right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 01-08-2017

    Udlændingenævnet afviste i august 2017 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Afgørelsen fra Udlændingestyrelsen var sendt til udlændingens e-boks. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til samme udlænding, idet udlændingen, efter at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse, ikke var udrejst i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist, og derfor opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen var indgivet efter klagefristens udløb, hvorfor klagen blev afvist og således ikke blev behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i april 2016 havde fremsendt sin afgørelse til udlændingens e-boks, og at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i juni 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen, at der senest skulle klages inden otte uger efter, at afgørelsen var modtaget. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var anført, at udlændingen på tidspunktet, hvor Udlændingestyrelsen traf afgørelse, ikke havde adgang til e-boks. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at man som borger har en personlig pligt til at gøre sig bekendt med ens modtagne breve i e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til lov om Offentlig Digital Post (L 160 af 13. april 2012) samt bemærkningerne hertil, hvoraf det fremgår, at en meddelelse, der sendes i Offentlig Digital Post, er tilgængelig, når adressaten vil kunne fremkalde meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilsluttet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold, og at det er uden betydning, om adressaten har bragt sig i stand til at logge sig ind i Offentlig Digital Post. Udlændingenævnet henviste endvidere til en meddelelse fra Folketingets Ombudsmand, FOB.2016-34. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at udlændingen skulle tjekke sin e-boks, ligesom Udlændingestyrelsen pr. e-mail havde gjort udlændingen opmærksom på, at det fremgik af systemerne, at udlændingen var tilmeldt e-boks, og at udlændingen derfor måtte kontakte sin bopælskommune, såfremt udlændingen havde brug for vejledning og hjælp til opsætningen af e-boks. Udlændingenævnet henviste desuden til, at udlændingen havde kontaktet sin bopælskommune i marts 2017, hvor udlændingen fik oplyst, at udlændingen havde fået afslag på sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, og at udlændingen uagtet denne information ikke havde reageret. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen kunne afvises. Udlændingenævnet fandt endvidere, at betingelserne for at kunne udvise udlændingen med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse herom i juni 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at udlændingen ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med udrejsefristen, som blev fastsat af Udlændingestyrelsen, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af udlændingens opholdstilladelse i april 2016. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at udlændingen ikke havde adgang til sin e-boks. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til begrundelsen vedrørende baggrunden for, hvorfor klagen var afvist af Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af en byrets retsbog, at politiet havde fundet Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016 vedrørende nægtelse af forlængelse, hvor der var anført en udrejsefrist, på udlændingens bopæl. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at udlændingens ægtefælle efter det oplyste led af behandlingskrævende sygdom, at ægtefællen ikke var i stand til at passe sig selv, og at ægtefællen led af let PTSD. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste ikke var noget til hinder for, at ægtefællen indrejste og tog ophold i udlændingens hjemland, Libanon, hvor udlændingen og ægtefællen havde indgået ægteskab, og hvor ægtefællen havde besøgt udlændingen flere gange, for dér at udøve familielivet. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. Udlændingenævnet henviste endelig til, at udlændingen ikke længere havde en opholdstilladelse på baggrund af ægteskab. FAM/2017/40.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende ægtefælle

    Dato: 14-06-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en statsborger fra Congo, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse ikke skulle afvises under henvisning til, at ansøgningen var indgivet for sent, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgningen om forlængelse blev indgivet cirka halvanden måned efter udløbet af ansøgerens tidligere opholdstilladelse, samt at ansøgeren sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn på henholdsvis 9, 13, 14 og 16 år, var indrejst i Danmark i marts 2008, og at familien siden da havde boet og opholdt sig lovligt i Danmark, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen skulle tillades indgivet under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 2, 2. pkt. ERH/2017/21.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 30-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Ghana, som søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning her i landet, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i august 2010, at det fremgik af en dom fra december 2013, at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark fra december 2010 til november 2013, at ansøgeren ved dommen var blevet udvist og havde fået indrejseforbud i seks år, at ansøgeren af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014 og var blevet pålagt at udrejse senest 15 dage efter afgørelsen, og at ansøgeren derfor på tidspunktet for indgivelsen af den aktuelle ansøgning om opholdstilladelse havde opholdt sig ulovligt i Danmark i flere år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i Danmark. Det var anført i sagen, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 21, at der med vurdering af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om hensynet til familiens enhed. Efter Udlændingenævnets opfattelse indebar EMRK artikel 8 ikke, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af ERMK artikel 8 kunne bevirke, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indrejse i Ghana, hvor ansøgeren havde opholdt sig forud for sin indrejse i Danmark i august 2010, for at indgive ansøgningen der. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerens ægtefælle havde et 12-årigt særbarn, som boede hos ansøgerens ægtefælle, som ansøgerens ægtefælle havde forældremyndighed over, og hvis fader udøvede regelmæssigt samvær med barnet på ansøgerens bopæl. Det indgik endvidere, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde et fælles barn født i juni 2015. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det uanset karakteren af de pådømte lovovertrædelser måtte anses for en skærpende omstændighed, at ansøgeren ved dom i december 2013 var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014, og at ansøgeren på trods heraf fortsat ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle således havde mødt hinanden på et tidspunkt, hvor ansøgeren allerede var udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år, og at parret – på trods af at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl – havde valgt at få et barn og indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse eller lovligt ophold på et andet grundlag i Danmark, og hvor parret heller ikke kunne have en berettiget forventning om, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at udlændingelovens § 9, stk. 21, er en processuel regel, som alene forholder sig til, hvor ansøgningen kan indgives. Der var således ikke ved stillingtagen til, om ansøgerens ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark, foretaget en vurdering af, om der ved en korrekt indgivet ansøgning kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 4. Udlændingenævnet fandt på den baggrund heller ikke, at det forhold, at parret i ansøgningsperioden eventuelt måtte leve adskilt, i sig selv ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8. FAM/2017/80.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud

    Dato: 15-02-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af en irakisk statsborgers ansøgning, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21.

    Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens tidligere meddelte indrejseforbud var udløbet i januar 2017, og at han forud herfor i juli 2015 havde fået et fællesbarn med sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ægtefællen havde to mindreårige særbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmark internationale forpligtelser at tillade ansøgerens ansøgning indgivet i Danmark. FAM/2017/5.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. december 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 19-12-2016

    Udlændingenævnet afviste i december 2016 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, da Udlændingenævnet ikke sås at have modtaget betaling i form af det fulde gebyr herfor.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren – der havde indgivet sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse efter den 1. marts 2016, hvorfor klagen var pålagt et gebyr – ikke havde indbetalt det for ansøgerens klage påkrævede gebyr, og betingelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 5, 2. pkt., var derfor ikke opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at ansøgeren ikke af Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om gebyrreglerne, da ansøgeren i forbindelse med klagens indgivelse i Udlændingenævnet blev vejledt om, at klagen var gebyrpålagt. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var stærkt beklageligt, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke havde vejledt om gebyrreglerne. FAM/2016/107.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist

    Dato: 12-12-2016

    Udlændingenævnet afviste i december 2016 en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om hjemsendelse efter aktivlovens § 3, stk. 4, af en nordisk statsborger fra Finland, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afgørelse havde rettet henvendelse til et jobcenter i klagerens kommune, hvor hun var blevet vejledt om, at hun kunne se bort fra afgørelsen om hjemsendelse, da den ikke vedrørte hende, og at klageren derfor ikke havde foretaget sig yderligere. I august 2016 havde klageren rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at hun havde søgt SU og derfor skulle svare på, om hun havde en verserende sag i Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingestyrelsen havde henvist til afgørelsen fra maj 2016 og oplyst, at klageren havde mistet sin ret til at opholde sig i Danmark som nordisk statsborger. Udlændingenævnet modtog en klage fra klageren i oktober 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen var indgivet efter klagefristens udløb, og at klagen således ikke ville blive behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev i maj 2016 havde meddelt klageren, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren efter aktivloven under henvisning til, at klageren havde modtaget kontanthjælp, og at Udlændingenævnet først i oktober 2016 havde modtaget klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen fra maj 2016, at der senest skulle klages otte uger efter, at klageren havde modtaget afgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke forelå sådanne omstændigheder, at der kunne dispenseres fra klagefristen, og at det af klageren anførte om, at klageren havde fået forkert vejledning om hjemsendelsesafgørelsen, og at klageren først på klagetidspunktet var blevet klar over, at hun skulle have henvendt sig til Udlændingestyrelsen i stedet for jobcentret, ikke kunne føre til, at der kunne dispenseres fra klagefristen. Udlændingenævnet lagde til grund for afgørelsen, at klageren havde fået en meget mangelfuld og direkte fejlagtig vejledning fra jobcentret, men Udlændingenævnet fandt desuden, at der uanset dette ikke var grundlag for dispensation. Udlændingenævnet henviste herved til, at det burde havde stået klageren klart, at Udlændingestyrelsens afgørelse var truffet af en selvstændighed myndighed, ligesom afgørelsen klart fremstod som en afgørelse med retsregler og klagevejledning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klageren var blevet partshørt forud for afgørelsen om sine personlige forhold på baggrund af kommunens indberetning, hvorfor det ikke kunne have været klageren ubekendt, at der verserede en sag i Udlændingestyrelsen på baggrund af, at klageren havde modtaget hjælp til forsørgelse efter aktivloven. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at klageren – efter at klageren havde fået afslag på SU og således var blevet bekendt med, at den vejledning, som klageren havde fået fra jobcentret var forkert, og efter at klageren dernæst på ny havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen og var blevet orienteret om styrelsens afgørelse – ikke straks havde påklaget styrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, men at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i oktober 2016, hvilket ikke var i umiddelbar forlængelse af klagerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i august 2016. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren senest i august 2016 burde have indset, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016 ikke var et fejlagtigt autogenereret brev, som klageren kunne se bort fra, og at klageren dernæst efter det oplyste havde forholdt sig passivt i forhold til at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse, indtil Udlændingenævnet i oktober 2016 havde modtaget klagen, hvilket var tre måneder efter klagefristens udløb. FAM/2016/102.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. oktober 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 19-10-2016

    Udlændingenævnet afviste i oktober 2016 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i februar 2016 vedrørende to sudanske statsborgere, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen sendte afgørelsen til ansøgernes partsrepræsentant med almindelig post samme dag, som Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet modtog klagen i august 2016, hvori der blev henvist til en klage, der i april 2016 skulle være afsendt af ansøgernes partsrepræsentant. Udlændingenævnet anmodede i september 2016 om yderligere dokumentation for, at ansøgernes partsrepræsentant havde afsendt en klage i april 2016. Udlændingenævnet modtog efterfølgende et brev fra ansøgernes partsrepræsentant, hvori der blev anført, at klagen blev afsendt i april 2016 med almindelig post, at ansøgers partsrepræsentant orienterede ansøgerne herom, og at den manglende modtagelse af klagen kunne skyldes en menneskelig fejl.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen blev indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen sendte afgørelsen af februar 2016 med almindelig post samme dag, som Udlændingestyrelsen traf afgørelse, og at Udlændingenævnet først i august 2016 modtog klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen fra februar 2016, at en klage skulle indgives senest otte uger efter, at afgørelsen var modtaget. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det af ansøgernes partsrepræsentant anførte om, at den manglende modtagelse af klagen kunne skyldes en menneskelig fejl, og at han som repræsentant havde været i god tro om, at klagen i april 2016 var blevet indsendt rettidigt, ikke kunne føre til, at der kunne dispenseres fra klagefristen, da det ikke ud fra det fremsendte materiale var dokumenteret, at ansøgernes partsrepræsentant i april 2016 havde fremsendt en klage vedrørende ansøgerne til Udlændingenævnet. FAM/2016/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende familie til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet omgjorde i juli 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse til to mindreårige nigerianske statsborgere, født i henholdsvis 2004 og 2006, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 2, og stk. 3.

    Udlændingenævnet fandt, at det ville være bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgernes forlængelsesansøgninger indgivet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge ansøgere var født og opvokset i Danmark, hvor de var bosiddende sammen med deres forældre, hvor de havde haft deres skolegang, at de talte flydende dansk, og at de var under den kriminelle lavalder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne siden deres fødsel havde haft lovligt ophold i Danmark frem til udløbet af deres hidtidige opholdstilladelse, og at ansøgningerne om forlængelse af deres hidtidige opholdstilladelser var indgivet ca. tre måneder for sent. Udlændingenævnet fandt dog, at Danmarks internationale forpligtelser ikke var til hinder for, at der ved indgivelsen af ansøgningerne om forlængelse af ansøgernes opholdstilladelser skulle betales gebyr. ERH/2016/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juli 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 13-07-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Tyrkiet, da ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark ikke havde lovligt ophold her i landet.

    Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde oplyst, at hun senest var indrejst i Danmark i marts 2007, at Udlændingestyrelsen senest i december 2007 havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at denne afgørelse var blevet stadfæstet af det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i maj 2008 med udrejsefrist straks. Udlændingenævnet bemærkede, at tyrkiske statsborgere er visumpligtige, medmindre de skal udføre en tjenesteydelse i Danmark, og at ansøgeren havde indgivet sin ansøgning om ægtefællesammenføring i februar 2015, hvor ansøgeren således fortsat havde ulovligt ophold. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i Danmark i cirka otte år uden opholdstilladelse, og derfor havde ulovligt ophold på dette tidspunkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren gentagne gange var blevet meddelt afslag på familiesammenføring og derfor ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne opholde sig i Danmark, herunder blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af en ny ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ej heller, at det kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens herboende ægtefælle efter den seneste ansøgnings indgivelse var blevet dansk statsborger. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at tilknytningskravet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, også bliver stillet over for danske statsborgere. Udlændingenævnet bemærkede vedrørende ansøgerens ansøgning om ophold efter Assoceringsaftalen, at en sådan ansøgning ikke kunne afvises i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, men at denne skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Assoceringsaftalen ikke i sig selv giver ret til familiesammenføring. Udlændingenævnet hjemviste herefter den del af ansøgningen, der knyttede sig til selvstændig opholdsret efter Assoceringsaftalen, til Udlændingestyrelsen til fornyet behandling. FAM/2016/77.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2016 – Afvisning – Afvisning ved indrejsen

    Dato: 25-04-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2016 Københavns Politis afgørelse om afvisning ved indrejsen af en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke havde et gyldigt visum. Klageren var i besiddelse af et pakistansk pas isat et britisk ”Residence Documentation”, udstedt på baggrund af klagerens ægtefælle, der var dansk statsborger og bosiddende i Storbritannien. Klageren var rejst fra London til København sammen med sit barn, der var britisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at Københavns Politi med rette havde afvist klageren ved indrejsen i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var en betingelse for, at ansøgeren som pakistansk statsborger kunne indrejse i Danmark, at hun var i besiddelse af et gyldigt visum, hvilket hun ikke kunne anses for at have været ved indrejsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på afvisningstidspunktet var i besiddelse af et britisk ”Residence Documentation”, da hun var bosiddende i Storbritannien. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren ikke var ledsaget af sin ægtefælle ved indrejsen i Danmark. FAM/2016/37.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen

Udlændingenævnet | Adelgade 11-13 | DK-1304 København K | +45 6198 3800 |udln@udln.dk |Digital Post