Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2023 - Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling - Gebyr for indgivelse af ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen om flytbare arbejdspladser

    Dato: 19-03-2024

    Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om, at en indonesisk statsborger ikke kunne få tilbagebetalt gebyret for en ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen om flytbare arbejdspladser.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren, der er indonesisk statsborger og ansat som pipeline operator hos en britisk virksomhed, søgte ultimo maj 2021 om arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen om flytbare arbejdspladser. Ansøgeren skulle i ansættelsesperioden, der var gældende fra ultimo juni 2021 til medio august 2021, udføre arbejde for virksomheden på et boreskib eller et andet fartøj, der kortvarigt skulle befinde sig på dansk område. Ultimo september 2021 meddelte Styrelsen for International Rekruttering og Integration ansøgeren, at styrelsen ikke havde nået at færdigbehandle ansøgningen inden ansættelsesperiodens udløb, og at styrelsen ikke ville foretage sig yderligere i anledning af ansøgningen. I november 2021 anmodede ansøgerens partsrepræsentant om fuld eller delvis tilbagebetaling af ansøgningsgebyret. I februar 2022 meddelte Styrelsen for International Rekruttering og Integration ansøgeren afslag på tilbagebetaling af ansøgningsgebyret under henvisning til, at ansøgningen ikke var omfattet af den udtømmende bestemmelse i gebyrbekendtgørelsens § 8, stk. 1, nr. 1-4, og til, at der ifølge forarbejderne til udlændingelovens § 9 h, stk. 1, ikke sker tilbagebetaling af gebyret, hvis ansøgningen frafaldes, eller ansøgningen af anden grund ikke længere har betydning for ansøgeren.
    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse.

    Udlændingenævnet finder således, at det gebyr, som [ansøgeren] indbetalte i forbindelse med sin ansøgning om arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen for flytbare arbejdspladser som pipeline welding operator hos virksomheden [A], filial af [A] Limited, United Kingdom, skal tilbagebetales.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI ved sin afgørelse i februar 2022 afslog at tilbagebetale ansøgningsgebyret på 4.295 kr. til [ansøgeren], idet SIRI vurderede, at ansøgningen ikke er omfattet af bestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 1 – 4, i dagældende bekendtgørelse nr. 2289 af 29. december 2020 om indbetaling og tilbagebetaling af gebyrer for at indgive ansøgninger og klager på studie- og erhvervsområdet.

    SIRI henviste i den forbindelse til, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 h, lovforslag nr. L 66, fremsat den 17. november 2010, at der ikke sker tilbagebetaling af gebyret, hvis ansøgningen frafaldes, eller ansøgningen af anden grund ikke længere har betydning for ansøger.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af de ovenfor omtalte forarbejder, at gebyret skal dække omkostningerne ved myndighedernes behandling af ansøgningen, at gebyret ikke tilbagebetales, hvis resultatet af realitetsbehandlingen af ansøgningen bliver, at ansøgningen ikke kan imødekommes, og at SIRI ikke har realitetsbehandlet [ansøgerens] ansøgning af årsager, der skyldes myndighedens egne interne forhold.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er uomtalt i forarbejderne til lovforslag nr. L 66, hvilken retsstilling en ansøger har i forhold til tilbagebetaling af ansøgningsgebyret, når ansøgeren ikke selv frafalder ansøgningen eller søger om og opnår opholdstilladelse på et andet grundlag, men når sagen afsluttes uden at der træffes afgørelse som følge af udlændingemyndighedernes lange sagsbehandlingstid.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at [ansøgerens] ansøgning blev indgivet ultimo maj 2021, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for sager vedrørende arbejds- og opholdstilladelse efter ordningen om flytbare arbejdspladser på daværende tidspunkt var ca. 1 måned, hvorfor [ansøgeren] må antages at have haft en berettiget forventning om at modtage en afgørelse inden ansættelsesforholdets udløb medio august 2021, og at ordningen er målrettet udlændinge, som er ansat på en boreplatform, et boreskib el.lign., og som kortvarigt kommer ind på dansk område.

    Udlændingenævnet har tillige tillagt det vægt, at SIRI ud over at have oprettet sagen i sagsbehandlingssystemet ikke ses at have foretaget andre sagsbehandlingsskridt, herunder kvitteret for modtagelsen af ansøgningen eller udmeldt en forventet sagsbehandlingstid, og at SIRI først 4 måneder efter ansøgningens modtagelse orienterede [ansøgeren] om, at SIRI ikke havde nået at færdigbehandle ansøgningen inden ansættelsesperiodens udløb.

    Udlændingenævnet finder det derfor under de foreliggende omstændigheder rettest, at der ikke opkræves ansøgningsgebyr for [ansøgerens] ansøgning.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tilbagebetale gebyret.

    […]

    Udlændingenævnet finder det beklageligt, at det fremgår af klagevejledningen i SIRI’s afgørelse i februar 2022, at der skal betales et gebyr ved en eventuel klage til Udlændingenævnet, da en klage over afslag på tilbagebetaling af indbetalt gebyr ikke er gebyrpålagt. Udlændingenævnet har herved gjort SIRI bekendt hermed og foretager sig ikke yderligere i den anledning. Udlændingenævnet har i forbindelse med klagens modtagelse i maj 2022 tilbagebetalt det indbetalte klagegebyr til den i klageskrivelsen anførte bankkonto.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2022 – Ægtefællesammenføring - Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold - Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 19-03-2024

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning, indgået i Uganda.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Referencen indrejste i Danmark i august 2015 og fik i oktober 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I januar 2019 rejste han til Uganda med henblik på at indgå ægteskab med ansøgeren hos de civile myndigheder i Kampala. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2019 og fremlagde i den forbindelse en vielsesattest udstedt af ”Uganda Registration Services Bureau (URSB)”. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2020 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da ægteskabet – efter Udlændingestyrelsens vurdering - ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet, Uganda. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at begge parter havde været til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, mindst 21 dage forud for brylluppet, og derfor ikke var blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså de nationale ugandiske krav til lysning af ægteskabet for overholdt.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet nye oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2020 meddelte [ansøgeren] afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med [referencen] i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at [deres] ægteskab ikke kunne anerkendes som retsgyldigt, og at [parret] ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at [ansøgeren] alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at [referencen] først indrejste i Uganda 5 dage før parrets vielse fandt sted, at det ikke var sandsynliggjort, at både [referencen] og [ansøgeren] var til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, og at [de] derfor ikke er blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber indgået i Uganda.

    Udlændingenævnet har under sagens behandling indhentet nye og opdaterede oplysninger vedrørende ægteskaber indgået i Uganda.

    Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes opdaterede baggrundsoplysninger om civile ægteskaber indgået i Uganda, at det ikke er et krav, at begge parter er fysisk tilstede ved indgivelsen af ansøgningen hos ”Registrar of Marriages”, at det ifølge de gældende regler er tilstrækkeligt, at mindst én part til det kommende ægteskab skal være til stede, når ”Notice of Marriage” offentliggøres, at denne part skal medbringe dokumentation for begge parters identitet, og at man derfor kan ansøge om ”Notice og Marriage”, selvom den ene part er i udlandet.

    Dette er nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag. Udlændingenævnet finder det derfor rettest, at Udlændingestyrelsen vurderer sagen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på ny i 1. instans.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om [referencen] og [ansøgeren] opfylder betingelserne for familiesammenføring.

    Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, hjemvises afgørelsen efter § 9 c, stk. 1, tillige til Udlændingestyrelsen.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse

    Dato: 14-03-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Somalia herunder at ansøgeren ikke havde været sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.

    Sagens faktiske omstændigheder

    I marts 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen under henvisning til, at [ansøgerens] forældre på vegne af [ansøgeren] havde opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at [ansøgerens] forældre i vinteren 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark. [Ansøgeren] var indrejst fra Somalia til Danmark i vinteren 2011 som 9-årig og udrejst fra Danmark i Somalia i sommeren 2019 som 17-årig med sine forældre og 4 søskende.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ” […] ”

    Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre i [vinteren] 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at det måtte have stået [ansøgerens] forældre klart, at de, ved at underskrive en frivillig frafaldserklæring, opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark.

    Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne har opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark med henblik på, at [ansøgeren] bosætter sig varigt i Somalia. [Ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen har videre vurderet, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger, der kan føre til, at [ansøgeren] kan få dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    […]

    Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark, og at [ansøgerens] ophold i Danmark ikke har været af midlertidig karakter.

    [Ansøgeren] kan derfor ikke gives dispensation fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    […]

    Det kan ikke føre til ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark, fordi [ansøgerens] far tvang [ansøgeren] til at blive i Somalia, og at [ansøgerens] far, inden sin udrejse af Danmark, havde lovet [ansøgeren], at [ansøgerens] ophold i Somalia ville være kortvarigt.

    Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, kontaktede sin bopælskommune og oplyste dem om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.

    Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøger] ikke har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark som følge af uforudsete omstændigheder.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] ikke var klar over, at [ansøgeren] udrejse af Danmark handlede om repatriering, men at [ansøgeren] udrejste af Danmark med den tro, at udlandsopholdet ville være kortvarigt, idet [ansøgerens] bedstemor var syg og gerne vil se [ansøgeren] en sidste gang, hvor [ansøgeren] herefter vil vende tilbage til Danmark.

    Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] på udrejsetidspunktet var ca. 17 år og 6 måneder gammel, og at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] forældre opsagde deres bolig, afhændede deres møbler og personlige ejendele til eksempelvis genbrug.

    Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at det måtte have stået [ansøgeren] klart, at [ansøgerens] udlandsophold ikke ville være af midlertidig karakter, idet deres bolig blev opsagt, deres møbler og personlige ejendele blev afhændede, og at [ansøgerens] far havde bedt [ansøger] om at oplyse [ansøgerens] bopælskomme om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] hverdag i Somalia er præget af rutiner, regler, og at [ansøgeren] udgiver sig for at være en anden, så [ansøgeren] ikke kommer i problemer.

    Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] som mindreårig udrejste af Danmark grundet [ansøgerens] forældres beslutning, og det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor de skal bo.

    Det kan desuden ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] tilknytning til Danmark er større end til Somalia, og at [ansøgeren] er opdraget i overensstemmelse med danske værdier, som ikke er forenelige med de somaliske værdier.

    Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] første gang indrejste i Danmark i [vinteren] 2011, at [ansøgeren] var ca. 9 år og 8 måneder, og at [ansøgeren] udrejste af Danmark i [sommeren] 2019, da [ansøgeren] var 17 år og 6 måneder gammel, eftersom [ansøgerens] forældre underskrev en erklæring om frivilligt frafald af deres og dermed [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingestyrelsen har derfor lagt til grund, at [ansøger] har boet i Danmark i ca. 7 år og 10 måneder, og at [ansøger] frivilligt udrejste af Danmark, fordi [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, oplyste sin bopælskommune om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig, hvorefter [ansøgeren] frivilligt rejste til Somalia med sin familie.

    Det er således Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] udrejse af Danmark ikke har været af midlertidig karakter, men derimod med henblik på varigt at bo i Somalia.

    På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, har Udlændingestyrelsen vurderet, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark fort bortfaldet.

    Udlændingestyrelsen har også vurderet, at [ansøgerens] ophold i Somalia ikke er omfattet af udlændingelovens § 17, stk. 3, hvorefter en opholdstilladelse ikke anses for bortfaldet, hvis udlændingens ophold uden for landet skyldes, at udlændingen som mindreårig er sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.

    Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan konstatere, at [ansøgerens] ophold i Somalia har været af negativ betydning for [ansøgeren], eller at det skyldes en genopdragelsesrejse.

    [Ansøgerens] opholdstilladelse er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.”

    Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøger] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2023 om bortfald af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Det forhold, at [ansøgeren] i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøgeren] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre forud for udrejsen til Somalia underskrev en erklæring i [sommeren] 2019, om frivillig frafald af opholdstilladelse vedrørende deres mindreårige børn, hvor det tydeligt fremgår, at de var blevet gjort bekendt med konsekvenserne af at opgive opholdstilladelsen bl.a. på [ansøgerens] vegne. I den forbindelse har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre som forældremyndighedsindehavere havde ret til at foretage dispositioner på [ansøgerens] vegne, herunder bestemme hvor [ansøgeren] skulle bo.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] ved sin udrejse af Danmark i [sommeren] 2019 var 17 år gammel og var bekendt med, at [ansøgerens] forældre opsagde deres lejlighed og gav møblerne til genbrug, hvorfor det måtte have stået [ansøgeren] klart, at der ikke alene kunne være tale om et kortvarigt ophold i Somalia.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] efter det oplyste gik i 9. klasse og kun havde få måneder tilbage fra folkeskolen, da [ansøgeren] udrejste af Danmark, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har en større tilknytning til Danmark end Somalia, og at [ansøgeren] samlet har haft ca. 7 år og 9 måneders ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen således lagt til grund, at [ansøgeren] har haft ca. halvdelen af sine formative år i Danmark, idet Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets 7. leveår til det 15. leveår.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at der ikke skal dispenseres fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, og henviser i det hele til styrelsens begrundelse herfor.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at [ansøgerens] opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet som Udlændingestyrelsen heller ikke kan lægge til grund, at [ansøgeren] blev sendt på en genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for [ansøgeren], jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet henviser til styrelsens begrundelse herfor.

    På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder [ansøgerens] samlede ophold i Danmark og i Somalia, samt [ansøgerens] familiemæssige og anden tilknytning i Danmark, vurderer Udlændingenævnet herefter, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 eller FN’s Børnekonvention, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2023 – Administrativ udvisning med indrejseforbud i 1 år – ulovligt ophold

    Dato: 14-03-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en britisk statsborger med indrejseforbud i Schengenområde i 1 år i medfør af Udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet i lufthavnen på baggrund af ulovligt ophold på 66 dage, idet han var indrejst i Schengen i oktober 2022 og ikke udrejst siden, og ikke var i besiddelse af et visum. Klageren var rejst frem og tilbage imellem England og Norge for at besøge sin forlovede og deres fælles mindreårige børn, som var norske statsborgere.

    Klageren blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 1 år under henvisning til det ulovlige ophold jf. udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da [politiet i marts 2023] antraf dig i lufthavnen, hvor klager var under udrejse til Storbritannien.

    [Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan indrejse og opholde sig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når man forinden har opholdt sig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.

    Efter gældende regler meddeles en udlænding som udgangspunkt et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.

    [Udlændingestyrelsen] har dog vurderet, at der er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet du har oplyst, at din forlovede og to børn bor i Norge, og at du regelmæssigt besøger dem i Norge. [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at klager udrejste af Norge så snart, han blev klar over, at han havde opholdt sig ulovligt i landet.

    [Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [marts 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Det til støtte for klagen anførte om, at klager har mentale sundhedsproblemer, og at klager oplever selvmordstanker grundet indrejseforbuddet, kan ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at klager helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådant omfang, at en udvisning må anses for særligt belastende for klager, jf.udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det må antages, at klager kan få den fornødne
    medicinske behandling i Storbritannien, hvor han er statsborger.

    Det forhold, at klager har to børn og en forlovet i Norge, som klager skulle være gift med i [juni 2023], kan heller ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klager er statsborger i Storbritannien, at klager ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke
    indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at klager, hans forlovede og deres fællesbørn ikke ville kunne udøve familielivet i Storbritannien, hvor klager er statsborger.

    Udlændingenævnet finder med henvisning til ovenstående og ligesom Udlændingestyrelsen, at
    der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk.
    3, men at det 2 årige indrejseforbud nedsættes til 1 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2,
    idet klager har en forlovet og 2 mindreårige børn i Norge.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20.12.2023 – nedsættelse af kontante ydelser – udvist ved dom

    Dato: 14-03-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser, som havde fået nedsat sine kontante ydelser med et beløb svarende til én dags udbetaling på baggrund af overtrædelse af sin meldepligt.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i 2017 og 2018 udvist ved dom, hvorefter Hjemrejsestyrelsen i 2020 traf afgørelse om meldepligt. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet stadfæster Hjemrejsestyrelsens afgørelse af medio oktober 2022, som blev ændret primo november 2022. Klageren har således med rette fået nedsat sine kontante ydelser med én dag, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 11, nr. 4.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering i sagen, at det fremgår af Ud-lændingeinformationsportalen, at Flygtningenævnet medio marts 2019 meddelte klageren afslag på asyl, hvorfor klageren på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo november 2022 opholdte sig ulovligt i Danmark.

    Udlændingenævnet har endvidere vægt på, at det af Hjemrejsestyrelsens manuelle registreringer fremgår, at klageren en bestemt dag i ultimo september 2022 ikke har overholdt sin meldepligt på udrejsecenteret, og at det ikke af sagens oplysninger fremgår, at klageren har haft lovligt fravær eller tilladelse til at overnatte uden for udrejsecenteret en bestemt dag i ultimo september 2022.

    Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at Hjemrejsestyrelsen medio oktober 2022 sendte et partshøringsbrev til klageren, hvorved klageren blev anmodet om at fremkomme med sine bemærkninger inden for 7 dage, herunder oplysninger om særlige omstændigheder, og at klageren i den forbindelse ikke fremkom med bemærkninger.

    Udlændingenævnet finder således, at der ikke foreligger særlige grunde, der kan tale imod, at klageren har fået nedsat sine kontante ydelser med én dag, dvs. for en bestemt dag i ultimo september 2022.

    Det anførte til støtte for klagen om, at klageren ikke forstår, at klageren fortsat er blevet trukket i kontante ydelser, idet klageren havde været indlagt, kan ikke føre til et ændret vurdering i sagen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det af sagens oplysninger alene fremgår, at klageren var indlagt i en periode på en dag primo oktober 2022, og at det således ikke fremgår af sagen, at klageren var indlagt en bestemt dag i ultimo september 2022. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen primo november 2022 ændrede deres afgørelse af medio oktober 2022, således at klagerens kontante ydelser ikke blev nedsat på baggrund af overtrædelse af meldepligten en bestemt dag i primo oktober 2022, idet klageren var indlagt denne dato.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo november 2022.

    Udlændingenævnet finder det meget beklageligt, at det ikke ses, at klageren er blevet tilbagebetalt sine kontante ydelser for en bestemt dag i primo oktober 2022, som med Hjemrejsestyrelsens ændrede afgørelse af primo november 2022 blev rettet til lovligt fravær, idet klageren var indlagt. Udlændingenævnet har d.d. anmodet Hjemrejsestyrelsen om at sikre, at klageren får udbetalt det rette beløb.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)

    Dato: 09-02-2024

    I februar 2024 genoptog Udlændingenævnet sin afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Tyrkiet og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2021 ansøgeren afslag på familiesammenføring til sin herboende ægtefælle, som er tyrkisk statsborger under henvisning til, at referencen ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse. I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring. I januar 2024 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022 om afslag på familiesammenføring med henvisning til Associeringsaftalekomplekset.

    Vedrørende ansøgerens familiesammenføringssag

    Den 26. april 2021 klagede [partsrepræsentanten] på vegne af [ansøgeren] over Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021, hvorved styrelsen meddelte [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle til [referencen].

    I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021.

    I januar 2023 anmodede [partsrepræsentanten] Udlændingenævnet om at genoptage [ansøgerens] familie-sammenføringssag. Til støtte for [partsrepræsentantens] anmodning henviste [partsrepræsentanten] til EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, som vedrører danskprøvekravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 6.

    [Partsrepræsentanten] har ligeledes oplyst i [sin] anmodning om genoptagelse, at sagen er indbragt for de danske domstole. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at sagen ved domstolene fortsat verserer.

    Udlændingenævnet har på baggrund af [partsrepræsentantens] anmodning gennemgået [ansøgerens] familiesammenføringssag på ny.

    Udlændingenævnet finder, at der er grundlag for at genoptage [ansøgerens] familiesammenføringssag og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulerne i associeringsaftalekomplekset, men at selvforsørgelseskravet kan stilles og fortsat være foreneligt med associeringsaftalekomplekset, hvis kravet må anses for proportionalt i det enkelte tilfælde.

    Selvforsørgelseskravet skal først og fremmest være begrundet i et tvingende alment hensyn og være egnet til at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte lovlige formål. Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, UfR.2022.956 Ø, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet må anses for begrundet i et tvingende alment hensyn, nærmere bestemt hensynet til at sikre en vellykket integration og hensynet til de offentlige finanser, der i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis kan begrunde indførelse af nye restriktioner, jf. f.eks. Genc, sag 561/14, og at selvforsørgelseskravet er egnet til at varetage disse hensyn.

    Udlændingenævnet henviser desuden til lovforarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (L 17, fremsat den 4. oktober 2006), hvoraf det følger, at formålet med bestemmelsen er, at alle udlændinge, der kommer til Danmark, som udgangspunkt skal være selvforsørgende, og at den herboende ægtefælles muligheder for at bidrage til den udenlandske ægtefælles integration i samfundet og på arbejdsmarkedet vil være bedre, hvis den herboende selv er i arbejde og har været det igennem en periode.

    Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er således begrundet i et tvingende alment hensyn, dvs. både hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.

    Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, går - generelt - ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet ikke kan anses for at gå videre end nødvendigt, da det følger af udlændingelovens § 9, stk. 5, og forarbejderne hertil, at ansøgere efter en individuel vurdering kan undtages fra kravet, herunder navnlig såfremt den herboende ægtefælle som følge af handicap ikke har kunnet opfylde selvforsørgelseskravet.

    Udlændingenævnet har derefter taget stilling til, hvorvidt selvforsørgelseskravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om ikke at lægge de offentlige finanser til last samt vellykket integration.

    Det er Udlændingenævnets opfattelse, efter en fornyet vurdering af sagen, at der i den konkrete sag er individuelle forhold, som taler for, at selvforsørgelseskravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] har haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2000, og at det af e-Indkomstregistret fremgår, at [referencen] i perioden fra januar 2014 til dags dato har været i beskæftigelse i Danmark, undtagen i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, hvor [referencen] har modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet bemærker hertil, at oplysninger i e-Indkomstregistret alene går 10 år tilbage i tid.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen indsendte oversigt over [referencens] indbetalinger til ATP Livslang Pension, at [referencen] i perioden fra januar 2001 til oktober 2020 har betalt fuld sats i 82 måneder, dvs. knap 7 år.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at [referencen] alene modtog kontanthjælp i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, idet [referencens] arbejdsplads grundet den ekstraordinære situation i forbindelse med Covid-19 var nødt til for en kort periode at afskedige [referencen].

    Efter en samlet afvejning af sagens omstændigheder er det således Udlændingenævnets vurdering, at hensynet til navnlig de offentlige finanser – i lyset af associeringsaftalekomplekset – ikke i den konkrete sag kan begrunde, at selvforsørgelseskravet skal stilles over for [referencen].

    Udlændingenævnet bemærker, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 5, på 3 år for modtagelse af offentlige ydelser er udløbet, da [referencen] senest modtog kontanthjælp ultimo maj 2020, hvorfor [ansøgerens] genoptagne familiesammenføringssag allerede på den baggrund ville skulle omgøres, når Udlændingenævnet nu har fundet anledning til at genoptage Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen tager stilling til, om [ansøgeren] og [referencen] opfylder de øvrige betingelser for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark til [ansøgeren]. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse også foretage en vurdering af, om de øvrige betingelser for familiesammenføring – i lyset af de hensyn, der ligger bag disse betingelser – i den konkrete sag er forenelige med associeringsaftalekomplekset. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling dertil.

    [Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende [ansøgerens] familiesammenføringssag.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20.12.2023 – nedsættelse af kontante ydelser – tålt ophold

    Dato: 07-02-2024

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en syrisk statsborger, som havde fået nedsat sine kontante ydelser med et beløb svarende til én dags udbetaling på baggrund af overtrædelse af sin opholds- og underretningspligt.
    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2014. Opholdstilladelsen blev i 2019 forlænget af Udlændingestyrelsen. Klageren blev i 2021 udvist ved dom, hvorefter Hjemrejsestyrelsen i 2022 traf afgørelse om kontrolforpligtigelser, herunder opholds- og underretningspligt. Klageren kom ved Flygtningenævnets beslutning i 2022 på tålt ophold. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022. Udlændingenævnet finder, at det af sagens oplysninger ikke ses godtgjort, eller på en anden måde sandsynliggjort, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med behandlingen af sagen, hvorved klageren ikke skulle opholde sig på et udrejsecenter i en periode på én dag primo september 2022, oplyste klageren om, at det var en præmis for det lovlige fravær, at klageren skulle overnatte på et andet center.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, at klagerens kontante ydelse ikke skal nedsættes med én dag.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, Hjemrejsestyrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 har lagt til grund, at det var en præmis for aftalen om det lovlige fravær i perioden på én dag primo september 2022, at klageren skulle overnatte på et andet center, hvilket styrelsen i deres høringssvar af medio november 2023 ligeledes henviste til, men at det imidlertid ikke ses af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om denne præmis. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at det var klageren påregneligt, hvilken konsekvens klagerens manglende overnatning på det andet center kunne få.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsen primo november 2023 på vegne af Udlændingenævnet foretog en høring af Hjemrejsestyrelsen, hvorved styrelsen blandt andet blev anmodet om at oplyse, hvilken præmis i aftalen med Kriminalforsorgen, Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed og klageren, der henvises til i afgørelsen af ultimo september 2022. Udlændingenævnet modtog medio november 2023 Hjemrejsestyrelsens høringssvar, hvoraf det blandt andet fremgår, at styrelsen i afgørelsen af ultimo september 2022 fejlagtigt har angivet, at klageren havde indgået en aftale med Kriminalforsorgen og Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed om at overnatte på et andet center, og at styrelsen i afgørelsen rettelig skulle have henvist til, at aftalen er indgået mellem Kriminalforsorgen og klageren. Det fremgår endvidere af høringssvaret, at Kriminalforsorgen kan booke overnatning til udlændinge indkvarteret på et udrejsecenter i forbindelse med møder med f.eks. udlændingens advokat på Sjælland, og at præmissen for det lovlige fravær er, at pågældende reelt overnatter på et andet center. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Kriminalforsorgen primo december 2023 over for Udlændingenævnet har oplyst, at Kriminalforsorgen ikke har kompetence til at meddele en udlænding, der opholder sig på et udrejsecenter, lovligt fravær i relation til dennes melde- og opholdspligt.

    Udlændingenævnet finder, under henvisning til at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at klageren er blevet oplyst om, hvilken konsekvens manglende overnatning på det andet center kunne få, og at det alene i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo september 2022 og styrelsens høringssvar af medio november 2023 ses at være nævnt en sådan præmis for det lovlige fravær, at der ikke skal ske nedsættelse i klagerens kontante ydelser. Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at Hjemrejsestyrelsen, i forbindelse med den aftale der angiveligt skulle have været indgået vedrørende klagerens fravær fra udrejsecenteret i perioden på én dag primo september 2022 grundet fremmøde i Flygtningenævnet primo september 2022, har overholdt sin oplysnings- og vejledningspligt.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at klageren ikke skulle have nedsat sine kontante ydelser med én dag efter udlændingelovens § 42 a, stk. 11, nr. 3 og 5.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Dato: 31-01-2024


    Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra Filippinerne.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den periode, hvor ansøgeren har været under uddannelse i forbindelse med sin ansættelse hos virksomhed A ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse, fordi praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse.

    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023.

    Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 3 og 4.

    Udlændingestyrelsen vurderede i sin afgørelse af januar 2023, at perioden fra januar 2022 til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvor ansøgeren ifølge den indsendte uddannelsesaftale har været under uddannelse til industrioperatør hos virksomheden A, ikke kunne indgå i beregningen af ordinær beskæftigelse, idet praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse, og ikke kan sidestilles med beskæftigelse.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det fremgår af erklæringen fra virksomheden A, at ansøgeren har været ansat i virksomheden siden juli 2019, at aftale om uddannelse og efteruddannelse er almindeligt forekommende hos dem, at de derfor betragter uddannelsesaftalen som en ordinær del af beskæftigelse hos dem, og at ansøgeren efter endt uddannelse forsat vil være at anse som ansat hos dem.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på uddannelsesaftalen, hvoraf det fremgår, at aflønningen under uddannelsen sker efter Industriens Overenskomst (3F), at lønnen er højere end det gældende mindstebetaling for elever og er fastsat til 184,50 kr. pr. time, og at den ugentlig arbejdstid er på 37 timer.

    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det fremgår ved aktuelt opslag i det elektroniske indkomstregister, at ansøgeren har haft fuldtidsbeskæftigelse hos virksomheden A indtil uddannelsesstart og under hele uddannelsesforløbet, og at hun siden januar 2022 har fået den samme løn som inden uddannelsesstart.

    Udlændingenævnet har på baggrund af det anførte og ud fra en samlet konkret vurdering af alle sagens omstændigheder vurderet, at perioden fra januar 2022 til november 2023 derfor kan indgå i beregningen som ordinær beskæftigelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8’s forstand, idet ansøgerens uddannelsesaftale må betragtes som værende en integreret del af et ansættelsesforhold. Der henvises i den forbindelse også til § 12, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, der seneste er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13.12.2023 – Beløbsordningen – betingelse ej opfyldt

    Dato: 13-12-2023






    Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2023 – Erhverv – Beløbsordningen

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen til en statsborger fra Kina.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I november 2022 meddelte SIRI ansøgeren afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, jf. udlændingeloven § 9 a, stk. 2, nr. 3, som direktør i en virksomhed. Ansøgeren blev meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren måtte betragtes som ejer af virksomheden og derfor som selvstændig erhvervsdrivende og ikke som ansat, idet ansøgeren med en reel ejerandel på 25 % ejede over 20 % af virksomheden. SIRI lagde ved afgørelsen vægt på ansøgerens ejerskab af virksomheden, ansøgerens stilling som direktør i virksomheden, og at ansættelsen ikke var omfattet af funktionærloven. Endelig lagde SIRI vægt på, at der efter praksis ikke kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til at arbejde i en virksomhed, hvor ansøgeren må betragtes som ejer.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af november 2022 af de grunde, som SIRI har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som SIRI.
    [Ansøgeren] kan således ikke gives opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som direktør i [virksomheden], jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, jf. § 9 a, stk. 26, jf. udlændingebekendtgørelsens § 22, stk. 5.
    Udlændingenævnet har uddybende til det af SIRI anførte lagt vægt på, at [ansøgeren] som ejer, administrerende direktør og som en del af bestyrelsen i virksomheden har mulighed for at udøve reel indflydelse i den daglige ledelse i virksomheden. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til, at det følger af tegningsreglerne for virksomheden, som Udlændingenævnet har tilgået via virk.dk, at [ansøgeren] som administrerende direktør kan tegne selskabet sammen med bestyrelsesformanden eller 2 øvrige medlemmer af bestyrelsen. Det fremgår derudover også af oplysningerne fra virk.dk, at [ansøgeren] er opført som den ene af 2 reelle ejere.
    Det kan ikke føre til et ændret resultat, at du til støtte for klagen bl.a. har anført, at [ansøgeren] trods sin ejerandel i selskabet ikke har reel indflydelse på sin stilling i selskabet eller i selskabet, idet han kan afskediges med et simpelt flertal i bestyrelsen, at han ved en fratrædelse af sin stilling skal sælge samtlige af sine aktier tilbage, og at det er bestyrelsen, der godkender ansættelse og afskedigelse af ledende medarbejdere, og ikke [ansøgeren], trods hans stilling som administrerende direktør.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] fortsat er ejer og bestyrelsesmedlem sammen med 4 andre bestyrelsesmedlemmer i virksomheden og derved bl.a. har indflydelse på de beslutninger, der træffes af bestyrelsen og den daglige ledelse i virksomheden. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse, at det fremgår af virk.dk, at der er i alt er 5 bestyrelsesmedlemmer inklusiv bestyrelsesformanden, mens det til sagen er oplyst, at der er 6, hvoraf [ansøgeren] er det ene medlem, samt at det fremgår af virk.dk, at [bestyrelsesmedlem] er udtrådt af bestyrelsen i januar 2023.
    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det til trods for de til støtte for klagen indsendte dokumenter fortsat ikke ses dokumenteret, at [ansøgeren] må betragtes som ansat og ikke ejer af virksomheden med en ikke ubetydelig indflydelse i virksomheden på baggrund af hans ejerandel i virksomheden, hans stilling som direktør og som medlem af bestyrelsen.
    Den omstændighed, at [ansøgeren] ved sin ansættelse som direktør tilbydes en månedsløn på 138.150 kr. og derved måtte opfylde den beløbsmæssige betingelse i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering af, hvorvidt [ansøgeren] i relation til udlændingelovens bestemmelser om beløbsordningen kan betragtes som ansat i virksomheden
    Endeligt kan det ikke føre til et ændret resultat, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] er underlagt snævre grænser for godkendelse af kredit til kunder og begrænsninger vedrørende bl.a. anlægsinvesteringer samt at han er underlagt begrænsninger i forhold til kunder og markeder, da dette ikke er forhold, der afkræfter formodningen om, at [ansøgeren] i kraft af sin stilling som direktør, bestyrelsesmedlem og ejer, har mulighed for reel indflydelse i virksomheden.
    Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse.”





  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. november 2023 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 30-11-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om konstatering af bortfald af tidsubegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger i Pakistan.

    Sagens faktiske omstændigheder

    I september 2022 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk.1 og 2, begrundet i, at klageren opgav sin bopæl, fordi han regelmæssigt opholdt sig i Pakistan hos sin ægtefælle og deres 4 fælles børn.

    Udlændingenævnets afgørelse

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2022.

    Udlændingenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han ved sine egne handlinger og adfærd har demonstreret, at han reelt har opgivet sin bopæl i Danmark ved at have sit hovedophold i Pakistan og ved at stifte familie der, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2006, at klagerens opholdstilladelse ville bortfalde, hvis han opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis han havde længevarende ophold uden for Danmark.

    På den baggrund må det have stået klageren klart, at hans jævnlige længerevarende ophold i Pakistan kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark.

    Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af klagerens nationalitetspas og hans egne oplysninger, at han har opholdt sig i Pakistan i ca. 69 måneder og i Danmark ca. 31 måneder i perioden fra august 2011 til maj 2021. Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at hans periodiske ophold i Danmark på 1-6 måneder må betragtes som korte besøg.

    Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at klageren har opholdt sig i Pakistan i de pågældende perioder.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig for længe uden for Danmark og for at tjene penge til sit ophold og familiens forsørgelse i Pakistan. Sammenholdt med hans rejsemønster i perioden fra august 2011 til nu, finder Udlændingenævnet derfor, at han må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.

    Det forhold, at han fortsat er registreret med en bopæl i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at han ikke har opgivet sin bopæl i udlændingelovens forstand. Der henvises den forbindelse også til § 24, stk. 2, i CPR-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023, hvoraf det fremgår, at korte besøg her i landet ikke betragtes som afbrydelse af opholdet i udlandet, så længe vedkommende sover flest gange i udlandet.

    Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været klagerens eget valg at rejse til Pakistan for at stifte familie og udøve dette familieliv med sin ægtefælle og deres 4 fælles børn dér, og at Pakistan dermed i en lang periode på næsten 12 år har været centrum for hans familieliv.

    Udlændingenævnet har yderligere vurderet, om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8, stk. 1, fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.

    Udlændingenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelse af hans ret til familieliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, da der ikke foreligger et hensyn til familiens enhed her i landet, der taler for opretholdelse af hans opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem forældre og voksne børn ikke er omfattet af beskyttelsen i EMRK artikel 8 uden påvisning af ”yderligere afhængighedsforhold mellem dem ud over almindelige følelsesmæssige bånd”, jf. mutatis mutandis, Kwakye-Nti og Dufie mod Nederlandene (dec.), nr. 311519/96, fra den 7. november 2000, og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold mellem klageren og hans herboende far, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem dem, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.

    Udlændingenævnet finder ligeledes, at klageren i hvert fald afbrød sit familieliv med sin far og sin bror i Danmark på det tidspunkt, hvor han valgte at stiftet selvstændig familie i Pakistan, at han har brugt sin ret til at vælge i hvilket land han, hans ægtefælle og deres børn vil udøve deres familieliv, hvor de har valgt Pakistan som centrum for familielivet, og at dermed udgør forholdet til hans far og hans bror i Danmark ikke et familieliv i konventionens forstand.

    Udlændingenævnet henviser herefter til, at klageren forsat kan udøve familielivet i Pakistan, hvor han er statsborger, og hvor han kan rejse til og opholde sig i ubegrænset tid.

    Udlændingenævnet finder, at bortfald af klageren opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelsen af hans ret til privatliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, idet der er oplysninger i sagen, der understøtter, at klageren ikke havde et beskyttelsesværdigt privatliv i Danmark efter EMRK artikel 8 på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at reglerne i udlændingeloven har til formål at sikre og opretholde en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrationskontrol, samt hensynet til den offentlige orden er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2.

    På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

    I vurderingen af, om intensiteten af indgrebet i klagerens privatliv i Danmark er nødvendigt og proportionelt for at opnå det angivne legitime formål, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren er født i 1988 i Pakistan, hvor han har boet de første 12 år og 7 måneder af sit liv, indtil han indrejste i Danmark i maj 2001, at han har gået i skole i Danmark, at han taler dansk, at han blev færdiguddannet social- og sundhedshjælper i juli 2011, og at han indtil august 2011 efter det oplyste uafbrudt opholdt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet finder, at klageren ved sine regelmæssige og længerevarende ophold i Pakistan gennem en lang årrække har opgivet sin status som ”settled migrant” i Danmark.

    Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at klagerens beskæftigelse i Danmark i form af vikarjob som SOSU-hjælper ikke i sig selv kan føre til opretholdelsen af hans opholdstilladelse, idet en tilknytning til Danmark i form af beskæftigelse skal have været en væsentlig del af hans lovlige ophold i landet, og at hans vikarjob ikke kan antages at have en sådan karakter.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke råder over en fast bolig, som står til hans fulde rådighed i de måneder, som han opholdt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at uanset at klageren, hans far og hans bror alle er medejere af beboelseslejligheden på adressen A, kan det ikke lægges til grund, at han har sit eget værelse, idet lejligheden er på 81 m2 og består af 3 værelser, men har 4 registrerede beboere. Idet han ikke har fuldt ejerskab over ejendommen, er bortfald af hans opholdstilladelse derfor ikke et indgreb i hans ejendomsret i Danmark. Udlændingenævnet konstaterer, at det følger af fast praksis, at de oplysninger om indretningen af en bolig, herunder antal værelser, der fremgår af OIS lægges uprøvet til grund ved nævnets afgørelse.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren ikke har skabt den personlige, sociale og økonomiske tilknytning til Danmark, som udgør beskyttet privatliv i konventionens forstand.

    Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om særlige grunde, såsom klagerens helbredsforhold, der kan begrunde, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

    Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændighederne finder Udlændingenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke vil medføre indgreb i retten til privatliv, og at bortfaldet af opholdstilladelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgrebet. Derfor vil det ikke være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Det til klagen anførte forhold og indsendte dokumentation er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, men dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til ovennævnte.

    Udlændingenævnet stadfæster efter det anførte Udlændingestyrelsens afgørelse.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen