Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2023 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 30-08-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen fra en statsløs palæstinenser. SIRI henviste i afgørelsen til, at ansøgningen var indgivet på et tidspunkt, hvor ansøgeren var meddelt en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 4. pkt. Ansøgeren havde imidlertid ikke lovligt ophold i landet på ansøgningstidspunktet, og afgørelsen burde derfor rettelig have været truffet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

    Udlændingenævnet fandt samtidig grundlag for at omgøre den del af SIRI’s afgørelse fra marts 2021, hvorefter ansøgeren blev meddelt et indrejseforbud på 2 år.

    Sagens faktisk omstændigheder:

    Ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2018, hvor han søgte om asyl. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre ansøgeren til Spanien i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Ansøgningen blev i marts 2021 afvist af SIRI, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at SIRI i marts 2021 med rette afviste ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen), ikke kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold.
    Udlændingenævnet lagde efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i marts 2021.

    Udlændingenævnet har herved lagt på, at ansøgeren i februar 2018 var registreret som asylansøger i Spanien, at han indrejste i Danmark i juli 2018, inden hans asylsag i Spanien var færdigbehandlet, at han søgte asyl i Danmark i juli 2018, at han forsvandt fra indkvarteringscenteret i september 2018, kort efter de spanske myndigheder accepterede at tilbagetage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at han frem til november 2019, da han indgav ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, opholdt sig ulovligt her i landet.

    Udlændingenævnet skal bemærke, at SIRI i sin afgørelse i februar 2020 om afvisning af ansøgerens ansøgning, indgivet i november 2019, burde havde nævnt, at han ikke opholdt sig lovligt i Danmark.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark i perioden fra februar 2020, da han klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2020 om overførsel til Spanien, til marts 2020, da Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, men Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret begrundelse.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i februar 2020 vejledte ansøgeren om, at hvis han påklagede afgørelsen senest 7 dage efter meddelelsen af afgørelsen, ville det give ham ret til at opholde sig i landet, mens klagesagen blev færdigbehandlet, og at ansøgeren påklagede afgørelsen inden fristen.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at påklages en afgørelse om overførelse efter Dublinforordningen inden 7 dage efter, at den er meddelt, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort. Ligesom det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., at påklages af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, herunder klagen over afgørelse om overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, har dette opsættende virkning frem til Flygtningenævnet træffer afgørelse.

    Det betyder, at SIRI’s afgørelser fra november 2020 og januar 2021 fejlagtigt indeholdt en frist for ansøgerens udrejse, men også, at ansøgeren ikke havde ret til ophold her i landet efter Flygtningenævnet traf afgørelse i marts 2021.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at det fremgår af SIRI’s afgørelse, at hans ansøgning om opholdstilladelse blev afvist, da han i januar 2021 fik fastsat en udrejsefrist til februar 2021, men at han på afgørelsestidspunktet fortsat havde lovligt ophold i Danmark, mens han ventede på Flygtningenævnets afgørelse, og at Flygtningenævnet først i marts 2021 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han skulle overføres til Spanien.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at selv om SIRI’s begrundelse er forkert, kan dette ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens ansøgning med rette blev afvist.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at han havde fået fastsat en udrejsefrist til februar 2021, og således før han indgav ansøgning, men at den burde have været afvist under henvisning til, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det må have stået klart for ansøgeren, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, og derfor kunne han ikke have forventet, at hans ansøgning ville blive behandlet, idet han siden sin samtale med Udlændingestyrelsen i august 2018 vidste, at de danske udlændingemyndigheder var bekendt med, at han var registreret som asylansøger i Spanien, og at han ikke havde opholdt sig lovligt i Danmark på grundlag af opholdstilladelse eller visum, visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplyst om undskyldelige omstændigheder eller ganske særlige grunde, om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, eller om forhold omfattet af Danmarks internationale forpligtelser, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse alligevel bør tillades indgivet her i landet.

    Udlændingenævnet konstaterer, at Flygtningenævnet i sin afgørelse i marts 2021 havde taget stilling til ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold og tilknytning til Danmark, og vurderet, at der ikke forelå forhold af en sådan karakter, at hans asylansøgning burde realitetsbehandles i Danmark.

    Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive en ansøgning om opholdstilladelse fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor han har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder.

    Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at han stiller sig meget uforstående overfor, at han straks skal udrejse af Danmark, at han ikke kan indrejse og opholde sig i EU-landene i 2 år, og at han vil blive indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene.

    Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at omgøre SIRI’s beslutning om at meddele ansøgeren et indrejseforbud på 2 år med henvisning til, at han ikke udrejste af Danmark i overensstemmelsen med den tidligere meddelte udrejsefrist, som var i februar 2021.

    Udlændingenævnet henviser til, at SIRI’s beslutning om meddelelsen af indrejseforbuddet til ansøgeren var omfattet af udsendelsesdirektivet. Sager, hvor en tredjelandsstatsborger har ansøgt om asyl og fået opholdsret som asylansøger i den anden medlemsstat, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udsendelsesdirektivet.

    Det bemærkes i den forbindelse, at udsendelsesdirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.

    Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre tredjelands-statsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, at når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 3, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i medlemsstaterne i henhold til artikel 11. Artikel 11 finder kun anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke i de tilfælde hvor den pågældende person blot tilbageføres til en anden medlemsstat. Der henvises i den forbindelse til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017, om en fælles ”håndbog om tilbagesendelse” til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver, side 103.

    Udlændingenævnet vurderer på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke burde have været meddelt et indrejseforbud.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 14-12-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 14. december 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen til en indisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indgav ultimo april 2020 en ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen i Danmark. Det fremgik af ansøgningsskemaet, at ansøgeren var indrejst i Danmark i medio marts 2020, og ansøgeren i forbindelse med ansøgningen fremlagde en polsk opholdstilladelse gyldig til ultimo april 2020. SIRI afviste i september 2020 at behandle ansøgningen, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han opholdt sig lovligt i Danmark.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse efter beløbsordningen er således afvist, jf. udlændingelovens 9 a, stk. 5.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af udlændingelovens § 9 a, stk. 5, at en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1-12 og 14, og stk. 3 kun kan indgives her i landet, hvis udlændingen har lovligt ophold, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger undskyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen vil få uforholdsmæssige konsekvenser for udlændingen eller udlændingens herboende familie, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.

    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at han på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse efter beløbsordningen, ultimo april 2020, opholdt sig lovligt i Danmark.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde en opholdstilladelse i Polen, gyldig til ultimo april 2020, og at det i ansøgningsskemaet er anført, at ansøgeren senest indrejste i Danmark medio marts 2020.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren senest er indrejst i Danmark i marts 2020 lige før nedlukningen af landet, hvor han ikke fik et stempel i sit pas, og at hans indrejse foregik med privat bil, hvorfor det ikke er muligt at fremsende dokumentation for hans indrejse i form af billet eller lignende.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har fremsendt dokumentation, som viser, at han er indrejst i Danmark i marts 2020, eller dokumentation for, at han har opholdt sig i udlandet inden hans påståede indrejse i Danmark i marts 2020 i form af eksempelvis kvitteringer for køb i andre lande eller lignende, på trods af SIRI’s anmodninger herom af medio august 2020, primo september 2020 og primo september 2020.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren ifølge stemplerne i sit pas senest er indrejst i Danmark primo december 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er afgivet divergerende oplysninger i forhold til ansøgerens indrejse i Danmark, idet det af ansøgningsskemaet fremgår, at han senest indrejste her i landet medio marts 2020, men at det senere under sagens behandling er oplyst, at ansøgeren er indrejst i Danmark lige før nedlukningen af landet. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at statsministeren på pressemødet den 11. marts 2020 oplyste, at store dele af Danmark blev lukket ned på grund af COVID-19 situationen, og at Danmark den 14. marts 2020 lukkede landets grænser midlertidigt for udlændinge uden anerkendelsesværdigt formål.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren ville have fornyet sin polske opholdstilladelse, hvis han havde forventet, at hans ansøgning om opholdstilladelse i Danmark blev afvist, og at han aldrig ville have søgt om opholdstilladelse i Danmark, såfremt han havde en formodning om, at SIRI ville anmode om dokumentation for en indrejse, som ikke er blevet stemplet i passet, og at såfremt han havde vidst, at indrejsen skulle dokumenteres, havde han gemt kvitteringer fra rejsen.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er en udlændings eget ansvar at kende og overholde reglerne for lovligt ophold i Danmark samt reglerne for indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.

    Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren kan dokumentere sin indrejse ved indgivelse af ansøgning umiddelbart efter indrejsen til Danmark, og at det under hans omstændigheder er yderst uproportionelt og urimeligt at anmode om andre former for dokumentation, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at indgivelse af en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark ikke i sig selv kan anses for at være dokumentation for lovligt ophold her i landet.

    Udlændingenævnet finder, at der i øvrigt ikke er oplyst om sådanne omstændigheder, herunder oplysninger om, at en afvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, der kan begrunde en dispensation fra betingelsen om lovligt ophold, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 27-04-2022

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse som praktikant til en kenyansk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark primo juni 2021 på et Schengenvisum gyldigt til ultimo juli 2021. Ansøgeren indgav medio september 2021 en ansøgning om opholdstilladelse som praktikant ved en virksomhed i Danmark, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) medio december 2021 afviste at behandle under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark. Ansøgeren havde til støtte for klagen indsendt kopi af 2 opholdskort udstedt af det danske Udenrigsministerium med gyldighedsperiode fra medio juli 2021 til primo juni 2022 og fra primo november 2021 til primo november 2022.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse fra december 2021.

    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning fra medio september 2021 om opholdstilladelse som praktikant hos virksomhed A ikke burde være blevet afvist indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2.

    Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet ikke havde lovligt ophold i Danmark i medfør af §§ 1-3 a eller 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 1. pkt.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgerens ansøgning kan indgives her i landet, idet der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 2, 2. pkt.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde lovligt ophold i Danmark på et andet grundlag end de i § 9 k, stk. 2, 1. pkt., oplistede opholdsgrundlag, idet hun havde en opholdstilladelse udstedt af Udenrigsministeriet, jf. udlændingelovens § 47, som var gyldig fra medio juli 2021 til primo juni 2022.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. marts 2021 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 24-03-2021

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om familiesammenføring.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, var indrejst i Schengenområdet af flere omgange fra september 2017 til februar 2019, hvor hun søgte om ægtefællesammenføring. Ansøgningen blev i februar 2019 afvist af Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning om familiesammenføring ikke burde være blevet afvist af Udlændingestyrelsen under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 21 (nugældende § 9, stk. 25).
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, ifølge oplysningerne i klagen indrejste i Schengenområdet medio september 2017, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 26 dage i Schengenområdet, at det fremgår af indrejse- og udrejsestemplerne i det fremsendte pas sammenholdt med oplysningerne i klagen og ansøgningen, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen ultimo december 2017, at ansøgeren på ny indrejste i Schengenområdet primo april 2018, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 68 dage i Schengenområdet, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen primo september 2018, og at ansøgeren senest primo december 2018 indrejste i Schengenområdet, hvorefter ansøgeren primo februar 2019 i Danmark indgav en ansøgning om familiesammenføring på baggrund af ægteskab.
    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i op til 90 dage i løbet af en 6-måneders periode regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenområdet. Der henvises i den forbindelse til visumfritagelsesaftalerne mellem EU og Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Brasilien, Saint Kitts og Nevis, Mauritius og Seychellerne og Schengenkonventionens art. 20, stk. 1, som den var affattet forud for den 18. oktober 2013.
    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren alene har opholdt sig i schengenområdet i 65 dage i perioden fra primo december 2018 til primo februar 2019, hvor ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet, og at ansøgningen derfor blev indgivet under et lovligt ophold.
    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2020 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 18-06-2020

    Udlændingenævnet hjemviste i juni 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise at behandle en ansøgning om familiesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, til en congolesisk statsborger.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren indrejste i Danmark i 2011 og fik efterfølgende afslag på familiesammenføring og asyl. I henholdsvis august 2013 og august 2015 fik ansøgeren to børn med sin herboende danske ægtefælle. Begge børn er født i Danmark og er danske statsborgere. I marts 2017 stadfæstede Udlændingenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om afvisning af ansøgning om familiesammenføring, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark. I februar 2019 afviste Udlændingestyrelsen på ny en ansøgning om familiesammenføring fra ansøgeren.

    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har to mindreårige herboende fællesbørn, født henholdsvis i august 2013 og august 2015, og at børnene er født i Danmark og er danske statsborgere.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af sagens akter, at det ene af børnene har generelle indlæringsvanskeligheder og har forsinket sprogudvikling, hvorfor hun har særlige støtte- og omsorgsbehov, og at det blandt andet fremgår af en udtalelse fra februar 2020 fra kommunen, at ansøgeren stod for den nære omsorg for børnene, og at familien efter ansøgerens tilbageholdelse modtager støtteforanstaltninger, jf. lov om social service.

    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2019 ikke indeholder en udtrykkelig stillingtagen til ansøgerens eventuelle afledte rettigheder på grundlag af TEUF artikel 20 efter EU-domstolens afgørelse i Chavez-Vilchez-dommen (C-133/15).

    Udlændingenævnet henviser herved til, at Udlændinge- og Integrationsministeriet den 11. september 2019 i ”Orientering om Udlændingestyrelsens praksis i visse sager om afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig dansk statsborger” til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg har oplyst, at Udlændingestyrelsens vurdering indtil medio juni 2019 af, om der bør meddeles opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring, hvor EU-dommen C-133/15 Chavez-Vilchez er påberåbt, eller hvor sagen indeholder oplysninger, som giver anledning til at foretage en sådan vurdering, er foretaget i forhold til en for snævert afgrænset personkreds og i en for snævert afgrænset sagskategori.

    Det er Udlændingenævnets vurdering, at der i afgørelsen fra februar 2019 om afvisning af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25, rettelig burde have været taget stilling til om principperne i Chavez-Vilchez-dommen samt Zambrano-dommen (EU-Domstolens dom af 8. marts 2011 i sagen C-34/09), hvorefter en tredjelandsforælder til et mindreårigt unionsbarn undtagelsesvist og under særlige omstændigheder kan opnå en afledt opholdsret, kunne medføre, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse skulle tillades indgivet fra Danmark.

    Udlændingenævnet finder af samme årsag samtidig grundlag for at genoptage Udlændingenævnets afgørelse fra marts 2017 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016, hvorved Udlændingestyrelsen afviste at tillade ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse indgivet i Danmark, jf. udlændingelovens dagældende § 9, stk. 21, og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til, hvorvidt ansøgerens ansøgning kan tillades indgivet i Danmark.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 15. maj 2019 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist

    Dato: 15-05-2019

    Udlændingenævnet afviste i maj 2019 at behandle en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen i december 2018 vedrørende en russisk statsborger, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at referencen to gange i januar 2019 havde talt med Udlændingestyrelsen, som havde vejledt om muligheden for at klage over afgørelsen til Udlændingenævnet. I februar 2019 skrev ansøgeren til Udlændingestyrelsens kontaktformular og oplyste i den forbindelse et SBID, som hun påførte betegnelsen ”Ankesag”. Ansøgeren stilede samtidig henvendelsen til Udlændingestyrelsens adresse samt redegjorde for, hvorfor afgørelsen efter parrets opfattelse havde været forkert, og afslutningsvis fremgik følgende: ”Vi beder jer om at revurdere jeres afgørelse på baggrund af de oplysninger vi her har uddybet.” I februar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet modtog i april 2019 en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2018. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i februar 2019 burde betragtes som en klage over afgørelsen fra december 2018, hvorfor Udlændingestyrelsen burde have videresendt klagen til Udlændingenævnet.

    Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen var indgivet efter klagefristens udløb. Udlændingenævnet lagde vægt på, at Udlændingestyrelsen i december 2018 havde fremsendt afgørelsen til referencens e-boks, og at Udlændingenævnet først i april 2019 havde modtaget klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik på både dansk og engelsk af Udlændingestyrelsens klagevejledning, at der senest skulle klages inden 8 uger efter, at afgørelsen blev modtaget. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at det var anført, at ansøgerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i februar 2019 burde være betragtet som en klage. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens henvendelse fra februar 2019 til Udlændingestyrelsen efter Udlændingenævnets opfattelse måtte anses som en anmodning om, at styrelsen skulle genoptage sagen, og ikke som en klage til Udlændingenævnet over afgørelsen fra december 2018, uanset at ansøgeren havde brugt betegnelsen ”Ankesag”. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren udtrykkeligt havde stilet henvendelsen til Udlændingestyrelsen samt anført, at ”vi beder jer om at revurdere jeres afgørelse på baggrund af de oplysninger vi her har uddybet”. Det måtte derfor lægges til grund, at ansøgeren havde bedt styrelsen om at revurdere deres egen afgørelse. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at der samtidig var blevet betalt et gebyr, ikke kunne føre til, at henvendelsen fra februar 2019 skulle betragtes som en klage, henset til at der også skal betales gebyr for at søge om genoptagelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i denne sag forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen. FAM/2019/5.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage

    Dato: 26-11-2018

    Udlændingenævnet afviste i november 2018 at behandle en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en etiopisk statsborger, jf. udlændingelovens § 33, stk. 8. Ansøgeren var tidligere meddelt afslag på asyl og afslag på humanitær opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren var endelig af Udlændingestyrelsen meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at behandle klagen over Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet ansøgeren siden juli 2018 havde været forsvundet og fortsat var efterlyst af politiet. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at klagen først ville kunne behandles, såfremt ansøgeren gav sig selv til kende over for udlændingemyndighederne på en sådan måde, at Udlændingenævnet blev bekendt med ansøgerens opholdssted, og at Udlændingenævnet herefter efter anmodning ville kunne behandle en anmodning om genoptagelse. FAM/2018/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. august 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse

    Dato: 27-08-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i august 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 25, til en statsborger fra Kenya, som havde søgt om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle (referencen). Ansøgeren havde tidligere søgt asyl og var i august 2017 blevet meddelt endeligt afslag herpå. Hun var ved samme lejlighed blevet pålagt at udrejse af Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgningen om ægtefællesammenføring ikke burde afvises under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 25. Udlændingenævnet fandt således, at Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, tilsagde, at ansøgningen burde tillades indgivet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og referencen i juni 2018 havde fået et fællesbarn, og at referencen var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Kenya, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde henvises til at indgive ansøgningen om ægtefællesammenføring i Kenya. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at referencen havde to særbørn i Danmark, hvoraf det ene særbarn var bosiddende hos ham, mens referencen efter det oplyste havde samvær med det andet særbarn hver anden weekend. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det var bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser at tillade ansøgningen om ægtefællesammenføring indgivet i Danmark. FAM/2018/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. maj 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Gebyr – Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet

    Dato: 28-05-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der skulle indbetales et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, i forbindelse med indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om forlængelse af en opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle have været indbetalt gebyr i forbindelse med ansøgerens ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var tyrkisk statsborger, men at ansøgeren ikke på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen var økonomisk aktiv, da ansøgerens indtægt alene bestod af SU. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens ægtefælle ifølge CPR ultimo december 2016 var blevet dansk statsborger og dermed ikke længere var omfattet af Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle tidligere havde været tyrkisk statsborger, da det fulgte af CPR, at ægtefællen nu var dansk statsborger. FAM/2018/19.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Børn anbragt uden for hjemmet – Ansøger er EU-borger

    Dato: 16-04-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 6, til en statsborger fra Portugal, som havde søgt om familiesammenføring med sine to børn, som var anbragt hos en dansk plejefamilie. Udlændingenævnet havde senest i januar 2016 stadfæstet en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om afslag på familiesammenføring under henvisning til ansøgerens børn. Udlændingenævnet havde i den forbindelse fastsat en udrejsefrist i februar 2016.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive sin ansøgning af marts 2017 om opholdstilladelse her i landet, jf. herved udlændingelovens § 9 c, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgningen under ulovligt ophold i Danmark, idet hun senest ved Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af landet senest i februar 2016. Ansøgningen kunne således kun tillades indgivet i Danmark, såfremt Danmarks internationale forpligtelser tilsagde dette. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Danmarks internationale forpligtelser ikke var til hinder for at henvise ansøgeren til at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse fra sit hjemland, Portugal. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i klagen havde anført, at hun havde overvåget samvær med sine to børn en gang om måneden, at hun mødte regelmæssigt op til samværene, og at en afvisning henset til ansøgerens livssituation måtte anses for at være en livslang afskæring af forholdet mellem forælder og børn. Udlændingenævnet fandt i relation hertil, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Portugal, og at det i forhold til det fastsatte samværs hyppighed og den geografiske afstand var muligt for ansøgeren som EU-borger frit at indrejse i Danmark for at deltage i det overvågede samvær med sine børn, ligesom hun fra sit hjemland havde mulighed for at indgive en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sine børn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udlændingelovens § 9 c, stk. 6, er en proceduremæssig forskrift, hvorfor det af bestemmelsen ikke kan udledes, hvorvidt en ansøger kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af en indgivet ansøgning. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til som EU-borger fra Portugal at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i Portugal, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Børnekonventionen ikke kunne anses for at give en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde henvist til to efter hendes opfattelse lignende sager, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afgørelser efter den dagældende udlændingelovs 9 c, stk. 6, blev truffet efter et konkret samlet skøn over sagens omstændigheder, og at den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager var ens, således ikke nødvendigvis kunne føre til, at udfaldet af sagerne blev ens. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdene i sagerne – efter en gennemgang og vurdering af disse sager i forhold til ansøgerens sag – ikke var sammenlignelige. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ansøgning ikke burde tillades indgivet i Danmark alene under henvisning til lighedsgrundsætningen. Udlændingenævnet bemærkede, at oplysninger om de konkrete omstændigheder i de af ansøgeren anførte sager var fortrolige oplysninger, hvorfor Udlændingenævnet ikke uden fuldmagt fra ansøgerne i de nævnte sager, hvoraf det fremgik, at de pågældende gav samtykke til, at oplysningerne i deres sager kunne indgå i denne sag, kunne redegøre nærmere for forskelle og ligheder i de nævnte sager og ansøgerens sag, jf. herved forvaltningslovens § 24, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hendes ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark. FAM/2018/91.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen