Administrativ udvisning

Praksis

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 7 af 9

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

Dato: 08-12-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren – der hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, men som havde opholdstilladelse i Spanien – blev i april 2013 antruffet af SKAT i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på et kræmmermarkeds handelsgade. Klageren erkendte efterfølgende over for politiet at have udført ulovligt arbejde ved at sælge tøj fra teltet, men anførte, at han i maj 2012 havde registreret en virksomhed i Danmark, og at han var af den opfattelse, at han derved havde tilladelse til at arbejde i virksomheden i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, idet han indrejste i Danmark samme dag, som han blev antruffet af politiet, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i april 2013 blev antruffet på et kræmmermarked i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på kræmmermarkedets handelsgade, og at han over for politiet havde erkendt, at han herved arbejdede ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter udlændingelovens § 13, stk. 1, skal udlændinge have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet en spansk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder – herunder helbredsmæssige oplysninger – at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/233.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 01-12-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en israelsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren indrejste ifølge politiets oplysninger i Danmark i december 2010 på et turistvisum og havde efter egne oplysninger ikke søgt om familiesammenføring med sin herboende samlever, da hun vidste, at hun ikke opfyldte kravene for at opnå familiesammenføring. Politiet anholdt i oktober 2014 klageren og sigtede hende for ulovligt ophold, idet hun efter eget udsagn havde opholdt sig i Danmark siden december 2010. Klageren erkendte over for politiet at have opholdt sig ulovligt her i landet.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark siden december 2010, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren trods sit næsten fire år lange ophold i Danmark ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne etablere og udøve familieliv i Danmark, da hun aldrig havde søgt om opholdstilladelse, og da det efter det oplyste var et bevidst valg fra hendes og hendes samlevers side ikke at søge om familiesammenføring eller opholdstilladelse på andet grundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning måtte anses for at virke særligt belastende, idet klageren efter det oplyste havde familie og venner i Israel, som hun var i daglig kontakt med. Der sås endvidere ikke at foreligge særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der kunne føre til, at udvisningen måtte anses for særligt belastende for klageren. FAM/2014/226.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2014 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold

Dato: 24-11-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en polsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark i hvert fald siden september 2013, blev i september 2014 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han oplyste ikke at have været i beskæftigelse eller jobsøgende under sit ophold. Klageren ændrede dog senere forklaring til, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdt sig ulovligt i Danmark på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, da han ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, idet han som EU-statsborger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og at Udlændingenævnet efter de foreliggende oplysninger fandt, at han ikke havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra september 2013 til september 2014, hvor han havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren over for politiet først oplyste, at han ikke havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ved en senere afhøring kom med modstridende oplysninger om, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl, ligesom han ikke kunne oplyse, hvilke arbejdspladser han havde ansøgt om job hos, og at han havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at en EU-statsborger, der er indrejst i landet for at søge beskæftigelse, har ret til ophold som arbejdssøgende i indtil seks måneder fra indrejsen, og at den pågældende herefter har ret til ophold som arbejdssøgende, så længe det kan dokumenteres, at den pågældende fortsat søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat, jf. § 3, stk. 4, i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/232.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. november 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 11-11-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en gambisk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse i Spanien, indrejste ifølge egne oplysninger i Danmark midt i marts 2014. Politiet anholdt midt i juli 2014 klageren og sigtede ham for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig i Danmark i mere end 90 dage. Klageren havde over for politiet erkendt, at have opholdt sig ulovligt her i landet.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark i cirka en måned i perioden fra medio juni 2014 til medio juli 2014, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Det forhold, at klagerens kæreste, der boede i Danmark, til støtte for klagen havde anført blandt andet, at klageren ikke forstod Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse, idet denne var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet afgørelsen blev forkyndt på engelsk for klageren, og idet klageren havde oplyst, at han forstod engelsk, ligesom han havde tilkendegivet, at han ikke var enig i afgørelsen, men ikke ønskede at påklage denne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde oplyst, at han og hans kæreste skulle giftes i Danmark i november 2014, og at klageren var i Danmark, fordi han var blevet forelsket i sin herboende kæreste og agerede far for dennes børn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering og lagde herved vægt på, at klageren havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark, og at klageren og dennes kæreste derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne opholde sig vedvarende her i landet med henblik på at etablere et familieliv, ligesom Udlændingenævnet henviste til, at klageren udover sin kæreste ikke havde tilknytning til herboende personer, og at det således ikke ville være belastende for klageren at vende tilbage til sit opholdsland Spanien. FAM/2014/164.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. oktober 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

Dato: 22-10-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse og boede i Sverige, blev i forbindelse med en kontrolaktion iværksat af politiet, SKAT og Arbejdstilsynet fundet i færd med at pakke servietter i kasser på en ejendom, der ejedes af klagerens fætter. Fætteren var også direktør i en emballagevirksomhed, der havde til huse på ejendommen. Klageren var angiveligt direktør for det svenske søsterselskab til emballagevirksomheden. Klageren oplyste til politiet, at han blot ville instruere de øvrige medarbejdere i, hvorledes arbejdet skulle udføres.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at politiet i forbindelse med en kontrolaktion sammen med SKAT og Arbejdstilsynet på ejendommen, hvorfra en emballagevirksomhed blev drevet, fandt klageren og tre øvrige medarbejdere i færd med at pakke servietter i papkasser. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til politiet havde oplyst, at han ikke syntes, at medarbejderne i virksomheden udførte arbejdet på en hensigtsmæssig måde, hvorfor han foreviste, hvordan han syntes, at medarbejderne skulle gøre, idet han viste dem, hvordan de skulle sætte tape på kassen, inden de lagde servietterne i kassen, og hvordan de skulle sætte tape og label på bagefter, og at det var på eget initiativ, at han havde instrueret medarbejderne i udførelsen af arbejdet. Udlændingenævnet fandt, at det var uden betydning, at klageren ikke var iført arbejdstøj. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at emballagevirksomhedsejeren, der også var klagerens fætter, oplyste, at klageren var ansat i den svenske afdeling af virksomheden, mens klageren selv oplyste, at han var ansat i den tyrkiske afdeling af virksomheden. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, og ikke alene det forhold, om der udbetales løn for arbejdet, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Det forhold, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Sverige, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet en svensk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens handlinger ikke kunne henføres til udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, idet klageren ved at instruere og vise medarbejderne ansat i den danske virksomhed, hvorledes disse skulle udføre deres arbejde, havde varetaget en daglig ledelsesfunktion/en arbejdsfunktion, der ikke kunne indeholdes i udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, hvorunder udlændinge for et tidsrum af 90 dage fra indrejsen er fritaget fra krav om arbejdstilladelse, hvis de er repræsentanter på forretningsrejse her i landet for udenlandske firmaer eller selskaber, der ikke har forretningskontor her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at der ved forretningsrejse må forstås en rejse med henblik på at indgå i møder med andre virksomheder eller kunder, indgå kontrakter og eventuelt inspicere virksomheder. FAM/2014/154.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borger

Dato: 04-09-2014

Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en person med både irakisk og svensk statsborgerskab efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. I april 2014 indrejste klageren med fly i Dan-mark fra Irak. Den pågældende skulle herefter videre til Sverige, hvor han boede. Den pågældende gik i lufthavnen igennem området, hvor man automatisk angiver intet at have at deklarere. SKAT trak klageren til side og fandt i den pågældendes bagage 5000 cigaretter og 6 kg tobak, hvilket var over den tilladte grænse på 400 cigaretter. Den pågældende fik en bøde på 30.000 kr. og blev pålagt at betale en afgift på cirka 15.000 kr. for overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. I april 2014 udviste Udlændingestyrel-sen klageren af Danmark og meddelte den pågældende indrejseforbud i to år.

Udlændingenævnets flertal fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at klageren var borger i EU, at den pågældende ved indrejsen i Danmark fra Irak medbragte cigaretter og tobak og fik en bøde samt afgifter fra SKAT på et samlet beløb af cirka 45.000 kr. for indsmuglingen af 5000 cigaretter og 6 kg tobak, og at den pågældende ikke var kendt for lignende kriminalitet. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at indsmuglingen af det nævnte kvantum tobaksvarer ikke kunne antages at have en sådan karakter, at den kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnets flertal fandt på denne baggrund, at en udvisning måtte antages at være uforenelig med EU-retten, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. FAM/2014/118.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 04-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark indgivet i februar 2014 ikke havde lovligt ophold her i landet. Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21*. Ansøgeren blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair med gyldighed frem til august 2010. I december 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen. Det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte i februar 2011 ansøgeren, at klagen ikke var tillagt opsættende virkning og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse straks. I juni 2011 stadfæstede det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2010 og pålagde ansøgeren at udrejse straks. I juli 2013 søgte ansøgeren om humanitær opholdstilladelse i Danmark, og i august 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. I februar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 havde opholdt sig uafbrudt her i landet. I maj 2014 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring samt om at udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen i december 2010 pålagde ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen, at det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i februar 2011 pålagde ansøgeren at udrejse straks, og at ansøgeren i februar 2014 indgav ansøgning om ægtefællesammenføring, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 uafbrudt havde opholdt sig her i landet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist og have haft ulovligt ophold i Danmark siden december 2010. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig her i landet siden 2009, at hun i august 2010 indgik ægteskab med sin herboende ægtefælle, og at hun fødte parrets fællesbarn i november 2011 i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i perioden fra februar 2009 til august 2010 som au pair med henblik på midlertidigt ophold, at ansøgeren således ikke havde haft lovligt ophold, siden hun blev pålagt at udrejse i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring i december 2010, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet sammen i Danmark. FAM/2014/169.

*For resumé vedrørende afgørelsen om afvisning se under: Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2014 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed

Dato: 14-07-2014

Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, og § 32, stk. 4, 2. pkt., af en statsborger fra Nigeria med opholdstilladelse i Italien. Den pågældende blev i maj 2014 antruffet og anholdt af politiet, og den pågældende oplyste til politiet, at hun havde 405 kr. til resten af sit ophold i Danmark på fire dage. Den pågældende oplyste endvidere til politiet, at hun ikke på lovlig vis kunne anskaffe midler til resten af sit ophold i Danmark. I juni 2014 afsagde Østre Landsret en kendelse om, at den pågældende ikke kunne anses for at være subsistensløs, da hun i byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort.

Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke skulle administrativt udvises under henvisning til, at hun ikke havde de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til sin hjemrejse, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgik af en kendelse fra Østre Landsret fra juni 2014, at den pågældende ved sin anholdelse var i besiddelse af 405 kr. og en gyldig flybillet, at hun for byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort, samt at der blandt hendes personlige effekter efter anholdelsen blev fundet 300 euro samt diverse kreditkort, og at Østre Landsret på den baggrund havde fundet, at hun ikke kunne anses for at være subsistensløs. Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne ophæve udvisningen og det meddelte indrejseforbud. FAM/2014/68.
Udlændingenævnets afgørelse af 19. maj 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 19-05-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en iransk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Den pågældende indrejste i Danmark i juni 2009 og søgte om asyl. Den pågældende blev i december 2010 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen, og Flygtningenævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse syv dage efter Flygtningenævnets afgørelse. Flygtningenævnet traf samtidig afgørelse om, at den pågældende kunne udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet, såfremt han ikke ønskede at medvirke til at udrejse. Flygtningenævnets afgørelse blev forkyndt for den pågældende under Flygtningenævnets møde. Politiet antraf den pågældende i forbindelse med en udrejsekontrol i juni 2013. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i oktober 2013 den pågældende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2 (udsendelseshindringer), og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet tidligere fastsatte udrejsefrist. Den pågældende blev herefter i marts 2014 administrativt udvist af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, idet han fortsat ikke var udrejst.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise den pågældende i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den pågældende ikke var udrejst i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod udvisning. Det forhold, at den pågældende havde anført, at han var etnisk kurder fra Iran, og at han ville blive fængslet ved hjemkomsten til Iran, idet han ikke havde nogen identitetspapirer, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til at Flygtningenævnet i april 2011 havde meddelt ham afslag på asyl. Udvisningen fandtes i øvrigt ikke at være særligt belastende for ansøgeren. FAM/2014/69.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. maj 2014 – Administrativ udvisning – EU-borger

Dato: 07-05-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Litauen under henvisning til udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4. 2. pkt., da vedkommende opholdt sig ulovligt i Danmark. I december 2006 blev den pågældende meddelt ret til tidsubegrænset ophold i Danmark på baggrund af EU-regler, hvorefter den pågældende udrejste af Danmark i februar 2008. I februar 2013 indrejste den pågældende på ny i Danmark. I perioden fra marts 2013 til december 2013 blev den pågældende anholdt og sigtet flere gange for butikstyveri. Den pågældende kunne ikke dokumentere, at hun havde et job i Danmark. Den pågældende oplyste overfor politiet, at hun ikke havde været tilmeldt et jobcenter og ikke havde haft et tilgængeligt CV på internettet eller lignende. Den pågældendes advokat havde under klagesagen anført, at den pågældende havde været jobsøgende og havde fået et job i Danmark, men dette var ikke dokumenteret. I december 2013 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af den pågældende med indrejseforbud i to år.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise den pågældende efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, var til stede, da hun som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og at hun ikke havde dokumenteret, at hun havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra februar 2013 til december 2013, eller at hun havde fået arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning af den pågældende måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, og Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den pågældende havde haft tidsubegrænset opholdsret i Danmark på baggrund af EU-reglerne, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hendes tidsubegrænsede opholdsret måtte anses for ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, da hun havde opholdt sig udenfor Danmark i perioden fra februar 2008 til februar 2013. FAM/2014/104.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen