Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. juni 2019 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring

    Dato: 24-06-2019

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en nordmakedonsk statsborger ikke kunne få tilbagebetalt gebyret for en ansøgning om familiesammenføring.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette i marts 2018 havde meddelt ansøgeren afslag på tilbagebetaling af gebyret, som pågældende havde indbetalt i forbindelse med ansøgningen om familiesammenføring i oktober 2017. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference i november 2017 havde anmodet om, at sagens behandling blev stoppet, og ansøgningen dermed skulle frafaldes. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at der ikke sker tilbagebetaling af gebyret, hvis ansøgningen frafaldes, eller ansøgningen af anden grund ikke længere har betydning for ansøgeren. Det forhold, at referencen havde frafaldet ansøgningen allerede 20 dage efter indgivelsen af ansøgningen, da ægtefællens børn afgik ved døden i en trafikulykke i hjemlandet, hvorfor hun havde været nødsaget til at tage tilbage til Nordmakedonien for at passe sine børnebørn, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse forhold, uanset alvorligheden, ikke i sig selv kunne føre til, at gebyret skulle tilbagebetales. Udlændingenævnet bemærkede i øvrigt, at gebyret på 6.300 kr. dækkede omkostningerne ved myndighedernes behandling af ansøgningen, og at denne behandling påbegyndtes allerede ved indgivelsen af ansøgningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at Udlændingestyrelsens manglende vejledning om, at referencen ikke ville kunne få gebyret tilbagebetalt ved frafald af ansøgningen, ikke var af en sådan karakter, at gebyret af den grund skulle tilbagebetales. Udlændingenævnet fandt det dog beklageligt, at Udlændingestyrelsen ikke inden styrelsen traf afgørelse om afslag på tilbagebetaling af gebyr vejledte referencen om, at han ved frafald af ansøgningen ikke havde mulighed for at få gebyret tilbagebetalt, på trods af at han to gange under sagens behandling rettede henvendelse til Udlændingestyrelsen om tilbagebetaling af gebyret. FAM/2019/7.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2018 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse

    Dato: 05-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en tyrkisk statsborger senest samtidig med indgivelsen af en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren senest samtidig med indgivelse af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen efter udlændingelovens § 11, stk. 3, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde henvist til, at tyrkiske statsborgere er omfattet af stand still reglen i Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet, at gebyrer udgjorde en ny restriktion og således var forbudte, og at der i vurderingen af, hvorvidt ansøgeren var økonomisk aktiv, måtte medtages tidligere og forventet kommende arbejde, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgeren selv havde oplyst, at hun ikke var i arbejde på ansøgningstidspunktet, og at hun modtog sygedagpenge. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren ikke var økonomisk aktiv på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at ansøgeren siden december 2010 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, og at hun stadig var tilknyttet arbejdsmarkedet som arbejdssøgende gennem a-kassen, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet gjorde opmærksom på, at det afgørende for vurderingen er, at vedkommende er i beskæftigelse på ansøgningstidspunktet, og at tidligere beskæftigelse eller fremtidig forventet beskæftigelse således ikke kan inddrages i vurderingen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke modtog sygedagpenge som led i et ansættelsesforhold, idet ansøgeren inden modtagelsen af sygedagpenge havde modtaget dagpenge og således stod uden for arbejdsmarkedet. FAM/2018/50.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2018 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet

    Dato: 30-01-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise en ansøgning om familiesammenføring mellem en herboende mindreårig dansk statsborger og hendes fader fra Egypten, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, jf. stk. 8.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om familiesammenføring under henvisning til hans herboende datter, idet han ikke senest samtidig med indgivelse af ansøgningen havde betalt et gebyr på 6.300 kr., jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgningsgebyret var 6.300 kr., at ansøgeren havde indbetalt 845 euro i forbindelse med ansøgningens indgivelse, og at dette beløb alene svarede til 6.164,20 kr., hvorfor ansøgeren manglede at indbetale 135,80 kr. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse desuden vægt på, at ansøgeren selv i forbindelse med ansøgningen havde fremsendt en udskrift fra medio februar 2017 fra hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, hvoraf det fremgik, at gebyrsatsen var 6.300 kr., og at der manglede at blive betalt 135,80 kr. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at det er udlændingens eget ansvar at sikre, at et gebyr, der betales i en anden valuta end danske kroner, svarer til gebyrsatsen, når beløbet omregnes. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han manglede at indbetale 135,80 kr., at han skulle indbetale det manglende beløb til en angivet konto inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at brevet blev sendt til ansøgeren på den adresse, som ansøgeren selv havde oplyst i ansøgningen fra medio februar 2017. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at han også havde betalt 4.210 egyptiske pund, for at Den Danske Ambassade i Cairo skulle varetage ansøgningen, at han ikke havde modtaget hverken opkald eller e-mails angående den manglende betaling, at al kommunikation skulle foregå gennem ambassaden, som han flere gange havde haft kontakt med, og at han ikke af ambassaden var blevet gjort opmærksom på, at der manglede 135 kr., ikke kunne føre til en anden vurdering på baggrund af ovenstående. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten § 4, stk. 1, at der for repræsentationens bistand i forbindelse med sager vedrørende opholds- og arbejdstilladelse erlægges et gebyr på 1.430 kr., og at ansøgeren ikke var fritaget, jf. § 4, stk. 9. Der henvistes til bekendtgørelse nr. 1575 af 12. december 2016, der var gældende på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at der var fremsendt en udskrift fra Nordea fra september 2017, hvoraf det fremgik, at der ultimo september 2017 var blevet overført 137 kr. til et bestemt kontonummer under henvisning til det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 8, at såfremt et udestående udgør mindre end 200 kr., vil udlændingen få en frist til at indbetale det udestående gebyr, og såfremt det manglende gebyr ikke indbetales inden for fristen, vil ansøgningen blive afvist. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han skulle indbetale det manglende beløb inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen, og at de 137 kr. først blev betalt ultimo september 2017, hvilket var knap 14 uger efter fristen. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet fandt tillige, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om en sådan alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hverken han selv eller hans herboende datter led af alvorlig sygdom eller handicap, samt at der ikke var etableret et samvær mellem ansøgeren og hans herboende datter forud for indgivelse af ansøgningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgerens herboende datters moder var flyttet til Danmark uden ansøgerens samtykke, at hun angiveligt var ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerens herboende datter, og at det var vigtigt for ansøgeren at få opholdstilladelse i Danmark, da han ikke havde mulighed for at se sin datter og genoptage samværet med hende uden opholdstilladelsen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om en processuel regel, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning ville kunne imødekommes. FAM/2018/38.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en mindreårig ansøger fra Mexico senest samtidig med indgivelsen af en ansøgning om familiesammenføring skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 2. Ansøgerens moder havde i august 2017 søgt om opholdstilladelse som familiesammenført med sin ægtefælle og blev i september 2017 meddelt processuelt ophold. I august 2017 modtog Udlændingestyrelsen endvidere ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til sin moder.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse i Danmark sammen med sin moder, og at moderen ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om alvorlig sygdom eller handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at moderens ægtefælle udrejste til ansøgerens hjemland, hvor moderens ægtefælle i øvrigt havde været statsborger indtil 2016, for der at udøve familielivet med ansøgeren og ansøgerens moder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at moderens ægtefælle til sagen havde oplyst, at det fremgik af www.nyidanmark.dk, at kravet om gebyrbetaling kunne fraviges, hvis den herboende ægtefælle havde et særbarn i Danmark, som den herboende boede sammen med eller havde samvær med i et regelmæssigt omfang, at denne situation vedrørte ansøgerens situation, idet ansøgeren var moderens særbarn, og at moderens ægtefælle derfor havde fulgt vejledningen på hjemmesiden. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgik af www.nyidanmark.dk, at kravet om gebyr kunne fraviges, hvis den herboende ægtefælle havde et særbarn i Danmark, som han eller hun boede sammen med eller havde samvær med i et regelmæssigt omfang. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at den beskrevne situation ikke var sammenlignelig med ansøgerens situation. Den beskrevne situation vedrørte en situation, hvor den person, man søger om opholdstilladelse under henvisning til, har bopæl i Danmark og samvær med et særbarn, der ligeledes har bopæl i Danmark. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin moder, der endnu ikke havde opholdstilladelse i Danmark, og ansøgeren var ikke særbarn af moderens ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at uanset om moderens ægtefælle var at betragte som ægtefælle i vejledningen, skulle der indbetales gebyr, da moderens ægtefælle ikke var anerkendt som flygtning, og da der ikke forelå oplysninger om, at moderens ægtefælle led af alvorlig sygdom, eller at han havde særbørn, som han udøvede regelmæssigt samvær med. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke havde taget hensyn til barnets tarv, og at det følger af FN’s børnekonventions artikel 9, stk. 1, at deltagerstaterne skal sikre, at børn ikke bliver adskilt fra deres forældre, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at det ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne at kræve, at der senest samtidig med ansøgningens indgivelse skulle indbetales et gebyr. FAM/2017/142.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af en klage på familiesammenføringsområdet

    Dato: 21-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en tyrkisk statsborger senest samtidig med indgivelsen af en ansøgning om familiesammenføring under henvisning til en herboende tyrkisk statsborger skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne kunne tilsige, at der ikke skulle indbetales et gebyr. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at der til sagen ikke var fremlagt dokumentation for, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, at den herboende ægtefælle i marts 2017, hvor Udlændingestyrelsen havde modtaget en ansøgning om familiesammenføring, var økonomisk aktiv som selvstændig erhvervsdrivende og dermed omfattet af stand still klausulerne i artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen til Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at den herboende ægtefælle fortsat ikke havde dokumenteret, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, at den herboende ægtefælle var selvstændig erhvervsdrivende, herunder fremlagt fakturaer, momsregistreringer eller anden form for dokumentation for virksomhedens aktivitet, selvom Udlændingestyrelsen i forbindelse med sagens behandling havde anmodet den herboende ægtefælle om at indsende dokumentation for, at den herboende ægtefælle drev selvstændig erhvervsvirksomhed. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde oprettet en enkeltmandsvirksomhed i marts 2017 med et CVR-nummer, der i maj 2017 havde skiftet navn, kunne ikke føre til, at Udlændingenævnet kunne betragte den herboende ægtefælle som selvstændig erhvervsdrivende og dermed omfattet af stand still klausulerne, da den herboende ægtefælle ikke herved havde dokumenteret, at han for egen regning og risiko udøvede selvstændig erhvervsvirksomhed af en økonomisk karakter. Det forhold, at det til sagen var anført, at der ikke var hjemmel til at stille krav om, at der skulle være aktuel økonomisk aktivitet for at være omfattet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende ægtefælle efter Udlændingenævnets vurdering ikke havde dokumenteret, at den herboende ægtefælle udøvede selvstændig erhvervsvirksomhed. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af e-indkomst, at den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp siden august 2009 og frem til september 2017. FAM/2017/141.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen