Udlændingenævnets afgørelse af 10. februar 2025 – visum – ej tilstrækkelige midler

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2025 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dansk Schengenvisum vedrørende en statsborger fra Kenya 

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren indgav i juli 2024 ansøgning om dansk Schengenvisum til et turistophold på 16 dage. Ansøgeren skulle på ferie med sin visumfri familie og havde som dokumentation på sin økonomi fremlagt kopi af sin ægtefælles kontoudtog. Familien skulle bo på hotel. Den fremlagte kontoudskrift havde ikke midler svarende til 500 DKK pr. døgn pr. person over en periode på 16 dage.

I august 2024 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om afslag på udstedelse af turistvisum, idet styrelsen vurderede, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have tilstrækkelige midler, jf. visumkodeksens artikel 32, stk. 1, litra a), iii), og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 3 og nr. 4. 

Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

” Vores afgørelse er truffet efter artikel 32, stk. 1, litra a), iii) i visumkodeks og § 8, stk. 2, nr. 3 og nr. 4 i visumbekendtgørelsen. Du kan læse mere i afsnittet Regler og praksis.

Vi vurderer, at du ikke har dokumenteret at have tilstrækkelige midler til:

hele den forventede opholdsperiode
returrejse til hjemlandet eller transit til et tredjeland, hvortil du har adgang

Du har heller ikke dokumenteret, at du er i stand til at erhverve disse midler på
lovlig vis.

Efter praksis skal en visumansøger ved indrejsen være i besiddelse af ca. 500 DKK pr. døgn, hvis der er tale om hotelophold, mens ca. 350 DKK pr. døgn vil være tilstrækkeligt, hvis visumansøgeren skal bo på vandrerhjem el. lign. Et mindre beløb kan efter omstændighederne anses for tilstrækkeligt, hvis
indkvarteringen er betalt i forvejen, eller hvis der er tale om privat indkvartering, hvor værten har påtaget sig at indestå for alle udgifter.

På den baggrund har vi lagt vægt på, at det af kontoudtoget fremgår, at der ikke er tilstrækkelige midler til opholdet på 16 dage i Danmark, da 16 dages visum vil indebære at der et beløb på 16 x 500 DKK, svarende til 8.000 DKK pr. voksen person.

Vi har ved afgørelsen videre lagt vægt på, at du har indleveret [ægtefællens] bankkonto.

Vi bemærker, at det påhviler en visumansøger selv at være i besiddelse af, og derved kunne råde over, tilstrækkelige midler under opholdet i Schengenlandene, at beløbets størrelse er afhængig af opholdets længde og relation til værten, samt at dette krav kun rent undtagelsesvist kan fraviges.

Vi har vurderet, at der ikke er humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at du kan få et nationalt begrænset visum til Danmark (VLTV).

Vi har ved afgørelsen ikke vurderet, hvorvidt de øvrige betingelser for at få visum er opfyldt.

Vi bemærker, at vi ikke har fundet, at der er oplysninger i sagen, der giver anledning til at behandle ansøgningen efter de særlige EU-regler om udstedelse af visum til familiemedlemmer til EU-borgere, jf. bl.a. visumbekendtgørelsens § 9.”

Udlændingenævnets afgørelse

” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] august 2024. [Ansøgeren] kan således ikke gives Schengenvisum til Danmark pga. manglende dokumentation for besiddelse af
tilstrækkelige midler til ophold og hjemrejse, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, nr. iii, og
visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 3.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en visumansøger efter praksis skal være i besiddelse af
ca. 500 DKK pr. døgn, hvis vedkommende skal på hotelophold, og at [ansøgeren] har søgt om 16 dages ophold, hvor [ansøgeren] skal bo på hotel, hvilket betyder, at [ansøgeren] som enkeltperson skal være i besiddelse af minimum 8.000 DKK for [sit] påtænkte ophold i Danmark.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at der i forbindelse med ansøgning om visum skal
foretages en individuel vurdering af ansøgerens økonomi, og at det som udgangspunkt er et krav,
at [ansøgeren] som ansøger kan dokumentere, at [hun] selv er i besiddelse af tilstrækkelige midler til det fulde ophold.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at [ansøgeren] skal rejse sammen med [sine] 3 børn og [sin] ægtefælle, der er [nationalitet] statsborgere og dermed visumfri, og at [ansøgeren] har oplyst, at [hendes] ægtefælle indestår for alle udgifter i forbindelse med opholdet.

Udlændingenævnet har på baggrund af ovenstående lagt afgørende vægt på, at [ansøgerens] ægtefælle, [navn], har et indestående på [...], der på nuværende tidspunkt svarer til ca. 4.600 DKK, hvilket svarer til knap 290 DKK pr. døgn for et ophold på 16 dage for én enkelt person. Dette beløb er således ikke tilstrækkeligt til at dække blot én persons ophold i Danmark i 16 dage. [Ansøgerens] ægtefælle har således ikke dokumenteret, at han har tilstrækkelige subsistensmidler til hele den forventede opholdsperiode i Danmark.

Udlændingenævnet skal desuden bemærke, at [ansøgerens] hotelbooking til 15 dages ophold på [hotel] i København, der ikke var betalt på tidspunktet for [hendes] ansøgning, har en samlet pris på 47.741 DKK for 5 personer.

Udlændingenævnet har endelig vurderet, at der ikke foreligger hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser, der taler for, at der i sagen meddeles et nationalt begrænset visum, jf. visumbekendtgørelsens § 20, stk. 1, jf. udlændingelovens § 4 a, stk. 1.

Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”

VAU/2024/96

Senest opdateret: 10-02-2025
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen