 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2014 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed
Dato: 09-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, og § 32, stk. 4, 2. pkt., af en statsborger fra USA. Den pågældende blev i oktober 2013 tilbageholdt af politiet, hvor han bl.a. blev fundet i besiddelse af 13,55 euro og 8,50 danske kroner. Den pågældende oplyste på daværende tidspunkt overfor politiet, at han havde været i Danmark i cirka 2 uger. Politiet vurderede den pågældende som subsistensløs. Af en forelæggelsesblanket fra Københavns Politi til Udlændingestyrelsen fremgik det, at den pågældende ikke havde tilknytning til nogen i Danmark fastboende personer udover venner og bekendte. Endvidere oplyste den pågældende, at han ville cykle til Berlin, da han ikke havde midler til at skaffe en billet, at han ikke længere havde nogen tilknytning til USA, og at han siden 1986 havde opholdt sig i Tyskland, hvor han ikke var i besiddelse af en opholdstilladelse, men hvor en ansøgning om opholdstilladelse var under behandling. I november 2013 klagede den pågældende til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Her anførte den pågældende blandt andet, at han havde haft til hensigt at låne penge af sine venner, og at han lige inden tilbageholdelsen fra politiet havde fået stjålet sine ejendele, som han oplyste indeholdt 800 euro plus øvrige ejendele med en handelsværdi på 3.340 euro.
Udlændingenævnet fandt, at den pågældende hverken havde de nødvendige midler til sit underhold her i landet eller til en hjemrejse til Tyskland eller USA. Udlændingenævnet lagde herved vægt på politiets oplysninger om, at den pågældende på anholdelsestidspunktet i oktober 2013 alene var i besiddelse af et mindre antal kontanter og ikke havde råd til en hjemrejsebillet eller ville få råd til dette inden for kort tid. På afgørelsestidspunktet havde den pågældende endvidere ikke haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet henviste til, at det af Udlændingestyrelsens vejledning af 28. juni 2010 om administrativ ud- og afvisning, afsnit 4.5.2, fremgår, at en udlænding efter praksis vil skulle have mindst cirka kr. 350,- pr. dag til sit ophold her i landet. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at kunne udvise den pågældende med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, var til stede. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den pågældende til støtte for sin klage blandt andet havde anført, at han havde fået stjålet sine ejendele kort inden anholdelsestidspunktet i oktober 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den pågældende derved ikke havde godtgjort at være i besiddelse af tilstrækkelige midler til sit underhold her i landet, herunder hjemrejsen til USA eller Tyskland. Udlændingenævnet henviste herved til, at den pågældende overfor Københavns Politi havde oplyst ikke at have haft midler nok til at skaffe en billet til Berlin og derfor ville cykle, hvorfor det ikke fandtes sandsynliggjort, at han havde 800 euro på sit opholdssted i København. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte anses for at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Herved lagde Udlændingenævnet vægt på, at den pågældende aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til nogen herboende personer eller om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning måtte antages at være særligt belastende. FAM/2014/140.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 17-02-2014Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en serbisk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4. 2. pkt. I juni 2012 havde klageren søgt om ægtefællesammenføring med en herboende serbisk statsborger. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2012 klageren afslag på ansøgningen om ægtefællesammenføring og fastsatte i den forbindelse en udrejsefrist for klageren i december 2012. Under Udlændingenævnets behandling af sagen blev der i marts 2013 meddelt afslag på processuelt ophold, og ansøgeren havde således ikke ret til at opholde sig i Danmark under Udlændingenævnets behandling af sagen. Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2012, og oplyste klageren om, at hun skulle udrejse straks, hvis hun ikke allerede var udrejst. I november 2013 blev klageren antruffet af politiet i Danmark. Klageren oplyste i den forbindel¬se, at hun var indrejst i Danmark i marts 2012 og havde opholdt sig i Danmark siden, at hun havde modtaget afslaget på familiesammenføring i maj 2013, at hun var klar over, at der i brevet stod, at hun skulle udrejse af Danmark, men at hendes advokat havde oplyst den herboende ægtefælle om, at klageren kunne blive i Danmark under Udlændingenævnets behandling af klagesagen. I december 2013 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af den pågældende med indrejseforbud i to år.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da hun ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist som fastsat ved Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og hendes ægtefælle havde to fællesbørn, og at det ældste barn ifølge en udtalelse fra kommunen af december 2013 ikke var alderssvarende. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af udtalelsen fra kommunen også fremgik, at det ældste barn siden februar 2013 havde været tryg i den sproggruppe og det børnehus, han var tilknyttet, at klageren og hendes ægtefælle havde valgt at stifte familie i Danmark forud for, at hun var meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter familien ikke kunne udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at børnene var født henholdsvis i december 2008 og i januar 2011, at det ældste barn på skift havde opholdt sig tre måneder i Danmark og tre måneder i Serbien frem til august 2012, og at der således, for så vidt angik det ældste barn, var tale om en afbrudt tilknytning til Danmark. FAM/2014/72.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde
Dato: 22-01-2014Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Albanien efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, som boede i Sverige, var eneejer af en rengørings- og transportvirksomhed, som siden marts 2013 var registreret i Danmark. Klageren blev i oktober 2013 afhørt af politiet, idet han var blevet sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, ved at have beskæftiget en albansk statsborger i Danmark, selvom denne ikke havde arbejdstilladelse. Under afhøringen forklarede klageren, at hans virksomhed endvidere beskæftigede sig med byggeopgaver i Danmark, at hans arbejdsopgaver i den forbindelse bestod i at give tilbud på opgaver, at han fandt håndværkere til at udføre de konkrete opgaver, at han afholdt et ugentligt byggemøde med bygherre, arkitekt og håndværkere, at han holdt tilsyn med byggepladsen, og at han havde det overordnede ansvar for underleverandørerne. På baggrund af disse oplysninger blev han sigtet for selv at have udført ulovligt arbejde efter udlændingelovens § 59, stk. 2. Klageren erkendte de faktiske omstændigheder, men oplyste, at han troede, at han gerne måtte arbejde, idet både de svenske og danske myndigheder skulle have oplyst dette overfor ham. Klageren vedtog et bødeforelæg for forholdet. I forbindelse med klagen blev det anført blandt andet, at klageren indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var det andet selskab.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på klagerens egen beskrivelse af hans arbejdsopgaver, at han havde erkendt de faktiske omstændigheder, og at han havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet fandt - henset til klagerens egen beskrivelse af sine arbejdsopgaver i Danmark og til karakteren og omfanget heraf - at arbejdet havde været af en sådan art, at det krævede en arbejdstilladelse for, at det kunne udføres lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 13, stk. 1. Det forhold, at klageren havde oplyst, at han troede, at han havde ret til at arbejde, idet både de danske og svenske myndigheder angiveligt havde oplyst overfor ham, at han godt måtte arbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at alene danske myndigheder kan beslutte, om der kan arbejdes lovligt i Danmark, og at det ikke sås nærmere dokumenteret, til hvilke myndigheder klageren skulle have rettet henvendelse og herved have opnået en berettiget forventning om at måtte udøve beskæftigelse i Danmark uden at have opnået tilladelse hertil. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at alene det forhold, at der kan oprettes og registreres et selskab i Danmark, ikke i sig selv giver ret til at arbejde i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at dette ikke i sig selv giver en berettiget forventning om at have fået arbejdstilladelse i Danmark. Det blev endvidere bemærket, at klageren var albansk statsborger og således ikke selv var omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, uanset at han var bosiddende i Sverige. Det forhold, at klageren havde anført blandt andet, at han alene indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var et andet selskab, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om hans arbejdsopgaver i selskabet. FAM/2014/73.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. december 2013 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 05-12-2013Udlændingenævnet omgjorde i december 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold i Danmark, til en libanesisk statsborger. I december 2011 meddelte Udlændingestyrelsen den pågældende afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 5, hvilken afgørelse blev stadfæstet af Justitsministeriet i december 2012. Der blev i den forbindelse fastsat en udrejsefrist til den 19. januar 2013. Den 18. januar 2013 indgav den pågældende ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sine herboende mindreårige børn. Ansøgningen blev i februar 2013 afvist af Udlændingestyrelsen, idet ansøgningen var indgivet under en fastsat udrejsefrist. Den pågældende udrejste herefter af Danmark den 29. april 2013 til Istanbul i Tyrkiet. Han blev i lufthavnen i Istanbul afvist, idet hans libanesiske nationalitetspas var udløbet, hvorfor han måtte returnere til Danmark, hvor han den 30. april 2013 blev antruffet af det danske politi. Den 1. maj 2013 udviste Udlændingestyrelsen den pågældende af Danmark med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt ophold i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke kunne anses for fortsat at have opholdt sig ulovligt i Danmark på antræffelsestidspunktet den 30. april 2013, på hvilket tidspunkt den pågældende faktuelt ikke havde opholdt sig her i landet i mere end 24 timer. Udlændingenævnet omgjorde derfor Udlændingestyrelsens afgørelse og ophævede det meddelte indrejseforbud. ERH/2013/84.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 31. oktober 2013 – Administrativ udvisning – EU-borger
Dato: 31-10-2013Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, af en statsborger fra Rumænien. Den pågældende blev i juli 2013 anholdt og sigtet for tyveri af en mobiltelefon til en værdi af cirka 5.000 kr., som han havde stjålet fra en kvindes baglomme på et diskotek, hvorefter han løb fra stedet. Den pågældende erkendte tyveriet og vedtog et bødeforelæg på 4.000 kr. herfor. Det fremgik af sagen, at den pågældende havde oplyst til politiet, at han var kommet til Danmark cirka seks dage forud for tyveriet for at arbejde, og at han ikke blot var turist. Den pågældende havde endnu ikke fået en arbejdskontrakt, idet han oplyste, at arbejdsgiveren ønskede, at han arbejdede på prøve i en uge, inden arbejdsgiveren ville give ham en arbejdskontrakt. Den pågældende havde herudover ingen tilknytning til Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for udvisning var til stede, idet tyveriet vedrørte en genstand af ikke uvæsentlig værdi, at tyveriet ikke var tilfældighedspræget, og at tyveriet blev begået i nær tilknytning til den pågældendes indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset den pågældendes egne oplysninger, som i øvrigt ikke støttedes af andre oplysninger i sagen, om at være i beskæftigelse i Danmark på tidspunktet for lovovertrædelsen, kunne det ikke anses for uproportionalt i forhold til EU-retten at udvise den pågældende. Udlændingenævnet fandt således, at den pågældendes adfærd udgjorde en så reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, at udvisningen ikke var uforenelig med EU-reglerne. FAM/2013/50.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. september 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet
Dato: 17-09-2013Udlændingenævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en rumænsk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen udviste klageren i maj 2013 grundet tyveri.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, idet klagerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisning af klageren ville være i strid med opholdsdirektivets (direktiv 2004/38/EF) artikel 27, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kun var tale om et enkelt tyveri af beskeden værdi, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren var indrejst i Danmark med det formål at begå kriminalitet, og at klageren ikke tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne tillægges afgørende betydning, at tyveriet var begået i forening med to medgerningsmænd. FAM/2013/122.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. juli 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-retten
Dato: 25-07-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Den pågældende blev anholdt og sigtet for at have udført ulovligt arbejde i København, idet den pågældende ikke havde en gyldig arbejdstilladelse. Den pågældende fremviste i forbindelse hermed en ansættelseskontrakt indgået mellem den pågældende og et svensk vikarbureau samt en kontrakt om arbejdsudleje indgået imellem det svenske vikarbureau og det firma i Danmark (en mindre restauration i et indkøbscenter), hvor den pågældende var blevet anholdt for at have udført ulovligt arbejde.
Udlændingenævnet fandt, at det ikke var i strid med det svenske vikarbureaus ret til fri udveksling af tjenesteydelser at kræve en arbejdstilladelse af den pågældende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til EU-Domstolens domme Kommissionen mod Luxemborg (C-445/03) præmis 39 og Vander Elst (C-43/93) præmis 20-21, og udledte heraf, at formålet med udstationeringen ikke må være at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted. Udlændingenævnet lagde vægt på, at vikarbureausituationen er kendetegnet ved, at udstationeringen af arbejdstageren udgør selve formålet med den tjenesteydelse, som vikarbureauet udfører, og at arbejdstageren udfører opgaverne under det i Danmark baserede firmas kontrol og ledelse. Udlændingenævnet bemærkede således, at det i disse situationer må antages, at formålet med udstationeringen af arbejdstagere fra vikarbureauet som udgangspunkt er at bringe arbejdstagere ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted. Medlemsstaten vil derfor i denne situation kunne kræve arbejdstilladelse fra den pågældende tredjelandsstatsborger. Er formålet ikke at bringe arbejdstagere ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet i den medlemsstat, hvor udstationeringen finder sted, kan der ikke kræves arbejdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at formålet med den pågældendes ansættelse i det danske firma som udstationeret fra det svenske vikarbureau var at bringe den pågældende ind på og dermed at opnå adgang til arbejdsmarkedet her i landet. Udlændingenævnet henviste til, at den pågældende som tredjelandsstatsborger er bosiddende i Sverige og har fået ansættelse i Danmark igennem et svensk vikarbureau, og at den pågældende har været undergivet det danske firmas kontrol og ledelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke var i modstrid med EU-retten at kræve arbejdstilladelse af den pågældende. FAM/2013/41.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet - Ulovligt arbejde
Dato: 17-07-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4. 2. pkt. I februar 2013 kontrollerede politiet en restaurant for, om der var nogen, der udførte ulovligt arbejde. Politiet anholdt og sigtede klageren for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, idet klageren arbejdede uden fornøden tilladelse. Klageren erkendte over for politiet at have været i færd med at tilberede mad, men oplyste samtidig, at han ikke fik løn for arbejdet, dog blev han bespist. Klageren vedtog et bødeforelæg for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorfor betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde erkendt over for politiet at være i færd med at tilberede mad på restauranten, da politiet kom for at kontrollere restauranten for, om der var nogen, der udførte ulovligt arbejde. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have en arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. FAM/2013/63.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2013 – Administrativ udvisning – Kriminalitet
Dato: 13-06-2013Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en russisk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1. Den pågældende indrejste efter egne oplysninger i Danmark samme dag, som vedkommende blev anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15, stk. 1, nr. 5, ved uden politiets tilladelse at have båret en enhåndsbetjent foldekniv. Den pågældende vedtog et bødeforelæg på 3.000 kr. for forholdet.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at træffe afgørelse om udvisning med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, var til stede, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, herunder da der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at ansøgeren skulle have tilknytning til Danmark, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2013/39.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2013 – Administrativ udvisning – EU-borger
Dato: 27-05-2013Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, af en rumænsk statsborger. Den pågældende blev i marts 2013 anholdt og sigtet for butikstyveri til en samlet værdi af 694,75 kr. Den pågældende vedtog et bødeforelæg på 1.400 kr. for forholdet. Det fremgik af sagen, at den pågældende i januar 2013 havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for tyveri til en samlet værdi af 48 kr., og at den pågældende i februar 2013 havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for tyveri til en værdi af 8,85 kr. Den pågældende var efter egne oplysninger ankommet til Danmark fire måneder forinden anholdelsen og havde ingen tilknytning til Danmark. FAM/2013/38.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for udvisning var til stede, idet der var tale om tre forhold af tyveri til en samlet værdi af 751,60 kr., og at der var tale om skærpende omstændigheder, idet de tre forhold var begået i nær tilknytning til indrejsen, og at der ikke var tale om en spontan eller tilfældig handling. Udlændingenævnet fandt, at adfærden udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse i at kunne beskytte sig mod tyveri. FAM/2013/38
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet