Religiøse forkyndere

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
Forrige
Side 1 af 1
Næste

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2020 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år

    Dato: 25-08-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i august 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som munk i Danmark til en thailandsk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren havde i perioden fra december 2011 til december 2014 opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som munk ved en religiøs forening. I maj 2018 indgav ansøgeren en ny ansøgning som munk hos samme religiøse forening.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse som munk ved en religiøs forening i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren første gang i december 2011 blev meddelt opholds- og arbejdstilladelse som munk ved en religiøs forening i Danmark, gyldig indtil juli 2012 og at denne opholdstilladelse senest i september 2013 blev forlænget indtil december 2014.
    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren allerede har haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, med en samlet varighed på kumulativt tre år, og at ansøgeren som udgangspunkt ikke kan forvente at blive meddelt opholds- og arbejdstilladelse udover de tre år.
    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at han har undervist i buddhistiske doktriner og meditation samt har praktisk erfaring med at undervise og fungere som en nødvendig del af den religiøse forening, samt at ansøgerens udøvelse af de buddhistiske funktioner har været en væsentlig og afgørende betydning for den religiøse forening.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes praksis, er der ved vurderingen af, om der kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, efter at en ansøger har været meddelt opholdstilladelse med en samlet varighed på kumulativt tre år, skal foretages en vurdering af, hvorvidt der er et vedvarende behov for at fastholde ordenspersoner af hensyn til det konkrete ordenssamfunds religiøse virke.
    Udlændingenævnet henviser således til, at ansøgeren efter udløbet af sin opholds- og arbejdstilladelse som munk ved den religiøse forening i Danmark først indgav en ny ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse knap tre og et halvt år efter udløbet af sin seneste opholdstilladelse.
    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke kan anses for at have været et vedvarende behov for at fastholde ansøgeren inden for sit religiøse virke som munk for den religiøse forening i Danmark.
    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at ansøgeren hvert år har været i Danmark i tre måneder, hvor han har arbejdet for den religiøse forening, at ansøgeren dermed har udført en kontinuerlig aktivitet i det religiøse ordensamfund, ligesom det fremgår af den religiøse forenings yderligere bemærkninger til klagen, at ansøgeren i perioden fra 2014 og frem fortsat har arbejdet som munk for foreningen i enten Danmark eller Thailand, herunder opfordret medlemmer af foreningen til at besøge templer i Thailand, samt at han i perioden fra 2015 til 2018 har opholdt sig ca. tre måneder årligt i Danmark, hvor han har arbejdet som munk for den religiøse forening i Danmark.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft opholds- og arbejdstilladelse til at udøve sin profession som munk i Danmark i den pågældende periode, og at det følger af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse.
    Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste alene har opholdt sig tre måneder årligt i Danmark, og at ansøgeren således ikke herved har statueret, at der har været vedvarende behov for at fastholde ansøgeren inden for sit religiøse virke som munk ved den religiøse forening i Danmark.
    Udlændingenævnet henviser endvidere til foreningens egne oplysninger om, at ansøgeren har kunnet fortsætte sit virke som munk for foreningen i Thailand, hvorfor det må lægges til grund, at foreningen ikke i tilstrækkelig grad har brug for ansøgerens tilstedeværelse i Danmark, idet foreningen fortsat har kunnet udbyde undervisning inden for meditation.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år

    Dato: 30-07-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2018 om afslag på forlængelse af opholdstilladelse som religiøs forkynder til en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Ansøgeren var i februar 2018 meddelt opholdstilladelse som religiøs forkynder hos et islamisk center. I forbindelse med ansøgerens forlængelsessag udarbejdede Udlændingestyrelsen i august 2018 en søgerapport over ansøgerens aktiviteter på sin facebook-profil.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette meddelte ansøgeren afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2015 på sin facebook-profil havde delt og ”synes godt om” en video, der hyldede attentatet begået i Paris i januar 2015 mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Udlændingenævnet vurderede, at ansøgeren ved at dele og ”synes godt om” den pågældende video havde udvist en adfærd, som gav grund til at tro, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed og den offentlige orden i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at det kunne udledes af forarbejderne til udlændingelovens § 9 f, stk. 8, at der først ved endelig dom i Danmark eller i udlandet for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 136, stk. 2, kunne siges at foreligge et sikkert grundlag for at give afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af frygt for landets sikkerhed, og at ansøgeren ikke var dømt herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne udledes af lovens forarbejder, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9 f, stk. 8, i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse eller forlængelse heraf alene kunne anvendes i tilfælde, hvor der forelå en endelig dom for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens § 136, § 266, § 266 a eller § 266 b. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter eksempelvis eller som udgangspunkt foreligger i de tilfælde, hvor udlændingens opholdstilladelse er blevet inddraget efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 5 (nu § 19, stk. 6). Udlændingenævnet lagde også vægt på, at det fremgik af udlændingelovens § 19, stk. 6, at en inddragelse efter denne bestemmelse forudsatte, at udlændingen ved endelig dom var idømt straf for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 136. Udlændingenævnet fandt således, at der med støtte i forarbejdernes ordlyd også kunne foreligge andre situationer, hvor § 9 f, stk. 8, kunne finde anvendelse, end de tilfælde, hvor der forelå en endelig dom i medfør af for eksempel straffelovens § 136, stk. 2. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 f, stk. 8, at bestemmelsen indebærer, at der stilles en form for værdighedskrav som betingelse for meddelelse af opholdstilladelse som religiøs forkynder med videre. Det forhold, at ansøgerens advokat havde oplyst, at andre personer havde haft adgang til ansøgerens facebook-profil, hvorfor disse personer kunne have delt og ”synes godt om” den pågældende video, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, ligesom det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at advokaten havde anført, at såfremt det var ansøgeren, som havde delt og ”synes godt om” den pågældende video, var det sket, uden at han havde forholdt sig til indholdet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at delingen og angivelsen ”synes godt om” var sket fra ansøgerens facebook-profil, og at ansøgeren måtte anses for at have ansvaret for, hvad der var offentliggjort på ansøgerens profil, uanset om ansøgeren aktivt havde forholdt sig til indholdet eller ej, og uanset om deling med videre var sket af andre personer, som havde haft adgang til ansøgerens facebook-profil. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i forbindelse med brugen af sin facebook-profil ved deling og ”synes godt om” havde foretaget en aktiv handling, hvor der ud over den beskrevne video vedrørende terrorhandlingen i Paris i januar 2015 også var delt og ”synes godt om” en række andre billeder og videoer, herunder at ansøgeren i oktober 2017 havde ”synes godt om” et billede, der viste en dolk, der blev brugt til at dræbe en person, der havde udgivet en pamflet om profeten, som blev opfattet som krænkende, og at ansøgeren i marts 2016 på sin facebook-profil havde delt en video, hvor en forkynder hyldede en person, der havde henrettet en påstået blasfemiker. Udlændingenævnet vurderede på den baggrund, at ansøgeren efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger havde udvist en sådan adfærd, herunder billigelse af vold og drab, at der var grund til at tro, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed eller den offentlige orden m.v. i Danmark. Det forhold, at advokaten havde anført, at ansøgeren ønskede at bidrage til den offentlige tryghed, den offentlige orden, og andres rettigheder og pligter gennem sit virke, og at ansøgeren forsøgte at bygge bro mellem sin religion og det omkringliggende samfund via sine forkyndelser i menigheden, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter Udlændingenævnets opfattelse med sine aktiviteter på facebook gentagne gange havde delt og ”synes godt om” videoer og billeder, som hyldede vold og drab. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at advokaten havde anført, at ansøgeren ikke i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse i september 2018 fik at vide, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens opfattelse udgjorde en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter, at Udlændingestyrelsens afgørelse var baseret på nogle historiske ”synes godt om” og delinger på en åben facebook-side foretaget før ansøgeren havde fået opholdstilladelse i Danmark, og som Udlændingestyrelsen derfor havde haft adgang til at tjekke, og at alle undtaget et af de forhold, Udlændingestyrelsen havde anført, lå forud for ansøgerens ankomst til Danmark. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de i Udlændingestyrelsens søgerapport fra august 2018 gengivne forhold vedrørte en periode på cirka fem år, og at forholdene dermed efter Udlændingenævnets vurdering gav et billede af ansøgerens holdninger til vold og drab. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at Udlændingestyrelsen ikke allerede i forbindelse med meddelelsen af ansøgerens opholdstilladelse i februar 2018 havde været opmærksom på de nævnte forhold, idet Udlændingestyrelsen i forbindelse med en ansøgning om forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse skulle foretage en ny vurdering af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark og i den forbindelse havde vurderet, at dette på baggrund af de i søgerapporten beskrevne forhold ikke var tilfældet, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Udlændingenævnet konstaterede i øvrigt, at Udlændingestyrelsen i juni 2018 ændrede administrativ praksis og siden havde foretaget en undersøgelse af alle ansøgere, der søgte om opholdstilladelse som religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 f. FAM/2019/8.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. februar 2019 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år

    Dato: 13-02-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2018 om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse som missionær til en brasiliansk statsborger. Ansøgeren var i oktober 2017 meddelt opholdstilladelse som missionær ved en kirke i Danmark. Der blev i forbindelse med ansøgerens forlængelsesansøgning fremlagt en arbejdsbeskrivelse, hvoraf fremgik, at ansøgerens primære arbejdsopgaver i kirken bestod af fotografering til kirkens arrangementer, udvikling af PR- og kommunikationsstrategi, administrative opgaver, og at ansøgeren skulle arrangere kulturelle events.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne meddeles opholdstilladelse som missionær, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 2, idet det ikke sås godtgjort, at ansøgeren igennem en kontrakt eller ansættelsesaftale skulle virke som missionær i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren var ansat 37 timer om ugen som missionær, at ansøgerens stillings- og funktionsbeskrivelse skulle udarbejdes lokalt, og at det fremgik af ansøgerens arbejdsbeskrivelse, at ansøgerens primære ansvarsopgaver indbefattede fotografering til samtlige af kirkens arrangementer, at ansøgeren var en del af kirkens PR- og kommunikationsstrategiteam, at ansøgeren skulle arrangere kulturelle events og løbende hjælpe med administrative opgaver, og endelig at ansøgeren skulle deltage i gudstjenestefællesskaber hver søndag, hvor ansøgeren skulle stå for enten velkomstteam, praktiskteam eller cafeteam. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens primære arbejdsopgaver ikke var at virke som missionær i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte omkring, at ansøgeren i forbindelse med sin første ansøgning om opholdstilladelse som missionær fik udarbejdet en ansættelseskontrakt fra juni 2017 og en tilhørende jobbeskrivelse af ansøgerens arbejdsopgaver, hvoraf det fremgik, at ansøgerens arbejde primært bestod af forkyndelse, at denne ansættelseskontrakt fortsat var gældende, og at arbejdsgiveren havde indsendt en forkert jobbeskrivelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens oprindelige ansættelseskontrakt fra juni 2017, at ansøgerens arbejde kunne bestå af forkyndelse, outreach, kirkearrangementer, ungdomsarbejde, lovsang og samtaler, og at ansøgerens daglige arbejde blev tilrettelagt i samråd med menighedens daglige ledelse, og at det fremgik af ansøgerens nye arbejdsbeskrivelse, som var udarbejdet efter klagens indgivelse, at ansøgeren varetog flere forskellige missionære arbejdsopgaver, som arbejdsgiveren mente matchede ansøgerens kvalifikationer og kompetencer bedst i arbejdet med spansktalende, herunder gadeevangelisation, hjemmebesøg, religiøse grupper, bibelstudier, lovsang og andagt på portugisisk, samt at ansøgeren arrangerede kulturelle events for spansktalende, var ansvarlig for opstart af kirkens ugentlige fodboldtjeneste, at han var en fast del af kirkens kommunikationsteam, og at han stod for fotografering og redigering af billeder samt PR. Udlændingenævnet lagde på den baggrund til grund, at størstedelen af de opgaver, som ansøgeren ifølge de fremlagte arbejdsbeskrivelser udførte for kirken, var af administrativ, markedsføringsmæssig og eventmæssig karakter, og at ansøgerens hovedopgave således ikke var at missionere. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af både kontrakten og arbejdsbeskrivelserne, at ansøgerens daglige arbejdsopgaver var tilrettelagt af menighedens daglige ledelse ud fra de af ansøgerens kvalifikationer og kompetencer, som han matchede bedst i arbejdet med spansktalende. FAM/2019/3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Religiøse forkyndere – Den nationale sanktionsliste

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at optage en tyrkisk mand på den nationale sanktionsliste, hvorved han havde fået et indrejseforbund i to år.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen i august 2017 med rette havde optaget klageren på den nationale sanktionsliste, hvorved klageren samtidig blev pålagt et indrejseforbud i Danmark og Schengen gældende til august 2019. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren måtte anses for at være en udlænding, som virkede som religiøs forkynder, eller som på anden måde udbredte en religion eller tro, idet han som foredragsholder, taler og ved besvarelse af spørgsmål vedrørende islamisk lovpraksis via en forening og denne forenings egen TV-kanal, magasin, Youtube kanal og andre sociale medier havde udbredt sine religiøse budskaber. Dette understøttedes yderligere af, at klageren blev omtalt som imam på en dansk forenings hjemmeside. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at de udtalelser, som var indgået i vurderingen af sagen, var faldet i forbindelse med klagerens virke som religiøs forkynder eller under udbredelse af en religion eller tro. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren flere gange tidligere – i 2013, 2014 og 2015 – havde fået udstedt visum til Danmark, at han i 2016 og 2017 havde fået afslag på sine visumansøgninger, at alle klagerens visumansøgninger havde relation til en dansk forening, og at der derfor måtte anses at være en vis sandsynlighed for, at han ville indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at hensynet til den offentlige orden i Danmark på baggrund af klagerens udtalelser i forhold til straffe i islam, om jøder og vold mod kvinder (ægtefæller) og børn tilsagde, at han ikke burde have ophold her i landet. Vedrørende straffe i islam: Udlændingenævnet fandt for det første, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller udbredelse af en religion eller tro udtrykkeligt havde billiget handlinger, der var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, jf. straffelovens § 136, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved sine udtalelser i en tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at han gik ind for anvendelse af islamiske straffe som håndsafhugning og stening, idet han i talen havde udtalt, at de straffe, der i dag blev givet for tyveri, var for milde og ikke havde en afskrækkende effekt, at det var de milde straffe i Tyrkiet, som havde ført til, at tyveri var udbredt, at selv politiet fandt det uacceptabelt, at tyve ikke blev straffet hårdt nok, og at en straf som afhugning af en tyvs hænder var til for at beskytte samfundet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i talen også havde formidlet, at sex uden for ægteskab skulle straffes med stening, fordi islam værdsatte æren, ligesom klageren havde udtalt, at man ikke skulle kritisere stening som straf, fordi mennesket ikke kunne være mere barmhjertigt end Gud, som havde bestemt denne straf. Klageren havde desuden udtalt, at når betingelserne for en straf var opfyldt, skulle straffen udføres, og at dette også gjaldt stening. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med sin tale i oktober 2015 havde givet udtryk for, at islamiske regler og love ikke gav gode resultater i et kapitalistisk samfund, men gav de bedste resultater, hvis man indførte dem i en islamisk stat, og at klageren hermed efter Udlændingenævnets opfattelse havde givet udtryk for, at han havde et ønske om et samfund, hvor disse strafformer, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246, blev udøvet. Det fremgik af bemærkningerne til lovforslag nr. L 48 af 9. november 2016, at en religiøs forkynders rene oplæsning af en religiøs tekst, hvori der blev fortalt om brugen af for eksempel stening, men hvor forkynderen ikke tilsluttede sig det oplæste og heller ikke på anden måde gav udtryk for, at stening var acceptabelt, ikke ville betyde, at en religiøs forkynder ikke burde have ophold her i landet af hensyn til den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der i forbindelse med talen i oktober 2015 ikke blot var tale om ren oplæsning af en religiøs tekst, men at klageren også var fremkommet med en udlægning af teksten, der fremstod som hans holdning til og billigelse af straffe i islam. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at han alene havde gengivet Koranens indhold, og at der ikke var tale om hans personlige holdning, af denne grund ikke kunne føre til en ændret vurdering. Det forhold, at der også i jødernes bog, Toraen, var nævnt lignende straffe, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var selve indholdet af Koranen, som blev anset for at være i strid med straffelovens § 136, stk. 3. Det var derimod klagerens fremlæggelse af teksten som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, og hans udtrykkelige billigelse af handlinger, som var omfattet af straffelovens § 237, og §§ 244-246. Vedrørende jøder: Udlændingenævnet fandt for det andet, at klagerens udtalelser i en video offentliggjort på Youtube i juli 2014, hvor han havde omtalt jøder som en kræftcelle, der burde skæres af og smides væk, var omfattet af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2011, at det følger af retspraksis, at udtalelser, der indebærer, at en bestemt gruppe generelt bliver beskyldt for at mangle værdi som mennesker, som udgangspunkt opfylder grovhedskriteriet i straffelovens § 266 b. Det gælder for eksempel ved negativt ladede sammenligninger med dyr eller med sygdomme. Udlændingenævnet vurderede på den baggrund, at klagerens udtalelse om jøder indebar, at en gruppe af personer blev truet, forhånet eller nedværdiget på grund af deres tro, og at udtalelsen derfor ville udgøre en overtrædelse af straffelovens § 266 b. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren i sine bemærkninger fra december 2017 og i klagen fra juni 2018 havde anført, at hans udtalelse var rettet mod de jøder, der levede under profeten Moses samt nogle nærmere præciserede grupper af jøder, at der ikke var tale om nedladende ytringer om jøder med relation til Danmark, at hans udtalelse ikke vedrørte samtlige personer, der følger jødedommen, og at de omtalte jøder derfor ikke var repræsentanter for jødedom som en trosretning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i talen, som den var gengivet i Udlændingestyrelsens søgerapport fra juni 2017, ikke havde nuanceret sit synspunkt, men var fremkommet med en helt generel sammenligning af jøder med en kræftcelle. Vedrørende vold mod kvinder (ægtefæller): Udlændingenævnet fandt for det tredje, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person som på anden måde udbreder en religion eller tro, i en video fra november 2015 udtrykkeligt havde billiget vold mod kvinder (ægtefæller), og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Klageren havde således i talen givet udtryk for, at kvinder måtte slås for at undgå skilsmisse, at nogle kvinder havde en sådan adfærd, der gjorde, at de skulle slås for at ændre sig, og at en mand ikke måtte slå en kvinde i ansigtet, men skulle slå hende let på kroppen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren med sine udtalelser havde givet udtryk for billigelse af vold mod ægtefæller, idet han havde beskrevet, i hvilke situationer der kunne udøves vold mod ægtefæller, hvordan volden kunne udøves, og at volden kunne anvendes som et værn mod skilsmisse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der alene kunne anses at være tale om en ren oplæsning af Koranen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde oplyst, at det fremgik af Koranen, at vold mod en kvinde var sidste udvej inden skilsmisse, at muslimer skulle følge Koranen, at Koranen var udgangspunktet for klagerens synspunkt, at det ikke var udtryk for klagerens personlige holdning, at han aldrig selv havde slået sin ægtefælle, og at han på baggrund af sin religiøse og personlige moral fordømte mænd, som mishandlede og undertrykte kvinder, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke i talen havde taget afstand fra at benytte vold mod kvinder, og at han havde anført, at muslimer skulle følge Koranen. Vedrørende vold mod børn: Udlændingenævnet fandt for det fjerde, at klageren som led i religiøs forkyndelse eller som en person, som på anden måde udbreder en religion eller tro, i udtalelser fra marts 2015 udtrykkeligt havde billiget anvendelse af vold i børneopdragelsen, og at dette var omfattet af straffelovens § 136, stk. 3, jf. § 244. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde givet udtryk for, at der kunne anvendes mild vold i børneopdragelsen, hvis der var anledning til det, og såfremt det kun blev benyttet nogle gange, og at de rigtige psykologer udtrykte, at der var plads til vold på en let måde. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund heller ikke, at der her alene var tale om en ren oplæsning af Koranen, men derimod klagerens udtrykkelige billigelse af, at vold i visse situationer kunne anvendes i børneopdragelsen, idet han havde henvist til visse psykologers opfattelse af emnet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde anført, at hans udtalelser om at slå børn ikke var udtryk for hans personlige holdning, men var profeten Muhammeds ord, og at han havde henvist til, at der i England, Japan, Frankrig og USA også var regler, der gav forældre og lærere mulighed for at afstraffe børn fysisk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke hermed havde taget afstand til anvendelse af vold i børneopdragelsen, men snarere havde forsvaret, at dette kunne være nødvendigt. Klagerens bemærkninger i øvrigt i en e-mail fra december 2017 og i klagen fra juni 2018: Udlændingenævnet fandt for det femte, at det forhold, at klageren havde anført, at han ikke havde holdt de nævnte taler i Danmark, men i Tyrkiet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det udtrykkeligt fremgik af forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, at den form for adfærd, som kunne begrunde optagelse på sanktionslisten, kunne bestå af ytringer, men også i andre handlinger, og at adfærden kunne være udvist i udlandet eller i forbindelse med et tidligere ophold i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at klageren havde henvist til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 9 og 10 og Grundlovens § 67 og § 77 om religions- og ytringsfrihed, og at disse bestemmelser efter klagerens opfattelse berettigede ham til at udgive sine meninger og holdninger på skrift og i tale. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i forarbejderne til udlændingelovens § 29 c, var taget stilling til, hvorvidt bestemmelsen var i overensstemmelse med EMRK artikel 9 og 10 samt Grundlovens § 67 og § 77, og at lovgiver havde fundet, jf. lovforslagets pkt. 3.2 og 3.3., at udlændingelovens § 29 c kunne håndhæves, uden at dette var i strid med reglerne om religions- og ytringsfrihed. FAM/2018/81.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år

    Dato: 16-04-2015

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse som religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, til en indisk statsborger. Ansøgeren blev i januar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder, som senest blev forlænget til februar 2006. Ansøgeren blev i februar 2008 meddelt afslag på yderligere forlængelse af sin opholdstilladelse. Denne afgørelse blev ikke påklaget til den daværende klagemyndighed. I juni 2013 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren skulle virke som hjælpepræst, hvorefter Udlændingestyrelsen i oktober 2013 meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som religiøs forkynder. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af sagen indhentede nævnet blandt andet en udtalelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende praksis for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f. Udlændingestyrelsen oplyste i oktober 2014 til Udlændingenævnet, at der i henhold til praksis sker forlængelse af opholdstilladelse ud over tre år efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, til religiøse forkyndere, såfremt ansøgeren er meddelt vielseskompetence, og at en religiøs forkynder, der ikke er meddelt vielseskompetence, ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse ud over tre år – heller ikke ved at skifte opholdsgrundlag eller ved at være udrejst i en periode. Udlændingestyrelsen anførte endvidere, at en udlænding, der her i landet skal virke som missionær, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 2, ikke kan meddeles vielseskompetence og ikke i henhold til praksis kan få forlænget sin opholdstilladelse ud over tre år. Udlændingestyrelsen anførte endelig, at der i henhold til praksis kan ske forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 3, ud over tre år til en person, som virker inden for et religiøst ordenssamfund, uanset at den pågældende ikke er meddelt vielseskompetence, og at denne praksis typisk har været aktuel for munke og nonner inden for den katolske kirke og ordenssøstre inden for den russisk ortodokse kirke. Udlændingestyrelsen udtalte endvidere i januar 2015 med hensyn til betingelsen i udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, hvorefter forlængelse af en opholdstilladelse som religiøs forkynder ud over tre år betinges af, at den pågældende er meddelt vielseskompetence, at i henhold til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning (ægteskabsloven) kan kirkelig vielse finde sted inden for folkekirken, inden for de anerkendte trossamfund og inden for andre trossamfund, når sådanne andre trossamfund har præster, der er bemyndiget til at foretage vielser, og at Ankestyrelsen efter ansøgning kan meddele vielseskompetence til en udlænding, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, som religiøs forkynder, der er tilknyttet folkekirken eller et anerkendt eller godkendt trossamfund. I forlængelse heraf anførte Udlændingestyrelsen, at vielseskompetencen således er meddelt den enkelte forkynder og ikke trossamfundet, og at trossamfund og menigheder, som har udenlandske religiøse forkyndere tilknyttet, i høj grad er afhængig af forkynderens bistand i forbindelse med visse handlinger med borgerlig gyldighed, herunder at have tilknyttet religiøse forkyndere, der kan have opholdstilladelse ud over tre år. Advokaten gjorde blandt andet gældende, at ansøgeren – som følge af sin trosretning – ikke havde mulighed for at opnå eller udøve vielsesritualer, som kunne tillægges borgerlig gyldighed, at det har udelukket, at en præst eller hjælpepræst inden for trossamfundet kunne tillægges borgerlige vielseskompetencer, at ansøgeren ikke skulle anses som missionær, da tamilsk hinduisme er en ikke-missionerende religion, og at ansøgeren derfor burde sidestilles med en person, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3. Advokaten gjorde endvidere gældende, at der ved den af udlændingemyndighederne førte praksis for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, i højst kumulativt tre år for personer, der ikke er meddelt vielsesmyndighed i Danmark, var tale om indirekte forskelsbehandling og henviste i den forbindelse blandt andet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, herunder retten til at udøve sin religion.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne meddeles opholdstilladelse som religiøs forkynder, herunder som hjælpepræst, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnt fandt således, at ansøgningen om opholdstilladelse med rette var behandlet efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, uanset at ansøgerens advokat havde gjort gældende, at ansøgeren ikke missionær, og at tamilsk hinduisme i øvrigt var en ikke-missionerende religion, hvorfor ansøgeren burde ligestilles med en person, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, da denne bestemmelses anvendelsesområde er nonner og munke, der traditionelt virker internt i et religiøst ordenssamfund og ikke virker som forkyndere, jf. § 9 f, stk. 1, nr. 1, eller som missionærer efter § 9 f, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren var ikke tilknyttet sit trossamfund som munk og kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke ligestilles med en person tilhørende en munkeorden, herunder anses for at have en sådan funktion inden for sit trossamfund, at hans virke kunne karakteriseres som et traditionelt internt virke. Udlændingenævnet henviste endvidere til advokatens beskrivelse af ansøgerens arbejdsopgaver som hjælpepræst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle assistere under samtlige daglige ritualer, at det var svært for templets hovedpræst at klare ritualerne alene, og at ansøgeren derfor skulle kunne varetage de ceremonielle opgaver. Ansøgeren blev således af trossamfundet selv beskrevet som ”hjælpepræst”. Efter det oplyste skulle ansøgeren ansættes med henblik på at hjælpe præsten i forbindelse med trossamfundets ceremonielle handlinger, hvilket måtte ligestilles med et eksternt virke med henblik på forkyndelse eller assistance til forkyndelse af trossamfundets religiøse budskab. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i perioden fra januar 2003 til februar 2006 og ikke var meddelt vielseskompetence i Danmark. Ansøgeren kunne således med henvisning til praksis ikke på ny meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at advokaten havde gjort gældende, at der ved den af udlændingemyndighederne førte praksis for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, i højst kumulativt tre år for personer, der ikke er meddelt vielsesmyndighed i Danmark, består en indirekte forskelsbehandling som følge af ansøgerens trosretning, idet ansøgeren ikke kunne eller ville opnå vielseskompetence som følge af sin religion, og at gerningen som hjælpepræst inden for ansøgerens trossamfund går i arv fra far til søn, samt at dette skulle være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, herunder retten til at udøve sin religion, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et ændret udfald af sagen. Udlændingenævnet fandt, at der ved denne praksis ikke var tale om indirekte forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, da der ligger et sagligt formål bag den særlige adgang til forlængelse af opholdstilladelse for personer, der er meddelt vielseskompetence, idet visse trossamfund, der ikke har vielsesadgang, i høj grad kan være afhængige af forkyndere, der er meddelt vielseskompetence. FAM/2015/119.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. februar 2013 – Religiøse forkyndere - Indvandringsprøven

    Dato: 21-02-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens 9 f, stk. 1, nr. 2, til en statsborger fra Nigeria. Ansøgeren, der er født i 1981 i Nigeria, blev i december 2011 meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark som religiøs missionær tilknyttet et godkendt trossamfund. Ved meddelelsen af opholdstilladelsen blev ansøgeren vejledt om, at forlængelse af opholdstilladelsen var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder fra meddelelsen af opholdstil¬ladelsen bestod en indvandringsprøve i dansk og danske samfundsforhold (indvandringsprøven). Udlændingestyrelsen vejledte endvidere om afholdelsen af denne prøve og tilmelding hertil. Indvandringsprøven skulle således være bestået senest i juni 2012. Udlændingestyrelsen meddelte i august 2012 ansøgeren afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 4, da prøven ikke var bestået. Ansøgeren forsøgte at bestå prøven i august 2012, men dumpede, hvorpå han bestod prøven i september 2012. Der blev under klagen henvist til, at ansøgeren var blevet misin¬formeret af sin bopælskommune om, at den for en forlængelse krævede indvandringsprøve var lig med den ordinære danskuddannelses modul 1, og at ansøgerens trossamfund intet kendskab havde til den indførte indvandringsprøve.
    Udlændingenævnet fandt, at grundlaget for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse ikke var til stede, idet ansøgeren ikke inden juni 2012 bestod indvandringsprøven. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren skulle være blevet misin¬formeret af sin bopælskommune om, at den for en forlængelse krævede indvandringsprøve var lig med den ordinære danskuddannelses modul 1, og at ansøgerens trossamfund intet kendskab havde til den indførte indvandringsprøve, ikke kunne føre til ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på blandt andet, at ansøgeren sammen med meddelelsen af sin opholdstilladelse i december 2011 blev vejledt om indvandringsprøven, herunder fristen for aflæggelsen heraf og hos hvem, prøven skulle aflægges, og at ansøgeren ikke inden for den stillede frist havde bestået denne prøve. FAM/2013/112

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

UDLN.dk bruger cookies til statistik og optimering af indhold. Klik OK eller gå videre på UDLN for at acceptere cookies. læs mere om cookies.