Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Island, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i august 2012 indrejst i Danmark. I september 2014 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, at klageren havde modtaget ydelserne siden april 2014, og at kommunen ikke vidste, om ydelsen måtte antages at være vedvarende.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og havde konstateret, at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra april 2014 til Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2015 – det vil sige i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at klageren i perioden, hvor klageren havde modtaget ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse, og at ydelserne derfor måtte antages at ville blive vedvarende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det kunne føre til, at Udlændingenævnet ikke stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren kun havde boet lovligt i Danmark i cirka to år og 11½ måned, og at hun således havde boet i Danmark i mindre end tre år, hvorfor en hjemsendelse af klageren ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, og Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Det forhold, at klageren på klagetidspunktet havde opholdt sig i Danmark i mere end tre år, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde opholdt sig i Danmark i mere end tre år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig i Danmark siden august 2012, at hun i perioden fra april 2014 til og med juli 2015 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at klageren i sin klage havde oplyst, at hun nu, hvor kommunen var ophørt med at udbetale kontanthjælp, var gået i gang med at søge job. Udlændingenævnet fandt således efter de foreliggende oplysninger, at klageren ikke kunne anses for at have været omfattet af EU-rettens regler for fri bevægelighed, herunder som EØS-borger, under klagerens hidtidige ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt ej heller, at det forhold, at ansøgeren og dennes barn var glade for at bo i Danmark, hvor ansøgeren og barnet havde fået venner, og hvor barnet gik i skole og deltog i fritidsaktiviteter, kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes barn indrejste i Danmark i august 2012, og at ansøgeren og barnet derfor havde opholdt sig i Danmark i mindre end tre år, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren og barnet havde familie i Island. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde fået konstateret bipolær affektiv sindslidelse, at en medarbejder hos jobcenteret herefter havde sygemeldt klageren, hvorfor klageren begyndte at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at klageren efter længere tids behandling begyndte at føle sig bedre tilpas. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke led af en akut eller aktuelt livstruende lidelse, og at der måtte antages at være tilgængelige behandlingsmuligheder i Island. FAM/2015/167.

Senest opdateret: 15-10-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen