Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2025 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – krav om lovligt ophold – beregning af opholdskravet
Dato: 17-03-2025Udlændingenævnet omgjorde i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2024 [ansøgeren] afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, under henvisning til, at [ansøgeren] ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, om lovligt ophold i mindst 8 henholdsvis 4 år her i landet med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3. [Ansøgeren] opholdstilladelse udløb i april 2019, og [ansøgeren] indgav først en ansøgning om forlængelse i maj 2021. Udlændingestyrelsen havde i 2018 ved en fejl udstedt et opholdskort med tidsubegrænset opholdstilladelse til [ansøgeren]. Fejlen blev først opdaget i 2021 - 2 år efter udløbet af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen gjorde derfor i 2021 [ansøgeren] opmærksom på fejlen og gav [ansøgeren] en frist på 2 uger til at ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse. Med henvisning til samme fejl gav Udlændingestyrelsen derefter i april 2021 [ansøgeren] en yderligere frist på 4 uger til at ansøge om forlængelse, hvorefter [ansøgeren] i maj 2021 ansøgte om forlængelse. I juli 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at forlænge [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse på samme vilkår som hidtil.
Udlændingenævnets afgørelse
Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at [ansøgeren] ikke opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, om lovligt ophold i mindst 8 henholdsvis 4 år her i landet med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3.
Det fremgår, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse lagde vægt på, at [ansøgeren] ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse i perioden fra april 2019, hvor [ansøgerens] opholdstilladelse udløb, til maj 2021, hvor [ansøgeren] indgav en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. [Ansøgerens] lovlige ophold skulle efter Udlændingestyrelsens opfattelse derfor først regnes fra maj 2021.
Udlændingenævnet har ved sin afgørelse imidlertid lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i 2018 ved en fejl udstedte et opholdskort med tidsubegrænset opholdstilladelse til [ansøgeren], at fejlen først blev opdaget i 2021 efter udløbet af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse, og at Udlændingestyrelsen herefter først gav [ansøgeren] en frist på 2 uger og derefter en frist på 4 uger til at søge om forlængelse af opholdstilladelsen, selv om denne allerede var udløbet. Udlændingestyrelsen traf derpå i juli 2021 afgørelse om forlængelse af [ansøgerens] opholdstilladelse på det hidtidige grundlag.
Udlændingenævnet henviser til, at efter udlændingelovens § 27, stk. 1, regnes tidsrummene på henholdsvis 8 og 4 år i § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse eller fra tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, hvis dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet.
Efter udlændingelovens § 27, stk. 3, 1. pkt., afbrydes beregningen af disse tidsrum, bl.a. når en meddelt opholdstilladelse udløber. Hvis opholdstilladelsen imidlertid forlænges, efter den er udløbet, regnes tidsrummene dog fra tidspunktet for den tidligere meddelte opholdstilladelse. Det fremgår af § 27, stk. 3, 2. pkt.
Det følger af forarbejderne til udlændingelovens § 27, stk. 3 (lovforslag nr. 71 af 29. oktober 1998, afs. 5.2 og bemærkningerne til § 1, nr. 3), at tidsrummene normalt kun vil kunne beregnes fra det oprindelige tidspunkt, hvis ansøgningen om forlængelse er indgivet rettidigt. Hvis ansøgningen om forlængelse er indgivet for sent, beregnes tidsrummene således normalt i forhold til den ny opholdstilladelse. Efter en samlet konkret vurdering vil tidsrummene dog kunne beregnes i forhold til den oprindeligt meddelte opholdstilladelse. Der vil herved skulle lægges vægt på, hvor sent ansøgningen er indgivet, baggrunden for forsinkelsen og varigheden af tidligere meddelelse opholdstilladelser.
Udlændingenævnet lægger på den baggrund til grund, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandlingen af [ansøgerens] ansøgning af maj 2021 om forlængelse af [ansøgerens] opholdstilladelse har foretaget en samlet konkret vurdering af ansøgningen, herunder den for sene indgivelse, samt sagens øvrige omstændigheder, og som følge heraf truffet afgørelse om at forlænge [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i stedet for at meddele en ny tidsbegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder således, at Udlændingestyrelsens afgørelse af juli 2021 om forlængelse af [ansøgerens] opholdstilladelse medfører, at beregningen af varigheden af [ansøgerens] lovlige ophold her i landet derfor skal ske fra den oprindelige opholdstilladelse, som blev meddelt i december 2006, og som løbende er blevet forlænget. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, jf. § 27, stk. 1, er dermed opfyldt.
-
Udlændingenævnets afgørelse fra 10. februar 2025 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – beskæftigelse som madleveringsbud
Dato: 10-02-2025Udlændingenævnet hjemviste i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse fra 30. januar 2024 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til ansøgeren.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2024 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Ansøgeren var lønmodtager og havde arbejdet som bud hos en madleveringsvirksomhed siden april 2023. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingestyrelsen havde ikke taget stilling ansøgerens arbejde hos madleveringsvirksomheden i månederne i april, maj, juni, juli, august, september, oktober og november 2023.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet nye oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i januar 2024 meddelte [ansøgeren] afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at [ansøgeren] ikke opfyldte kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke har taget stilling til [ansøgerens] arbejde hos [madleveringsvirksomhed] i månederne i april, maj, juni, juli, august, september, oktober og november 2023.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det til støtte for klagen bl.a. er anført, at [ansøgeren] har arbejdet 8 år i træk i Danmark og forsørget sig selv, og at [ansøgeren] i dag er i fast arbejde hos [madleveringsvirksomheden], hvor [ansøgeren] efter det oplyste gennemsnitligt arbejder 60 timer om ugen, ligesom [ansøgeren] bl.a. til sagen har fremlagt lønsedler for sin beskæftigelse hos [madleveringsvirksomheden] i perioden fra juni 2023 til november 2024, samt dokumentation for [ansøgerens] arbejdstimer hos [madleveringsvirksomheden] i perioden fra januar 2023 til november 2024.
Udlændingenævnet finder således, at [ansøgerens] beskæftigelse hos [madleveringsvirksomheden] bør betragtes som lønmodtagerarbejde, og derfor bør indgå ved Udlændingestyrelsens beregning af, hvorvidt [ansøgeren] opfylder beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Skatterådet i et bindende svar af 22. januar 2022 har vurderet, at ansatte hos [madleveringsvirksomheden] må anses for at være lønmodtagere.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen, herunder om [ansøgeren] på baggrund af sin samlede beskæftigelse i de seneste 4 år, herunder [ansøgerens] beskæftigelse hos [madleveringsvirksomhed], opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet ikke har vurderet de øvrige betingelser.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2025 – visum – ej tilstrækkelige midler
Dato: 10-02-2025Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dansk Schengenvisum vedrørende en statsborger fra Kenya
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indgav i juli 2024 ansøgning om dansk Schengenvisum til et turistophold på 16 dage. Ansøgeren skulle på ferie med sin visumfri familie og havde som dokumentation på sin økonomi fremlagt kopi af sin ægtefælles kontoudtog. Familien skulle bo på hotel. Den fremlagte kontoudskrift havde ikke midler svarende til 500 DKK pr. døgn pr. person over en periode på 16 dage.
I august 2024 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på udstedelse af turistvisum, idet styrelsen vurderede, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have tilstrækkelige midler, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a), iii), og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 3 og nr. 4.
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” Vores afgørelse er truffet efter artikel 32, stk. 1, litra a), iii) i visumkodeks og § 8, stk. 2, nr. 3 og nr. 4 i visumbekendtgørelsen. Du kan læse mere i afsnittet Regler og praksis.
Vi vurderer, at du ikke har dokumenteret at have tilstrækkelige midler til:
• hele den forventede opholdsperiode
• returrejse til hjemlandet eller transit til et tredjeland, hvortil du har adgang
Du har heller ikke dokumenteret, at du er i stand til at erhverve disse midler på
lovlig vis.
Efter praksis skal en visumansøger ved indrejsen være i besiddelse af ca. 500 DKK pr. døgn, hvis der er tale om hotelophold, mens ca. 350 DKK pr. døgn vil være tilstrækkeligt, hvis visumansøgeren skal bo på vandrerhjem el. lign. Et mindre beløb kan efter omstændighederne anses for tilstrækkeligt, hvis
indkvarteringen er betalt i forvejen, eller hvis der er tale om privat indkvartering, hvor værten har påtaget sig at indestå for alle udgifter.
På den baggrund har vi lagt vægt på, at det af kontoudtoget fremgår, at der ikke er tilstrækkelige midler til opholdet på 16 dage i Danmark, da 16 dages visum vil indebære at der et beløb på 16 x 500 DKK, svarende til 8.000 DKK pr. voksen person.
Vi har ved afgørelsen videre lagt vægt på, at du har indleveret [ægtefællens] bankkonto.
Vi bemærker, at det påhviler en visumansøger selv at være i besiddelse af, og derved kunne råde over, tilstrækkelige midler under opholdet i Schengenlandene, at beløbets størrelse er afhængig af opholdets længde og relation til værten, samt at dette krav kun rent undtagelsesvist kan fraviges.
Vi har vurderet, at der ikke er humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at du kan få et nationalt begrænset visum til Danmark (VLTV).
Vi har ved afgørelsen ikke vurderet, hvorvidt de øvrige betingelser for at få visum er opfyldt.
Vi bemærker, at vi ikke har fundet, at der er oplysninger i sagen, der giver anledning til at behandle ansøgningen efter de særlige EU-regler om udstedelse af visum til familiemedlemmer til EU-borgere, jf. bl.a. visumbekendtgørelsens § 9.”
Udlændingenævnets afgørelse
” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] august 2024. [Ansøgeren] kan således ikke gives Schengenvisum til Danmark pga. manglende dokumentation for besiddelse af
tilstrækkelige midler til ophold og hjemrejse, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, nr. iii, og
visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 3.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en visumansøger efter praksis skal være i besiddelse af
ca. 500 DKK pr. døgn, hvis vedkommende skal på hotelophold, og at [ansøgeren] har søgt om 16 dages ophold, hvor [ansøgeren] skal bo på hotel, hvilket betyder, at [ansøgeren] som enkeltperson skal være i besiddelse af minimum 8.000 DKK for [sit] påtænkte ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der i forbindelse med ansøgning om visum skal
foretages en individuel vurdering af ansøgerens økonomi, og at det som udgangspunkt er et krav,
at [ansøgeren] som ansøger kan dokumentere, at [hun] selv er i besiddelse af tilstrækkelige midler til det fulde ophold.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at [ansøgeren] skal rejse sammen med [sine] 3 børn og [sin] ægtefælle, der er [nationalitet] statsborgere og dermed visumfri, og at [ansøgeren] har oplyst, at [hendes] ægtefælle indestår for alle udgifter i forbindelse med opholdet.
Udlændingenævnet har på baggrund af ovenstående lagt afgørende vægt på, at [ansøgerens] ægtefælle, [navn], har et indestående på [...], der på nuværende tidspunkt svarer til ca. 4.600 DKK, hvilket svarer til knap 290 DKK pr. døgn for et ophold på 16 dage for én enkelt person. Dette beløb er således ikke tilstrækkeligt til at dække blot én persons ophold i Danmark i 16 dage. [Ansøgerens] ægtefælle har således ikke dokumenteret, at han har tilstrækkelige subsistensmidler til hele den forventede opholdsperiode i Danmark.
Udlændingenævnet skal desuden bemærke, at [ansøgerens] hotelbooking til 15 dages ophold på [hotel] i København, der ikke var betalt på tidspunktet for [hendes] ansøgning, har en samlet pris på 47.741 DKK for 5 personer.
Udlændingenævnet har endelig vurderet, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum, jf. visumbekendtgørelsens § 20, stk. 1, jf. udlændingelovens § 4 a, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2025 – Administrativ udvisning - Ulovligt arbejde - Indrejseforbud
Dato: 28-01-2025Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, nr. 1
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i juli 2024 antruffet i forbindelse med politiets undersøgelse af mulig ulovlig arbejdskraft på en konkret lokation. Klageren fandtes i færd med reparation af en vindmølle og blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og modtog en udenretlige bøde på 3.000 kr.
I juli traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, nr. 1
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du den […] juli 2024 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde af Københavns Politi på [gerningssted], ved [adresse] ved [lokation] i forbindelse med reparation af en vindmølle, der var defekt.
Vi har endvidere lagt til grund, at du har erkendt de faktiske omstændigheder og modtaget en udenretlig bøde på 3.000 kr. for forholdet.
Udlændingestyrelsen har vurderet, at du ikke er fritaget for kravet om arbejdstilladelse i medfør af udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2, nr. 6.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du til sagen har oplyst, at der ikke er mange tilbage, som kan udføre denne opgave på grund af det specialiserede arbejde på de specifikke ældre modeller.
Vi har ved vurderingen heraf lagt vægt på vurderingen foretaget af SIRI om, at dit arbejde ikke kan anses omfattet at montørreglen, jf. herved udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2, nr. 6, da der er tale om reparation efter produktet er taget i brug.
Udlændingestyrelsens vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil.
Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingestyrelsen har ved vurderingen efter udlændingelovens § 26 lagt vægt på, at du er statsborger i Storbritannien, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie eller lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse
” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juli 2024 af de grunde, som styrelsen har anført. [Klageren] udvises således af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, nr. 1.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] var ansat som rådgiver, og at han ikke har udført fysisk arbejde, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det afgørende i vurderingen af, om der er tale om ulovligt arbejde, er, om den aktivitet, der udføres, kan betegnes som arbejde eller selvstændig erhvervsvirksomhed, der kræver en arbejdstilladelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, der er afgørende for vurderingen heraf, jf. udlændingelovens § 13, stk. 1.
Der er tale om arbejde i udlændingelovens forstand, hvis en udlænding udfører opgaver for en virksomhed her i landet eller på anden måde deltager aktivt i aktiviteter, der medfører et "output" for virksomheden. Sidemandsoplæring på arbejdsstedet kræver en arbejdstilladelse, hvis den finder sted i produktionsmiljøet og dermed, direkte eller indirekte, bidrager til virksomhedens produktion. Der henvises til udlændingemyndighedernes hjemmeside:
https://www.nyidan-mark.dk/da/Arbejdsgivere-og-uddannelsessteder/Arbejdsgivere/Exemption.
Udlændingenævnet har på den baggrund lagt vægt på, at [klageren] i kapacitet af specialist har ydet rådgivning og træning (sidemandsoplæring) omkring vedligeholdelse af vindmøller. Rådgivning og træning, der sigter mod at forbedre funktionaliteten og driftssikkerheden af produktionsudstyr (vindmøller), som anvendes til at skabe energi, er i denne sammenhæng et bidrag til virksomhedens produktionsmål. Arbejdet er således omfattet af udlændingelovens krav om arbejdstilladelse, da den udførte opgave resulterer i et produktionsoutput – energi – som er en del af virksomhedens kerneaktivitet.
Udlændingenævnet har på baggrund af ovenstående vurderet, at det hverken er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der ikke har været tale om arbejde.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] havde overladt det til sin arbejdsgiver at søge om eventuel arbejdstilladelse, kan heller ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er arbejdstagerens eget ansvar at være bekendt med og sikre opfyldelse af gældende krav. En arbejdstager kan således ikke fraskrive sig ansvaret ved at henvise til sin arbejdsgiver.
Det er i klagen endvidere angivet, at indrejseforbuddet vil have store konsekvenser for [klagerens] karriere, idet hans arbejde kræver rejseaktivitet inden for Schengenområdet.
Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Udlændingenævnet henviser indledningsvis til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisningen må antages at virke særlig belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Vedrørende mulighederne for at undlade at fastsætte et indrejseforbud henviser Udlændingenævnet til, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 32, stk. 3, at det kan have betydning for vurderingen af, om der skal undlades fastsat et indrejseforbud, hvis udlændingen er blevet meget alvorligt syg og er ude af stand til at udrejse, eller hvis overskridelse af en udrejsefrist skyldes forhold, der ikke kan lægges udlændingen til last, f.eks. mangelfuld eller forkert vejledning fra myndighedernes side om ret til ophold. Bestemmelsen vil desuden kunne anvendes i tilfælde, hvor myndighederne efter en konkret og individuel vurdering finder, at et indrejseforbud vil være uproportionalt henset til sagens konkrete omstændigheder, f.eks. i en situation, hvor en udlænding, der uforvarende har haft meget kortvarigt ulovligt ophold, meddeles et indrejseforbud, der indebærer, at den pågældende som udgangspunkt afskæres fra muligheden for opnå familiesammenføring i 2 år.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke er fremlagt oplysninger, hvorefter det kan lægges til grund, at der i sagen er tale om sådanne særlige omstændigheder, at der skal undlades fastsat et indrejseforbud.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om indrejseforbuddet måtte påvirke hans professionelle arbejdsliv, findes denne begrænsning at være proportional i forhold til, at han vurderes at have arbejdet ulovligt i Danmark.
Udlændingenævnet skal henvise til, at [klageren] kan ansøge om et territorialt begrænset visum til andre Schengen- eller Schengenassocierede lande. De relevante myndigheder vil foretage en konkret vurdering af, om der i hans sag foreligger ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde et visum til de pågældende lande.
Udlændingenævnet har desuden vurderet, at der heller ikke er grundlag for en nedsættelse af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det af forarbejderne til § 32, stk. 5, fremgår, at når det er vurderet, at en udlændings tilknytning til det danske samfund eller herboende personer har en sådan karakter, at det ikke er til hinder for udvisning, jf. § 26, stk. 1, eller for at der meddeles et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 3, vil der typisk heller ikke være grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud, og at der på den baggrund kun helt undtagelsesvist vil være grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud til udlændinge, der udvises efter § 25 a, end det, der ellers følger af loven.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. januar 2025 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde - indrejseforbud
Dato: 23-01-2025Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som blev administrativt udvist for ulovligt ophold og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet, jf. udlændingelovens § 25 b, og § 32, stk. 4, nr. 1
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i august 2024 antruffet i lufthavnen i færd med at udrejse fra Spanien via Danmark til Storbritannien. Klageren havde opholdt sig med sin irske kæreste, senere ægtefælle, i Spanien og havde et overstay på 100 dage i Schengenområdet, heraf 1 dags overstay i Danmark og blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt ophold og modtog en udenretlige bøde på 1.500 kr. Klageren var af den opfattelse, at klageren havde en afledt EU-opholdsret og kunne bo i Spanien på baggrund af sit ægteskab.
I januar 2025 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1
Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:
” Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at du indrejste i Danmark den […] august 2024.
Udlændingestyrelsens har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da politiet den […] august 2024 antraf dig i [lufthavnen] i forbindelse med din udrejse til London, og at det fremgik af stemplet i dit pas, at du indrejste i Schengenområdet gennem Malaga den […] februar 2024, og ikke siden ses at være udrejst.
Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan indrejse og opholde dig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når du forinden har opholdt dig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du oplyser at du er gift men en irsk statsborger, der bor i Spanien, idet der selv, hvis der var fremlagt dokumentation for dette, ikke må vurderes, at du har en afledt opholdsret, idet du ikke rejser i følgeskab med din ægtefælle, eller at der i øvrigt fremgår oplysninger om, at du er i færd med at etablere dig fast i Spanien med din ægtefælle, idet du er på vej hjem til Storbritannien, hvor du oplyser at bo.
Udlændingestyrelsen har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingestyrelsen har ved vurderingen af udlændingelovens § 26 lagt vægt på, at du er statsborger i Storbritannien, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie eller lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende.
Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at
• [klagerens] ægtefælle har søgt om ophold i Spanien, og at [klageren] skulle til at søge om en spansk arbejds- og opholdstilladelse, da [klageren] var nødsaget til at rejse tilbage til Storbritannien pga. et opstået nødstilfælde i [klagerens] familie
• [klageren] troede, at [klageren] på baggrund af sit ægteskab med en EU-borger opholdt sig lovligt i Schengenlandene
Der blev der fremlagt yderligere dokumentation i form af vielsesattest dateret […] juni 2024
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] august 2024 af de grunde, som styrelsen har anført. [Klageren] udvises således af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1, idet [klageren] har haft ulovligt ophold i Danmark.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet om retsregler ovenfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] den […] juni 2024 er blevet gift med en irsk statsborger, som er bosiddende i Spanien, at han er ved at søge om opholdstilladelse i Spanien, at [klagerne og ægtefællen] skulle til at søge om opholdstilladelse til [klageren], og at [klageren] troede, at [klageren] havde lovligt ophold, kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke ses godtgjort, at [klageren] på baggrund af sin ægtefælles forhold har en afledt ret til ophold i Spanien, idet der ikke er fremlagt dokumentation for [klagerens] ægtefælles opholdsgrundlag i Spanien, herunder f.eks. som arbejdstager. Der henvises til opholdsdirektivets artikel 7, hvoraf fremgår, at enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre måneder, herunder hvis den pågældende f.eks. er arbejdstager, studerende eller råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer. Der henvises til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.
Udlændingenævnet har på den baggrund lagt vægt på, at [klageren] den […]. august 2024 indrejste i Spanien, og at der ikke foreligger oplysninger om, at [klageren] har været udrejst af Schengenområdet frem til, at [klageren] den […] august 2024 indrejste i Danmark. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at [klageren] har søgt om eller har fået forlængelse af sit visumfrie ophold.
[Klageren] havde dermed ulovligt ophold, da [klageren] blev antruffet i Danmark den […] august 2024, idet [klageren] har haft et ophold på mere end de tilladte 90 dage inden for en periode på 180 dage.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at statsborgere fra en række lande, herunder Storbritannien, kan opholde sig visumfrit i Danmark i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage, jf. udlændingelovens § 3. Et ophold ud over denne periode kræver tilladelse fra de danske myndigheder, jf. udlændingelovens § 4 b.
Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser der er knyttet til indrejse og visumfrit ophold i Danmark, herunder at søge om de fornødne tilladelser inden indrejsen samt at sikre sig, at det tilladte ophold ikke overskrides.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Det er indgået i denne vurdering, at du har en ægtefælle, som er irsk statsborger og bosat i Spanien, og at I ønsker at udøve jeres familieliv i Spanien. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, da det følger af fast praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, om retten til familieliv, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at du og din ægtefælle ikke ville kunne udøve familielivet Irland, hvor din ægtefælle er statsborger, eller i Storbritannien, hvor du er statsborger, ligesom der ikke foreligger oplysninger om, at din ægtefælle ikke vil kunne besøge dig i Storbritannien, så længe indrejseforbuddet er gældende. Udlændingenævnet har således vurderet, at der ud fra sagens oplysninger ikke foreligger uoverstigelige hindringer for, at du kan udøve familielivet i Irland eller Storbritannien ”
VAU/2025/2 -
Udlændingenævnets afgørelse af 20.01.2025 – Bortfald – forhåndsdispensation fra bortfald
Dato: 20-01-2025
Udlændingenævnet hjemviste i januar 2025 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald samt konstateringen af bortfald af opholdstilladelser for 3 statsborgere fra Pakistan, en mor og hendes 2 mindreårige børn, der var meddelt opholdstilladelse som medfølgende familiemedlemmer til en arbejdstager i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Moren og børnene udrejste fra Danmark til hjemlandet i januar 2024, og søgte om dispensation fra bortfald i juni 2024 fordi moren, efter en ufrivillig abort samt grundet infektioner og dårligt velbefindende, ønskede at blive i Pakistan sammen med børnene til oktober 2025. Moren og børnenes opholdstilladelser blev herefter konstateret bortfaldet i juli 2024, fordi de havde været udrejst i mere end 6 måneder.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i SIRI, idet afgørelsen er mangelfuld i henhold til de hovedhensyn, der er indgået i skønsudøvelsen af, om [klagerne] skulle meddeles dispensation fra bortfald af deres opholdstilladelser efter udlændingelovens § 17, stk. 2, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klagerne] har søgt om bevarelse af deres opholdstilladelser inden for 6 måneder fra deres udrejse, og at SIRI i afgørelserne bl.a. har lagt vægt på, at ansøgningerne om dispensation fra bortfald er indgivet næsten 6 måneder efter de er udrejst, og at der er søgt om dispensation frem til oktober 2025.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at de hensyn SIRI har inddraget i skønsudøvelsen ikke er i overensstemmelse med de krav, der fremgår af udlændingemyndighedernes hjemmeside nyidanmark.dk.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der fremgår af hjemmesiden på engelsk, at der kan meddeles dispensation såfremt udlændingen har sendt en ansøgning inden opholdstilladelsen bortfalder, hvis udlændingen forventer at komme tilbage til Danmark efter udrejsen, og såfremt udlændingen stadig lever op til betingelserne for opholdstilladelsen ved en tilbagevenden til Danmark, jf. https://www.nyidanmark.dk/en-GB/Your-situation-is-changing/Work/Lapse-dispensation.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af samme hjemmeside, at formålet med udrejsen skal være specifikt, og at listen med eksempler herpå ikke antages at være udtømmende, da dette vil være uoverensstemmende med den samlede og konkrete vurdering, der skal foretages i henhold til ansøgninger om dispensation fra bortfald.
Udlændingenævnet finder i den sammenhæng, at når en udlænding fra udlandet søger om dispensation fra bortfald inden udlændingens opholdstilladelse bortfalder automatisk (ex lege), skal styrelserne, såfremt afgørelsen om afslag på dispensation fra bortfald træffes efter tidspunktet for opholdstilladelsens automatiske bortfald, fastsætte en indrejsefrist i afgørelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det allerede er en eksisterende praksis på området, at udlændingen på den baggrund stadig vil have mulighed for at bevare sin opholdstilladelse ved at genindrejse i Danmark, uanset om der bliver meddelt afslag på forhåndsdispensation, og dermed sikres det, at udlændingen ikke udsættes for et retstab på baggrund af sagsbehandlingstiden.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at såfremt en udlænding ikke indrejser i overensstemmelse med den af styrelsens fastsatte indrejsefrist vil opholdstilladelsen herefter være bortfaldet ex lege fra den fastsatte dato for indrejsefristen.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19.12.2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Familieliv - Ej opbygget eller konsolideret familieliv
Dato: 19-12-2024Udlændingenævnet stadfæstede i december 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en 20-årig statsborger fra Zambia, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, der var var barn af den danske statsborgers (hovedpersonens) ægtefælle, indrejste i Danmark i januar 2024 og indgav ansøgning om EU-opholdsret som familiemedlem til hovedpersonen. Barnet var 20 år på ansøgningstidspunktet. Forud for indrejsen i Danmark havde ansøgeren opholdt sig i Sverige i 5 uger sammen med hovedperson og sin mor, indtil de i januar 2024 rejste sammen til Danmark. Hovedpersonen og ansøgerens mor havde forud for indrejsen været bosat i Sverige i 3½ måned, og inden da havde de boet i Danmark i 4 år. Det var oplyst, at ansøgeren først tilsluttede sig hovedpersonen og sin mor i Sverige i december 2023, fordi ansøgeren skulle færdiggøre sin uddannelse i hjemlandet, men at hovedperson og ansøgerens mor i denne periode havde forsørget ansøgeren.
I april 2024 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger under henvisning til, at ansøgeren og hovedpersonen ikke havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af [..] april 2024. [ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at [hovedpersonen] har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige og dér har opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne, samt at [ansøgeren] er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 2, som barn af [hovedpersonens] ægtefælle, [..].
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] ikke har opbygget eller konsolideret et familieliv i Sverige i den periode, hvor [hovedpersonen] udnyttede sin ret til fri bevægelighed i Sverige, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan aflede en ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at [ansøgerens] ophold i Sverige har været af en sådan karakter, at det har været egnet til, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] har kunnet opbygge eller konsolidere et fælles familieliv dér, og således fortsætte det pågældende familieliv efter [hovedpersonens] tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i løbet af den periode på 3½ måneder, hvor [hovedpersonen] var bosat i Sverige, hovedsageligt opholdt sig i Zambia, idet [ansøgeren] alene opholdt sig i Sverige i 5 uger, fra den [..] december 2023 til og med den [..] januar 2024, og at [ansøgeren] indrejste i Sverige kort tid før, at [hovedpersonen] vendte tilbage til Danmark.
Udlændingenævnet finder herefter, at varigheden og omfanget af [ansøgerens] ophold i Sverige har haft karakter af et besøgsophold, hvilket taler imod, at [ansøgeren] og [hovedpersonen] i Sverige har haft et familieliv af en sådan varighed og intensitet, at der er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem dem.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af præmis 56 i EU-Domstolens sag C-456/12, O og B, at det er det forhold, at unionsborgeren og familiemedlemmet, der er tredjelandsstatsborger, reelt har haft ophold i værtsmedlemsstaten i henhold til og under overholdelse af betingelserne i henholdsvis artikel 7, stk. 1 og stk. 2, eller artikel 16, stk. 1 og stk. 2, i opholdsdirektivet, som ved unionsborgerens tilbagevenden til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, giver den tredjelandsstatsborger, med hvem unionsborgeren har haft et familieliv i værtsmedlemsstaten, en afledt opholdsret.
Ved vurderingen af karakteren af familielivet i Sverige, har Udlændingenævnet inddraget det anførte om [ansøgeren], [ansøgerens mor] og [hovedpersonens] familieliv forud for [ansøgerens] indrejse i Sverige, herunder den indsendte dokumentation for [ansøgerens] forsørgelse, for kontakten mellem [ansøgeren], [ansøgerens mor] og [hovedpersonen], og for [ansøgerens mors] rejse til Zambia i 2022.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at det forhold, at [ansøgeren] i de seneste 4 år forud for sin indrejse i Sverige havde sin faste bopæl og sine øvrige livsforhold, herunder sin skolegang, hos sin moster i Zambia, samt at [ansøgeren] og [hovedpersonen] i denne periode alene har haft telefonisk kontakt, taler imod, at relationen mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen] havde en sådan karakter, at de ved [ansøgerens] indrejse i Sverige videreførte et allerede etableret fast familieliv.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] var forhindret i at tilslutte sig [ansøgerens mor] og [hovedpersonen] tidligere som følge af Covid-19, og fordi [ansøgeren] skulle færdiggøre sin skolegang, da der ikke er tale om omstændigheder, som kan medføre, at der i Sverige er opbygget eller konsolideret det nødvendige familieliv mellem [ansøgeren] og [hovedpersonen].
For så vidt angår det forhold, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt har opholdt sig i Danmark sammen med [ansøgerens mor] og [hovedpersonen] siden den [..] januar 2024, kan dette heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser herved til, at det er en betingelse, at det etablerede familieliv er til stede på tidspunktet for den danske statsborgers tilbagevenden til Danmark, idet det alene er fortsættelsen af et familieliv, der opbygges eller konsolideres under den danske statsborgers udøvelse af rettigheder i værtsmedlemsstaten, der er omfattet af den sekundære ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14.12.2024 – Erhverv – Praktikanter - Udelukkelsesgrunde
Dato: 14-12-2024Udlændingenævnet hjemviste i februar 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag til en ugandisk studerende, der havde søgt om opholds- og arbejdstilladelse som landbrugspraktikant i en dansk virksomhed.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er statsborger i Uganda, indgav i juni 2022 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som landbrugspraktikant i en dansk virksomhed. I forbindelse med ansøgningen fremlagde ansøgeren dokumentation for sin uddannelse og status som studerende på et bestemt universitet i Uganda. I december 2022 meddelte SIRI ansøgeren afslag under henvisning til, at ansøgeren havde afgivet falsk dokumentation for sin uddannelse. SIRI lagde herved vægt på oplysninger indhentet fra en ansat på universitetet om, at ansøgeren ikke var studerende på den pågældende uddannelsesinstitution. Ansøgeren blev samtidigt indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket i medlemsstaterne i en periode på 2 år. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet i januar 2023. I februar 2024 hjemviste Udlændingenævnet sagen med henblik på yderligere sagsoplysning.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i SIRI, idet der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet nye oplysninger i sagen, som ikke er indgået i SIRI’s beslutningsgrundlag.
Udlændingenævnet finder det beklageligt, at SIRI ikke på eget initiativ har truffet beslutning om at genoptage [ansøgerens] sag på baggrund af Udlændingenævnets anmodning om udtalelse af […] februar 2023, selv om der er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI i afgørelsen anførte, at styrelsen ikke modtog [ansøgerens] kommentarer til oplysningerne fra [universitet A] om, at han ikke var studerende på universitetet, og at SIRI vurderede, at der er alvorlig grund til at antage, at [ansøgeren] har afgivet falsk dokumentation for hans uddannelse, og at han derfor ikke kan gives opholdstilladelse i Danmark som landbrugspraktikant.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at [ansøgeren] ved e-mail af […] januar 2023 til Udlændingenævnet har indsendt et brev af […] januar 2023, i hvilket [universitet A] bekræftede oplysninger om deres studerende, bl.a. at [ansøgeren] er en af deres studerende, samt oplysninger om kontaktpersonen på universitetet, ligesom [ansøgeren] har anført, at nogle ansatte på universitetet er uneutrale og partiske, idet de har en personlig interesse i, at studerende ikke tager på et praktikophold i Danmark til fordel for tilsvarende programmer i Israel.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at SIRI i udtalelsen af […] marts 2023 har bemærket, at det indsendte brev af […] januar 2023 fra [universitet A] samt oplysninger fra [ansøgeren] ikke ændrer ved det forhold, at hans indsendte dokumentation for uddannelsen er falsk.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at [ansøgeren] ved e-mail af […] marts 2023 til Udlændingenævnet har oplyst, at Danmarks ambassade i Nairobi ved deres henvendelse til [universitet A] kontaktede en forkert person, som ikke var interesseret i, at de studerende tager på praktikophold i Denmark, idet der findes andre konkurrerende landbrugsprogrammer, som universitetet også deltager i, og at [ansøgeren] kan bevise, at han reelt er studerende ved [universitet A] ved at sende det seneste udtog af hans eksamensbog.
Udlændingenævnet bemærker, at The 2023 Corruption Perceptions Index (CPI) viser, at Uganda ligger på nummer 141 på korruptionsliste blandt 180 lande i hele verden, og at det dermed ikke kan udelukkes, at den ansatte på universitetet, som Danmarks ambassade i Nairobi kontaktede, handlede ud fra sine egne interesser.
Udlændingenævnet skal endvidere bemærke, at afslag efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2, medfører, at udlændingen skal indberettes til Schengeninformationssystemet som uønsket i medlemsstaterne i en periode på 2 år, jf. udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 3, og at afgørelsen derfor efter sin karakter er meget indgribende for udlændingen.
Udlændingenævnet finder det rettest, at SIRI vurderer sagen på ny, idet [ansøgerens] partssvar på styrelsens anmodning af […] november 2022 samt brevet af […] januar 2023 fra [universitet A] med oplysninger om deres studerende, ikke er indgået i SIRI’s beslutningsgrundlag.
Udlændingenævnet finder afslutningsvis, at det i lyset af afgørelsens indgribende karakter påhviler styrelsen at sikre, at sagen er oplyst i tilstrækkeligt omfang. Nævnet finder derfor på baggrund af de foreliggende oplysninger i sagen og på grundlag af SIRI’s udtalelse af […] marts 2023, at sagen bør oplyses yderligere.
Henset til de ovennævnte forhold tilbagesender Udlændingenævnet sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra SIRI.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2024 – Au pair – Formodning
Dato: 13-12-2024Udlændingenævnet stadfæstede i december 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark som au pair, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, til en statsborger fra Laos.
Sagens faktiske omstændigheder:
Det fremgik af sagen, at [ansøgeren] er statsborger i Laos, at hun taler lao, thai og engelsk, at [værtsfaderen] er dansk statsborger, at [værtsmoderen] er thai statsborger, og at værtsfamilien taler dansk, engelsk og thai. Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) meddelte i juli 2024 [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse i Danmark som au pair, idet [ansøgerens] engelskkundskaber er meget begrænsede, og at [ansøgeren] således ikke vil få et tilstrækkeligt kulturelt og sprogligt udbytte af et au pair-ophold i Danmark.
Til støtte for klagen har [værtsfamilien] til Udlændingenævnet bl.a. anført, at man kan diskutere, hvorvidt det er diskriminerende at stille et sprogkrav for at kunne fungere som au pair i en flersproget værtsfamilie, og at ambassadens medarbejder, som foretog interviewet, havde en nedladende og grov tone overfor [ansøgeren].
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af de grunde, som SIRI har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som SIRI. [Ansøgeren] får således ikke opholdstilladelse som au pair i Danmark hos [værtsfamilien], jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og au pair-bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, jf. § 3, stk. 2, nr. 5.
Udlændingenævnet finder fortsat efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at [ansøgeren] ikke i fornødent omfang vil kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt eller kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark, da hendes engelskkundskaber ikke har et tilstrækkeligt niveau.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at Den Danske Ambassade i Bangkok, Thailand, på baggrund af interviewet i juni 2024 med [ansøgeren] konkluderede, at hun havde meget begrænsede engelskkundskaber, at hun ikke forstod mange spørgsmål, at de fleste af spørgsmålene under interviewet blev gentaget 2-3 gange, ligesom [ansøgeren] bad om at gennemføre interviewet på thai, men ambassadens medarbejder forklarede, at det kræves, at interviewet skal foregå på engelsk.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ambassaden anførte, at interviewet blev gennemført på engelsk, at interviewet blev udført ved et personligt fremmøde, og at [ansøgeren] efter interviewet afgav bemærkninger til ambassadens noterede svar og til selve interviewet, som blev noteret på interviewudskriften.
Udlændingenævnet henviser yderligere til, at efter praksis sker et interview med henblik på at vurdere formålet med en ansøgning om opholdstilladelse og ansøgerens sprogkundskaber, og at interviewet finder sted ved et personligt fremmøde (i nogle tilfælde ved et videomøde) hos de danske repræsentationer i udlandet.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at Udenrigsministeriet, herunder de danske repræsentationer i udlandet, bistår de danske udlændingemyndigheder med at indhente nærmere oplysninger til brug for behandling af sager efter udlændingeloven, jf. udlændingelovens § 46 b, hvorfor oplysninger, f.eks. interviews, indhentet af en repræsentation til brug for behandling af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke nødvendigvis skal efterprøves af udlændingemyndighederne, før de kan lægges til grund for en afgørelse om opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at ændre vurderingen af sagen på baggrund af den til støtte for klagen anførte kritik af ambassadens medarbejder under interviewet.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ambassaden og dennes medarbejdere er kompetente til at udføre sprog- og formålsinterviews i forbindelse med ansøgninger om opholdstilladelse, ligesom et sådant interview og de stillede spørgsmål er nøje tilrettelagt og udviklet med henblik på at afdække en ansøgers niveau i engelsk.
Udlændingenævnet har endvidere noteret, at [værtsfamiliens] klage over ambassadernes medarbejder og interviewet allerede blev håndteret af ambassaden.
Udlændingenævnet henviser til, at sprogkravet stilles til en au pair-ansøger, fordi det er afgørende, at au pairen og værtsfamilien kan forstå hinanden, og at sprogkravet sikrer, at au pairen forstår sin kontrakt, sine rettigheder og pligter, hvilket beskytter begge parter mod misforståelser eller uretfærdig behandling under opholdet. Desuden er et fælles sprog mellem au pairen og værtsfamilien en forudsætning for at opfylde forventninger til børnepasning, huslige pligter og daglig planlægning, ligesom at tilstrækkelige sprogkundskaber er en forudsætning for, at au pairen på egen hånd vil kunne begå sig uden for værtsfamiliens hjem, f.eks. handle ind, tage offentlig transport eller interagere med lokalsamfundet. Ligeledes skal au pairen kunne kommunikere med værtsfamiliens børn og børnenes venner på samme sprog for at skabe tryghed for børnene, og at det er essentielt, at au pairen, hvis der opstår en nødsituation, kan tale og forstå engelsk for at kommunikere med landets myndigheder, politiet, læger osv.
Det til klagen anførte og indsendte er indgået i Udlændingenævnets vurdering, men kan ikke føre til en ændret vurdering af, at [ansøgeren] ikke på det foreliggende grundlag kan antages at tale engelsk i et omfang, der gør, at hun vil kunne få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt og kulturelt udbytte af et au pair-ophold i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2024 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 13-12-2024
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en irakisk statsborger, der søgte om opholdstilladelse efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20 om unionsborgerskabet, under henvisning til sit herboende mindreårige danske statsborgerbarn, og som havde en gyldig opholdstilladelse i Italien.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren, som er irakisk statsborger, søgte i december 2023 om familiesammenføring med sit herboende mindreårige danske statsborgerbarn, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. TEUF art. 20. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2024 ansøgeren afslag på familiesammenføring med sit danske statsborgerbarn, da ansøgeren havde en gyldig opholdstilladelse som flygtning i Italien. Udlændingestyrelsen lage vægt på, at familien derfor kunne udøve deres familieliv i Italien, og at det danske statsborgerbarn ikke ville være nødsaget til at forlade Unionens område, hvis ansøgeren blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren klagede i februar 2024 over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingestyrelsens afgørelse
”Vi har vurderet, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for at du kan blive meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af en afledt opholdsret i henhold til TEUF art. 20.
Det følger af EU-Domstolens praksis, at det er en betingelse for at aflede en opholdsret, at der er tale om et kvalificeret afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og tredjelandsstatsborgeren.
Det følger også af EU-Domstolens praksis, at såfremt unionsborgeren bor med begge sine forældre, foreligger der en afkræftelig formodning for, at der består et sådan afhængighedsforhold, der kan danne grundlag for en opholdsret, såfremt der er tale om et reelt og stabilt familieliv.
Det er ligeledes en betingelse, at det kvalificerede afhængighedsforhold – samt det reelle og stabile familieliv i tilfælde af samboende forældre - skal være af sådan karakter, at den danske statsborger reelt vil være nødsaget til at forlade Unionens område med tredjelandsborgeren, såfremt opholdsret nægtes.
Vi har lagt til grund, at du har opholdstilladelse i Italien, der er gyldig til den 4. april 2028.
Det forhold, at vi lægger til grund, at der er tale om et reelt og stabilt familieliv, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Vi har herved lagt vægt på, at da du har opholdstilladelse i Italien, kan I henvises til at udleve jeres familieliv i Italien, og at jeres barn således ikke vil stå i en særlig sårbar situation og være nødsaget til at forlade Unionens område, når du meddeles afslag på opholdstilladelse.
Udlændingestyrelsen skal vejlede dig om muligheden for at søge om opholdstilladelse i Danmark efter reglerne om ægtefællesammenføring, når du har en ægtefælle eller fast samlever i Danmark. Der er visse krav i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen for eksempel kravet om gebyrbetaling, og at ansøgningen ved ophold i Danmark skal være indgivet på et lovligt ophold. Herudover skal du og din ægtefælle/samlever som udgangspunkt opfylde de almindelige betingelser for ægtefællesammenføring.”
Udlændingenævnets afgørelse
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af [...] februar 2024 af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet henviser i det hele til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse således tillagt det afgørende vægt, at [ansøgerens] barn, der er dansk statsborger, ikke vil være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med [ansøgeren] og sin mor, der ligeledes er dansk statsborger, hvis [ansøgerens] nægtes ret til ophold i Danmark, idet [ansøgeren] på nuværende tidspunkt har en gyldig opholdstilladelse i Italien som flygtning, og der ikke er oplyst om hindringer for, at familien samlet vil kunne indrejse og tage ophold i Italien. Udlændingenævnet har ved sagens afgørelse tillagt det vægt, at der ikke er indsendt dokumentation for, at [ansøgeren] på nuværende tidspunkt ikke har en gyldig opholdstilladelse i Italien.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til EU-Domstolens dom i sag C-528/21, M.D. mod Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Budapesti és Pest Megyei Regionális Igazgatósága, idet EU-Domstolen i dommen udtaler, at det forhold, at der på tidspunktet for inddragelsen forelå en gyldig opholdstilladelse i et andet EU-land har den betydning, at en inddragelse ikke reelt synes at kunne tvinge det mindreårige barn og barnets mor til at forlade Unionens område som helhed, idet der ikke er noget, der tydede på, at det var umuligt for disse unionsborgere at opholde sig lovligt i det andet EU-land. Udlændingenævnet henviser til dommens præmis 62.
Udlændingenævnet har også inddraget konklusionerne i EU-Domstolens dom af 4.12.1974, sag C-41/74, van Duyn, præmis 22, i grundlaget for vurderingen, men finder, at dommens betoning af det folkeretlige princip om, at en stat ikke må nægte egne statsborgere adgang til sit område og ophold dér, ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] kæreste og parrets fællesbarn ikke forbydes indrejse og ophold i Danmark som følge af nærværende afgørelse, men at konsekvensen af, at de EU-retlige regler ikke kan medføre en afledt opholdsret til [ansøgeren] bliver, at familien som samlet enhed ikke kan udøve sit faste familieliv i Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at familien kan udøve familielivet som samlet enhed fra Italien og henviser i øvrigt til vejledningen nedenfor i forhold til muligheden for at ansøge om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, med henblik på en prøvelse af, om der kan meddeles en opholdstilladelse til [ansøgeren] medfør af de nationale udlændingeregler. Udlændingenævnet bemærker, at nævnet ikke herved har taget stilling til, om [ansøgeren] kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens bestemmelser.
Det er ligeledes indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] aktuelt udøver et familieliv med sit barn og sin kæreste omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv, og at barnets tarv skal tilgodeses i alle foranstaltninger vedrørende børn i medfør af FN´s Børnekonventions artikel 3.
Udlændingenævnet har imidlertid foretaget en samlet afvejning af sagens omstændigheder i lyset af hensynet til barnets tarv i medfør af FN´s Børnekonventions artikel 3, stk. 1 og 2, og artikel 9, det vil sige [ansøgerens barns] ret til beskyttelse og omsorg og hans ret til ikke at blive adskilt fra sine forældre, ligesom Udlændingenævnet har foretaget en vurdering af retten til respekt for privatliv og familieliv i medfør af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgerens barn] er 1 år gammel, at han er dansk statsborger, og har opholdt sig i Danmark siden sin fødsel med sin mor, men at hans tilknytning til Danmark på nuværende tidspunkt ikke er af en sådan karakter, at hensynet til hans tarv og privatlivsinteresser taler afgørende imod at nægte [ansøgeren] opholdsret med henvisning til en gyldig opholdstilladelse i Italien. Det er således Udlændingenævnet vurdering, at familielivet mellem [ansøgeren], dennes kæreste og parrets fællesbarn kan udøves fra Italien.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet