Fremmedpas
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. juni 2019 – Fremmedpas
Dato: 28-06-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas til en statsborger, som selv angav at være fra Indien, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles fremmedpas, da det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde forsøgt at fremskaffe identitetspapirer fra Indien, således at Den Indiske Ambassade i København kunne udstede et pas eller anden rejselegitimation til ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der under sagens behandling ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgeren havde forsøgt at fremskaffe eller generhverve de dokumenter, som han havde oplyst at have mistet på sin vej til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af en e-mail fra april 2018 fra visa@indian-embassy.dk, at det var ansøgerens ansvar at fremskaffe dokumenter, som beviste hans nationalitet, hvilket han ikke havde gjort alle disse år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det til klagesagen var oplyst, at ansøgeren fortsat havde sine forældre, hvorfor det ikke kunne udelukkes, at det ville fremgå af ansøgerens forældres dokumenter, at de havde en indisk søn. Det forhold, at partsrepræsentanten havde oplyst, at ansøgeren ikke kunne rejse til Indien på grund af sin sikkerhed, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren havde fået afslag på asyl i Danmark, og idet han var i Danmark på baggrund af familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt det endvidere muligt, at ansøgerens forældre kunne sende dokumentation til Danmark for ansøgerens identitet, eller at han kunne søge om laissez passer til at rejse til Indien for at få udstedt sine dokumenter. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af Flygtningenævnets baggrundsmateriale nr. 279, s. 2, andet afsnit, at afviste asylansøgere, som vender tilbage til Indien med midlertidige rejsedokumenter, kan indrejse uden større problemer som sådan. Det forhold, at partsrepræsentanten mente, at det var en menneskeret at have et pas, og at ansøgeren ikke kunne passe sit arbejde uden et pas, fandt Udlændingenævnet ikke kunne medføre, at de danske udlændingemyndigheder skulle udstede et fremmedpas, da det på baggrund af ovenstående ikke kunne udelukkes, at ansøgeren ville kunne få udstedt et nationalitetspas. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at der kunne udstedes fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4. FAM/2019/29. -
Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Fremmedpas
Dato: 01-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Indien, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles fremmedpas, da han ikke havde dokumenteret, at han ikke med tiden ville kunne få udstedt et pas eller anden rejselegitimation fra sit hjemlands myndigheder. Det indgik i Udlændingenævnets behandling af sagen, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en verserende straffesag i Indien, hvorfor de indiske myndigheder havde inddraget hans nationalitetspas, og at anklagemyndigheden i Danmark havde truffet beslutning om, at han ikke kunne strafforfølges i Danmark for de forhold, som han var anklaget for i Indien, fordi forholdene ikke var strafbare i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da en uafklaret situation – herunder mulig strafforfølgelse – i hjemlandet som udgangspunkt ikke kunne føre til udstedelse af fremmedpas. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagsakterne vedrørende straffesagen i Indien, at sagen havde karakter af en privatretlig ægteskabssag, og at der ikke var oplyst om, hvilke straffesanktioner ansøgeren kunne pålægges. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det ud fra sagens oplysninger ikke kunne lægges til grund, at de indiske myndigheder aktuelt havde anmodet de danske myndigheder om at få ansøgeren udleveret til strafforfølgelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i maj 2016 havde rettet henvendelse til Den indiske Ambassade i Danmark og rejst spørgsmål over for de indiske myndigheder om, hvorvidt der efter indisk ret rent faktisk var grundlag for inddragelse af ansøgerens nationalitetspas, da ansøgeren ikke herved havde dokumenteret, at han ikke kunne få udstedt et nationalitetspas af sit hjemlands myndigheder eller få udleveret sit tidligere stadig gyldige pas. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var tale om sådanne særlige grunde, at der kunne udstedes fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke var sandsynliggjort, at der var tale om uforholdsmæssige krav. FAM/2016/59.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. december 2015 – Fremmedpas
Dato: 02-12-2015Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas samt Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse af afslag på fremmedpas vedrørende en statsborger fra Rusland, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4. I forbindelse med ansøgningen om fremmedpas oplyste ansøgeren, at hun var statsborger i Rusland. Ansøgeren havde i forbindelse med sagens behandling oplyst, at Rusland ikke ville give bevis på, at ansøgeren ikke kunne få udstedt pas fra Rusland, og at ansøgerens eget land (det tidligere Sovjetunionen) ikke længere eksisterede. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at hun ikke havde haft nationalitetspas siden 1970’erne, hvor hun fik udstedt et militærpas, som blev inddraget ved den polske grænse, at hun ikke var russisk statsborger, men statsborger i Georgien, hvilket hun dog ikke kunne bevise på grund af krigen, og de georgiske myndigheder ville derfor heller ikke udstede nationalitetspas til ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne tildeles fremmedpas, da hun ikke havde dokumenteret, at hun ikke kunne få udstedt nationalitetspas af sit hjemlands myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at hverken de russiske eller georgiske myndigheder ville give ansøgeren en erklæring herom, da ansøgeren ikke fandtes i myndighedernes systemer, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da ansøgeren i ansøgningen havde oplyst at være russisk statsborger, hvilket ligeledes fremgik af Det Centrale Personregister (CPR). Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde søgt om asyl i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da ansøgeren i marts 2009 blev meddelt endeligt afslag på asyl. Endelig fandt Udlændingenævnet, at Udlændingestyrelsen med rette havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse, da ansøgeren ikke havde anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse fortsat ikke havde dokumenteret, at hun ikke kunne få udstedt nationalitetspas fra sit hjemlands myndigheder. FAM/2015/232.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. november 2015 – Fremmedpas
Dato: 09-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Ukraine, jf. udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 4. Ansøgeren havde til støtte for ansøgningen anført, at hans ukrainske nationalitetspas ikke kunne forlænges, da han havde en verserende politisag i Ukraine. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at han havde været på Den Ukrainske Ambassade for at søge om nationalitetspas, at han på ambassaden havde fået at vide, at han skulle rejse til Kiev for at få nyt pas, men at han ikke kunne rejse til Ukraine grundet en verserende retssag.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han ikke kunne få udstedt nationalitetspas fra sit hjemlands myndigheder. Det forhold, at ansøgeren havde kontaktet Den Ukrainske Ambassade med henblik på at få et nationalitetspas, men her var blevet vejledt om at tage til Kiev, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da ansøgeren ikke herved havde dokumenteret, at han ikke kunne få udstedt nationalitetspas. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var tale om sådanne særlige grunde, at der kunne udstedes fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 4. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde oplyst, at han havde en verserende straffesag i Ukraine, og at han herved ikke mente, at han kunne tage til Ukraine. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da en uafklaret situation i hjemlandet, herunder mulig strafforfølgelse, som udgangspunkt ikke kan føre til udstedelse af fremmedpas. FAM/2015/225.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Fremmedpas
Dato: 03-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på fremmedpas til en statsborger fra Irak, jf. udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 5. Ansøgeren havde i ansøgningen medsendt kopi af en erklæring om mistet fremmedpas, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde mistet sit sidste fremmedpas under flytning. Vedlagt ansøgningen var endvidere en skrivelse fra Kriminalvården i Sverige fra oktober 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde fået en dom på 25 dages fængsel. Ansøgeren havde til støtte for klagen oplyst, at han var stoppet med kriminalitet, at hans ekskone havde smidt hans sidste fremmedpas ud, da han i 2007 fik en fængselsstraf på tre år, men at han nu gerne ville have et fremmedpas, så han kunne rejse ud og få ordnet sine tænder.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren i alt seks gange i perioden fra 1998 til 2007 havde fået bevilget udstedelse af fremmedpas eller erstatningspas for fremmedpas, og at det på den baggrund ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at udstede et nyt fremmedpas til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at han var stoppet med kriminalitet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det fremgik af sagen, at ansøgerens nyeste dom var fra oktober 2013. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ønskede at rejse til udlandet for at få lavet sine tænder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var muligt at få ordnet tænder i Danmark, og at det fremgik af ansøgerens ansøgning om fremmedpas fra august 2006, at han også heri havde ønsket fremmedpas for at rejse til udlandet for at få lavet sine tænder. FAM/2015/222.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Fremmedpas
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 6, stk. 4. Ansøgeren havde til støtte for ansøgningen gjort gældende, at han, der var registreret som ukrainsk statsborger og tidligere havde været indskrevet i sin moders ukrainske nationalitetspas, var statsløs palæstinenser.
Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren var ukrainsk statsborger, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne få forlænget sit fremmedpas, da ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han ikke kunne få udstedt pas eller anden rejselegitimation fra sit hjemlands myndigheder. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i 2001 og dengang var indskrevet i sin moders ukrainske nationalitetspas, samt at Den Ukrainske Ambassade i København i 2006 havde udstedt et Laissez-Passer til ansøgerens moder, hvori ansøgeren var indskrevet. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren ikke havde fået skriftligt afslag fra Den Ukrainske Ambassade på udstedelse af nationalitetspas. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren tidligere havde været meddelt fremmedpas, da ansøgeren som ukrainsk statsborger ikke kunne antages at have opnået en berettiget forventning om udstedelse af fremmedpas. FAM/2014/159.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet