Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en polsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark i hvert fald siden september 2013, blev i september 2014 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han oplyste ikke at have været i beskæftigelse eller jobsøgende under sit ophold. Klageren ændrede dog senere forklaring til, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl. 

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdt sig ulovligt i Danmark på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, da han ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, idet han som EU-statsborger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og at Udlændingenævnet efter de foreliggende oplysninger fandt, at han ikke havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra september 2013 til september 2014, hvor han havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren over for politiet først oplyste, at han ikke havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ved en senere afhøring kom med modstridende oplysninger om, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl, ligesom han ikke kunne oplyse, hvilke arbejdspladser han havde ansøgt om job hos, og at han havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at en EU-statsborger, der er indrejst i landet for at søge beskæftigelse, har ret til ophold som arbejdssøgende i indtil seks måneder fra indrejsen, og at den pågældende herefter har ret til ophold som arbejdssøgende, så længe det kan dokumenteres, at den pågældende fortsat søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat, jf. § 3, stk. 4, i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/232.

Senest opdateret: 24-11-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen