Udlændingenævnet stadfæstede i december 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1, jf. au pair bekendtgørelsen § 3, til en filippinsk statsborger. Ansøgeren var i maj 2016 meddelt opholdstilladelse som au pair hos en værtsfamilie på Sjælland for en to årig periode. I januar 2017 indgav ansøgeren en ny ansøgning som au pair hos en værtsfamilie i Jylland, idet hun var flyttet hertil i december 2016 på grund af angiveligt dårlige forhold hos den tidligere værtsfamilie. Denne ansøgning blev i januar 2017 afvist, da der ikke var betalt korrekt gebyr. I februar 2017 flyttede ansøgeren imidlertid til en ny værtsfamilie, da familien i Jylland skulle skilles. Den nye værtsfamilie meddelte i maj 2017 til styrelsen, at de havde opsagt au pair kontrakten med ansøgeren, idet de skulle flytte til udlandet, og at ansøgeren havde fundet endnu en ny værtsfamilie. I august 2017 indgav ansøgerens nuværende værtsfamilie på vegne af ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse som au pair indtil udløbet af den oprindelige au pair periode. 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne gives opholdstilladelse som au pair i Danmark, idet der forelå en formodning for, at ansøgeren allerede nu måtte vurderes at have opnået en stor del af den læring og personlige udvikling, som er tiltænkt en au pair-person via ordningen, ligesom ansøgeren allerede måtte vurderes at have opnået et kendskab til det danske sprog, den danske kultur og danske samfundsforhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i maj 2016 blev meddelt opholdstilladelse som au pair, at ansøgeren var registreret indrejst i Danmark i juni 2016, at ansøgeren efterfølgende havde været tilmeldt tre forskellige værtsfamiliers adresser i Danmark, og at to af familierne havde forsøgt at indgive ansøgninger om opholdstilladelse som au pair på baggrund af au pair kontrakter indgået med ansøgeren. Det anførte om, at ansøgeren var uden skyld i sine udfordringer med at finde en ordentlig familie i Danmark, og at ansøgeren blot ønskede at blive i Danmark på au pair vilkår indtil udløbet af den oprindelige to års periode, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke i tilstrækkelig grad afkræftede formodningen for, at ansøgeren ikke allerede havde opnået en stor del af den læring og personlige udvikling, som er tiltænkt en au pair-person via ordningen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for styrelsens afgørelse havde arbejdet og boet i Danmark på au pair vilkår i sammenlagt cirka 11 måneder, idet ansøgeren i sin ansøgning på tro og love havde erklæret, at hun havde arbejdet som au pair hos de tidligere familier, selvom hun ikke havde haft en gyldig tilladelse hertil, og at en værtsfamilie i maj 2017 havde informeret Styrelsen for International Rekruttering og Integration om, at de havde opsagt au pair kontrakten med ansøgeren i maj 2017, og at hun ville fortsætte som au pair hos en ny familie. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet havde opholdt sig i Danmark i i alt et år og seks måneder og efter egne oplysninger på au pair vilkår, hvorfor hun måtte formodes allerede at have opnået den læring og personlige udvikling og det kendskab til det danske sprog og kultur, som er tiltænkt au pair-ordningen. Ansøgeren kunne derfor ikke på ny meddeles opholdstilladelse i Danmark som au pair. ERH/2017/119.

Senest opdateret: 04-12-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen