Praksis

Ulovligt ophold

Forrige

Side 3 af 4

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud

Dato: 16-12-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om udvisning af et serbisk ægtepar for indrejse i Danmark i strid med et indrejseforbud meddelt i et andet Schengenland, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klagerne med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlængestyrelsen traf afgørelserne i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerne var indrejst i Schengen-området i april 2015 på trods af, at klagerne var meddelt indrejseforbud i Schengen-området i to Schengen-lande gældende til henholdsvis september 2015 og februar 2017. Det forhold, at klagerne havde oplyst, at de ikke havde kendskab til indrejseforbuddene i de to Schengen-lande, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ene klager var blevet deporteret til Serbien af Ungarn i september 2010, og at den anden klager var blevet udvist af Tyskland i marts 2010, efter at den pågældende var blevet dømt flere tilfælde af tyveri. Udlændingenævnet henviste til, at det er to Schengen-lande, der havde indberettet klagerne i SIS, og såfremt klagerne ville gøre indsigelser mod disse landes indberetning i SIS, måtte klagerne rette henvendelse til de relevante landes myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klagerne havde oplyst, at klagerne var blevet overfaldet gentagne gange i Serbien som følge af deres tilknytning til Kosovo, og at klagerne havde en verserende konflikt med en tidligere arbejdsgiver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, der ikke indgik i vurderingen af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klagerne havde frafaldet deres asylansøgninger i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at en af klagerne led af hjerteproblemer, for højt kolesterol samt dårlige nerver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke herved forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klagerne. FAM/2015/235.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 16-12-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold i Danmark, til en pakistansk statsborger, der ved Flygtningenævnets afgørelse fra december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og som i den forbindelse blev pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Klageren udrejste ikke i overensstemmelse hermed. Klageren havde et mindreårigt barn, født i 2013, med en bulgarsk statsborger. Barnets moder forsvandt efter det oplyste kort efter fødslen, og klageren havde en verserende sag ved Statsforvaltningen om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Han ønskede herefter at søge opholdstilladelse efter EU-retten under henvisning til sin søn, der var bulgarsk statsborger.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og at han i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt., og at han ikke var udrejst i overensstemmelse hermed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved sit fremmøde hos Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, i december 2014 havde oplyst, at han og hans søn ønskede at medvirke frivilligt til udsendelsen, at han skulle bruge to måneder til at få afsluttet sine sager, men at når sagerne var afsluttede, ville han gerne samarbejde fuldt ud med myndighederne. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren og hans søns asylsag var afsluttet ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at det oplyste om den verserende sag om ophævelse af fælles forældremyndighed ikke gav anledning til at udsætte udrejsefristen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at han alene sås at have haft processuelt ophold under asylsagsbehandlingen, at han blev meddelt endeligt afslag på asyl ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at han senest i november 2015 havde fået afslag på genoptagelse af sin asylsag. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at udvisningen af klageren ville stride mod retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og barnets interesse efter FN’s Børnekonvention, idet klagerens mindreårige søn ville blive adskilt fra sin fader, hvis denne blev udvist, da den mindreårige søn ikke havde et gyldigt pas, og klageren ikke havde fuld forældremyndighed over drengen, og at dette betød, at den mindreårige søn ikke kunne følge med til Pakistan og heller ikke kunne søge om opholdstilladelse i Pakistan uden et gyldigt pas, kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land, de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ikke, at FN’s børnekonvention giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Det forhold, at partsrepræsentanten havde henvist til to domme afsagt af EU-domstolen – Sag C-34/09 Gerardo Ruiz Zambrano mod Office national del I’emploi (Onem) og Sag C-200/02 Kungian Catherine Zhu og Man Lavette Chen mod Secretary of State for the Home Department – kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle sager om opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet konstaterede i den forbindelse, at den rette myndighed – Statsforvaltningen – allerede havde behandlet sagen. FAM/2015/250.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Beskyttelsesværdigt familieliv

Dato: 13-04-2015

Udlændingenævnet hjemviste i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en somalisk statsborger, som var blevet udvist med indrejseforbud i to år, under henvisning til, at hun ikke havde overholdt en fastsat udrejsefrist. Udrejsefristen blev fastsat i forbindelse med, at ansøgeren i marts 2014 blev meddelt endeligt afslag på asyl. Ansøgeren indrejste i Danmark i november 2012 og indgik i januar 2015 ægteskab med en somalisk statsborger, som i oktober 2012 blev meddelt asyl i Danmark. Det fremgik af sagen, at parret boede sammen, og at parret i december 2014 fik et fællesbarn.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen forud for afgørelsen om, hvorvidt ansøgeren burde udvises af Danmark, kunne tage stilling til om ansøgeren og dennes ægtefælle havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, eller om parret kunne henvises til at udøve familielivet i Somalia. FAM/2015/118.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 21-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Klageren blev i marts 2013 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet i maj 2013, hvorefter det blev pålagt klageren at udrejse af landet 15 dage efter afgørelsesdatoen. I januar 2014 mødte klageren hos Rigspolitiet som tilsagt og oplyste, at han ikke ville medvirke til udsendelsen, da han ikke stolede på, at han ville kunne få en tidligere behandlingsdato end i marts 2014, idet han skulle behandles for øjenproblemer. Klageren blev samtidig vejledt om konsekvensen af manglende udrejse. Af øjenrapport fra Roskilde Sygehus’ øjenafdeling fra januar 2014 fremgik det, at en hurtig behandling af klagerens øjne var nødvendig, idet han var i udsendelsesposition, og at han havde fået en tid i marts 2014 på øjenafdelingen. Klageren blev ved afgørelse fra august 2014 af Udlændinge¬styrelsen udvist med indrejseforbud i to år. Afgørelsen blev påklaget i oktober 2014. Det fremgik af klagen, at klageren som følge af et slag mod sit højre øje halvandet år tilbage havde mistet synet på øjet, og at han led af grøn stær. I november 2014 udtalte Udlændingestyrelsen, at klagerens helbredsmæssige problem med sit ene øje ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i maj 2013 blev pålagt at udrejse af Danmark, efter at han var blevet meddelt endeligt afslag på asyl, og at han i august 2014 ikke sås at være udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det forhold, at klageren havde mistet synet på sit højre øje og led af grøn stær, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens udtalelse fra november 2014, at klagerens helbredsmæssige problem ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen. FAM/2015/64.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 01-12-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en israelsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren indrejste ifølge politiets oplysninger i Danmark i december 2010 på et turistvisum og havde efter egne oplysninger ikke søgt om familiesammenføring med sin herboende samlever, da hun vidste, at hun ikke opfyldte kravene for at opnå familiesammenføring. Politiet anholdt i oktober 2014 klageren og sigtede hende for ulovligt ophold, idet hun efter eget udsagn havde opholdt sig i Danmark siden december 2010. Klageren erkendte over for politiet at have opholdt sig ulovligt her i landet.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark siden december 2010, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren trods sit næsten fire år lange ophold i Danmark ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne etablere og udøve familieliv i Danmark, da hun aldrig havde søgt om opholdstilladelse, og da det efter det oplyste var et bevidst valg fra hendes og hendes samlevers side ikke at søge om familiesammenføring eller opholdstilladelse på andet grundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning måtte anses for at virke særligt belastende, idet klageren efter det oplyste havde familie og venner i Israel, som hun var i daglig kontakt med. Der sås endvidere ikke at foreligge særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der kunne føre til, at udvisningen måtte anses for særligt belastende for klageren. FAM/2014/226.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. november 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 11-11-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en gambisk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse i Spanien, indrejste ifølge egne oplysninger i Danmark midt i marts 2014. Politiet anholdt midt i juli 2014 klageren og sigtede ham for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig i Danmark i mere end 90 dage. Klageren havde over for politiet erkendt, at have opholdt sig ulovligt her i landet.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark i cirka en måned i perioden fra medio juni 2014 til medio juli 2014, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Det forhold, at klagerens kæreste, der boede i Danmark, til støtte for klagen havde anført blandt andet, at klageren ikke forstod Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse, idet denne var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet afgørelsen blev forkyndt på engelsk for klageren, og idet klageren havde oplyst, at han forstod engelsk, ligesom han havde tilkendegivet, at han ikke var enig i afgørelsen, men ikke ønskede at påklage denne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde oplyst, at han og hans kæreste skulle giftes i Danmark i november 2014, og at klageren var i Danmark, fordi han var blevet forelsket i sin herboende kæreste og agerede far for dennes børn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering og lagde herved vægt på, at klageren havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark, og at klageren og dennes kæreste derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne opholde sig vedvarende her i landet med henblik på at etablere et familieliv, ligesom Udlændingenævnet henviste til, at klageren udover sin kæreste ikke havde tilknytning til herboende personer, og at det således ikke ville være belastende for klageren at vende tilbage til sit opholdsland Spanien. FAM/2014/164.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 04-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark indgivet i februar 2014 ikke havde lovligt ophold her i landet. Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21*. Ansøgeren blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair med gyldighed frem til august 2010. I december 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen. Det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte i februar 2011 ansøgeren, at klagen ikke var tillagt opsættende virkning og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse straks. I juni 2011 stadfæstede det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2010 og pålagde ansøgeren at udrejse straks. I juli 2013 søgte ansøgeren om humanitær opholdstilladelse i Danmark, og i august 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. I februar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 havde opholdt sig uafbrudt her i landet. I maj 2014 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring samt om at udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen i december 2010 pålagde ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen, at det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i februar 2011 pålagde ansøgeren at udrejse straks, og at ansøgeren i februar 2014 indgav ansøgning om ægtefællesammenføring, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 uafbrudt havde opholdt sig her i landet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist og have haft ulovligt ophold i Danmark siden december 2010. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig her i landet siden 2009, at hun i august 2010 indgik ægteskab med sin herboende ægtefælle, og at hun fødte parrets fællesbarn i november 2011 i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i perioden fra februar 2009 til august 2010 som au pair med henblik på midlertidigt ophold, at ansøgeren således ikke havde haft lovligt ophold, siden hun blev pålagt at udrejse i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring i december 2010, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet sammen i Danmark. FAM/2014/169.

*For resumé vedrørende afgørelsen om afvisning se under: Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. maj 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 19-05-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en iransk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Den pågældende indrejste i Danmark i juni 2009 og søgte om asyl. Den pågældende blev i december 2010 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen, og Flygtningenævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse syv dage efter Flygtningenævnets afgørelse. Flygtningenævnet traf samtidig afgørelse om, at den pågældende kunne udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet, såfremt han ikke ønskede at medvirke til at udrejse. Flygtningenævnets afgørelse blev forkyndt for den pågældende under Flygtningenævnets møde. Politiet antraf den pågældende i forbindelse med en udrejsekontrol i juni 2013. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i oktober 2013 den pågældende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2 (udsendelseshindringer), og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet tidligere fastsatte udrejsefrist. Den pågældende blev herefter i marts 2014 administrativt udvist af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, idet han fortsat ikke var udrejst.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise den pågældende i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den pågældende ikke var udrejst i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod udvisning. Det forhold, at den pågældende havde anført, at han var etnisk kurder fra Iran, og at han ville blive fængslet ved hjemkomsten til Iran, idet han ikke havde nogen identitetspapirer, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til at Flygtningenævnet i april 2011 havde meddelt ham afslag på asyl. Udvisningen fandtes i øvrigt ikke at være særligt belastende for ansøgeren. FAM/2014/69.
Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 17-02-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en serbisk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4. 2. pkt. I juni 2012 havde klageren søgt om ægtefællesammenføring med en herboende serbisk statsborger. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2012 klageren afslag på ansøgningen om ægtefællesammenføring og fastsatte i den forbindelse en udrejsefrist for klageren i december 2012. Under Udlændingenævnets behandling af sagen blev der i marts 2013 meddelt afslag på processuelt ophold, og ansøgeren havde således ikke ret til at opholde sig i Danmark under Udlændingenævnets behandling af sagen. Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2012, og oplyste klageren om, at hun skulle udrejse straks, hvis hun ikke allerede var udrejst. I november 2013 blev klageren antruffet af politiet i Danmark. Klageren oplyste i den forbindel¬se, at hun var indrejst i Danmark i marts 2012 og havde opholdt sig i Danmark siden, at hun havde modtaget afslaget på familiesammenføring i maj 2013, at hun var klar over, at der i brevet stod, at hun skulle udrejse af Danmark, men at hendes advokat havde oplyst den herboende ægtefælle om, at klageren kunne blive i Danmark under Udlændingenævnets behandling af klagesagen. I december 2013 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af den pågældende med indrejseforbud i to år.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da hun ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist som fastsat ved Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og hendes ægtefælle havde to fællesbørn, og at det ældste barn ifølge en udtalelse fra kommunen af december 2013 ikke var alderssvarende. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af udtalelsen fra kommunen også fremgik, at det ældste barn siden februar 2013 havde været tryg i den sproggruppe og det børnehus, han var tilknyttet, at klageren og hendes ægtefælle havde valgt at stifte familie i Danmark forud for, at hun var meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter familien ikke kunne udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at børnene var født henholdsvis i december 2008 og i januar 2011, at det ældste barn på skift havde opholdt sig tre måneder i Danmark og tre måneder i Serbien frem til august 2012, og at der således, for så vidt angik det ældste barn, var tale om en afbrudt tilknytning til Danmark. FAM/2014/72.
Udlændingenævnets afgørelse af 5. december 2013 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 05-12-2013

Udlændingenævnet omgjorde i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold i Danmark, til en libanesisk statsborger. I december 2011 meddelte Udlændingestyrelsen den pågældende afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 5, hvilken afgørelse blev stadfæstet af Justitsministeriet i december 2012. Der blev i den forbindelse fastsat en udrejsefrist til den 19. januar 2013. Den 18. januar 2013 indgav den pågældende ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sine herboende mindreårige børn. Ansøgningen blev i februar 2013 afvist af Udlændingestyrelsen, idet ansøgningen var indgivet under en fastsat udrejsefrist. Den pågældende udrejste herefter af Danmark den 29. april 2013 til Istanbul i Tyrkiet. Han blev i lufthavnen i Istanbul afvist, idet hans libanesiske nationalitetspas var udløbet, hvorfor han måtte returnere til Danmark, hvor han den 30. april 2013 blev antruffet af det danske politi. Den 1. maj 2013 udviste Udlændingestyrelsen den pågældende af Danmark med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt ophold i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke kunne anses for fortsat at have opholdt sig ulovligt i Danmark på antræffelsestidspunktet den 30. april 2013, på hvilket tidspunkt den pågældende faktuelt ikke havde opholdt sig her i landet i mere end 24 timer. Udlændingenævnet omgjorde derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og ophævede det meddelte indrejseforbud. ERH/2013/84.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen