Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Inddragelse – Krav om bestået danskprøve på A1-niveau i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)
I oktober 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelses afgørelse om inddragelse af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse, da klageren ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra tidspunktet for klagerens tilmelding til folkeregisteret.
Sagens faktiske omstændigheder:
Udlændingestyrelsen inddrog i marts 2020 klagerens opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende ægtefælle, som er økonomisk aktiv tyrkisk statsborger under henvisning til, at klageren ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau senest 6 måneder fra tidspunktet for klagerens tilmelding til folkeregisteret. I oktober 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelsen. I december 2022 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2022 om inddragelse af opholdstilladelse med henvisning til den herboendes status som økonomisk aktiv tyrkisk statsborger og Associeringsaftalekomplekset.
Vedrørende klagerens inddragelsessag
I december 2022 har [partsrepræsentanten] på vegne af [klageren] anmodet om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2022, hvorved [klagerens] opholdstilladelse som familiesammenført til [klagerens] ægtefælle blev inddraget.
Udlændingenævnet finder ikke grundlag for at genoptage inddragelsessagen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke er anført nye, væsentlige oplysninger, som kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet vurderer forsat, at [klageren] på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2020 ikke havde opnået rettigheder efter Associeringsaftalen.
Udlændingenævnet finder indledningsvist, at vurderingen om inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse med rette ikke er foretaget efter de tidligere gældende lempelige nationale regler som følge af stand still-klausulens artikel 13.
Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [klageren] først er blevet økonomisk aktiv efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] i marts 2020 fik inddraget sin opholdstilladelse, da [klageren] ikke havde bestået en Prøve i Dansk på A1-niveau inden for fristen, at [klageren] i marts 2020 blev meddelt opsættende virkning under Udlændingenævnets behandling af sagen, og at det fremgår af eIndkomst, at [klageren] fra september 2020 til maj 2022 har været i beskæftigelse hos [virksomhed A], og at [klageren] fra juni 2022 til februar 2023 har været i beskæftigelse hos [virksomhed B].
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det følger af EU-Domstolens afgørelse i sag C-237/91, Kus mod Tyskland, præmis 12-18, at udtrykket ”lovlig beskæftigelse” ikke omfatter en periode, hvor en tyrkisk arbejdstager er meddelt opsættende virkning ved prøvelse af en afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse, da det ikke er endeligt fastslået om, vedkommende har haft opholdsret efter loven.
Udlændingenævnet har således vurderet, at [klageren] ikke var i lovlig beskæftigelse på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, som er en forudsætning for at være omfattet af stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 og dermed de lempelige regler ved inddragelse af familiesammenførte tyrkiske statsborgers opholdstilladelse efter 2 års lovligt ophold.
Udlændingenævnet vurderer på baggrund af ovenstående, at [klageren] ligeledes på Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt ikke havde opnået rettigheder som tyrkisk arbejdstager efter Associeringsaftalens artikel 6, da perioden for [klagerens] beskæftigelse, der tidsmæssigt ligger efter tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af [klagerens] opholdstilladelse, som anført ovenfor, ikke var lovlig beskæftigelse, uagtet at [klageren] isoleret set måtte opfylde kravet om at være i beskæftigelse hos samme arbejdsgiver i 1 år.
Det forhold, at der til støtte for anmodningen er anført, at EU-Domstolen i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, har fastslået, at danskkravet til familiesammenførte tyrkiske statsborgere i forbindelse med en førstegangsansøgning, udgør en ulovlig ny begrænsning i forhold til stand still-klausulen og ikke er proportional med formålet om at sikre en vellykket integration af en ansøger, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, kan efter Udlændingenævnets opfattelse i kraft af de principper, der kan udledes af præmisserne, ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder endvidere, at udlændingelovens § 9, stk. 33, opfylder restriktionstesten i stand still-klausulens artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis og i lyset af bemærkningerne til bestemmelsen i udlændingeloven.
Udlændingenævnet har således supplerende foretaget en vurdering af, om bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 33, vedrørende kravet om danskprøve på A1-niveau, der stilles over for familiesammenførte udlændinge som betingelse for fortsat ret til opholdstilladelse, i denne konkrete sag kan anses for proportionalt.
Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at det fremgår af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 140 af 2. marts 2012 om ændring af udlændingeloven), at hensigten bag bestemmelsen er, at de udlændinge, der kommer her til landet som ægtefælle-sammenført, bliver godt integreret, og at der derfor skal stilles krav om en aktiv indsats for egen integration. Udlændinge, der ægtefællesammenføres her i landet, skal derfor have klare og enkle incitamenter til – når de er meddelt opholdstilladelse – løbende og målrettet at opnå kendskab til det danske sprog og dermed opnå et godt grundlag for deres integration i det danske samfund.
Af de almindelige bemærkninger til bestemmelsen afsnit 7.1.2. fremgår endvidere, at stand still-klausulens artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 i forhold til inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse for tyrkiske statsborgere, som i Danmark er arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende eller tjenesteydere, ikke må opstilles nye begrænsninger efter stand still-klausulernes ikrafttræden eller i forhold til en senere indført lempelse. Dette gælder uanset grundlaget for den oprindelige opholdstilladelse.
Dette betyder, at der ikke vil kunne stilles krav om bestået danskprøve som betingelse for fortsat ophold for en tyrkisk statsborger, der er indrejst med opholdstilladelse som familiesammenført, og som efterfølgende i Danmark er blevet økonomisk aktiv som arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende eller tjenesteyder. Det er i den forbindelse uden betydning, om den herboende ægtefælle er tyrkisk statsborger, og om den herboende er økonomisk aktiv.
I nærværende sag har [klageren] forud for inddragelsen af [klagerens] opholdstilladelse på intet tidspunkt været økonomisk aktiv. Udlændingenævnet har på den baggrund således vurderet, at kravet om bestået danskprøve på A1-niveau som betingelse for [klagerens] fortsatte ophold i Danmark kunne stilles, uagtet at [klagerens] ægtefælle var økonomisk aktiv tyrkisk statsborger.
Udlændingenævnet finder endvidere, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 33 (krav om danskprøve på A1-niveau), udgør en ny restriktion omfattet af stand still-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, men at denne er begrundet i et tvingende alment hensyn og er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og generelt ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå formålet, nemlig hensynet til at sikre at en familiesammenført udlænding bliver godt integreret i danske samfund, jf. bl.a. præmis 40 i sag Demir, C-225/12, og præmis 51 i Genc, C-561/14.
Udlændingenævnet har herefter taget stilling til, hvorvidt danskprøvekravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om vellykket integration
Det er Udlændingenævnets opfattelse, at der i den konkrete sag ikke er individuelle forhold, som taler for, at danskprøvekravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet om vellykket integration.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] i april 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, at [klageren] blev tilmeldt Det Centrale Personregister i april 2019, at fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau var i oktober 2019, og at [klageren] først bestod danskprøve på A1-niveau efter fristens udløb.
Udlændingenævnet har endvidere lagt på, at det af eIndkomst fremgår, at [klageren] kom i beskæftigelse 1 år og 6 måneder efter [klageren] blev meddelt opholdstilladelse, og at [klageren] sammenlagt har været i beskæftigelse i sammenlagt i ca. 2 år, og at beskæftigelsen er udøvet under Udlændingenævnets behandling af klagesagen og efter en fastsat udrejsefrist, idet Udlændingenævnet konstaterer, at nævnet pålagde [klageren] at udrejse senest primo november 2022.
Udlændingenævnet har i forbindelse med proportionalitetsvurderingen herudover lagt betydelig vægt på, at [klageren] ikke er afskåret fra på ny at indgive en ansøgning om familiesammenføring fra sit hjemland.
Det forhold, at der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen er indsendt bevis for Prøve i Dansk 1, er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets proportionalitetsvurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af [klagerens] opholdstilladelse, hvilke betingelser, der løbende skulle være opfyldt. Udlændingenævnet bemærker, at den beståede danskprøve kan danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse, og at [klageren] således har mulighed for at søge om familiesammenføring på ny fra sit hjemland.
Udlændingenævnet vurderer på ovenstående baggrund, at der ikke i anmodningen om genoptagelse er oplyst om sådanne nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen, og hvis Udlændingenævnet på det oprindelige afgørelses-tidspunkt havde foretaget en vurdering efter stand still-klausulen i artikel 13.
Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til nævnets afgørelse oktober 2022.
FAM/2024/13