 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. april 2022 – udvisning – ulovligt ophold - omgørelse
Dato: 21-04-2022Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Syrien, som var blevet udvist af Danmark for ulovligt ophold.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren havde søgt asyl i Tyskland i 2018 og indrejste i august 2019 i Danmark, hvor hun blev antruffet af politiet i forbindelse med grænsekontrollen. Hun kunne ikke fremvise en gyldig opholdstilladelse eller gyldig rejselegitimation og var alene i besiddelse af et asylansøgerkort fra Tyskland.
Udlændingestyrelsen traf i september 2019 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud, da styrelsen fandt, at klageren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1.
Det viste sig dog under klagesagens behandling, at klageren havde fået opholdstilladelse i Tyskland på indrejsetidspunktet, hvorfor Udlændingenævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets vurdering
”De tyske udlændingemyndigheder har i oktober 2021 bekræftet over for Udlændingenævnet, at klageren har fået færdigbehandlet sin asylsag, og at klageren har fået opholdstilladelse i Tyskland med virkning fra november 2018 til november 2019.
Da klageren indrejste i Danmark den pågældende dag i august 2019, finder Udlændingenævnet, at klageren opholdt sig lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 2 b. Udlændingenævnet vurderer således, at der er grundlag for at omgøre Udlændingenævnets afgørelse fra september 2019.
Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsen ikke burde have udvist klageren af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Herudover burde klageren ikke være blevet frihedsbehøvet i august 2019 ved indrejsen i Danmark i medfør af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har på den baggrund dags dato meddelt Udlændingestyrelsen, at afgørelsen fra september 2019 om udvisning af klageren skal betragtes som ophævet og dermed som en nullitet i medfør af forvaltningsretten, således at klageren stilles som om, hun ikke var blevet udvist af Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse anmodet Udlændingestyrelsen om at foretage indberetning af det annullerede indrejseforbud, således at det fremgår af Schengeninformations-systemet, at klagerens indrejseforbud er tilbagekaldt.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet
Dato: 16-12-2019Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med meddelelse af indrejseforbud i to år til en statsborger fra Frankrig.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2019. Udlændingenævnet fandt således, at unionsborgeren ikke burde udvises af Danmark med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Udlændingenævnet fandt, at unionsborgerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af unionsborgeren ville være i strid med direktiv 2004/38/EF (opholdsdirektivet) artikel 27, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ved det af unionsborgeren begåede tyveri var tale om et enkeltstående forhold, hvor det ikke kunne lægges til grund, at formålet med unionsborgerens indrejse i Danmark var at begå kriminaliteten, idet der til klagen var fremlagt blandt andet kopi af en ansættelseskontrakt mellem unionsborgeren og en restaurant fra september 2019, hvorved unionsborgeren pr. oktober 2019 blev ansat som kok, hvilket understøttedes af det forhold, at unionsborgeren i oktober 2019 fik udstedt EU-registreringsbevis, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på unionsborgerens personlige forhold, herunder at hun i øvrigt var ustraffet også under sit seneste ophold i Danmark i perioden fra juni 2019 til september 2019, samt at hun var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således henset til ovenstående, hvor unionsborgeren blandt andet havde fået udstedt EU-registreringsbevis, og hvor det begåede forhold hverken havde haft et professionelt eller planlagt tilsnit, at der ikke var grundlag for at antage, at hun i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at hendes adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor der ikke var grundlag for at udvise hende med indrejseforbud. Udlændingenævnet anmodede på denne baggrund Udlændingestyrelsen om at slette indberetningen af unionsborgerens indrejseforbud i kriminalregistret. FAM/2019/15. -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2019 – Administrativ udvisning – EU–borger – Ulovligt ophold
Dato: 13-11-2019Udlændingenævnet besluttede ex officio i november 2019 at genoptage Udlændingenævnets afgørelse om udvisning af rumænsk statsborger. Udlændingenævnet havde i juli 2019 stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ophæve det indrejseforbud, som unionsborgeren ved Udlændingenævnets afgørelse i juli 2019 om udvisning af Danmark var blevet meddelt for to år fra den 1. i den førstkommende måned efter, at han var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen den 10. september 2019 havde afsagt dom i den præjudicielle sag C-94/18, Nalini Chenchooliah mod Irland (Chenchooliah-dommen), som nærmere vedrørte medlemsstaters mulighed for at fastsætte indrejseforbud. Dommen vedrørte en tredjelandsstatsborger, som tidligere havde været omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet). Udlændingenævnet bemærkede, at det følger af opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3, at en værtsmedlemsstat ikke må lade en udsendelsesafgørelse ledsage af et indrejseforbud. Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet blev i forbindelse med arbejdet med fortolkningen af Chenchooliah-dommen opmærksomme på, at udlændingemyndighederne – uden at det var en konsekvens af den nævnte dom – hidtil havde haft en praksis, hvorefter der i strid med EU-retten også var meddelt indrejseforbud til unionsborgere i forbindelse med administrativ udvisning på grund af ulovligt ophold. Det fremgår således af Udlændinge- og Integrationsministeriets notat af 12. november 2019 vedrørende Chenchooliah-dommen, at det er ministeriets vurdering, at unionsborgere også forud for dommen må anses for at have været omfattet af opholdsdirektivets artikel 15, stk. 3, idet unionsborgere har en umiddelbar ret til at indrejse og opholde sig i en anden medlemsstat end den, hvori de har statsborgerskab. Idet unionsborgeren i sagen var rumænsk statsborger og i april 2018 af Udlændingestyrelsen blev udvist af Danmark med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., idet Udlændingenævnet stadfæstede denne afgørelse i juli 2019, og idet udvisningen ikke var begrundet i hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, fandt Udlændingenævnet, at unionsborgeren i sagen ikke burde have været meddelt indrejseforbud i forbindelse med udvisningsafgørelsen, og at indrejseforbuddet derfor skulle ophæves. Udlændingenævnet anmodede på denne baggrund Udlændingestyrelsen om at slette indberetningen af unionsborgerens indrejseforbud i kriminalregistret. FAM/2019/16.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2018 – Administrativ udvisning – EU-borger – Hensynet til den offentlige orden
Dato: 09-04-2018Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en rumænsk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.
Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2017 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i juni 2017 var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, ved i juni 2017 i en park, hvortil der var almindelig adgang, at have etableret og opholdt sig i en lejr, som var indrettet med flere madrasser, soveposer og med fire andre personer, hvilket var egnet til at skabe utryghed i nærområdet, at klageren samme dag havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for forholdet, og at klageren over for politiet havde oplyst at være bekendt med, at det ikke er tilladt at overnatte i parker. Udlændingenævnet fandt endvidere, at forholdet ikke kunne anses for at være af tilfældig karakter med en begrænset skadesvirkning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et gentagelsestilfælde, idet klageren også i marts 2017 og i maj 2017 var blevet bortvist som overnatter, og da klageren i maj 2017 havde vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at forholdet var begået i umiddelbar tidsmæssig forlængelse af klagerens indrejse i Danmark og i forening med flere andre personer, hvorfor forholdet ikke kunne anses som et udtryk for en spontan handling, men sammenholdt med klagerens øvrige adfærd som betler og flaskesamler måtte anses for at udgøre en systematisk adfærd under klagerens ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at klagerens handling havde en begrænset skadevirkning, at klageren ikke havde begået anden kriminalitet i forbindelse med overnatningerne i form af tyveri, husfredskrænkelser eller andet, og at der herved var henvist til dommene U 2011.1800H og U 2016.1083/2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der i den aktuelle sag ikke var grundlag for at antage, at det begåede forhold, som tilfældet var i U 2011.1800H og U 2016.1083Ø – hvor det blev fastslået, at husfredskrænkelse, jf. straffelovens § 264, begået af EU-borgere ikke kunne begrunde udvisning – havde karakter af et tilfældigt begået forhold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herefter, at udvisningen med indrejseforbud ikke var uforenelig med EU-reglerne, herunder opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, idet udvisningen – henset til klagerens adfærd og begrænsede tilknytning til Danmark – også måtte anses som proportional. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft længevarende ophold her i landet, at klageren ikke havde nogen særlig tilknytning til herboende personer, og at klageren ikke havde oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til Rumænien, hvor hendes ægtefælle og fire børn boede. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at klageren efter det oplyste var blevet opereret i leveren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget behandling for sin tilstand i form af en operation og ved medicinering. FAM/2018/15.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger
Dato: 21-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Litauen jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 samt indrejseforbud i to år jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter egne oplysninger var indrejst i Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016 og således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i cirka tre eller fire dage. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i oktober 2016 var blevet anholdt og sigtet for fire overtrædelser af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1, ved i fire tilfælde af butikstyverier at have stjålet for i alt 2.148 kr. i butikker. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet pågrebet i umiddelbar tilknytning til det ene forhold, at han havde erkendt alle fire forhold over for politiet, og at han havde vedtaget et bødeforelæg på 4.400 kr. for butikstyverierne, som var blevet begået i nær tilknytning til hans indrejse her i landet. Udlændingenævnet henviste herudover til, at klageren overfor politiet havde oplyst, at han havde brugt alle sine penge på at købe hash på Christiania, at han ikke havde adgang til penge, og at han havde overnattet på Christiania den første nat, men siden da ikke havde sovet. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at udvisningen ikke var uforenelig med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt bela¬stende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens egne oplysninger om, at klageren var kommet til Danmark ultimo september 2016/primo oktober 2016, at han ikke tidligere havde været i Danmark, at han ikke havde tilknytning til herboende personer, og at han ikke havde oplyst om særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der gjorde, at en udvisning af ham måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2017/148.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet
Dato: 09-10-2017Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Rumænien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1. nr. 1, ikke var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et enkeltstående tyveri af beskeden værdi, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren var indrejst i Danmark med det formål at begå kriminalitet, samt at klageren havde forklaret, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka seks måneder, hvilken forklaring på det foreliggende grundlag ikke kunne forkastes som værende urigtig. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af klageren ville være i strid med opholdsdirektivets (direktiv 2004/38/EF) artikel 27, stk. 2. FAM/2017/62.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Frafald af ansøgning om asyl
Dato: 28-09-2017Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016 om administrativ udvisning af en serbisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og § 32, stk. 4. 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren primo november 2016 var indrejst i Danmark sammen med sin ægtefælle og fællesbarn, hvor de alle havde søgt om asyl. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen medio november 2016 havde klageren frafaldet sin asylansøgning.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren primo november 2016 havde søgt om asyl, at klageren medio november 2016 havde frafaldet sin ansøgning om asyl, og at ansøgningen om asyl af Udlændingestyrelsen var blevet vurderet som åbenbart grundløs, fordi klageren var statsborger i Serbien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er fritaget for visum, jf. § 3, eller er meddelt visum, jf. §§ 4-4b, og frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, som behandles efter § 53 b. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder i sagen, der kunne medføre, at klageren ikke kunne udvises, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og at en udvisning af klageren ikke ville virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at klageren var født og opvokset i Serbien, at klageren havde familie i Serbien, som klageren havde kontakt til, og at klageren var sund og rask. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klagerens ægtefælle, som klageren havde et barn sammen med, havde søgt om asyl i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om omstændigheder, der gjorde, at klagerens ægtefælle ikke kunne indrejse i Serbien, for der at udøve familielivet sammen med klageren og fællesbarnet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ægtefællens asylsag var afsluttet. FAM/2017/140.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 27-09-2017Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en kinesisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i september 2006 indrejst i Danmark med opholdstilladelse som studerende. I marts 2015 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration klagerens opholdstilladelse. I maj 2015 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på hendes ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fastsatte samtidig en udrejsefrist til medio juni 2015. I juni 2015 anmodede Udlændingestyrelsen Nationalt Udlændingecenter om at foretage udrejsekontrol, da klageren ikke havde indsendt dokumentation for sin udrejse af Danmark. Ultimo september 2016 – efter at politiet gentagne gange havde forsøgt at kontakte klageren – kontaktede klageren efter anmodning politiet. Klageren oplyste, at hun via sin advokat var blevet bekendt med, at hun i februar 2016 havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Hun oplyste endvidere, at hun ikke havde set brevet, hvori hun skulle være blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller havde modtaget et opholdskort.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne fra politiet om, at klageren havde studeret indtil primo 2016, at hun havde været i arbejde på en restaurant så sent som i september 2016, at hun ultimo september 2016 fortsat var registreret med adresse i Danmark, og at hun ultimo oktober 2016 havde rettet personlig henvendelse til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde imod at udvise klageren af landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt afslag på sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i maj 2015, og at det herefter påhvilede hende at udrejse af landet senest medio juni 2015. Det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde set afgørelsen, hvor hun var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at klagerens partsrepræsentant havde oplyst, at hun havde klaget over afgørelsen og oplyst klageren om, at hun senere var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren selv var ansvarlig for valg af partsrepræsentant, og at en afgørelse anses for forkyndt, når den er kommet frem til partsrepræsentanten. En udmeldt udrejsefrist kan derfor ikke suspenderes, uanset om klageren ikke er gjort bekendt med afgørelsens indhold af sin partsrepræsentant. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens oplysninger til politiet, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der ville kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for hende, samt at hun ikke havde tilknytning til herboende personer, der ville kunne medføre, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at alle klagerens opholdstilladelser i Danmark havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at det ikke fandtes dokumenteret, at der forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. FAM/2017/139.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 27-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud i to år til en statsborger fra Iran. Klageren fik i maj 2016 inddraget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, hvorved Styrelsen for International Rekruttering Integration havde fastsat udrejsefristen til medio juni 2016. Efter den fastsatte udrejsefrists udløb mødte klageren op i Udlændingenævnet, hvorefter Styrelsen for International Rekruttering og Integration den følgende dag traf afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i juni 2016, som blev fastsat i forbindelse med Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016, og at klageren, efter at udrejsefristen var overskredet, personligt var mødt op i Udlændingenævnet, hvor klageren var blevet tilbageholdt af politiet, da klageren ikke længere havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der ville tale imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i maj 2016 havde fået inddraget sin opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde overholdt en af betingelserne for opholdstilladelse, og at det herefter havde påhvilet klageren at udrejse af landet senest medio juni 2016. Det forhold, at klageren ikke var blevet opmærksom på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016 før medio juni 2016, og at udrejsefristen på dette tidspunkt allerede var overskredet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var tilmeldt digital post, at det var klagerens eget ansvar at tjekke sin e-boks, og at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med frigørende virkning kunne sende breve med digital post til den pågældendes e-boks, jf. § 3, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens frihedsberøvelse var blevet kendt ulovlig af byretten, og at klageren var blevet løsladt og tilkendt erstatning på 8.000 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren alene var blevet meddelt en advarsel, da klageren ikke havde midler til at betale en bøde, hvorfor sagen var blevet afgjort med et tiltalefrafald. ERH/2017/82.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. april 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet
Dato: 11-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 om administrativ udvisning af en finsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af politirapporterne, at klageren i april 2016 blev truffet i Rødby Havn sammen med sin søster, der var statsborger i Somalia, at klagerens søster i forbindelse med standsningen fremviste et falsk italiensk pas, og at klageren modtog en straksbøde på 5.000 kr. Det fremgik endvidere, at klageren og klagerens søster havde til hensigt at fortsætte til Finland, og at klageren var bevidst om, at han ikke på legal vis kunne transportere sin søster til Finland.
Udlændingenævnet fandt, at klageren havde overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1 til 4, idet han havde bistået sin søster uden gyldig rejselegitimation med ulovlig indrejse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og hans søster samstemmende havde forklaret, at klagerens søster havde taget kontakt til klageren med henblik på at få hjælp til at komme til Finland fra Italien, at klageren havde samlet sin søster op i Hamborg, og at klageren og hans søster herefter var fortsat mod Puttgarden, hvorefter klageren og hans søster i april 2016 var indrejst i Danmark, mens klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ved afhøringer i april 2016 havde erkendt forholdet, og at han i april 2016 havde vedtaget et bødeforelæg for forholdet. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at klageren efter det oplyste i samarbejde med sin søster havde planlagt bevidst at skaffe sin søster adgang til Danmark uden lovlig rejselegitimation, selvom han var klar over, at dette var i strid med dansk lovgivning, at klageren havde forklaret til politiet, at han var fløjet til Rom for der at leje en bil, så han kunne hente sin søster og bringe hende til Finland, at klageren, da han blev stoppet af politiet i Rødby Havn, i første omgang havde forklaret, at hans passager var en fremmed, han havde mødt på en cafe i Hamborg og tilbudt at køre til København, hvorfra hun kunne tage videre til Sverige, hvorefter han selv ville køre til Ringkøbing, og at klagerens søster havde været i besiddelse af et falsk italiensk pas, som hun havde fremvist med henblik på at blive meddelt tilladelse til indrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at der var tilstrækkelige holdepunkter for at anse klagerens adfærd for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisningen derfor ikke ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at det var hans søster, som klageren havde transporteret til Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klagerens søster ikke havde lovligt ophold i Danmark, og idet klageren overfor politiet havde erkendt, at han var opmærksom på, at han ikke kunne transportere hende på lovlig vis. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var blevet udsendt til Finland, hvor han var statsborger, og hvor han efter det oplyste boede sammen med sin ægtefælle og parrets to børn. FAM/2017/44.
Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet