Udlændingenævnet stadfæstede i august 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som munk i Danmark til en thailandsk statsborger.

 

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren havde i perioden fra december 2011 til december 2014 opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som munk ved en religiøs forening. I maj 2018 indgav ansøgeren en ny ansøgning som munk hos samme religiøse forening.

 

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse som munk ved en religiøs forening i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren første gang i december 2011 blev meddelt opholds- og arbejdstilladelse som munk ved en religiøs forening i Danmark, gyldig indtil juli 2012 og at denne opholdstilladelse senest i september 2013 blev forlænget indtil december 2014.

Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren allerede har haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, med en samlet varighed på kumulativt tre år, og at ansøgeren som udgangspunkt ikke kan forvente at blive meddelt opholds- og arbejdstilladelse udover de tre år.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at han har undervist i buddhistiske doktriner og meditation samt har praktisk erfaring med at undervise og fungere som en nødvendig del af den religiøse forening, samt at ansøgerens udøvelse af de buddhistiske funktioner har været en væsentlig og afgørende betydning for den religiøse forening.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes praksis, er der ved vurderingen af, om der kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, efter at en ansøger har været meddelt opholdstilladelse med en samlet varighed på kumulativt tre år, skal foretages en vurdering af, hvorvidt der er et vedvarende behov for at fastholde ordenspersoner af hensyn til det konkrete ordenssamfunds religiøse virke.

Udlændingenævnet henviser således til, at ansøgeren efter udløbet af sin opholds- og arbejdstilladelse som munk ved den religiøse forening i Danmark først indgav en ny ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse knap tre og et halvt år efter udløbet af sin seneste opholdstilladelse.

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke kan anses for at have været et vedvarende behov for at fastholde ansøgeren inden for sit religiøse virke som munk for den religiøse forening i Danmark.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at ansøgeren hvert år har været i Danmark i tre måneder, hvor han har arbejdet for den religiøse forening, at ansøgeren dermed har udført en kontinuerlig aktivitet i det religiøse ordensamfund, ligesom det fremgår af den religiøse forenings yderligere bemærkninger til klagen, at ansøgeren i perioden fra 2014 og frem fortsat har arbejdet som munk for foreningen i enten Danmark eller Thailand, herunder opfordret medlemmer af foreningen til at besøge templer i Thailand, samt at han i perioden fra 2015 til 2018 har opholdt sig ca. tre måneder årligt i Danmark, hvor han har arbejdet som munk for den religiøse forening i Danmark.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft opholds- og arbejdstilladelse til at udøve sin profession som munk i Danmark i den pågældende periode, og at det følger af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse.

Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste alene har opholdt sig tre måneder årligt i Danmark, og at ansøgeren således ikke herved har statueret, at der har været vedvarende behov for at fastholde ansøgeren inden for sit religiøse virke som munk ved den religiøse forening i Danmark.

Udlændingenævnet henviser endvidere til foreningens egne oplysninger om, at ansøgeren har kunnet fortsætte sit virke som munk for foreningen i Thailand, hvorfor det må lægges til grund, at foreningen ikke i tilstrækkelig grad har brug for ansøgerens tilstedeværelse i Danmark, idet foreningen fortsat har kunnet udbyde undervisning inden for meditation.” ERH/2020/11.

Til toppen