Ulovligt ophold
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 10-10-2016Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udvisning af en indisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren var i juli 2014 indrejst i Danmark. Primo oktober 2015 var klageren blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft i en restaurant. Klageren erkendte over for politiet, at han opholdt sig ulovligt i Danmark. Klageren oplyste endvidere, at han havde et barn sammen med en dansk kvinde, som han havde mødt kort efter sin ankomst til Danmark, og som han ikke havde haft kontakt med siden februar 2015.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren overfor politiet havde erkendt, at han havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han ikke havde været i besiddelse af gyldig rejselegitimation, gyldigt visum eller opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren var blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde et barn i Danmark født i august 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at udvisningen af klageren måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt til at ophæve en afgørelse om udvisning, at man under sit ulovlige ophold har fået et barn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at klageren hverken på anholdelsestidspunktet primo oktober 2015 eller på udsendelsestidspunktet ultimo oktober 2015 havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn, og at et ønske om at etablere en relation til et herboende barn heller ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at klageren i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han primo oktober 2015 blev antruffet af politiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren havde gjort adskillige forsøg på at få genetableret kontakten med sin tidligere herboende kæreste, og at hans chance for at få etableret et forhold til sit barn ville blive stærkt forringet, hvis han blev udvist med et indrejseforbud, ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at han i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han i oktober 2015 blev antruffet af Københavns Politi. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde vedtaget og betalt sin bøde, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til, at afgørelsen om udvisning med indrejseforbud kunne ophæves. Det af partsrepræsentanten anførte om, at der var tale om en mindre alvorlig forseelse, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, ligesom anmodningen om en forkortelse af indrejseforbuddets periode ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt endelig, at kun såfremt ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger talte herfor, kunne der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed. Idet klageren på anholdelsestidspunktet og udsendelsestidspunktet ikke havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn eller øvrige familiemæssige eller sociale tilknytninger, kunne der ikke anses for at foreligge særlige omstændigheder, der kunne tale for at forkorte den meddelte periode for indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5. FAM/2016/120.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 12-09-2016Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en bangladeshisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. I november 2013 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet, som i afgørelsen lagde til grund, at han måtte antages at stamme fra Bangladesh og ikke fra Burma, og at han kunne udsendes tvangsmæssigt til Bangladesh. Udlændingestyrelsen traf herefter i maj 2014 afgørelse om at udvise ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at der var en væsentlig mangel i Udlændingestyrelsens afgørelsesgrundlag. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse fra maj 2014 fremgik, at Udlændingestyrelsen havde lagt vægt på, at ansøgeren til politiet ved en udrejsekontrol i december 2013 havde oplyst, at han på daværende tidspunkt ikke ønskede at medvirke til udsendelse til Bangladesh, jf. Flygtningenævnets endelige afgørelse om asyl fra november 2013. Det fremgik imidlertid rettelig af politiets rapport om udrejsekontrol i december 2013, at politiet havde foreholdt ansøgeren, om han ville medvirke til frivillig udrejse til Burma og ikke Bangladesh. På den baggrund hjemviste Udlændingenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans på ny kunne vurdere, hvorvidt betingelserne for at kunne udvise ansøgeren, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt. FAM/2016/68.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren
Dato: 02-08-2016Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Albanien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i maj 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en broder i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren ønskede at klage over, at han fik indrejseforbud i hele EU og Schengenlandene, og at han ikke havde haft mulighed for at udrejse, førend han havde modtaget afslaget på asyl, idet dette ikke var et forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/51.
(1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren
Dato: 02-08-2016Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Serbien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i juni 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en søn i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at han havde ret til at søge asyl i Danmark, og at han ikke var kommet til Danmark for at skabe problemer, idet dette ikke var forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/58.
(1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud
Dato: 16-12-2015Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om udvisning af et serbisk ægtepar for indrejse i Danmark i strid med et indrejseforbud meddelt i et andet Schengenland, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klagerne med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlængestyrelsen traf afgørelserne i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerne var indrejst i Schengen-området i april 2015 på trods af, at klagerne var meddelt indrejseforbud i Schengen-området i to Schengen-lande gældende til henholdsvis september 2015 og februar 2017. Det forhold, at klagerne havde oplyst, at de ikke havde kendskab til indrejseforbuddene i de to Schengen-lande, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ene klager var blevet deporteret til Serbien af Ungarn i september 2010, og at den anden klager var blevet udvist af Tyskland i marts 2010, efter at den pågældende var blevet dømt flere tilfælde af tyveri. Udlændingenævnet henviste til, at det er to Schengen-lande, der havde indberettet klagerne i SIS, og såfremt klagerne ville gøre indsigelser mod disse landes indberetning i SIS, måtte klagerne rette henvendelse til de relevante landes myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klagerne havde oplyst, at klagerne var blevet overfaldet gentagne gange i Serbien som følge af deres tilknytning til Kosovo, og at klagerne havde en verserende konflikt med en tidligere arbejdsgiver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, der ikke indgik i vurderingen af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klagerne havde frafaldet deres asylansøgninger i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at en af klagerne led af hjerteproblemer, for højt kolesterol samt dårlige nerver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke herved forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klagerne. FAM/2015/235.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 16-12-2015Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold i Danmark, til en pakistansk statsborger, der ved Flygtningenævnets afgørelse fra december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og som i den forbindelse blev pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Klageren udrejste ikke i overensstemmelse hermed. Klageren havde et mindreårigt barn, født i 2013, med en bulgarsk statsborger. Barnets moder forsvandt efter det oplyste kort efter fødslen, og klageren havde en verserende sag ved Statsforvaltningen om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Han ønskede herefter at søge opholdstilladelse efter EU-retten under henvisning til sin søn, der var bulgarsk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og at han i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt., og at han ikke var udrejst i overensstemmelse hermed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved sit fremmøde hos Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, i december 2014 havde oplyst, at han og hans søn ønskede at medvirke frivilligt til udsendelsen, at han skulle bruge to måneder til at få afsluttet sine sager, men at når sagerne var afsluttede, ville han gerne samarbejde fuldt ud med myndighederne. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren og hans søns asylsag var afsluttet ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at det oplyste om den verserende sag om ophævelse af fælles forældremyndighed ikke gav anledning til at udsætte udrejsefristen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at han alene sås at have haft processuelt ophold under asylsagsbehandlingen, at han blev meddelt endeligt afslag på asyl ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at han senest i november 2015 havde fået afslag på genoptagelse af sin asylsag. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at udvisningen af klageren ville stride mod retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og barnets interesse efter FN’s Børnekonvention, idet klagerens mindreårige søn ville blive adskilt fra sin fader, hvis denne blev udvist, da den mindreårige søn ikke havde et gyldigt pas, og klageren ikke havde fuld forældremyndighed over drengen, og at dette betød, at den mindreårige søn ikke kunne følge med til Pakistan og heller ikke kunne søge om opholdstilladelse i Pakistan uden et gyldigt pas, kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land, de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ikke, at FN’s børnekonvention giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Det forhold, at partsrepræsentanten havde henvist til to domme afsagt af EU-domstolen – Sag C-34/09 Gerardo Ruiz Zambrano mod Office national del I’emploi (Onem) og Sag C-200/02 Kungian Catherine Zhu og Man Lavette Chen mod Secretary of State for the Home Department – kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle sager om opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet konstaterede i den forbindelse, at den rette myndighed – Statsforvaltningen – allerede havde behandlet sagen. FAM/2015/250.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Beskyttelsesværdigt familieliv
Dato: 13-04-2015Udlændingenævnet hjemviste i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en somalisk statsborger, som var blevet udvist med indrejseforbud i to år, under henvisning til, at hun ikke havde overholdt en fastsat udrejsefrist. Udrejsefristen blev fastsat i forbindelse med, at ansøgeren i marts 2014 blev meddelt endeligt afslag på asyl. Ansøgeren indrejste i Danmark i november 2012 og indgik i januar 2015 ægteskab med en somalisk statsborger, som i oktober 2012 blev meddelt asyl i Danmark. Det fremgik af sagen, at parret boede sammen, og at parret i december 2014 fik et fællesbarn.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen forud for afgørelsen om, hvorvidt ansøgeren burde udvises af Danmark, kunne tage stilling til om ansøgeren og dennes ægtefælle havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, eller om parret kunne henvises til at udøve familielivet i Somalia. FAM/2015/118.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 21-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Klageren blev i marts 2013 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet i maj 2013, hvorefter det blev pålagt klageren at udrejse af landet 15 dage efter afgørelsesdatoen. I januar 2014 mødte klageren hos Rigspolitiet som tilsagt og oplyste, at han ikke ville medvirke til udsendelsen, da han ikke stolede på, at han ville kunne få en tidligere behandlingsdato end i marts 2014, idet han skulle behandles for øjenproblemer. Klageren blev samtidig vejledt om konsekvensen af manglende udrejse. Af øjenrapport fra Roskilde Sygehus’ øjenafdeling fra januar 2014 fremgik det, at en hurtig behandling af klagerens øjne var nødvendig, idet han var i udsendelsesposition, og at han havde fået en tid i marts 2014 på øjenafdelingen. Klageren blev ved afgørelse fra august 2014 af Udlændinge¬styrelsen udvist med indrejseforbud i to år. Afgørelsen blev påklaget i oktober 2014. Det fremgik af klagen, at klageren som følge af et slag mod sit højre øje halvandet år tilbage havde mistet synet på øjet, og at han led af grøn stær. I november 2014 udtalte Udlændingestyrelsen, at klagerens helbredsmæssige problem med sit ene øje ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i maj 2013 blev pålagt at udrejse af Danmark, efter at han var blevet meddelt endeligt afslag på asyl, og at han i august 2014 ikke sås at være udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det forhold, at klageren havde mistet synet på sit højre øje og led af grøn stær, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens udtalelse fra november 2014, at klagerens helbredsmæssige problem ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen. FAM/2015/64.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 01-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en israelsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren indrejste ifølge politiets oplysninger i Danmark i december 2010 på et turistvisum og havde efter egne oplysninger ikke søgt om familiesammenføring med sin herboende samlever, da hun vidste, at hun ikke opfyldte kravene for at opnå familiesammenføring. Politiet anholdt i oktober 2014 klageren og sigtede hende for ulovligt ophold, idet hun efter eget udsagn havde opholdt sig i Danmark siden december 2010. Klageren erkendte over for politiet at have opholdt sig ulovligt her i landet.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark siden december 2010, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren trods sit næsten fire år lange ophold i Danmark ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne etablere og udøve familieliv i Danmark, da hun aldrig havde søgt om opholdstilladelse, og da det efter det oplyste var et bevidst valg fra hendes og hendes samlevers side ikke at søge om familiesammenføring eller opholdstilladelse på andet grundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning måtte anses for at virke særligt belastende, idet klageren efter det oplyste havde familie og venner i Israel, som hun var i daglig kontakt med. Der sås endvidere ikke at foreligge særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der kunne føre til, at udvisningen måtte anses for særligt belastende for klageren. FAM/2014/226.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. november 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 11-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en gambisk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse i Spanien, indrejste ifølge egne oplysninger i Danmark midt i marts 2014. Politiet anholdt midt i juli 2014 klageren og sigtede ham for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig i Danmark i mere end 90 dage. Klageren havde over for politiet erkendt, at have opholdt sig ulovligt her i landet.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark i cirka en måned i perioden fra medio juni 2014 til medio juli 2014, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Det forhold, at klagerens kæreste, der boede i Danmark, til støtte for klagen havde anført blandt andet, at klageren ikke forstod Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse, idet denne var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet afgørelsen blev forkyndt på engelsk for klageren, og idet klageren havde oplyst, at han forstod engelsk, ligesom han havde tilkendegivet, at han ikke var enig i afgørelsen, men ikke ønskede at påklage denne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde oplyst, at han og hans kæreste skulle giftes i Danmark i november 2014, og at klageren var i Danmark, fordi han var blevet forelsket i sin herboende kæreste og agerede far for dennes børn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering og lagde herved vægt på, at klageren havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark, og at klageren og dennes kæreste derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne opholde sig vedvarende her i landet med henblik på at etablere et familieliv, ligesom Udlændingenævnet henviste til, at klageren udover sin kæreste ikke havde tilknytning til herboende personer, og at det således ikke ville være belastende for klageren at vende tilbage til sit opholdsland Spanien. FAM/2014/164.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet