Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Rumænien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1. nr. 1, ikke var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et enkeltstående tyveri af beskeden værdi, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren var indrejst i Danmark med det formål at begå kriminalitet, samt at klageren havde forklaret, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka seks måneder, hvilken forklaring på det foreliggende grundlag ikke kunne forkastes som værende urigtig. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af klageren ville være i strid med opholdsdirektivets (direktiv 2004/38/EF) artikel 27, stk. 2. FAM/2017/62.
 

Senest opdateret: 09-10-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen