Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)
Dato: 09-02-2024I februar 2024 genoptog Udlændingenævnet sin afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Tyrkiet og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2021 ansøgeren afslag på familiesammenføring til sin herboende ægtefælle, som er tyrkisk statsborger under henvisning til, at referencen ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse. I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring. I januar 2024 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022 om afslag på familiesammenføring med henvisning til Associeringsaftalekomplekset.
Vedrørende ansøgerens familiesammenføringssag
Den 26. april 2021 klagede [partsrepræsentanten] på vegne af [ansøgeren] over Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021, hvorved styrelsen meddelte [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle til [referencen].
I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021.
I januar 2023 anmodede [partsrepræsentanten] Udlændingenævnet om at genoptage [ansøgerens] familie-sammenføringssag. Til støtte for [partsrepræsentantens] anmodning henviste [partsrepræsentanten] til EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, som vedrører danskprøvekravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 6.
[Partsrepræsentanten] har ligeledes oplyst i [sin] anmodning om genoptagelse, at sagen er indbragt for de danske domstole. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at sagen ved domstolene fortsat verserer.
Udlændingenævnet har på baggrund af [partsrepræsentantens] anmodning gennemgået [ansøgerens] familiesammenføringssag på ny.
Udlændingenævnet finder, at der er grundlag for at genoptage [ansøgerens] familiesammenføringssag og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulerne i associeringsaftalekomplekset, men at selvforsørgelseskravet kan stilles og fortsat være foreneligt med associeringsaftalekomplekset, hvis kravet må anses for proportionalt i det enkelte tilfælde.
Selvforsørgelseskravet skal først og fremmest være begrundet i et tvingende alment hensyn og være egnet til at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte lovlige formål. Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, UfR.2022.956 Ø, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet må anses for begrundet i et tvingende alment hensyn, nærmere bestemt hensynet til at sikre en vellykket integration og hensynet til de offentlige finanser, der i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis kan begrunde indførelse af nye restriktioner, jf. f.eks. Genc, sag 561/14, og at selvforsørgelseskravet er egnet til at varetage disse hensyn.
Udlændingenævnet henviser desuden til lovforarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (L 17, fremsat den 4. oktober 2006), hvoraf det følger, at formålet med bestemmelsen er, at alle udlændinge, der kommer til Danmark, som udgangspunkt skal være selvforsørgende, og at den herboende ægtefælles muligheder for at bidrage til den udenlandske ægtefælles integration i samfundet og på arbejdsmarkedet vil være bedre, hvis den herboende selv er i arbejde og har været det igennem en periode.
Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er således begrundet i et tvingende alment hensyn, dvs. både hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.
Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, går - generelt - ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet ikke kan anses for at gå videre end nødvendigt, da det følger af udlændingelovens § 9, stk. 5, og forarbejderne hertil, at ansøgere efter en individuel vurdering kan undtages fra kravet, herunder navnlig såfremt den herboende ægtefælle som følge af handicap ikke har kunnet opfylde selvforsørgelseskravet.
Udlændingenævnet har derefter taget stilling til, hvorvidt selvforsørgelseskravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om ikke at lægge de offentlige finanser til last samt vellykket integration.
Det er Udlændingenævnets opfattelse, efter en fornyet vurdering af sagen, at der i den konkrete sag er individuelle forhold, som taler for, at selvforsørgelseskravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] har haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2000, og at det af e-Indkomstregistret fremgår, at [referencen] i perioden fra januar 2014 til dags dato har været i beskæftigelse i Danmark, undtagen i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, hvor [referencen] har modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet bemærker hertil, at oplysninger i e-Indkomstregistret alene går 10 år tilbage i tid.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen indsendte oversigt over [referencens] indbetalinger til ATP Livslang Pension, at [referencen] i perioden fra januar 2001 til oktober 2020 har betalt fuld sats i 82 måneder, dvs. knap 7 år.
Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at [referencen] alene modtog kontanthjælp i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, idet [referencens] arbejdsplads grundet den ekstraordinære situation i forbindelse med Covid-19 var nødt til for en kort periode at afskedige [referencen].
Efter en samlet afvejning af sagens omstændigheder er det således Udlændingenævnets vurdering, at hensynet til navnlig de offentlige finanser – i lyset af associeringsaftalekomplekset – ikke i den konkrete sag kan begrunde, at selvforsørgelseskravet skal stilles over for [referencen].
Udlændingenævnet bemærker, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 5, på 3 år for modtagelse af offentlige ydelser er udløbet, da [referencen] senest modtog kontanthjælp ultimo maj 2020, hvorfor [ansøgerens] genoptagne familiesammenføringssag allerede på den baggrund ville skulle omgøres, når Udlændingenævnet nu har fundet anledning til at genoptage Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen tager stilling til, om [ansøgeren] og [referencen] opfylder de øvrige betingelser for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark til [ansøgeren]. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse også foretage en vurdering af, om de øvrige betingelser for familiesammenføring – i lyset af de hensyn, der ligger bag disse betingelser – i den konkrete sag er forenelige med associeringsaftalekomplekset. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling dertil.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende [ansøgerens] familiesammenføringssag. -
Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – ægtefællesammenføring – integrationskrav – associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Dato: 25-10-2023Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – ægtefællesammenføring – integrationskrav – associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende tyrkiske ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Herboende reference fik i januar 1999 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i august 2003 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og referencen var gift i perioden fra 1983 til 1998, hvorefter de blev skilt. Ansøgeren og referencen blev gift igen i juli 2020, hvorefter ansøgeren søgte om opholdstilladelse som familiesammenført til den herboende reference i oktober 2020. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende reference inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, som i juni 2022 hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen under henvisning til, at den herboende references modtagelse af offentlige ydelser, var et resultat af en arbejdsskade i 2009, og det derfor ville være imod FN’s Handikap-konvention at meddele afslag på familiesammenføring på baggrund heraf. Udlændingestyrelsen meddelte herefter på ny afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren i november 2021, var blevet meddelt et indrejseforbud. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet som på ny hjemviste sagen, idet Udlændingestyrelsen ikke havde inkluderet de forhold, som Udlændingenævnet havde lagt vægt på i sin hjemvisning af juni 2022. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i juni måned 2023 på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet i juli 2023.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det til støtte for klagen anførte om, at anvendelsen af integrationskravene er forbudte i den konkrete sag, jf. EU-dommen C-279/21, X mod Udlændingenævnet kan ikke føre til en ændret vurdering heraf.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EU-Domstolen i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, bl.a. udtalte, at en ny begrænsning ikke kan begrundes i formålet om at sikre en vellykket integration af en ansøger, hvis lovgivningen ikke gør det muligt at tage hensyn til ansøgerens egen integrationsegnethed eller til andre faktorer, der godtgør, at den herboende ægtefælle faktisk er integreret i den pågældende medlemsstat, og dermed vedkommendes mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har foretaget en behørig vurdering af hvorvidt kravet om, at referencen skal have bestået prøve i Dansk 3, skal fraviges, under henvisning til dennes faktiske integration, og mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i Danmark, jf. også EU-dommen C-279/21, X mod Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet har i den forbindelse supplerende foretaget en vurdering af, hvorvidt kravet om, at referencen skal have bestået prøve i Dansk 3, skal fraviges under henvisning til ansøgerens egen integrationsegnethed, men har ikke fundet grundlag herfor, idet det fremgår af det til Udlændingestyrelsen fremsendte ansøgningsskema bl.a., at ansøgeren ikke har taget en uddannelse, ikke har bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, ikke har bestået en engelsk prøve på B1-niveau eller på et tilsvarende eller højere niveau, ikke har et arbejde og ikke tidligere har haft et arbejde med en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen.
Af samme grund kan det til klagen anførte om, at ansøgeren og referencen er overordentlig velintegrerede og ressourcegivende for det danske samfund, ikke føre til en ændret vurdering heraf.
Udlændingenævnet har endvidere afslutningsvist foretaget en vurdering af hvorvidt betingelsen om, at den herboende person skal bestå Prøve i Dansk 3, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, skal fraviges under henvisning til FN's Handicapkonvention, idet det fremgår af oplysningerne i sagen, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention, herunder det forhold, at ansøgeren ifølge Jobcenter Københavns afgørelse om tilkendelse af førtidspension af marts 2021 siden 2007 har lidt af spinalstenose i ryggen med udstråling til højre ben samt følger efter traume i højre knæ siden 2009 med forværring siden 2018/2019, at referencens funktionsevne primært nedsættes af ryg- og knæproblematik, og at referencens erhvervsevne vurderes så nedsat, at han uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning ikke kan blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, heller ikke i fleksjob.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Prøve i Dansk 3 kan tages med hjælpemidler, og at der ikke over for Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet er fremsendt dokumentation for, at referencen har søgt om dispensation for prøven eller om fritagelse for aflæggelse af dele af prøven.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der på baggrund af dokumenterede handicaps, kan anmodes om dispensation for aflæggelse af Prøve i Dansk 3, og at der i øvrigt kan træffes beslutning om, at prøvedeltageren vil kunne aflægge prøven under særlige vilkår, herunder at prøvedeltageren kan fritages for læse- og skrivedelen af prøven og tilbydes kompenserede IT-programmer.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet bemærker, at danskprøvekravet er et obligatorisk krav, hvorfor Udlændingenævnet ikke ved denne afgørelse har taget stilling til, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder de øvrige integrationsbetingelser i udlændingelovens § 9, stk. 8. -
Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring
Dato: 03-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring
Udlændingenævnet afslog i maj 2022 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afvisning af realitetsbehandling på grund af retsfortabende passivitet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i februar 2006 af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstet et afslag på familiesammenføring med sin herboende far. Sagen blev alene vurderet i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til, at faderens opholdsgrundlag alene hvilede på Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Ansøgerens indgav i 2011 en ny ansøgning om familiesammenføring med sin far. Udlændingestyrelsen vurderede sagen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren var fyldt 15 år på ansøgningstidspunktet, men fandt ved afgørelse i december 2012, at der ikke forelå særlige grunde.
Ansøgeren påklagede først i april 2018 denne afgørelse til Udlændingenævnet og anmodede samtidig om genoptagelse af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006. Udlændingenævnet afviste ved afgørelse fra juni 2018 at realitetsbehandle sagerne, idet nævnet fandt, at der forelå retsfortabende passivitet.
Ansøgeren har i marts 2019 anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet genoptager ikke Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afslag på realitetsbehandling af klage over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse fra december 2012 meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag fra februar 2006 på familiesammenføring efter Associerings-aftalen mellem EU og Tyrkiet.
Ansøgeren blev ved Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006, meddelt afslag på familiesammenføring til sin far, på baggrund af den tidligere retsopfattelse, under henvisning til, at ansøgerens far alene havde ret til fortsat ophold i medfør af associeringsaftalen, og ministeriet fandt i den forbindelse, at udlændingelovens regler om familiesammenføring ikke kunne finde anvendelse.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren samtidig også kunne have støttet ret på udlændingelovens regler om familiesammenføring med børn, jf. den gældende § 9, stk. 1, nr. 2, såfremt afgørelsen var truffet efter den nugældende retsopfattelse. Ansøgeren fik således ikke på dette tidspunkt realitetsbehandlet sin ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin far efter udlændingelovens regler vedrørende børnesammenføring, men alene en vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingens er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der henset til den forløbne tid på næsten 6 år frem til december 2011, hvor ansøgeren på ny søgte om familiesammenføring, samt den forløbne tid fra Udlændingestyrelsen traf afgørelse i december 2012 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og til, at ansøgeren – ca. 5 ½ år efter – i april 2018 påklagede denne afgørelse, er udvist retsfortabende passivitet i et omfang, der ikke kan berettige en genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har oplyst om særlige grunde eller forhold, der kan berettige den udviste passivitet.
Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og det heri opstillede krav om en aldersgrænse på 15 år, der følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er i overensstemmelse med EU-retten. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EU-Domstolen ved dommen C-379/20 B mod Danmark slog fast, at aldersgrænsen på 15 år i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, udgjorde en ny begrænsning som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 i Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Domstolen fandt dog, at begrænsningen imidlertid kunne begrundes i det formål, der består i at sikre en vellykket integration af de pågældende tredjelandsstatsborgere, forudsat at de nærmere bestemmelser for gennemførelsen heraf ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte formål. EU-Domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at de nationale myndigheder efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er forpligtet til at foretage en individuel vurdering af barnets situation og i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til disse forhold. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012 netop indeholder en sådan indgående vurdering.
Ansøgeren var 16 ½ år på tidspunktet for sin fornyede ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med sin far i november 2011. På den baggrund er det Udlændingenævnets fortsatte opfattelse, at der i forhold til ansøgeren ikke kan antages at foreligge sådanne særlige grunde, at Udlændingenævnets afgørelse bør genoptages.
Udlændingenævnet har herved lagt særligt vægt på den udviste passivitet i perioden fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse i februar 2006, hvor ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 9 år gammel, og indtil tidspunktet for hans fornyede ansøgning om opholdstilladelse, hvor han var fyldt 15 år, og hvor muligheden for at sikre en vellykket integration af ansøgeren, ikke længere kunne anses for at være af samme omfang.
Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren har været repræsenteret af en professionel partsrepræsentant.
Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til sin afgørelse fra juni 2018.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. maj 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Børnesammenføring
Dato: 02-06-2023Udlændingenævnet afslog i maj 2022 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afvisning af realitetsbehandling på grund af retsfortabende passivitet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i februar 2006 af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstet et afslag på familiesammenføring med sin herboende far. Sagen blev alene vurderet i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til, at faderens opholdsgrundlag alene hvilede på Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Ansøgerens indgav i 2011 en ny ansøgning om familiesammenføring med sin far. Udlændingestyrelsen vurderede sagen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da ansøgeren var fyldt 15 år på ansøgningstidspunktet, men fandt ved afgørelse i december 2012, at der ikke forelå særlige grunde.
Ansøgeren påklagede først i april 2018 denne afgørelse til Udlændingenævnet og anmodede samtidig om genoptagelse af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006. Udlændingenævnet afviste ved afgørelse fra juni 2018 at realitetsbehandle sagerne, idet nævnet fandt, at der forelå retsfortabende passivitet.
Ansøgeren har i marts 2019 anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet genoptager ikke Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018 om afslag på realitetsbehandling af klage over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse fra december 2012 meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afslag fra februar 2006 på familiesammenføring efter Associerings-aftalen mellem EU og Tyrkiet.
Ansøgeren blev ved Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse fra februar 2006, meddelt afslag på familiesammenføring til sin far, på baggrund af den tidligere retsopfattelse, under henvisning til, at ansøgerens far alene havde ret til fortsat ophold i medfør af associeringsaftalen, og ministeriet fandt i den forbindelse, at udlændingelovens regler om familiesammenføring ikke kunne finde anvendelse.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren samtidig også kunne have støttet ret på udlændingelovens regler om familiesammenføring med børn, jf. den gældende § 9, stk. 1, nr. 2, såfremt afgørelsen var truffet efter den nugældende retsopfattelse. Ansøgeren fik således ikke på dette tidspunkt realitetsbehandlet sin ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin far efter udlændingelovens regler vedrørende børnesammenføring, men alene en vurdering efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingens er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der henset til den forløbne tid på næsten 6 år frem til december 2011, hvor ansøgeren på ny søgte om familiesammenføring, samt den forløbne tid fra Udlændingestyrelsen traf afgørelse i december 2012 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og til, at ansøgeren – ca. 5 ½ år efter – i april 2018 påklagede denne afgørelse, er udvist retsfortabende passivitet i et omfang, der ikke kan berettige en genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2018.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har oplyst om særlige grunde eller forhold, der kan berettige den udviste passivitet.
Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og det heri opstillede krav om en aldersgrænse på 15 år, der følger af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er i overensstemmelse med EU-retten. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EU-Domstolen ved dommen C-379/20 B mod Danmark slog fast, at aldersgrænsen på 15 år i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, udgjorde en ny begrænsning som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 i Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Domstolen fandt dog, at begrænsningen imidlertid kunne begrundes i det formål, der består i at sikre en vellykket integration af de pågældende tredjelandsstatsborgere, forudsat at de nærmere bestemmelser for gennemførelsen heraf ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte formål. EU-Domstolen lagde i den forbindelse vægt på, at de nationale myndigheder efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er forpligtet til at foretage en individuel vurdering af barnets situation og i hvert enkelt tilfælde tage hensyn til disse forhold. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012 netop indeholder en sådan indgående vurdering.
Ansøgeren var 16 ½ år på tidspunktet for sin fornyede ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med sin far i november 2011. På den baggrund er det Udlændingenævnets fortsatte opfattelse, at der i forhold til ansøgeren ikke kan antages at foreligge sådanne særlige grunde, at Udlændingenævnets afgørelse bør genoptages.
Udlændingenævnet har herved lagt særligt vægt på den udviste passivitet i perioden fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse i februar 2006, hvor ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 9 år gammel, og indtil tidspunktet for hans fornyede ansøgning om opholdstilladelse, hvor han var fyldt 15 år, og hvor muligheden for at sikre en vellykket integration af ansøgeren, ikke længere kunne anses for at være af samme omfang.
Udlændingenævnet har desuden tillagt det vægt, at ansøgeren har været repræsenteret af en professionel partsrepræsentant.
Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til sin afgørelse fra juni 2018.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Ægtefællesammenføring – Krav om at den herboende ægtefælle skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Dato: 30-05-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2020 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen. Parret, som begge er tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Tyrkiet i januar 2020. Referencen havde tidligere været gift med en rumænsk statsborger, og referencen havde i juni 2016 fået opholdsret i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen som medfølgende familiemedlem til den rumænske ægtefælle. Referencen blev i oktober 2019 skilt fra den rumænske ægtefælle, og SIRI traf uagtet skilsmissen afgørelse i februar 2021 om, at referencen fortsat opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen. I april 2021 meddelte Udlændingestyrelsen referencens nuværende tyrkiske ægtefælle afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i 3 år, og da der i øvrigt ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1. I juli 2021 blev referencen meddelt tidsubegrænset opholdsret efter § 18 i EU-opholdsbekendtgørelsen på grund af 5 års lovligt ophold i Danmark
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, eller § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, at den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste 3 år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end 3 år.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2016 fik opholdstilladelse i Danmark efter den dagældende § 8 i EU-opholdsbekendtgørelsen, at han i juli 2021 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 18 i den nugældende EU-opholdsbekendtgørelse på grund af 5 års ophold i Danmark, og at han således endnu ikke har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i 3 år.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke er oplyst om ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgeren, referencen, deres fællesbarn og referencens 2 særbørn ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor de alle 5 er statsborgere, og hvor både ansøgeren og referencen taler sproget, for dér at udøve familielivet.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og referencen har et fællesbarn, der er født i 2019, og at referencen har 2 særbørn, som er født henholdsvis i 2006 og i 2010, og som bor hos referencen. De 3 børn har alle opholdstilladelse i Danmark.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, da ingen af børnene har opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at alle 3 børn er tyrkiske statsborgere, og at det fremgår af CPR-registret, at referencens 2 særbørn er indrejst i Danmark i 2020, og at ansøgeren og referencens fællesbarn er indrejst i Danmark i 2021.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at de 2 særbørn bor hos referencen, og at børnenes mor ikke bor i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker, at et barn efter fast praksis først efter 6-7 års sammenhængende lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution/skole, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen selv har valgt at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret på den baggrund ikke kan antages at have en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve familielivet.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Vurdering vedrørende EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at referencen er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, og at partsrepræsentanten har påberåbt sig Associeringsaftalen mellem Danmark og Tyrkiet, Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 13 samt domspraksis fra EU-Domstolen.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Associeringsaftalekomplekset efter EU-Domstolens retspraksis ikke giver familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en ret til familiesammenføring, der går videre end de muligheder for familiesammenføring, der er indeholdt i udlændingelovens regler, jf. principperne i C-138/13, Dogan og C-561/14, Genc.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at selvom kravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, udgør en ny begrænsning, jf. artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, er kravet lovligt, da det forfølger et legitimt formål om herboendes integration i Danmark, og kravet vurderes ligeledes at være proportionalt.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er foretaget en konkret og individuel vurdering af, at der i nærværende sag ikke er grundlag for at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, jf. vurderingen i henhold til udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Det til støtte for klagen anførte om, at EU-retten har forrang i Danmark, kan heller ikke føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom referencen har opholdsret i Danmark på baggrund af EU-rettens regler om fri bevægelighed, tillægges han som tyrkisk statsborger ikke samme rettigheder som EU-borgere er tillagt efter reglerne om fri bevægelighed, herunder familiesammenføringsreglerne i EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020), hvorfor ansøgerens ansøgning om opholdsret i Danmark skal behandles efter familiesammenføringsreglerne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, hvor der behørigt tages højde for de særlige rettigheder, som økonomisk aktive tyrkiske statsborgere er tillagt.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at såfremt den herboende ægtefælle er en økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, som er omfattet af Associeringskomplekset mellem EU og Tyrkiet, og som er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter mindst 8 års ophold i henhold til det skærpede opholdskrav i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, som blev indført ved lov nr. 436 af 9. maj 2017, kan ansøgeren i henhold til lovens ordning med henvisning til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, meddeles ægtefællesammenføring, når den herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mindst 1 år.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af lovbemærkningerne til lov nr. 436 af 9. maj 2017, hvorved opholdskravet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse blev skærpet fra 6 år til 8 år, at adgangen til ægtefællesammenføring for økonomisk aktive tyrkiske statsborgere omfattet af associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet, ikke berøres af den foreslåede skærpelse af opholdskravet.
Det følger heraf, at 2 år af det stillede opholdskrav på 8 år i forbindelse med meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 – som følge af associeringsberettigede tyrkiske statsborgeres retsstilling efter lov nr. 436 af 9. maj 2017 – må fraregnes i kravet om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e.
Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der er hjemmel til at stille kravet indeholdt i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, om 3 års tidsubegrænset opholdstilladelse overfor herboende aktive tyrkiske statsborgere, der er meddelt tidsubegrænset opholdsret efter 5 års lovligt ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen, da den samlede længde af det krævede lovlige ophold for opnåelse af familiesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, ikke overstiger 9 år, og at kravet dermed anses for proportionalt og i overensstemmelse med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. februar 2023 – Ægtefællesammenføring - Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Dato: 15-05-2023Udlændingenævnet genoptog og hjemviste den 16. februar 2023 Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse december 6. december 2017 om stadfæstelse af afslag på familiesammenføring, vedrørende en statsborger fra Tyrkiet, som var blevet meddelt afslag på ansøgning om opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende ægtefælle, der var en økonomisk aktiv tyrkisk statsborger, under henvisning til udlændingelovens dagældende § 9, stk. 12, nr. 5.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var en tyrkisk kvinde der indrejste i Danmark i august 2015, og herefter i oktober 2015 indgav en ansøgning til Udlændingestyrelsen om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, der er en økonomisk aktiv tyrkisk statsborger med tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Den herboende ægtefælle var en økonomisk aktiv tyrkiske statsborger, der havde haft bopæl i Danmark siden september 1979. Han havde i Danmark afsluttet en uddannelse på dansk, der bl.a. omfattede faglig regning, afmærkning ved vejarbejde, tegningsforståelse, brancheintroduktion og arbejdsteknik, udøvet erhvervsmæssig beskæftigelse siden 1980, dvs. i mere end 36 år bl.a. som maskintekniker, servicemedarbejder, butiksansvarlig og lageransvarlig, men han havde ikke bestået Prøve i Dansk 1.
Efter den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 12, nr. 5, var familiesammenføring til en herboende person med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, betinget af, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed talte derimod, at den herboende person havde bestået Prøve i Dansk 1, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Den del af Udlændingestyrelsens afgørelse, der vedrørte vurderingen efter Associeringsaftalen blev i marts 2016 påklaget til Udlændinge- og Integrationsministeriet, som den 6. december 2017 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse.
Sagen blev herefter i august 2018 indbragt for Københavns Byret, der i november 2019 henviste sagen til Østre Landsret.
Efter præjudiciel forelæggelse fra Østre Landsret afsagde EU-Domstolen den 22. december 2022 dom i sagen om danskprøvekravet i udlændingelovens dagældende § 9, stk. 12, nr. 5, forenelighed med associeringsaftalekomplekset.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet har den 22. december 2022 modtaget EU-Domstolens dom i din klients sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, vedrørende Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 6. december 2017 om stadfæstelse af afslag på familiesammenføring til din klient, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 12, nr. 5. Udlændingenævnet overtog pr. 1. marts 2017 kompetencen til at behandle klagesager om ret til ophold efter Associeringsaftalen fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Under henvisning til EU-Domstolens dom har Udlændingenævnet besluttet at genoptage og hjemvise Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelse af 6. december 2017 til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at din klient blev meddelt afslag på familiesammenføring, idet din klients ægtefælle, ikke havde bestået en Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 12, nr. 5.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at EU-Domstolen i sin dom af 22. december 2022, C-279/21, konkluderer, at artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 skal fortolkes således, at en national lovgivning, der er indført efter denne afgørelses ikrafttræden i den pågældende medlemsstat – og hvorefter det er en betingelse for familiesammenføring mellem en tyrkisk arbejdstager, som opholder sig lovligt i denne medlemsstat, og dennes ægtefælle, at denne arbejdstager består en prøve, der godtgør et vist kendskab til den nævnte medlemsstats officielle sprog – udgør en ny begrænsning i denne bestemmelses forstand. Domstolen konkludere endvidere, at en sådan begrænsning ikke kan begrundes i formålet om at sikre en vellykket integration af den ansøgende ægtefælle, idet denne lovgivning hverken gør det muligt for de kompetente myndigheder at tage hensyn til ansøgende ægtefælles egen integrationsegnethed eller til andre faktorer – andre end beståelse af en sådan prøve – der godtgør, at den nævnte arbejdstager faktisk er integreret i den pågældende medlemsstat, og dermed vedkommendes mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet finder således, at EU-Domstolens dom af 22. december 2022 har betydning for anvendelsen og fortolkningen af udlændingelovens dagældende § 9, stk. 12, nr. 6, og at det på den baggrund er rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen efter reglerne i udlændingeloven, sådan som denne var bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.
Din klient vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Eventuelle yderligere henvendelser i sagerne bedes derfor rettet til Udlændingestyrelsen, Farimagsvej, 51A, 4700 Næstved. Udlændingestyrelsens åbningstider og telefonnummer kan findes på https://nyidanmark.dk/da/Kontakt-os/Kontakt-Udlændingestyrelsen. -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – danskprøve – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Dato: 31-03-2023Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2022 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – danskprøve – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Tyrkiet, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, da denne ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indrejste i Danmark i december 2020 og søgte ultimo februar 2021 om familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, referencen. Parret, som begge er tyrkiske statsborgere, havde indgået ægteskab i Danmark i marts 2017 og havde tidligere fået afslag på familiesammenføring. I ansøgningen fra februar 2021 oplyste referencen, at han havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. I juni 2021 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde dokumenteret, at han havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at stand still-klausulerne i tillægsprotokollen til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet af 23. november 1970 og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 ikke var til hinder for at stille danskprøvekravet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til sin ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8 (integrationskravet), at den herboende ægtefælle har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen har bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det i ansøgningsskemaet, modtaget i Udlændingestyrelsen ultimo februar 2021, er oplyst, at referencen har bestået Prøve i Dansk 3 eller anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han har bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det ikke ved det til sagen fremlagte bevis for bestået Prøve i Dansk 2 fra juni 2018 er dokumenteret, at referencen har bestået en prøve i dansk, som kan sidestilles med eller træde i stedet for Prøve i Dansk 3.
Der henvises i den forbindelse til, at Prøve i Dansk 2 ligger på et lavere niveau end Prøve i Dansk 3, jf. cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation, bilag 3a og 3b (tidligere cirkulæreskrivelse nr. 10873 af 13. oktober 2015).
Udlændingenævnet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at det i ansøgningen om ægte-fællesammenføring tillige er oplyst, at referencen ikke har gået i folkeskole eller anden grundskole eller taget uddannelse i Danmark, hvorfor det må antages, at han ikke bestået en prøve i faget dansk på niveau med Prøve i Dansk 3 eller højere i forbindelse med et uddannelsesforløb her i landet.
Udlændingenævnet har endvidere vurderet, at der ikke er oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der bevirker, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på trods af, at hendes ægtefælle ikke opfylder den obligatoriske betingelse om en bestået danskprøve i udlændingelovens § 9, stk. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplyst om sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, der betyder, at parret ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, hvor ansøgeren og hendes ægtefælle mødte hinanden, hvor de begge er statsborgere og taler sproget, og hvor de har boet størstedelen af deres respektive liv, for dér at udleve familielivet, jf. Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det en vis vægt, at familielivet mellem ansøgeren og hendes ægtefælle er etableret på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kan antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at det ikke vil være uproportionalt eller i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har ikke ved denne afgørelse taget stilling til, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder de øvrige integrationsbetingelser i udlændingelovens § 9, stk. 8, da den obligatoriske betingelse om en bestået danskprøve på niveau med Prøve i Dansk 3 ikke ses opfyldt, og da der ikke er grundlag for at fravige betingelsen.
Derfor har ansøgeren ikke ret til ophold efter EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark efter EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det følger af artikel 7, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, at familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager skal have haft lovlig bopæl her i landet i mindst 3 år for at kunne påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne bestemmelse.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen herefter lagt vægt på, at ansøgeren aldrig har haft opholdstilladelse her i landet, hvorfor hun ikke har opnået rettigheder efter artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Associeringsaftalekomplekset efter EU-Domstolens retspraksis ikke i sig selv giver familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en ret til familiesammenføring. Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 8, i forbindelse med bestemmelsens vedtagelse, er vurderet til at være i overensstemmelse med stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, jf. retsregelafsnittet ovenfor.
Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at der er hjemmel til at stille betingelserne indeholdt i udlændingelovens § 9, stk. 8, over for familiemedlemmer til økonomisk aktive tyrkiske statsborgere, og at danskprøvekravet således er i overensstemmelse med artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.
Det anførte om, at referencen har et selvstændigt opholdsgrundlag efter artikel 6, stk. 1, pind 3 i Associeringsrådets afgørelse 1/80, idet han har haft lovligt arbejde i Danmark i mere end 4 år, at han er værnet af stand still-klausulerne i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, og at bestemmelsen forbyder enhver ny lovgivningsmæssig restriktion, herunder hindringer for ægtefællesammenføring, kan på baggrund af ovenstående ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. marts 2023 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – artikel 6
Dato: 27-03-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. artikel 6.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var tyrkisk statsborger, fik i december 2016 opholdsret som medfølgende familiemedlem efter EU-retten. I august 2019 traf SIRI afgørelse om, at ansøgerens EU-opholdsret var ophørt. Ansøgeren havde fra januar 2017 til og med maj 2017 og fra juli 2020 til marts 2021 modtaget lønindkomst. Til støtte for klagen var det bl.a. oplyst, at ansøgeren havde været selvstændig erhvervsdrivende.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan få opholdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.
Det er indgået i Udlændingenævnet vurdering, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked. Det følger af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, at hvis den tyrkiske arbejdstager har haft lovlig beskæftigelse i Danmark i 1 år, har den pågældende ret til fornyelse af sin arbejdstilladelse i denne medlemsstat hos samme arbejdsgiver, såfremt den pågældende arbejdstager er i beskæftigelse, jf. artikel 6, stk. 1, 1. led, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har haft tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, i et sådan omfang, at han kan have opnået rettigheder efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i december 2016 blev meddelt opholdsret som medfølgende familiemedlem efter EU-retten, og at SIRI ultimo august 2019 vurderede, at ansøgerens opholdsret var ophørt. SIRI’s afgørelse fra august 2019 må anses for at være endelig, idet den ikke ses påklaget, og perioden, hvori ansøgeren kunne have erhvervet rettigheder efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, er således fra december 2016 til ultimo august 2019.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren i perioden fra januar 2017 til og med maj 2017 har modtaget lønindkomst, og at der ikke er fremkommet oplysninger om, at ansøgeren skulle have haft yderligere beskæftigelse i den periode, hvori han havde opholdsret. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgerens partsrepræsentant ligeledes har anført i klagen, at ansøgeren havde 6 måneders beskæftigelse i 2017.
Det er på denne baggrund Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren ikke har erhvervet rettigheder efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, 1. led, idet han ikke har haft lovlig beskæftigelse i Danmark i 1 år hos samme arbejdsgiver.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren i perioden fra juli 2020 til marts 2021 endvidere har modtaget lønindkomst, da han ikke i denne periode havde lovligt ophold i Danmark og at der i øvrigt alene er tale om beskæftigelse i 11 måneder. Der er derfor ikke tale om lovlig beskæftigelse i Danmark i 1 år, hvorfor han ikke på denne baggrund kan anses for at have erhvervet rettigheder efter Associeringsaftalen m.v.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er oplyst, at ansøgeren har været selvstændig erhvervsdrivende.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgning om opholdstilladelse med henblik på udøvelse af beskæftigelse eller etablering af selvstændig virksomhed skal indgives til SIRI, der i den forbindelse, hvis relevant, vil foretage en vurdering af betydningen af stand still-klausulen i Tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, jf. udlændingelovens § 9 p.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren ikke ses at have indgivet en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på etablering af virksomhed.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, kan have ret til at modtage tilbud om beskæftigelse, såfremt de har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat, jf. artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke kan anses for omfattet af denne bestemmelse, da der ikke er oplysninger om, at han er familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i Danmark.
Det til støtte for klagen anførte om, at afslag på opholdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v. artikel 6 efter ansøgerens partsrepræsentants opfattelse er en indgribende afgørelse, da ansøgeren har drevet egen virksomhed i flere år, og at ansøgeren har opbygget et stærkt tilknytningsforhold til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at oplysninger om tilknytning til Danmark, og ansøgerens selvstændige virksomhed ikke kan indgå i vurderingen af, om han har erhvervet rettigheder efter Associeringsaftalen m.v. artikel 6 og 7.
Ligeledes ændrer det ikke vurderingen, at ansøgerens partsrepræsentant mener, at det ikke er proportionalt at inddrage ansøgerens opholdstilladelse som følge af, at han alene har været lønmodtager i 6 måneder. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er tale om inddragelse af en opholdstilladelse, men derimod en vurdering af, om han har erhvervet sådanne rettigheder efter Associeringsaftalen m.v. artikel 6 og 7, at de kan danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. oktober 2022 – Erhverv - Beløbsordningen – formodning for proforma – ej relevant uddannelse som chefkok og begrænset erhvervserfaring – Danmarks internationale forpligtelser - § 9 p
Dato: 24-10-2022Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2022 SIRI’s afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen og som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1, som chefkok til en tyrkisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i december 2019 en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af beskæftigelse som chefkok på en restaurant. Ansøgeren havde ingen relevant uddannelse, men havde 3 års erhvervserfaring fra den pågældende restaurant. SIRI traf i december 2019 afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, idet der var grund til at antage, at den tilbudte ansættelse måtte anses for proforma, ligesom der ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter Danmarks internationale forpligtelser, idet det er en betingelse for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 p, at der ikke er tale om proforma.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse af december 2019. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, eller som følge af Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 p, stk. 1, som chefkok hos virksomhed A.
Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder, at der er grundlag for at antage, at den tilbudte ansættelse som chefkok hos virksomhed A må anses for proforma, idet der er en formodning for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen er at opnå et forsat og længerevarende ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har tillagt det vægt, at ansøgeren med den tilbudte bruttoløn på 36.000 kr. lønmæssigt netop vil kunne blive omfattet af beløbsordningen i § 9 a, stk. 2, nr. 2, samt at lønnen forekommer usædvanlig høj, henset til virksomhedens karakter og omfang sammenholdt med ansøgernes arbejdsopgaver.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke ses at have en uddannelse, der relaterer sig til den tilbudte stilling som chefkok. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at ansøgeren ikke har en relevant uddannelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har 3 års erhvervserfaring på en restaurant, at dette efter partsrepræsentantens opfattelse er tilstrækkelig erfaring til at kunne tilegne sig de færdigheder, som kræves for at kunne tilberede retterne hos virksomhed A, og at der ikke er grund til at betvivle ansøgerens færdigheder.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har kendskab til netop den form for restaurant, som virksomhed A er, idet restauranten minder meget om hendes tidligere ansættelse hos en restaurant i udlandet, og at den høje løn skyldes, at ansøgeren skal dække lange vagter, som andre medarbejdere ikke er interesseret i, og at dette sparer restauranten for nogle lønudgifter, idet timelønnen typisk er højere på disse tidpunkter.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke ændrer ved formodningen for, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse må anses at være for at opnå et længerevarende ophold i Danmark.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den tilbudte månedsløn på 36.000 kr. forekommer usædvanlig høj sammenlignet med ansøgerens uddannelsesniveau, erhvervserfaring og alder, idet ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 21 år og ifølge ansøgerens egne oplysninger ikke havde en uddannelse, at ansøgeren alene havde 3 års erhvervserfaring som kok, samt taget i betragtning af at virksomhed A er en familiedrevet restaurant/kebabforretning, som serverer retter til priser mellem ca. 45-250 kr.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at der er en formodning for, at ansøgeren alene er blevet tilbudt ansættelsen med en årlig indtjening på 432.000 kr. med henblik på at opnå opholdstilladelse i Danmark efter beløbsordningen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af udlændingemyndighedernes administrative praksis, at uanset at de formelle krav, herunder kravet om årlig aflønning på et fastsat mindstebeløb, er opfyldt ved et ansættelsestilbud, vil der kunne meddeles afslag på op-holds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, såfremt det afgørende formål med aftalen eller tilbuddet om ansættelse må antages at være at opnå et opholdsgrundlag i Danmark, som udlændingen ellers ikke ville kunne opnå.
Ansøgeren kan afslutningsvis heller ikke meddeles opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af udlændingelovens § 9 p, stk. 1, allerede fordi Danmarks internationale forpligtelser ikke beskytter beskæftigelse, når er er en formodning for proforma, jf. retsregelafsnittet ovenfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Dato: 14-09-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet – Nægtelse af forlængelse
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v. til en statsborger fra Tyrkiet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2000 efter dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 2, som ægtefællesammenført. I februar 2005 blev ansøgeren og hans ægtefælle skilt, og ansøgerens opholdstilladelse blev som følge heraf inddraget i december 2005. I december 2010 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse, gyldig til december 2011. I juni 2013 blev ansøgeren meddelt opholds- og arbejdstilladelse som økonomisk aktiv arbejdstager på baggrund af Associeringsaftalen artikel 6, stk. 1, 3. led, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Opholds- og arbejdstilladelsen var gældende til juni 2016. Ansøgeren havde ifølge det elektroniske indkomstregister eIndkomst ikke modtaget løn siden 2014. I august 2018 søgte ansøgeren om forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse. I oktober 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på forlængelse af opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen m.v.
Udlændingenævnets afgørelse:
"Udlændingenævnet finder, at ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse efter Associeringsaftalen m.v., jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kan forlænges.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstagere på visse betingelser kan have en ret til at forblive i en medlemsstat i medfør af Associeringsaftalen m.v., såfremt den pågældende tyrkiske statsborger har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, idet ansøgeren ikke længere er økonomisk aktiv som arbejdstager her i landet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren ikke har haft en indkomst siden august 2014, ligesom det til sagen er oplyst, at ansøgeren ikke er i beskæftigelse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen er betinget af, at ansøgeren fortsat er økonomisk aktiv i Danmark, og at ansøgeren dermed må antages at have været bekendt med, at det er en betingelse for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren er økonomisk aktiv i Danmark.
Det forhold, at det til klagen er anført, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i 2005 på grundlag af ansøgerens status som økonomisk aktiv var omfattet af stand still-klausulerne, at ansøgeren var at anse for arbejdstager i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artikel 6´s forstand, og at en tidsbegrænset ægtefælleopholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold ikke kan inddrages, samt at der ikke er et krav om at ansøgeren skal være arbejdstager, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at uanset at ansøgeren i 2005 var økonomisk aktiv og kunne støtte ret på stand still-klausulerne, fremgår det af sagen, at ansøgeren ikke har været økonomisk aktiv siden 2014, og at ansøgeren derfor må anses for at have fortabt sin rettigheder efter stand still-klausulerne.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2013 meddelte ansøgeren en opholdstilladelse på baggrund af Associeringsaftalen m.v. artikel 6, stk. 1, 3. led, og at der herved blev taget højde for ansøgerens associeringsrettigheder.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren siden august 2014 er ophørt fuldstændig med at have tilknytning til arbejdsmarkedet, og at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at ansøgeren inden for en rimelig frist har fundet sig et arbejde på ny. Det kan på den baggrund ikke føre til en ændret vurdering, at det i klagen fra oktober 2019 er anført, at ansøgeren har fundet sig et job.
Udlændingenævnet kan konstatere, at ansøgeren endvidere ikke har dokumenteret, hvorvidt ansøgeren fortsat har fast ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1.pkt. Udlændingenævnet skal henvise til, at Udlændingenævnet i februar 2022 har anmodet om dokumentation for, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i perioden fra maj 2016 og frem, hvor ansøgeren ifølge CPR ses udrejst, og at det af partsrepræsentantens e-mail fra marts 2022 fremgår, at ansøgeren ikke har dokumentation herfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til klagen er anført, at ansøgeren har haft en hård periode i sit liv uden familie, venner og beskæftigelse, og at ansøgeren har en dansk kæreste og en datter på 12 år.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter Associeringsaftalens artikel 6, stk. 1, ligesom det af sagen fremgår, at ansøgeren ser sin datter sjældent.
Udlændingenævnet finder således, at da ansøgeren ikke er økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder her i landet, har ansøgeren ikke længere rettigheder i medfør af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 artikel 6, stk. 1, eller stand still-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Senest opdateret: 24-06-2022
Udgiver: Udlændingenævnet