Administrativ udvisning

Praksis

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 5 af 9

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 30-03-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Tyrkiet, som havde opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, og som ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med en af Udlændingestyrelsen fastsat udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i juni 2015 meddelt afslag på opholdstilladelse og pålagt at udrejse straks af Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt klageren afslag på hans seneste ansøgning om opholdstilladelse, og at det herefter påhvilede klageren at udrejse af landet straks. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, og at han i maj 2016 var blevet antruffet af politiet i Sverige, da han havde forsøgt at indrejse i Sverige fra Danmark uden fornøden opholdstilladelse eller gyldigt visum. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren til politiet i maj 2016 havde erkendt, at han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af klageren måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren som 16-årig var indrejst i Danmark i 2008 og havde opholdt sig her i landet siden, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren gentagne gange var meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og da han i forbindelse hermed alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold, hvorfor en udvisning af ham ikke kunne antages at virke belastende. Det forhold, at klageren havde en broder og en søster, som var bosiddende i Danmark fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat, da klageren var myndig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at klagerens fader var registreret som udrejst til Tyrkiet i februar 2016. Udlændingenævnet fandt endelig, at udrejsefristen kunne fastsættes til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., henset til, at klageren var udvist af landet med indrejseforbud. FAM/2017/67.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2017 – Administrativ udvisning – Kriminalitet

Dato: 02-02-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Etiopien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2015 blev kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse ved at have rettet henvendelse til forurettede og forhindret forurettede i at lukke sin bildør, hvorefter klageren havde befølt forurettede i ansigtet, på låret og brystet, samt flere gange havde tilbudt forurettede sex, hvilket var egnet til at krænke forurettedes blufærdighed, hvilket klageren blev idømt ti dagbøder á 250 kr. for. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at karakteren af den begåede lovovertrædelse sammenholdt med hensynet til den offentlige orden samt sikkerhedsmæssige grunde tilsagde, at klageren kunne udvises af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 38 år og etiopisk statsborger, at klageren havde været i Danmark i ca. fire en halv måned, da klageren blev dømt for blufærdighedskrænkelse, at klageren ikke fejlede noget helbredsmæssigt, at klageren ikke havde familie i Danmark, men at klageren havde en forlovet i Sudan og sin moder i Eritrea, og at klageren havde læst statistik på universitet i tre år. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde gjort tjeneste i militæret i 17-18 år, før klageren deserterede, og at klageren efter egne oplysninger risikerede tortur ved en tilbagevenden til Eritrea. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kunne være tale om forhold af asylrelevant karakter, som Flygtningenævnet ville vurdere i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af klagerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl fra november 2016. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at klagerens afslag på asyl i november 2016 blev asylretligt vurderet i forhold til Etiopien og ikke i forhold til Eritrea. FAM/2017/35.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. januar 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 12-01-2017

Udlændingenævnet omgjorde i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsløs palæstinenser fra Syrien med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at klageren ikke burde administrativt udvises med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2016 havde henvendt sig i politibutikken i en dansk lufthavn, hvor han netop var ankommet med toget fra Sverige, hvor han var asylansøger, og at han havde ønsket at udrejse med det samme til Sverige igen, da hans rejsedestination ikke var København, men Malmö, Sverige. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren var i besiddelse af en togbillet til en strækning i Sverige, og at billetten var købt tidligere samme dag. Udlændingenævnet lagde således til grund, at det ikke havde været klagerens hensigt at indrejse i Danmark, men at indrejsen alene havde skyldtes, at klageren var faldet i søvn i toget på vej til Malmö. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren ikke kunne anses for at have haft til hensigt at opholde sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig det rettest at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klageren ikke længere var udvist af Danmark, og det i forbindelse med Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2016 meddelte indrejseforbud blev ophævet. FAM/2017/2.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud meddelt af et andet Schengenland

Dato: 26-10-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i fem år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 3. pkt., til en nigeriansk statsborger. Klageren blev i august 2015 antruffet af politiet i Danmark, og det fremgik af Polkon (som er politiets særlige grænseapplikation), at klageren i april 2014 var blevet meddelt indrejseforbud og indberettet som uønsket i Schengenområdet af et andet Schengenland med gyldighed indtil januar 2016. Klageren havde anført, at han ikke var klar over, at han var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet indtil januar 2016, og at han var taget til Danmark i god tro, da hans spanske ægtefælle skulle til jobsamtale i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev antruffet af politiet i august 2015 uden fornøden indrejse- eller opholdstilladelse, idet klageren i april 2014 var blevet indberettet som uønsket i Schengenområdet gældende indtil januar 2016. Udlændingenævnet henviste herved til, at det herefter påhvilede klageren at søge om særskilt indrejsetilladelse til Danmark for at kunne indrejse lovligt. Det forhold, at klageren var gift med en spansk statsborger, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, og at klagerenes spanske ægtefælle opholdt sig i Danmark sammen med klageren, idet hun søgte arbejde, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at klageren blev indberettet som uønsket i Schengenområdet i april 2014, og at Udlændingenævnet ikke havde grundlag for at anfægte gyldigheden af denne indberetning. Udlændingenævnet fandt således, at uanset at klagerens ægtefælle var EU-statsborger og skulle til Danmark i forbindelse med en jobsamtale, kunne dette ikke i sig selv berettige klageren til at indrejse i Danmark uden særskilt tilladelse. Udlændingenævnet bemærkede herved, at der hverken var dokumentation for klagerens ægtefælles jobansøgning eller ophold i Danmark, ligesom klageren blev antruffet uden ægtefællen, som efter klagerens oplysninger allerede var rejst hjem. Det forhold, at klageren ikke vidste, at han var uønsket i Schengenområdet, og at han var indrejst i Danmark i god tro, kunne således ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, hvor han havde bopæl med sin ægtefælle og parrets fællesbørn, og at klageren alene havde opholdt sig kortvarigt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig på den baggrund, at klageren ikke havde en sådan familiemæssig og social tilknytning til Danmark, at dette kunne tale for at meddele et indrejseforbud af kortere varighed end fem år. FAM/2016/115.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 10-10-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udvisning af en indisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren var i juli 2014 indrejst i Danmark. Primo oktober 2015 var klageren blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft i en restaurant. Klageren erkendte over for politiet, at han opholdt sig ulovligt i Danmark. Klageren oplyste endvidere, at han havde et barn sammen med en dansk kvinde, som han havde mødt kort efter sin ankomst til Danmark, og som han ikke havde haft kontakt med siden februar 2015.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren overfor politiet havde erkendt, at han havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han ikke havde været i besiddelse af gyldig rejselegitimation, gyldigt visum eller opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren var blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde et barn i Danmark født i august 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at udvisningen af klageren måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt til at ophæve en afgørelse om udvisning, at man under sit ulovlige ophold har fået et barn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at klageren hverken på anholdelsestidspunktet primo oktober 2015 eller på udsendelsestidspunktet ultimo oktober 2015 havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn, og at et ønske om at etablere en relation til et herboende barn heller ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at klageren i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han primo oktober 2015 blev antruffet af politiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren havde gjort adskillige forsøg på at få genetableret kontakten med sin tidligere herboende kæreste, og at hans chance for at få etableret et forhold til sit barn ville blive stærkt forringet, hvis han blev udvist med et indrejseforbud, ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at han i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han i oktober 2015 blev antruffet af Københavns Politi. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde vedtaget og betalt sin bøde, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til, at afgørelsen om udvisning med indrejseforbud kunne ophæves. Det af partsrepræsentanten anførte om, at der var tale om en mindre alvorlig forseelse, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, ligesom anmodningen om en forkortelse af indrejseforbuddets periode ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt endelig, at kun såfremt ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger talte herfor, kunne der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed. Idet klageren på anholdelsestidspunktet og udsendelsestidspunktet ikke havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn eller øvrige familiemæssige eller sociale tilknytninger, kunne der ikke anses for at foreligge særlige omstændigheder, der kunne tale for at forkorte den meddelte periode for indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5. FAM/2016/120.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 12-09-2016

Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en bangladeshisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. I november 2013 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet, som i afgørelsen lagde til grund, at han måtte antages at stamme fra Bangladesh og ikke fra Burma, og at han kunne udsendes tvangsmæssigt til Bangladesh. Udlændingestyrelsen traf herefter i maj 2014 afgørelse om at udvise ansøgeren.

Udlændingenævnet fandt, at der var en væsentlig mangel i Udlændingestyrelsens afgørelsesgrundlag. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse fra maj 2014 fremgik, at Udlændingestyrelsen havde lagt vægt på, at ansøgeren til politiet ved en udrejsekontrol i december 2013 havde oplyst, at han på daværende tidspunkt ikke ønskede at medvirke til udsendelse til Bangladesh, jf. Flygtningenævnets endelige afgørelse om asyl fra november 2013. Det fremgik imidlertid rettelig af politiets rapport om udrejsekontrol i december 2013, at politiet havde foreholdt ansøgeren, om han ville medvirke til frivillig udrejse til Burma og ikke Bangladesh. På den baggrund hjemviste Udlændingenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans på ny kunne vurdere, hvorvidt betingelserne for at kunne udvise ansøgeren, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt. FAM/2016/68.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

Dato: 02-08-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Albanien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i maj 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en broder i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren ønskede at klage over, at han fik indrejseforbud i hele EU og Schengenlandene, og at han ikke havde haft mulighed for at udrejse, førend han havde modtaget afslaget på asyl, idet dette ikke var et forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/51.

(1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

Dato: 02-08-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Serbien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i juni 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en søn i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at han havde ret til at søge asyl i Danmark, og at han ikke var kommet til Danmark for at skabe problemer, idet dette ikke var forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/58.

(1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2016 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold

Dato: 14-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Litauen med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark siden maj 2015, blev i oktober 2015 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, og idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Han havde ernæret sig under sit ophold her i landet ved at samle flasker. Klageren havde over for politiet forklaret, at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i tidsrummet fra august 2015 til oktober 2015 at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren havde ernæret sig ved at samle flasker. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, da han som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op til tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere efter de foreliggende oplysninger, at klageren ikke reelt havde været arbejdssøgende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger til politiet om, at han siden sin ankomst til Danmark havde været hjemløs og sovet i telt i parker, at han kom til Danmark i maj 2015 med henblik på at samle flasker – hvilket efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne sidestilles med beskæftigelse som hverken arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller en person med tilstrækkelige midler – at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold, da han ikke talte særlig godt engelsk, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde midler til ophold og hjemrejse, at han ikke havde tilknytning til Danmark eller herboende personer, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, og at der ikke var oplyst om andre særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet. FAM/2016/66.
Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Dato: 17-12-2015

Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en italiensk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af kriminalitet begået i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren blev i august anholdt for tyveri af en mobiltelefon til en værdi af 4.100 kr. samt for besiddelse af 1,2 gram hash i sin højre bukselomme. Klageren havde i forbindelse med en afhøring til politiet erkendt, at han havde stjålet mobiltelefonen, og oplyst at hashen var til eget forbrug.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, idet dette ikke var foreneligt med EU-retten. Udlændingenævnet fandt således, at klagerens fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-rettens regler om fri bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste ikke tidligere var straffet i Danmark, og at tyveriet ikke havde båret præg af at være organiseret eller forud planlagt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at byretten havde fundet, at der ikke havde foreligget et sådant sikkert grundlag for vurderingen af, hvorvidt klagerens adfærd havde udgjort en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser, hvorfor der ikke havde været grundlag for at opretholde frihedsberøvelsen af klageren. FAM/2015/236.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen