Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afvisning af ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen fra en statsløs palæstinenser. SIRI henviste i afgørelsen til, at ansøgningen var indgivet på et tidspunkt, hvor ansøgeren var meddelt en udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 4. pkt. Ansøgeren havde imidlertid ikke lovligt ophold i landet på ansøgningstidspunktet, og afgørelsen burde derfor rettelig have været truffet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

 

Udlændingenævnet fandt samtidig grundlag for at omgøre den del af SIRI’s afgørelse fra marts 2021, hvorefter ansøgeren blev meddelt et indrejseforbud på 2 år.

 

Sagens faktisk omstændigheder:

 

Ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2018, hvor han søgte om asyl. Flygtningenævnet stadfæstede i marts 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om at overføre ansøgeren til Spanien i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b. Ansøgeren indgav i marts 2021 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen. Ansøgningen blev i marts 2021 afvist af SIRI, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5.

 

Udlændingenævnets afgørelse: 

”Udlændingenævnet finder, at SIRI i marts 2021 med rette afviste ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 5, 3. pkt.

 

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 3 (beløbsordningen), ikke kan indgives her i landet, hvis udlændingen ikke har lovligt ophold.

Udlændingenævnet lagde efter en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens omstændigheder vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet i marts 2021.

 

Udlændingenævnet har herved lagt på, at ansøgeren i februar 2018 var registreret som asylansøger i Spanien, at han indrejste i Danmark i juli 2018, inden hans asylsag i Spanien var færdigbehandlet, at han søgte asyl i Danmark i juli 2018, at han forsvandt fra indkvarteringscenteret i september 2018, kort efter de spanske myndigheder accepterede at tilbagetage ham i henhold til Dublinforordningens artikel 18, stk. 1, litra b, og at han frem til november 2019, da han indgav ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, opholdt sig ulovligt her i landet. 

 

Udlændingenævnet skal bemærke, at SIRI i sin afgørelse i februar 2020 om afvisning af ansøgerens ansøgning, indgivet i november 2019, burde havde nævnt, at han ikke opholdt sig lovligt i Danmark.

 

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren havde ret til at opholde sig i Danmark i perioden fra februar 2020, da han klagede over Udlændingestyrelsens afgørelse af februar 2020 om overførsel til Spanien, til marts 2020, da Flygtningenævnet ikke fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse, men Udlændingenævnet finder, at det ikke kan føre til en ændret begrundelse.

 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i februar 2020 vejledte ansøgeren om, at hvis han påklagede afgørelsen senest 7 dage efter meddelelsen af afgørelsen, ville det give ham ret til at opholde sig i landet, mens klagesagen blev færdigbehandlet, og at ansøgeren påklagede afgørelsen inden fristen.

 

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det følger af udlændingelovens § 33, stk. 3, at påklages en afgørelse om overførelse efter Dublinforordningen inden 7 dage efter, at den er meddelt, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort. Ligesom det fremgår af udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt., at påklages af en afgørelse som nævnt i stk. 1, nr. 1-6, herunder klagen over afgørelse om overførsel efter reglerne i kapitel 5 a, har dette opsættende virkning frem til Flygtningenævnet træffer afgørelse.

 

Det betyder, at SIRI’s afgørelser fra november 2020 og januar 2021 fejlagtigt indeholdt en frist for ansøgerens udrejse, men også, at ansøgeren ikke havde ret til ophold her i landet efter Flygtningenævnet traf afgørelse i marts 2021.

 

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at det fremgår af SIRI’s afgørelse, at hans ansøgning om opholdstilladelse blev afvist, da han i januar 2021 fik fastsat en udrejsefrist til februar 2021, men at han på afgørelsestidspunktet fortsat havde lovligt ophold i Danmark, mens han ventede på Flygtningenævnets afgørelse, og at Flygtningenævnet først i marts 2021 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han skulle overføres til Spanien.

 

Udlændingenævnet finder imidlertid, at selv om SIRI’s begrundelse er forkert, kan dette ikke føre til en ændret vurdering af, at ansøgerens ansøgning med rette blev afvist.

 

Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning, indgivet i marts 2021, om opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen ikke burde have været afvist under henvisning til, at han havde fået fastsat en udrejsefrist til februar 2021, og således før han indgav ansøgning, men at den burde have været afvist under henvisning til, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet.

 

Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det må have stået klart for ansøgeren, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark på ansøgningstidspunktet, og derfor kunne han ikke have forventet, at hans ansøgning ville blive behandlet, idet han siden sin samtale med Udlændingestyrelsen i august 2018 vidste, at de danske udlændingemyndigheder var bekendt med, at han var registreret som asylansøger i Spanien, og at han ikke havde opholdt sig lovligt i Danmark på grundlag af opholdstilladelse eller visum, visumfrit ophold eller i medfør af EU-reglerne.

 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er oplyst om undskyldelige omstændigheder eller ganske særlige grunde, om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, eller om forhold omfattet af Danmarks internationale forpligtelser, der i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kan tilsige, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse alligevel bør tillades indgivet her i landet.

 

Udlændingenævnet konstaterer, at Flygtningenævnet i sin afgørelse i marts 2021 havde taget stilling til ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold og tilknytning til Danmark, og vurderet, at der ikke forelå forhold af en sådan karakter, at hans asylansøgning burde realitetsbehandles i Danmark.

 

Udlændingenævnet finder således, at det ikke vil være uproportionalt at henvise ansøgeren til at indgive en ansøgning om opholdstilladelse fra hjemlandet eller et tredjeland, hvor han har haft fast lovligt ophold i mindst 3 måneder.

 

Det er endelig indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen anførte, at han stiller sig meget uforstående overfor, at han straks skal udrejse af Danmark, at han ikke kan indrejse og opholde sig i EU-landene i 2 år, og at han vil blive indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene.

 

Udlændingenævnet vurderer, at der er grundlag for at omgøre SIRI’s beslutning om at meddele ansøgeren et indrejseforbud på 2 år med henvisning til, at han ikke udrejste af Danmark i overensstemmelsen med den tidligere meddelte udrejsefrist, som var i februar 2021.

 

Udlændingenævnet henviser til, at SIRI’s beslutning om meddelelsen af indrejseforbuddet til ansøgeren var omfattet af udsendelsesdirektivet. Sager, hvor en tredjelandsstatsborger har ansøgt om asyl og fået opholdsret som asylansøger i den anden medlemsstat, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for udsendelsesdirektivet.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at udsendelsesdirektivet har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er generelle principper i fællesskabsretten og folkeretten, herunder beskyttelse af flygtninge og menneskeretlige forpligtelser.

 

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at udsendelsesdirektivet ikke finder anvendelse i situationer, hvor udlændingemyndighederne vælger at overføre eller tilbageføre tredjelands-statsborgeren efter udlændingelovens § 29 a, at når en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til artikel 6, stk. 3, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i medlemsstaterne i henhold til artikel 11. Artikel 11 finder kun anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke i de tilfælde hvor den pågældende person blot tilbageføres til en anden medlemsstat. Der henvises i den forbindelse til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017, om en fælles ”håndbog om tilbagesendelse” til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver, side 103.

 

Udlændingenævnet vurderer på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke burde have været meddelt et indrejseforbud.”

 

ERH/2023/23

Til toppen