Tidsubegrænset opholdstilladelse
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 20-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var selvstændig erhvervsdrivende og havde egen massageklinik, indgav i juli 2021 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte i april 2022 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet styrelsen vurderede, at ansøgerens selvstændige erhvervsvirksomhed, ikke kunne sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at [ansøgerens] opholdstilladelse regnes fra november 2006, hvor [ansøgeren] indgav ansøgning om opholdstilladelse pba. familiesammenføring i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet finder således, at [ansøgeren] opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgeren] ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra februar 2019.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hendes massageklinik har åbent 40,5 timer om ugen, og at hun har haft 163 arbejdstimer om måneden.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det ved den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsrapporter – ikke er dokumenteret, at [ansøgerens] beskæftigelse i hendes virksomhed, i perioden fra februar 2019 til marts 2023 kan sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af de fremsendte årsrapporter, at [ansøgeren] har haft en årlig omsætning på henholdsvis 168.079 kr. 2019, 199.198 kr. i 2020, 202.347 kr. i 2021 og 181.850 kr. i 2022.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at prisen for en halv times massage er 300 kr., og prisen for en times behandling er 500 kr.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt til grund, at der efter praksis ved beregning af omfanget af selvstændig virksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der f.eks. drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab mv., hvilket i øvrigt stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om, at der går ca. en halv time til diverse pr. kunde, udover den tid, der bruges på selve massagen.
Ud fra tallene for virksomhedens omsætning har [ansøgerens] gennemsnitlige månedlige timetal været henholdsvis 46,7 timer i 2019, 55,3 timer i 2020, 56,2 timer i 2021 og 50,51 timer i 2022, hvis [ansøgeren] i gennemsnit har taget 300 kr. pr. behandling.
Udlændingenævnet bemærker, at ovennævnte beregning nogenlunde stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om sit estimerede tidsforbrug i perioden fra 2019 til dato, hvoraf det fremgår, at hun i 2019 ar haft 52,5 arbejdstimer om måneden, at hun i 2020 har haft 62,25 arbejdstimer om måneden, at hun i 2021 har haft 63 arbejdstimer om måneden, at hun i 2022 har haft 50,5 arbejdstimer om måneden og at hun i 2023 har haft 54 arbejdstimer om måneden.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hun bruger ca. 3 timer om dagen mandag til fredag samt 1 time om lørdagen på diverse, herunder klargøring til kunder, besvarelse af telefonopkald og e-mail, rengøring, indkøb og varebestilling, regnskab m.m. Det er videre indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at hendes estimerede ventetid mellem kunderne har udgjort 109, 5 timer om måneden i 2019, 99,75 timer om måneden i 2020, 99 timer om måneden i 2021, 11,5 timer om måneden i 2022 og 108 timer om måneden i 2023.
Udlændingenævnet henviser til, at det er en betingelse for opfyldelse af beskæftigelseskravet, at de indtægtsgivende arbejdsfunktioner i den selvstændige erhvervsvirksomhed står i rimeligt forhold til de ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner, og at de arbejdsfunktioner, der medfører en direkte indtægt, skal stå i rimeligt forhold til andre arbejdsopgaver, f.eks. administration, rengøring og regnskab.
Udlændingenævnet henviser videre til, at det at måtte stå til disposition for potentielle kunder i hele klinikkens åbningstid, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i klinikken i perioden februar 2019 – marts 2023, ikke har stået i et rimeligt forhold til [ansøgerens] indtægtsgivende arbejdsfunktioner, idet hendes ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i perioden har udgjort omtrent det dobbelte af hendes indtægtsgivende arbejdsfunktioner.
Det forhold, at [ansøgeren] til støtte for klagen har anført, at hun i klinikkens åbningstid står til rådighed for sine kunder, som har bestilt tid, og for ”Drop in Kunder”, og at hun derfor er fuldtidsbeskæftiget, selvom lønnen måske ikke lige bliver 300 kr. i timen, men måske kun 140 kr. i timen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at beskæftigelseskravet opfyldes ved ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 30 timer om ugen, og at selvstændig erhvervsvirksomhed medregnes som ordinær fuldtidsbeskæftigelse, hvis virksomheden har karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse, samt at udlændingen skal dokumentere, at den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 30 timer om ugen.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at [ansøgeren] har en gennemsnitlig månedsløn på 140 kr. i timen, idet hun fortsat skal dokumentere, at hendes selvstændige virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hendes situation også gælder for mange andre, fx en ejer af en tøjbutik, en ansat ved en frisør, en taxichauffør, en ejer af en lille kiosk m.fl., idet hun herved fortsat ikke har dokumenteret, at hun har arbejdet det tilstrækkelige antal timer i sin virksomhed.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hun og hendes ægtefælle har 2 udlejningshuse, og at hun har halv indtægt fra disse 2 udlejninger, som skal lægges oven i hendes løn som massør.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret, at hun har udført en eller anden form for personligt arbejde, f.eks. administration, vedligeholdelse eller regnskab, i forbindelse med disse udlejningsejendomme, hvorfor indtægten heraf ikke kan indgå i beregningen af omfanget af [ansøgerens] selvstændige virksomhed.
Udlændingenævnet henviser i øvrig til, at lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom sidestilles med formueforvaltning, hvis ejeren ikke har haft personligt arbejde med udlejningen.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at [ansøgeren] kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på [ansøgerens] egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke har et handicap, der forhindrer hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 31-01-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra Filippinerne.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den periode, hvor ansøgeren har været under uddannelse i forbindelse med sin ansættelse hos virksomhed A ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse, fordi praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023.
Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 3 og 4.
Udlændingestyrelsen vurderede i sin afgørelse af januar 2023, at perioden fra januar 2022 til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvor ansøgeren ifølge den indsendte uddannelsesaftale har været under uddannelse til industrioperatør hos virksomheden A, ikke kunne indgå i beregningen af ordinær beskæftigelse, idet praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse, og ikke kan sidestilles med beskæftigelse.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det fremgår af erklæringen fra virksomheden A, at ansøgeren har været ansat i virksomheden siden juli 2019, at aftale om uddannelse og efteruddannelse er almindeligt forekommende hos dem, at de derfor betragter uddannelsesaftalen som en ordinær del af beskæftigelse hos dem, og at ansøgeren efter endt uddannelse forsat vil være at anse som ansat hos dem.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på uddannelsesaftalen, hvoraf det fremgår, at aflønningen under uddannelsen sker efter Industriens Overenskomst (3F), at lønnen er højere end det gældende mindstebetaling for elever og er fastsat til 184,50 kr. pr. time, og at den ugentlig arbejdstid er på 37 timer.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det fremgår ved aktuelt opslag i det elektroniske indkomstregister, at ansøgeren har haft fuldtidsbeskæftigelse hos virksomheden A indtil uddannelsesstart og under hele uddannelsesforløbet, og at hun siden januar 2022 har fået den samme løn som inden uddannelsesstart.
Udlændingenævnet har på baggrund af det anførte og ud fra en samlet konkret vurdering af alle sagens omstændigheder vurderet, at perioden fra januar 2022 til november 2023 derfor kan indgå i beregningen som ordinær beskæftigelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8’s forstand, idet ansøgerens uddannelsesaftale må betragtes som værende en integreret del af et ansættelsesforhold. Der henvises i den forbindelse også til § 12, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, der seneste er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 afgørelse om inddragelse af tidsubegrænsede opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
I juli 2015 fik ansøgeren tidsubegrænsede opholdstilladelse. På baggrund af oplysningerne fra eIndkomst, Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark inddrog Udlændingestyrelsen i maj 2020 ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, da styrelsen fandt, at ansøgeren i juli 2015 ikke opfyldte betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, og at den tidsubegrænsede opholdstilladelsen var opnået på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren på tro og love oplyste i ansøgningsskemaet i januar 2015, at hun havde været i fuldtidsbeskæftigelse i mere end 3 ud af 5 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og at det fremgik af oplysningerne fra Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark, at den oplyste beskæftigelse ikke var reel, og der var ændrede indberetninger og nulstillet indkomst fra flere af de steder, hvor ansøgeren oplyste at have arbejdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder, at ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, med rette er blevet inddraget, idet den tidsubegrænsede opholdstilladelse af juli 2015 var opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at Skattestyrelsen har slettet lønindberetninger samt at Udbetaling Danmark har genopkrævet barselsdagpenge, som lå til grund for Udlændingestyrelsens beregning ved vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse af juli 2015, at hun kan miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis det viser sig, at grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt (svig), ligesom hun ved sin underskrift af januar 2015 erklærede på tro og love, at oplysningerne, som hun indgav i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, er korrekte.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyste følgende om sin beskæftigelse; at hun havde haft ordinær fuldtidsarbejde hos virksomhed A i perioden fra august 2012 til december 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed B i perioden fra januar 2013 til maj 2013 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed C i perioden fra juni 2013 til november 2014 på fuldtid, inklusiv barselsorlov, hos virksomhed D i perioden fra december 2014 på fuldtid, samt at hun var selvstændigt erhvervsdrivende hos virksomhed E i perioden fra 1. august 2010 til 15. marts 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 42 timer. Vedlagt ansøgningen var bl.a. en kopi af ansættelseskontrakt som servicekoordinator hos virksomhed D med virkning fra december 2014, en kopi af årsopgørelse for 2010, 2011, 2012, samt en kopi af årsrapport for virksomhed E for 2010, 2011 og 2012.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Udlændingestyrelsen under behandlingen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i 2015 ikke havde taget stilling til, at hun var selvstændig erhvervsdrivende i perioden fra februar 2011 til marts 2012 og til hendes ansættelse hos virksomhed F i perioden fra august 2012 til december 2012, som kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke dokumenterede, at hendes arbejde som selvstændig erhvervsdrivende kan sidestilles med lønarbejde på fuld tid eller deltidsbeskæftigelse. Det fremgik af virksomheds A årsrapport for 2010, at lønninger var 0 kr., for 2011 – negativ 278.264 kr., for 2012 – 0 kr., ligesom det fremgik af ansøgerens årsopgørelse 2010, at hendes lønindkomst var 25.447 kr., i 2011 – 0 kr., i 2012 – 256.565 kr., i 2013 – 241.190 kr. uden dokumentation for reelle arbejdstimer i perioden fra august 2010 til marts 2012.
Udlændingenævnet skal yderligere bemærke, at ifølge offentligt tilgængelige oplysninger fra CVR-registreret er virksomheden E, en enkeltmandsvirksomhed, som blev stiftet i juli 2010 og ophørte i marts 2012.
Udlændingenævnet henviser herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en ansøgning, herunder dokumentation for arbejde i form af fx årsopgørelser, ansættelseskontrakter, lønsedler, årsopgørelser mv.
Udlændingenævnet finder yderligere, at det fremgår i eIndkomst, at indberetninger fra virksomhed F for perioden fra august 2012 til december 2012 er uden indberettede løntimer, ligesom lønnen fra virksomhed F ikke fremgår af bankkontoudskrifterne, fremsendt til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indberetninger uden løntimer ikke kan medregnes som ordinær beskæftigelse.
Skattestyrelsen ændrede ved afgørelsen i marts 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed C for 2013, hvorefter ansøgerens løn blev ændret fra 241.190 kr. til 176.660 kr. samt udbetalte barselsdagpenge på 63.328 kr. skulle tilbagebetales. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres kontrol af lønudbetalinger fra virksomhed C, hvor Skattestyrelsen vurderede, at de foretagende lønindberetninger fra virksomheden ikke har været i overensstemmelse med de faktiske forhold. Herudover ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i april 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed B for 2013, hvorefter ansøgerens løn på 106.750 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetaling har været fiktiv, og at virksomheden ikke har været aktiv siden 2013. Til sidst ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i september 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed A for 2012, hvorefter ansøgerens løn på 107.150 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetalinger har været fiktive.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ved aktuelt opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgerens lønindberetninger for 5 års periode forud for august 2015 er følgende:
2010: fra 1. august til 30. september– 160, 33 timer fra virksomhed G
2011: ingen lønindberetninger
2012: fra august til december – indberetninger uden løntimer fra virksomhed F
2013: februar – 160, 33 timer fra virksomhed H
2014: oktober - 11 timer, november - 11 timer, december - 150 timer fra virksomhed D
2015: januar - indberetninger uden løntimer, februar – 150 timer, marts – 150 timer, april – 150 timer, maj – 150 timer, juni – 150 timer, juli – 102 timer fra virksomhed D
Ansøgeren har således ikke opfyldt kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år for de sidste 5 år forud afgørelsen om tidsubegrænset opholdstilladelse, meddelt i juli 2015.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren bl.a. har anført, at hun har arbejdet som ufaglært - primært som rengøringsassistent med en timeløn på 130-135 kr. - hos virksomhederne A, B, C, som var ejet af den samme ejer(e), der er blevet tiltalt og dømt for strafbare forhold, og at dette er baggrunden for, at Skattestyrelsen ændrede registreringer, men Skattestyrelsen af uforklarlige årsager nåede frem til, at hendes arbejde ikke var reelt, at hun undrer dig over, at der overhovedet kan være en formodning for, at hun skulle have været involveret i disse lyssky begivenheder, herunder have haft en proforma ansættelse, så hun kunne snyde de offentlige myndigheder, og at det er en arbejdsgivers ansvar at registrere løn ordentligt i eindkomst, og ikke medarbejderens, hvorfor det fremstår suspekt, at styrelsen mistænker hende. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Skattestyrelsen er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering og ændring af lønindberetninger, samt at det er ansøgerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til Skattestyrelsen er korrekte og i overensstemmelse med hendes faktuelle indkomst. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, at ansøgeren skulle have søgt sagen genoptaget hos Skattestyrelsen.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har anført i klagen, at under ansættelsesforløbet hos virksomhed C afholdt hun barsel i perioden fra august 2013 til juli 2014, som Udlændingestyrelsen ikke ligestillede med arbejdet, at hun har været fuldt ud berettiget til barselspenge, da hun stadig har haft ansættelse under barslen hos den samme arbejdsgiver, og derfor skal barslen tælle som arbejde, og at hun på nuværende tidspunkt fører en klagesag hos ankenævnet for at få tilbagebetalt barselsydelsen, som hun var berettiget til.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering henset til, at Udbetaling Danmark i november 2015 traf afgørelse om, at alle udbetalte barselsdagpenge i 2013 og i 2014 skal tilbagebetales, fordi de var udbetalt uden ansøgeren havde ret til dem, idet hun ikke var i et reelt ansættelsesforhold. Det fremgår ved aktuelt opslag i eIndkomst, at ansøgerens barselsdagpenge på 43.538,01 kr. i december 2013 og på 108.616 kr. i juli 2014 blev slettet.
Det er til støtte for klagen anført, at Københavns Vestegns Politis afdeling for specielle sager (en særligt specialiseret efterforskningsmyndighed) har undersøgt ansøgerens eventuelle deltagelse i de ulovlige forhold og er nået frem til, at der ikke var noget at forfølge, hvorfor sigtelserne blev droppet, og at både Skattestyrelsen og Udlændingestyrelsen er rent administrative enheder, som har begrænsninger i at efterforske sager. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet resultat.
Det forhold, at ansøgeren til klagen har oplyst, at Udlændingestyrelsen har lagt et strafbart forhold til grund for deres afgørelse, herunder opgivelse af falske oplysninger til en offentlig myndighed, uden at ansøgeren er blevet dømt for dette, og at afgørelsen er særlig grov, idet der ingen dokumentation foreligger, som understøtter dette strafbare forhold, at Udlændingestyrelsen administrativt har besluttet, at hun har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, hvilket har ført til fortabelse af hendes retsstilling, at Udlændingestyrelsens afgørelse er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, idet anklagemyndigheden allerede har afvist at forelægge sagen for domstolene, da det var meningsforladt, og at Udlændingestyrelsen ikke har jurisdiktion til at dømme folk, ligesom at styrelsen ikke giver adgang til at tilsidesætte international lovgivning, herunder grundlæggende menneskerettigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at Københavns Vestegns Politi i marts 2019 opgav sigtelsen mod ansøgeren for overtrædelse af straffelovens § 289 a over for Udbetaling Danmark og over for arbejdsløshedskassen, at politiet ikke havde sigtet ansøgeren for fiktive lønindberetninger, fordi det er Skattestyrelsen, som er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering, ændring af lønindberetninger samt kontrollere virksomheder med henblik på undersøge fiktive lønindberetninger, og at Udlændingestyrelsen har truffet sin afgørelse på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.
Udlændingenævnet finder således, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, hvoraf det fremgår, at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til retfærdig rettergang, idet Udlændingestyrelsens afgørelse er en administrativ afgørelse, truffet på baggrund af Skattestyrelsens kontrolarbejde, og derfor kan afgørelsen ikke betragtes som en dom, som falder under EMRK art. 6. Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at Udlændingestyrelsen bl.a. har kompetencen til at tage stilling til, hvorvidt udlændingens tidsubegrænsede opholdstilladelse, som var opnået ved svig, skal inddrages. Derudover har ansøgeren haft mulighed at klage over Skattestyrelsens afgørelser, ligesom at komme med dokumentation og oplysninger til Udlændingestyrelsen.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i klagen har oplyst, at dokumentationen i form af bankudskrifter for perioden fra juni 2012 til 2015 viser, at hun har modtaget løn for sit arbejde hos virksomhederne, og at betalingerne svarer til fuldtidsarbejde.
Udlændingenævnet har herved ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende dokumentation om lønindbetalinger i form af lønsedler, fremsendt i juli 2020 til Udlændingenævnet, bankudskrifter, fremsendt i februar 2020 til Udlændingestyrelsen, sammenlignet med hendes oplysninger om beskæftigelse, afgivet i ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har noteret sig, at ifølge oplysningerne fra CVR-registreret fungerede ansøgeren som virksomhedens D direktion i perioden september 2011 til februar 2012, og igen fra november 2012 til november 2015, uden at ansøgeren oplyste om dette forhold til Udlændingestyrelsen, men kun oplyste om ansættelsen som servicekoordinator hos virksomheden.
Udlændingenævnet har bemærket, at ansøgeren først fremsendte kopi af sine lønsedler i forbindelsen med klagen, og ikke til Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder det således ikke dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i mindst 3 år for de sidste 5 år forud for afgørelsen, således at denne betingelse for ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse ikke var opfyldt, når lønindberetningerne fra virksomhed C for 2013, fra virksomhed B for 2013 og fra virksomhed A for 2012 ikke længere kan lægges til grund på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har i klagen har oplyst, at hun skal starte forfra med at optjene tidsubegrænset ophold i landet, ligesom eventuelt statsborgerskab, og at hun tidligst vil kunne få statsborgerskab 9 år fra nu, altså 18 år efter hun kom til landet, hvilket undergraver Danmarks demokrati, og i øvrigt er i strid med international lov, der tilsiger, at man skal kunne opnå statsborgerskab, efter man har boet i et land i maksimalt 10 år.
Udlændingenævnet henviser herved til, at alle udlændinge i Danmark skal overholde reglerne i udlændingeloven, ligesom det er udlændingens eget ansvar at fremlægge den nødvendige dokumentation til brug for sager hos udlændingemyndighederne, ligesom Danmarks nationale lovgivning gælder for udenlandske statsborgere, som kun kan få dansk statsborgerskab ved lov, og at det normalt er en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at man har haft 9 års uafbrudt ophold i Danmark. Dette fremgår af § 7, stk. 1 i cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation. Udlændingenævnet skal yderligere henvise til, at udenlandske statsborgere ikke automatisk kan få dansk statsborgerskab, efter de har boet i landet i 10 år.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, nr. 1, og § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i maj 2020 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gældende til maj 2024.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende og oplyste, at han arbejdede fuldtid i sin virksomhed. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet under henvisning til, at han ikke drev virksomheden med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra den september 2008, hvor ansøgeren er indrejst i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsregnskaber – ikke har dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse ved sin enkeltmandsvirksomhed i perioden fra ultimo 2018 til nu kan sidestilles med ordinært lønarbejde i mindst 3 år og 6 måneder, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at driften af virksomheden kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte årsopgørelse fra SKAT for indkomståret 2019, at ansøgeren i 2019 havde en personlig årlig indkomst på 50.886 kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig månedlig indkomst på 4240,5 kr. før skat, og at det fremgår af det fremsendte årsregnskab for 2019, at ansøgerens virksomhed i 2019 havde et netto-resultat på 55.171 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt månedligt netto-resultat på 4597,58 kr.
Udlændingenævnet finder ikke, at en gennemsnitlig månedlig indkomst af denne størrelse dokumenterer, at ansøgeren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke til støtte for klagen er indsendt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren i 2019 har foretaget nogle ekstraordinære dispositioner, som har ført til virksomhedens lave netto-resultat.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens virksomhed blev etableret i 2016, og at virksomhedens lave nettoresultat for 2019 efter Udlændingenævnets vurdering således ikke skyldes en evt. opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.
Udlændingenævnet finder allerede på baggrund af ansøgerens indkomst for 2019, at ansøgeren ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.
Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at arbejdet i virksomheden har et omfang, der svarer til ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævenet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke kan udledes et krav om en bestemt årlig indkomst, men alene om en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, at der ikke kan opstilles klare retningslinjer for, hvad der kan anses for en passende omsætning for en selvstændig virksomhed, at ansøgeren tilbyder services, som varierer meget i pris og tidsforbrug, og at ansøgerens personlige indkomst kan synes urimelig fra en almindelig lønmodtagers synspunkt, men at dette må anses for at være normalt for denne type enkeltmandsvirksomheder.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, ansøgeren har lagt en arbejdsindsats svarende til langt over fuld tid, idet han har formået at skabe en stigende omsætning i virksomheden.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ovenstående vurdering er foretaget på baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering af, hvorvidt det kan lægges til grund, at virksomhedens netto-resultat og ansøgerens personlige indkomst for 2019, uanset virksomhedens omsætning og den oplyste ugentlige arbejdstid, kan anses for at have været med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det ved vurderingen af beskæftigelseskravet for selvstændig erhvervsdrivende efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 8, ikke kun vurderes, om udlændingen har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, men at det også indgår i vurderingen, om driften af virksomheden efter en konkret og individuel vurdering, kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på at det forhold, at ansøgerens virksomheden har haft en større omsætning efter 2019, ikke ændrer på det forhold, at ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens nettoresultat for 2019 ikke kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, og at det ikke kan føre til ændret vurdering, at virksomhedens omsætning er steget i løbet af de efterfølgende indkomstår, idet Udlændingenævnet allerede på baggrund af ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens netto-resultat for 2019 finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet om at have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, og at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at privat børnepasning, når dette er dokumenteret i form af godkendte kontrakter med kommunen samt kvittering for børnepasningen, må anses for at være hovedbeskæftigelse, uanset lønindkomsten for arbejdet og uanset antallet af børn.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at de faktiske omstændigheder i de nævnte afgørelser adskiller sig fra nærværende sag, hvor Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering af den fremsendte dokumentation finder, at ansøgeren, uanset oplysningerne om ansøgerens ugentlige arbejdstimer, ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år, og at ansøgeren i øvrigt ikke har modtaget lønindkomst.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 bl.a. tog udgangspunkt i oplysningerne om ansøgerens omsætning, og at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 fandt, at ansøgerens arbejde som privat børnepasser på baggrund af den fremsendte dokumentation måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgerens ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2023 – tidsubegrænset opholdstilladelse – 1 ud af 2 supplerende betingelser – medborgerskabsprøve og DP3 – forsøgt at bestå medborgerskabsprøve - besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt – må henvises til at forsøge igen
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2023 – tidsubegrænset opholdstilladelse – 1 ud af 2 supplerende betingelser – medborgerskabsprøve og DP3 – forsøgt at bestå medborgerskabsprøve - besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt – må henvises til at forsøge igen
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte 1 ud af 2 supplerende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i januar 2022 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2022 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte mindst 1 ud af 2 supplerende betingelser, idet ansøgeren ikke opfyldte kravet om bestået medborgerskabsprøve og bestået Prøve i Dansk 3. Udlændingestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at ansøgeren ikke havde bestået medborgerskabsprøven. Ansøgeren er diagnosticeret med PTSD, analfabetisme og hukommelsesproblemer.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra juni 2011, hvor ansøgeren er registreret indrejst i Danmark med opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet har endvidere ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren får tildelt førtidspension i Danmark.
Ansøgeren vil herefter kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 6, er opfyldte.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder mindst 1 af de 2 supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at hun ikke har bestået medborgerskabsprøven eller udvist aktivt medborgerskab ved at have haft mindst 1 års deltagelse i en bestyrelse, organisation eller lignende.
Udlændingenævnet finder desuden, at ansøgeren ikke opfylder kravet om en bestået Prøve i Dansk 3, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at hun ikke har bestået Prøve i Dansk 3 eller en prøve på tilsvarende eller højere niveau, og at hun alene har fremlagt dokumentation for en bestået Prøve i Dansk 2 af primo december 2018, hvilket ikke er på et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der fremgår af den til sagen fremlagte lægeerklæring af marts 2022, at ansøgeren bl.a. lider af PTSD, analfabetisme og hukommelsesproblemer, som besværer hendes indlæring yderligere, og at lægen på denne baggrund har vurderet, at hun ikke vil kunne tage Prøve i Dansk 3 indenfor 5 år.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort, at ansøgerens helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådan omfang, at hun ikke på et senere tidspunkt vil kunne opfylder mindst 1 af de 2 supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.
Udlændingenævnet har i forhold til Prøve i Dansk 3 således lagt vægt på, at det – uanset ansøgerens helbredsmæssige forhold – ikke kan udelukkes, at hun kan bestå danskprøven eventuelt under anvendelse af særlige prøvevilkår, som hendes diagnoser kan berettige hende til, ligesom Udlændingenævnet bemærker, at danskprøven kan aflægges på baggrund af selvstudier eller privatundervisning, herunder med særlige vilkår eller hjælpemidler.
Udlændingenævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har bestået Prøve i Dansk 2 i 2018, hvorfor det efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kan udelukkes, at ansøgeren – eventuelt på baggrund af de allerede opnåede danskkundskaber – vil være i stand til eventuelt på et senere tidspunkt at opfylde mindst 1 af de 2 supplerende betingelser om henholdsvis kravet om medborgerskab eller særligt gode danskkundskaber.
Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremsendt dokumentation for, at ansøgeren har forsøgt at aflægge Prøve i Dansk 3.
Udlændingenævnet har i forhold til medborgerskabsprøve lagt vægt på, at ansøgeren ikke har bestået medborgerskabsprøven eller har udvist aktivt medborgerskab.
Det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har forsøgt at tage medborgerskabsprøven, men at hun ikke bestod prøven, hvorfor der under henvisning til ansøgerens psykiske symptomer bør dispenseres fra dette krav – samt kravet om særligt gode danskkundskaber - idet kravene efter partsrepræsentantens opfattelse er i strid med FN’s Handicapkonvention, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til et ændret udfald.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren i juni 2022 har forsøgt at bestå medborgerskabsprøven, men ikke bestod prøven, kan forsøget på at bestå medborgerskabsprøven ikke i sig selv føre til dispensation fra kravet om den supplerende betingelse om medborgerskab.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren til medborgerskabsprøven afholdt i juni 2022 besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt, at man for at bestå prøven skal svare rigtigt på mindst 20 af de 25 spørgsmål, hvorfor det efter Udlændingenævnets opfattelse og med henvisning til de relativt mange rigtigt besvarede spørgsmål ikke kan udelukkes, at ansøgeren vil være i stand til eventuelt på et senere tidspunkt at opfylde den supplerende betingelse om medborgerskab.
Udlændingenævnet finder i relation hertil, at ansøgeren ikke herved – og sammenholdt med sagens øvrige oplysninger – har dokumenteret, at ansøgerens helbredstilstand kan anses for at have en sådan karakter og et sådant omfang, at hun ikke på et senere tidspunkt har mulighed for at opfylde betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 4.
Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, jf. stk. 4, og på nuværende tidspunkt give ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. juli 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelse
Dato: 20-07-2023Udlændingenævnet omgjorde i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra USA.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2022 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgers virksomhed i hele perioden fra juli 2020 ikke havde haft et omfang, der kunne sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at ansøger i 2020 ikke havde haft en positiv omsætning i virksomheden.
Udlændingenævnets afgørelse
’’Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af en konkret og individuel vurdering af de fremlagte oplysninger, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at [ansøgeren] ikke opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] i perioden fra juli 2019 til december 2019 har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse mindst 30 timer om ugen ved ansættelse hos [et dansk universitet], og at [ansøgerens] virksomhed [A], og herefter virksomhed [A - ApS] i perioden fra juli 2020 til juni 2023 har karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på at opnå selvforsørgelse.
Vedrørende [ansøgerens] selvstændige virksomhed vurderer Udlændingenævnet, at [ansøgerens] virksomhed i perioden fra juli 2020 til juni 2023 har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitlig mindst 30 timer om ugen, og at virksomheden er etableret med henblik på at opnå selvforsørgelse.
Vedrørende omfanget af [ansøgerens] virksomhed har Udlændingenævnet lagt vægt på de fremlagte oplysninger, herunder vedrørende omsætning og processen omkring produktionen af [produktet], heriblandt design, fremstilling og salg. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [ansøgeren] den 4. juni 2020 stiftede virksomheden [A], og at virksomhedens manglende omsætning i perioden fra juli 2020 til december 2020 skyldes en opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.
I forhold til om [ansøgerens] virksomhed er etableret for at opnå selvforsørgelse, har Udlændingenævnet lagt vægt på de fremlagte årsopgørelser, forskudsopgørelse og saldobalancer, at virksomhedens lave resultat i perioden fra juli 2020 til december 2020 skyldes en opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [ansøgeren] i perioden fra den […] marts 2021 til den […] august 2022 har haft et negativt resultat, men at dette skyldes dels at [ansøgeren] har udbetalt løn til sig selv, og dels at [ansøgeren] ifølge det indsendte årsregnskab, samt egne bemærkninger, har investeret i udstyr til virksomheden. Udlændingenævnet henviser til, at indkøb af erhvervsudstyr, som har betydning for virksomhedens drift, medregnes i indtægtsgrundlaget.
Udlændingenævnet har på ovenstående baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om [ansøgeren] opfylder de øvrige betingelser for opholdstilladelse i Danmark.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. juli 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 07-07-2023Udlændingenævnet hjemviste i juli 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2021 om afslag på anmodning om genoptagelse af sagen, hvorved Udlændingestyrelsen i juni 2021 meddelte afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra Albanien.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at de perioder, hvor ansøgeren havde været ansat som trainee ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse, fordi praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i oktober 2021 afslag på genoptagelse af sagen, og vurderede i sin afgørelse, at oplysningerne, indsendt til anmodningen om genoptagelse af sagen, ikke var af så væsentlig betydning for, at sagen skulle genoptages, idet det fremgik af ansættelseskontrakten, at ansøgeren under programmet havde 3 perioder med praktisk arbejde og 4 skoleophold, og at hendes løn var på 8.200 kr. pr. måned, og at praktik eller andet arbejde, som var en del af en uddannelse, ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet skal bemærke, at det fremgår af ansættelseskontrakten, at traineeprogrammet har fokus på at skabe erhvervsspecialister, og at programmet består af 3 perioder med praktisk erfaring (1. - i Danmark, 2. - udstationering i udlandet, 3. – i Danmark eller udstationering i udlandet) og 4 school gatherings, som giver mulighed for at opnå en stor viden om virksomhedens erhverv gennem forskellige opgaver.
Udlændingenævnet bemærker yderligere, at oplysninger om løn ikke skal indgå i vurderingen af ansøgningen om tidubegrænset opholdstilladelse, hvis en udlænding udfører lønnet arbejde med en ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer.
Udlændingenævnet skal henvise til, at en opholds- og arbejdstilladelse efter traineeordningen meddeles på baggrund af beskæftigelse til en udlænding, der ansættes i en virksomhed i Danmark, og at den pågældende skal oplæres for efterfølgende at kunne varetage arbejde i udlandet i en virksomhed, der har forbindelse til virksomheden i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i juli 2016 afsluttede kandidatuddannelsen, at hun under traineeopholdet var ansat med en ugentlig arbejdstid på 37 timer, at hun betalte ATP og skat, at hun blev udstationeret i Holland og i Hong Kong i perioden fra september 2017 til og med august 2018, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) meddelte dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse, og at traineeopholdet derfor ikke kan betragtes som praktik eller en del af uddannelse, men som ordinært fuldtidsarbejde.
Udlændingenævnet finder yderligere, at der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren ved e-mail til Udlændingenævnet oplyste, at ”school gathering”, som nævnes i ansættelseskontrakten, blot er dedikerede dage, hvor medarbejdere får træning i virksomhedens forsyningskæde, situationsbestemt ledelse for at få praktisk viden om virksomheden og for at komme med innovative ideer, og at de dage er en del af ansættelsen.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 14. april 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold
Dato: 14-04-2023Udlændingenævnet stadfæstede med en ændret begrundelse i april 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet bemærker, at en udlænding over 18 år, der indgiver ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse inden det fyldte 19 år, kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter de lempeligere betingelser, hvis udlændingen opfylder betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1-7, jf. dog stk. 17, jf. udlændingelovens § 11, stk. 12. De lempeligere krav betyder, at der hverken stilles krav om, at udlændingen skal opfylde beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, eller kravet om at være tilknyttet arbejdsmarkedet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, eller de supplerende integrationsrelevante betingelser for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse i udlændingelovens § 11, stk. 4.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgerens] ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse ikke skal behandles efter de lempeligere betingelser, idet [ansøgeren] var fyldt 20 år på ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse af [marts 2021], men med en ændret hjemmelshenvisning. Udlændingestyrelsens afgørelse er truffet efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8 (beskæftigelseskravet), men burde have være truffet efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1 (kravet om mindst 8 års uafbrudt lovligt ophold).
Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, om lovligt ophold i mindst 8 år her i landet med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] er født den [maj 2000] i Danmark, at han blev meddelt opholdstilladelse i en begrænset periode til [maj 2018], indtil han fyldte 18 år, og at han den [juli 2020] indgav en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i brev af [marts 2018], sendt til [ansøgerens] og hans forældres bopælsadresse, vejledte ham om, at han skulle indgive ansøgning om selvstændig opholdstilladelse senest på sin 18-års fødselsdag, at det kunne få alvorlige konsekvenser for ham, hvis han ikke søgte om enten en tidsbegrænset forlængelse eller tidsubegrænset opholdstilladelse, inden han fyldte 18 år, og at hvis han søgte dagen efter han fyldte 18 år eller senere, ville det betyde, at han havde ulovligt ophold i Danmark.
På den baggrund må det derfor have stået [ansøgeren] klart, at det ville kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark, hvis han ikke indgav ansøgning om selvstændig opholdstilladelse senest på sin 18-års fødselsdag.
Udlændingenævnet her herefter lagt vægt på, at det er en betingelse for at opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, at en udlænding skal have boet lovligt i Danmark i en uafbrudt periode på mindst 8 år på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om permanent ophold.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til udlændingelovens § 27, stk. 1, hvoraf det følger bl.a., hvordan den tidsmæssige betingelse om uafbrudt lovligt ophold i § 11, stk. 3, nr. 1, skal beregnes, og til udlændingelovens § 27, stk. 3, hvor fremgår, at beregningen af det nævnte tidsrum afbrydes, når en meddelt opholdstilladelse udløber.
Beregningen af [ansøgerens] lovlige ophold i Danmark skal således ske fra [juli 2020], idet hans lovlige ophold her i landet blev afbrudt med 2 år og 57 dages ulovligt ophold, som varede fra [maj 2018] til [juli 2020].
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen besluttede, at [ansøgerens] ansøgning af [juli 2020] om tidsubegrænset opholdstilladelse ikke skulle afvises grundet Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9, stk. 24.
Udlændingenævnet finder i modsætning til Udlændingestyrelsen, at [ansøgerens] lovlige ophold i Danmark blev afbrudt med 2 år og 57 dages ulovligt ophold, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, ikke er opfyldt.
Udlændingenævnet har i vurderingen lagt afgørende vægt på sagens oplysninger om, hvor sent [ansøgerens] ansøgning blev indgivet, baggrunden for forsinkelsen samt på varigheden af [ansøgerens] tidligere meddelte opholdstilladelse, jf. lovbemærkningerne til udlændingelovens § 27, stk. 3.
Udlændingenævnet finder, at det til sagen ikke er dokumenteret eller på anden måde forklaret, hvorfor [ansøgeren] ikke har indgivet ansøgning om selvstændig opholdstilladelse senest på sin 18-års fødselsdag.
Det forhold, at [ansøgeren] er født og opvokset i Danmark, hvor han har haft sin skolegang og sine formative år, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, vedrørende den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset ophold, ikke kan fraviges som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention og associeringsaftale-komplekset mellem EU og Tyrkiet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 17.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations notat af 7. april 2011 https://nyidanmark.dk/da/Ord-og-begreber/SIRI/Tyrkiske-statsborgere-med-tilknytning-til-arbejdsmarkedet, at reglerne om tidsubegrænset opholdsret i Danmark ikke er omfattet af stand-still klausulen i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980, da muligheden for tidsubegrænset opholdsret ikke har virkning i forhold til tyrkiske statsborgeres mulighed for fortsat at udøve økonomisk aktivitet.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, men finder at afgørelsen skal træffes under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2
Dato: 22-03-2023Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i november 2011. Ansøgeren søgte i maj 2021 om tidsubegrænset opholdstilladelse og oplyste i den forbindelse, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 2, samt at han for nogle år siden havde fået bevilget førtidspension på grund af psykiske og fysiske problemer, herunder PTSD, depression, angst, type 2 diabetes, hypertension og kronisk alkoholmisbrug, samt at han havde indlæringsvanskeligheder. Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han ikke opfyldte danskprøvekravet, ligesom styrelsen fandt, at danskprøvekravet ikke skulle fraviges som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren blev tildelt førtidspension i november 2016, og at han derfor vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 6, er opfyldt.
Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 2, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, og at det heller ikke er dokumenteret, at han har aflagt eller forsøgt at aflægge danskprøven.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at han kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren lider af PTSD, depression, angst, type 2 diabetes, hypertension og kronisk alkoholmisbrug, samt at han har indlæringsvanskeligheder.
Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det følger af en til støtte for klagen fremsendt lægeerklæring af april 2021, at ansøgerens indlæringsvanskeligheder skyldes manglende koncentrationsevne og mistet indlæringsevne pga. PTSD, og at han derfor ikke mestrer det danske sprog hverken skriftligt eller mundtligt, samt at hans funktionsniveau er betydeligt nedsat, og at behandlingsmulighederne er udtømte.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke på nuværende tidspunkt er dokumenteret eller godtgjort, at ansøgerens helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådant omfang, at ansøgeren ikke på sigt vil kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det er anført til støtte for klagen, at ansøgeren er blevet færdig med modul 2 eller 3 på danskuddannelse 2. Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren derved har udvist evne til at lære dansk.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at der ikke under henvisning til ansøgerens helbredsmæssige forhold bør ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, idet Udlændingenævnet ikke på nuværende tidspunkt kan lægge til grund, at ansøgeren kan anses for at være ude af stand til at tilegne sig yderligere danskkundskaber og derved har rimelig udsigt til på et senere tidspunkt at opfylde danskprøvekravet.
Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at ansøgeren har forsøgt at bestå Prøve i Dansk 2, og at det derfor – henset til ansøgerens allerede opnåede sproglige færdigheder – ikke kan udelukkes, at han kan bestå danskprøven, eventuelt under anvendelse af særlige prøvevilkår, idet det er muligt at søge om benyttelse af kompenserende hjælpemidler og særlige prøvevilkår ved aflæggelse af prøven.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren kan søge om særlige prøvevilkår hos lederen af den sprogskole, hvor prøven afholdes. De nærmere betingelser fremgår af bekendtgørelsen nr. 88, at 24. januar 2021 om prøver inden for danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl.
Det forhold, at ansøgerens advokat til støtte for klagen har henvist til nogle efter advokatens opfattelse meget sammenlignelige sager i Udlændingenævnet samt en dom fra Østre Landsret af 14. januar 2022, som vedrører den ene af disse sager, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet sagerne efter Udlændingenævnets vurdering ikke er sammenlignelige. Afgørelsen fra Østre Landsret vedrørte spørgsmålet om indirekte forskelsbehandling i strid med FN’s Handicapkonvention i forhold til opfyldelse af selvforsørgelseskravet i en ansøgning om familiesammenføring.
Udlændingenævnet skal oplyse, at afgørelser træffes efter et konkret og samlet skøn over sagens omstændigheder, og at den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager måtte være ens, herunder, at der i disse sager er taget stilling til Handicapkonventionen, ikke nødvendigvis fører til, at udfaldet af sagerne bliver ens.
Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27.02.2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 27-02-2023Udlændingenævnet omgjorde i februar 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til statsborger fra Iran.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i april 2021 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen gav i februar 2022 ansøger afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om at have været i ordinær, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Styrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have været fuldtidsbeskæftiget i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren på nuværende tidspunkt ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfylder kravet om at have været i ordinær beskæftigelse i 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af det elektroniske eIndkomstregister eIndkomst, at ansøgeren har arbejdet fuldtid hos en dansk virksomhed i februar og marts 2019.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst og den til støtte for klagen fremsendte dokumentation, at ansøgeren har arbejdet hos en anden dansk virksomhed i perioden september 2019 – januar 2023.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt til grund, at ansøgerens weekendarbejde som led i sin ansættelse hos den anden danske virksomhed i perioderne august 2020 – januar 2021 og fra november 2021 frem til afgørelsestidspunktet, hvor ansøgeren arbejder 24 timer pr. uge, sidestilles med en fuldtidsstilling og aflønnes efter, hvad der svarer til en normal ugeløn, jf. Industriens Overenskomst.
Udlændingenævnet har således lagt til grund, at ansøgeren har arbejdet fuldtid i 3 år og 7 måneder inden for de seneste 4 år.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser
for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke vurderet dette.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet