juli 2022.

    Udlændingenævnet finder, at da [klageren] ikke har søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, inden den udløb, er [klagerens] opholdstilladelse i Danmark ikke længere gyldig, og at hun derfor ikke kan få dispensation fra bortfald af denne, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    Uanset om [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, stadig måtte være gyldig, finder Udlændingenævnet stadig ikke, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hendes tidsbegrænsede opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet finder desuden, at [klageren] ikke kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der er grundlag for at meddele dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse på baggrund heraf.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at [klageren], som er tyrkisk statsborger, i august 2006 fik opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, at hun har opholdt dig i Danmark i ca. 11 år, at hun ikke var i beskæftigelse i Danmark forud for udrejsen til Tyrkiet, da hun modtog sociale ydelser, og at på trods af, at hun i 2011 tog Prøve i Dansk 2, har deres børn efter det oplyste i visumansøgningen næsten glemt dansk.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at [klagerens] opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet har også vurderet, om bortfald af [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Udlændingenævnet har ikke vurderet, om det vil være en overtrædelse af Danmarks internationale forpligtelser i relation til EU-retten at anse [klagerens] opholdstilladelse for bortfaldet, fordi hun allerede er meddelt en afledt opholdsret efter EU-retten på grundlag af TEUF artikel 20.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at bortfald af [klagerens] opholdstilladelse ikke er i strid med retten til familieliv, som følger af EMRK artikel 8, idet hun er meddelt en afledt opholdsret, og dermed kan hun opholde dig lovligt i Danmark sammen med sine 4 børn.

    Udlændingenævnet finder endelig, at bortfald af [klagerens] opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelsen af hendes ret til privatliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, idet hun på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke har skabt den personlige, sociale og økonomiske tilknytning til Danmark, som udgør beskyttet privatliv i konventionens forstand.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at reglerne i udlændingeloven har til formål at sikre og opretholde en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrationskontrol, samt hensynet til den offentlige orden er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2.

    På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

    Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændigheder i sagen finder Udlændingenævnet, at bortfald af [klagerens] opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke vil medføre et indgreb i retten til privatliv, og at bortfaldet af opholdstilladelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgrebet. Derfor vil det ikke være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, eller mod hensyn af humanitær karakter at anse [klagerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. oktober 2024 – Administrativ udvisning – Offentlig orden – Indrejseforbud – EU-regler

    Dato: 14-10-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Polen

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren indrejste i Danmark i 2022. Klageren blev i juni 2024 anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, idet klageren havde opholdt sig i en utrygskabende teltlejr. Klageren erkendte forholdet og modtog en udenretlig bøde herfor.

    Klageren var kendt i politiets systemer, idet klageren i 2022, 2023 og 2024 bl.a. var sigtet for husfredskrænkelse og bortvist fra forskellige offentlige og private steder.

    Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Polen, og at du for ca. 2 år siden indrejste i Danmark.

    Vi har endvidere lagt vægt på, at du er kendt i politiets systemer for blandt andet overtrædelse af den offentlige orden, sikkerheds- eller sundhedsmæssige forhold, og at du har erkendt forholdene og vedtaget udenretlige bøder på i alt 1000 kr.

    Vi har vurderet, at denne udvisning af dig med indrejseforbud i 2 år ikke er uforenelig med EU-reglerne og dermed med EU-domstolens praksis vedrørende udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne. Vi har herved lagt vægt på, at du ud fra sagens samlede omstændigheder udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, da opretholdelsen af den offentlige orden, sikkerhed og sundhed vurderes at være en grundlæggende samfundsinteresse.

    Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Udlændingestyrelsen har ved vurderingen af udlændingelovens § 26 lagt vægt på, at du er statsborger i Polen, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie eller lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende.”

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juni 2024 af de grunde, som styrelsen har anført. [Klageren] udvises således af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis hensynet til den offentlige orden, forholdet til fremmede magter, sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde eller hensynet til Schengenlandenes offentlige orden tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises på grund af hensynet til Schengenlandenes offentlige orden eller forholdet til fremmede magter. Det fremgår af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3.

    Udlændingenævnet henviser videre til, at en EU-statsborger med lovligt ophold alene kan udvises på baggrund af forstyrrelse af den offentlige orden, såfremt dette må anses for foreneligt med EU-retten. Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, skal foranstaltninger om begrænsning af den frie bevægelighed og ophold truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og foranstaltningerne kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Det følger endvidere, at den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

    Det til klagen anførte, herunder at [klageren] ikke kan udvises på baggrund af hensynet til den offentlige orden, at han alene har overtrådt ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, og at [klagerens] adfærd ikke anses for at udgøre en reel umiddelbar og tilstrækkelig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at såfremt betingelserne for udvisning er opfyldt kan der ske udvisning af en EU borger af hensynet til den offentlige orden i Danmark, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 3. Det følger af bestemmelsens forarbejder, hvoraf fremgår, at bl.a. EU borgere ikke kan udvises af hensyn til den offentlige orden i andre Schengenlande, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har på den baggrund lagt vægt på, at [klageren] er udvist af Danmark, idet han […] juni 2024 blev antruffet af [politiet] på en adresse […], hvor han og to andre mænd boede i en teltlejr i buskads.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at [klageren] som anført i Udlændingestyrelsens afgørelse har en længere historik hos politiet, herunder en sag i 2023 vedr. husfredskrænkelser, som blev afgjort ved bøde, og en sag også fra 2023 vedrørende ophold i en utrygskabende lejr […], som ligeledes blev afgjort ved bøde. Herudover ses [klageren] i adskillige tilfælde bortvist fra lokationer […] i 2022, 2023 og 2024.

    Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at forholdet ikke er af tilfældig karakter eller med begrænset skadevirkning, at grovheden af det udøvede forhold vægter tungere end [klagerens] ret til fri bevægelighed som EU-borger, og at udvisningen dermed anses som proportional af hensynet til den offentlige orden.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2024 – Administrativ udvisning – Husfredskrænkelser – Indrejseforbud

    Dato: 11-10-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud til Schengenområdet af en statsborger fra Sydkorea.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i juni 2024 antruffet af politiet efter, at politiet havde modtaget en anmeldelse om, at klageren havde indfundet sig på anmelderens bopæl og havde nægtet at forlade stedet. Anmelderen havde over for politiet oplyst, at klageren tidligere havde opsøgt anmelderen på anmelderens arbejdsplads samt anmelderens forældres adresse. Klageren blev herefter sigtet og anholdt for husfredskrænkelse. Klageren erkendte forholdene, og betalte to bøder herfor.

    Klageren var indrejst i Danmark i maj 2024, og havde over for politiet oplyst, at hendes formål med at være i Danmark var at være sammen med anmelderen.

    Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Sydkorea, og at du […] maj 2024 indrejste i Danmark. ¨

    Vi har endvidere lagt vægt på, at du […] juni 2024 er blevet antruffet af [politiet] på [en adresse] i forbindelse med flere anmeldelser af husfredskrænkelse.

    Vi har endvidere lagt til grund, at politiet herudover […] juni 2024 har modtaget en anmeldelse om, at du gik rundt i anmelders have, hvorefter du blev bortvist fra stedet.

    Vi har herudover lagt vægt på, at du erkender forholdene og har vedtaget to udenretlige bøder på i alt 4.000 kr. for forholdene.

    Ved afgørelsen har vi lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at der er tale om gentagne husfredskrænkelser, og at du har opsøgt anmelder samt anmelders familie gentagne gange over flere år.

    Vi har herudover lagt vægt på, at du har været uønsket på stedet og gentagne gange er blevet bedt om at forlade stedet, hvilke opfordringer du ikke har efterkommet.

    Det er på den baggrund Udlændingestyrelsens samlede vurdering, at hensynet til den offentlige orden tilsiger, at du ikke bør have ophold her i landet.

    Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Udlændingestyrelsen har ved vurderingen af udlændingelovens § 26 lagt vægt på, at du er statsborger i Sydkorea, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie eller lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende.

    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juni 2024 af de grunde, som styrelsen har anført. [Klageren] udvises således af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Med indrejseforbuddet forbydes indrejse og ophold i alle EU-lande (undtaget Irland) og de Schengenassocierede lande (Norge, Liechtenstein, Schweiz og Island) (Schengenområdet).

    [Klageren] er således blevet registreret i Schengeninformationssystemet (SIS), jf. udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 8.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis hensynet til den offentlige orden, forholdet til fremmede magter, sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde eller hensynet til Schengenlandenes offentlige orden tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2024 – Au pair – Samme nationalitet som et eller flere medlemmer af værtsfamilien

    Dato: 03-10-2024

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark som au pair, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, til en statsborger fra Filippinerne.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Det fremgik af sagen, at [ansøgeren] er filippinsk statsborger, at hun taler filipino, ilonggo og engelsk, at [værtsfaderen] og familiens børn er danske statsborgere, at [værtsmoderen] er filippinsk statsborger, og at værtsfamilien taler dansk, engelsk og filipino. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i januar 2024 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark som au pair, idet [ansøgeren] og [værtsmoderen] begge er filippinske statsborgere, at [ansøgeren] og værtsfamilien taler samme sprog, og at [ansøgeren] således ikke vil få et tilstrækkeligt kulturelt og sprogligt udbytte af et au pair-ophold i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse.

    Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien under henvisning til, at hun og [værtsmoderen] begge er filippinske statsborgere og deler samme kultur, at [ansøgeren] vil tale llonggo med [værtsmoderen] og værtsfamiliens børn, og at [ansøgeren] derfor ikke vil få et tilfredsstillende udbytte af et au pair-ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, jf. § 1, jf. § 3, stk. 1, nr. 5, jf. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1721 af 17. december 2023 om meddelelse af opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold (au pair-bekendtgørelsen).

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen vægt på, at [værtsfaderen] og værtsfamiliens 4 børn er danske statsborgere, at der efter det oplyste ikke tales llonggo i hjemmet hos værtsfamilien, da børnene ikke forstår sproget, at værtsfamilien primært taler dansk, og at [værtsmoderen] siden januar 2014 har haft ophold i Danmark og går på HF for efterfølgende at uddanne sig til laborant.

    Udlændingenævnet finder derfor, at værtsfamiliens forhold taler for, at [ansøgeren] i fornødent omfang vil kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af sit au pair-ophold i Danmark henset til, at værtsfamilien samlet set har en sådan væsentlig tilknytning til det danske samfund, at værtsforældrene må antages at kunne formidle dansk sprog og kultur, jf. au pair-bekendtgørelsens § 4, nr. 2, litra c.

    Udlændingenævnet har afslutningsvis tillagt det vægt, at SIRI i 2022 meddelte opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1, som au pair hos værtsfamilien til en filippinsk statsborger, som i perioden fra august 2022 til oktober 2023 boede og fungerede som au pair hos værtsfamilien, hvorfor værtsfamilien kan antages at have en berettiget forventning om, at [værtsmoderens] nationalitet ikke i sig selv er til hinder for, at der gives opholdstilladelse til en au pair fra Filippinerne.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen