Udlændingenævnet omgjorde i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tilbagebetaling af gebyret for en ansøgning om familiesammenføring til en statsborger i Mali.

 

Sagens faktiske omstændigheder

 

Ansøgeren, der er født i april 1983 og statsborger i Mali, indgik medio februar 2021 ægteskab med referencen, der er dansk statsborger, i Danmark. Ultimo februar 2021 fødte referencen parrets fællesbarn, der er dansk statsborger. I april 2021 søgte ansøgeren om opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet med referencen og betalte et ansøgningsgebyr. Ansøgeren fik i oktober 2021 afslag på ansøgningen under henvisning til, at han og referencen ikke opfyldte integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, der stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2022. Udlændingenævnet genoptog og hjemviste sagen i februar 2023 som følge af EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP. I marts 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til EU-reglerne. Ansøgerens partsrepræsentant anmodede i marts 2023 om tilbagebetaling af ansøgningsgebyret. I juni 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på tilbagebetaling af gebyret under henvisning til, at dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP er afsagt efter ansøgningens indgivelse, og at det er forholdene på ansøgningstidspunktet, der er afgørende for vurderingen af, om en ansøgning om familiesammenføring kan fritages for gebyrkravet.

Udlændingenævnets afgørelse:

 

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

 

Udlændingenævnet vurderer således, at det gebyr, som [ansøgeren] indbetalte i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring, modtaget i Udlændingestyrelsen i april 2021, skal tilbagebetales.

 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse fra juni 2023 afslog at tilbagebetale ansøgningsgebyret på 9.460 kr. til [ansøgeren] under henvisning til, at der på tidspunktet, hvor [ansøgeren] indgav ansøgningen, ikke var oplyst om sådanne internationale forpligtelser, der kunne føre til, at der ikke skulle betales gebyr. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det forhold, at [ansøgeren] medio marts 2023 fik meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, af 5. maj 2022, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og henviste herved til, at dommen blev afsagt efter ansøgningen blev indgivet, samt at det er forholdene på tidspunktet for ansøgningens indgivelse, som indgår i vurderingen af, hvorvidt en sag er fritaget for gebyrkravet.

 

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, er en afgørelse i en præjudiciel sag, og at dommen har konstaterende virkning. EU-Domstolen har således ved dommen udbygget sin fortolkning i forhold til anvendelsen af de kriterier, som første gang blev fastlagt i EU-Domstolens dom af 10. maj 2017 i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez, hvorved EU-Domstolen præciserede rammerne for retten til ophold på baggrund af TEUF artikel 20. EU-Domstolens fortolkning har virkning ex tunc i den forstand, at den fortolkede regel kan og skal anvendes af den nationale ret i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og består, før der afsiges dom vedrørende fortolkningsanmodningen. Det retlige grundlag, der fremgår af dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, gælder således fra den fortolkede regels ikrafttræden.

 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgerens] og hans ægtefælles hjemmeboende mindreårige fællesbarn, der er dansk statsborger og dermed unionsborger, blev født i februar 2021, at ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet i april 2021, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i marts 2023 vurderede, at [ansøgeren] opfyldte kriterierne for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark på baggrund af afledt ret efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

 

Udlændingenævnet vurderer, at selvom gebyr som udgangspunkt skal indbetales i forbindelse med ansøgningen, bør gebyret tilbagebetales, hvis det under sagens behandling eller efterfølgende viser sig, at der forelå omstændigheder i sagen, der ville medføre, at sagen var gebyrfritaget.

 

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det afgørende for, hvornår en sag kan fritages for gebyr, er, om Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger, at sagen er gebyrfritaget, hvilket kræver en retlig vurdering af myndigheden på tidspunktet for afgørelsen om tilbagebetaling, navnlig i de tilfælde, hvor der er indtrådt nye retlige eller faktiske omstændigheder. Udlændingenævnet henviser også til lovforarbejderne L 87 fremsat den 10. december 2015, punkt 5.5.2., hvoraf fremgår bl.a., at gebyret skal tilbagebetales, hvis der i første omgang er opkrævet gebyr for indgivelse af ansøgningen, men hvor det under realitetsbehandlingen af sagen viser sig, at Danmarks internationale forpligtelser tilsiger, at ansøgningen skulle have været tilladt indgivet uden betaling af gebyr.

 

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tilbagebetale ansøgningsgebyret.”

 

FAM/2023/83

Til toppen