Praksis

Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Forrige

Side 1 af 5

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2025 – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Beløbsordningen – Danmarks internationale forpligtelser - § 9 p

Dato: 13-03-2025

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2025 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter den supplerende beløbsordning fra en statsborger fra Tyrkiet, da ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet.

Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren indgav i marts 2024 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter den supplerende beløbsordning. Ansøgningen blev i maj 2024 afvist af SIRI, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, og § 9 p, stk. 2.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet skal indledningsvist henvise til, at en udlænding kan indgive ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 13, og § 9 p, stk. 1, i udlændingens hjemland, eller i det land, hvor udlændingen har haft fast lovligt ophold i de sidste 3 måneder, eller i Danmark, hvis udlændingen har lovligt ophold i her landet.

Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at da [ansøgeren] er statsborger i Tyrkiet og er i besiddelse af et biometrisk nationalitetspas (red ordinary passport), er han ikke visumfritaget og derfor er det påkrævet for ham at have et visum eller en opholdstilladelse udstedt af en Schengenmedlemsstat for, at han lovligt kan rejse ind og opholde sig på medlemsstaternes område, herunder Danmark.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at [ansøgerens] nationalitetspas kun indeholder tomme sider og dermed ikke indeholder et visum/opholdssticker, der er udstedt af en anden medlemsstat, ligesom det heller ikke fremgår af IVR-VIS, at der er udstedt et visum til ham inden for de seneste 5 år.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er divergerende oplysninger i sagen vedrørende [ansøgerens] opholdssted på ansøgningstidspunktet, idet det fremgår af ansøgningen af marts 2024, at han opholdt sig i Sverige, og at han ikke var indrejst i Danmark. Det fremgår dog også af ansøgningen, at [ansøgeren] i marts 2024 har underskrevet ansøgningen i [en dansk by]. Endelig fremgår det af klagen, at han på ansøgningstidspunktet opholdt sig i Danmark på et visumophold.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at der ikke er indsendt samtykke, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., til, at nævnet kan rette henvendelse til Migrationsverket for at få oplyst [ansøgerens] opholdsstatus i Sverige

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at [ansøgerens] opholdssted på ansøgningstidspunktet, såvel på nuværende tidspunkt, ikke med sikkerhed kan fastslås.

Udlændingenævnet finder det derfor rettest at ændre begrundelsen for SIRI’s afgørelse af maj 2024.

Udlændingenævnet finder således, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret, at han på ansøgningstidspunktet har opholdt sig lovligt Sverige i de sidste 3 måneder, jf. § 9 p, stk. 2, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 3, og at han heller ikke er kommet med de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om han på ansøgningstidspunktet har opholdt sig lovligt her i landet, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., og at SIRI derfor med rette afviste indgivelsen af hans ansøgning.

Udlændingenævnet vurderer herefter, at der ikke er oplyst eller dokumenteret sådanne humanitære hensyn, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 3, 2. pkt., der afgørende taler for, at ansøgningen alligevel skal tillades indgivet, selvom [ansøgeren] ikke har opholdt sig lovligt i Sverige i de sidste 3 måneder forud for ansøgningens indgivelse. Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] havde ret til at opholde sig i Danmark fra marts 2021 til august 2022 under udlændingemyndighedernes behandling af hans seneste ansøgning om opholdsret, da han burde have været udrejst senest i august 2022.

Det til klagen anførte og indsendte er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, men kan ikke føre til en ændret vurdering af sagen, idet tyrkiske statsborgere ikke ifølge associeringsaftalekomplekset kan indrejse visumfrit i Danmark for at indgive en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at principperne fastlagt i Soysal-dommen, sag C-228/06, ikke finder anvendelse i [ansøgerens] sag, idet han på ansøgningstidspunktet må formodes at have opholdt sig ulovligt på Schengenmedlemsstaternes område, at hans arbejdsgiver A er etableret i Danmark, at han er blevet tilbudt en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, og at formålet med hans indrejse i Danmark var at søge en opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af beskæftigelse, og ikke at levere tjenesteydelser, hvorfor han ikke er omfattet af undtagelserne fra kravet om visumfri indrejse i Danmark.

Udlændingenævnet konstaterer, at formuleringen i SIRI’s afgørelse om, at reglen kun finder anvendelse for personer "who can be designated as performing a service in Denmark", som i klagen var henvist til, refererer til Soysal-dommen.

Udlændingenævnet har ved afgørelsen også lagt vægt på annex 6 i visumhåndbogen, der beskriver under hvilke betingelser en tyrkisk statsborger kan indrejse visumfrit, og at indgivelse af en ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse ikke er omfattet af undtagelserne. Dokumentet kan tilgås via dette link: https://www.nyidanmark.dk/da/Lovstof/Visumkodeks-mm_/Visumh%C3%A5ndbogen.

Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på afsnit IV, pkt. 28, i Udlændinge- og Integrationsministeriets oversigt over rejsedokumenter, visumforhold og grænseovergange, hvoraf det fremgår, at tyrkiske statsborgere er visumfritaget, hvis vedkommende skal udføre en tjenesteydelse eller hvis vedkommende kortvarigt skal udføre arbejde omfattet af montørreglen i udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2. Se link her: https://www.nyidanmark.dk/da/Ord-og-begreber/US/Visum/Visum---Oversigt-over-rejsedokumenter,-visumforhold-og-gr%C3%A6nseovergange. Da [ansøgeren] har indgivet ansøgning om tidsubegrænset ansættelse, er han ikke omfattet af montørreglen i udlændingebekendtgørelsens § 24, stk. 2.

Udlændingenævnet finder, at [ansøgeren] ikke er omfattet af artikel 41 i tillægsprotokollen, jf. begrundelsen ovenfor. Udlændingenævnet har herefter vurderet indgivelsen af hans ansøgning i relation til artikel 13 i afgørelse 1/80.

Udlændingenævnet konstaterer, at associeringsaftalekomplekset ikke finder anvendelse på tyrkiske statsborgere, der ikke har lovligt ophold. Dette følger efter nævnets opfattelse analogt af EU-Domstolens dom af 17. september 2009, Sahin, C-242/06, af EU-Domstolens dom af 7. november 2013, Demir, sag C-225/12, og forudsætningsvist af EU-Domstolens dom af 15. november 2011, Dereci, sag C-256/11.

Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at [ansøgeren] opholder sig lovligt i Danmark. Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at [ansøgeren] opholder sig/har opholdt sig lovligt i Sverige, da han ikke har givet samtykke til, at Udlændingenævnet må indhente oplysninger om hans opholdsstatus fra Migrationsverket.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse med en ændret begrundelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2024 – Familiesammenføring – Anden familie - Afvisning

Dato: 18-01-2024

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en libanesisk statsborgers ansøgning om familiesammenføring til sin herboende søster, da ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i Danmark på bagrund af et visum. Inden dette visum udløb, søgte ansøgeren om visumforlængelse. På tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring var ansøgerens visum udløbet, og ansøgningen om forlængelse af visum var forsat under behandling.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] november 2022 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført.

[Ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse i Danmark er således afvist, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 6.

Udlændingenævnet finder endvidere, at det forhold, at [ansøgeren] havde et besøgsvisum til Danmark, der var gyldigt i 53 dage i perioden den […] april 2022 til […] juni 2022, og at hun på et tidspunkt, hvor hun fortsat havde et gyldigt visum i Danmark, den […] maj 2022, indgav en ansøgning om forlængelse af sit visum, ikke kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring først blev indgivet i Udlændingestyrelsen den […] august 2022, og at hendes visum på det tidspunkt var udløbet.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det følger af ordlyden af udlændingelovens § 9 c, stk. 6, 1. pkt. at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan indgives her i landet, blandt andet hvis ansøgeren har fået bemyndiget et visum til Danmark efter § 3 a, eller hvis ansøgeren har fået sit visum forlænget efter udlændingelovens § 4 b.

Udlændingenævnet henviser herved endvidere til lovens almindelige bemærkninger (Lov nr. L 188 af 26. marts 2010, afsnit 6.1.2.), hvoraf det bl.a. fremgår, at udlændinge, der har ophold i Danmark på grundlag af en opholdstilladelse, et visum eller et visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne, kan indgive en ansøgning om opholdstilladelse her i landet, medmindre særlige grunde taler herimod.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 c, stk. 6, at lovændringen indebar en skærpelse af reglerne for, hvornår en ansøger kan indgive en ansøgning om opholdstilladelse efter indrejse her i landet.

Det fremgår således af bemærkningerne til loven (afsnit 6.1.2.):

”at udlændinge, som opholder sig ulovligt i Danmark, kun kan indgive ansøgning her i landet, hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det. Forslaget sigter navnlig til ansøgninger om familiesammenføring, hvor det på baggrund af en umiddelbar vurdering ikke kan afvises, at der er et beskyttelsesværdigt familieliv, som er omfattet af EMRK artikel 8.

Det foreslås, at dette også skal gælde for udlændinge, som har fået afslag på opholdstilladelse og har fået en frist for udrejse, og som således er pålagt at udrejse af Danmark. Også udlændinge, som allerede har en anden ansøgning om opholdstilladelse under behandling, foreslås omfattet af de skærpede regler. Hensigten er at imødegå tilfælde, hvor udlændinge forsøger at trække sagsbehandlingen i langdrag og forlænge opholdet i Danmark.

Det vil således kun være Danmarks internationale forpligtelser, der kan begrunde, at en ansøgning fra en udlænding, som har ulovligt ophold, som har fået en udrejsefrist, eller som allerede har en ansøgning om opholdstilladelse under behandling, kan tillades indgivet.”

Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at det hverken i ordlyden af udlændingelovens § 9 c, stk. 6, eller af bestemmelses forarbejder kan udledes, at en ansøger der har indgivet en ansøgning om visumforlængelse har lovligt ophold efter bestemmelsens forstand, således at ansøgeren kan indgive sin ansøgning om familiesammenføring her i landet.

Udlændingenævnet finder således, at det forhold, at [ansøgeren] på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen havde ret til at opholde sig i Danmark på baggrund af sin visumforlængelsesansøgning, ikke kan medføre, at sagen om familiesammenføring skal tillades indgivet.

Det til klagen anførte om, at [ansøgeren] afleverede sit pas i Udlændingestyrelsen, da hun søgte om forlængelse af sit visum, og at hun i den forbindelse fik udstedt et midlertidigt pas af styrelsen, hvilket må anses for en bekræftelse af hendes processuelle opholdsret under behandlingen af ansøgningen af visumansøgningen, at hun ikke modtog svar fra styrelsen før den 23. januar 2023 – efter ansøgning om familiesammenføring var blevet afvist – og at hun i den forbindelse fik sit pas retur, hvorfor hendes forlængede ophold må betragtes som lovligt ophold, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet finder således ikke, at [ansøgeren] på baggrund af Udlændingestyrelsens sagsbehandling i forbindelse med hendes visumforlængelsessag har givet hende en berettiget forventning om, at hun måtte indgive en ansøgning om familiesammenføring, før hun havde et gyldigt forlænget visum.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det som altovervejende hovedregel er ansøgers ansvar at sikre overholdelsen af betingelserne for at indgive ansøgningen. Det fremgår i den forbindelse af udlændingemyndighedernes hjemmeside, at man må indgive en ansøgning om familiesammenføring – og få den behandlet i Danmark, hvis man opholder sig lovligt i Danmark på baggrund af et gyldigt visum, et forlænget visum, på visumfrit ophold eller på forlænget visumfrit ophold.

Det til klagen anførte om, at [ansøgerens] mor er alvorligt syg, og i øjeblikket er i palliativ behandling på plejehjemmet, […], og hun har brug for hendes nærvær og opmærksomhed, samt at plejehjemmet, hvor [ansøgerens] mor opholder sig har vurderet, at [ansøgerens] mors tilstand bliver bedre, når [ansøgeren] er hos sin mor, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] har søgt om familiesammenføring til sin søster, [G], og således ikke til sin mor. Udlændingenævnet kan således ikke ved denne afgørelse vurdere et eventuelt afhængighedsforhold mellem [ansøgeren] og hendes mor.

Udlændingenævnet bemærker, at det fremgår af sagens oplysninger, at [G] har været primær kontaktperson imellem det lægefaglige personale og moren vedrørende morens helbredsforhold, og at det forhold, at [ansøgeren] hjælper sin søster i forbindelse med denne rolle kan ikke i sig selv danne grundlag for at give opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at der ikke ses at foreligge et beskyttelsesværdigt familieliv mellem [ansøgeren] og søsteren, [G], da der ikke mellem dem ses at være en helt særlig tilknytning, der er ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.

Udlændingenævnet henviser til, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdom-stol (EMD), at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige far, mor og mindreårige børn – og at et land kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem voksne søskende vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring.

Ej heller det forhold, at til klagen er anført, at [ansøgerens] danske familie, som består af 4 søskende, mor og far, bor fast i Danmark og at [ansøgeren] er desperat efter at være sammen med dem som en mental hjælp i forbindelse med både sin mor og tabet af [ansøgerens søn] få måneder forinden, kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at et manglende familienetværk samt at generelle sociale problemer i en ansøgers hjemland ikke i sig selv er nok til at, ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, skal tilladelse indgivet, jf. § 9 c, stk. 6.

Udlændingenævnet skal hertil gøre opmærksom på, at § 9 c, stk. 6, alene er en proceduremæssige forskrift, og at der herved ikke er taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning efter § 9 c, stk. 1, vil kunne imødekommes.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2023 – afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – hjemvisning – FN’s Børnekomité har udtalt kritik

Dato: 27-11-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2023 – afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – hjemvisning – FN’s Børnekomité har udtalt kritik

Udlændingenævnet genoptog en sag om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse fra en statsborger fra Nigeria og hjemviste i november 2023 sagen til Udlændingestyrelsen..

Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren havde fået afslag på asyl og blev i maj 2019 af Vestre Landsret dømt til udvisning med indrejseforbud i 6 år. Ansøgeren var også tidligere udvist med indrejseforbud i 6 år. Østre Landsret vurderede i januar 2021, om ansøgerens udvisning skulle ophæves som følge af ansøgerens ændrede personlige forhold, jf. udlændingelovens § 50, men fandt ikke anledning hertil. Ansøgeren indgav i november 2019 en ansøgning om familiesammenføring. Udlændingestyrelsen afviste i december 2019 at behandle ansøgningen, idet ansøgningen var indgivet under ulovligt ophold i Danmark. Ansøgeren klagede i maj 2021 til FN’s Børnekomité på vegne af sine 2 børn og et stedbarn over Udlændingestyrelsens afgørelse, idet ansøgeren påberåbte sig, at en udsendelse til Nigeria vil udgøre en krænkelse af artikel 3,7,9 og 10 i Børnekonventionen. Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2019 om afvisning af indgivelse af ansøgning om familiesammenføring fra Danmark. FN’s Børnekomité afgav i september 2023 en udtalelse i sagen C.C.O.U., C.C.A.M. og A.C.C. mod Danmark (145/2021). Komitéen fandt, at Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2021 var i strid med Børnekonventionens artikel 3 og 9. Komitéen tog ikke stilling til, hvorvidt der også var sket en krænkelse af artikel 7 eller 9. Udlændingenævnet genoptog som følge af fast praksis i november 2023 Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2021 og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnets vurdering:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Komitéen fandt, at Udlændingenævnets afgørelse af […] oktober 2021, hvorved nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse af […] december 2019, vedrørende afvisning af indgivelse af [ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring med [ansøgerens] kæreste [reference], fra Danmark, er i strid med Børne-konventionens artikel 3 og 9. Komitéen tog ikke stilling til, hvorvidt der også var sket en krænkelse af artikel 7 eller 10.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der på baggrund af det anførte af Komitéen bør ske en vurdering i 2 instanser af, hvilken indvirkning familieadskillelsen vil kunne have på [referencen] og [ansøgerens] 2 fællesbørn, [barn 1] og [barn 3], samt på [referencens] særbarn, [barn 3], herunder om familielivet kan opretholdes under hensyntagen til børnenes unge alder, [referencens] helbred og [referencens] manglende evne til at rejse til et tredjeland og [ansøgerens] udvisning af Danmark med et indrejseforbud i 6 år, såfremt [ansøgeren] henvises til at indgive sin ansøgning om familiesammenføring med [referencen] fra Nigeria. Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at [ansøgeren] siden […] april 2023 igen har været frihedsberøvet.

Udlændingenævnet noterer i øvrigt, at det fremgår af CPR-registret, at [ansøgeren] og [referencen] den […] maj 2023 fik endnu et fælles barn.

Udlændingenævnet har på den baggrund sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen efter reglerne i udlændingeloven, således som denne var bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019.

[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet giver [ansøgeren] ret til at opholde sig i Danmark under Udlændingestyrelsens sagsbehandling.

Udlændingenævnet foretager sig herefter ikke videre i anledning af anmodningen om genoptagelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2023 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 30-08-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen fra en statsløs palæstinenser. SIRI henviste i afgørelsen til, at ansøgningen var indgivet på et tidspunkt, hvor ansøgeren var meddelt en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 4. pkt. Ansøgeren havde imidlertid ikke lovligt ophold i landet på ansøgningstidspunktet, og afgørelsen burde derfor rettelig have været truffet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

Udlændingenævnet fandt samtidig grundlag for at omgøre den del af SIRI’s afgørelse fra marts 2021, hvorefter ansøgeren blev meddelt et indrejseforbud på 2 år.

Sagens faktisk omstændigheder:

Ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2018, hvor han søgte om asyl. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre ansøgeren til Spanien i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Ansøgningen blev i marts 2021 afvist af SIRI, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at SIRI i marts 2021 med rette afviste ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen), ikke kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold.
Udlændingenævnet lagde efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i marts 2021.

Udlændingenævnet har herved lagt på, at ansøgeren i februar 2018 var registreret som asylansøger i Spanien, at han indrejste i Danmark i juli 2018, inden hans asylsag i Spanien var færdigbehandlet, at han søgte asyl i Danmark i juli 2018, at han forsvandt fra indkvarteringscenteret i september 2018, kort efter de spanske myndigheder accepterede at tilbagetage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at han frem til november 2019, da han indgav ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, opholdt sig ulovligt her i landet.

Udlændingenævnet skal bemærke, at SIRI i sin afgørelse i februar 2020 om afvisning af ansøgerens ansøgning, indgivet i november 2019, burde havde nævnt, at han ikke opholdt sig lovligt i Danmark.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark i perioden fra februar 2020, da han klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2020 om overførsel til Spanien, til marts 2020, da Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, men Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret begrundelse.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i februar 2020 vejledte ansøgeren om, at hvis han påklagede afgørelsen senest 7 dage efter meddelelsen af afgørelsen, ville det give ham ret til at opholde sig i landet, mens klagesagen blev færdigbehandlet, og at ansøgeren påklagede afgørelsen inden fristen.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at påklages en afgørelse om overførelse efter Dublinforordningen inden 7 dage efter, at den er meddelt, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort. Ligesom det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., at påklages af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, herunder klagen over afgørelse om overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, har dette opsættende virkning frem til Flygtningenævnet træffer afgørelse.

Det betyder, at SIRI’s afgørelser fra november 2020 og januar 2021 fejlagtigt indeholdt en frist for ansøgerens udrejse, men også, at ansøgeren ikke havde ret til ophold her i landet efter Flygtningenævnet traf afgørelse i marts 2021.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at det fremgår af SIRI’s afgørelse, at hans ansøgning om opholdstilladelse blev afvist, da han i januar 2021 fik fastsat en udrejsefrist til februar 2021, men at han på afgørelsestidspunktet fortsat havde lovligt ophold i Danmark, mens han ventede på Flygtningenævnets afgørelse, og at Flygtningenævnet først i marts 2021 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han skulle overføres til Spanien.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at selv om SIRI’s begrundelse er forkert, kan dette ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens ansøgning med rette blev afvist.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at han havde fået fastsat en udrejsefrist til februar 2021, og således før han indgav ansøgning, men at den burde have været afvist under henvisning til, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det må have stået klart for ansøgeren, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, og derfor kunne han ikke have forventet, at hans ansøgning ville blive behandlet, idet han siden sin samtale med Udlændingestyrelsen i august 2018 vidste, at de danske udlændingemyndigheder var bekendt med, at han var registreret som asylansøger i Spanien, og at han ikke havde opholdt sig lovligt i Danmark på grundlag af opholdstilladelse eller visum, visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplyst om undskyldelige omstændigheder eller ganske særlige grunde, om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, eller om forhold omfattet af Danmarks internationale forpligtelser, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse alligevel bør tillades indgivet her i landet.

Udlændingenævnet konstaterer, at Flygtningenævnet i sin afgørelse i marts 2021 havde taget stilling til ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold og tilknytning til Danmark, og vurderet, at der ikke forelå forhold af en sådan karakter, at hans asylansøgning burde realitetsbehandles i Danmark.

Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive en ansøgning om opholdstilladelse fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor han har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder.

Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at han stiller sig meget uforstående overfor, at han straks skal udrejse af Danmark, at han ikke kan indrejse og opholde sig i EU-landene i 2 år, og at han vil blive indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene.

Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at omgøre SIRI’s beslutning om at meddele ansøgeren et indrejseforbud på 2 år med henvisning til, at han ikke udrejste af Danmark i overensstemmelsen med den tidligere meddelte udrejsefrist, som var i februar 2021.

Udlændingenævnet henviser til, at SIRI’s beslutning om meddelelsen af indrejseforbuddet til ansøgeren var omfattet af udsendelsesdirektivet. Sager, hvor en tredjelandsstatsborger har ansøgt om asyl og fået opholdsret som asylansøger i den anden medlemsstat, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udsendelsesdirektivet.

Det bemærkes i den forbindelse, at udsendelsesdirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre tredjelands-statsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, at når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 3, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i medlemsstaterne i henhold til artikel 11. Artikel 11 finder kun anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke i de tilfælde hvor den pågældende person blot tilbageføres til en anden medlemsstat. Der henvises i den forbindelse til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017, om en fælles ”håndbog om tilbagesendelse” til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver, side 103.

Udlændingenævnet vurderer på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke burde have været meddelt et indrejseforbud.”
Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 14-12-2022

Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen til en indisk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indgav ultimo april 2020 en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen i Danmark. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren var indrejst i Danmark i medio marts 2020, og ansøgeren i forbindelse med ansøgningen fremlagde en polsk opholdstilladelse gyldig til ultimo april 2020. SIRI afviste i september 2020 at behandle ansøgningen, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han opholdt sig lovligt i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen er således afvist, jf. udlændingelovens 9 a, stk. 5.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af udlændingelovens § 9 a, stk. 5, at en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-12 og 14, og stk. 3 kun kan indgives her i landet, hvis udlændingen har lovligt ophold, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger undskyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen vil få uforholdsmæssige konsekvenser for udlændingen eller udlændingens herboende familie, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at han på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse efter beløbsordningen, ultimo april 2020, opholdt sig lovligt i Danmark.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet.

Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde en opholdstilladelse i Polen, gyldig til ultimo april 2020, og at det i ansøgningsskemaet er anført, at ansøgeren senest indrejste i Danmark medio marts 2020.

Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren senest er indrejst i Danmark i marts 2020 lige før nedlukningen af landet, hvor han ikke fik et stempel i sit pas, og at hans indrejse foregik med privat bil, hvorfor det ikke er muligt at fremsende dokumentation for hans indrejse i form af billet eller lignende.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremsendt dokumentation, som viser, at han er indrejst i Danmark i marts 2020, eller dokumentation for, at han har opholdt sig i udlandet inden hans påståede indrejse i Danmark i marts 2020 i form af eksempelvis kvitteringer for køb i andre lande eller lignende, på trods af SIRI’s anmodninger herom af medio august 2020, primo september 2020 og primo september 2020.

Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ifølge stemplerne i sit pas senest er indrejst i Danmark primo december 2019.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er afgivet divergerende oplysninger i forhold til ansøgerens indrejse i Danmark, idet det af ansøgningsskemaet fremgår, at han senest indrejste her i landet medio marts 2020, men at det senere under sagens behandling er oplyst, at ansøgeren er indrejst i Danmark lige før nedlukningen af landet. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at statsministeren på pressemødet den 11. marts 2020 oplyste, at store dele af Danmark blev lukket ned på grund af COVID-19 situationen, og at Danmark den 14. marts 2020 lukkede landets grænser midlertidigt for udlændinge uden anerkendelsesværdigt formål.

Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren ville have fornyet sin polske opholdstilladelse, hvis han havde forventet, at hans ansøgning om opholdstilladelse i Danmark blev afvist, og at han aldrig ville have søgt om opholdstilladelse i Danmark, såfremt han havde en formodning om, at SIRI ville anmode om dokumentation for en indrejse, som ikke er blevet stemplet i passet, og at såfremt han havde vidst, at indrejsen skulle dokumenteres, havde han gemt kvitteringer fra rejsen.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en udlændings eget ansvar at kende og overholde reglerne for lovligt ophold i Danmark samt reglerne for indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.

Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren kan dokumentere sin indrejse ved indgivelse af ansøgning umiddelbart efter indrejsen til Danmark, og at det under hans omstændigheder er yderst uproportionelt og urimeligt at anmode om andre former for dokumentation, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke i sig selv kan anses for at være dokumentation for lovligt ophold her i landet.

Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke er oplyst om sådanne omstændigheder, herunder oplysninger om, at en afvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, der kan begrunde en dispensation fra betingelsen om lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 27-04-2022

Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse som praktikant til en kenyansk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i Danmark primo juni 2021 på et Schengenvisum gyldigt til ultimo juli 2021. Ansøgeren indgav medio september 2021 en ansøgning om opholdstilladelse som praktikant ved en virksomhed i Danmark, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) medio december 2021 afviste at behandle under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark. Ansøgeren havde til støtte for klagen indsendt kopi af 2 opholdskort udstedt af det danske Udenrigsministerium med gyldighedsperiode fra medio juli 2021 til primo juni 2022 og fra primo november 2021 til primo november 2022.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse fra december 2021.

Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning fra medio september 2021 om opholdstilladelse som praktikant hos virksomhed A ikke burde være blevet afvist indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2.

Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet ikke havde lovligt ophold i Danmark i medfør af §§ 1-3 a eller 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 1. pkt.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgerens ansøgning kan indgives her i landet, idet der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 2. pkt.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde lovligt ophold i Danmark på et andet grundlag end de i § 9 k, stk. 2, 1. pkt., oplistede opholdsgrundlag, idet hun havde en opholdstilladelse udstedt af Udenrigsministeriet, jf. udlændingelovens § 47, som var gyldig fra medio juli 2021 til primo juni 2022.”
Udlændingenævnets afgørelse af 24. marts 2021 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 24-03-2021

Udlændingenævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om familiesammenføring.

Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, var indrejst i Schengenområdet af flere omgange fra september 2017 til februar 2019, hvor hun søgte om ægtefællesammenføring. Ansøgningen blev i februar 2019 afvist af Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning om familiesammenføring ikke burde være blevet afvist af Udlændingestyrelsen under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 21 (nugældende § 9, stk. 25).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, ifølge oplysningerne i klagen indrejste i Schengenområdet medio september 2017, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 26 dage i Schengenområdet, at det fremgår af indrejse- og udrejsestemplerne i det fremsendte pas sammenholdt med oplysningerne i klagen og ansøgningen, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen ultimo december 2017, at ansøgeren på ny indrejste i Schengenområdet primo april 2018, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 68 dage i Schengenområdet, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen primo september 2018, og at ansøgeren senest primo december 2018 indrejste i Schengenområdet, hvorefter ansøgeren primo februar 2019 i Danmark indgav en ansøgning om familiesammenføring på baggrund af ægteskab.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i op til 90 dage i løbet af en 6-måneders periode regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenområdet. Der henvises i den forbindelse til visumfritagelsesaftalerne mellem EU og Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Brasilien, Saint Kitts og Nevis, Mauritius og Seychellerne og Schengenkonventionens art. 20, stk. 1, som den var affattet forud for den 18. oktober 2013.
På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren alene har opholdt sig i schengenområdet i 65 dage i perioden fra primo december 2018 til primo februar 2019, hvor ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet, og at ansøgningen derfor blev indgivet under et lovligt ophold.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.”
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2020 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 18-06-2020

Udlændingenævnet hjemviste i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, til en congolesisk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren indrejste i Danmark i 2011 og fik efterfølgende afslag på familiesammenføring og asyl. I henholdsvis august 2013 og august 2015 fik ansøgeren to børn med sin herboende danske ægtefælle. Begge børn er født i Danmark og er danske statsborgere. I marts 2017 stadfæstede Udlændingenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om afvisning af ansøgning om familiesammenføring, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark. I februar 2019 afviste Udlændingestyrelsen på ny en ansøgning om familiesammenføring fra ansøgeren.

Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har to mindreårige herboende fællesbørn, født henholdsvis i august 2013 og august 2015, og at børnene er født i Danmark og er danske statsborgere.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at det ene af børnene har generelle indlæringsvanskeligheder og har forsinket sprogudvikling, hvorfor hun har særlige støtte- og omsorgsbehov, og at det blandt andet fremgår af en udtalelse fra februar 2020 fra kommunen, at ansøgeren stod for den nære omsorg for børnene, og at familien efter ansøgerens tilbageholdelse modtager støtteforanstaltninger, jf. lov om social service.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2019 ikke indeholder en udtrykkelig stillingtagen til ansøgerens eventuelle afledte rettigheder på grundlag af TEUF artikel 20 efter EU-domstolens afgørelse i Chavez-Vilchez-dommen (C-133/15).

Udlændingenævnet henviser herved til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet den 11. september 2019 i ”Orientering om Udlændingestyrelsens praksis i visse sager om afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig dansk statsborger” til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har oplyst, at Udlændingestyrelsens vurdering indtil medio juni 2019 af, om der bør meddeles opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring, hvor EU-dommen C-133/15 Chavez-Vilchez er påberåbt, eller hvor sagen indeholder oplysninger, som giver anledning til at foretage en sådan vurdering, er foretaget i forhold til en for snævert afgrænset personkreds og i en for snævert afgrænset sagskategori.

Det er Udlændingenævnets vurdering, at der i afgørelsen fra februar 2019 om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, rettelig burde have været taget stilling til om principperne i Chavez-Vilchez-dommen samt Zambrano-dommen (EU-Domstolens dom af 8. marts 2011 i sagen C-34/09), hvorefter en tredjelandsforælder til et mindreårigt unionsbarn undtagelsesvist og under særlige omstændigheder kan opnå en afledt opholdsret, kunne medføre, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse skulle tillades indgivet fra Danmark.

Udlændingenævnet finder af samme årsag samtidig grundlag for at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra marts 2017 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016, hvorved Udlændingestyrelsen afviste at tillade ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 21, og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til, hvorvidt ansøgerens ansøgning kan tillades indgivet i Danmark.”
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

Dato: 27-08-2018

Udlændingenævnet omgjorde i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 25, til en statsborger fra Kenya, som havde søgt om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle (referencen). Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og var i august 2017 blevet meddelt endeligt afslag herpå. Hun var ved samme lejlighed blevet pålagt at udrejse af Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen om ægtefællesammenføring ikke burde afvises under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 25. Udlændingenævnet fandt således, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, tilsagde, at ansøgningen burde tillades indgivet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i juni 2018 havde fået et fællesbarn, og at referencen var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Kenya, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde henvises til at indgive ansøgningen om ægtefællesammenføring i Kenya. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen havde to særbørn i Danmark, hvoraf det ene særbarn var bosiddende hos ham, mens referencen efter det oplyste havde samvær med det andet særbarn hver anden weekend. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det var bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgningen om ægtefællesammenføring indgivet i Danmark. FAM/2018/65.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Børn anbragt uden for hjemmet – Ansøger er EU-borger

Dato: 16-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 6, til en statsborger fra Portugal, som havde søgt om familiesammenføring med sine to børn, som var anbragt hos en dansk plejefamilie. Udlændingenævnet havde senest i januar 2016 stadfæstet en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om afslag på familiesammenføring under henvisning til ansøgerens børn. Udlændingenævnet havde i den forbindelse fastsat en udrejsefrist i februar 2016.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive sin ansøgning af marts 2017 om opholdstilladelse her i landet, jf. herved udlændingelovens § 9 c, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgningen under ulovligt ophold i Danmark, idet hun senest ved Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af landet senest i februar 2016. Ansøgningen kunne således kun tillades indgivet i Danmark, såfremt Danmarks internationale forpligtelser tilsagde dette. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Danmarks internationale forpligtelser ikke var til hinder for at henvise ansøgeren til at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse fra sit hjemland, Portugal. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i klagen havde anført, at hun havde overvåget samvær med sine to børn en gang om måneden, at hun mødte regelmæssigt op til samværene, og at en afvisning henset til ansøgerens livssituation måtte anses for at være en livslang afskæring af forholdet mellem forælder og børn. Udlændingenævnet fandt i relation hertil, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Portugal, og at det i forhold til det fastsatte samværs hyppighed og den geografiske afstand var muligt for ansøgeren som EU-borger frit at indrejse i Danmark for at deltage i det overvågede samvær med sine børn, ligesom hun fra sit hjemland havde mulighed for at indgive en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sine børn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udlændingelovens § 9 c, stk. 6, er en proceduremæssig forskrift, hvorfor det af bestemmelsen ikke kan udledes, hvorvidt en ansøger kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af en indgivet ansøgning. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til som EU-borger fra Portugal at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i Portugal, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Børnekonventionen ikke kunne anses for at give en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde henvist til to efter hendes opfattelse lignende sager, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afgørelser efter den dagældende udlændingelovs 9 c, stk. 6, blev truffet efter et konkret samlet skøn over sagens omstændigheder, og at den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager var ens, således ikke nødvendigvis kunne føre til, at udfaldet af sagerne blev ens. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdene i sagerne – efter en gennemgang og vurdering af disse sager i forhold til ansøgerens sag – ikke var sammenlignelige. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ansøgning ikke burde tillades indgivet i Danmark alene under henvisning til lighedsgrundsætningen. Udlændingenævnet bemærkede, at oplysninger om de konkrete omstændigheder i de af ansøgeren anførte sager var fortrolige oplysninger, hvorfor Udlændingenævnet ikke uden fuldmagt fra ansøgerne i de nævnte sager, hvoraf det fremgik, at de pågældende gav samtykke til, at oplysningerne i deres sager kunne indgå i denne sag, kunne redegøre nærmere for forskelle og ligheder i de nævnte sager og ansøgerens sag, jf. herved forvaltningslovens § 24, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hendes ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark. FAM/2018/91.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen