Tidsubegrænset opholdstilladelse

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 13. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Inddragelse - Beskæftigelseskravet

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 afgørelse om inddragelse af tidsubegrænsede opholdstilladelse til en statsborger fra Pakistan.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    I juli 2015 fik ansøgeren tidsubegrænsede opholdstilladelse. På baggrund af oplysningerne fra eIndkomst, Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark inddrog Udlændingestyrelsen i maj 2020 ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, da styrelsen fandt, at ansøgeren i juli 2015 ikke opfyldte betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, og at den tidsubegrænsede opholdstilladelsen var opnået på baggrund af svig. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren på tro og love oplyste i ansøgningsskemaet i januar 2015, at hun havde været i fuldtidsbeskæftigelse i mere end 3 ud af 5 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og at det fremgik af oplysningerne fra Skattestyrelsen og Udbetaling Danmark, at den oplyste beskæftigelse ikke var reel, og der var ændrede indberetninger og nulstillet indkomst fra flere af de steder, hvor ansøgeren oplyste at have arbejdet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ” Udlændingenævnet finder, at ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, med rette er blevet inddraget, idet den tidsubegrænsede opholdstilladelse af juli 2015 var opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1.

    Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at Skattestyrelsen har slettet lønindberetninger samt at Udbetaling Danmark har genopkrævet barselsdagpenge, som lå til grund for Udlændingestyrelsens beregning ved vurderingen af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgerens afgørelse om tidsubegrænset opholdstilladelse af juli 2015, at hun kan miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis det viser sig, at grundlaget for opholdstilladelsen var urigtigt (svig), ligesom hun ved sin underskrift af januar 2015 erklærede på tro og love, at oplysningerne, som hun indgav i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, er korrekte.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyste følgende om sin beskæftigelse; at hun havde haft ordinær fuldtidsarbejde hos virksomhed A i perioden fra august 2012 til december 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed B i perioden fra januar 2013 til maj 2013 med en ugentlig arbejdstid på mere end 30 timer, hos virksomhed C i perioden fra juni 2013 til november 2014 på fuldtid, inklusiv barselsorlov, hos virksomhed D i perioden fra december 2014 på fuldtid, samt at hun var selvstændigt erhvervsdrivende hos virksomhed E i perioden fra 1. august 2010 til 15. marts 2012 med en ugentlig arbejdstid på mere end 42 timer. Vedlagt ansøgningen var bl.a. en kopi af ansættelseskontrakt som servicekoordinator hos virksomhed D med virkning fra december 2014, en kopi af årsopgørelse for 2010, 2011, 2012, samt en kopi af årsrapport for virksomhed E for 2010, 2011 og 2012.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at Udlændingestyrelsen under behandlingen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i 2015 ikke havde taget stilling til, at hun var selvstændig erhvervsdrivende i perioden fra februar 2011 til marts 2012 og til hendes ansættelse hos virksomhed F i perioden fra august 2012 til december 2012, som kan sidestilles med fuldtidsbeskæftigelse.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke dokumenterede, at hendes arbejde som selvstændig erhvervsdrivende kan sidestilles med lønarbejde på fuld tid eller deltidsbeskæftigelse. Det fremgik af virksomheds A årsrapport for 2010, at lønninger var 0 kr., for 2011 – negativ 278.264 kr., for 2012 – 0 kr., ligesom det fremgik af ansøgerens årsopgørelse 2010, at hendes lønindkomst var 25.447 kr., i 2011 – 0 kr., i 2012 – 256.565 kr., i 2013 – 241.190 kr. uden dokumentation for reelle arbejdstimer i perioden fra august 2010 til marts 2012.

    Udlændingenævnet skal yderligere bemærke, at ifølge offentligt tilgængelige oplysninger fra CVR-registreret er virksomheden E, en enkeltmandsvirksomhed, som blev stiftet i juli 2010 og ophørte i marts 2012.

    Udlændingenævnet henviser herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en ansøgning, herunder dokumentation for arbejde i form af fx årsopgørelser, ansættelseskontrakter, lønsedler, årsopgørelser mv.

    Udlændingenævnet finder yderligere, at det fremgår i eIndkomst, at indberetninger fra virksomhed F for perioden fra august 2012 til december 2012 er uden indberettede løntimer, ligesom lønnen fra virksomhed F ikke fremgår af bankkontoudskrifterne, fremsendt til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indberetninger uden løntimer ikke kan medregnes som ordinær beskæftigelse.

    Skattestyrelsen ændrede ved afgørelsen i marts 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed C for 2013, hvorefter ansøgerens løn blev ændret fra 241.190 kr. til 176.660 kr. samt udbetalte barselsdagpenge på 63.328 kr. skulle tilbagebetales. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres kontrol af lønudbetalinger fra virksomhed C, hvor Skattestyrelsen vurderede, at de foretagende lønindberetninger fra virksomheden ikke har været i overensstemmelse med de faktiske forhold. Herudover ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i april 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed B for 2013, hvorefter ansøgerens løn på 106.750 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetaling har været fiktiv, og at virksomheden ikke har været aktiv siden 2013. Til sidst ændrede Skattestyrelsen ved afgørelsen i september 2016 ansøgerens lønindberetninger fra virksomhed A for 2012, hvorefter ansøgerens løn på 107.150 kr. blev annulleret. Skattestyrelsen traf afgørelsen på baggrund af deres vurdering af, at ansøgerens lønudbetalinger har været fiktive.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ved aktuelt opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgerens lønindberetninger for 5 års periode forud for august 2015 er følgende:

    2010: fra 1. august til 30. september– 160, 33 timer fra virksomhed G
    2011: ingen lønindberetninger
    2012: fra august til december – indberetninger uden løntimer fra virksomhed F
    2013: februar – 160, 33 timer fra virksomhed H
    2014: oktober - 11 timer, november - 11 timer, december - 150 timer fra virksomhed D
    2015: januar - indberetninger uden løntimer, februar – 150 timer, marts – 150 timer, april – 150 timer, maj – 150 timer, juni – 150 timer, juli – 102 timer fra virksomhed D

    Ansøgeren har således ikke opfyldt kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år for de sidste 5 år forud afgørelsen om tidsubegrænset opholdstilladelse, meddelt i juli 2015.

    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren bl.a. har anført, at hun har arbejdet som ufaglært - primært som rengøringsassistent med en timeløn på 130-135 kr. - hos virksomhederne A, B, C, som var ejet af den samme ejer(e), der er blevet tiltalt og dømt for strafbare forhold, og at dette er baggrunden for, at Skattestyrelsen ændrede registreringer, men Skattestyrelsen af uforklarlige årsager nåede frem til, at hendes arbejde ikke var reelt, at hun undrer dig over, at der overhovedet kan være en formodning for, at hun skulle have været involveret i disse lyssky begivenheder, herunder have haft en proforma ansættelse, så hun kunne snyde de offentlige myndigheder, og at det er en arbejdsgivers ansvar at registrere løn ordentligt i eindkomst, og ikke medarbejderens, hvorfor det fremstår suspekt, at styrelsen mistænker hende. Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Skattestyrelsen er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering og ændring af lønindberetninger, samt at det er ansøgerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til Skattestyrelsen er korrekte og i overensstemmelse med hendes faktuelle indkomst. Der foreligger endvidere ikke oplysninger om, at ansøgeren skulle have søgt sagen genoptaget hos Skattestyrelsen.

    Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har anført i klagen, at under ansættelsesforløbet hos virksomhed C afholdt hun barsel i perioden fra august 2013 til juli 2014, som Udlændingestyrelsen ikke ligestillede med arbejdet, at hun har været fuldt ud berettiget til barselspenge, da hun stadig har haft ansættelse under barslen hos den samme arbejdsgiver, og derfor skal barslen tælle som arbejde, og at hun på nuværende tidspunkt fører en klagesag hos ankenævnet for at få tilbagebetalt barselsydelsen, som hun var berettiget til.

    Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering henset til, at Udbetaling Danmark i november 2015 traf afgørelse om, at alle udbetalte barselsdagpenge i 2013 og i 2014 skal tilbagebetales, fordi de var udbetalt uden ansøgeren havde ret til dem, idet hun ikke var i et reelt ansættelsesforhold. Det fremgår ved aktuelt opslag i eIndkomst, at ansøgerens barselsdagpenge på 43.538,01 kr. i december 2013 og på 108.616 kr. i juli 2014 blev slettet.

    Det er til støtte for klagen anført, at Københavns Vestegns Politis afdeling for specielle sager (en særligt specialiseret efterforskningsmyndighed) har undersøgt ansøgerens eventuelle deltagelse i de ulovlige forhold og er nået frem til, at der ikke var noget at forfølge, hvorfor sigtelserne blev droppet, og at både Skattestyrelsen og Udlændingestyrelsen er rent administrative enheder, som har begrænsninger i at efterforske sager. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet resultat.
    Det forhold, at ansøgeren til klagen har oplyst, at Udlændingestyrelsen har lagt et strafbart forhold til grund for deres afgørelse, herunder opgivelse af falske oplysninger til en offentlig myndighed, uden at ansøgeren er blevet dømt for dette, og at afgørelsen er særlig grov, idet der ingen dokumentation foreligger, som understøtter dette strafbare forhold, at Udlændingestyrelsen administrativt har besluttet, at hun har gjort sig skyldig i et strafbart forhold, hvilket har ført til fortabelse af hendes retsstilling, at Udlændingestyrelsens afgørelse er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, idet anklagemyndigheden allerede har afvist at forelægge sagen for domstolene, da det var meningsforladt, og at Udlændingestyrelsen ikke har jurisdiktion til at dømme folk, ligesom at styrelsen ikke giver adgang til at tilsidesætte international lovgivning, herunder grundlæggende menneskerettigheder, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at Københavns Vestegns Politi i marts 2019 opgav sigtelsen mod ansøgeren for overtrædelse af straffelovens § 289 a over for Udbetaling Danmark og over for arbejdsløshedskassen, at politiet ikke havde sigtet ansøgeren for fiktive lønindberetninger, fordi det er Skattestyrelsen, som er den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering, ændring af lønindberetninger samt kontrollere virksomheder med henblik på undersøge fiktive lønindberetninger, og at Udlændingestyrelsen har truffet sin afgørelse på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.

    Udlændingenævnet finder således, at Udlændingestyrelsens afgørelse ikke er i strid med FN’s Menneskerettighedskonvention art. 10, gengivet i EMRK art. 6, hvoraf det fremgår, at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til retfærdig rettergang, idet Udlændingestyrelsens afgørelse er en administrativ afgørelse, truffet på baggrund af Skattestyrelsens kontrolarbejde, og derfor kan afgørelsen ikke betragtes som en dom, som falder under EMRK art. 6. Det følger af udlændingelovens § 46, stk. 1, at Udlændingestyrelsen bl.a. har kompetencen til at tage stilling til, hvorvidt udlændingens tidsubegrænsede opholdstilladelse, som var opnået ved svig, skal inddrages. Derudover har ansøgeren haft mulighed at klage over Skattestyrelsens afgørelser, ligesom at komme med dokumentation og oplysninger til Udlændingestyrelsen.

    Endvidere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i klagen har oplyst, at dokumentationen i form af bankudskrifter for perioden fra juni 2012 til 2015 viser, at hun har modtaget løn for sit arbejde hos virksomhederne, og at betalingerne svarer til fuldtidsarbejde.

    Udlændingenævnet har herved ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende dokumentation om lønindbetalinger i form af lønsedler, fremsendt i juli 2020 til Udlændingenævnet, bankudskrifter, fremsendt i februar 2020 til Udlændingestyrelsen, sammenlignet med hendes oplysninger om beskæftigelse, afgivet i ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har noteret sig, at ifølge oplysningerne fra CVR-registreret fungerede ansøgeren som virksomhedens D direktion i perioden september 2011 til februar 2012, og igen fra november 2012 til november 2015, uden at ansøgeren oplyste om dette forhold til Udlændingestyrelsen, men kun oplyste om ansættelsen som servicekoordinator hos virksomheden.

    Udlændingenævnet har bemærket, at ansøgeren først fremsendte kopi af sine lønsedler i forbindelsen med klagen, og ikke til Udlændingestyrelsen.
    Udlændingenævnet finder det således ikke dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i mindst 3 år for de sidste 5 år forud for afgørelsen, således at denne betingelse for ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse ikke var opfyldt, når lønindberetningerne fra virksomhed C for 2013, fra virksomhed B for 2013 og fra virksomhed A for 2012 ikke længere kan lægges til grund på baggrund af Skattestyrelsens annullering og ændring af de indberettede oplysninger fra ansøgerens arbejdsgivere.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren har i klagen har oplyst, at hun skal starte forfra med at optjene tidsubegrænset ophold i landet, ligesom eventuelt statsborgerskab, og at hun tidligst vil kunne få statsborgerskab 9 år fra nu, altså 18 år efter hun kom til landet, hvilket undergraver Danmarks demokrati, og i øvrigt er i strid med international lov, der tilsiger, at man skal kunne opnå statsborgerskab, efter man har boet i et land i maksimalt 10 år.

    Udlændingenævnet henviser herved til, at alle udlændinge i Danmark skal overholde reglerne i udlændingeloven, ligesom det er udlændingens eget ansvar at fremlægge den nødvendige dokumentation til brug for sager hos udlændingemyndighederne, ligesom Danmarks nationale lovgivning gælder for udenlandske statsborgere, som kun kan få dansk statsborgerskab ved lov, og at det normalt er en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at man har haft 9 års uafbrudt ophold i Danmark. Dette fremgår af § 7, stk. 1 i cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021 om naturalisation. Udlændingenævnet skal yderligere henvise til, at udenlandske statsborgere ikke automatisk kan få dansk statsborgerskab, efter de har boet i landet i 10 år.

    Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, nr. 1, og § 26, stk. 1.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren i maj 2020 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, gældende til maj 2024.”




  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende og oplyste, at han arbejdede fuldtid i sin virksomhed. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet under henvisning til, at han ikke drev virksomheden med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra den september 2008, hvor ansøgeren er indrejst i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsregnskaber – ikke har dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse ved sin enkeltmandsvirksomhed i perioden fra ultimo 2018 til nu kan sidestilles med ordinært lønarbejde i mindst 3 år og 6 måneder, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at driften af virksomheden kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte årsopgørelse fra SKAT for indkomståret 2019, at ansøgeren i 2019 havde en personlig årlig indkomst på 50.886 kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig månedlig indkomst på 4240,5 kr. før skat, og at det fremgår af det fremsendte årsregnskab for 2019, at ansøgerens virksomhed i 2019 havde et netto-resultat på 55.171 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt månedligt netto-resultat på 4597,58 kr.

    Udlændingenævnet finder ikke, at en gennemsnitlig månedlig indkomst af denne størrelse dokumenterer, at ansøgeren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke til støtte for klagen er indsendt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren i 2019 har foretaget nogle ekstraordinære dispositioner, som har ført til virksomhedens lave netto-resultat.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens virksomhed blev etableret i 2016, og at virksomhedens lave nettoresultat for 2019 efter Udlændingenævnets vurdering således ikke skyldes en evt. opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.

    Udlændingenævnet finder allerede på baggrund af ansøgerens indkomst for 2019, at ansøgeren ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

    Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at arbejdet i virksomheden har et omfang, der svarer til ordinær fuldtidsbeskæftigelse.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævenet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke kan udledes et krav om en bestemt årlig indkomst, men alene om en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, at der ikke kan opstilles klare retningslinjer for, hvad der kan anses for en passende omsætning for en selvstændig virksomhed, at ansøgeren tilbyder services, som varierer meget i pris og tidsforbrug, og at ansøgerens personlige indkomst kan synes urimelig fra en almindelig lønmodtagers synspunkt, men at dette må anses for at være normalt for denne type enkeltmandsvirksomheder.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, ansøgeren har lagt en arbejdsindsats svarende til langt over fuld tid, idet han har formået at skabe en stigende omsætning i virksomheden.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ovenstående vurdering er foretaget på baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering af, hvorvidt det kan lægges til grund, at virksomhedens netto-resultat og ansøgerens personlige indkomst for 2019, uanset virksomhedens omsætning og den oplyste ugentlige arbejdstid, kan anses for at have været med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det ved vurderingen af beskæftigelseskravet for selvstændig erhvervsdrivende efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 8, ikke kun vurderes, om udlændingen har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, men at det også indgår i vurderingen, om driften af virksomheden efter en konkret og individuel vurdering, kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på at det forhold, at ansøgerens virksomheden har haft en større omsætning efter 2019, ikke ændrer på det forhold, at ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens nettoresultat for 2019 ikke kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, og at det ikke kan føre til ændret vurdering, at virksomhedens omsætning er steget i løbet af de efterfølgende indkomstår, idet Udlændingenævnet allerede på baggrund af ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens netto-resultat for 2019 finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet om at have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, og at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at privat børnepasning, når dette er dokumenteret i form af godkendte kontrakter med kommunen samt kvittering for børnepasningen, må anses for at være hovedbeskæftigelse, uanset lønindkomsten for arbejdet og uanset antallet af børn.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at de faktiske omstændigheder i de nævnte afgørelser adskiller sig fra nærværende sag, hvor Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering af den fremsendte dokumentation finder, at ansøgeren, uanset oplysningerne om ansøgerens ugentlige arbejdstimer, ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år, og at ansøgeren i øvrigt ikke har modtaget lønindkomst.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 bl.a. tog udgangspunkt i oplysningerne om ansøgerens omsætning, og at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 fandt, at ansøgerens arbejde som privat børnepasser på baggrund af den fremsendte dokumentation måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgerens ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2023 – tidsubegrænset opholdstilladelse – 1 ud af 2 supplerende betingelser – medborgerskabsprøve og DP3 – forsøgt at bestå medborgerskabsprøve - besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt – må henvises til at forsøge igen

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2023 – tidsubegrænset opholdstilladelse – 1 ud af 2 supplerende betingelser – medborgerskabsprøve og DP3 – forsøgt at bestå medborgerskabsprøve - besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt – må henvises til at forsøge igen

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren ikke opfyldte 1 ud af 2 supplerende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i januar 2022 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2022 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte mindst 1 ud af 2 supplerende betingelser, idet ansøgeren ikke opfyldte kravet om bestået medborgerskabsprøve og bestået Prøve i Dansk 3. Udlændingestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at ansøgeren ikke havde bestået medborgerskabsprøven. Ansøgeren er diagnosticeret med PTSD, analfabetisme og hukommelsesproblemer.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra juni 2011, hvor ansøgeren er registreret indrejst i Danmark med opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet har endvidere ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren får tildelt førtidspension i Danmark.

    Ansøgeren vil herefter kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 6, er opfyldte.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at ansøgeren ikke opfylder mindst 1 af de 2 supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at hun ikke har bestået medborgerskabsprøven eller udvist aktivt medborgerskab ved at have haft mindst 1 års deltagelse i en bestyrelse, organisation eller lignende.

    Udlændingenævnet finder desuden, at ansøgeren ikke opfylder kravet om en bestået Prøve i Dansk 3, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at hun ikke har bestået Prøve i Dansk 3 eller en prøve på tilsvarende eller højere niveau, og at hun alene har fremlagt dokumentation for en bestået Prøve i Dansk 2 af primo december 2018, hvilket ikke er på et tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der fremgår af den til sagen fremlagte lægeerklæring af marts 2022, at ansøgeren bl.a. lider af PTSD, analfabetisme og hukommelsesproblemer, som besværer hendes indlæring yderligere, og at lægen på denne baggrund har vurderet, at hun ikke vil kunne tage Prøve i Dansk 3 indenfor 5 år.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort, at ansøgerens helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådan omfang, at hun ikke på et senere tidspunkt vil kunne opfylder mindst 1 af de 2 supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 4, jf. § 11, stk. 6.

    Udlændingenævnet har i forhold til Prøve i Dansk 3 således lagt vægt på, at det – uanset ansøgerens helbredsmæssige forhold – ikke kan udelukkes, at hun kan bestå danskprøven eventuelt under anvendelse af særlige prøvevilkår, som hendes diagnoser kan berettige hende til, ligesom Udlændingenævnet bemærker, at danskprøven kan aflægges på baggrund af selvstudier eller privatundervisning, herunder med særlige vilkår eller hjælpemidler.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse endvidere lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har bestået Prøve i Dansk 2 i 2018, hvorfor det efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kan udelukkes, at ansøgeren – eventuelt på baggrund af de allerede opnåede danskkundskaber – vil være i stand til eventuelt på et senere tidspunkt at opfylde mindst 1 af de 2 supplerende betingelser om henholdsvis kravet om medborgerskab eller særligt gode danskkundskaber.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse videre lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremsendt dokumentation for, at ansøgeren har forsøgt at aflægge Prøve i Dansk 3.

    Udlændingenævnet har i forhold til medborgerskabsprøve lagt vægt på, at ansøgeren ikke har bestået medborgerskabsprøven eller har udvist aktivt medborgerskab.

    Det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen har anført, at ansøgeren har forsøgt at tage medborgerskabsprøven, men at hun ikke bestod prøven, hvorfor der under henvisning til ansøgerens psykiske symptomer bør dispenseres fra dette krav – samt kravet om særligt gode danskkundskaber - idet kravene efter partsrepræsentantens opfattelse er i strid med FN’s Handicapkonvention, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til et ændret udfald.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset, at ansøgeren i juni 2022 har forsøgt at bestå medborgerskabsprøven, men ikke bestod prøven, kan forsøget på at bestå medborgerskabsprøven ikke i sig selv føre til dispensation fra kravet om den supplerende betingelse om medborgerskab.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren til medborgerskabsprøven afholdt i juni 2022 besvarede 13 ud af 25 spørgsmål rigtigt, at man for at bestå prøven skal svare rigtigt på mindst 20 af de 25 spørgsmål, hvorfor det efter Udlændingenævnets opfattelse og med henvisning til de relativt mange rigtigt besvarede spørgsmål ikke kan udelukkes, at ansøgeren vil være i stand til eventuelt på et senere tidspunkt at opfylde den supplerende betingelse om medborgerskab.

    Udlændingenævnet finder i relation hertil, at ansøgeren ikke herved – og sammenholdt med sagens øvrige oplysninger – har dokumenteret, at ansøgerens helbredstilstand kan anses for at have en sådan karakter og et sådant omfang, at hun ikke på et senere tidspunkt har mulighed for at opfylde betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 4.

    Udlændingenævnet finder på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 6, jf. stk. 4, og på nuværende tidspunkt give ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. juni 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 17-01-2023

    Udlændingenævnets afgørelse af 16. juni 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren blev i oktober 2021 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren havde modtaget 665 kr. i kontanthjælp i december 2016, og at han derfor ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp til selvforsørgelse inden for de seneste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse. I november 2021 bekræftede ansøgerens kommune, at ansøgeren sidste gang modtog ydelsen i juni 2016, at ansøgeren ultimo december 2016 fik udbetalt 665 kr., men at denne udbetaling var en regulering for juni måned 2016. Der var således tale om en efterregulering.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2021.

    Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke bør gives afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i december 2016.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2021 meddelte ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af § 11, stk. 3, nr. 5, idet han i december 2016 havde modtaget kontanthjælp, og at han derfor ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp inden for de sidste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og indtil det tidspunkt, hvor der ville kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ved e-mail af november 2021 har indsendt en udtalelse af november 2021 fra sin kommune, hvoraf det fremgår, at han sidste gang modtog en forsørgelsesydelse i henhold til lov om aktiv socialpolitik ultimo juni 2016, at han ultimo december 2016 fik udbetalt 665 kr., og at denne udbetaling vedrører en regulering for juni måned 2016.

    Udlændingenævnet har således lagt afgørende vægt på kommunens udtalelse om, at ansøgeren modtog ydelsen ultimo juni 2016, at der derfor må være tale om en efterregulering, og at ansøgeren indgav sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse primo november 2020, på et tidspunkt hvor der så var forløbet mere end 4 år siden modtagelsen af offentlig hjælp.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det ved aktuelt opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgeren ikke efterfølgende har modtaget offentlig hjælp.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år

    Dato: 20-12-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Udlændingestyrelsen meddelte i april 2022 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter de lempeligere betingelser for unge mellem 18 og 19 år, da ansøgeren ikke havde været under uddannelse eller haft fuldtidsarbejde i perioden fra han afsluttede 9. klasse i juni 2019 til den 19. august 2019, hvor han startede på et gymnasium.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    Udlændingenævnet finder efter en samlet konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke har dokumenteret, at han har været i uafbrudt uddannelse eller ordinær fuldtidsbeskæftigelse fra afslutningen af folkeskolen og frem til, at han indgav sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i juni 2021, jf. udlændingelovens § 11, stk. 12.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren afsluttede 9. klasse ultimo juni 2019, at han søgte om optagelse på et gymnasium den 15. august 2019, samme dag som skoleåret startede, og at han blev optaget på gymnasiet den 19. august 2019.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren til klagen har fremsendt et optagelsesbrev af primo juli 2019 fra et andet gymnasium, hvoraf det fremgår, at han var optaget med start 13. august 2019. Udlændingenævnet vurderer derfor, at ansøgeren efter folkeskolen har været aktiv i sin intention om at videreuddanne sig, og at der var tale om et tilrettelagt uddannelsesskifte fra et gymnasium til et andet gymnasium med en kort overgangsperiode på 4 dage.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren herefter i januar 2021 ændrede uddannelse fra STX til HF, som han forventede at færdiggøre i juli 2022.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 12, idet Udlændingenævnet lægger til grund, at ansøgeren har været under uafbrudt uddannelse siden afslutningen af folkeskolen.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark er opfyldt.


  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. december 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed

    Dato: 20-12-2022

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var selvstændig erhvervsdrivende og oplyste, at han arbejdede fuldtid i sin virksomhed. Udlændingestyrelsen gav i oktober 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet under henvisning til, at han ikke drev virksomheden med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra den september 2008, hvor ansøgeren er indrejst i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet vurderer imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsregnskaber – ikke har dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse ved sin enkeltmandsvirksomhed i perioden fra ultimo 2018 til nu kan sidestilles med ordinært lønarbejde i mindst 3 år og 6 måneder, herunder at ansøgerens selvstændige virksomhed har et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, og at driften af virksomheden kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte årsopgørelse fra SKAT for indkomståret 2019, at ansøgeren i 2019 havde en personlig årlig indkomst på 50.886 kr., hvilket svarer til en gennemsnitlig månedlig indkomst på 4240,5 kr. før skat, og at det fremgår af det fremsendte årsregnskab for 2019, at ansøgerens virksomhed i 2019 havde et netto-resultat på 55.171 kr., hvilket svarer til et gennemsnitligt månedligt netto-resultat på 4597,58 kr.

    Udlændingenævnet finder ikke, at en gennemsnitlig månedlig indkomst af denne størrelse dokumenterer, at ansøgeren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke til støtte for klagen er indsendt oplysninger om eller dokumentation for, at ansøgeren i 2019 har foretaget nogle ekstraordinære dispositioner, som har ført til virksomhedens lave netto-resultat.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens virksomhed blev etableret i 2016, og at virksomhedens lave nettoresultat for 2019 efter Udlændingenævnets vurdering således ikke skyldes en evt. opstartsperiode med øgede etableringsomkostninger og mindre kundekreds.

    Udlændingenævnet finder allerede på baggrund af ansøgerens indkomst for 2019, at ansøgeren ikke kan anses for at have drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

    Udlændingenævnet har derfor lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at arbejdet i virksomheden har et omfang, der svarer til ordinær fuldtidsbeskæftigelse.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævenet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at der af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, ikke kan udledes et krav om en bestemt årlig indkomst, men alene om en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, at der ikke kan opstilles klare retningslinjer for, hvad der kan anses for en passende omsætning for en selvstændig virksomhed, at ansøgeren tilbyder services, som varierer meget i pris og tidsforbrug, og at ansøgerens personlige indkomst kan synes urimelig fra en almindelig lønmodtagers synspunkt, men at dette må anses for at være normalt for denne type enkeltmandsvirksomheder.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at det til støtte for klagen er anført, ansøgeren har lagt en arbejdsindsats svarende til langt over fuld tid, idet han har formået at skabe en stigende omsætning i virksomheden.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at ovenstående vurdering er foretaget på baggrund af en konkret og individuel helhedsvurdering af, hvorvidt det kan lægges til grund, at virksomhedens netto-resultat og ansøgerens personlige indkomst for 2019, uanset virksomhedens omsætning og den oplyste ugentlige arbejdstid, kan anses for at have været med henblik på selvforsørgelse.

    Udlændingenævnet henviser i denne forbindelse til, at det ved vurderingen af beskæftigelseskravet for selvstændig erhvervsdrivende efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, jf. stk. 8, ikke kun vurderes, om udlændingen har haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på mindst 30 timer, men at det også indgår i vurderingen, om driften af virksomheden efter en konkret og individuel vurdering, kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, jf. afsnittet Retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på at det forhold, at ansøgerens virksomheden har haft en større omsætning efter 2019, ikke ændrer på det forhold, at ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens nettoresultat for 2019 ikke kan anses som værende med henblik på selvforsørgelse, og at det ikke kan føre til ændret vurdering, at virksomhedens omsætning er steget i løbet af de efterfølgende indkomstår, idet Udlændingenævnet allerede på baggrund af ansøgerens personlige indkomst og virksomhedens netto-resultat for 2019 finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet om at have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. stk. 8, i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde dokumenteret en ugentlig arbejdsindsats på minimum 30 timer, og at Udlændingenævnet ved afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at privat børnepasning, når dette er dokumenteret i form af godkendte kontrakter med kommunen samt kvittering for børnepasningen, må anses for at være hovedbeskæftigelse, uanset lønindkomsten for arbejdet og uanset antallet af børn.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering af sagen.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at de faktiske omstændigheder i de nævnte afgørelser adskiller sig fra nærværende sag, hvor Udlændingenævnet efter en konkret og individuel vurdering af den fremsendte dokumentation finder, at ansøgeren, uanset oplysningerne om ansøgerens ugentlige arbejdstimer, ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med henblik på selvforsørgelse i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år, og at ansøgeren i øvrigt ikke har modtaget lønindkomst.

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 10380 af 28. september 2016 bl.a. tog udgangspunkt i oplysningerne om ansøgerens omsætning, og at Udlændingenævnet i den offentliggjorte afgørelse nr. 180 af 5. november 2015 fandt, at ansøgerens arbejde som privat børnepasser på baggrund af den fremsendte dokumentation måtte anses for at være ansøgerens hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgerens ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet vurderer således, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at fastholde betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2

    Dato: 22-11-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 2

    Udlændingenævnet omgjorde i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til statsløs palæstinenser, som var født i Libanon.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i oktober 2019 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren er diagnosticeret med paranoid skizofreni, angst og PTSD. Udlændingestyrelsen gav i maj 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2020.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke har bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på omfanget og karakteren af ansøgerens helbredsmæssige forhold, herunder at ansøgeren er diagnosticeret med paranoid skizofreni, angst og PTSD, at ansøgeren er tilkendt førtidspension, samt at det fremgår af den til sagen fremlagte lægeerklæring fra april 2020 fra en praktiserende læge, at ansøgeren vurderes ikke at kunne bestå en eksamen/prøve eller test, at ansøgeren ikke kan sidde sammen med andre i en prøve/eksamenssituation, at ansøgeren er forsøgt behandlet med forskellige typer medicin, og at det vurderes, at der ikke findes yderligere udredning eller behandlingsmuligheder.

    Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren i august 2022 har fremsendt en prøvekontrol fra et sprogcenter, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har forsøgt at bestå Prøve i Dansk 2 i november 2021, og at ansøgeren har fået karakteren -3 i henholdsvis læseforståelse og skiftlig fremstilling.

    Udlændingenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at betingelsen om, at ansøgeren skal bestå Prøve i Dansk 2 ikke bør kræves opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 18.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark er opfyldt. Udlændingenævnet har ikke vurderet dette.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. juli 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Aktuel beskæftigelse

    Dato: 28-09-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 15. juli 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Aktuel beskæftigelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse fra januar 2021.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren var under uddannelse til tømrer og havde indgået en uddannelsesaftale med et praktiksted. Udlændingestyrelsen gav i januar 2021 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han ikke aktuelt var tilknyttet arbejdsmarkedet ved ordinær beskæftigelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren er født i Danmark i februar 1994, og at ansøgeren første gang fik udstedt bevis for opholdstilladelse i december 1999. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder en eller flere af de øvrige betingelser, der kræves for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder kravet om aktuelt at være tilknyttet arbejdsmarkedet ved ordinær beskæftigelse, jf. § 11, stk. 3, nr. 9.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at ansøgeren er under uddannelse til tømrer, og at ansøgeren har indgået en uddannelsesaftale vedr. erhvervsuddannelse med praktikuddannelse og skoleundervisning med en tømrervirksomhed, hvoraf det fremgår, at uddannelsesaftalen er gældende i perioden fra juli 2021 til december 2022.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på oplysningerne om, at ansøgeren forventes udlært som tømrer i september 2024.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren har været i fast arbejde siden juni 2014, ud over én måned, hvor ansøgeren modtog dagpenge, at ansøgerens fagforening rådede ansøgeren til at opsige sin stilling hos en cafe med henblik på at komme i virksomhedspraktik hos en tømrervirksomhed, og at dette ikke burde have konsekvenser for ansøgerens mulighed for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse, da det vil gavne ansøgerens karriere på sigt.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren altid har været arbejdsom, at ansøgeren er født i Danmark, at ansøgeren har intentioner om at søge om dansk statsborgerskab, når ansøgeren får tidsubegrænset opholdstilladelse, og at ansøgeren har indsendt bevis for bestået statsborgerskabsprøve.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en betingelse, at en udlænding skal være tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt, hvor den pågældende vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og at det anførte til støtte for klagen ikke kan medføre, at der dispenseres for denne betingelse.

    Udlændingenævnet finder således, at en praktikuddannelse ikke kan sidestilles med ordinær beskæftigelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, da det er en del af ansøgerens uddannelse til tømrer.

    Udlændingenævnet finder endelig, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige forhold, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 17, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke har et handicap, der forhindrer ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, og på nuværende tidspunkt give ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.”




  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Dato: 15-03-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav i november 2019 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren er diagnosticeret med kronisk PTSD af svær grad, og han blev tilkendt førtidspension fra primo september 2020. Udlændingestyrelsen gav i november 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp i de sidste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og indtil det tidspunkt, hvor der gives tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne gives dispensation fra kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2020.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør gives afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfylder kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp i de sidste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og indtil det tidspunkt, hvor der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.

    Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra juni 2010 til august 2020.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren lider af et handicap omfattet af FN’s Handicapkonvention, idet han er diagnosticeret med kronisk PTSD af svær grad.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren medio april 2010 første gang fik humanitær opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og at det ud fra de foreliggende oplysninger må antages, at han er indrejst i Danmark med sin sygdom.

    Udlændingenævnet har desuden lagt til grund, at ansøgeren er endeligt udredt af sin kommune i forhold til hans arbejdsevne, og at han ikke er i stand til at arbejde, idet han blev tilkendt førtidspension fra primo september 2020.

    Udlændingenævnet henviser til, at det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 17, at uanset at betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4-9, eller stk. 4, nr. 1-4 ikke er opfyldt, kan der gives tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, hvis betingelserne ikke kan kræves opfyldt, fordi Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.

    Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at en håndhævelse af kravet om, at ansøgeren ikke må have modtaget offentlig hjælp, vil udgøre indirekte forskelsbehandling, som strider mod artikel 5 i FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på varigheden af det afklaringsforløb, som ansøgeren har gennemgået forud for, at han blev bevilget førtidspension, og at han efter afgørelsen om førtidspension vil skulle vente yderligere 4 år, før han opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om ikke at have modtaget offentlig hjælp.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren sammenlignet med en person uden et handicap, vil skulle vente en uforholdsmæssig lang periode, før han kan få tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp kræves opfyldt.

    Udlændingenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at kravet om, at ansøgeren ikke må have modtaget offentlig hjælp, ikke på nuværende tidspunkt bør kræves opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 17.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Dato: 28-02-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 28. februar 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse - Beskæftigelseskravet

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren har natarbejde som vikar, og Udlændingestyrelsen gav ham i juni 2020 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelseskravet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren i september 2009 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at han i CPR er registeret som indrejst i september 2009. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder en eller flere af de øvrige grundlæggende betingelser, der kræves for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af oplysningerne i eIndkomst, at ansøgeren har været i fuldtidsbeskæftigelse i perioderne april 2018 til juni 2018, august 2018, februar 2019, april 2019, juli 2019 til august 2019, december 2019 til februar 2020, april 2020 til august 2020, oktober 2020, februar 2021 til juni 2021, oktober 2021 og januar 2022.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt på, at det fremgår af lønsedlerne vedlagt ansøgningen, at ansøgeren har arbejdet fuldtid i juni 2019.

    Udlændingenævnet henviser til, at kun ordinær fuldtidsbeskæftigelse inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse, kan indgå i beregningen af, hvorvidt betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, er opfyldt, og at der er tale om en løbende fireårig periode. Beskæftigelse forud for februar 2018 indgår således ikke i Udlændingenævnets beregning.

    Udlændingenævnet henviser desuden til, at ansættelsesforhold, hvor nattevagter er sædvanlige eller overenskomstbestemt, medregnes som fuldtidsarbejde, hvis den gennemsnitlige arbejdstid er på mindst 28 timer om ugen, svarende til mindst 112 timer om måneden.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af de fremlagte oplysninger, at ansøgeren alene har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse med et timetal på mindst 28 timer ugentligt i ca. 2 år.

    Det forhold, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren grundet en syg mor i Brasilien har været nødsaget til at rejse til Brasilien, og at dette har betydet, at han har været nødsaget til at holde ferie, men at han til gengæld har arbejdet mere i andre perioder, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en udlændings beskæftigelse opgøres ud fra det antal timer den pågældende har arbejdet i de enkelte måneder, og dermed ikke kan beregnes ved at foretage en gennemsnitsberegning af antallet af arbejdstimer over ét år eller en årrække.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at alene perioder med fravær som følge af sygdom, ferie, omsorgsdage og barsel m.v. inden for rammerne af ansættelsesforholdet medregnes som ordinært arbejde, og at ansøgeren ikke har dokumenteret, at hans fravær bl.a. skyldes ferie inden for rammerne af ansættelsesforholdet.

    Det forhold, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har lagt vægt på, at ansøgeren har dokumenteret, at han har arbejdet mindre end fuldtid i oktober 2018, og at han har afholdt ferie inden for rammerne af et ansættelsesforhold, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen indsendt til Udlændingestyrelsen i april 2020, herunder angiveligt dokumentation for, at ansøgeren afholdt ferie i oktober 2018, blev sendt via et link til GoogleDrive, som Udlændingenævnet ikke er i stand til at åbne, og at Udlændingenævnet ved brev fra november 2021 har anmodet partsrepræsentanten om at fremsende dokumentationen i PDF-format.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at hverken partsrepræsentanten eller ansøgeren ses at have fremsendt den anmodede dokumentation til Udlændingenævnet.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives.

    Selvom Udlændingenævnet lægger til grund, at oktober 2018 kan indgå i beregningen af, om ansøgeren har været i fuldtidsbeskæftigelse, så ændrer det ikke på det forhold, at han fortsat ikke vil opfylde betingelsen om at have været i fuldtidsbeskæftigelse i mindst 3 år og 6 måneder.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse.

    Udlændingenævnet finder desuden, at der ikke er oplyst om særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som taler for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 17, under lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at han ikke lider af et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

    Det forhold, at ansøgeren er blevet italiensk statsborger, og at SIRI i november 2021 meddelte ham opholdstilladelse efter EU-opholdsbekendtgørelsen, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har søgt om tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens regler, og at hans ansøgning dermed behandles efter udlændingelovens regler om tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Det er til støtte for klagen anført, at ansøgeren opfylder alle betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, at han har boet i Danmark i 12 år, at han er gift med en dansk mand, at han tjener næsten 300.000 kr. om året, at han har bestået medborgerskabsprøven, og at han har bestået en danskprøve.

    Udlændingenævnt finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrer på det forhold, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at Udlændingenævnet ikke har taget stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af ovenstående, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, og på nuværende tidspunkt meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen