Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2024 – Afvisning ved grænsen – Krav om arbejdstilladelse
Dato: 15-08-2024Udlændingenævnet stadfæstede i august 2024 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Storbritannien ved indrejsen til Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i maj 2024 afvist på grænsen i forbindelse med indrejse fra Dublin, Irland. Klageren blev afvist, idet hun over for politiet oplyste, hun skulle lave hår og makeup på deltagere i Eurovision i Sverige. Hun oplyste videre, at hun skulle arbejde ulønnet, men at hun ville få rejseudgifter og ophold betalt. Klageren havde ingen arbejdstilladelse i Sverige.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har vurderet, at Københavns Politi med rette afviste dig ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 4.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at du ved indrejsen i Danmark til politiet oplyste, at formålet med indrejsen i landet var at rejse videre til Sverige for at arbejde.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at politiet ved henvendelse til de svenske udlændingemyndigheder konstaterede, at du ikke kunne arbejde i Sverige uden en arbejdstilladelse, og at du ikke kunne fremvise en gyldig arbejdstilladelse dertil.
Udlændingenævnet skal hertil henvise til Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1, litra c, hvoraf det fremgår, at tredjelandsstatsborgere skal opfylde en række indrejsebetingelser, herunder at kunne dokumentere formålet med og vilkårene for det påtænkte ophold. Udlændingenævnet skal desuden henvise til kodeksens artikel 8, stk. 3, litra a, hvoraf det fremgår, at tredjelandsstatsborgere ved indrejse underkastes kontrol af indrejsebetingelser efter artikel 6, stk. 1, herunder i forhold til eventuelle påkrævede opholds- og arbejdstilladelser.
Betingelserne for at afvise dig var således til stede, da du blev antruffet af politiet den 4. maj 2024.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. maj 2024 – Afvisning ved grænsen – Krav om arbejdstilladelse
Dato: 13-05-2024Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2024 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Kina ved indrejsen i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i januar 2024 afvist på grænsen i forbindelse med, at han indrejste fra London. Klageren var i besiddelse af et Schengenvisum, men blev afvist, idet klageren over for politiet havde oplyst, han skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week, men uden at være i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse. Klageren var forud for indrejsen blevet vejledt om at anskaffe sig arbejdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har vurderet, at [politiet] med rette afviste [klageren] ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 3, idet der efter det oplyste om [klagerens] forhold var grund til at antage, at [han] ville tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] til politiet har oplyst, at [han] i Danmark skulle arbejde som model i forbindelse med Copenhagen Fashion Week.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udlændingebekendtgørelsens § 24 indeholder en udtømmende opregning af de typer af beskæftigelse, som ikke kræver arbejdstilladelse, herunder bl.a. en række kategorier inden for tjenesteydelsesområdet.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at [klageren] ikke er fritaget for kravet om arbejdstilladelse, idet arbejdet som model ikke hører under de erhverv, der er fritaget herfor, jf. udlændingebekendtgørelsens § 24.
Det forhold, at [klageren] efterfølgende har oplyst, at [han] alligevel ikke skulle arbejde som model, men at [han] blot ønskede at se modeopvisningen, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved vurderet, at der ud fra sagens samlede oplysninger er grund til at antage, at [klageren] ville arbejde her i landet uden fornøden tilladelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. marts 2024 – Afvisning ved grænsen – Ej visumfri
Dato: 08-03-2024Udlændingenævnet stadfæstede i marts måned politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i december 2023 afvist på grænsen i forbindelse med, at hun indrejste fra Storbritannien. Klageren var i besiddelse af et britisk konventionspas, men blev afvist, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at [politiet] med rette afviste [klageren] ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget fra kravet om visum, at [klageren] ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum, opholdstilladelse i Danmark eller et andet Schengenland eller havde fået udstedt opholdskort efter EU-retten, hvilket er en betingelse for at kunne indrejse visumfrit her i landet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 2.
Det forhold, at [klageren] var i besiddelse af et britisk konventionspas, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at personer med britisk konventionspas ikke kan indrejse visumfrit i Danmark. Adgangen til at indrejse virumfrit er betinget af, at rejsedokumentet er udstedt af et EU- eller et Schengenland, og at indehaveren er lovligt bosat i det land, som har udstedt rejsedokumentet. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Storbritannien hverken er et EU- eller et Schengenland.
Betingelserne for at afvise [klageren] var således til stede, da [hun] blev antruffet af [politiet] […] december 2023.
Udlændingenævnet stadfæster derfor [politiets] afgørelse […].” -
Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2024 – Familiesammenføring – Anden familie - Afvisning
Dato: 18-01-2024Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en libanesisk statsborgers ansøgning om familiesammenføring til sin herboende søster, da ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark på bagrund af et visum. Inden dette visum udløb, søgte ansøgeren om visumforlængelse. På tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om familiesammenføring var ansøgerens visum udløbet, og ansøgningen om forlængelse af visum var forsat under behandling.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] november 2022 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført.
[Ansøgerens] ansøgning om opholdstilladelse i Danmark er således afvist, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 6.
Udlændingenævnet finder endvidere, at det forhold, at [ansøgeren] havde et besøgsvisum til Danmark, der var gyldigt i 53 dage i perioden den […] april 2022 til […] juni 2022, og at hun på et tidspunkt, hvor hun fortsat havde et gyldigt visum i Danmark, den […] maj 2022, indgav en ansøgning om forlængelse af sit visum, ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring først blev indgivet i Udlændingestyrelsen den […] august 2022, og at hendes visum på det tidspunkt var udløbet.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det følger af ordlyden af udlændingelovens § 9 c, stk. 6, 1. pkt. at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan indgives her i landet, blandt andet hvis ansøgeren har fået bemyndiget et visum til Danmark efter § 3 a, eller hvis ansøgeren har fået sit visum forlænget efter udlændingelovens § 4 b.
Udlændingenævnet henviser herved endvidere til lovens almindelige bemærkninger (Lov nr. L 188 af 26. marts 2010, afsnit 6.1.2.), hvoraf det bl.a. fremgår, at udlændinge, der har ophold i Danmark på grundlag af en opholdstilladelse, et visum eller et visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne, kan indgive en ansøgning om opholdstilladelse her i landet, medmindre særlige grunde taler herimod.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 c, stk. 6, at lovændringen indebar en skærpelse af reglerne for, hvornår en ansøger kan indgive en ansøgning om opholdstilladelse efter indrejse her i landet.
Det fremgår således af bemærkningerne til loven (afsnit 6.1.2.):
”at udlændinge, som opholder sig ulovligt i Danmark, kun kan indgive ansøgning her i landet, hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det. Forslaget sigter navnlig til ansøgninger om familiesammenføring, hvor det på baggrund af en umiddelbar vurdering ikke kan afvises, at der er et beskyttelsesværdigt familieliv, som er omfattet af EMRK artikel 8.
Det foreslås, at dette også skal gælde for udlændinge, som har fået afslag på opholdstilladelse og har fået en frist for udrejse, og som således er pålagt at udrejse af Danmark. Også udlændinge, som allerede har en anden ansøgning om opholdstilladelse under behandling, foreslås omfattet af de skærpede regler. Hensigten er at imødegå tilfælde, hvor udlændinge forsøger at trække sagsbehandlingen i langdrag og forlænge opholdet i Danmark.
Det vil således kun være Danmarks internationale forpligtelser, der kan begrunde, at en ansøgning fra en udlænding, som har ulovligt ophold, som har fået en udrejsefrist, eller som allerede har en ansøgning om opholdstilladelse under behandling, kan tillades indgivet.”
Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at det hverken i ordlyden af udlændingelovens § 9 c, stk. 6, eller af bestemmelses forarbejder kan udledes, at en ansøger der har indgivet en ansøgning om visumforlængelse har lovligt ophold efter bestemmelsens forstand, således at ansøgeren kan indgive sin ansøgning om familiesammenføring her i landet.
Udlændingenævnet finder således, at det forhold, at [ansøgeren] på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen havde ret til at opholde sig i Danmark på baggrund af sin visumforlængelsesansøgning, ikke kan medføre, at sagen om familiesammenføring skal tillades indgivet.
Det til klagen anførte om, at [ansøgeren] afleverede sit pas i Udlændingestyrelsen, da hun søgte om forlængelse af sit visum, og at hun i den forbindelse fik udstedt et midlertidigt pas af styrelsen, hvilket må anses for en bekræftelse af hendes processuelle opholdsret under behandlingen af ansøgningen af visumansøgningen, at hun ikke modtog svar fra styrelsen før den 23. januar 2023 – efter ansøgning om familiesammenføring var blevet afvist – og at hun i den forbindelse fik sit pas retur, hvorfor hendes forlængede ophold må betragtes som lovligt ophold, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder således ikke, at [ansøgeren] på baggrund af Udlændingestyrelsens sagsbehandling i forbindelse med hendes visumforlængelsessag har givet hende en berettiget forventning om, at hun måtte indgive en ansøgning om familiesammenføring, før hun havde et gyldigt forlænget visum.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det som altovervejende hovedregel er ansøgers ansvar at sikre overholdelsen af betingelserne for at indgive ansøgningen. Det fremgår i den forbindelse af udlændingemyndighedernes hjemmeside, at man må indgive en ansøgning om familiesammenføring – og få den behandlet i Danmark, hvis man opholder sig lovligt i Danmark på baggrund af et gyldigt visum, et forlænget visum, på visumfrit ophold eller på forlænget visumfrit ophold.
Det til klagen anførte om, at [ansøgerens] mor er alvorligt syg, og i øjeblikket er i palliativ behandling på plejehjemmet, […], og hun har brug for hendes nærvær og opmærksomhed, samt at plejehjemmet, hvor [ansøgerens] mor opholder sig har vurderet, at [ansøgerens] mors tilstand bliver bedre, når [ansøgeren] er hos sin mor, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [ansøgeren] har søgt om familiesammenføring til sin søster, [G], og således ikke til sin mor. Udlændingenævnet kan således ikke ved denne afgørelse vurdere et eventuelt afhængighedsforhold mellem [ansøgeren] og hendes mor.
Udlændingenævnet bemærker, at det fremgår af sagens oplysninger, at [G] har været primær kontaktperson imellem det lægefaglige personale og moren vedrørende morens helbredsforhold, og at det forhold, at [ansøgeren] hjælper sin søster i forbindelse med denne rolle kan ikke i sig selv danne grundlag for at give opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at der ikke ses at foreligge et beskyttelsesværdigt familieliv mellem [ansøgeren] og søsteren, [G], da der ikke mellem dem ses at være en helt særlig tilknytning, der er ud over, hvad der følger af slægtskabet i sig selv.
Udlændingenævnet henviser til, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring. Det kan udledes af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdom-stol (EMD), at EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige far, mor og mindreårige børn – og at et land kun i helt særlige tilfælde, hvor der eksisterer et særligt afhængighedsforhold mellem voksne søskende vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring.
Ej heller det forhold, at til klagen er anført, at [ansøgerens] danske familie, som består af 4 søskende, mor og far, bor fast i Danmark og at [ansøgeren] er desperat efter at være sammen med dem som en mental hjælp i forbindelse med både sin mor og tabet af [ansøgerens søn] få måneder forinden, kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at et manglende familienetværk samt at generelle sociale problemer i en ansøgers hjemland ikke i sig selv er nok til at, ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, skal tilladelse indgivet, jf. § 9 c, stk. 6.
Udlændingenævnet skal hertil gøre opmærksom på, at § 9 c, stk. 6, alene er en proceduremæssige forskrift, og at der herved ikke er taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning efter § 9 c, stk. 1, vil kunne imødekommes.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2023 – afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – hjemvisning – FN’s Børnekomité har udtalt kritik
Dato: 27-11-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2023 – afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – hjemvisning – FN’s Børnekomité har udtalt kritik
Udlændingenævnet genoptog en sag om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse fra en statsborger fra Nigeria og hjemviste i november 2023 sagen til Udlændingestyrelsen..
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren havde fået afslag på asyl og blev i maj 2019 af Vestre Landsret dømt til udvisning med indrejseforbud i 6 år. Ansøgeren var også tidligere udvist med indrejseforbud i 6 år. Østre Landsret vurderede i januar 2021, om ansøgerens udvisning skulle ophæves som følge af ansøgerens ændrede personlige forhold, jf. udlændingelovens § 50, men fandt ikke anledning hertil. Ansøgeren indgav i november 2019 en ansøgning om familiesammenføring. Udlændingestyrelsen afviste i december 2019 at behandle ansøgningen, idet ansøgningen var indgivet under ulovligt ophold i Danmark. Ansøgeren klagede i maj 2021 til FN’s Børnekomité på vegne af sine 2 børn og et stedbarn over Udlændingestyrelsens afgørelse, idet ansøgeren påberåbte sig, at en udsendelse til Nigeria vil udgøre en krænkelse af artikel 3,7,9 og 10 i Børnekonventionen. Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2019 om afvisning af indgivelse af ansøgning om familiesammenføring fra Danmark. FN’s Børnekomité afgav i september 2023 en udtalelse i sagen C.C.O.U., C.C.A.M. og A.C.C. mod Danmark (145/2021). Komitéen fandt, at Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2021 var i strid med Børnekonventionens artikel 3 og 9. Komitéen tog ikke stilling til, hvorvidt der også var sket en krænkelse af artikel 7 eller 9. Udlændingenævnet genoptog som følge af fast praksis i november 2023 Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2021 og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnets vurdering:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Komitéen fandt, at Udlændingenævnets afgørelse af […] oktober 2021, hvorved nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse af […] december 2019, vedrørende afvisning af indgivelse af [ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring med [ansøgerens] kæreste [reference], fra Danmark, er i strid med Børne-konventionens artikel 3 og 9. Komitéen tog ikke stilling til, hvorvidt der også var sket en krænkelse af artikel 7 eller 10.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der på baggrund af det anførte af Komitéen bør ske en vurdering i 2 instanser af, hvilken indvirkning familieadskillelsen vil kunne have på [referencen] og [ansøgerens] 2 fællesbørn, [barn 1] og [barn 3], samt på [referencens] særbarn, [barn 3], herunder om familielivet kan opretholdes under hensyntagen til børnenes unge alder, [referencens] helbred og [referencens] manglende evne til at rejse til et tredjeland og [ansøgerens] udvisning af Danmark med et indrejseforbud i 6 år, såfremt [ansøgeren] henvises til at indgive sin ansøgning om familiesammenføring med [referencen] fra Nigeria. Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at [ansøgeren] siden […] april 2023 igen har været frihedsberøvet.
Udlændingenævnet noterer i øvrigt, at det fremgår af CPR-registret, at [ansøgeren] og [referencen] den […] maj 2023 fik endnu et fælles barn.
Udlændingenævnet har på den baggrund sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen efter reglerne i udlændingeloven, således som denne var bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019.
[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet giver [ansøgeren] ret til at opholde sig i Danmark under Udlændingestyrelsens sagsbehandling.
Udlændingenævnet foretager sig herefter ikke videre i anledning af anmodningen om genoptagelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2023 - Afvisning på grænsen – omgørelse - Lufthavnstransitvisum
Dato: 07-11-2023Udlændingenævnet omgjorde i november 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et tyrkisk nationalitetspas og en gyldig permanent opholdstilladelse i USA. Politiet traf afgørelse om at nægte klageren transit videre til New York under henvisning til, at hun ikke havde et gyldigt transitvisum ved indrejsen i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at klageren ikke burde have været afvist ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet hun var i besiddelse af en perment opholdstilladelse i USA og er dermed fritaget for visum ved transit videre fra Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af visumkodeksens artikel 3, stk. 5, litra b, jf. bilag V (nu bilag 7C), at udlændinge, som har permanent opholdstilladelse i USA, er fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum, da indehavere af denne type opholdstilladelse er garanteret betingelsesløs tilbagetagelse. Udlændingenævnet finder på den baggrund, at klageren ved indrejsen til Danmark i august 2023 var fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum.
Udlændingenævnet ændrer derfor politiets afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2023 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 30-08-2023Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen fra en statsløs palæstinenser. SIRI henviste i afgørelsen til, at ansøgningen var indgivet på et tidspunkt, hvor ansøgeren var meddelt en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 4. pkt. Ansøgeren havde imidlertid ikke lovligt ophold i landet på ansøgningstidspunktet, og afgørelsen burde derfor rettelig have været truffet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.
Udlændingenævnet fandt samtidig grundlag for at omgøre den del af SIRI’s afgørelse fra marts 2021, hvorefter ansøgeren blev meddelt et indrejseforbud på 2 år.
Sagens faktisk omstændigheder:
Ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2018, hvor han søgte om asyl. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre ansøgeren til Spanien i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Ansøgningen blev i marts 2021 afvist af SIRI, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at SIRI i marts 2021 med rette afviste ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen), ikke kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold.
Udlændingenævnet lagde efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i marts 2021.
Udlændingenævnet har herved lagt på, at ansøgeren i februar 2018 var registreret som asylansøger i Spanien, at han indrejste i Danmark i juli 2018, inden hans asylsag i Spanien var færdigbehandlet, at han søgte asyl i Danmark i juli 2018, at han forsvandt fra indkvarteringscenteret i september 2018, kort efter de spanske myndigheder accepterede at tilbagetage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at han frem til november 2019, da han indgav ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, opholdt sig ulovligt her i landet.
Udlændingenævnet skal bemærke, at SIRI i sin afgørelse i februar 2020 om afvisning af ansøgerens ansøgning, indgivet i november 2019, burde havde nævnt, at han ikke opholdt sig lovligt i Danmark.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark i perioden fra februar 2020, da han klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2020 om overførsel til Spanien, til marts 2020, da Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, men Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret begrundelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i februar 2020 vejledte ansøgeren om, at hvis han påklagede afgørelsen senest 7 dage efter meddelelsen af afgørelsen, ville det give ham ret til at opholde sig i landet, mens klagesagen blev færdigbehandlet, og at ansøgeren påklagede afgørelsen inden fristen.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at påklages en afgørelse om overførelse efter Dublinforordningen inden 7 dage efter, at den er meddelt, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort. Ligesom det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., at påklages af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, herunder klagen over afgørelse om overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, har dette opsættende virkning frem til Flygtningenævnet træffer afgørelse.
Det betyder, at SIRI’s afgørelser fra november 2020 og januar 2021 fejlagtigt indeholdt en frist for ansøgerens udrejse, men også, at ansøgeren ikke havde ret til ophold her i landet efter Flygtningenævnet traf afgørelse i marts 2021.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at det fremgår af SIRI’s afgørelse, at hans ansøgning om opholdstilladelse blev afvist, da han i januar 2021 fik fastsat en udrejsefrist til februar 2021, men at han på afgørelsestidspunktet fortsat havde lovligt ophold i Danmark, mens han ventede på Flygtningenævnets afgørelse, og at Flygtningenævnet først i marts 2021 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han skulle overføres til Spanien.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at selv om SIRI’s begrundelse er forkert, kan dette ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens ansøgning med rette blev afvist.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at han havde fået fastsat en udrejsefrist til februar 2021, og således før han indgav ansøgning, men at den burde have været afvist under henvisning til, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det må have stået klart for ansøgeren, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, og derfor kunne han ikke have forventet, at hans ansøgning ville blive behandlet, idet han siden sin samtale med Udlændingestyrelsen i august 2018 vidste, at de danske udlændingemyndigheder var bekendt med, at han var registreret som asylansøger i Spanien, og at han ikke havde opholdt sig lovligt i Danmark på grundlag af opholdstilladelse eller visum, visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplyst om undskyldelige omstændigheder eller ganske særlige grunde, om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, eller om forhold omfattet af Danmarks internationale forpligtelser, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse alligevel bør tillades indgivet her i landet.
Udlændingenævnet konstaterer, at Flygtningenævnet i sin afgørelse i marts 2021 havde taget stilling til ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold og tilknytning til Danmark, og vurderet, at der ikke forelå forhold af en sådan karakter, at hans asylansøgning burde realitetsbehandles i Danmark.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive en ansøgning om opholdstilladelse fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor han har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder.
Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at han stiller sig meget uforstående overfor, at han straks skal udrejse af Danmark, at han ikke kan indrejse og opholde sig i EU-landene i 2 år, og at han vil blive indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene.
Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at omgøre SIRI’s beslutning om at meddele ansøgeren et indrejseforbud på 2 år med henvisning til, at han ikke udrejste af Danmark i overensstemmelsen med den tidligere meddelte udrejsefrist, som var i februar 2021.
Udlændingenævnet henviser til, at SIRI’s beslutning om meddelelsen af indrejseforbuddet til ansøgeren var omfattet af udsendelsesdirektivet. Sager, hvor en tredjelandsstatsborger har ansøgt om asyl og fået opholdsret som asylansøger i den anden medlemsstat, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udsendelsesdirektivet.
Det bemærkes i den forbindelse, at udsendelsesdirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre tredjelands-statsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, at når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 3, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i medlemsstaterne i henhold til artikel 11. Artikel 11 finder kun anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke i de tilfælde hvor den pågældende person blot tilbageføres til en anden medlemsstat. Der henvises i den forbindelse til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017, om en fælles ”håndbog om tilbagesendelse” til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver, side 103.
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke burde have været meddelt et indrejseforbud.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2023 – Afvisning på grænsen – Ej anerkendt nationalitetspas
Dato: 12-07-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Somalia ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et somalisk nationalitetspas og gyldig opholdstilladelse i Italien. Klageren blev nægtet indrejse i Danmark under henvisning til, at han ikke var i besiddelse af et gyldigt rejsedokument, da somaliske nationalitetspas ikke anderkendes i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette afviste klageren ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet klageren ikke var i besiddelse af et gyldigt rejsedokument.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ved indrejsen ikke var i besiddelse af gyldig rejselegitimation, hvilket er en betingelse for indrejse og ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 39, stk. 1.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at officielle somaliske dokumenter, herunder nationalitetspas, efter fast praksis ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed.
Det forhold, at klageren var i besiddelse af en italiensk opholdstilladelse, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet denne ikke træder i stedet for et rejsedokument.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at selvom klageren har opholdstilladelse i et Schengenland, er man ikke er undtaget kravet om gyldigt rejsedokument efter udlændingelovens § 39, stk. 1.
Heller ikke det forhold, at klageren til politiet oplyste, at han boede og arbejdede i Sverige, kunne føre til en ændret vurdering, idet svensk politi afviste, at klageren havde ret til at bo og arbejde i Sverige. Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at klageren heller ikke kunne dokumentere over for politiet, at han havde ret til at bo og arbejde i Sverige.
Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse fra april 2022”. -
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2023 – Afvisning ved grænsen – ej visumfri
Dato: 15-06-2023Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren blev i maj 2022 afvist på grænsen i forbindelse med, at hun indrejste fra Tyrkiet sammen med sin bulgarske samlever. Klageren var i besiddelse af en bulgarsk opholdstilladelse, men blev afvist, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt visum til Schengenområdet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at politiet med rette afviste klageren ved grænsen til Danmark i medfør af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet hun ikke var i besiddelse af et gyldigt Schengenvisum.
Udlændingenævnet har lagde vægt på, at statsborgere fra Tyrkiet ikke er undtaget fra kravet om visum i medfør af udlændingelovens § 2, stk. 2, og at klageren ved indrejsen ikke var i besiddelse af et gyldigt visum til Schengenområdet eller en gyldig opholdstilladelse i et Schengenland, hvilket er en betingelse ved indrejse i Danmark eller Schengenområdet.
Det forhold, at klageren var i besiddelse af en bulgarsk opholdstilladelse og ved indrejsen var ledsaget af sin samlever fra Bulgarien, der er unionsborger, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klagerens opholdstilladelse er udstedt i henhold til national lovgivning og dermed ikke udstedt til familiemedlemmer til EU-borgere.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at Bulgarien ikke deltager i Schengensamarbejdet.
Udlændingenævnet stadfæster derfor politiets afgørelse fra maj 2022.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2023 – Afvisning ved indrejsen – omgørelse
Dato: 13-06-2023Udlændingenævnet omgjorde i juni 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Marokko ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et marokkansk nationalitetspas og gyldig opholdstilladelse i Italien. Klageren blev nægtet indrejse under henvisning til, at han ikke var ledsaget af sin ægtefælle, der er EU-borger.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at klageren ikke burde have været afvist ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet han var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i et andet Schengenland ved indrejsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af udlændingelovens § 2 b, stk. 1, at udlændinge, som har opholdstilladelse i et andet Schengenland, har ret til at indrejse og opholde sig vi-sumfrit i Danmark, og at klageren var i besiddelse af en italiensk opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder således, at klageren var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i et andet Schengenland ved indrejsen til Danmark på indrejsetidspunktet, og at han derfor ved indrejsen til Danmark var fritaget for visum.
Udlændingenævnet bemærker, at det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 artikel 5, stk. 2, at familiemedlemmer til en unionsborger, som er i besiddelse af et gyldigt opholdskort, jf. artikel 10, også er fritaget fra kravet om visum
Udlændingenævnet ændrer derfor politiets afgørelse fra august 2021.”
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet