Kriminalitet

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

    Dato: 16-12-2019

    Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med meddelelse af indrejseforbud i to år til en statsborger fra Frankrig.

    Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2019. Udlændingenævnet fandt således, at unionsborgeren ikke burde udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingenævnet fandt, at unionsborgerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af unionsborgeren ville være i strid med direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) artikel 27, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved det af unionsborgeren begåede tyveri var tale om et enkeltstående forhold, hvor det ikke kunne lægges til grund, at formålet med unionsborgerens indrejse i Danmark var at begå kriminaliteten, idet der til klagen var fremlagt blandt andet kopi af en ansættelseskontrakt mellem unionsborgeren og en restaurant fra september 2019, hvorved unionsborgeren pr. oktober 2019 blev ansat som kok, hvilket understøttedes af det forhold, at unionsborgeren i oktober 2019 fik udstedt EU-registreringsbevis, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på unionsborgerens personlige forhold, herunder at hun i øvrigt var ustraffet også under sit seneste ophold i Danmark i perioden fra juni 2019 til september 2019, samt at hun var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således henset til ovenstående, hvor unionsborgeren blandt andet havde fået udstedt EU-registreringsbevis, og hvor det begåede forhold hverken havde haft et professionelt eller planlagt tilsnit, at der ikke var grundlag for at antage, at hun i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at hendes adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor der ikke var grundlag for at udvise hende med indrejseforbud. Udlændingenævnet anmodede på denne baggrund Udlændingestyrelsen om at slette indberetningen af unionsborgerens indrejseforbud i kriminalregistret. FAM/2019/15.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2017 – Administrativ udvisning – Kriminalitet

    Dato: 02-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Etiopien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2015 blev kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse ved at have rettet henvendelse til forurettede og forhindret forurettede i at lukke sin bildør, hvorefter klageren havde befølt forurettede i ansigtet, på låret og brystet, samt flere gange havde tilbudt forurettede sex, hvilket var egnet til at krænke forurettedes blufærdighed, hvilket klageren blev idømt ti dagbøder á 250 kr. for. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at karakteren af den begåede lovovertrædelse sammenholdt med hensynet til den offentlige orden samt sikkerhedsmæssige grunde tilsagde, at klageren kunne udvises af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 38 år og etiopisk statsborger, at klageren havde været i Danmark i ca. fire en halv måned, da klageren blev dømt for blufærdighedskrænkelse, at klageren ikke fejlede noget helbredsmæssigt, at klageren ikke havde familie i Danmark, men at klageren havde en forlovet i Sudan og sin moder i Eritrea, og at klageren havde læst statistik på universitet i tre år. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde gjort tjeneste i militæret i 17-18 år, før klageren deserterede, og at klageren efter egne oplysninger risikerede tortur ved en tilbagevenden til Eritrea. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kunne være tale om forhold af asylrelevant karakter, som Flygtningenævnet ville vurdere i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af klagerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl fra november 2016. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at klagerens afslag på asyl i november 2016 blev asylretligt vurderet i forhold til Etiopien og ikke i forhold til Eritrea. FAM/2017/35.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-retten

    Dato: 25-07-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Den pågældende blev anholdt og sigtet for at have udført ulovligt arbejde i København, idet den pågældende ikke havde en gyldig arbejdstilladelse. Den pågældende fremviste i forbindelse hermed en ansættelseskontrakt indgået mellem den pågældende og et svensk vikarbureau samt en kontrakt om arbejdsudleje indgået imellem det svenske vikarbureau og det firma i Danmark (en mindre restauration i et indkøbscenter), hvor den pågældende var blevet anholdt for at have udført ulovligt arbejde.

    Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med det svenske vikarbureaus ret til fri udveksling af tjenesteydelser at kræve en arbejdstilladelse af den pågældende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til EU-Domstolens domme Kommissionen mod Luxemborg (C-445/03) præmis 39 og Vander Elst (C-43/93) præmis 20-21, og udledte heraf, at formålet med udstationeringen ikke må være at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted. Udlændingenævnet lagde vægt på, at vikarbureausituationen er kendetegnet ved, at udstationeringen af arbejdstageren udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som vikarbureauet udfører, og at arbejdstageren udfører opgaverne under det i Danmark baserede firmas kontrol og ledelse. Udlændingenævnet bemærkede således, at det i disse situationer må antages, at formålet med udstationeringen af arbejdstagere fra vikarbureauet som udgangspunkt er at bringe arbejdstagere ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted. Medlemsstaten vil derfor i denne situation kunne kræve arbejdstilladelse fra den pågældende tredjelandsstatsborger. Er formålet ikke at bringe arbejdstagere ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted, kan der ikke kræves arbejdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at formålet med den pågældendes ansættelse i det danske firma som udstationeret fra det svenske vikarbureau var at bringe den pågældende ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet her i landet. Udlændingenævnet henviste til, at den pågældende som tredjelandsstatsborger er bosiddende i Sverige og har fået ansættelse i Danmark igennem et svensk vikarbureau, og at den pågældende har været undergivet det danske firmas kontrol og ledelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke var i modstrid med EU-retten at kræve arbejdstilladelse af den pågældende. FAM/2013/41.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet

    Dato: 13-06-2013

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en russisk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1. Den pågældende indrejste efter egne oplysninger i Danmark samme dag, som vedkommende blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15, stk. 1, nr. 5, ved uden politiets tilladelse at have båret en enhåndsbetjent foldekniv. Den pågældende vedtog et bødeforelæg på 3.000 kr. for forholdet.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at træffe afgørelse om udvisning med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, var til stede, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, herunder da der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren skulle have tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2013/39.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen