Tidsubegrænset opholdstilladelse
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2025 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – krav om lovligt ophold – beregning af opholdskravet
Dato: 17-03-2025Udlændingenævnet omgjorde i marts 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2024 [ansøgeren] afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, under henvisning til, at [ansøgeren] ikke opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, om lovligt ophold i mindst 8 henholdsvis 4 år her i landet med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3. [Ansøgeren] opholdstilladelse udløb i april 2019, og [ansøgeren] indgav først en ansøgning om forlængelse i maj 2021. Udlændingestyrelsen havde i 2018 ved en fejl udstedt et opholdskort med tidsubegrænset opholdstilladelse til [ansøgeren]. Fejlen blev først opdaget i 2021 - 2 år efter udløbet af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen gjorde derfor i 2021 [ansøgeren] opmærksom på fejlen og gav [ansøgeren] en frist på 2 uger til at ansøge om forlængelse af sin opholdstilladelse. Med henvisning til samme fejl gav Udlændingestyrelsen derefter i april 2021 [ansøgeren] en yderligere frist på 4 uger til at ansøge om forlængelse, hvorefter [ansøgeren] i maj 2021 ansøgte om forlængelse. I juli 2021 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at forlænge [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse på samme vilkår som hidtil.
Udlændingenævnets afgørelse
Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at [ansøgeren] ikke opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, om lovligt ophold i mindst 8 henholdsvis 4 år her i landet med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3.
Det fremgår, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse lagde vægt på, at [ansøgeren] ikke havde haft en gyldig opholdstilladelse i perioden fra april 2019, hvor [ansøgerens] opholdstilladelse udløb, til maj 2021, hvor [ansøgeren] indgav en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. [Ansøgerens] lovlige ophold skulle efter Udlændingestyrelsens opfattelse derfor først regnes fra maj 2021.
Udlændingenævnet har ved sin afgørelse imidlertid lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i 2018 ved en fejl udstedte et opholdskort med tidsubegrænset opholdstilladelse til [ansøgeren], at fejlen først blev opdaget i 2021 efter udløbet af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse, og at Udlændingestyrelsen herefter først gav [ansøgeren] en frist på 2 uger og derefter en frist på 4 uger til at søge om forlængelse af opholdstilladelsen, selv om denne allerede var udløbet. Udlændingestyrelsen traf derpå i juli 2021 afgørelse om forlængelse af [ansøgerens] opholdstilladelse på det hidtidige grundlag.
Udlændingenævnet henviser til, at efter udlændingelovens § 27, stk. 1, regnes tidsrummene på henholdsvis 8 og 4 år i § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse eller fra tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, hvis dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet.
Efter udlændingelovens § 27, stk. 3, 1. pkt., afbrydes beregningen af disse tidsrum, bl.a. når en meddelt opholdstilladelse udløber. Hvis opholdstilladelsen imidlertid forlænges, efter den er udløbet, regnes tidsrummene dog fra tidspunktet for den tidligere meddelte opholdstilladelse. Det fremgår af § 27, stk. 3, 2. pkt.
Det følger af forarbejderne til udlændingelovens § 27, stk. 3 (lovforslag nr. 71 af 29. oktober 1998, afs. 5.2 og bemærkningerne til § 1, nr. 3), at tidsrummene normalt kun vil kunne beregnes fra det oprindelige tidspunkt, hvis ansøgningen om forlængelse er indgivet rettidigt. Hvis ansøgningen om forlængelse er indgivet for sent, beregnes tidsrummene således normalt i forhold til den ny opholdstilladelse. Efter en samlet konkret vurdering vil tidsrummene dog kunne beregnes i forhold til den oprindeligt meddelte opholdstilladelse. Der vil herved skulle lægges vægt på, hvor sent ansøgningen er indgivet, baggrunden for forsinkelsen og varigheden af tidligere meddelelse opholdstilladelser.
Udlændingenævnet lægger på den baggrund til grund, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandlingen af [ansøgerens] ansøgning af maj 2021 om forlængelse af [ansøgerens] opholdstilladelse har foretaget en samlet konkret vurdering af ansøgningen, herunder den for sene indgivelse, samt sagens øvrige omstændigheder, og som følge heraf truffet afgørelse om at forlænge [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i stedet for at meddele en ny tidsbegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder således, at Udlændingestyrelsens afgørelse af juli 2021 om forlængelse af [ansøgerens] opholdstilladelse medfører, at beregningen af varigheden af [ansøgerens] lovlige ophold her i landet derfor skal ske fra den oprindelige opholdstilladelse, som blev meddelt i december 2006, og som løbende er blevet forlænget. Betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, jf. § 27, stk. 1, er dermed opfyldt.
-
Udlændingenævnets afgørelse fra 10. februar 2025 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – beskæftigelse som madleveringsbud
Dato: 10-02-2025Udlændingenævnet hjemviste i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse fra 30. januar 2024 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til ansøgeren.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2024 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Ansøgeren var lønmodtager og havde arbejdet som bud hos en madleveringsvirksomhed siden april 2023. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingestyrelsen havde ikke taget stilling ansøgerens arbejde hos madleveringsvirksomheden i månederne i april, maj, juni, juli, august, september, oktober og november 2023.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet nye oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i januar 2024 meddelte [ansøgeren] afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at [ansøgeren] ikke opfyldte kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke har taget stilling til [ansøgerens] arbejde hos [madleveringsvirksomhed] i månederne i april, maj, juni, juli, august, september, oktober og november 2023.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det til støtte for klagen bl.a. er anført, at [ansøgeren] har arbejdet 8 år i træk i Danmark og forsørget sig selv, og at [ansøgeren] i dag er i fast arbejde hos [madleveringsvirksomheden], hvor [ansøgeren] efter det oplyste gennemsnitligt arbejder 60 timer om ugen, ligesom [ansøgeren] bl.a. til sagen har fremlagt lønsedler for sin beskæftigelse hos [madleveringsvirksomheden] i perioden fra juni 2023 til november 2024, samt dokumentation for [ansøgerens] arbejdstimer hos [madleveringsvirksomheden] i perioden fra januar 2023 til november 2024.
Udlændingenævnet finder således, at [ansøgerens] beskæftigelse hos [madleveringsvirksomheden] bør betragtes som lønmodtagerarbejde, og derfor bør indgå ved Udlændingestyrelsens beregning af, hvorvidt [ansøgeren] opfylder beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Skatterådet i et bindende svar af 22. januar 2022 har vurderet, at ansatte hos [madleveringsvirksomheden] må anses for at være lønmodtagere.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen, herunder om [ansøgeren] på baggrund af sin samlede beskæftigelse i de seneste 4 år, herunder [ansøgerens] beskæftigelse hos [madleveringsvirksomhed], opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet ikke har vurderet de øvrige betingelser.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. december 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsdrivende
Dato: 11-12-2024
Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2024 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren ikke havde været i arbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i et omfang, der kunne sidestilles med ordinært fuldtidsarbejde med henblik på at opnå selvforsørgelse. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren i 2020 og 2021 havde haft en personlig indkomst på henholdsvis 60.750 kr. og 43.582 kr., hvilket Udlændingestyrelsen fandt ikke dokumenterede, at ansøgerens virksomhed blev drevet med henblik på selvforsørgelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder det rettest at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen så Udlændingestyrelsen som 1. instans kan tage stilling til den samlede beskæftigelsesperiode på 4 år forud for afgørelsestidspunktet.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen af […] februar 2024 allerede på baggrund af [ansøgerens] personlige indkomst i perioden 2020 og 2021 har vurderet, at [ansøgerens] beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende ikke har været med henblik på selvforsørgelse. Styrelsen har af den årsag ikke fundet anledning til at tage endelig stilling til, hvorvidt [ansøgeren] opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed med henblik på at opnå selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for styrelsens afgørelse. Udlændingestyrelsen har således ikke taget stilling til perioden fra den […] januar 2022 til den […] februar 2024.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] oprettede sin selvstændige virksomhed, [virksomhedens navn], CVR-nr. […], den […] maj 2019, og at virksomheden således fortsat var i opstartsfasen i 2020, og at det ikke kan afvises, at virksomheden fortsat var i opstartsfasen i 2021, hvilket Udlændingestyrelsen ikke ses at have taget højde for.
Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgerens] personlige indkomst i 2022 steg væsentligt, hvilket Udlændingenævnet finder også må give anledning til at vurdere den samlede periode.
Udlændingenævnet er af den opfattelse, at i forbindelse med vurderingen af, om en udlænding, der driver selvstændig virksomhed, opfylder beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, skal det indgå som et element i vurderingen, om der er tale om en virksomhed i opstartsfasen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at opstartsfasen som oftest vil medføre øgede etableringsomkostninger og en mindre kundekreds, hvilket der bør tages højde for ved vurderingen af, om virksomheden er drevet med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at virksomheden bør drives, så der er udsigt til, at den giver overskud, men at kravet til dette overskud ikke nødvendigvis er det samme i opstartsfasen som for en veletableret virksomhed.
Udlændingenævnet finder det derfor beklageligt, at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til den samlede periode på op til 4 år forud for styrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet har på denne baggrund tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke taget stilling til udfaldet af sagen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24 oktober 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsdrivende
Dato: 24-10-2024
Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen meddelte i november 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren ikke havde været i arbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i et omfang, der kunne sidestilles med ordinært fuldtidsarbejde med henblik på at opnå selvforsørgelse. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren i 2020 havde haft en personlig indkomst på 65.000 kr., og at der i ansøgerens virksomhed ikke var blevet foretaget ekstraordinære dispositioner, som kunne begrunde det lave resultat.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger grundlag for at hjemvise sagen til en fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at [ansøgeren] ikke opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse af […] november 2023 vurderede, at [ansøgeren] ikke havde dokumenteret, at [ansøgerens] virksomhed, [virksomhedens navn], CVR-nr. […], havde karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på at opnå selvforsørgelse, idet [ansøgerens] virksomheds resultat i 2020 alene udgjorde 65.033 kr. Videre har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen på baggrund af det lave resultat i 2020 ikke fandt anledning til at tage stilling til de øvrige perioder.
Det er imidlertid Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsen ved alene at tage stilling til [virksomhedens navn] resultat i 2020 ikke har foretaget en tilstrækkelig vurdering af, om virksomheden drives med henblik på at opnå selvforsørgelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af bemærkningerne til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, fremgår, at selvstændig erhvervsvirksomhed kan medregnes som ordinær fuldtidsbeskæftigelse, hvis virksomheden har karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på at opnå selvforsørgelse, og at der ved vurderingen af, om en selvstændig erhvervsvirksomhed drives med henblik på at opnå selvforsørgelse, skal foretages en konkret vurdering af personens arbejdsindsats, virksomhedens art, omfang, omsætning, priser m.v., hvorfor en virksomheds resultat ikke kan stå alene ved vurderingen af, om en virksomhed drives med henblik på at opnå selvforsørgelse.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at en selvstændig erhvervsvirksomhed stadig kan drives med henblik på at opnå selvforsørgelse, selvom virksomheden i perioder oplever dårlige konjunkturer eller foretager ændringer i driften, som ikke nødvendigvis har en positiv indvirkning på virksomhedens årsregnskab i et igangværende år, men først vil kunne ses i det efterfølgende år.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det ved gennemgang af [virksomhedens navn] årsregnskaber fra 2019, 2020 og 2021 fremgår, at der er sket en væsentlig stigning i kapacitetsomkostningerne, hvilket bl.a. skyldtes øgede personale- og lokaleomkostninger, som kan have betydning for årets samlede resultat. De øgede personaleomkostninger i årsrapporterne understøttes af oplysningerne fra CVR-registreret, hvoraf det fremgår, at [virksomhedens navn] er gået fra 0,6 årsværk i december 2019 til 2 årsværk i december 2020.
Udlændingenævnet finder således, at der ved vurderingen af om en virksomhed drives med henblik på at opnå selvforsørgelse skal foretages en samlet vurdering af virksomheden de seneste 4 år.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. september 2024 – tidsubegrænset opholdstilladelse – krav om lovligt ophold
Dato: 27-09-2024
Udlændingenævnet stadfæstede i september 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde haft lovligt ophold i Danmark siden ultimo september 2015, hvor han tilmeldte sig folkeregistret i Danmark. Ansøgeren udrejste og flyttede imidlertid ultimo februar 2023 til [land], hvor han efter sagens oplysninger var meddelt opholdstilladelse.
Udlændingenævnet afgørelse:
”Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at [ansøgeren] har haft lovligt ophold i Danmark fra ultimo september 2015, hvor han tilmeldte sig folkeregistret i Danmark, frem til ultimo februar 2023, hvor det fremgår af CPR-registret, at han er udrejst til [land].
Udlændingenævnet har herefter yderligere lagt til grund, at [ansøgeren] har afbrudt sit lovlige ophold i Danmark ultimo februar 2023.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ud over de oplysninger, der fremgår af CPR-registret, også fremgår af partsbrev af medio marts 2024 til Udlændingenævnet, at [ansøgeren] er flyttet til [land] i februar 2023, idet han er meddelt opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne i [land].
Udlændingenævnet finder derfor, at den grundlæggende betingelse om lovligt ophold i Danmark i mindst 8 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, ikke er opfyldt, idet [navn] har afbrudt sit lovlige ophold i Danmark for at tage ophold i [land], jf. udlændingelovens § 27, modsætningsvis.
Udlændingenævnet har på baggrund af ovenstående ikke taget stilling til, om [ansøgeren] opfylder øvrige betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, herunder om han opfylder betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 3, om en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 319.738,75 kr. (2024-niveau), idet [ansøgeren] allerede på baggrund af sit afbrudte ophold ikke opfylder betingelsen om lovligt ophold i Danmark efter hverken udlændingelovens § 11, stk. 5, eller § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juni 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Opholdskravet
Dato: 17-06-2024Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste medio september 1991 i Danmark og udrejste af Danmark igen ultimo august 1997. Ultimo juli 2010 indrejste ansøgeren igen i Danmark og blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført til en dansk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev endvidere i december 2023 meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af sin stærke tilknytning til Danmark. Ultimo december 2023 indgav ansøgeren en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse på det særlige ansøgningsskema for udlændinge med særlig stærk tilknytning til Danmark, og i marts 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen, idet ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have boet lovligt her i landet uafbrudt i mindst 2 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2024 om afslag på [ansøgerens] ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 14, jf. § 11, stk. 3, nr. 1, af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnets har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgeren] i december 2023 blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af sin danske afstamning, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at [ansøgeren] derfor ikke opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, idet [ansøgeren] på nuværende tidspunkt kun har haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som følge af [ansøgerens] stærke tilknytning til Danmark i ca. 6 måneder.
Den omstændighed, at det til støtte for klagen er anført, at [ansøgeren] har haft mere end 8 års lovligt ophold i Danmark og i øvrigt opfylder opholdskravet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, hvorfor Udlændingestyrelsen har truffet en forkert afgørelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] i december 2023 har indgivet sin ansøgning på baggrund af sin stærke tilknytning til Danmark, og at begge af [ansøgerens] forældre har haft dansk statsborgerskab fra fødslen.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af [ansøgerens] opholdstilladelse meddelt i december 2023, at [ansøgeren] kan få tidsubegrænset opholdstilladelse, når [ansøgeren] har haft opholdstilladelsen i mindst 2 år. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse også, at vejledningen på udlændingemyndighedernes hjemmeside www.nyidanmark.dk vejleder korrekt om betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af stærk tilknytning til Danmark, herunder at opholdsgrundlaget skal være udlændingelovens § 9 c.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det udtrykkelig fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. retsreglerne ovenfor, at opholdstilladelsen skal være meddelt efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter de lempeligere regler i udlændingelovens § 11, stk. 14.
[Ansøgerens] opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, kan således ikke indgå i beregningen af perioden på mindst 2 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, jf. § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. juni 2024 – tidsubegrænset opholdstilladelse – beskæftigelseskravet – Opstartsfase for selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 03-06-2024Udlændingenævnet hjemviste i juni 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2023 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsløs palæstinenser.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Ansøgeren var selvstændig. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren ikke havde været i arbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i et omfang, der kunne sidestilles med ordinært fuldtidsarbejde med henblik på at opnå selvforsørgelse. Udlændingestyrelsen havde udelukkende taget stilling til opfyldelse af beskæftigelseskravet for ét år af den samlede periode på 4 år forud for styrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2023 ikke lever op til grundsætningen om saglig forvaltning.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen fra marts 2023 allerede på baggrund af [ansøgerens] personlige indkomst i 2019 har vurderet, at [ansøgerens] beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende ikke har været med henblik på selvforsørgelse, og at styrelsen af den årsag ikke har fundet anledning til at tage endelig stilling til, hvorvidt [ansøgeren] opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig virksomhed med henblik på at opnå selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for styrelsens afgørelse, og at Udlændingestyrelsen således ikke har taget stilling til årene 2020, 2021 og 2022.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] oprettede [sin] selvstændige virksomhed i januar 2018, og at virksomheden således fortsat var i opstartsfasen i 2019, hvilket Udlændingestyrelsen ikke ses at have taget højde for.
Udlændingenævnet er af den opfattelse, at i forbindelse med vurderingen af, om en udlænding, der driver selvstændig virksomhed, opfylder beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, skal det indgå som et element i vurderingen, om der er tale om en virksomhed i opstartsfasen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at opstartsfasen som oftest vil medføre øgede etableringsomkostninger og en mindre kundekreds, hvilket der bør tages højde for ved vurderingen af, om virksomheden er drevet med henblik på selvforsørgelse. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at virksomheden bør drives, så der er udsigt til, at den giver overskud, men at kravet til dette overskud ikke nødvendigvis er det samme i opstartsfasen som for en veletableret virksomhed.
Udlændingenævnet finder det derfor beklageligt, at Udlændingestyrelsen ikke har taget stilling til den samlede periode på op til 4 år forud for styrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet har som følge heraf tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til udfaldet af sagen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 20-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var selvstændig erhvervsdrivende og havde egen massageklinik, indgav i juli 2021 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte i april 2022 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet styrelsen vurderede, at ansøgerens selvstændige erhvervsvirksomhed, ikke kunne sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har lagt til grund, at [ansøgerens] opholdstilladelse regnes fra november 2006, hvor [ansøgeren] indgav ansøgning om opholdstilladelse pba. familiesammenføring i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet finder således, at [ansøgeren] opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgeren] ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at [ansøgeren] ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra februar 2019.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hendes massageklinik har åbent 40,5 timer om ugen, og at hun har haft 163 arbejdstimer om måneden.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det ved den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsrapporter – ikke er dokumenteret, at [ansøgerens] beskæftigelse i hendes virksomhed, i perioden fra februar 2019 til marts 2023 kan sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af de fremsendte årsrapporter, at [ansøgeren] har haft en årlig omsætning på henholdsvis 168.079 kr. 2019, 199.198 kr. i 2020, 202.347 kr. i 2021 og 181.850 kr. i 2022.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at prisen for en halv times massage er 300 kr., og prisen for en times behandling er 500 kr.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt til grund, at der efter praksis ved beregning af omfanget af selvstændig virksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der f.eks. drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab mv., hvilket i øvrigt stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om, at der går ca. en halv time til diverse pr. kunde, udover den tid, der bruges på selve massagen.
Ud fra tallene for virksomhedens omsætning har [ansøgerens] gennemsnitlige månedlige timetal været henholdsvis 46,7 timer i 2019, 55,3 timer i 2020, 56,2 timer i 2021 og 50,51 timer i 2022, hvis [ansøgeren] i gennemsnit har taget 300 kr. pr. behandling.
Udlændingenævnet bemærker, at ovennævnte beregning nogenlunde stemmer overens med [ansøgerens] egne oplysninger om sit estimerede tidsforbrug i perioden fra 2019 til dato, hvoraf det fremgår, at hun i 2019 ar haft 52,5 arbejdstimer om måneden, at hun i 2020 har haft 62,25 arbejdstimer om måneden, at hun i 2021 har haft 63 arbejdstimer om måneden, at hun i 2022 har haft 50,5 arbejdstimer om måneden og at hun i 2023 har haft 54 arbejdstimer om måneden.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst til sagen, at hun bruger ca. 3 timer om dagen mandag til fredag samt 1 time om lørdagen på diverse, herunder klargøring til kunder, besvarelse af telefonopkald og e-mail, rengøring, indkøb og varebestilling, regnskab m.m. Det er videre indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at hendes estimerede ventetid mellem kunderne har udgjort 109, 5 timer om måneden i 2019, 99,75 timer om måneden i 2020, 99 timer om måneden i 2021, 11,5 timer om måneden i 2022 og 108 timer om måneden i 2023.
Udlændingenævnet henviser til, at det er en betingelse for opfyldelse af beskæftigelseskravet, at de indtægtsgivende arbejdsfunktioner i den selvstændige erhvervsvirksomhed står i rimeligt forhold til de ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner, og at de arbejdsfunktioner, der medfører en direkte indtægt, skal stå i rimeligt forhold til andre arbejdsopgaver, f.eks. administration, rengøring og regnskab.
Udlændingenævnet henviser videre til, at det at måtte stå til disposition for potentielle kunder i hele klinikkens åbningstid, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til opfyldelse af beskæftigelseskravet.
Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i klinikken i perioden februar 2019 – marts 2023, ikke har stået i et rimeligt forhold til [ansøgerens] indtægtsgivende arbejdsfunktioner, idet hendes ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i perioden har udgjort omtrent det dobbelte af hendes indtægtsgivende arbejdsfunktioner.
Det forhold, at [ansøgeren] til støtte for klagen har anført, at hun i klinikkens åbningstid står til rådighed for sine kunder, som har bestilt tid, og for ”Drop in Kunder”, og at hun derfor er fuldtidsbeskæftiget, selvom lønnen måske ikke lige bliver 300 kr. i timen, men måske kun 140 kr. i timen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at beskæftigelseskravet opfyldes ved ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 30 timer om ugen, og at selvstændig erhvervsvirksomhed medregnes som ordinær fuldtidsbeskæftigelse, hvis virksomheden har karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse, samt at udlændingen skal dokumentere, at den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 30 timer om ugen.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at [ansøgeren] har en gennemsnitlig månedsløn på 140 kr. i timen, idet hun fortsat skal dokumentere, at hendes selvstændige virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hendes situation også gælder for mange andre, fx en ejer af en tøjbutik, en ansat ved en frisør, en taxichauffør, en ejer af en lille kiosk m.fl., idet hun herved fortsat ikke har dokumenteret, at hun har arbejdet det tilstrækkelige antal timer i sin virksomhed.
Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til støtte for klagen har oplyst, at hun og hendes ægtefælle har 2 udlejningshuse, og at hun har halv indtægt fra disse 2 udlejninger, som skal lægges oven i hendes løn som massør.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret, at hun har udført en eller anden form for personligt arbejde, f.eks. administration, vedligeholdelse eller regnskab, i forbindelse med disse udlejningsejendomme, hvorfor indtægten heraf ikke kan indgå i beregningen af omfanget af [ansøgerens] selvstændige virksomhed.
Udlændingenævnet henviser i øvrig til, at lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom sidestilles med formueforvaltning, hvis ejeren ikke har haft personligt arbejde med udlejningen.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at [ansøgeren] kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på [ansøgerens] egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke har et handicap, der forhindrer hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 31-01-2024
Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023 om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet til en statsborger fra Filippinerne.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingestyrelsen meddelte i januar 2023 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den periode, hvor ansøgeren har været under uddannelse i forbindelse med sin ansættelse hos virksomhed A ikke kunne indgå i beregningen af ansøgerens beskæftigelse, fordi praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2023.
Udlændingenævnet vurderer således, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke opfylder kravet om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. § 11, stk. 3 og 4.
Udlændingestyrelsen vurderede i sin afgørelse af januar 2023, at perioden fra januar 2022 til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvor ansøgeren ifølge den indsendte uddannelsesaftale har været under uddannelse til industrioperatør hos virksomheden A, ikke kunne indgå i beregningen af ordinær beskæftigelse, idet praktik eller andet arbejde, som er en del af en uddannelse, ikke er ordinær beskæftigelse, og ikke kan sidestilles med beskæftigelse.
Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det fremgår af erklæringen fra virksomheden A, at ansøgeren har været ansat i virksomheden siden juli 2019, at aftale om uddannelse og efteruddannelse er almindeligt forekommende hos dem, at de derfor betragter uddannelsesaftalen som en ordinær del af beskæftigelse hos dem, og at ansøgeren efter endt uddannelse forsat vil være at anse som ansat hos dem.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på uddannelsesaftalen, hvoraf det fremgår, at aflønningen under uddannelsen sker efter Industriens Overenskomst (3F), at lønnen er højere end det gældende mindstebetaling for elever og er fastsat til 184,50 kr. pr. time, og at den ugentlig arbejdstid er på 37 timer.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at det fremgår ved aktuelt opslag i det elektroniske indkomstregister, at ansøgeren har haft fuldtidsbeskæftigelse hos virksomheden A indtil uddannelsesstart og under hele uddannelsesforløbet, og at hun siden januar 2022 har fået den samme løn som inden uddannelsesstart.
Udlændingenævnet har på baggrund af det anførte og ud fra en samlet konkret vurdering af alle sagens omstændigheder vurderet, at perioden fra januar 2022 til november 2023 derfor kan indgå i beregningen som ordinær beskæftigelse i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8’s forstand, idet ansøgerens uddannelsesaftale må betragtes som værende en integreret del af et ansættelsesforhold. Der henvises i den forbindelse også til § 12, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, der seneste er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 40 af 11. januar 2024.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet
Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 afgørelse om inddragelse af tidsubegrænsede opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
I juli 2015 fik ansøgeren tidsubegrænsede opholdstilladelse. På baggrund af oplysningerne fra eIndkomst, Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark inddrog Udlændingestyrelsen i maj 2020 ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, da styrelsen fandt, at ansøgeren i juli 2015 ikke opfyldte betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, og at den tidsubegrænsede opholdstilladelsen var opnået på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren på tro og love oplyste i ansøgningsskemaet i januar 2015, at hun havde været i fuldtidsbeskæftigelse i mere end 3 ud af 5 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og at det fremgik af oplysningerne fra Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark, at den oplyste beskæftigelse ikke var reel, og der var ændrede indberetninger og nulstillet indkomst fra flere af de steder, hvor ansøgeren oplyste at have arbejdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
” Udlændingenævnet finder, at ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, med rette er blevet inddraget, idet den tidsubegrænsede opholdstilladelse af juli 2015 var opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at Skattestyrelsen har slettet lønindberetninger samt at Udbetaling Danmark har genopkrævet barselsdagpenge, som lå til grund for Udlændingestyrelsens beregning ved vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse af juli 2015, at hun kan miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis det viser sig, at grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt (svig), ligesom hun ved sin underskrift af januar 2015 erklærede på tro og love, at oplysningerne, som hun indgav i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, er korrekte.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyste følgende om sin beskæftigelse; at hun havde haft ordinær fuldtidsarbejde hos virksomhed A i perioden fra august 2012 til december 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed B i perioden fra januar 2013 til maj 2013 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed C i perioden fra juni 2013 til november 2014 på fuldtid, inklusiv barselsorlov, hos virksomhed D i perioden fra december 2014 på fuldtid, samt at hun var selvstændigt erhvervsdrivende hos virksomhed E i perioden fra 1. august 2010 til 15. marts 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 42 timer. Vedlagt ansøgningen var bl.a. en kopi af ansættelseskontrakt som servicekoordinator hos virksomhed D med virkning fra december 2014, en kopi af årsopgørelse for 2010, 2011, 2012, samt en kopi af årsrapport for virksomhed E for 2010, 2011 og 2012.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Udlændingestyrelsen under behandlingen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i 2015 ikke havde taget stilling til, at hun var selvstændig erhvervsdrivende i perioden fra februar 2011 til marts 2012 og til hendes ansættelse hos virksomhed F i perioden fra august 2012 til december 2012, som kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke dokumenterede, at hendes arbejde som selvstændig erhvervsdrivende kan sidestilles med lønarbejde på fuld tid eller deltidsbeskæftigelse. Det fremgik af virksomheds A årsrapport for 2010, at lønninger var 0 kr., for 2011 – negativ 278.264 kr., for 2012 – 0 kr., ligesom det fremgik af ansøgerens årsopgørelse 2010, at hendes lønindkomst var 25.447 kr., i 2011 – 0 kr., i 2012 – 256.565 kr., i 2013 – 241.190 kr. uden dokumentation for reelle arbejdstimer i perioden fra august 2010 til marts 2012.
Udlændingenævnet skal yderligere bemærke, at ifølge offentligt tilgængelige oplysninger fra CVR-registreret er virksomheden E, en enkeltmandsvirksomhed, som blev stiftet i juli 2010 og ophørte i marts 2012.
Udlændingenævnet henviser herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en ansøgning, herunder dokumentation for arbejde i form af fx årsopgørelser, ansættelseskontrakter, lønsedler, årsopgørelser mv.
Udlændingenævnet finder yderligere, at det fremgår i eIndkomst, at indberetninger fra virksomhed F for perioden fra august 2012 til december 2012 er uden indberettede løntimer, ligesom lønnen fra virksomhed F ikke fremgår af bankkontoudskrifterne, fremsendt til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indberetninger uden løntimer ikke kan medregnes som ordinær beskæftigelse.
Skattestyrelsen ændrede ved afgørelsen i marts 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed C for 2013, hvorefter ansøgerens løn blev ændret fra 241.190 kr. til 176.660 kr. samt udbetalte barselsdagpenge på 63.328 kr. skulle tilbagebetales. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres kontrol af lønudbetalinger fra virksomhed C, hvor Skattestyrelsen vurderede, at de foretagende lønindberetninger fra virksomheden ikke har været i overensstemmelse med de faktiske forhold. Herudover ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i april 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed B for 2013, hvorefter ansøgerens løn på 106.750 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetaling har været fiktiv, og at virksomheden ikke har været aktiv siden 2013. Til sidst ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i september 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed A for 2012, hvorefter ansøgerens løn på 107.150 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetalinger har været fiktive.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ved aktuelt opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgerens lønindberetninger for 5 års periode forud for august 2015 er følgende:
2010: fra 1. august til 30. september– 160, 33 timer fra virksomhed G
2011: ingen lønindberetninger
2012: fra august til december – indberetninger uden løntimer fra virksomhed F
2013: februar – 160, 33 timer fra virksomhed H
2014: oktober - 11 timer, november - 11 timer, december - 150 timer fra virksomhed D
2015: januar - indberetninger uden løntimer, februar – 150 timer, marts – 150 timer, april – 150 timer, maj – 150 timer, juni – 150 timer, juli – 102 timer fra virksomhed D
Ansøgeren har således ikke opfyldt kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år for de sidste 5 år forud afgørelsen om tidsubegrænset opholdstilladelse, meddelt i juli 2015.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren bl.a. har anført, at hun har arbejdet som ufaglært - primært som rengøringsassistent med en timeløn på 130-135 kr. - hos virksomhederne A, B, C, som var ejet af den samme ejer(e), der er blevet tiltalt og dømt for strafbare forhold, og at dette er baggrunden for, at Skattestyrelsen ændrede registreringer, men Skattestyrelsen af uforklarlige årsager nåede frem til, at hendes arbejde ikke var reelt, at hun undrer dig over, at der overhovedet kan være en formodning for, at hun skulle have været involveret i disse lyssky begivenheder, herunder have haft en proforma ansættelse, så hun kunne snyde de offentlige myndigheder, og at det er en arbejdsgivers ansvar at registrere løn ordentligt i eindkomst, og ikke medarbejderens, hvorfor det fremstår suspekt, at styrelsen mistænker hende. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Skattestyrelsen er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering og ændring af lønindberetninger, samt at det er ansøgerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til Skattestyrelsen er korrekte og i overensstemmelse med hendes faktuelle indkomst. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, at ansøgeren skulle have søgt sagen genoptaget hos Skattestyrelsen.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har anført i klagen, at under ansættelsesforløbet hos virksomhed C afholdt hun barsel i perioden fra august 2013 til juli 2014, som Udlændingestyrelsen ikke ligestillede med arbejdet, at hun har været fuldt ud berettiget til barselspenge, da hun stadig har haft ansættelse under barslen hos den samme arbejdsgiver, og derfor skal barslen tælle som arbejde, og at hun på nuværende tidspunkt fører en klagesag hos ankenævnet for at få tilbagebetalt barselsydelsen, som hun var berettiget til.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering henset til, at Udbetaling Danmark i november 2015 traf afgørelse om, at alle udbetalte barselsdagpenge i 2013 og i 2014 skal tilbagebetales, fordi de var udbetalt uden ansøgeren havde ret til dem, idet hun ikke var i et reelt ansættelsesforhold. Det fremgår ved aktuelt opslag i eIndkomst, at ansøgerens barselsdagpenge på 43.538,01 kr. i december 2013 og på 108.616 kr. i juli 2014 blev slettet.
Det er til støtte for klagen anført, at Københavns Vestegns Politis afdeling for specielle sager (en særligt specialiseret efterforskningsmyndighed) har undersøgt ansøgerens eventuelle deltagelse i de ulovlige forhold og er nået frem til, at der ikke var noget at forfølge, hvorfor sigtelserne blev droppet, og at både Skattestyrelsen og Udlændingestyrelsen er rent administrative enheder, som har begrænsninger i at efterforske sager. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet resultat.
Det forhold, at ansøgeren til klagen har oplyst, at Udlændingestyrelsen har lagt et strafbart forhold til grund for deres afgørelse, herunder opgivelse af falske oplysninger til en offentlig myndighed, uden at ansøgeren er blevet dømt for dette, og at afgørelsen er særlig grov, idet der ingen dokumentation foreligger, som understøtter dette strafbare forhold, at Udlændingestyrelsen administrativt har besluttet, at hun har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, hvilket har ført til fortabelse af hendes retsstilling, at Udlændingestyrelsens afgørelse er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, idet anklagemyndigheden allerede har afvist at forelægge sagen for domstolene, da det var meningsforladt, og at Udlændingestyrelsen ikke har jurisdiktion til at dømme folk, ligesom at styrelsen ikke giver adgang til at tilsidesætte international lovgivning, herunder grundlæggende menneskerettigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at Københavns Vestegns Politi i marts 2019 opgav sigtelsen mod ansøgeren for overtrædelse af straffelovens § 289 a over for Udbetaling Danmark og over for arbejdsløshedskassen, at politiet ikke havde sigtet ansøgeren for fiktive lønindberetninger, fordi det er Skattestyrelsen, som er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering, ændring af lønindberetninger samt kontrollere virksomheder med henblik på undersøge fiktive lønindberetninger, og at Udlændingestyrelsen har truffet sin afgørelse på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.
Udlændingenævnet finder således, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, hvoraf det fremgår, at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til retfærdig rettergang, idet Udlændingestyrelsens afgørelse er en administrativ afgørelse, truffet på baggrund af Skattestyrelsens kontrolarbejde, og derfor kan afgørelsen ikke betragtes som en dom, som falder under EMRK art. 6. Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at Udlændingestyrelsen bl.a. har kompetencen til at tage stilling til, hvorvidt udlændingens tidsubegrænsede opholdstilladelse, som var opnået ved svig, skal inddrages. Derudover har ansøgeren haft mulighed at klage over Skattestyrelsens afgørelser, ligesom at komme med dokumentation og oplysninger til Udlændingestyrelsen.
Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i klagen har oplyst, at dokumentationen i form af bankudskrifter for perioden fra juni 2012 til 2015 viser, at hun har modtaget løn for sit arbejde hos virksomhederne, og at betalingerne svarer til fuldtidsarbejde.
Udlændingenævnet har herved ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende dokumentation om lønindbetalinger i form af lønsedler, fremsendt i juli 2020 til Udlændingenævnet, bankudskrifter, fremsendt i februar 2020 til Udlændingestyrelsen, sammenlignet med hendes oplysninger om beskæftigelse, afgivet i ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har noteret sig, at ifølge oplysningerne fra CVR-registreret fungerede ansøgeren som virksomhedens D direktion i perioden september 2011 til februar 2012, og igen fra november 2012 til november 2015, uden at ansøgeren oplyste om dette forhold til Udlændingestyrelsen, men kun oplyste om ansættelsen som servicekoordinator hos virksomheden.
Udlændingenævnet har bemærket, at ansøgeren først fremsendte kopi af sine lønsedler i forbindelsen med klagen, og ikke til Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet finder det således ikke dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i mindst 3 år for de sidste 5 år forud for afgørelsen, således at denne betingelse for ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse ikke var opfyldt, når lønindberetningerne fra virksomhed C for 2013, fra virksomhed B for 2013 og fra virksomhed A for 2012 ikke længere kan lægges til grund på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har i klagen har oplyst, at hun skal starte forfra med at optjene tidsubegrænset ophold i landet, ligesom eventuelt statsborgerskab, og at hun tidligst vil kunne få statsborgerskab 9 år fra nu, altså 18 år efter hun kom til landet, hvilket undergraver Danmarks demokrati, og i øvrigt er i strid med international lov, der tilsiger, at man skal kunne opnå statsborgerskab, efter man har boet i et land i maksimalt 10 år.
Udlændingenævnet henviser herved til, at alle udlændinge i Danmark skal overholde reglerne i udlændingeloven, ligesom det er udlændingens eget ansvar at fremlægge den nødvendige dokumentation til brug for sager hos udlændingemyndighederne, ligesom Danmarks nationale lovgivning gælder for udenlandske statsborgere, som kun kan få dansk statsborgerskab ved lov, og at det normalt er en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at man har haft 9 års uafbrudt ophold i Danmark. Dette fremgår af § 7, stk. 1 i cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation. Udlændingenævnet skal yderligere henvise til, at udenlandske statsborgere ikke automatisk kan få dansk statsborgerskab, efter de har boet i landet i 10 år.
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, nr. 1, og § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i maj 2020 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gældende til maj 2024.”
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet