Kriminalitet
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2022 – administrativ udvisning - EU-borger – kriminalitet
Dato: 15-09-2022Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Rumænien, da han gentagne gange var sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren indrejste i Danmark ad flere om gange, herunder i marts 2017, i juli 2018 og senest i januar 2019. Under sine ophold i Danmark havde klageren flere gange begået berigelseskriminalitet, herunder bl.a. tyveri af en cykel, en taske og dagligvarer.
Klageren blev antruffet af politiet i februar 2019, da han var i færd med at putte en parfume i sin lomme i et indkøbscenter. Derudover var klageren i besiddelse af 2,25 gram hash, som klageren erkendte var til eget brug. Han vedtog en udenretlig bøde på 5.400 kr. for tyveri og for besiddelse af euforiserende stoffer.
Udlændingestyrelsen traf i februar 2019 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud for klageren, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, idet styrelsen vurderede, at klageren udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, da det var en grundlæggende samfundsinteresse at kunne beskytte sig mod tyveri. Udlændingestyrelsen vurderede derfor, at udvisningen af klageren ikke var uforeneligt med EU-reglerne og EU-domstolens praksis om udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne.
Udlændingenævnets vurdering
”Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i 2 år i medfør af § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 5, 1. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen i primo februar 2019.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af sagens oplysninger fremgår, at klageren i primo februar 2019 blev antruffet af politiet, at klageren efterfølgende blev anholdt og sigtet for butikstyveri og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og at klageren har erkendt tyveriet af en parfume.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren har vedtaget en udenretlig bøde på 5.400 kr. for tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved at have stjålet en parfume til en værdi af 660 kr., samt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at klageren tidligere har været idømt bøder og er blevet sigtet flere gange i sager om berigelseskriminalitet:
- I marts 2017 blev klageren sigtet for brugstyveri af en cykel. Politiet afgjorde sagen med udstedelse af en bøde på 1.000 kr.
- I juli 2018 blev klageren sigtet for tyveri af en taske til en værdi af 3.500 kr. Klageren nægtede forholdet. Politiet afgjorde sagen med udstedelse af en bøde på 3.000 kr.
- I september 2018 vedtog klageren en bøde på 1.000 kr. for tyveri af vin og en pastaret.
- I oktober 2018 vedtog klageren en bøde på 2.500 kr. for bl.a. tyveri af pant til en værdi af 225 kr.
- I januar 2019 blev klageren sigtet for tyveri af dagligvarer for 384,33 kr. fra en butik.
- I primo januar 2019 vedtog klageren en bøde på 500 kr. for tyveri af 2 flasker vin samt en dåse kaffe.
Udlændingenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet finder derfor, at udvisningen ikke er uforenelig med EU-reglerne.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at klageren siden 2017 er blevet sigtet i flere sager om berigelseskriminalitet, og at klageren har vedtaget 3 af bøderne.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er rumænsk statsborger, at han ikke har haft længerevarende ophold i Danmark, at han ikke har særlig tilknytning til Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kan føre til, at en udvisning af klageren må antages at virke særligt belastende for klageren.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, 1. pkt., idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af primo februar 2019.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. september 2022 – Administrativ udvisning af EU-borger – kriminalitet
Dato: 08-09-2022Udlændingenævnet stadfæstede i september 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Rumænien, da han gentagne gange var sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren indrejste til Danmark i 2016 og begik gentagen kriminalitet i perioden fra december 2016 til december 2019. Klageren var bl.a. dømt for tyveri to gange og havde vedtaget en bøde for et enkelt tyveriforhold. Klageren var sigtet for yderligere 2 forhold for henholdsvis tyveri, databedrageri og ulovlig omgang med hittegods.
Senest var klageren blevet antruffet af politiet i november 2020, idet han var blevet tilbageholdt af en vagt i forbindelse med butikstyveri af chokoladebarer og kaffeglas, hvilket klageren erkendte.
Klagen oplyste klageren, at han var hjemløs, stofmisbruger og prostitueret og stjal madvarer med henblik på videresalg for at få råd til stoffer. Klageren oplyste endvidere, at han arbejdede som prostitueret efter eget ønske, og at han ikke betalt penge til andre i forbindelse med prostitutionen.
Udlændingestyrelsen traf i november 2020 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud for klageren, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, idet styrelsen vurderede, at klageren udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, da det var en grundlæggende samfundsinteresse at kunne beskytte sig mod tyveri.
Udlændingenævnet har valgt kun at offentliggøre den del af Udlændingenævnets afgørelse, der vedrører udvisning af unionsborgeren pga. kriminalitet.
Udlændingenævnets vurdering
”På tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2020 havde klageren ikke haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder.
Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i 2 år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen i november 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren blev antruffet og anholdt af politiet for butikstyveri af diverse madvarer, så de ikke kunne sælges, til en samlet værdi af 560 kr. Klageren blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren har erkendt tyveri af varerne, og at han har vedtaget en udenretlig bøde herfor.
Udlændingenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens forhold, at tyveriet ikke er af tilfældig karakter, og at klagerens adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet finder derfor, at udvisningen ikke er uforenelig med EU-reglerne.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren gentagne gange er blevet sigtet og straffet for ensartet berigelseskriminalitet, herunder ved byrettens dom fra august 2020, hvor klageren blev straffet med 7 dages betinget fængsel for ulovlig omgang med hittegods og databedrageri, og en række butikstyverier begået hhv. i april 2018, i januar 2019, i oktober 2019 og i december 2019, hvorfor der ikke var tale om en begrænset skadevirkning. Udlændingenævnet finder derfor, at der er grundlag for at antage, at klageren vil begå lignende kriminalitet på ny.
Det forhold, at Center Mod Menneskehandel har udtalt, at klageren er offer for menneskehandel, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren til Center Mod Menneskehandel samt til politiet har oplyst, at han arbejdede som prostitueret uden at være udsat fra pres fra andre.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at uanset om klageren tidligere skulle have været offer for menneskehandel, at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke var tale om et aktuelt forhold, idet det er flere år siden, klageren forlod den herboende person, der havde udsat ham for pres og udnyttelse, og at klageren ikke har oplyst om, at han siden har været udsat for pres, tvang, udnyttelse eller lignende.
Udlændingenævnet finder ikke anledning til at partshøre klageren i forhold til, om klageren kan anses for at være i et aktuelt handelsforhold, da det påhviler udlændingen at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af sagen, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er rumænsk statsborger, at klageren ikke har haft længerevarende ophold i Danmark, at klageren ikke har særlig tilknytning til Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klageren.
Udlændingenævnet finder desuden, at til trods for klagerens manglende tilknytning til Rumænien, kan dette ikke føre til, at en udvisning må antages at være uforenelig med EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 26 b.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom klagerens tilknytning skulle være større til Danmark end til Rumænien, vejer samfundsinteressen i, at klageren udvises af Danmark tungere, end hans manglende tilhørsforhold til Rumænien.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren kom til Danmark som helt ung, at han under hele sit ophold i Danmark har udøvet kriminalitet, at der er tale om hyppig og vedvarende gentagelser af kriminalitet begået i voksenalderen, at klageren ikke har formået eller forsøgt at integrere sig i Danmark, at klageren ingen relationer har opbygget i Danmark, hverken venskab, kærester eller herboende familie, og at klageren udvises i en periode på 2 år med mulighed for at returnere til Danmark ved udløbet af denne periode.
Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at flere af klagerens kriminelle forhold ligger langt tilbage i tid, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af byrettens dom fra august 2020, at klageren kontinuerligt i perioden ultimo december 2016 til ultimo december 2019 har begået kriminalitet, hvortil klageren er blevet dømt for 5 forskellige forhold, at han tidligere er straffet for tyveri ved to forskellige domme fra august 2019, at klageren har vedtaget en bøde for et enkelt tyveri forhold, og at han er sigtet for yderligere 2 forhold for henholdsvis tyveri, databedrageri og ulovlig omgang med hittegods.
Det forhold, at der til støtte for klagen er anført, at klagerens misbrug er i bedring, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er ført fornødent bevis for, at dette skulle være tilfældet, samt at klageren under afhøringen oplyste, at han har haft et stofmisbrug de sidste 2 år.
…
Det forhold, at det er anført, at den type misbrugsrelaterede berigelseskriminalitet, klageren har begået, er af mindre alvorlig karakter, at klageren ved byrettens dom i august 2020 blev dømt for mindre kriminalitet, at din klient i den forbindelse blev frifundet for udvisning, og at påstanden om udvisning blev frafaldet af anklagemyndigheden under retsmødet, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at nærværende sag omhandler et strafbart forhold begået i forlængelse af de strafbare forhold, som klageren blev dømt for i byretten i august 2020, og at der på tidspunktet for Udlændingestyrelsens efterfølgende afgørelse i november 2020 således var tilvejebragt tilstrækkeligt grundlag for – ud fra en konkret vurdering af klagerens samlede handlemønster siden hans indrejse i Danmark, herunder formålet med tyveriet – at udvise klageren efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.
Det forhold, at det er anført, at små sporadiske butikstyverier ikke udgør en alvorlig trussel i opholdsdirektivets forstand, og at klageren alene blev idømt 7 dages betinget fængsel med dissens for bøde, kan ligeledes ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til ovennævnte begrundelse.
Det forhold, at der er henvist til en dom fra april 2018, hvor retten fandt, at udvisning i et sådant tilfælde var i strid med opholdsdirektivet, og at den tiltalte i den pågældende sag blev idømt 3 måneders betinget fængsel, hvorimod klageren alene blev idømt 7 dages betinget fængsel med dissens for bøde, kan ikke føre til en ændret vurdering, da den sag, som der er henvist til vedrører en EU-borger uden tidligere forstraffe, og sagerne derfor ikke umiddelbart er sammenlignelige.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvom der er tale om småkriminalitet i form af tyveri, databedrageri og ulovlig omgang med hittegods og beløb af for forholdene set isoleret mindre værdi, tillægges det betydning i den samlede afvejning, at klageren siden sin indrejse i Danmark i 2016 har udført berigelseskriminalitet, og at der ikke på noget tidspunkt under klagerens ophold i Danmark har været en længere periode uden kriminalitet.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet
Dato: 16-12-2019Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med meddelelse af indrejseforbud i to år til en statsborger fra Frankrig.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2019. Udlændingenævnet fandt således, at unionsborgeren ikke burde udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingenævnet fandt, at unionsborgerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af unionsborgeren ville være i strid med direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) artikel 27, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved det af unionsborgeren begåede tyveri var tale om et enkeltstående forhold, hvor det ikke kunne lægges til grund, at formålet med unionsborgerens indrejse i Danmark var at begå kriminaliteten, idet der til klagen var fremlagt blandt andet kopi af en ansættelseskontrakt mellem unionsborgeren og en restaurant fra september 2019, hvorved unionsborgeren pr. oktober 2019 blev ansat som kok, hvilket understøttedes af det forhold, at unionsborgeren i oktober 2019 fik udstedt EU-registreringsbevis, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på unionsborgerens personlige forhold, herunder at hun i øvrigt var ustraffet også under sit seneste ophold i Danmark i perioden fra juni 2019 til september 2019, samt at hun var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således henset til ovenstående, hvor unionsborgeren blandt andet havde fået udstedt EU-registreringsbevis, og hvor det begåede forhold hverken havde haft et professionelt eller planlagt tilsnit, at der ikke var grundlag for at antage, at hun i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at hendes adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor der ikke var grundlag for at udvise hende med indrejseforbud. Udlændingenævnet anmodede på denne baggrund Udlændingestyrelsen om at slette indberetningen af unionsborgerens indrejseforbud i kriminalregistret. FAM/2019/15. -
Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2017 – Administrativ udvisning – Kriminalitet
Dato: 02-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Etiopien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2015 blev kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse ved at have rettet henvendelse til forurettede og forhindret forurettede i at lukke sin bildør, hvorefter klageren havde befølt forurettede i ansigtet, på låret og brystet, samt flere gange havde tilbudt forurettede sex, hvilket var egnet til at krænke forurettedes blufærdighed, hvilket klageren blev idømt ti dagbøder á 250 kr. for. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at karakteren af den begåede lovovertrædelse sammenholdt med hensynet til den offentlige orden samt sikkerhedsmæssige grunde tilsagde, at klageren kunne udvises af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 38 år og etiopisk statsborger, at klageren havde været i Danmark i ca. fire en halv måned, da klageren blev dømt for blufærdighedskrænkelse, at klageren ikke fejlede noget helbredsmæssigt, at klageren ikke havde familie i Danmark, men at klageren havde en forlovet i Sudan og sin moder i Eritrea, og at klageren havde læst statistik på universitet i tre år. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde gjort tjeneste i militæret i 17-18 år, før klageren deserterede, og at klageren efter egne oplysninger risikerede tortur ved en tilbagevenden til Eritrea. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kunne være tale om forhold af asylrelevant karakter, som Flygtningenævnet ville vurdere i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af klagerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl fra november 2016. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at klagerens afslag på asyl i november 2016 blev asylretligt vurderet i forhold til Etiopien og ikke i forhold til Eritrea. FAM/2017/35.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-retten
Dato: 25-07-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Den pågældende blev anholdt og sigtet for at have udført ulovligt arbejde i København, idet den pågældende ikke havde en gyldig arbejdstilladelse. Den pågældende fremviste i forbindelse hermed en ansættelseskontrakt indgået mellem den pågældende og et svensk vikarbureau samt en kontrakt om arbejdsudleje indgået imellem det svenske vikarbureau og det firma i Danmark (en mindre restauration i et indkøbscenter), hvor den pågældende var blevet anholdt for at have udført ulovligt arbejde.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med det svenske vikarbureaus ret til fri udveksling af tjenesteydelser at kræve en arbejdstilladelse af den pågældende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til EU-Domstolens domme Kommissionen mod Luxemborg (C-445/03) præmis 39 og Vander Elst (C-43/93) præmis 20-21, og udledte heraf, at formålet med udstationeringen ikke må være at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted. Udlændingenævnet lagde vægt på, at vikarbureausituationen er kendetegnet ved, at udstationeringen af arbejdstageren udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som vikarbureauet udfører, og at arbejdstageren udfører opgaverne under det i Danmark baserede firmas kontrol og ledelse. Udlændingenævnet bemærkede således, at det i disse situationer må antages, at formålet med udstationeringen af arbejdstagere fra vikarbureauet som udgangspunkt er at bringe arbejdstagere ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted. Medlemsstaten vil derfor i denne situation kunne kræve arbejdstilladelse fra den pågældende tredjelandsstatsborger. Er formålet ikke at bringe arbejdstagere ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted, kan der ikke kræves arbejdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at formålet med den pågældendes ansættelse i det danske firma som udstationeret fra det svenske vikarbureau var at bringe den pågældende ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet her i landet. Udlændingenævnet henviste til, at den pågældende som tredjelandsstatsborger er bosiddende i Sverige og har fået ansættelse i Danmark igennem et svensk vikarbureau, og at den pågældende har været undergivet det danske firmas kontrol og ledelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke var i modstrid med EU-retten at kræve arbejdstilladelse af den pågældende. FAM/2013/41.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet
Dato: 13-06-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en russisk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1. Den pågældende indrejste efter egne oplysninger i Danmark samme dag, som vedkommende blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15, stk. 1, nr. 5, ved uden politiets tilladelse at have båret en enhåndsbetjent foldekniv. Den pågældende vedtog et bødeforelæg på 3.000 kr. for forholdet.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at træffe afgørelse om udvisning med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, var til stede, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, herunder da der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren skulle have tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2013/39.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet