 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. november 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 11-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en gambisk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse i Spanien, indrejste ifølge egne oplysninger i Danmark midt i marts 2014. Politiet anholdt midt i juli 2014 klageren og sigtede ham for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig i Danmark i mere end 90 dage. Klageren havde over for politiet erkendt, at have opholdt sig ulovligt her i landet.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark i cirka en måned i perioden fra medio juni 2014 til medio juli 2014, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Det forhold, at klagerens kæreste, der boede i Danmark, til støtte for klagen havde anført blandt andet, at klageren ikke forstod Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse, idet denne var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet afgørelsen blev forkyndt på engelsk for klageren, og idet klageren havde oplyst, at han forstod engelsk, ligesom han havde tilkendegivet, at han ikke var enig i afgørelsen, men ikke ønskede at påklage denne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde oplyst, at han og hans kæreste skulle giftes i Danmark i november 2014, og at klageren var i Danmark, fordi han var blevet forelsket i sin herboende kæreste og agerede far for dennes børn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering og lagde herved vægt på, at klageren havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark, og at klageren og dennes kæreste derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne opholde sig vedvarende her i landet med henblik på at etablere et familieliv, ligesom Udlændingenævnet henviste til, at klageren udover sin kæreste ikke havde tilknytning til herboende personer, og at det således ikke ville være belastende for klageren at vende tilbage til sit opholdsland Spanien. FAM/2014/164.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. oktober 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde
Dato: 22-10-2014Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en tyrkisk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse og boede i Sverige, blev i forbindelse med en kontrolaktion iværksat af politiet, SKAT og Arbejdstilsynet fundet i færd med at pakke servietter i kasser på en ejendom, der ejedes af klagerens fætter. Fætteren var også direktør i en emballagevirksomhed, der havde til huse på ejendommen. Klageren var angiveligt direktør for det svenske søsterselskab til emballagevirksomheden. Klageren oplyste til politiet, at han blot ville instruere de øvrige medarbejdere i, hvorledes arbejdet skulle udføres.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at politiet i forbindelse med en kontrolaktion sammen med SKAT og Arbejdstilsynet på ejendommen, hvorfra en emballagevirksomhed blev drevet, fandt klageren og tre øvrige medarbejdere i færd med at pakke servietter i papkasser. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren til politiet havde oplyst, at han ikke syntes, at medarbejderne i virksomheden udførte arbejdet på en hensigtsmæssig måde, hvorfor han foreviste, hvordan han syntes, at medarbejderne skulle gøre, idet han viste dem, hvordan de skulle sætte tape på kassen, inden de lagde servietterne i kassen, og hvordan de skulle sætte tape og label på bagefter, og at det var på eget initiativ, at han havde instrueret medarbejderne i udførelsen af arbejdet. Udlændingenævnet fandt, at det var uden betydning, at klageren ikke var iført arbejdstøj. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at emballagevirksomhedsejeren, der også var klagerens fætter, oplyste, at klageren var ansat i den svenske afdeling af virksomheden, mens klageren selv oplyste, at han var ansat i den tyrkiske afdeling af virksomheden. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, og ikke alene det forhold, om der udbetales løn for arbejdet, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Det forhold, at ansøgeren havde opholdstilladelse i Sverige, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet en svensk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens handlinger ikke kunne henføres til udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, idet klageren ved at instruere og vise medarbejderne ansat i den danske virksomhed, hvorledes disse skulle udføre deres arbejde, havde varetaget en daglig ledelsesfunktion/en arbejdsfunktion, der ikke kunne indeholdes i udlændingebekendtgørelsens § 33, stk. 2, nr. 3, hvorunder udlændinge for et tidsrum af 90 dage fra indrejsen er fritaget fra krav om arbejdstilladelse, hvis de er repræsentanter på forretningsrejse her i landet for udenlandske firmaer eller selskaber, der ikke har forretningskontor her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at der ved forretningsrejse må forstås en rejse med henblik på at indgå i møder med andre virksomheder eller kunder, indgå kontrakter og eventuelt inspicere virksomheder. FAM/2014/154.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borger
Dato: 04-09-2014Udlændingenævnet omgjorde i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år af en person med både irakisk og svensk statsborgerskab efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. I april 2014 indrejste klageren med fly i Dan-mark fra Irak. Den pågældende skulle herefter videre til Sverige, hvor han boede. Den pågældende gik i lufthavnen igennem området, hvor man automatisk angiver intet at have at deklarere. SKAT trak klageren til side og fandt i den pågældendes bagage 5000 cigaretter og 6 kg tobak, hvilket var over den tilladte grænse på 400 cigaretter. Den pågældende fik en bøde på 30.000 kr. og blev pålagt at betale en afgift på cirka 15.000 kr. for overtrædelse af toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. I april 2014 udviste Udlændingestyrel-sen klageren af Danmark og meddelte den pågældende indrejseforbud i to år.
Udlændingenævnets flertal fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde vægt på, at klageren var borger i EU, at den pågældende ved indrejsen i Danmark fra Irak medbragte cigaretter og tobak og fik en bøde samt afgifter fra SKAT på et samlet beløb af cirka 45.000 kr. for indsmuglingen af 5000 cigaretter og 6 kg tobak, og at den pågældende ikke var kendt for lignende kriminalitet. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at indsmuglingen af det nævnte kvantum tobaksvarer ikke kunne antages at have en sådan karakter, at den kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnets flertal fandt på denne baggrund, at en udvisning måtte antages at være uforenelig med EU-retten, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. FAM/2014/118.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 04-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, til en filippinsk statsborger, da hun på tidspunktet for en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark indgivet i februar 2014 ikke havde lovligt ophold her i landet. Samtidig stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21*. Ansøgeren blev i februar 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair med gyldighed frem til august 2010. I december 2010 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen. Det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte i februar 2011 ansøgeren, at klagen ikke var tillagt opsættende virkning og pålagde i den forbindelse ansøgeren at udrejse straks. I juni 2011 stadfæstede det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2010 og pålagde ansøgeren at udrejse straks. I juli 2013 søgte ansøgeren om humanitær opholdstilladelse i Danmark, og i august 2013 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på ansøgningen om humanitær opholdstilladelse. I februar 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om ægtefællesammenføring i Danmark, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 havde opholdt sig uafbrudt her i landet. I maj 2014 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring samt om at udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen i december 2010 pålagde ansøgeren at udrejse senest 15 dage efter modtagelsen af afgørelsen, at det tidligere Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i februar 2011 pålagde ansøgeren at udrejse straks, og at ansøgeren i februar 2014 indgav ansøgning om ægtefællesammenføring, hvor hun oplyste, at hun siden 2009 uafbrudt havde opholdt sig her i landet. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist og have haft ulovligt ophold i Danmark siden december 2010. Det forhold, at ansøgeren havde opholdt sig her i landet siden 2009, at hun i august 2010 indgik ægteskab med sin herboende ægtefælle, og at hun fødte parrets fællesbarn i november 2011 i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i perioden fra februar 2009 til august 2010 som au pair med henblik på midlertidigt ophold, at ansøgeren således ikke havde haft lovligt ophold, siden hun blev pålagt at udrejse i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen meddelte ansøgeren afslag på familiesammenføring i december 2010, og at parret derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet sammen i Danmark. FAM/2014/169.
*For resumé vedrørende afgørelsen om afvisning se under: Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juli 2014 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed
Dato: 14-07-2014Udlændingenævnet omgjorde i juli 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, og § 32, stk. 4, 2. pkt., af en statsborger fra Nigeria med opholdstilladelse i Italien. Den pågældende blev i maj 2014 antruffet og anholdt af politiet, og den pågældende oplyste til politiet, at hun havde 405 kr. til resten af sit ophold i Danmark på fire dage. Den pågældende oplyste endvidere til politiet, at hun ikke på lovlig vis kunne anskaffe midler til resten af sit ophold i Danmark. I juni 2014 afsagde Østre Landsret en kendelse om, at den pågældende ikke kunne anses for at være subsistensløs, da hun i byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort.
Udlændingenævnet fandt, at den pågældende ikke skulle administrativt udvises under henvisning til, at hun ikke havde de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til sin hjemrejse, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgik af en kendelse fra Østre Landsret fra juni 2014, at den pågældende ved sin anholdelse var i besiddelse af 405 kr. og en gyldig flybillet, at hun for byretten havde forklaret, at hun havde yderligere penge og kreditkort, samt at der blandt hendes personlige effekter efter anholdelsen blev fundet 300 euro samt diverse kreditkort, og at Østre Landsret på den baggrund havde fundet, at hun ikke kunne anses for at være subsistensløs. Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne ophæve udvisningen og det meddelte indrejseforbud. FAM/2014/68.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. maj 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 19-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en iransk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Den pågældende indrejste i Danmark i juni 2009 og søgte om asyl. Den pågældende blev i december 2010 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen, og Flygtningenævnet stadfæstede i april 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse syv dage efter Flygtningenævnets afgørelse. Flygtningenævnet traf samtidig afgørelse om, at den pågældende kunne udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet, såfremt han ikke ønskede at medvirke til at udrejse. Flygtningenævnets afgørelse blev forkyndt for den pågældende under Flygtningenævnets møde. Politiet antraf den pågældende i forbindelse med en udrejsekontrol i juni 2013. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i oktober 2013 den pågældende afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2 (udsendelseshindringer), og pålagde i den forbindelse den pågældende at udrejse i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet tidligere fastsatte udrejsefrist. Den pågældende blev herefter i marts 2014 administrativt udvist af Udlændingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, idet han fortsat ikke var udrejst.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise den pågældende i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den pågældende ikke var udrejst i overensstemmelse med den af Flygtningenævnet fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod udvisning. Det forhold, at den pågældende havde anført, at han var etnisk kurder fra Iran, og at han ville blive fængslet ved hjemkomsten til Iran, idet han ikke havde nogen identitetspapirer, kunne ikke føre til en ændret vurdering, henset til at Flygtningenævnet i april 2011 havde meddelt ham afslag på asyl. Udvisningen fandtes i øvrigt ikke at være særligt belastende for ansøgeren. FAM/2014/69.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. maj 2014 – Administrativ udvisning – EU-borger
Dato: 07-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Litauen under henvisning til udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4. 2. pkt., da vedkommende opholdt sig ulovligt i Danmark. I december 2006 blev den pågældende meddelt ret til tidsubegrænset ophold i Danmark på baggrund af EU-regler, hvorefter den pågældende udrejste af Danmark i februar 2008. I februar 2013 indrejste den pågældende på ny i Danmark. I perioden fra marts 2013 til december 2013 blev den pågældende anholdt og sigtet flere gange for butikstyveri. Den pågældende kunne ikke dokumentere, at hun havde et job i Danmark. Den pågældende oplyste overfor politiet, at hun ikke havde været tilmeldt et jobcenter og ikke havde haft et tilgængeligt CV på internettet eller lignende. Den pågældendes advokat havde under klagesagen anført, at den pågældende havde været jobsøgende og havde fået et job i Danmark, men dette var ikke dokumenteret. I december 2013 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af den pågældende med indrejseforbud i to år.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise den pågældende efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, var til stede, da hun som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og at hun ikke havde dokumenteret, at hun havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra februar 2013 til december 2013, eller at hun havde fået arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning af den pågældende måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, og Udlændingenævnet lagde vægt på, at det forhold, at den pågældende havde haft tidsubegrænset opholdsret i Danmark på baggrund af EU-reglerne, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hendes tidsubegrænsede opholdsret måtte anses for ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, da hun havde opholdt sig udenfor Danmark i perioden fra februar 2008 til februar 2013. FAM/2014/104.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2014 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed
Dato: 09-04-2014Udlændingenævnet stadfæstede i april 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, og § 32, stk. 4, 2. pkt., af en statsborger fra USA. Den pågældende blev i oktober 2013 tilbageholdt af politiet, hvor han bl.a. blev fundet i besiddelse af 13,55 euro og 8,50 danske kroner. Den pågældende oplyste på daværende tidspunkt overfor politiet, at han havde været i Danmark i cirka 2 uger. Politiet vurderede den pågældende som subsistensløs. Af en forelæggelsesblanket fra Københavns Politi til Udlændingestyrelsen fremgik det, at den pågældende ikke havde tilknytning til nogen i Danmark fastboende personer udover venner og bekendte. Endvidere oplyste den pågældende, at han ville cykle til Berlin, da han ikke havde midler til at skaffe en billet, at han ikke længere havde nogen tilknytning til USA, og at han siden 1986 havde opholdt sig i Tyskland, hvor han ikke var i besiddelse af en opholdstilladelse, men hvor en ansøgning om opholdstilladelse var under behandling. I november 2013 klagede den pågældende til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse. Her anførte den pågældende blandt andet, at han havde haft til hensigt at låne penge af sine venner, og at han lige inden tilbageholdelsen fra politiet havde fået stjålet sine ejendele, som han oplyste indeholdt 800 euro plus øvrige ejendele med en handelsværdi på 3.340 euro.
Udlændingenævnet fandt, at den pågældende hverken havde de nødvendige midler til sit underhold her i landet eller til en hjemrejse til Tyskland eller USA. Udlændingenævnet lagde herved vægt på politiets oplysninger om, at den pågældende på anholdelsestidspunktet i oktober 2013 alene var i besiddelse af et mindre antal kontanter og ikke havde råd til en hjemrejsebillet eller ville få råd til dette inden for kort tid. På afgørelsestidspunktet havde den pågældende endvidere ikke haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet henviste til, at det af Udlændingestyrelsens vejledning af 28. juni 2010 om administrativ ud- og afvisning, afsnit 4.5.2, fremgår, at en udlænding efter praksis vil skulle have mindst cirka kr. 350,- pr. dag til sit ophold her i landet. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at kunne udvise den pågældende med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, var til stede. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den pågældende til støtte for sin klage blandt andet havde anført, at han havde fået stjålet sine ejendele kort inden anholdelsestidspunktet i oktober 2013. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den pågældende derved ikke havde godtgjort at være i besiddelse af tilstrækkelige midler til sit underhold her i landet, herunder hjemrejsen til USA eller Tyskland. Udlændingenævnet henviste herved til, at den pågældende overfor Københavns Politi havde oplyst ikke at have haft midler nok til at skaffe en billet til Berlin og derfor ville cykle, hvorfor det ikke fandtes sandsynliggjort, at han havde 800 euro på sit opholdssted i København. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte anses for at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Herved lagde Udlændingenævnet vægt på, at den pågældende aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til nogen herboende personer eller om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning måtte antages at være særligt belastende. FAM/2014/140.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. februar 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 17-02-2014Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en serbisk statsborger under henvisning til udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4. 2. pkt. I juni 2012 havde klageren søgt om ægtefællesammenføring med en herboende serbisk statsborger. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2012 klageren afslag på ansøgningen om ægtefællesammenføring og fastsatte i den forbindelse en udrejsefrist for klageren i december 2012. Under Udlændingenævnets behandling af sagen blev der i marts 2013 meddelt afslag på processuelt ophold, og ansøgeren havde således ikke ret til at opholde sig i Danmark under Udlændingenævnets behandling af sagen. Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2012, og oplyste klageren om, at hun skulle udrejse straks, hvis hun ikke allerede var udrejst. I november 2013 blev klageren antruffet af politiet i Danmark. Klageren oplyste i den forbindel¬se, at hun var indrejst i Danmark i marts 2012 og havde opholdt sig i Danmark siden, at hun havde modtaget afslaget på familiesammenføring i maj 2013, at hun var klar over, at der i brevet stod, at hun skulle udrejse af Danmark, men at hendes advokat havde oplyst den herboende ægtefælle om, at klageren kunne blive i Danmark under Udlændingenævnets behandling af klagesagen. I december 2013 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af den pågældende med indrejseforbud i to år.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da hun ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist som fastsat ved Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2012, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren og hendes ægtefælle havde to fællesbørn, og at det ældste barn ifølge en udtalelse fra kommunen af december 2013 ikke var alderssvarende. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det af udtalelsen fra kommunen også fremgik, at det ældste barn siden februar 2013 havde været tryg i den sproggruppe og det børnehus, han var tilknyttet, at klageren og hendes ægtefælle havde valgt at stifte familie i Danmark forud for, at hun var meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter familien ikke kunne udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at børnene var født henholdsvis i december 2008 og i januar 2011, at det ældste barn på skift havde opholdt sig tre måneder i Danmark og tre måneder i Serbien frem til august 2012, og at der således, for så vidt angik det ældste barn, var tale om en afbrudt tilknytning til Danmark. FAM/2014/72.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde
Dato: 22-01-2014Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Albanien efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren, som boede i Sverige, var eneejer af en rengørings- og transportvirksomhed, som siden marts 2013 var registreret i Danmark. Klageren blev i oktober 2013 afhørt af politiet, idet han var blevet sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, ved at have beskæftiget en albansk statsborger i Danmark, selvom denne ikke havde arbejdstilladelse. Under afhøringen forklarede klageren, at hans virksomhed endvidere beskæftigede sig med byggeopgaver i Danmark, at hans arbejdsopgaver i den forbindelse bestod i at give tilbud på opgaver, at han fandt håndværkere til at udføre de konkrete opgaver, at han afholdt et ugentligt byggemøde med bygherre, arkitekt og håndværkere, at han holdt tilsyn med byggepladsen, og at han havde det overordnede ansvar for underleverandørerne. På baggrund af disse oplysninger blev han sigtet for selv at have udført ulovligt arbejde efter udlændingelovens § 59, stk. 2. Klageren erkendte de faktiske omstændigheder, men oplyste, at han troede, at han gerne måtte arbejde, idet både de svenske og danske myndigheder skulle have oplyst dette overfor ham. Klageren vedtog et bødeforelæg for forholdet. I forbindelse med klagen blev det anført blandt andet, at klageren indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var det andet selskab.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på klagerens egen beskrivelse af hans arbejdsopgaver, at han havde erkendt de faktiske omstændigheder, og at han havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet fandt - henset til klagerens egen beskrivelse af sine arbejdsopgaver i Danmark og til karakteren og omfanget heraf - at arbejdet havde været af en sådan art, at det krævede en arbejdstilladelse for, at det kunne udføres lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 13, stk. 1. Det forhold, at klageren havde oplyst, at han troede, at han havde ret til at arbejde, idet både de danske og svenske myndigheder angiveligt havde oplyst overfor ham, at han godt måtte arbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at alene danske myndigheder kan beslutte, om der kan arbejdes lovligt i Danmark, og at det ikke sås nærmere dokumenteret, til hvilke myndigheder klageren skulle have rettet henvendelse og herved have opnået en berettiget forventning om at måtte udøve beskæftigelse i Danmark uden at have opnået tilladelse hertil. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at alene det forhold, at der kan oprettes og registreres et selskab i Danmark, ikke i sig selv giver ret til at arbejde i Danmark, ligesom Udlændingenævnet fandt, at dette ikke i sig selv giver en berettiget forventning om at have fået arbejdstilladelse i Danmark. Det blev endvidere bemærket, at klageren var albansk statsborger og således ikke selv var omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, uanset at han var bosiddende i Sverige. Det forhold, at klageren havde anført blandt andet, at han alene indirekte via et andet selskab ejede kapitalandelene i det pågældende selskab, at han ikke arbejdede i selskabet men alene førte tilsyn med selskabet, at den daglige ledelse blev varetaget af en ansat konsulent, som var stifter af selskabet, at klageren ikke var blevet antruffet på byggepladsen, men alene var blevet afhørt på politistationen, og at det ikke var det pågældende selskab, der havde entreprisen på byggesagen, men at det var et andet selskab, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om hans arbejdsopgaver i selskabet. FAM/2014/73.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet