Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en rumænsk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt. 

Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2017 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i juni 2017 var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, ved i juni 2017 i en park, hvortil der var almindelig adgang, at have etableret og opholdt sig i en lejr, som var indrettet med flere madrasser, soveposer og med fire andre personer, hvilket var egnet til at skabe utryghed i nærområdet, at klageren samme dag havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for forholdet, og at klageren over for politiet havde oplyst at være bekendt med, at det ikke er tilladt at overnatte i parker. Udlændingenævnet fandt endvidere, at forholdet ikke kunne anses for at være af tilfældig karakter med en begrænset skadesvirkning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et gentagelsestilfælde, idet klageren også i marts 2017 og i maj 2017 var blevet bortvist som overnatter, og da klageren i maj 2017 havde vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at forholdet var begået i umiddelbar tidsmæssig forlængelse af klagerens indrejse i Danmark og i forening med flere andre personer, hvorfor forholdet ikke kunne anses som et udtryk for en spontan handling, men sammenholdt med klagerens øvrige adfærd som betler og flaskesamler måtte anses for at udgøre en systematisk adfærd under klagerens ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at klagerens handling havde en begrænset skadevirkning, at klageren ikke havde begået anden kriminalitet i forbindelse med overnatningerne i form af tyveri, husfredskrænkelser eller andet, og at der herved var henvist til dommene U 2011.1800H og U 2016.1083/2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der i den aktuelle sag ikke var grundlag for at antage, at det begåede forhold, som tilfældet var i U 2011.1800H og U 2016.1083Ø – hvor det blev fastslået, at husfredskrænkelse, jf. straffelovens § 264, begået af EU-borgere ikke kunne begrunde udvisning – havde karakter af et tilfældigt begået forhold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herefter, at udvisningen med indrejseforbud ikke var uforenelig med EU-reglerne, herunder opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, idet udvisningen – henset til klagerens adfærd og begrænsede tilknytning til Danmark – også måtte anses som proportional. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft længevarende ophold her i landet, at klageren ikke havde nogen særlig tilknytning til herboende personer, og at klageren ikke havde oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til Rumænien, hvor hendes ægtefælle og fire børn boede. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at klageren efter det oplyste var blevet opereret i leveren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget behandling for sin tilstand i form af en operation og ved medicinering. FAM/2018/15.

Senest opdateret: 09-04-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen