Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde– udstationering
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet på en arbejdsplads i Danmark. Klageren fremgik desuden på en liste over medarbejdere på arbejdspladsen. Klageren havde opholdstilladelse I Portugal og var ansat i et vikarbureau der. Det var hensigten, at han skulle arbejde i 1 år i Danmark. Klager var ikke i besiddelse af visum og arbejdstilladelse.
Klager blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 2 år under henvisning til det ulovligt arbejde og ulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.
Udlændingestyrelsens afgørelse
Vi har lagt til grund, at du i den […] marts 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du i perioden fra […] november 2022 til [...] marts 2023 i en [dansk virksomhed] har udført arbejde som lagerarbejder, selvom du ikke var i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse.
[…]
Vi har på baggrund af det ovenstående og sagens øvrige oplysninger vurderet, at du ikke har arbejdet lovligt i medfør af EU-reglerne om udstationering.
Vi har lagt vægt på, at du har oplyst, at du forud for din udstationering ikke har udført arbejde for den [portugisisk virksomhed] forud for din udsendelse til Danmark. Det er en grundlæggende betingelse for udstationering efter EU-reglerne, at du har udført faktisk og reelt arbejde for den udstationerende virksomhed i dennes hjemland, hvorfor vi på baggrund af ovenstående har vurderet, at du ikke er omfattet af EU-reglerne for udstationering.
Vi har ved vurderingen lagt vægt på, at for at være omfattet af udstationeringsreglerne, skal der være indgået en aftale mellem virksomheden i det andet EU-land og virksomheden i værtslandet om, at førstnævnte virksomhed leverer en tjenesteydelse til sidstnævnte. En sådan aftale skal angive de nærmere rammer for – og afgrænsning af – tjenesteydelsen, herunder præcisering af tjenesteydelsens omfang og arbejdsmæssige karakter, den tidsmæssige afgrænsning, samt den aftalte betaling for tjenesteydelsen.
Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at der til sagen ikke er fremlagt aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem [det portugisiske vikarbureau] og den [danske virksomhed], hvorfor du vurderes ikke at være omfattet af EU-reglerne for udstationering.
Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at der er indgået en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem [det portugisiske vikarbureau] og den [danske virksomhed] om, at [det portugisiske vikarbureau] over en fastsat, tidsbegrænset periode og mod en aftalt økonomisk modydelse skal udføre en afgrænset og nærmere defineret arbejdsopgave for den [danske virksomhed]
Vi har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdene og modtaget en udenretlig bøde på 11.000 kr. for forholdet samt for nedenstående forhold.
Idet du efter det oplyste ikke kan antages at være omfattet af EU-reglerne for fri bevægelighed af tjenesteydelser og af EU-Domstolens praksis vedrørende arbejdstagere, der er udstationeret af en virksomhed etableret i en medlemsstat, og som leverer tjenesteydelser i en anden medlemsstats, vurderer [Udlændingestyrelsen] således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Indien ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladele hertil i henhold til de nationale regler.
[…]
Vi har lagt til grund, at du er statsborger i Indien, at du har opholdstilladelse i Portugal, og at du den […] november 2022 indrejste i Danmark.
[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ved anholdelsen ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse.
[…]
Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Vi finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
Vi finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse
Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse [...] marts 2023.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge som ikke har haft lovligt ophold her i landet i en længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] […] marts 2023 blev antruffet af […] politi […], at [klageren] ikke over for […] politi kunne fremvise en gyldig opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, og at [klageren] derfor blev anholdt og siget af […] politi for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] over for […] politi erkendte, at [klageren] havde udført arbejde i Danmark, og at [klageren] vedtog en udenretlig bøde på 11.000 kr. for forholdet.
Det til støtte for klagen anført, at [klageren]er omfattet af udstationeringsreglerne, og derfor ikke skal have en dansk arbejdstilladelse, idet der bl.a. er henvist EU-opholdsbekendtgørelsen og EU-Domstolens praksis, herunder Essent Energie Productie dommen og Danieli og C.Officine Maccaniche Spa Dommen.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at [klageren]er omfattet af reglerne om udstationering, hvorefter en virksomhed i en anden medlemsstat har ret til at udstationere sin ansatte – uanset nationalitet - i en anden medlemsstat i forbindelse med leveringen af en tjenesteydelse, og hvor tjenesteydelsen har form af en afgrænset arbejdsopgave, som udføres i en tidsbegrænset periode mod en for forhånd aftalt økonomisk modydelse.
Udlændingenævnet skal indledningsvist henvise til, at det følger af EU-Domstolens praksis, at virksomhed, der består i mod vederlag at stille arbejdskraft, der forbliver ansat hos virksomheden, til rådighed, uden at der indgås en arbejdskontrakt med aftageren, udgør en erhvervsmæssig virksomhed, der skal betragtes som en tjenesteydelse omfattet af TEUF artikel 57, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til bl.a. C-91/13, Essent Energie Productie, præmis 37. Tilrådighedsstillelse af arbejdskraft udgør således en tjenesteydelse i EU-rettens forstand, og der kan derfor ikke alene med henvisning til det modsatte meddeles afslag på udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret. Udlændingenævnet har således lagt til grund, at [EU-virksomheden] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft.
Det følger imidlertid også af EU-Domstolens praksis, at selv om tilrådighedsstillelse af arbejdskraft er en tjenesteydelse i henhold til TEUF artikel 57, stk. 1, kan der alligevel efter omstændighederne stilles krav om arbejdstilladelse efter udlændingelovens regler. I retspraksis sondrer EU-Domstolen mellem udstationering, hvor tilrådighedsstillelsen af arbejdskraft udgør selve tjenesteydelsen og udstationering med henblik på levering af en tjenesteydelse, hvor tilrådighedsstillelsen af arbejdskraften alene udgør et accessorium til tjenesteydelsen.
Ved vurderingen af, om der kan stilles krav om arbejdstilladelse ved tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, følger det også af EU-Domstolens praksis bl.a., at der skal tages hensyn til på den ene side beskyttelsen af retten til fri udveksling af tjenesteydelser i TEUF artikel 56 og på den anden side medlemsstaternes ret til at kontrollere, at der ikke sker forstyrrelser på arbejdsmarkedet, og at virksomheder ikke benytter sig af den frie udveksling af tjenesteydelser med et andet formål end at udføre den pågældende ydelse, f.eks. med henblik på at bringe arbejdstagere ind på medlemsstatens arbejdsmarked. Se f.eks. sag C-445/03, Kommissionen mod Luxembourg, præmis 39 og sag C-91/13, Essent Energie Productie, præmis 38.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det af [kontrakt] af […] oktober 2022 samt [kontrakt] af […] november 2022, mellem [EU-virksomhed] og [klageren] følger, at [klageren] fra […] november 2022 til […] november 2023 udstationeres til [dansk virksomhed], og at det er [dansk virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse.
På den baggrund finder Udlændingenævnet, at der over for [klageren] med rette kan stilles krav om arbejdstilladelse.
Det forhold, at [klageren] har en gyldig opholds- og arbejdstilladelse i Portugal, kan ikke føre til en anden vurdering, da denne ikke giver ret til at arbejde i Danmark
Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse […] marts 2023.
Udlændingenævnet henviser endvidere til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] med en opholdstilladelse i Portugal kan opholde sig visumfrit i Danmark og Schengenområdet i 90 dage i en 180-dages periode jf. udlændingelovens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] i […] marts 2023 af […] politiet blev sigtet og anholdt, jf. udlændingelovens § 59, stk. 3, da [klageren] har opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, idet [klageren] havde opholdt sig i Schengenområdet i 137 dage i en 180-dages periode, fra den […] november 2022 indtil den […] marts 2023, hvilket svarer til et overstay på 47 dage.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klageren] under afhøringen har erkendt at have opholdt [sig] ulovligt i Danmark, og at [klageren] har vedtaget en udenretlig bøde herfor.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Portugal, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
VAU/2023/115