Offentlig hjælp
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. juni 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 17-01-2023Udlændingenævnets afgørelse af 16. juni 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Udlændingenævnet omgjorde i juni 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Afghanistan.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i oktober 2021 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgeren havde modtaget 665 kr. i kontanthjælp i december 2016, og at han derfor ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp til selvforsørgelse inden for de seneste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse. I november 2021 bekræftede ansøgerens kommune, at ansøgeren sidste gang modtog ydelsen i juni 2016, at ansøgeren ultimo december 2016 fik udbetalt 665 kr., men at denne udbetaling var en regulering for juni måned 2016. Der var således tale om en efterregulering.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2021.
Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke bør gives afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i december 2016.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2021 meddelte ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af § 11, stk. 3, nr. 5, idet han i december 2016 havde modtaget kontanthjælp, og at han derfor ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp inden for de sidste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og indtil det tidspunkt, hvor der ville kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren ved e-mail af november 2021 har indsendt en udtalelse af november 2021 fra sin kommune, hvoraf det fremgår, at han sidste gang modtog en forsørgelsesydelse i henhold til lov om aktiv socialpolitik ultimo juni 2016, at han ultimo december 2016 fik udbetalt 665 kr., og at denne udbetaling vedrører en regulering for juni måned 2016.
Udlændingenævnet har således lagt afgørende vægt på kommunens udtalelse om, at ansøgeren modtog ydelsen ultimo juni 2016, at der derfor må være tale om en efterregulering, og at ansøgeren indgav sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse primo november 2020, på et tidspunkt hvor der så var forløbet mere end 4 år siden modtagelsen af offentlig hjælp.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at det ved aktuelt opslag i eIndkomst fremgår, at ansøgeren ikke efterfølgende har modtaget offentlig hjælp.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om ansøgeren opfylder de øvrige betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 15-03-2022Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2022 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Udlændingenævnet omgjorde i marts 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indgav i november 2019 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren er diagnosticeret med kronisk PTSD af svær grad, og han blev tilkendt førtidspension fra primo september 2020. Udlændingestyrelsen gav i november 2020 ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp i de sidste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og indtil det tidspunkt, hvor der gives tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne gives dispensation fra kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2020.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke bør gives afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfylder kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp i de sidste 4 år forud for indgivelsen af ansøgningen, og indtil det tidspunkt, hvor der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren har modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra juni 2010 til august 2020.
Udlændingenævnet har endvidere lagt til grund, at ansøgeren lider af et handicap omfattet af FN’s Handicapkonvention, idet han er diagnosticeret med kronisk PTSD af svær grad.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgeren medio april 2010 første gang fik humanitær opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og at det ud fra de foreliggende oplysninger må antages, at han er indrejst i Danmark med sin sygdom.
Udlændingenævnet har desuden lagt til grund, at ansøgeren er endeligt udredt af sin kommune i forhold til hans arbejdsevne, og at han ikke er i stand til at arbejde, idet han blev tilkendt førtidspension fra primo september 2020.
Udlændingenævnet henviser til, at det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 17, at uanset at betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 4-9, eller stk. 4, nr. 1-4 ikke er opfyldt, kan der gives tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, hvis betingelserne ikke kan kræves opfyldt, fordi Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.
Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering, at en håndhævelse af kravet om, at ansøgeren ikke må have modtaget offentlig hjælp, vil udgøre indirekte forskelsbehandling, som strider mod artikel 5 i FN’s Handicapkonvention.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på varigheden af det afklaringsforløb, som ansøgeren har gennemgået forud for, at han blev bevilget førtidspension, og at han efter afgørelsen om førtidspension vil skulle vente yderligere 4 år, før han opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om ikke at have modtaget offentlig hjælp.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at ansøgeren sammenlignet med en person uden et handicap, vil skulle vente en uforholdsmæssig lang periode, før han kan få tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp kræves opfyldt.
Udlændingenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at kravet om, at ansøgeren ikke må have modtaget offentlig hjælp, ikke på nuværende tidspunkt bør kræves opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 17.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. oktober 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 18-10-2017Udlændingenævnet genoptog i oktober 2017 Udlændingenævnets afgørelse fra 2015 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han i begyndelsen af 2014 havde modtaget en enkeltstående supplerende kontanthjælpsydelse på 1.400 kr. efter lov om aktiv socialpolitik som følge af, at hans samlever havde søgt om kontanthjælp, og at reglerne vedrørende supplerende kontanthjælp for samlevere i lov om aktiv socialpolitik var blevet ændret med virkning fra den 1. januar 2014. Efter Udlændingenævnets afgørelse i sagen i 2015 havde klageren rettet henvendelse til Folketingets Ombudsmand, der var gået ind i sagen. Folketingets Ombudsmand havde i sin endelige redegørelse i sagen henstillet til, at Udlændingenævnet genoptog sagen.
Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen af sagen, at klageren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet henviste herved til, at Folketingets Ombudsmand havde fundet, at Udlændingestyrelsens vejledning til ansøgeren i starten af 2014 om betydningen af, at hans samlever havde fået kontanthjælp, for hans mulighed for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse ikke var korrekt. Det fremgik blandt andet af Folketingets Ombudsmands redegørelse, at ”… Udlændingestyrelsens vejledning efterlod dermed efter [Ombudsmandens] opfattelse [klageren] med det fejlagtige indtryk, at det ikke ville få betydning for hans mulighed for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, at hans samlever modtog kontanthjælp. [Ombudsmanden] har naturligvis ikke grundlag for at antage andet, end at Udlændingestyrelsen ønskede at vejlede [klageren] korrekt. Men [Ombudsmanden] må konstatere, at vejledningen ikke sikrede, at [klageren] fik tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på området havde for ham, og at den dermed ikke sikrede, at han på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser undgik at blive udsat for et retstab. … [Ombudsmanden] finder imidlertid, at Udlændingestyrelsen i en situation som den foreliggende burde have taget et forbehold over for [klageren] og henvist ham til – f.eks. i [klagerens bopælskommune] – at søge nærmere vejledning om, hvorvidt aktivloven eventuelt kunne indebære, at udbetaling af kontanthjælp til hans samlever også ville medføre udbetaling af kontanthjælp til ham selv. … Det er i sagens natur ikke i dag muligt med sikkerhed at fastslå, hvad [klageren] faktisk ville have gjort, hvis Udlændingestyrelsen [i starten af] januar 2014 havde givet ham en vejledning, der levede op til kravene i forvaltningslovens § 7, stk. 1. I spørgsmål som det foreliggende må der derfor i sidste ende anlægges et samlet skøn. Det forhold, at problemet er opstået som følge af Udlændingestyrelsens vejledning, må imidlertid for [Ombudsmanden] at se naturligt indebære, at tvivl om, hvad [klageren] ville have gjort, inden for rimelige rammer bør komme ham til gode. Dette stemmer efter [Ombudsmandens] opfattelse også med almindelige principper om ”processuel skadevirkning” for myndighederne i tilfælde af sagsbehandlingsfejl (…) De handlemuligheder for [klageren], som Udlændingenævnet peger på, må efter [Ombudsmandens] opfattelse ses i det anførte lys. I den forbindelse bemærker [Ombudsmanden] bl.a., at det (…) må anses for ubestridt, at [klageren] og hans samlever faktisk ville have haft mulighed for at trække hendes ansøgning om kontanthjælp tilbage med den konsekvens, at [klageren] ikke var blevet bragt i den foreliggende situation med hensyn til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.” Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele klageren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter de regler, der gjaldt på det tidspunkt, hvor klageren oprindeligt indgav sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, var opfyldt. FAM/2017/132.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 23-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en afghansk statsborger, som var født i Danmark, og hvis opholdstilladelse senest var blevet forlænget til oktober 2018. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at hun havde modtaget 6.000 kr. i kontanthjælp fra ultimo juli 2013 til ultimo august 2013, og at hun afdrog herpå hver måned.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun havde modtaget offentlige ydelser, og at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at hun fra primo juli 2013 til ultimo august 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun havde indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i juni 2015. Det forhold, at ansøgeren var blevet pålagt at tilbagebetale ydelsen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den udbetalte ydelse blev ydet med henblik på forsørgelse, idet det af sagen fremgik, at hjælpen var udbetalt på baggrund af et forsørgelsesslip efter aktivlovens § 25 og § 25a. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen havde oplyst, at hun i forbindelse med udbetalingen af kontanthjælp ikke var blevet oplyst om konsekvenserne, og at hun ville have forsøgt at låne af venner og bekendte den pågældende måned, hvis hun var blevet vejledt om betydningen af modtagelse af offentlig hjælp i forbindelse med ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke til sagen var oplyst, at ansøgeren havde oplyst kommunen om, at hun havde påtænkt at søge om tidsubegrænset opholdstilladelse på tidspunktet for sin ansøgning om kontanthjælp eller i umiddelbar forlængelse heraf, at hun på dette tidspunkt ikke havde en verserende sag om tidsubegrænset opholdstilladelse, og at hun først havde søgt om tidsubegrænset opholdstilladelse to år efter modtagelsen af offentlige ydelser. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren – uanset at hun ikke måtte have modtaget vejledning fra kommunen omkring betydningen af modtagelsen af offentlige ydelser – ikke kunne anses for at have opnået en sådan berettiget forventning, at hun ville kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse på trods af modtagelsen af offentlige ydelser. Det forhold, at det på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var mere end tre år siden, at ansøgeren havde modtaget offentlig hjælp, kunne ikke i sig selv føre til, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, skulle anses for at være opfyldt, da ansøgeren de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse havde modtaget offentlig hjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren fremadrettet ville kunne opfylde kravet om ikke at have modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, henset til at hun efter det oplyste var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/78.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 07-03-2017Udlændingenævnet omgjorde i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Sierra Leone, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, under henvisning til, at han ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles.
Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke opfyldte kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven indenfor de seneste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at ansøgeren havde modtaget revalideringsydelse i en uge, i hvilken forbindelse han havde gennemført et kursus af beskæftigelsesfremmende karakter for at få gaffeltruck certifikat med henblik på, at han herefter straks kunne genoptage sit arbejde. Udlændingenævnets flertal fandt det på den baggrund uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2017/64.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 14-11-2016Udlændingenævnet omgjorde i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en irakisk statsborger jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, uanset at ansøgeren siden maj 2010 havde modtaget kontanthjælp, jf. § 27 a i lov om aktiv socialpolitik (hjælp til personer, der ikke modtager fuld førtidspension efter lov om social pension på grund af betingelserne om optjening). Udlændingenævnet lagde herved til grund, at ansøgerens kommune i marts 2010 havde konkluderet, at ansøgerens udviklingsmuligheder vurderedes udtømte grundet ansøgerens helbredsmæssige problemer, og at ansøgeren på dette tidspunkt blev indstillet til at overgå til udbetaling af offentlige ydelser i medfør af lov om aktiv socialpolitiks § 27 a. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgerens kommune ved brev af oktober 2016 til Udlændingenævnet havde oplyst, at ansøgerens sag i april 2010 blev afklaret, idet det blev vurderet, at der ikke var resterende ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet på daværende tidspunkt og ej heller fremadrettet, at ansøgeren siden maj 2010 havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 27 a, og at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at modtage pension efter dansk lovgivning, da ansøgeren var familiesammenført. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at fravige kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, idet det var dokumenteret, at ansøgeren ikke var eller i fremtiden ville kunne blive selvforsørgende. FAM/2016/94.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. marts 2016 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp – Sygdom
Dato: 09-03-2016Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en irakisk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og samlet vurdering, at det måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 14, at fravige kravet om ikke at have modtaget offentlig hjælp inden for de seneste tre år som betingelse for at kunne blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren led af PTSD og af en personlighedsændring, at ansøgerens egen læge havde vurderet, at ansøgerens tilstand siden 2011 havde været kronisk, at behandlingsmulighederne var udtømte, og at et rehabiliteringsteam i ansøgerens kommune i november 2014 havde vurderet, at ansøgerens arbejdsevne var varigt nedsat i et sådant omfang, at ansøgeren – uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning – ikke ville være i stand til at være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, ligesom ansøgerens muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet var udtømte og ikke realistiske, og at anden afklarende foranstaltning var formålsløs og med risiko for forværring. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke var indstillet til førtidspension, da ansøgeren ikke havde opholdt sig i Danmark i ti år forud for indstillingen, og da ansøgeren ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, ligesom rehabiliteringsteamet havde anbefalet, at sagen blev forelagt for rehabiliteringsteamet igen, når ansøgeren havde haft ophold i Danmark i ti år og var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at jobcenteret i kommunen i februar 2016 havde oplyst, at det var en fejl, at rehabiliteringsteamet i sin vurdering havde henvist til, at ansøgeren ikke kunne indstilles til førtidspension, da ansøgeren ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2016/28.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. oktober 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 01-10-2015Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en marokkansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, idet hun havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Ansøgeren havde i forbindelse med klagen oplyst, at kommunen efter hendes opfattelse havde tilsidesat deres oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7 og god forvaltningsskik ved ikke at have vejledt hende om konsekvenserne ved at modtage supplerende kontanthjælp i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren henviste i den forbindelse til Højesterets dom i U 1996.803 H.
Udlændingenævnet fandt, ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse og frem til det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2014, april 2014 og juli 2014 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik, i alt 2.266,97 kr. Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at kommunen efter hendes opfattelse havde tilsidesat sin oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7 og god forvaltningsskik ved ikke at have vejledt om konsekvenserne ved at modtage supplerende kontanthjælp i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ydelserne, som ansøgeren havde modtaget, var ydelser udbetalt til forsørgelse, at ansøgeren havde skrevet under på sin ægtefælles ansøgning om kontanthjælp, og at ansøgeren på den baggrund – henset til reglerne om gensidig forsørgelsespligt – måtte anses for at være medansøgende i forhold til hendes ægtefælles sag om udbetaling af sociale ydelser. Udlændingenævnet bemærkede, at udbetaling af supplerende kontanthjælp til ansøgeren var begrundet i reglerne om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt, hvorefter enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvar for blandt andet at forsørge sig selv og sin ægtefælle, jf. § 2 a i lov om aktiv socialpolitik, hvorfor Udlændingenævnet fandt endvidere, at dette ikke var i modstrid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privatliv, herunder retten til selvbestemmelse i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse. Det forhold, at kommunen havde oplyst, at ansøgeren ikke havde modtaget vejledning om modtagelse af sociale ydelser i forhold til reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde oplyst til kommunen, at hun havde konkrete planer om at indgive en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, som tillige først var blevet indgivet en måned efter ansøgningen om kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt således, at kommunen ikke havde haft aktuel anledning til at vejlede ansøgeren om kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, ligesom Udlændingenævnet fandt, at der ikke kan antages at være en generel vejledningspligt for landets kommuner til at vejlede om reglerne for tidsubegrænset opholdstilladelse i forbindelse med, at en udlænding eller dennes ægtefælle måtte søge om hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endelig, at den af ansøgeren påberåbte afgørelse optrykt i U 1996.803 H ikke gav anledning til en ændret vurdering. FAM/2015/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 24-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Thailand. Den pågældende indgav i juni 2014 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2009. Ansøgerens advokat havde til støtte for klagen anført, at ansøgeren i august 2004 var blevet adopteret med virkning fra juli 2002, hvor ansøgeren var under 12 år, og at Statsamtet i marts 2005 havde truffet en ny afgørelse om retsvirkningstidspunktet, hvorefter adoptionen nu havde retsvirkning fra udstedelsen af den oprindelige bevilling fra august 2004, hvor ansøgeren var over 12 år. Ændringen af retsvirkningstidspunktet medførte ifølge advokaten, at ansøgeren ikke længere ville have et retskrav på dansk statsborgerskab. Advokaten havde endvidere anført, at Statsforvaltningen ved en afgørelse i april 2015 havde erkendt, at der var sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, men at dette ikke kunne føre til en ny ændring af retsvirkningstidspunktet for adoptionen. Advokaten havde anført, at ansøgeren på baggrund af forløbet i Statsamtet havde krav på dansk statsborgerskab, subsidiært tidsubegrænset opholdstilladelse. Det blev endvidere til sagen oplyst, at ansøgeren kom til Danmark i en alder af ni år, at hun havde levet under utrygge forhold i Thailand, at dette havde præget ansøgeren, og at ansøgeren måske var sat tilbage rent udviklingsmæssigt.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren fra juli 2009 og frem til afgørelsestidspunktet havde fået udbetalt kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at anse den pågældende for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14 (hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention). Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst, at hun ikke led af et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Det anførte om, at ansøgeren var adopteret og i den forbindelse burde have erhvervet dansk indfødsret, og at den manglende indfødsret skyldtes en sagsbehandlingsfejl ved Statsamtet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren rettelig burde være meddelt dansk indfødsret. FAM/2015/99.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 12-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Irak, der i september 2001 var blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren havde ifølge sine egne oplysninger modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden 2001.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun i de sidste tre år fra ansøgningstidspunktet havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at hun i perioden fra juli 2012 til juli 2015 havde modtaget ydelser efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde fremlagt lægeerklæringer, der dokumenterede, at hun led af en række forskellige lidelser, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens bopælskommune havde oplyst, at hun endnu ikke var udredt helbredsmæssigt, og at det var kommunens plan, at hun efter den helbredsmæssige udredning skulle i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var uenig med bopælskommunen om kommunens fremtidige planer vedrørende hende, da det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at hun på et senere tidspunkt ikke ville kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet fandt derfor, at det på baggrund af de på afgørelsestidspunktet foreliggende oplysninger ikke kunne anses for uproportionalt at stille betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, overfor ansøgeren. FAM/2015/203.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet