Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en britisk statsborger, født i Pakistan, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. I november 1993 blev ansøgeren af Østre Landsret idømt otte års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, jf. lov om euforiserende stoffer, samt udvist af Danmark for bestandig. Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) havde i april 1993 afgivet en erklæring, hvoraf det fremgik, at det sammenfattende var direktoratets opfattelse, at ansøgeren – uanset at hans ægtefælle og to børn havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark – ikke havde nogen særskilt tilknytning til det danske samfund. Retten i Glostrup afsagde i august 2000 kendelse om, at udvisningen af ansøgeren med indrejseforbud for bestandig opretholdtes, jf. udlændingelovens § 50. Ansøgeren vedtog i juni 2003 et bødeforelæg og fik i oktober 2003 en advarsel for overtrædelse af sit indrejseforbud. Ansøgeren blev i august 2005 idømt syv dages fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud. Ansøgeren blev i december 2011 af Københavns Byret idømt fire måneders fængsel for overtrædelse af sit indrejseforbud og frifundet for en påstand om udvisning. Denne dom blev anket til Østre Landsret, der ved dom afsagt i februar 2012 idømte ansøgeren otte måneders fængsel og udviste ham med indrejseforbud i seks år. I marts 2012 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgerens indrejseforbud ikke kunne ophæves, hvilket Justitsministeriet stadfæstede i november 2013. Ansøgeren udrejste i april 2012 af Danmark til Sverige. Ansøgeren anmodede i maj 2015 om ophævelse af indrejseforbuddet. 

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at ophæve ansøgerens indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren af Østre Landsret i november 1993 var blevet idømt otte års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 191, jf. lov om euforiserende stoffer, samt udvist af Danmark for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at det var indgået i grundlaget for Østre Landsrets dom fra november 1993, at ansøgeren efter det oplyste på afgørelsestidspunktet havde haft ophold i Danmark i cirka 16 år, at han havde haft opholdstilladelse i Danmark siden august 1981, og at han på daværende tidspunkt havde to børn med sin ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Retten i Glostrup i august 2000 havde afsagt kendelse om, at udvisningen af ansøgeren med indrejseforbud for bestandig opretholdtes, jf. udlændingelovens § 50, og at det indgik i grundlaget for byrettens vurdering, at ansøgeren på daværende tidspunkt havde fire børn med sin tidligere ægtefælle, at ansøgeren havde boet sammen med sin ægtefælle siden 1984, at han havde haft opholdstilladelse siden 1976, at han på dette tidspunkt havde fire børn med sin nuværende ægtefælle, og at retten fandt, at der ikke var oplyst om sådanne væsentlige ændringer i ansøgerens forhold, at der var grundlag for at ophæve udvisningen, jf. udlændingelovens § 50, jf. § 26. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgeren efterfølgende flere gange var indrejst i Danmark i strid med det meddelte indrejseforbud, og at ansøgeren senest i februar 2012 var blevet idømt otte måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i seks år af Østre Landsret for overtrædelse af sit indrejseforbud. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at Østre Landsret i februar 2012 under hensyn til ansøgerens langvarige, gentagne og systematiske overtrædelser af indrejseforbuddet i perioden fra ultimo 2008 og frem til november 2011 havde fundet, at straffen for overtrædelse af indrejseforbuddet kunne forhøjes til otte måneder, og at der kunne meddeles et indrejseforbud på seks år regnet fra den første dag i måneden efter ansøgerens udrejse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at da ansøgeren var registreret udrejst af Danmark til Sverige i april 2012, ville det senest idømte indrejseforbud på seks år først udløbe i maj 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at ansøgeren og dennes ægtefælle havde udøvet et ægteskabeligt samliv i Danmark i mere end otte år forud for Østre Landsrets dom fra november 1993, at ansøgeren i de følgende otte år havde bevaret sit forhold til ægtefællen og børnene, at parret var blevet forældre til yderligere to fællesbørn i henholdsvis 1995 og 1998, at ansøgeren var udrejst til Sverige efter løsladelsen i 2001, at ansøgeren var indrejst i Danmark i strid med indrejseforbuddet med henblik på at se sin ægtefælle og sine børn, at parret havde bosat sig i Sverige i december 2005, hvor de havde boet frem til 2008, at parret var blevet borgerligt viet i februar 2006, og at ansøgerens ægtefælle i 2008 var flyttet tilbage til Danmark sammen med parrets fællesbørn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens familiemæssige forhold var indgået i domstolenes vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og dennes familie i flere perioder havde boet sammen i Sverige, og at ansøgeren og dennes familie havde mulighed for at leve sammen som familie i et andet land end Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå særlige grunde til at ophæve indrejseforbuddet, da Østre Landsret senest i februar 2012 havde udvist ansøgeren med indrejseforbud i seks år, hvor ansøgerens familieforhold var indgået i domstolenes vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af den af ansøgeren begåede kriminalitet – dels i 1993 og dels i tiden derefter i form af ansøgerens langvarige, gentagne og systematiske overtrædelser af indrejseforbuddet – fortsat udgjorde en reel, umiddelbar og alvorlig trussel, der berørte grundlæggende samfundshensyn. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Østre Landsret i dommen fra 2012 havde foretaget en proportionalitetsafvejning i forhold til EU-retten. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om nye faktiske forhold for ansøgeren og dennes familie, som kunne føre til, at det ikke ville kunne anses for proportionalt at fastholde ansøgerens indrejseforbud. Alene det forhold, at der var gået et antal år siden den seneste udvisningsdom, kunne således ikke i sig selv føre til ophævelse af indrejseforbuddet. FAM/2017/48.

Senest opdateret: 22-05-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen