Administrativ udvisning

Praksis

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 4 af 7

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 10. oktober 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 10-10-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende udvisning af en indisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren var i juli 2014 indrejst i Danmark. Primo oktober 2015 var klageren blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft i en restaurant. Klageren erkendte over for politiet, at han opholdt sig ulovligt i Danmark. Klageren oplyste endvidere, at han havde et barn sammen med en dansk kvinde, som han havde mødt kort efter sin ankomst til Danmark, og som han ikke havde haft kontakt med siden februar 2015.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren overfor politiet havde erkendt, at han havde opholdt sig ulovligt i Danmark, og at han ikke havde været i besiddelse af gyldig rejselegitimation, gyldigt visum eller opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren var blevet antruffet af politiet i forbindelse med en kontrol for ulovlig arbejdskraft. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde et barn i Danmark født i august 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette forhold ikke kunne føre til, at udvisningen af klageren måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt til at ophæve en afgørelse om udvisning, at man under sit ulovlige ophold har fået et barn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at klageren hverken på anholdelsestidspunktet primo oktober 2015 eller på udsendelsestidspunktet ultimo oktober 2015 havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn, og at et ønske om at etablere en relation til et herboende barn heller ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at klageren i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han primo oktober 2015 blev antruffet af politiet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren havde gjort adskillige forsøg på at få genetableret kontakten med sin tidligere herboende kæreste, og at hans chance for at få etableret et forhold til sit barn ville blive stærkt forringet, hvis han blev udvist med et indrejseforbud, ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at han i juli 2014 var indrejst ulovligt i Danmark, hvor han havde opholdt sig uden et opholdsgrundlag, indtil han i oktober 2015 blev antruffet af Københavns Politi. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde vedtaget og betalt sin bøde, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var tale om forhold, der i sig selv kunne føre til, at afgørelsen om udvisning med indrejseforbud kunne ophæves. Det af partsrepræsentanten anførte om, at der var tale om en mindre alvorlig forseelse, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, ligesom anmodningen om en forkortelse af indrejseforbuddets periode ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt endelig, at kun såfremt ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger talte herfor, kunne der meddeles et indrejseforbud af kortere varighed. Idet klageren på anholdelsestidspunktet og udsendelsestidspunktet ikke havde nogen form for kontakt eller samvær med sit barn eller øvrige familiemæssige eller sociale tilknytninger, kunne der ikke anses for at foreligge særlige omstændigheder, der kunne tale for at forkorte den meddelte periode for indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5. FAM/2016/120.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. september 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 12-09-2016

Udlændingenævnet hjemviste i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en bangladeshisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. I november 2013 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på asyl af Flygtningenævnet, som i afgørelsen lagde til grund, at han måtte antages at stamme fra Bangladesh og ikke fra Burma, og at han kunne udsendes tvangsmæssigt til Bangladesh. Udlændingestyrelsen traf herefter i maj 2014 afgørelse om at udvise ansøgeren.

Udlændingenævnet fandt, at der var en væsentlig mangel i Udlændingestyrelsens afgørelsesgrundlag. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse fra maj 2014 fremgik, at Udlændingestyrelsen havde lagt vægt på, at ansøgeren til politiet ved en udrejsekontrol i december 2013 havde oplyst, at han på daværende tidspunkt ikke ønskede at medvirke til udsendelse til Bangladesh, jf. Flygtningenævnets endelige afgørelse om asyl fra november 2013. Det fremgik imidlertid rettelig af politiets rapport om udrejsekontrol i december 2013, at politiet havde foreholdt ansøgeren, om han ville medvirke til frivillig udrejse til Burma og ikke Bangladesh. På den baggrund hjemviste Udlændingenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans på ny kunne vurdere, hvorvidt betingelserne for at kunne udvise ansøgeren, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt. FAM/2016/68.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

Dato: 02-08-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Albanien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i maj 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en broder i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren ønskede at klage over, at han fik indrejseforbud i hele EU og Schengenlandene, og at han ikke havde haft mulighed for at udrejse, førend han havde modtaget afslaget på asyl, idet dette ikke var et forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/51.

(1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”
Udlændingenævnets afgørelse af 2. august 2016 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren

Dato: 02-08-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Serbien, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2016 klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Klageren blev samtidig administrativt udvist og meddelt indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i juni 2016 havde meddelt klageren afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fulgte af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, at en udlænding i denne situation skulle udvises, medmindre særlige grunde talte herimod (1). Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke havde en familiemæssig tilknytning til Danmark, men at klageren havde en søn i sit hjemland, og at klageren var sund og rask. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at han havde ret til at søge asyl i Danmark, og at han ikke var kommet til Danmark for at skabe problemer, idet dette ikke var forhold, der kunne tillægges betydning, når klageren havde fået afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og i den forbindelse var blevet udvist i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2. FAM/2016/58.

(1) Det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 25 b, stk. 2 (Lovforslag nr. L 107, fremsat den 12. januar 2011, bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til nr. 2) vedrørende udlændinge, der meddeles afslag på asyl efter åbenbart grundløs-proceduren, at: ”I sager, hvor Udlændingeservice [nu Udlændingestyrelsen] meddeler et afslag på asyl i åbenbart grundløs-proceduren, skal udrejsefristen efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, fastsættes til straks, og den pågældende asylansøger skal derfor udvises med indrejseforbud efter § 25 b, stk. 2, medmindre særlige grunde taler herimod.”
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2016 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold

Dato: 14-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en statsborger fra Litauen med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark siden maj 2015, blev i oktober 2015 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, og idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Han havde ernæret sig under sit ophold her i landet ved at samle flasker. Klageren havde over for politiet forklaret, at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i tidsrummet fra august 2015 til oktober 2015 at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, idet han som EU-borger havde været turist i Danmark fra maj 2015 til juli 2015, hvorefter han var forblevet som turist i Danmark frem til oktober 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren havde ernæret sig ved at samle flasker. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, da han som EU-borger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op til tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere efter de foreliggende oplysninger, at klageren ikke reelt havde været arbejdssøgende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger til politiet om, at han siden sin ankomst til Danmark havde været hjemløs og sovet i telt i parker, at han kom til Danmark i maj 2015 med henblik på at samle flasker – hvilket efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne sidestilles med beskæftigelse som hverken arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller en person med tilstrækkelige midler – at han ikke havde været aktivt jobsøgende under sit ophold, da han ikke talte særlig godt engelsk, og at han ikke havde en intention om at søge eller udføre arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde midler til ophold og hjemrejse, at han ikke havde tilknytning til Danmark eller herboende personer, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, og at der ikke var oplyst om andre særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til hjemlandet. FAM/2016/66.
Udlændingenævnets afgørelse af 17. december 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Dato: 17-12-2015

Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en italiensk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af kriminalitet begået i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren blev i august anholdt for tyveri af en mobiltelefon til en værdi af 4.100 kr. samt for besiddelse af 1,2 gram hash i sin højre bukselomme. Klageren havde i forbindelse med en afhøring til politiet erkendt, at han havde stjålet mobiltelefonen, og oplyst at hashen var til eget forbrug.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, idet dette ikke var foreneligt med EU-retten. Udlændingenævnet fandt således, at klagerens fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-rettens regler om fri bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste ikke tidligere var straffet i Danmark, og at tyveriet ikke havde båret præg af at være organiseret eller forud planlagt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at byretten havde fundet, at der ikke havde foreligget et sådant sikkert grundlag for vurderingen af, hvorvidt klagerens adfærd havde udgjort en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser, hvorfor der ikke havde været grundlag for at opretholde frihedsberøvelsen af klageren. FAM/2015/236.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Overtrådt indrejseforbud

Dato: 16-12-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om udvisning af et serbisk ægtepar for indrejse i Danmark i strid med et indrejseforbud meddelt i et andet Schengenland, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klagerne med indrejseforbud i fem år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 4, 3. pkt., var opfyldt, da Udlængestyrelsen traf afgørelserne i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerne var indrejst i Schengen-området i april 2015 på trods af, at klagerne var meddelt indrejseforbud i Schengen-området i to Schengen-lande gældende til henholdsvis september 2015 og februar 2017. Det forhold, at klagerne havde oplyst, at de ikke havde kendskab til indrejseforbuddene i de to Schengen-lande, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ene klager var blevet deporteret til Serbien af Ungarn i september 2010, og at den anden klager var blevet udvist af Tyskland i marts 2010, efter at den pågældende var blevet dømt flere tilfælde af tyveri. Udlændingenævnet henviste til, at det er to Schengen-lande, der havde indberettet klagerne i SIS, og såfremt klagerne ville gøre indsigelser mod disse landes indberetning i SIS, måtte klagerne rette henvendelse til de relevante landes myndigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klagerne havde oplyst, at klagerne var blevet overfaldet gentagne gange i Serbien som følge af deres tilknytning til Kosovo, og at klagerne havde en verserende konflikt med en tidligere arbejdsgiver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, der ikke indgik i vurderingen af sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klagerne havde frafaldet deres asylansøgninger i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at en af klagerne led af hjerteproblemer, for højt kolesterol samt dårlige nerver, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke herved forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klagerne. FAM/2015/235.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 16-12-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 2. pkt., på grund af ulovligt ophold i Danmark, til en pakistansk statsborger, der ved Flygtningenævnets afgørelse fra december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og som i den forbindelse blev pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt. Klageren udrejste ikke i overensstemmelse hermed. Klageren havde et mindreårigt barn, født i 2013, med en bulgarsk statsborger. Barnets moder forsvandt efter det oplyste kort efter fødslen, og klageren havde en verserende sag ved Statsforvaltningen om ophævelse af den fælles forældremyndighed. Han ønskede herefter at søge opholdstilladelse efter EU-retten under henvisning til sin søn, der var bulgarsk statsborger.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i juni 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014 var blevet meddelt afslag på asyl, og at han i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af Danmark senest 15 dage efter afgørelsesdatoen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1 og 2, 2. pkt., og at han ikke var udrejst i overensstemmelse hermed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved sit fremmøde hos Rigspolitiet, Nationalt Udlændingecenter, i december 2014 havde oplyst, at han og hans søn ønskede at medvirke frivilligt til udsendelsen, at han skulle bruge to måneder til at få afsluttet sine sager, men at når sagerne var afsluttede, ville han gerne samarbejde fuldt ud med myndighederne. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren og hans søns asylsag var afsluttet ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at det oplyste om den verserende sag om ophævelse af fælles forældremyndighed ikke gav anledning til at udsætte udrejsefristen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at han alene sås at have haft processuelt ophold under asylsagsbehandlingen, at han blev meddelt endeligt afslag på asyl ved Flygtningenævnets afgørelse i december 2014, og at han senest i november 2015 havde fået afslag på genoptagelse af sin asylsag. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at udvisningen af klageren ville stride mod retten til familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og barnets interesse efter FN’s Børnekonvention, idet klagerens mindreårige søn ville blive adskilt fra sin fader, hvis denne blev udvist, da den mindreårige søn ikke havde et gyldigt pas, og klageren ikke havde fuld forældremyndighed over drengen, og at dette betød, at den mindreårige søn ikke kunne følge med til Pakistan og heller ikke kunne søge om opholdstilladelse i Pakistan uden et gyldigt pas, kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land, de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt ikke, at FN’s børnekonvention giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Det forhold, at partsrepræsentanten havde henvist til to domme afsagt af EU-domstolen – Sag C-34/09 Gerardo Ruiz Zambrano mod Office national del I’emploi (Onem) og Sag C-200/02 Kungian Catherine Zhu og Man Lavette Chen mod Secretary of State for the Home Department – kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at behandle sager om opholdsret efter EU-retten. Udlændingenævnet konstaterede i den forbindelse, at den rette myndighed – Statsforvaltningen – allerede havde behandlet sagen. FAM/2015/250.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Dato: 23-11-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en kroatisk og bosnisk statsborger med dobbelt statsborgerskab i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren i april 2015 blev anholdt i forbindelse med en udrejsekontrol i Københavns Lufthavn, hvor han var på vej til Beograd, Serbien, idet en skanning af klagerens pas viste, at han af Sverige var indberettet som uønsket og meddelt indrejseforbud i Schengen i perioden fra marts 2015 til marts 2018. På den baggrund blev klageren frihedsberøvet og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven for at være indrejst ulovligt i et Schengen land. Det fremgik af Københavns Politis anmeldelsesrapport og afhøringsrapport, at klageren blev visiteret i Vestre Fængsel, hvor politiet fandt klageren i besiddelse af en hashklump og to små poser, der indeholdt et hvidt stof. Stoffet blev analyseret af Border Police som værende kokain. Klageren erkendte over for politiet, at stofferne lå i hans taske, som han selv havde pakket, men han nægtede, at stofferne var til eget forbrug, og at han selv skulle have medbragt stofferne, og han oplyste, at han ikke vidste, hvorfor stofferne lå i hans taske. Københavns Politi havde over for Udlændingenævnet oplyst, at klageren havde modtaget et bødeforelæg på 8.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer, idet han ulovligt havde været i besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash. Klageren var efterfølgende i juli 2015 ved Københavns Byret blevet dømt for ulovlig besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash.

Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2015 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren under visitationen i Vestre Fængsel var fundet i besiddelse af 5,7 gram hash og 2,7 gram kokain, at klageren til Københavns Politis afhøringsrapport havde erkendt det faktiske forhold, at stofferne lå i hans taske, og at klageren havde været bevidst om, at det var euforiserende stoffer, der lå i hans taske. Ligeledes lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren i Københavns Byret var dømt for ulovlig besiddelse af 2,7 gram kokain og 5,7 gram hash. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, således at udvisningen af klageren ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning ville være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke tidligere havde oplyst at have haft længerevarende ophold her i landet eller at have nogen særlig tilknytning til herboende personer eller at have særlige personlige eller helbredsmæssige forhold eller oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til enten Kroatien eller Bosnien-Hercegovina. FAM/2015/253.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borgere

Dato: 07-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med et indrejseforbud i to år af to polske statsborgere i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af en politirapport, at de to udviste, der var mor og datter, havde begået butikstyveri, hvor de havde stjålet varer for 1.379,20 kr. Det fremgik af rapporten, at de to udviste var blevet anmeldt i marts 2015, da de var gået ind i et prøverum med en række varer og derefter kom tomhændede ud med hver en taske i hånden. Anmelderen havde mistet dem af syne ved et kundeskab, men havde senere samme dag taget kontakt til de to udviste, da de på ny var kommet tilbage til butikken. De havde hver i deres tasker nogle varer, som den pågældende butik førte. I tasken lå også en del stanniol, ligesom der i kundeskabet var flere varer, der blev ført af den pågældende butik, der var forsynet med alarmer, der var viklet ind i et tykt lag stanniol. Moderen erkendte tyveriet over for politiet. Hun forklarede til politiet, at hun og datteren var turister fra Polen, at de skulle hjem senere samme dag, at hendes datter ikke havde noget med tyveriet at gøre og ikke var vidende om, at moderen havde lagt en parfume i datterens taske. Datteren forklarede, at hun var kommet til Danmark i februar 2015, at hendes fader boede fast i Danmark, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, at hun tidligere havde besøgt Danmark, og at hun ikke vidste, hvem der havde pakket alarmerne ind i stanniol. Det fremgik af et bødeforelæg fra den pågældende dag, at de to udviste havde betalt bødeforelæg på henholdsvis 1.500 kr og 1.000 kr. I marts 2015 udviste Udlændingestyrelsen moderen og datteren af Danmark med et indrejseforbud på to år. I april 2015 klagede den udviste moders advokat på vegne af de to og anførte til støtte for klagen, at de udviste med deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, at advokaten ikke mente, at den begåede kriminalitet var af professionel karakter, samt at tyveriet ikke kunne antages at være begået med henblik på at omsætte varerne på et senere tidspunkt, da varerne blandt andet var beklædning og makeup. Advokaten henviste endvidere til, at de to udviste ikke var tidligere straffet. Advokaten henviste desuden til de refererede TFK 2012.1042 og TFK 2009.670.

Udlændingenævnet lagde til grund ud fra de udvistes egne oplysninger, at de på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde opholdt sig i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise de pågældende med et indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf deres afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at de to udviste i forening begik butiksrøveri i den pågældende butik i marts 2015, at de begge havde erkendt dette, og at de begge havde betalt en bøde for forholdet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset at de to udviste var EU-borgere, kunne de udvises administrativt med indrejseforbud, idet deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den professionelle karakter af tyveriet, idet varernes alarmer var pakket ind i stanniol, antallet af stjålne varer og den korte periode, de to udviste havde været i Danmark, førend de begik kriminalitet. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og at udvisningen således ikke var uforenelig med EU-reglerne. Det af advokaten anførte om, at de udviste alene havde brugt stanniol til at pakke varerne ind i, og ikke som i sag TFK 2012.1042 havde benyttet en såkaldt russerpose, hvilket efter advokatens opfattelse havde et mere professionelt tilsnit end at pakke varerne ind i stanniol, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, da formålet med begge anordninger var at undgå, at alarmerne kunne aktiveres, og at det ikke er afgørende for graden af professionalisme, hvor avanceret udstyret til at omgå alarmsystemet er. Det af advokaten anførte om, at de udviste ikke var tidligere straffede i modsætning til sagen refereret i TFK 2009.670, fandt Udlændingenævnet heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet vurderede, at butikstyveriet grundet udførselsmetoden samt værdien af de stjålne genstande, og henset til at forholdet var begået af flere i forening, havde en så professionel karakter, at der var tale om et forhold, der udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for de to udviste, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det forhold, at de udvistes ægtefælle og fader boede i Danmark og skulle have boet her i syv år, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da familien havde indrettet sig således, at de udøvede samvær i forbindelse med ferieophold, hvilket de kunne fortsætte med i Polen. FAM/2015/174.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen