Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Norge, der havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18, og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i august 2014 indrejst i Danmark. I oktober 2014 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, og at kommunen vurderede, at hjælpen måtte anses for vedvarende, idet det måtte påregnes, at klageren ville have behov for ydelser i mere end et halvt år. 

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, og at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik fra oktober 2014 og frem, og at klageren således havde modtaget ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i perioden, hvor hun havde modtaget ydelser til forsørgelse, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren havde behov for vedvarende hjælp til forsørgelse, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, jf. stk. 3. Det forhold, at klageren efter det oplyste havde haft et praktikjob i en børnehave i en ikke nærmere angivet og dokumenteret periode, og det forhold, at klageren havde anført, at hun var aktivt jobsøgende, og at det på ingen måde var hendes hensigt at forblive på kontanthjælp i en længere periode, at hun havde fremlagt dokumentation for, at hun havde ansøgt om et job i september og oktober 2015, og at den kommune, hvori klageren boede, ikke havde vejledt klageren om konsekvenserne af at modtage kontanthjælp, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at klageren ville have undladt at søge om hjælp til forsørgelse, dersom hun var blevet vejledt af kommunen om, hvilken betydning det kunne have for hendes ret til at opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet henviste herunder til, at klageren var vidende om, at kommunen i oktober 2014 havde indberettet til Udlændingestyrelsen, at hun havde modtaget offentlig forsørgelse efter aktivloven, og at Udlændingestyrelsen ved dennes partshøring af hende i juni 2015 havde anmodet om hendes oplysninger om, hvorfor hun modtog offentlige ydelser. Endelig havde Udlændingestyrelsen oplyst klageren om, at Udlændingestyrelsen ville træffe afgørelse om, hvorvidt hun skulle hjemsendes på baggrund af, at hun i en vedvarende periode havde modtaget hjælp til forsørgelse, og at hun på trods heraf var fortsat med at modtage offentlige ydelser og ikke havde søgt midlertidig støtte fra sin familie i Danmark, som klageren i sin klage havde anført, at hun ville have gjort, såfremt hun havde været bekendt med konsekvenserne af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke på tilstrækkelig vis havde redegjort for, hvad hun ville og kunne have foretaget sig, herunder at hun ville og kunne have indrettet sig anderledes, såfremt hun var blevet vejledt af kommunen om konsekvensen af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at hun på anden vis ville have været i stand til at opretholde sin forsørgelse i Danmark, såfremt hun havde været klar over konsekvensen for sin opholdsret ved at modtage kontanthjælp og på den baggrund kunne have fravalgt at modtage kontanthjælp, da det fremgik af ansøgningen om hjælp til forsørgelse, at hun var uden arbejde og forsørgelsesgrundlag. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, idet hun alene havde opholdt sig i Danmark siden august 2014, og at der i øvrigt ikke var oplyst om helbredsmæssige problemer, der kunne føre til, at hun ikke skulle hjemsendes, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 6. Det forhold, at klageren havde to børn, som efter det oplyste kun talte dansk, gik i dansk folkeskole, havde danske kammerater, og som dagligt søgte at integrere sig i det danske samfund, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom det forhold, at klagerens søster og svoger boede i Danmark, heller ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, når hensås til klagerens manglende tilknytning til Danmark i øvrigt. Udlændingenævnet fandt herudover efter de foreliggende oplysninger, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med EU/EØS-reglerne om opholdsret og arbejdskraftens frie bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren – uanset at hun kortvarigt havde været i praktik i en børnehave i en ikke nærmere angivet eller dokumenteret periode, og uanset at hun havde anført, at hun var arbejdssøgende og fuldt arbejdsdygtig – havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse siden september 2014. Udlændingenævnet fandt derfor, at klageren ikke efter EU-opholdsdirektivet var berettiget til fortsat ophold som arbejdssøgende, eller som en person med tilstrækkelige midler. Udlændingenævnet fandt endelig på grund af den manglende tilknytning til Danmark, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. FAM/2016/121.

Senest opdateret: 06-12-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen