Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter egne oplysninger var indrejst i Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016 og således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i cirka tre eller fire dage. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i oktober 2016 var blevet anholdt og sigtet for fire overtrædelser af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved i fire tilfælde af butikstyverier at have stjålet for i alt 2.148 kr. i butikker. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet pågrebet i umiddelbar tilknytning til det ene forhold, at han havde erkendt alle fire forhold over for politiet, og at han havde vedtaget et bødeforelæg på 4.400 kr. for butikstyverierne, som var blevet begået i nær tilknytning til hans indrejse her i landet. Udlændingenævnet henviste herudover til, at klageren overfor politiet havde oplyst, at han havde brugt alle sine penge på at købe hash på Christiania, at han ikke havde adgang til penge, og at han havde overnattet på Christiania den første nat, men siden da ikke havde sovet. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at udvisningen ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om, at klageren var kommet til Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016, at han ikke tidligere havde været i Danmark, at han ikke havde tilknytning til herboende personer, og at han ikke havde oplyst om særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ham måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2017/148.
Senest opdateret: 21-11-2017
Udgiver: Udlændingenævnet