Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2020 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 18-06-2020Udlændingenævnet hjemviste i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, til en congolesisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i 2011 og fik efterfølgende afslag på familiesammenføring og asyl. I henholdsvis august 2013 og august 2015 fik ansøgeren to børn med sin herboende danske ægtefælle. Begge børn er født i Danmark og er danske statsborgere. I marts 2017 stadfæstede Udlændingenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om afvisning af ansøgning om familiesammenføring, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark. I februar 2019 afviste Udlændingestyrelsen på ny en ansøgning om familiesammenføring fra ansøgeren.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har to mindreårige herboende fællesbørn, født henholdsvis i august 2013 og august 2015, og at børnene er født i Danmark og er danske statsborgere.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at det ene af børnene har generelle indlæringsvanskeligheder og har forsinket sprogudvikling, hvorfor hun har særlige støtte- og omsorgsbehov, og at det blandt andet fremgår af en udtalelse fra februar 2020 fra kommunen, at ansøgeren stod for den nære omsorg for børnene, og at familien efter ansøgerens tilbageholdelse modtager støtteforanstaltninger, jf. lov om social service.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2019 ikke indeholder en udtrykkelig stillingtagen til ansøgerens eventuelle afledte rettigheder på grundlag af TEUF artikel 20 efter EU-domstolens afgørelse i Chavez-Vilchez-dommen (C-133/15).
Udlændingenævnet henviser herved til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet den 11. september 2019 i ”Orientering om Udlændingestyrelsens praksis i visse sager om afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig dansk statsborger” til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har oplyst, at Udlændingestyrelsens vurdering indtil medio juni 2019 af, om der bør meddeles opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring, hvor EU-dommen C-133/15 Chavez-Vilchez er påberåbt, eller hvor sagen indeholder oplysninger, som giver anledning til at foretage en sådan vurdering, er foretaget i forhold til en for snævert afgrænset personkreds og i en for snævert afgrænset sagskategori.
Det er Udlændingenævnets vurdering, at der i afgørelsen fra februar 2019 om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, rettelig burde have været taget stilling til om principperne i Chavez-Vilchez-dommen samt Zambrano-dommen (EU-Domstolens dom af 8. marts 2011 i sagen C-34/09), hvorefter en tredjelandsforælder til et mindreårigt unionsbarn undtagelsesvist og under særlige omstændigheder kan opnå en afledt opholdsret, kunne medføre, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse skulle tillades indgivet fra Danmark.
Udlændingenævnet finder af samme årsag samtidig grundlag for at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra marts 2017 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016, hvorved Udlændingestyrelsen afviste at tillade ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 21, og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til, hvorvidt ansøgerens ansøgning kan tillades indgivet i Danmark.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 27-08-2018Udlændingenævnet omgjorde i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 25, til en statsborger fra Kenya, som havde søgt om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle (referencen). Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og var i august 2017 blevet meddelt endeligt afslag herpå. Hun var ved samme lejlighed blevet pålagt at udrejse af Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen om ægtefællesammenføring ikke burde afvises under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 25. Udlændingenævnet fandt således, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, tilsagde, at ansøgningen burde tillades indgivet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i juni 2018 havde fået et fællesbarn, og at referencen var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Kenya, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde henvises til at indgive ansøgningen om ægtefællesammenføring i Kenya. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen havde to særbørn i Danmark, hvoraf det ene særbarn var bosiddende hos ham, mens referencen efter det oplyste havde samvær med det andet særbarn hver anden weekend. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det var bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgningen om ægtefællesammenføring indgivet i Danmark. FAM/2018/65.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Børn anbragt uden for hjemmet – Ansøger er EU-borger
Dato: 16-04-2018Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 6, til en statsborger fra Portugal, som havde søgt om familiesammenføring med sine to børn, som var anbragt hos en dansk plejefamilie. Udlændingenævnet havde senest i januar 2016 stadfæstet en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om afslag på familiesammenføring under henvisning til ansøgerens børn. Udlændingenævnet havde i den forbindelse fastsat en udrejsefrist i februar 2016.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive sin ansøgning af marts 2017 om opholdstilladelse her i landet, jf. herved udlændingelovens § 9 c, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgningen under ulovligt ophold i Danmark, idet hun senest ved Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af landet senest i februar 2016. Ansøgningen kunne således kun tillades indgivet i Danmark, såfremt Danmarks internationale forpligtelser tilsagde dette. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Danmarks internationale forpligtelser ikke var til hinder for at henvise ansøgeren til at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse fra sit hjemland, Portugal. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i klagen havde anført, at hun havde overvåget samvær med sine to børn en gang om måneden, at hun mødte regelmæssigt op til samværene, og at en afvisning henset til ansøgerens livssituation måtte anses for at være en livslang afskæring af forholdet mellem forælder og børn. Udlændingenævnet fandt i relation hertil, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Portugal, og at det i forhold til det fastsatte samværs hyppighed og den geografiske afstand var muligt for ansøgeren som EU-borger frit at indrejse i Danmark for at deltage i det overvågede samvær med sine børn, ligesom hun fra sit hjemland havde mulighed for at indgive en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sine børn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udlændingelovens § 9 c, stk. 6, er en proceduremæssig forskrift, hvorfor det af bestemmelsen ikke kan udledes, hvorvidt en ansøger kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af en indgivet ansøgning. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til som EU-borger fra Portugal at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i Portugal, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Børnekonventionen ikke kunne anses for at give en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde henvist til to efter hendes opfattelse lignende sager, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afgørelser efter den dagældende udlændingelovs 9 c, stk. 6, blev truffet efter et konkret samlet skøn over sagens omstændigheder, og at den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager var ens, således ikke nødvendigvis kunne føre til, at udfaldet af sagerne blev ens. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdene i sagerne – efter en gennemgang og vurdering af disse sager i forhold til ansøgerens sag – ikke var sammenlignelige. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ansøgning ikke burde tillades indgivet i Danmark alene under henvisning til lighedsgrundsætningen. Udlændingenævnet bemærkede, at oplysninger om de konkrete omstændigheder i de af ansøgeren anførte sager var fortrolige oplysninger, hvorfor Udlændingenævnet ikke uden fuldmagt fra ansøgerne i de nævnte sager, hvoraf det fremgik, at de pågældende gav samtykke til, at oplysningerne i deres sager kunne indgå i denne sag, kunne redegøre nærmere for forskelle og ligheder i de nævnte sager og ansøgerens sag, jf. herved forvaltningslovens § 24, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hendes ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark. FAM/2018/91.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 27-02-2018Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, jf. stk. 8, til en statsborger fra Iran. Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgningen ikke var gebyrfritaget i henhold til Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens efterfølgende afgørelse om afvisning af ansøgning om ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark, da ansøgeren ikke var udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist.
Udlændingenævnet fandt for det første, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var fritaget fra at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådan alvorlig sygdom eller alvorligt handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af en lægeerklæring fra ultimo september 2017 fra en lægepraksis, at ansøgerens ægtefælle havde Seckels syndrom, en arvelig form for dværgvækst, der medfører forskellige former for og grader af handicap, blandt andet mental retardering, og at det endvidere fremgik af en lægeerklæring fra primo november 2017 fra samme lægepraksis, at ansøgeres ægtefælle havde Seckels syndrom, hjerteproblemer og autoimmun hæmolytisk anæmi, at han var præget af sin dværgvækst og ofte søgte læge grundet gener fra bevægeapparatet, men dette kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af lægeerklæringerne, at ansøgerens ægtefælle var under medicinsk behandling for sine lidelser. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der fortsat ikke sås at være oplyst om så alvorlige helbredsmæssige forhold eller handicap, at Danmarks internationale forpligtelser kunne tilsige, at ansøgningen skulle anses for gebyrfritaget, idet der fortsat ikke var fremsendt dokumentation for, at ansøgerens ægtefælle var under medicinsk behandling for sine lidelser. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at hendes ægtefælle havde Seckels syndrom, der er et anerkendt handicap, som kræver behandling, der ikke er tilgængelig i Iran, kunne således ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Danmarks internationale forpligtelser efter FN’s handicapkonvention ifølge Udlændingenævnets vurdering ikke indebærer en adgang til fritagelse fra gebyrkravet, som ligger ud over, hvad der følger af Danmarks internationale forpligtelser i øvrigt. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle var handicappet og som følge heraf var tilkendt førtidspension, kunne derfor ikke i sig selv føre til, at ansøgningen var gebyrfritaget. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at ansøgerens ægtefælle grundet Seckels syndrom ikke havde mulighed for at vende tilbage til Iran for at udøve familielivet der, da Iran ikke var i stand til at stille den fornødne hjælp til rådighed for ansøgerens ægtefælle, og at ansøgerens ægtefælle ikke havde nogen iranske dokumenter, at han var kurder fra Iran, men født i Irak, og at han ikke havde mulighed for at se sin ægtefælle igen, før hun igen var tilbage i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke herved var dokumenteret, at ansøgerens ægtefælles helbredsmæssige forhold var af en sådan alvorlig karakter, at der ikke skulle betales gebyr for indgivelse af ansøgning om ægtefællesammenføring. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at afvisningen var en overtrædelse af børnekonventionen under henvisning til parrets fællesbarn, født ultimo august 2017, da det ikke var lægeligt forsvarligt at sende et spædbarn på så lang en rejse, at barnet endvidere skulle undersøges for Seckels syndrom, og at det bedste for parrets fællesbarn ville være at være bosat i Danmark og at have begge sine forældre hos sig. Udlændingenævnet lagde herved endvidere vægt på, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 1, om at en udlænding senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet, vil kunne fraviges. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at afvisningen var en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen, idet ansøgerens ægtefælle grundet Seckels syndrom ikke havde mulighed for at vende tilbage til Iran for at udøve familielivet der, og fordi ansøgerens ægtefælle oprindeligt var meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til sin moder, der havde flygtningestatus, hvorfor moderen heller ikke ville kunne vende tilbage til Iran og fortsætte sin støttende rolle for sin handicappede søn, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter denne bestemmelse har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet, at der normalt skal betales et gebyr for at indgive en ansøgning om ægtefællesammenføring, at en ansøger i visse tilfælde, herunder hvis den herboende er alvorligt syg eller alvorligt handicappet, kan fritages fra at betale gebyr, og at hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at en ansøger ikke er gebyrfritaget, vil ansøgningen blive afvist, hvis der ikke er betalt gebyr, mens gebyret vil blive tilbagebetalt, hvis Udlændingestyrelsen vurderer, at ansøgeren er gebyrfritaget, og gebyret er betalt. Udlændingenævnet bemærkede, at der alene var tale om en proceduremæssig forskrift, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning med betalt gebyr ville kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning fra medio december 2017 om opholdstilladelse her i landet, da hun på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren primo juni 2017 var blevet meddelt afslag på forlængelse af visum, men at udrejsefristen samtidig var blevet udsat til primo november 2017 grundet hendes graviditet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring fra primo oktober 2017 var blevet afvist af Udlændingestyrelsen ultimo oktober 2017 grundet manglende indbetaling af gebyr, og at Udlændingestyrelsen i den forbindelse havde gjort ansøgeren opmærksom på, at hun skulle udrejse i overensstemmelse med den tidligere fastsatte udrejsefrist primo november 2017. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at Udlændingenævnet ved brev fra primo november 2017 havde udsat ansøgerens udrejsefrist til ultimo november 2017, og at Udlændingenævnet medio november 2017 havde meddelt afslag på opsættende virkning af udrejsefristen, hvorfor ansøgeren skulle udrejse i overensstemmelse med den af Udlændingenævnet tidligere fastsatte udrejsefrist ultimo november 2017. Udlændingenævnet konstaterede i øvrigt, at ansøgeren var blevet korrekt vejledt om, at det ikke var muligt for hende at indgive en ny ansøgning fra Danmark i Udlændingestyrelsens afgørelse fra ultimo oktober 2017. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om ægtefællesammenføring medio december 2017 opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af EMRK artikel 8 kunne bevirke, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indrejse i Iran, hvor hun var født og opvokset, for at indgive ansøgning ved en dansk repræsentation i hjemlandet. Det forhold, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at afvisningen var en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen, da den ville fratage ansøgeren muligheden for at udøve familielivet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at EMRK artikel 8 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke indebærer, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet. Det forhold, at ansøgeren ultimo august 2017 havde født parrets fællesbarn i Danmark, og at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at en afvisning af ansøgningen var i strid med FN’s børnekonvention, da der i afgørelsen ikke var lagt tilstrækkelig vægt på barnets tarv, da jordskælvet i Iran havde gjort det umuligt for ansøgeren at rejse tilbage til sin familie, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det var parrets eget valg at få et barn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at fællesbarnet grundet alder og varigheden af sit ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, der kunne føre til fravigelse af betingelsen. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgerens partsrepræsentant havde anført, at ansøgerens ægtefælle var omfattet af handicapkonventionen, da han led af Seckels syndrom, og at det ikke var muligt for ansøgerens ægtefælle at tage ophold i Iran, såfremt ansøgeren ikke fik opholdstilladelse i Danmark, da Iran ikke ville være i stand til at stille den fornødne hjælp til rådighed for ansøgerens ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene blev henvist til at rejse tilbage til sit hjemland for at indgive ansøgning om ægtefællesammenføring derfra. Udlændingenævnet bemærkede, at der alene var tale om en proceduremæssig forskrift, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning med betalt gebyr ville kunne imødekommes. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at der hele tiden opstod nye jordskælv i Iran, at det seneste havde ramt Teheran, at infrastrukturen ikke virkede, at hendes familie i Iran hverken havde bil, hus eller føde, at hun frygtede for sit liv ved en tilbagevenden til Iran, og at en pige, der kommer tilbage til sin landsby uden sin mand, men med et barn, risikerer æresdrab, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kunne være tale om asylretlige forhold, der ikke kunne begrunde, at betingelsen om, at en ansøgning kun kan indgives i Danmark, såfremt udlændinge har lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21, kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse endelig, at sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/41.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 07-02-2018Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Irak, som havde søgt ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og havde i november 2016 fået endeligt afslag herpå.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde kunne indgive og få behandlet sin ansøgning fra marts 2017 om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring i marts 2017 senest havde fået fastsat en udrejsefrist på 7 dage i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelse fra november 2016. Ansøgerens ansøgning om familiesammenføring var således indgivet under ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i forhold til det oplyste om, at ansøgerens herboende ægtefælle og parrets fællesbarn havde opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark siden september 2014, ville være uproportionalt at henvise hende til at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab fra hjemlandet henset til, at hun aldrig havde haft et egentligt opholdsgrundlag i Danmark, men alene havde opholdt sig på processuelt ophold under behandlingen af sin asylsag, der var afsluttet, og efterfølgende som afvist asylansøger. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde født parrets fællesbarn i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren i juni 2014 havde indgået ægteskab i Irak, og at hun kort tid efter var indrejst i Danmark på et Schengenvisum, hvor hun havde valgt at søge asyl i stedet for familiesammenføring, og dernæst at få barn 1 ½ år efter sin indrejse, hvor hun fortsat ikke havde fået et opholdsgrundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at en senere ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring kunne tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det anførte om, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Irak, da hendes familie var imod hendes ægteskab, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste til, at Flygtningenævnet havde meddelt ansøgeren endeligt afslag på asyl. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren og ansøgerens herboende ægtefælle havde et fællesbarn, som efter det oplyste ville lide under ansøgerens fravær. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da parrets fællesbarn – henset til barnets alder – ikke fandtes at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring burde tillades indgivet her i landet under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i danske skoler/institutioner. FAM/2018/46.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende familie til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Ulovligt ophold
Dato: 13-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af en ansøgning om fortsat opholdstilladelse som medfølgende familie til en amerikansk statsborger. Ansøgeren blev i juli 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie til sin fader. Denne opholdstilladelse blev senest i maj 2009 forlænget til juni 2015. Først i juni 2017 indgav ansøgeren en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå ganske særlige grunde til, at ansøgeren burde kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse som medfølgende familie her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse som medfølgende familie var udløbet i juni 2015, at ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse havde opholdt sig ulovligt i Danmark i to år, og at ansøgeren først 24 måneder efter, at opholdstilladelsen var udløbet, havde ansøgt om en forlængelse heraf. Det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren modtog SU og ikke tidligere havde kunnet afsætte midler til at ansøge om en forlængelse, fandt Udlændingenævnet imidlertid ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra maj 2009, at en ansøgning om forlængelse skulle indgives inden udløbet af opholdstilladelsen, og at ansøgerens økonomiske forhold ikke kunne begrunde, at ansøgeren blev tilladt at indgive en ansøgning om forlængelse 24 måneder for sent. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå oplysninger om sådanne særlige forhold, herunder oplysninger om helbredsmæssige forhold eller lignende omstændigheder, som bevirkede, at det ikke burde kræves, at ansøgeren skulle indgive ansøgningen til en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller i et land, hvori ansøgeren de sidste tre måneder havde haft fast lovligt ophold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 20 år og myndig, at ansøgeren ikke siden december 2015 havde boet sammen med sine forældre, og at der i øvrigt ikke forelå oplysninger omkring personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren ikke skulle kunne indgive en ansøgning fra USA, hvor ansøgeren var født og var statsborger. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indgive ansøgningen fra hjemlandet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i en alder af tre år var indrejst i Danmark, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i 17 år, at ansøgeren havde studeret i Danmark, og at ansøgeren efter det oplyste ikke havde familie i USA. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet vejledte samtidig om, at ansøgeren kunne indgive en ansøgning om opholdstilladelse som studerende i Danmark, idet han ikke længere boede på sine forældres bopæl i Danmark. ERH/2017/113.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 09-08-2017Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Iran, som søgte ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og havde i august 2015 fået endeligt afslag herpå.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning om opholdstilladelse her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i marts 2016 i Danmark senest havde fået fastsat en udrejsefrist på 15 dage i forbindelse med Flygtningenævnets afgørelse i august 2015. Ansøgeren havde således indgivet sin ansøgning under ulovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse burde tillades indgivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke i forhold til det oplyste om, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde etableret et forhold i Danmark og havde været gift i halvandet år, ville være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab fra hjemlandet henset til, at ansøgeren aldrig havde haft et egentligt opholdsgrundlag i Danmark, men alene havde opholdt sig på processuelt ophold under behandlingen af sin asylsag, der var afsluttet, og sin tidligere familiesammenføringssag, der også var afsluttet. Det kunne ej heller føre til en ændret vurdering, at den herboende ægtefælle havde opholdstilladelse som flygtning i Danmark, da familielivet med ansøgeren var stiftet i Danmark under de nævnte omstændigheder, og at den herboende ægtefælle og ansøgeren derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at en ansøgning om opholdstilladelse kunne tillades indgivet her i landet, og i øvrigt at være berettiget til familiesammenføring i Danmark. Udlændingenævnet fandt af samme årsager, at det anførte om, at ansøgeren ikke kunne vende tilbage til Iran, og at ansøgeren frygtede for sit liv, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at der var tale om asylrelevante oplysninger, og at Flygtningenævnet havde meddelt ansøgeren endeligt afslag på asyl. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde et fællesbarn, som var påvirket af ansøgerens situation. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da fællesbarnet – henset til barnets alder – ikke fandtes at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgerens ansøgning om ægtefællesammenføring burde tillades indgivet her i landet under henvisning hertil. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i danske skoler/institutioner. FAM/2017/144.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Medfølgende ægtefælle
Dato: 14-06-2017Udlændingenævnet omgjorde i juni 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle til en statsborger fra Congo, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse ikke skulle afvises under henvisning til, at ansøgningen var indgivet for sent, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 3, jf. stk. 2, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgningen om forlængelse blev indgivet cirka halvanden måned efter udløbet af ansøgerens tidligere opholdstilladelse, samt at ansøgeren sammen med sin ægtefælle og parrets fire fællesbørn på henholdsvis 9, 13, 14 og 16 år, var indrejst i Danmark i marts 2008, og at familien siden da havde boet og opholdt sig lovligt i Danmark, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen skulle tillades indgivet under henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 2, 2. pkt. ERH/2017/21.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 30-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Ghana, som søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning her i landet, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i august 2010, at det fremgik af en dom fra december 2013, at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark fra december 2010 til november 2013, at ansøgeren ved dommen var blevet udvist og havde fået indrejseforbud i seks år, at ansøgeren af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014 og var blevet pålagt at udrejse senest 15 dage efter afgørelsen, og at ansøgeren derfor på tidspunktet for indgivelsen af den aktuelle ansøgning om opholdstilladelse havde opholdt sig ulovligt i Danmark i flere år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i Danmark. Det var anført i sagen, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 21, at der med vurdering af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om hensynet til familiens enhed. Efter Udlændingenævnets opfattelse indebar EMRK artikel 8 ikke, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af ERMK artikel 8 kunne bevirke, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indrejse i Ghana, hvor ansøgeren havde opholdt sig forud for sin indrejse i Danmark i august 2010, for at indgive ansøgningen der. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerens ægtefælle havde et 12-årigt særbarn, som boede hos ansøgerens ægtefælle, som ansøgerens ægtefælle havde forældremyndighed over, og hvis fader udøvede regelmæssigt samvær med barnet på ansøgerens bopæl. Det indgik endvidere, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde et fælles barn født i juni 2015. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det uanset karakteren af de pådømte lovovertrædelser måtte anses for en skærpende omstændighed, at ansøgeren ved dom i december 2013 var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014, og at ansøgeren på trods heraf fortsat ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle således havde mødt hinanden på et tidspunkt, hvor ansøgeren allerede var udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år, og at parret – på trods af at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl – havde valgt at få et barn og indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse eller lovligt ophold på et andet grundlag i Danmark, og hvor parret heller ikke kunne have en berettiget forventning om, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at udlændingelovens § 9, stk. 21, er en processuel regel, som alene forholder sig til, hvor ansøgningen kan indgives. Der var således ikke ved stillingtagen til, om ansøgerens ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark, foretaget en vurdering af, om der ved en korrekt indgivet ansøgning kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 4. Udlændingenævnet fandt på den baggrund heller ikke, at det forhold, at parret i ansøgningsperioden eventuelt måtte leve adskilt, i sig selv ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8. FAM/2017/80.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Ægtefællesammenføring – Indrejseforbud
Dato: 15-02-2017Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af en irakisk statsborgers ansøgning, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens tidligere meddelte indrejseforbud var udløbet i januar 2017, og at han forud herfor i juli 2015 havde fået et fællesbarn med sin herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ægtefællen havde to mindreårige særbørn, som var danske statsborgere. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmark internationale forpligtelser at tillade ansøgerens ansøgning indgivet i Danmark. FAM/2017/5.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet