Søg direkte i afgørelserne

Forrige
Side 1 af 123
Næste

  • Dato: 03-10-2023

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2023 - Ganske særlige grunde - Somalia - Identitet og slægtskab via DNA-undersøgelse

    Dato: 28-09-2023

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til en kvinde og 3 børn fra Somalia, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til herboende, som også var fra Somalia.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Referencen havde tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark på baggrund af samvær med 2 mindreårige særbørn. Ansøgeren og referencen havde efter det oplyste 5 børn sammen, hvoraf 3 af børnene havde søgt om familiesammenføring til referencen sammen med deres oplyste mor. Der var under sagen indsendt de ansøgende børns somaliske fødselsattester som dokumentation for børnenes identitet og som dokumentation for, at der var tale om fællesbørn. Udlændingestyrelsen anerkendte ikke de indsendte fødselsattester fra Somalia.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ” Udlændingenævnet hjemviser sagerne til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at referencen og ansøgeren har 5 børn sammen, hvoraf 3 af børnene sammen med ansøgeren har søgt om familiesammenføring til referencen.
    I den forbindelse har Udlændingenævnet tillagt det betydelig vægt, at referencen og ansøgeren efter bedste evne har forsøgt at dokumentere børnenes identitet, herunder at der er tale om fællesbørn, ved at indsende børnenes somaliske fødselsattester, som Danmark imidlertid ikke kan anerkende, idet Somalia ikke siden 1991 har haft en central regering.
    Udlændingenævnet har ved en gennemgang af sagen videre lagt vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i en række sager vedrørende fortolkningen af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) har taget konkret stilling til, om og hvornår der kan anses for at være etableret et beskyttelsesværdigt familieliv mellem et ugift par, der ikke er samlevende, og som har fået et barn sammen eller på anden måde har udtrykt en forpligtelse over for hinanden samt EMD´s praksis vedrørende fortolkningen af familielivsbegrebet med udgangspunkt i barnets tarv.
    Udlændingenævnet hjemviser således sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen iværksætter DNA-undersøgelser for at fastlægge, om de 3 ansøgende børn er fællesbørn af referencen og ansøgeren.
    Udlændingenævnet finder det beklageligt, at 2 af de ansøgende børn har fået afslag på familiesammenføring under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 20.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen har tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af samvær med sine 2 herboende særbørn. Referencen opfylder således ikke krav om bestemt type opholdsret i § 9, stk. 1, nr. 2, hvorfor styrelsen rettelig skulle have vurderet, hvorvidt 2 af de ansøgende børn kan meddeles opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærker hertil, at Udlændingestyrelsen meddelte det 3. ansøgende barn afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet barnet på ansøgningstidspunktet var 15 år.
    Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagerne. ”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2023 – Ægtefællesammenføring – Danmark nærmest til at beskytte familieliv

    Dato: 28-09-2023

    I september 2023 ændrede Udlændingenævnet delvist Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Irak, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende samlever.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Herboende havde siden 2008 haft humanitær opholdstilladelse i Danmark, som senest var forlænget til 2028. Ansøgeren var afvist asylsansøger og havde aldrig haft et opholdsgrundlag i Danmark. Referencen og ansøgeren havde 3 børn sammen, som var født i Danmark i henholdsvis 2016, 2019 og 2021. Ansøgeren var i 2014, 2015 og 2017 meddelt afslag på privat indkvartering hos referencen og deres 3 fællesbørn. Fra primo 2017 til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i september 2023 var ansøgeren flere gange blevet politianmeldt grundet mistanke om manglende overholdelse af opholdspligt på et asylcenter.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse for så vidt angår udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
    Udlændingenævnet konstaterer, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at der ikke er ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet styrelsen ikke har modtaget de nødvendige oplysninger for at vurdere, om ansøgeren, referencen og deres 3 fællesbørn har etableret et familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
    Udlændingenævnet konstaterer endvidere, at Udlændingestyrelsen i den forbindelse har lagt vægt på, at det ikke er oplyst, hvornår og hvor ansøgeren, referencen og deres 3 fællesbørn har boet sammen som familie.
    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har fået 3 børn sammen i Danmark, som er født henholdsvis i 2016, 2019 og 2021, og som på nuværende tidspunkt er henholdsvis 6, 4 og 1 år.
    Udlændingenævnet har i afgørelsen endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencens 3 fællesbørn ifølge CPR er født i Danmark og i hele perioden har været registrerede som værende boende på adressen, X, at ansøgeren har fået afslag på privat indkvartering hos referencen og parrets fællesbørn i 2014, 2015 og 2017, og at ansøgeren fra primo 2017 til dags dato løbende er blevet politianmeldt grundet mistanke om manglende overholdelse af opholdspligt på et asylcenter.
    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at ansøgeren og referencen har forpligtet sig over for hinanden i sådan grad, at de kan anses for at have etableret et familieliv omfattet af EMRK artikel 8, da de har forsøgt at få tilladelse til at bo sammen som familie i form af ansøgninger om privatindkvartering i perioden fra 2014 til 2017, at de i denne periode har fået 3 børn sammen, og at de på det grundlag må anses for de facto at have udøvet et familieliv fra i hvert fald primo 2017 til nu.
    Udlændingenævnet finder videre, at Danmark er nærmest til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren, referencen og deres 3 fællesbørn ikke har mulighed for at udøve deres familieliv i Irak eller i et andet land end Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, referencen og deres 3 fællesbørn alle er irakiske statsborgere, at referencen siden 2008 har haft humanitær opholdstilladelse her i landet efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som senest er blevet forlænget til 2028, at fællesbørnene har opholdstilladelse i Danmark på baggrund af deres far, og endelig, at det ikke kan afvises at parrets ældste barn, har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, idet hun ifølge CPR er født her i landet og ikke har været registreret som værende udrejst af Danmark (i længere perioder).
    Det er således Udlændingenævnets vurdering, at det vil være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 og det generelle princip om proportionalitet, at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som familiesammenført til referencen.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen meddeler ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. ”

    (…)

    ” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af juni 2023 for så vidt angår udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, dog med en ændret begrundelse.
    Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
    Udlændingenævnet vurderer, at referencen ikke opfylder kravet om rette opholdsgrundlag, idet referencen har opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, som er gyldig til 2028.
    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, omend med en anden begrundelse. ”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2023 – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet – Barn med mulig selvstændig tilknytning

    Dato: 25-09-2023






    Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2023 – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet – Barn med mulig selvstændig tilknytning

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af behandling af et mindreårigt barns ansøgning om familiesammenføring med hans far, da der ikke var indbetalt gebyr til styrelsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som er født i maj 2015, og som er statsborger i Bangladesh, ansøgte i januar 2023 om familiesammenføring med sin herboende far, referencen, der ligeledes er statsborger i Bangladesh. Ansøgeren var født i Danmark, og han havde på ansøgningstidspunktet en gyldig opholdstilladelse udstedt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) som medfølgende barn efter udlændingelovens § 9 m, men denne opholdstilladelse udløb i februar 2023. Udlændingestyrelsen traf i marts 2023 afgørelse om afvisning af ansøgerens ansøgning om familiesammenføring, da der ikke senest samtidig med ansøgningen var indbetalt 10.330 kr. i gebyr, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 8, og da Udlændingestyrelsen vurderede, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, der i medfør af Danmarks internationale forpligtelser kunne begrunde, at ansøgningen kunne indgives gebyrfrit.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i marts 2023 har afvist at behandle ansøgerens ansøgning om familiesammenføring med referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1, da der ikke senest samtidig med ansøgningen er indbetalt 10.330 kr. i gebyr, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 8. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, der i medfør af Danmarks internationale forpligtelser kunne begrunde, at ansøgningen kunne indgives gebyrfrit, da ansøgeren på ansøgningstidspunktet i januar 2023 havde en gyldig opholdstilladelse udstedt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) som medfølgende barn efter udlændingelovens § 9 m. Udlændingestyrelsen bemærkede, at styrelsen ikke havde taget stilling til, hvorvidt ansøgeren eventuelt havde opnået selvstændig tilknytning, da det ikke var dokumenteret, at han ikke kunne få sin opholdstilladelse forlænget, hvorfor han fortsat kunne opholde sig i Danmark og udøve sit familieliv med referencen.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse ophørte i februar 2023, og at hans opholdstilladelse ikke er blevet forlænget.

    Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke havde en gyldig opholdstilladelse, da Udlændingestyrelsen i marts 2023 traf afgørelse om afvisning af behandling af ansøgningen, og at han heller ikke på nuværende tidspunkt har en gyldig opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren er født i maj 2015 og har været bosiddende i Danmark siden fødslen, men at Udlændingestyrelsen på trods heraf ikke har taget stilling til, om han har opnået selvstændig tilknytning.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af udlændingemyndighedernes praksis, at et barn efter 6-7 års sammenhængende lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution/skole, anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at selvom det er muligt for medfølgende familie til udenlandske arbejdstagere, der har opnået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab, at få forlænget deres opholdstilladelse som medfølgende familie i Danmark efter udlændingelovens § 9 m, såfremt visse betingelser er opfyldt, og selvom reglerne for opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem efter udlændingelovens § 9 m er lempeligere end reglerne om opholdstilladelse som familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 og § 9 c, fremgår det hverken af lov nr. 914 af 21. juni 2022, lovforarbejderne til loven (L 155 af 30. marts 2022) eller udlændingeloven i øvrigt, at udlændingelovens § 9 m har forrang.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsen i en udtalelse til Udlændingenævnet har oplyst, at det er styrelsens opfattelse, at det er forholdene på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, som er afgørende for, om gebyrkravet kan fraviges, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 8, jf. stk. 1, idet gebyret skal betales samtidig med indgivelsen af ansøgningen, og at ansøgeren på ansøgningstidspunktet fortsat havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at selvom gebyret som udgangspunkt skal indbetales i forbindelse med ansøgningen, er det ikke alene forholdene på ansøgningstidspunktet, der kan tages i betragtning, når der træffes afgørelse efter udlændingelovens § 9 h, stk. 8, jf. stk. 1, men også forholdene der er til stede, når afgørelsen om gebyrafvisning træffes. Der kan således ikke træffes afgørelse om afvisning af behandling af en sag på grund af manglende gebyrbetaling, hvis sagen på dette tidspunkt ville være gebyrfritaget.

    Udlændingenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det afgørende for, hvornår en sag kan fritages for gebyr, er om Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger, at sagen er gebyrfritaget, hvilket kræver en retlig vurdering af samtlige faktiske oplysninger i sagen, herunder ændrede omstændigheder, indtil tidspunktet for eventuel afvisning af ansøgningen.

    Udlændingenævnet lægger også vægt på, at der fremgår følgende af lovforarbejderne L 87 fremsat den 10. december 2015, punkt 5.4. og 5.5.2.:

    ”5.4 Forslag om ensartet administration ved forkert eller manglende indbetaling af gebyr
    …
    Det indebærer bl.a., at en ansøgning afvises, hvis udlændingen ikke senest samtidig med, at ansøgningen er indgivet, har betalt det påkrævede gebyr for at indgive ansøgning om familiesammenføring efter § 9, stk. 1, eller § 9 c, stk. 1, herunder om forlængelse af en sådan opholdstilladelse, eller gebyr for at indgive ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse på grundlag af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1 eller § 9 c, stk. 1, eller efter §§ 7, 8, 9 b, eller 9 c, stk. 1-3, og udlændingen tidligere har søgt opholdstilladelse efter § 7, eller § 9 e.

    Ansøgningen behandles dog, uanset at der ikke er betalt gebyr, hvis Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne kan tilsige det, jf. afsnit 5.5 og 5.6.

    5.5.2 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
    …
    Yderligere eksempler på, hvornår Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at gebyrkravet skal fraviges, kan være, hvis den herboende ægtefælle har et særbarn i Danmark, som han eller hun har forældremyndighed over eller samværsret med i et vist og regelmæssigt omfang, eller hvis den herboende ægtefælle lider af alvorlig sygdom eller har et alvorligt handicap. Herudover kan det f.eks. være tilfældet, hvis den herboende ægtefælle og den ansøgende ægtefælle har et fællesbarn i Danmark, og barnet har opnået selvstændig tilknytning til Danmark.

    Der vil ikke være tale om en realitetsbehandling af ansøgningen, men derimod om en screening af sagen. Screeningen foretages på baggrund af de foreliggende oplysninger og vil således være baseret på de oplysninger, der fremgår af udlændingemyndighedernes registre, og de oplysninger, der er afgivet i forbindelse med ansøgningen.
    …
    Konstateres det under den indledende screening af ansøgningen om familiesammenføring, at et indbetalt gebyr ikke skulle have været opkrævet som følge af Danmarks internationale forpligtelser, tilbagebetales gebyret i umiddelbar forlængelse heraf. Gebyret skal også tilbagebetales, hvis der i første omgang er opkrævet gebyr for indgivelse af ansøgningen, men hvor det under realitetsbehandlingen af sagen viser sig, at Danmarks internationale forpligtelser tilsiger, at ansøgningen skulle have været tilladt indgivet uden betaling af gebyr. Gebyret skal tilbagebetales i forlængelse af konstateringen af, at ansøgningen skulle have været tilladt indgivet uden betaling af gebyr.”

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at eftersom ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse og fortsat ikke har opholdstilladelse i Danmark, vil en afvisning af hans ansøgning om familiesammenføring med referencen være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis ansøgeren har opnået selvstændig tilknytning til Danmark. Udlændingestyrelsen burde derfor have foretaget en vurdering af, om ansøgeren har opnået selvstændig tilknytning, da ansøgningen i så fald er gebyrfritaget.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.”





  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2023 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – Barns selvstændige tilknytning – Udlændingelovens § 9 m har ikke forrang i forhold til § 9

    Dato: 25-09-2023


    Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2023 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – Barns selvstændige tilknytning – Udlændingelovens § 9 m har ikke forrang i forhold til § 9

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var i august 2013 blevet gift med den herboende reference. Parret havde 3 børn, som var født i henholdsvis juni 2014, oktober 2015 og juli 2019. Det ældste barn havde boet i Danmark i 7 år og har gået i dansk institution. Ansøgeren søgte i oktober 2022 om ægtefællesammenføring med referencen. Ansøgeren havde tidligere haft en opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, men denne opholdstilladelse udløb i december 2022. Familien var på ansøgningstidspunkt alle sammen pakistanske statsborgere, men referencen og børnene blev i juni 2023 danske statsborgere. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2023 ansøgeren afslag på familiesammenføring, da ansøgeren og referencen ikke opfyldte integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8, og da styrelsen ikke vurderede, at der forelå ganske særlige grunde til, at der på trods heraf kunne meddeles opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen fra maj 2023 har vurderet, at det ikke kan føre til en ændret vurdering af ansøgerens sag, at et eller flere af ansøgeren og referencens 3 fællesbørn eventuelt kan have opnået selvstændig tilknytning til Danmark, da ansøgeren ikke har godtgjort, at hun ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), hvorfor det ikke er godtgjort, at hun ikke som hidtil kan udøve sit familieliv med referencen og deres børn i Danmark. Udlændingestyrelsen har i den forbindelse anført, at Folketinget den 8. juni 2022 vedtog en ændring af udlændingeloven (lov nr. 914 af 21. juni 2022), hvorefter medfølgende familie til udenlandske arbejdstagere, der har opnået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab, fortsat vil kunne få forlænget deres opholdstilladelse som medfølgende familie i Danmark, såfremt visse betingelser er opfyldt.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens tidligere opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m udløb i december 2022, og at hun herefter ikke har haft en opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at selvom det er muligt for medfølgende familie til udenlandske arbejdstagere, der har opnået permanent opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab, at få forlænge deres opholdstilladelse som medfølgende familie i Danmark efter udlændingelovens § 9 m, såfremt visse betingelser er opfyldt, og selvom reglerne for opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem efter udlændingelovens § 9 m er lempeligere end reglerne om opholdstilladelse som ægtefællesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, fremgår det hverken af lov nr. 914 af 21. juni 2022, lovforarbejderne til loven (L 155 af 30. marts 2022) eller udlændingeloven i øvrigt, at udlændingelovens § 9 m har forrang i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsen burde have foretaget en vurdering af, om et eller flere af ansøgeren og referencens fællesbørn har opnået selvstændig tilknytning, således at ansøgeren som følge heraf kunne meddeles opholdstilladelse som ægtefællessammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på trods af, at ansøgeren og referencen ikke opfylder integrationskravet i udlændingeloven § 9, stk. 8.

    Udlændingenævnet bemærker, at ansøgeren i forbindelse med klagen har indsendt dokumentation for, at referencen og deres 3 fællesbørn i juni 2023 har erhvervet dansk statsborgerskab. Det er derfor også Udlændingenævnets vurdering, at såfremt Udlændingestyrelsen under den nye behandling af sagen måtte vurdere, at børnene ikke har opnået selvstændig tilknytning til Danmark, skal Udlændingestyrelsen vurdere sagen på ny i lyset af det retlige grundlag vedrørende artikel 20 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), i lyset af den retspraksis, som fremgår af EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.




  • Udlændingenævnets afgørelse af 28.07.2023 – fratagelse af kontante ydelser – afvist asylansøger

    Dato: 12-09-2023

    Udlændingenævnet hjemviste i juli 2023 Hjemrejsestyrelsen afgørelse vedrørende en statsborger fra Somalia, som var blevet frataget sine kontante ydelser.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    ​

    Klageren, som er statsborger i Somalia, blev i 2016 af Udlændingestyrelsen meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til sin ægtefælle. Klageren fik nægtet forlængelse af sin opholdstilladelse i 2017 af Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingenævnet samme år stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse. Klageren ansøgte i 2017 om asyl i Danmark, hvorpå klageren blev meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen i 2019 og meddelt endelig afslag på asyl af Flygtningenævnet i 2020. Hjemrejsestyrelsen vurderede i 2021, at klageren ikke medvirkede til sin udrejse, hvorefter Hjemrejsestyrelsen traf afgørelse om administrative foranstaltninger, herunder afgørelse om fratagelse af dennes kontante ydelser.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Hjemrejsestyrelsen, idet Hjemrejsestyrelsens partshøring og afgørelse ikke i tilstrækkeligt omfang lever op til forvaltningslovens regler om kontradiktion og begrundelse, herunder i relation til henvisning til de særlige omstændigheder, der i henhold til forarbejderne til udlændingelovens § 42 a, stk. 10, ville kunne føre til en ændret vurdering. Det ses således ikke af Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo december 2021, hvorvidt der er foretaget en konkret og individuel vurdering i sagen, jf. forvaltningslovens §§ 19, stk. 1, og 24, stk. 1, samt god forvaltningsskik.

    Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen i deres beslutningsgrundlag ikke i fornødent omfang har foretaget en konkret og individuel vurdering af sagen. Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med en fornyet gennemgang af sagen skal foretage en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, herunder inddrage i partshøring såvel som i begrundelsen om der er særlige omstændigheder, der kan føre til en ændret vurdering.

    Partshøring efter forvaltningslovens § 19 omfatter myndighedens forelæggelse af oplysninger for parten, som denne ikke kan antages at være bekendt med. Herunder falder de særlige omstændigheder, der eventuelt kan føre til en ændret vurdering, så pågældende eventuelt ikke vil få frataget sine kontante ydelser. Forvaltningsmyndigheden skal således oplyse parten, at denne har mulighed for at oplyse om særlige omstændigheder i sagen, såfremt der måtte foreligge nogen.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der ikke er foretaget en fyldestgørende partshøring under samtale af ultimo november 2021, og at der ikke fremgår en fyldestgørende begrundelse i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo december 2021. Det bemærkes, at det ej heller fremgår af sagens akter, at Hjemrejsestyrelsen har forholdt sig til, hvorvidt der foreligger særlige omstændigheder i sagen. Disse særlige omstændighederne kan i henhold til forarbejderne til udlændingelovens § 42 a, stk. 10, være, hvis udlændingen er alvorligt svækket som følge af en livstruende sygdom, eller hvis der er tale om en uledsaget mindreårig asylansøger. Der kan også foreligge andre særlige omstændigheder. Hjemrejsestyrelsen lægger i sin afgørelse af primo december 2021 vægt på, at klageren alene er vejledt om, at fratagelse af kontante ydelser er en konsekvens af, at denne ikke medvirker til sin udrejse. Det er imidlertid i forarbejderne til bestemmelsen gjort klart, at særlige omstændigheder kan føre til en ændret vurdering, hvorfor der i hver enkelt sag skal foretages en individuel og konkret vurdering.

    En part i sagen skal oplyses om muligheden for at fremkomme med de særlige omstændigheder i forhold til partshøring, med henblik på kontradiktion, og eventuelle særlige omstændigheder skal inddrages i begrundelsen med henblik på at begrunde den konkrete afgørelse. Dette ses ikke at være foretaget af Hjemrejsestyrelsen i denne sag. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at klageren i hvert fald under hjemrejsesamtaler medio september 2020 og primo marts 2021 samt ved en samtale ultimo november 2021 har oplyst om helbredsmæssige forhold, som Hjemrejsestyrelsen burde have inddraget i vurderingen. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til, hvorvidt oplysningerne vedrørende klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til en ændret vurdering i sagen. Vi henviser alene til, at oplysningerne skal være en del af beslutningsgrundlaget, hvilket ikke ses, at de har været.

    Udlændingenævnet har derfor sendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan foretage en fornyet vurdering af, hvorvidt klageren med rette blev frataget sine kontante ydelser. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til sagens udfald.

    Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. januar 2023 – – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Børn

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 13. januar 2023 – – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Børn

    Udlændingenævnet hjemviste i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra september 2016 om afslag på opholdstilladelse som medfølgende familie, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en statsborger fra Bangladesh.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    I januar 2019 meddelte SIRI ansøgeren afslag på ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin herboende fader (referencen), jf. udlændingelovens § 9 n, stk. 1, begrundet i, at dokumentationen for forsørgelse i form af posteringer på referencens konto i Danske Bank ansås for konstrueret med henblik på at opnå en opholdstilladelse i Danmark. Referencen havde opholdstilladelse som studerende i landet. I september 2020 ansøgte ansøgeren igen om opholdstilladelse som medfølgende familie til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Referencen havde opholdstilladelse efter etableringskortordningen.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI.
    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt burde meddeles afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse som medfølgende familie til referencen under henvisning til, at ansøgeren uden for landet har begået en lovovertrædelse, som vil kunne medføre udvisning efter udlændingelovens § 22, 23 eller 24.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen på vegne af ansøgeren i september 2020 ansøgte om opholdstilladelse som medfølgende familie til ham, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, på baggrund af hans ansøgning om opholdstilladelse efter etableringskortordningen, at der som dokumentation for forsørgelsen var vedlagt en kopi af referencens ansættelseskontrakt, og at SIRI begrundede sit afslag af september 2020, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, i, at ansøgeren i forbindelse med sin første ansøgning om opholdstilladelse i december 2018 fremlagde forfalsket dokumentation til brug for behandlingen af ansøgningen.

    På grund af de forskellige forsørgelseskrav til ansøgninger om opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1 og § 9 n, stk. 1, finder Udlændingenævnet det efter en konkret vurdering rettest, at styrelsen på ny tager stilling til, om ansøgerens ansøgning opfylder forsørgelseskravet efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1.

    Afslag efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, meddeles, hvis udlændingen uden for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre udvisning efter § 22-24.

    Ansøgeren var 6 måneder gammel, da ansøgningen om opholdstilladelse blev indgivet, og ansøgningen og den medfølgende dokumentation blev indgivet af referencen. Der er herefter ikke alvorlig grund til at antage, at ansøgeren har konstrueret dokumentationen med henblik på svigagtigt at opnå opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet finder endvidere, da ansøgeren er under den kriminelle lavalder, at det er en fejl, at SIRI i sin afgørelse vejledte ansøgeren om, at når en udlænding har fået afslag efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, bliver udlændingen indberettet som uønsket til SIS II, jf. udlændingelovens § 58 g, stk. 1, og at dokumentfalsk efter straffelovens § 172, stk. 1, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage fornyet stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse som medfølgende familie til referencen, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1.



  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. januar 2023 – Familiesammenføring, andre – Immigration

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en filippinsk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse med henvisning til dansk afstamning.

    ​

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I maj 2021 fik ansøgeren afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark med henvisning dansk afstamning, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, begrundet i, at kun én af ansøgerens forældre havde været dansk statsborger fra fødslen, og at det derfor ikke var dokumenteret, at enten begge ansøgerens forældre eller begge hendes forældres forældre (4 bedsteforældre) havde eller havde haft dansk indfødsret fra fødslen.

    ​

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens kan ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund af dansk afstamning i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet der ikke foreligger ganske særlige grunde, der taler for at meddele hende opholdstilladelse efter bestemmelsen.

    Udlændingenævnet har efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder lagt vægt på, at kun én af ansøgerens forældre har været dansk statsborger fra fødslen, og at det derfor ikke er dokumenteret, at enten begge hendes forældre eller begge hendes forældres forældre har eller har haft dansk indfødsret fra fødslen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af ansøgningen, at ansøgerens far er født i Danmark, har været dansk statsborger fra fødslen, og at begge hans forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen, ligesom det fremgår af ansøgerens fødselsattest og ansøgningen, at hendes mor er og har været filippinsk statsborger fra fødslen, at ansøgerens forældre ikke var gift, da hun blev født, og de først blev gift i 2017 på Filippinerne, samt at det fremgår af udlændingeinformationsportalen, at ansøgerens mor siden 2018 har opholdt sig i Danmark på baggrund af ægtefællefamiliesammenføring.

    Det til støtte for klagen anførte om, at der foreligger særlige grunde, bl.a. at ansøgeren har en sådan tilknytning til Danmark, herunder biologisk, at hun er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren, som er født i 1981, aldrig har haft dansk indfødsret.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af det anførte, at ansøgerens biologiske tilknytning ikke indebærer, at hun er berettiget til at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark gennem hyppige besøg (både hendes besøg hos hendes far i Danmark og hendes fars besøg hos hende på Filippinerne) og løbende kontakt, at hun kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af dansk afstamning som følge af kun én dansk forælder.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren siden sin fødsel i 1981 til ansøgningstidspunktet i 2021 ifølge oplysninger i ansøgningen, CPR-registeret, ind- og udrejsestempler i hendes pas har haft ophold i Danmark under 7 måneder i perioden på ca. 40 år; ligesom ifølge ind- og udrejsestempler i ansøgerens fars pas var han på Filippinerne fra ansøgerens fødsel til ansøgningstidspunktet under 9 måneder i perioden på ca. 40 år.

    Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgereb har en stærk tilknytning til sin herboende danske far, idet de har haft nær kontakt, ligesom de ad flere omgange har været på besøg hos hinanden, og at ansøgeren på trods af sine forpligtelser på Filippinerne i form af uddannelse, arbejde og hendes børns skolegang har opholdt sig i Danmark 3 gange i en samlet periode af over 6 måneder, at ansøgerens far har besøgt hende på Filippinerne hele 13 gange på trods af sit arbejde og sin rygskade, at de har haft hyppig og løbende kontakt med hinanden via telefon og e-mail, som er dokumenteret ved skærmbilleder fra Facebook og Messenger, hvor det tydeligt ses, at de pågældende har stærk tilknytning til hinanden og således har opretholdt den løbende kontakt via sociale medier, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på det vedlagte uddrag af ansøgerens og hendes fars beskeder til hinanden samt billeder fra Facebook, hvoraf det er dokumenteret, at de har haft kontakt, hvor de sendte hilsner på farsdag, fødselsdage og nytårsdag i perioden fra 2010 til 2020, ligesom det ikke er dokumenteret, at ansøgerens far ikke kunne rejse på grund af sin rygskade, og at det kun er dokumenteret, at han var til MR-scanninger og røntgen, og at han skal til videre klinisk kontrol hos sin egen læge, og at han ikke var blevet opereret.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af de anførte oplysninger, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har opnået en sådan særlig stærk tilknytning til Danmark, som svarer til den tilknytning, som hun ville have opnået, hvis begge hendes forældre havde haft dansk indfødsret fra fødslen.

    Det er til støtte for klagen anført, at det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at ganske særlige grunde foreligger, når ansøgeren har en nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat- og familieliv sætter rammerne for bestemmelsen, at formålet med EMRK artikel 8 er at beskytte det allerede etablerede familieliv, at Danmark derfor er forpligtet til at beskytte familier mod adskillelse, der allerede eksisterer som en enhed og således udøver faktisk familieliv her i landet, at EMRK artikel 8 i nogle tilfælde kan få betydning, selv om en herboende ikke faktisk udøver familieliv her i landet, jf. Abdulaziz, Cabales og Balkandali 28/5 1985, præmis 60 og 62-63, og at det i sagen skal føre til, at der skal meddeles opholdstilladelse til ansøgeren.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at relationen mellem et myndigt barn og des forælder ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv under henvisning til EMRK artikel 8, at ansøgeren har stiftet sin egen familie (har børn på Filippinerne), og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem ansøgeren og hendes far, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.

    Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren elsker Danmark, idet hun føler sig nært knyttet til landet og sin herboende far, der har støttet hende økonomisk under hendes uddannelse på Filippinerne, ligesom han fortsat støtter hende økonomisk, at hun er blevet opdraget i danske værdier og den danske kultur, at hun taler og forstår dansk, samt at hun ønsker at lære mere dansk, så hun kan få et godt arbejde i Danmark og integrere sig i det danske samfund og således bidrage til fællesskabet, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret en sådan tilknytning til Danmark, at hun kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af kun én dansk forælder, uanset hendes ønske om at lære mere dansk, at få et arbejde i Danmark og integrere sig i det danske samfund.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen er oplyst, at ansøgeren har været indkaldt til jobsamtale hos 2 virksomheder i Danmark, men det ikke har været muligt for hende at få ansættelse disse steder som led i manglende opholds- og arbejdstilladelse, såvel som CPR-registrering, og at Udlændingestyrelsens afgørelse har store konsekvenser for hende.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at en udlænding, som er statsborger i et land uden for EU/EØS eller Schweiz, som udgangspunkt først skal have opnået en opholds- og arbejdstilladelse, før hun/han kan arbejde lovligt i Danmark, og at det forhold, at ansøgeren var til jobsamtaler, før hun har fået en afgørelse om opholdstilladelse i landet fra udlændingemyndighederne, ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1”.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2023 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen fra en statsløs palæstinenser. SIRI henviste i afgørelsen til, at ansøgningen var indgivet på et tidspunkt, hvor ansøgeren var meddelt en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 4. pkt. Ansøgeren havde imidlertid ikke lovligt ophold i landet på ansøgningstidspunktet, og afgørelsen burde derfor rettelig have været truffet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

    Udlændingenævnet fandt samtidig grundlag for at omgøre den del af SIRI’s afgørelse fra marts 2021, hvorefter ansøgeren blev meddelt et indrejseforbud på 2 år.

    Sagens faktisk omstændigheder:

    Ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2018, hvor han søgte om asyl. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre ansøgeren til Spanien i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Ansøgningen blev i marts 2021 afvist af SIRI, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at SIRI i marts 2021 med rette afviste ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen), ikke kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold.
    Udlændingenævnet lagde efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i marts 2021.

    Udlændingenævnet har herved lagt på, at ansøgeren i februar 2018 var registreret som asylansøger i Spanien, at han indrejste i Danmark i juli 2018, inden hans asylsag i Spanien var færdigbehandlet, at han søgte asyl i Danmark i juli 2018, at han forsvandt fra indkvarteringscenteret i september 2018, kort efter de spanske myndigheder accepterede at tilbagetage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at han frem til november 2019, da han indgav ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, opholdt sig ulovligt her i landet.

    Udlændingenævnet skal bemærke, at SIRI i sin afgørelse i februar 2020 om afvisning af ansøgerens ansøgning, indgivet i november 2019, burde havde nævnt, at han ikke opholdt sig lovligt i Danmark.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark i perioden fra februar 2020, da han klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2020 om overførsel til Spanien, til marts 2020, da Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, men Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret begrundelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i februar 2020 vejledte ansøgeren om, at hvis han påklagede afgørelsen senest 7 dage efter meddelelsen af afgørelsen, ville det give ham ret til at opholde sig i landet, mens klagesagen blev færdigbehandlet, og at ansøgeren påklagede afgørelsen inden fristen.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at påklages en afgørelse om overførelse efter Dublinforordningen inden 7 dage efter, at den er meddelt, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort. Ligesom det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., at påklages af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, herunder klagen over afgørelse om overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, har dette opsættende virkning frem til Flygtningenævnet træffer afgørelse.

    Det betyder, at SIRI’s afgørelser fra november 2020 og januar 2021 fejlagtigt indeholdt en frist for ansøgerens udrejse, men også, at ansøgeren ikke havde ret til ophold her i landet efter Flygtningenævnet traf afgørelse i marts 2021.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at det fremgår af SIRI’s afgørelse, at hans ansøgning om opholdstilladelse blev afvist, da han i januar 2021 fik fastsat en udrejsefrist til februar 2021, men at han på afgørelsestidspunktet fortsat havde lovligt ophold i Danmark, mens han ventede på Flygtningenævnets afgørelse, og at Flygtningenævnet først i marts 2021 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han skulle overføres til Spanien.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at selv om SIRI’s begrundelse er forkert, kan dette ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens ansøgning med rette blev afvist.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at han havde fået fastsat en udrejsefrist til februar 2021, og således før han indgav ansøgning, men at den burde have været afvist under henvisning til, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det må have stået klart for ansøgeren, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, og derfor kunne han ikke have forventet, at hans ansøgning ville blive behandlet, idet han siden sin samtale med Udlændingestyrelsen i august 2018 vidste, at de danske udlændingemyndigheder var bekendt med, at han var registreret som asylansøger i Spanien, og at han ikke havde opholdt sig lovligt i Danmark på grundlag af opholdstilladelse eller visum, visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplyst om undskyldelige omstændigheder eller ganske særlige grunde, om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, eller om forhold omfattet af Danmarks internationale forpligtelser, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse alligevel bør tillades indgivet her i landet.

    Udlændingenævnet konstaterer, at Flygtningenævnet i sin afgørelse i marts 2021 havde taget stilling til ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold og tilknytning til Danmark, og vurderet, at der ikke forelå forhold af en sådan karakter, at hans asylansøgning burde realitetsbehandles i Danmark.

    Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive en ansøgning om opholdstilladelse fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor han har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder.

    Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at han stiller sig meget uforstående overfor, at han straks skal udrejse af Danmark, at han ikke kan indrejse og opholde sig i EU-landene i 2 år, og at han vil blive indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene.

    Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at omgøre SIRI’s beslutning om at meddele ansøgeren et indrejseforbud på 2 år med henvisning til, at han ikke udrejste af Danmark i overensstemmelsen med den tidligere meddelte udrejsefrist, som var i februar 2021.

    Udlændingenævnet henviser til, at SIRI’s beslutning om meddelelsen af indrejseforbuddet til ansøgeren var omfattet af udsendelsesdirektivet. Sager, hvor en tredjelandsstatsborger har ansøgt om asyl og fået opholdsret som asylansøger i den anden medlemsstat, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udsendelsesdirektivet.

    Det bemærkes i den forbindelse, at udsendelsesdirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre tredjelands-statsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, at når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 3, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i medlemsstaterne i henhold til artikel 11. Artikel 11 finder kun anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke i de tilfælde hvor den pågældende person blot tilbageføres til en anden medlemsstat. Der henvises i den forbindelse til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017, om en fælles ”håndbog om tilbagesendelse” til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver, side 103.

    Udlændingenævnet vurderer på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke burde have været meddelt et indrejseforbud.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Ophør og Tidsubegrænset ophold

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2022 SIRI’s afgørelse om ophør af en sydkoreansk statsborgers opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og afslag på tidsubegrænset opholdsret.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren blev i november 2016 meddelt opholdsret i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat. Ansøgeren og den danske statsborger havde sammen et dansk statsborgerbarn født i 2017. I januar 2019 traf Statsforvaltningen afgørelse om, at ansøgerens opholdsret ikke var ophørt, idet den var bevaret som følge af samvær med det danske statsborgerbarn. I oktober 2021 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset EU-opholdsret. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at samværet med barnet alene foregik online. Ansøgningen var vedlagt en afgørelse fra september 2021 fra Familieretshuset, som havde truffet afgørelse om, at den danske statsborger havde fuld forældremyndighed over det danske statsborgerbarn.

    Udlændingenævnets afgørelser:
    ”Derfor har ansøgeren ikke ret til tidsubegrænset ophold:

    Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra marts 2022. Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremsendt dokumentation for eller foreligger oplysninger om, at ansøgeren har haft lovligt ophold efter EU-retten som medfølgende familiemedlem her i landet uafbrudt i 5 år.

    Det fremgår således af sagens oplysninger, at ansøgeren senest i juni 2016 indrejste i Danmark og blev meddelt opholdsret efter EU-retten som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, og at Statsforvaltningen i januar 2019 traf afgørelse om, at ansøgeren havde bevaret sin opholdsret, selv om ansøgeren ikke opfyldte betingelserne herfor, som følge af samvær med sit danske statsborgerbarn. Imidlertid må ansøgerens opholdsret anses for ophørt i maj 2019, og ansøgeren har således ikke haft ophold i Danmark efter EU-retten uafbrudt i 5 år. Der henvises til begrundelsen nedenfor.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren haft et andet lovligt opholdsgrundlag i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.

    Derfor er ansøgerens tidsbegrænsede ret til ophold efter EU-retten ophørt:

    Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af ultimo marts 2022. Ansøgerens opholdsret, der tidligere blev bevaret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, ophørte derfor i maj 2019, idet ophør fra dette tidspunkt ikke længere må anses for særligt belastende for ansøgeren.

    Statsforvaltningen traf i januar 2019 afgørelse om, at ansøgeren fra september 2016 ikke længere opfyldte betingelserne for sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger. Statsforvaltningen fandt samtidig, at ansøgeren alligevel bevarede sin opholdsret, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 (tidligere § 39), og udlændingelovens § 26, 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2 (tidligere § 32, stk. 1, 2. pkt.).

    Det fremgår af Statsforvaltningens afgørelse om bevarelse af ansøgerens opholdsret, at der blev lagt afgørende vægt på, at ansøgeren havde samvær med sit og den danske statsborgers fællesbarn, født i april 2017, idet ansøgeren havde oplyst at have fast og regelmæssigt samvær med overnatning hver anden weekend. Disse oplysninger var blevet bekræftet af den danske statsborger, hvorfor Statsforvaltningen lagde oplysningerne til grund.

    Det fremgår videre af Statsforvaltningens afgørelse, at ansøgeren alene kunne bevare sin opholdsret i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, så længe betingelserne herfor var opfyldt.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at en afgørelse om ophør af ansøgerens opholdsret ikke siden maj 2019, kan anses for at være særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at der til sagen er indsendt en afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, hvoraf det fremgår, at Familieretshuset har truffet afgørelse om, at den danske statsborger har den fulde forældremyndighed over det danske statsborgerbarn, indtil den endelige afgørelse om forældremyndighed og samvær forelægger. Familieretshuset lagde i den forbindelse vægt på, at det var vurderet, at det var bedst for det danske statsborgerbarn at bo hos den danske statsborger, bl.a. fordi barnet på afgørelsestidspunktet var 4 år og ikke havde set ansøgeren i 2 år.

    Ansøgeren har til SIRI i december 2021 oplyst, at samværet med det danske statsborgerbarn alene foregår online. Til Udlændingenævnet har ansøgeren endvidere oplyst, at ansøgeren ikke har haft mulighed for fysisk samvær med sit barn, fordi den danske statsborger forhindrede samvær, og fordi COVID-19 besværliggjorde alt i de sidste 2 år. Udlændingenævnet lægger derfor til grund, at ansøgeren ikke har haft fysisk kontakt til eller samvær med det danske statsborgerbarn.

    Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplysninger om, at ansøgeren har forsøgt at få bevilliget samvær af Familieretshuset eller i øvrigt forsøgt at opnå kontakt med det danske statsborgerbarn før 2021. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af afgørelse af september 2021 fra Familieretshuset, at det var den danske statsborger, der i april 2021 søgte om ophævelse af den fælles forældremyndighed, at ansøgeren dukkede op på den danske statsborgers bopæl i marts 2021, og at dette var første kontakt i 2 år. Det fremgår videre, at det danske statsborgerbarns børnehave til Familieretshuset har oplyst, at de aldrig har mødt eller hørt noget fra ansøgeren hverken telefonisk eller på skrift.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at der skal tages hensyn til ansøgerens og det danske statsborgerbarns fremtidige forhold, herunder den lange afstand mellem Danmark og Sydkorea, at ansøgeren ikke ønsker at blive adskilt fra sit barn, at der skal tages hensyn til de menneskeretlige aspekter herved, og at ansøgeren ikke vil have mulighed for at have samvær med sit barn, hvis ansøgeren skal udrejse af Danmark.

    Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet det efter praksis ikke er muligt at blive meddelt opholdsret eller bevare en opholdsret i Danmark med henblik på etablering eller intensivering af samvær med herboende børn. Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til meddelelse af et opholdsgrundlag, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær.

    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke har været samvær af et sådant omfang, at det måtte anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren ophør af opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at ansøgeren har mulighed for at besøge det danske statsborgerbarn på et visumbesøg, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne for at få udstedt et visum.

    Udlændingenævnet finder endvidere på baggrund af sagens samlede oplysninger, at der ikke er indtrådt andre særlige omstændigheder der vil medføre, at ophør af ansøgerens opholdsret vil være særligt belastende.

    Udlændingenævnet har ud fra en samlet og konkret vurdering lagt vægt på, at ansøgeren senest indrejste i Danmark i juni 2016, og at ansøgeren har haft en begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, og at ansøgeren og den danske statsborgers samliv ophørte, da deres barn var 1 år, og at ansøgeren ikke har samvær med sit barn.

    Ansøgeren kan derfor ikke på baggrund af sit ophold anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af ret til ophold kan antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærker hertil, at ansøgeren efter det oplyste har kontakt med sin mor i sit hjemland.

    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i 2021 påbegyndte en kandidatuddannelse på RUC, at ansøgeren efter det oplyste er medlem af en frimurerloge og i januar 2020 blev døbt i en kirke. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren herved kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at det må anses for særligt belastende at anse opholdsretten for ophørt.

    Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af det anførte, SIRI's afgørelser.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.