Inddragelse

  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – Inddragelse– Studie – Vejledningspligt

    Dato: 05-02-2024

    Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – Inddragelse – studie – vejledningspligt

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2024 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en nepalesisk statsborgers opholdstilladelse som studerende i Danmark

    Sagens faktiske omstændigheder
    Klageren blev i januar 2017 meddelt opholdstilladelse som studerende i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1. På baggrund af en stikprøvekontrol i marts 2023 der viste, at klageren i perioden fra februar 2023 til april 2023 havde modtaget sygedagpenge, inddrog SIRI i november 2023 klagerens opholdstilladelse som studerende i Danmark under henvisning til, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren kunne forsørge sig selv under sit ophold i Danmark og at såfremt klageren modtog offentlig hjælp til forsørgelse, ville klagerens opholdstilladelse kunne inddrages. Under sagens behandling i SIRI kom det frem, at klageren af Ydelsesservice i kommunen ikke var blevet vejledt om de opholdsretlige konsekvenser modtagelse af sygedagpenge ville have for ham.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens oplysninger grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse af [november 2023].
    Udlændingenævnet vurderer således, at [klagerens] opholdstilladelse som studerende ved [et dansk] Universitet ikke bør inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1 og § 5, stk. 1, under henvisning til, at han har modtaget sygedagpenge i perioden februar 2023 til april 2023, og at betingelserne for hans opholdstilladelse dermed ikke er overholdt.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens samlede oplysninger og dokumentation samt det forhold, at der i forbindelse med sagens behandling i SIRI er fremkommet oplysninger om, at [klageren] ikke er blevet vejledt af Ydelsesservice i [kommune] om, at modtagelse af sygedagpenge kunne have opholdsretlige konsekvenser for ham.
    Udlændingenævnet finder, at den manglende vejledning har medført, at [klageren] har mistet sin opholdstilladelse, idet [klageren] i [november 2023] fik inddraget sin opholdstilladelse som studerende med den begrundelse, at han har modtaget sygedagpenge i perioden februar 2023 til april 2023.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og principperne om god forvaltningsskik. Vejledningspligten omfatter ifølge praksis også de tilfælde, hvor en borger henvender sig til en kommunal myndighed vedrørende forhold, der kan have betydning for borgerens opholdstilladelse.
    Udlændingenævnet henviser herved til, at formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.
    Udlændingenævnet har således ved vurderingen lagt vægt på, at en myndighed skal vejlede på eget initiativ, hvis det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren vejledning, og at vejledningsfejl ikke alene omfatter myndigheders forkerte vejledning, men også manglende vejledning i en situation, hvor myndigheden – omstændighederne taget i betragtning - bør vejlede borgeren. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, jf. vedledning nr. 11740 af 4. december 1986, afsnit IV, pkt. 28-31, samt Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, overblik 5, jf. https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/vejledningspligt/
    Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper samt af praksis, at vejledningsfejl, herunder myndigheders manglende vejledning, har den virkning, at borgeren stilles, som hvis vejledningen var givet korrekt.
    Udlændingenævnet finder herefter, at der er særlige grunde til at fravige betingelsen om selvforsørgelse for så vidt angår perioden fra februar 2023 til april 2023.
    Udlændingenævnet omgør på baggrund af ovenfor anførte grunde SIRI’s afgørelse af [november 2023] og tilbagesender sagen til SIRI med henblik på, at SIRI tager fornyet stilling til sagen.
    Udlændingenævnet giver hermed [klageren] ret til at opholde sig i Danmark under SIRI’s sagsbehandling.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 31.01.2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Nægtelse af forlængelse - Betingelser ej længere opfyldt

    Dato: 31-01-2024



    Udlændingenævnets afgørelse af 31. januar 2024 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse - Nægtelse af forlængelse - Betingelser ej længere opfyldt

    Udlændingenævnet omgjorde i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia. Ansøgeren blev i juni 2015 meddelt opholdstilladelse på baggrund af samvær med sine 2 børn efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Børnene var anbragt uden for hjemmet uden samtykke. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af blandt andet, at hun fortsat udøvede samvær med børnene i et tilstrækkeligt omfang, indtil ansøgeren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Ansøgeren, der er somalisk statsborger og diagnosticeret med paranoid skizofreni, indrejste i Danmark i april 2013 ledsaget af sine 2 mindreårige børn født i henholdsvis marts 2010 og november 2011 i Norge, og søgte asyl. I august 2013 blev ansøgeren første gang indlagt på psykiatrisk afdeling i Danmark ved tvang på grund af sine psykiske lider og psykotisk adfærd. Ansøgerens børn blev i august 2013 anbragt i akut familiepleje og har været anbragt siden. Ansøgeren fik endeligt afslag på asyl i Danmark i september 2014, mens børnene i november 2014 fik opholdstilladelser efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen meddelte i juni 2015 ansøgeren opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på midlertidigt ophold, på baggrund af oplysninger om, at hun havde samvær med børnene en gang om ugen af 2 timers varighed. Samværet med begge børnene blev herefter reduceret til en times samvær hver 14. dag og herudover en times samvær med hvert af børnene en gang om måneden. I december 2016 blev ansøgerens opholdstilladelse forlænget til december 2017. I september 2017 søgte ansøgeren om forlængelse af opholdstilladelsen. I september 2018 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen under henvisning til blandt andet, at ansøgeren siden januar 2018 alene havde haft støttet samvær med børnene hver 4. uge under tilstedeværelse af tolk, og at samværet var fastsat til et minimum af lovgivningsmæssige hensyn. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et indgreb i hendes ret til familieliv, uanset at børnene var tvangsanbragt uden for hjemmet og havde opholdstilladelse her i landet, og at der ikke længere forelå et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    Dansk Flygtningehjælp anmodede på vegne af [ansøgeren] ultimo november 2022 om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse fra august 2020, hvorved Udlændingenævnet havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2018 om nægtelse af forlængelse af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark. Der henvises til Dansk Flygtningehjælps j.nr. [...].

    Efter en fornyet gennemgang af sagen besluttede Udlændingenævnet ultimo december 2022 at genoptage sagen.

    Udlændingenævnet har nu behandlet klagen og ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet vurderer således, at [ansøgeren] ikke på nuværende tidspunkt bør meddeles afslag på forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke længere foreligger ganske særlige grunde for meddelelse af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] herboende mindreårige børn, [A] og [B], er anbragt uden for hjemmet uden samtykke, at der ikke arbejdes på en hjemgivelse af børnene, at [ansøgeren] på tidspunktet, hvor opholdstilladelsen blev meddelt, havde samvær med børnene én gang om ugen af 2 timers varighed, at samværet herefter blev nedreguleret til én times samvær hver anden uge samt en times samvær med hvert af børnene en gang om måneden og fra den 1. januar 2018 til 1 time hver fjerde uge, og at Børne- og Ungeudvalget senest i februar 2023 har truffet afgørelse om såkaldt ”afbrydelse af samvær” med fortsat kontaktbevarende samvær én gang i kvartalet, svarende til fire gange om året, som er et lovbestemt minimumssamvær.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at anbringelsen er sket på baggrund af [ansøgerens] psykiske lidelser og manglende forælderevne, og at [ansøgeren] er mødt op til de fastsatte samværsaftaler i det omfang, hendes helbredsmæssige tilstand har tilladt det.

    Til trods for det aktuelt begrænsede samvær vurderer Udlændingenævnet, at det er bedst overensstemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN's Konvention om barnets rettigheders (Børnekonventionen) artikel 3 og 7 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familie- og privatliv, at [A] og [B] skal have mulighed for fortsat at have samvær med deres biologiske moder i det omfang, det er muligt.

    Udlændingenævnet vurderer i den forbindelse, at der mellem [ansøgeren] og børnene fortsat eksisterer et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det følger af EMD’s praksis, at et barn ”… har et beskyttelsesværdigt familieliv med både mor og far fra sit fødselstidspunkt”, jf. EMD-dommen Keegan v. Ireland (1994), EMD-dommen Kroon and Others v. The Nether-lands (19535/91) og EMD-dommen Berrehab v. The Netherlands (10730/84), og at familielivet mellem [ansøgeren] og hendes børn primært er svækket som følge af hendes helbredsmæssige udfordringer.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at børnene for tiden ikke har udtrykt ønske om samvær med [ansøgeren], og at [X] Kommune har vurderet, at børnene aktuelt ikke har udbytte af samværet. Udlændingenævnet har imidlertid ved vurderingen lagt afgørende vægt på, at det af sagen fremgår, at børnene har betydelige problemer, at det følger af barnets lov § 105 (tidligere lov om social service § 71), at børn, der er anbragt uden for hjemmet, har ret til samvær med forældre og netværk, samt at forbindelsen mellem børn og forældre skal holdes ved lige under hensyntagen til barnets bedste, og at der af hensyn til børnenes tarv er fastsat kontaktbevarende samvær, der har til formål, at børnene skal kende deres biologiske ophav. Det er derfor uden betydning, at der for tiden alene er samvær en gang i kvartalen, og at dette samvær i visse tilfælde ikke gennemføres.

    I den forbindelse har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at både [ansøgeren] og børnene er statsborgere i Somalia, at de danske myndigheder har foretaget indgreb i form af anbringelse af børnene uden for hjemmet, og at det som udgangspunkt må anses for urimeligt byrdefuldt at skulle udøve familielivet fra et land, der ligger uden for Europa.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på [ansøgerens] helbredsmæssige tilstand og børnenes aktuelle problemer og manglende ønske om samvær, samt det forhold, at børnene ikke har lært deres modersmål. Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ovennævnte forhold tilsammen udgør yderst svære vilkår for opretholdelse af kontakten fra Somalia.

    Udlændingenævnet har herudover tillagt det vægt, at Somalia er placeret i landegruppe 5 i forhold til udstedelse af visum, jf. visumbekendtgørelsens (bekendtgørelse nr. 1454 af 25. november 2022 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum) bilag 2, hvorefter en person i landegruppe 5 som udgangspunkt kun kan gives visum i ekstraordinære situationer.

    Udlændingenævnet finder derfor efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at der foreligger ganske særlige forhold, der taler for, at [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark skal forlænges, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan forlænge [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.


  • Udlændingenævnets afgørelse af 17. marts 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse –Ej sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår

    Dato: 29-08-2023

    Udlændingenævnet omgjorde i marts 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Serbien og dennes medfølgende familiemedlem.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren indrejste i Danmark i marts 2015, da hun fik opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen som serviceleder hos virksomheden A. Klagerens opholds- og arbejdstilladelse blev forlænget i september 2019. SIRI traf i juni 2021 afgørelse om inddragelse af klagerens opholds- og arbejdstilladelse, idet betingelserne for klagerens tilladelse ikke var overholdt, da ansættelsesvilkårene ikke var sædvanlige efter danske forhold. SIRI lagde i sin afgørelse vægt på, at klageren i 2020 ikke fik løn i overensstemmelse med beløbsgrænsen.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelser af juni 2021.

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at klageren og hendes ægtefælles opholdstilladelser ikke på nuværende tidspunkt bør inddrages under henvisning til, at betingelserne for klagerens tilladelse efter beløbsordningen ikke er overholdt, og at ansættelsesvilkårene ikke var sædvanlige efter danske forhold, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og nr. 3.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI i sin afgørelse anførte, at klagerens løn siden juli 2019 afveg fra den ansættelseskontrakt, som lå til grund for opholdstilladelsen, at klageren i 2020 ikke fik løn i overensstemmelse med beløbsgrænsen på 375.000 kr., og at det ikke var sædvanligt efter danske forhold, at arbejdsgiver kunne reducere medarbejderens løn på ubestemt tid i hele ansættelsesperioden.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at SIRI anførte, at klagerens lønsedler, fremsendt til støtte for klagen, umiddelbart var i strid med ansættelseskontrakten, som angav en månedsløn på 35.600 kr. og løn under ferie, og at ændringen til en løn på 31.250 kr. og feriegodtgørelse var en forringelse af løn- og ansættelsesvilkår og som udgangspunkt vil føre til en ny vurdering af, hvorvidt der er tale om sædvanlige løn- og ansættelsesforhold for den pågældende stilling.

    Udlændingenævnet bemærker, at SIRI anførte, at den kontrolsag, som lå til grund for inddragelsen af klagerens opholdstilladelse, alene vedrører perioden siden seneste forlængelse, som blev meddelt i marts 2019.

    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at SIRI anførte, at klagerens løn siden juli 2019 var blevet reduceret i forhold til ansættelseskontrakten, og at selv om ansøgerens bruttoindkomst i 2019 var på 395.208,63 kr., som opfyldte beløbskravet på mindst 375.000 kr., så var hendes opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen betinget af, at der udbetaltes løn i overensstemmelse med den kontrakt, som lå til grund for ansøgningen.

    Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at klageren første gang blev meddelt opholdstilladelse efter beløbsordningen som serviceleder hos virksomheden A i marts 2015, gældende til marts 2019, at det fremgik af afgørelsen, at klageren skal opfylde beløbskravet på mindst 375.000 kr., og at hun skal modtage løn i overensstemmelse med ansættelseskontrakten under hele ansættelse.

    Det er desuden indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det fremgik af de fremsendte lønsedler, at klageren i perioden fra meddelelsen af hendes opholdstilladelse i marts 2015 til SIRI’s afgørelse om forlængelse af opholdstilladelsen i marts 2019 modtog en månedlig bruttoløn på 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (feriepenge), og at SIRI i marts 2019 forlængede hendes opholdstilladelse, selv om ansøgeren ikke havde modtaget en månedlig løn på 35.600 kr., som var angivet i ansættelseskontrakten.

    Udlændingenævnet noterer sig, at den 1. september 2020 trådte den nye ferielov i kraft. I overgangsperioden mellem de gamle og de nye ferieregler, blev der vedtaget der særlige regler, som skulle sikre, at antallet af ferieuger var stabilt. Den ferie, som blev optjent i overgangsperioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020 (25 feriedage), blev ”indefrosset” i en særlig fond, og kan så udbetales med forrentning, når man forlader arbejdsmarkedet, for eksempel når man går på pension. I efteråret 2020 og foråret 2021 var der mulighed for at ansøge om udbetaling indefrosne feriemidler.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgik af klagerens fremsendte lønsedler, at klageren i perioden fra marts 2015 til september 2019 modtog en månedlig bruttoløn på 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (feriepenge), fra september 2019 til september 2020 - 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (til fonden for indefrosset feriepenge), fra september 2020 til maj 2021 - 31.250 kr. (ferieberettiget løn) + 3.906,25 kr. (brutto feriepenge).

    Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at arbejdsgiveren i februar 2023 bekræftede, at klagerens løn ikke var blevet reduceret fra 35.600 kr. til 31.250 kr., og at der ikke var sket kontraktændringer siden ansættelsen i 2015.

    Udlændingenævnet finder således, at klageren på baggrund af SIRI’s afgørelse i marts 2019 om forlængelse af hendes opholdstilladelse efter beløbsordningen fik en berettiget forventning om, at betingelserne for forlængelse af opholdstilladelsen på baggrund af modtaget løn siden 2015 var opfyldt, og at opholdstilladelsen var gældende frem til marts 2023, forudsat at forhold ikke ændrer sig, herunder at klageren er ansat i samme stilling og hos samme arbejdsgiver

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgerens berettiget forventning medførte, at SIRI’s afgørelse af marts 2019 skal blive stående som gyldig.

    Udlændingenævnet havde på bagrund af de fremsendte lønsedler, udtalelsen fra arbejdsgiveren sammenholdt med reglerne i den nye ferielov vurderet, at klagerens løn- og ansættelsesvilkår siden marts 2015 havde været uændrede, og at klagerens opholdstilladelse derfor ikke på nuværende tidspunkt kan inddrages under henvisning til, at betingelserne for tilladelsen ikke var overholdt.

    Udlændingenævnet tilbagesender derfor sagerne til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage stilling til, om de øvrige betingelser for de meddelte opholdstilladelse i Danmark er opfyldt”.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. juni 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Positivlisten - Ej sædvanlig arbejdstid

    Dato: 16-06-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse om inddragelse af en mexicansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af positivlisten som revisor, da ansøgeren overskred 48-timers grænsen jf. arbejdsdirektivgennemførelseslovens § 4.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    Klageren fik i august 2019 meddelt opholds- og arbejdstilladelse som auditor hos et revisionsfirma. Af tilladelsesbrevet fremgik det, at tilladelse var betinget af, at de væsentligste løn- og ansættelsesvilkår var sædvanlige efter danske forhold, og at disse skal overholdes i hele gyldighedsperioden og klageren ikke måtte skifte stilling eller arbejdssted. I forbindelse med en stikprøvekontrol konstaterede SIRI i marts 2022, at klageren i flere 4 måneders perioder havde arbejdet væsentligt mere end det i ansættelseskontrakten anførte og mere end, hvad der er i overensstemmelse med EU's arbejdstidsdirektiv. SIRI inddrog i maj 2022 klagerens opholds- og arbejdstilladelse under henvisning til at betingelserne for tilladelsen ikke var overholdt og at ansættelsesvilkårene ikke kunne anses for sædvanlige efter danske forhold, samt at det forhold, at klageren i forbindelse med ændring af sit stillingsindhold ikke længere havde en øvre grænse for sin arbejdstid, ikke kunne medføre at arbejdstidsdirektivet ikke fortsat skulle overholdes.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren overskred 48-timers grænsen i 4 referenceperioder, jf. arbejdsdirektivgennemførelseslovens § 4.

    Udlændingenævnet skal henvise til, at EU-arbejdsdirektivet giver mulighed for, at en medlemsstat under visse nærmere betingelser kan undlade at gennemføre forbuddet mod, at arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdstid i en 4 måneders periode overstiger 48 timer pr. uge, hvis arbejdstageren har samtykket i at udføre arbejde ud over denne grænse, jf. direktivets artikel 22, stk. 1, litra a). Denne mulighed er ikke benyttet i den danske gennemførelseslov, hvilket Højesteret bekræftede i deres dom af 14. november 2017, jf. UfR 2017.35H.

    Udlændingenævnet skal endvidere henvise til Vestre Landsrets dom, jf. UfR 2021.2117V.

    Udlændingenævnet skal i øvrigt henvise til, at man på et hvilket som helst tidspunkt skal kunne gå 4 måneder tilbage i ansættelsesforholdet, og at medarbejderen ikke må havde arbejdet mere end 48 timer om ugen i gennemsnit for den samme arbejdsgiver, samt at perioder med årlig betalt ferie, fri og perioder med sygorlov ikke medtages i eller er neutrale i forhold til beregningen af gennemsnittet.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen af sagen lagt vægt på, at ansøgeren havde et timeforbrug på 864,40 timer (50,84 timer ugentligt) i perioden fra oktober 2020 til og med januar 2021, på 909,05 timer (53,47 timer ugentligt) i perioden fra november 2020 til og med februar 2021, på 878,55 timer (50,20 timer ugentligt) i perioden fra december 2020 til og med marts 2021, og på 899 timer (52,88 timer ugentligt) i perioden fra januar 2021 til og med april 2021.

    Udlændingenævnet finder, at det er ubestridt, at ansøgeren under sin ansættelse havde en gennemsnitlig arbejdstid, der i løbet af en 7-dagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder, i væsentlig grad oversteg 48 timer inklusive overarbejde i 4 referenceperioder.

    Det anførte i klagen om, at ansøgerens gennemsnitlige ugentlige arbejdstid kun oversteg 48 timer i en begrænset periode, idet arbejdet i revisionssektoren inkluderer meget travle sæsoner om vinteren og foråret, samt at i perioden fra december 2020 til marts 2021 arbejdede ansøgeren med et projekt, som førte til flere arbejdstimer, og at inddragelsen af ansøgerens opholdstilladelse, fordi hun var glad for sit arbejde og lagde mange arbejdstimer, var uforholdsmæssig, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af EU-arbejdsdirektivet, at bestemmelsen om en maksimal ugentlig arbejdstid har til formål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, selv om ansøgeren efter det oplyste udførte overarbejdet efter eget ønske og modtog fuld betaling herfor.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har, at hun var uvidende om 48-timers reglen, og at ansvaret for overholdelse af de 48-timers reglen primært hviler på arbejdsgiveren og ikke medarbejderen. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgår af ansøgerens tilladelse på engelsk, at ansøgeren skal overholde de betingelser, der er fastsat for opholds- og arbejdstilladelsen, herunder at ansættelsesvilkårene skal være sædvanlige efter danske forhold og skal være opfyldt under hele ansættelsen, og at hun ellers kan miste retten til at opholde sig i Danmark under henvisning til udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3.

    Udlændingenævnet henviser yderligere til, at det er en udlændings eget ansvar at gøre sig bekendt med, hvilke betingelser, der er knyttet til tilladelsen, ligesom at arbejdsgiveren, såvel som medarbejderen, skal være opmærksom på en lang række punkter under ansættelsen, bl.a. arbejdstid, ferie, løn osv., jf. ansættelsesretten.

    På den baggrund finder Udlændingenævnet, at SIRI udtrykkeligt tilkendegav betingelserne, vejledningen og konsekvenserne i ansøgerens tilladelse, at inddragelse af ansøgerens tilladelse skete under hensyntagen til proportionalitetsprincippet, og at styrelsen derfor har overholdt bestemmelsen i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at SIRI ikke overholdt vejledningspligten, idet styrelsen kun oplyser om 48-timers reglen på deres hjemmeside og ikke tydeligt oplyste i ansøgerens tilladelse, at overholdelsen af 48-timers reglen anses for de væsentligste ansættelsesvilkår, og at bestemmelsen i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, på den baggrund ikke er opfyldt.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at Folketingets Ombudsmand har oplyst, at det fremgår af offentlighedslovens § 17, at styrelser på deres hjemmeside skal give borgere information om deres virksomhed, og at det desuden følger af god forvaltningsskik, at en myndighed i et vist omfang bør informere borgerne om praksis på myndighedens område, f.eks. via myndighedens hjemmeside.

    Udlændingenævnet vurderer derfor, at SIRI har overholdt vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, idet styrelsen i afgørelsen vejledte ansøgeren om, at hun kunne finde flere oplysninger om arbejdsvilkår i Danmark og den danske model via link newtodenmark.dk/Danishmodel, hvor oplysningen om EU’s arbejdsdirektiv, herunder 48-timers grænsen, er fremgået siden den 17. december 2017. Ligesom styrelsen i sit brev vejledte arbejdsgiveren om, at de er forpligtede til at oplyse styrelsen om evt. ændringer i ansøgerens løn- og ansættelsesvilkår, således at styrelsen kan vurdere, om betingelserne for tilladelsen forsat er til stede.

    Udlændingenævnet har noteret, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at hendes forfremmelse til manager ikke medførte væsentlige ændringer, og at hun derfor ikke ansøgte om en ny opholds- og arbejdstilladelse.

    Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til SIRI’s afgørelse, hvoraf fremgår, at styrelsen skal orienteres, hvis ansøgerens løn- og ansættelsesvilkår forringes, jf. udlændingebekendtgørelsens § 26, stk. 2.

    Udlændingenævnet vurderer, at ændringen i ansøgerens ansættelseskontrakt, hvor hun ikke længere har en øvre grænse for sin arbejdstid, er forringelse af løn- og ansættelsesvilkårene, og derfor skal betragtes som væsentlige ændringer i ansættelsen, som styrelsen burde have været orienteret om.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren er en værdsat medarbejder, og at hun fik meddelt opholds- og arbejdstilladelse efter positivlisten på grund af mangel af kvalificerede revisorer i Danmark.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til, at SIRI’s vurdering skal ændres, idet der ikke foreligger oplysninger omkring ansøgerens sådanne personlige forhold, der kan bevirke, at hendes opholdstilladelse ikke skal inddrages under henvisning hertil.

    Udlændingenævnet fastholder derfor SIRI’s vurdering af, at ansøgeren ikke har opnået en sådan tilknytning til Danmark, og at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen af hendes opholdstilladelse er særligt belastende for hende eller vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. herved udlændingelovens § 19 stk. 1, nr. 3, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. januar 2023 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse

    Dato: 09-01-2023

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en indisk statsborgers opholdstilladelse efter Start-up Denmark-ordningen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i juli 2017 meddelt opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af Start-up Denmark-ordningen som selvstændigt erhvervsdrivende med henblik på at drive virksomheden A. Klagerens opholds- og arbejdstilladelse blev forlænget i september 2019. SIRI traf i februar 2021 afgørelse om inddragelse af klagerens opholds- og arbejdstilladelse, idet klageren var holdt op med at drive virksomheden A. SIRI lagde i sin afgørelse vægt på, at virksomheden A ifølge CVR-registret var ophørt ultimo december 2019.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Klageren har haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark på baggrund af Start-up Denmark-ordningen som selvstændig erhvervsdrivende, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 10 (nu § 9 a, stk. 2, nr. 11), med henblik på at drive virksomheden A.

    Udlændingenævnet finder, at grundlaget for klagerens opholds- og arbejdstilladelse ikke længere er til stede, og at tilladelsen kan inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 10 (nu § 9 a, stk. 2, nr. 11).

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke længere driver virksomheden A, idet det fremgår af CVR-registret, at virksomheden A ophørte ultimo december 2019.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af klagerens opholds- og arbejdstilladelse af medio september 2019, at tilladelsen alene giver klageren ret til at drive virksomheden A, og at tilladelsen bl.a. er betinget af, at klageren deltager aktivt i driften af virksomheden, og at klageren driver virksomheden i overensstemmelse med forretningsplanen vurderet af ekspertpanelet. Det fremgår desuden af klagerens opholds- og arbejdstilladelse, at tilladelsen kan inddrages, såfremt betingelserne ikke længere er opfyldte.

    Udlændingenævnet finder dermed, at klageren er blevet orienteret om, at hans opholdstilladelse kunne inddrages, såfremt han ikke opfyldte betingelserne for din opholds- og arbejdstilladelse.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at klageren til sagen har oplyst, at han midlertidigt har lukket sin virksomhed på grund af COVID-19 situationen, at han har talt med de danske skattemyndigheder om at genaktivere virksomhedens CVR-nr., og at han starter sin virksomhed igen i sommeren 2021.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at virksomhed A ikke kan anses for at være midlertidigt lukket, når det fremgår af CVR-registret, at virksomheden er ophørt ultimo december 2019.

    Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af CVR-registret, at virksomhed A startede primo maj 2021 og ophørte igen primo juni 2021, og at virksomheden dermed fortsat ses at være registret som ophørt i CVR-registret.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at tilfælde af COVID-19 ikke var registreret i Danmark i december 2019, hvor virksomhed A ophørte, at store dele af det danske samfund først blev lukket ned på grund af COVID-19 situationen i marts 2020, og at COVID-19 situationen dermed ikke kan antages at have medført nedlukningen af virksomhed A i december 2019.

    Udlændingenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. § 26, stk. 1.

    Det forhold, at klageren til støtte for klagen har anført, at han har arbejdet for sin virksomhed i 3 år, og at han har investeret en masse tid på virksomheden, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren er født og opvokset i Indien, at han var 27 år, da han indrejste i Danmark ultimo august 2017, at han alene har haft opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i ca. 3 år og 5 måneder, og at han således ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for ham.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at klagerens opholdstilladelse ikke skal inddrages under henvisning hertil.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Beløbsordningen - Svig

    Dato: 20-12-2022

    Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2022 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Beløbsordningen - Svig

    Udlændingenævnet hjemviste i september 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Kina.

    Sagens faktiske omstændigheder:
    I december 2016 fik ansøgeren første gang opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som kok. Til brug for sine ansøgninger i SIRI vedlagde ansøgeren kopi af sit kokkebevis fra Kina – et såkaldt Occupational Qualification Certificate. På baggrund af en stikprøvekontrol foretog styrelsen en søgning af kokkebeviset i den kinesiske nationale database, hvor det viste sig ikke at være at finde. I december 2019 oplyste den danske repræsentation i Guangzhou til SIRI, at kokkebeviset ikke kunne findes i den nationale database, og at det derfor ikke kunne verificeres. På den bagrund inddrog SIRI ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse i juni 2020.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i SIRI.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at SIRI i afgørelsen fra juni 2020 har anført, at ansøgerens kokkebevis, Occupational Qualification Certificate fra august 2008, ikke kan findes ved en søgning i den nationale database, the National Occupational Certificate Database (OSTA). SIRI har på denne baggrund vurderet, at der er alvorlig grund til at antage, at ansøgeren i forbindelse med sin ansøgning om opholdstilladelse fremlagde forfalsket dokumentation til brug for behandlingen af ansøgningen og dermed opnåede sin opholdstilladelse ved svig.

    Udlændingenævnet har noteret sig, at afslaget alene er begrundet i det forhold, at ansøgerens kokkebevis, Occupational Qualification Certificate fra august 2008, ikke kan findes ved en søgning i den nationale database, the National Occupational Certificate Database (OSTA).
    Udlændingenævnet finder det efter en konkret vurdering rettest, at der i tillæg til søgningen i den nationale database tillige foretages en ægthedsvurdering af ansøgerens kokkebevis.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at SIRI kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har taget stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter beløbsordningen.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. juli 2020 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Referencen død

    Dato: 21-07-2020

    Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelser som medfølgende familiemedlemmer i Danmark til to filippinske statsborgere.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Ansøgeren og dennes søn [herefter ansøgerne], der er født i 1999, blev i august 2014 meddelt opholdstilladelser som medfølgende familie til referencen, der var henholdsvis ægtefælle og mor til ansøgerne. Referencen var i marts 2013 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af en opholds- og arbejdstilladelse som ambassadepersonale.

    I forlængelse af referencens død i november 2018 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration i september 2019 ansøgernes opholdstilladelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:
    ”Ansøgerne har haft opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie til referencen i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1.
    Som følge af, at referencen medio november 2018 afgik ved døden, er grundlaget for ansøgernes opholdstilladelser ikke længere til stede, og opholdstilladelserne kan således inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 m, stk. 1.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at ansøgerne ikke længere har fælles bopæl med referencen, og at det udtrykkeligt fremgår af ansøgernes seneste opholdstilladelser af henholdsvis medio november 2017 og ultimo oktober 2017, at de er betinget af, at ansøgerne deler fælles adresse med referencen, og at opholdstilladelserne kan inddrages, såfremt at ansøgerne ikke længere opfylder betingelserne for opholdstilladelserne.
    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgerne, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 26, stk.1.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgernes opholdstilladelser ikke skal inddrages under henvisning hertil.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst om den ene ansøgers tilknytning til Danmark, at ansøgeren er registreret indrejst i Danmark i august 2014, at ansøgeren efter indrejsen har gået til danskundervisning og bestået samtlige moduler, at ansøgeren fra oktober 2015 til juni 2018 har arbejdet som vikar for et rengøringsfirma, og at ansøgeren fra juni 2018 og frem har arbejdet som servicemedarbejder hos en virksomhed, ligesom der er fremlagt dokumentation for, at han har bestået Prøve i Dansk 1.
    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst om den anden ansøgers tilknytning til Danmark, at ansøgeren er registreret indrejst i september 2014, at ansøgeren startede på en skole i august 2014, at ansøgeren var indskrevet på 9. og 10. klasse på en anden skole, at ansøgeren fra 2017 til 2018 gik på en ungdomsuddannelse, og at ansøgeren efterfølgende har læst en voksenuddannelse, ligesom det også til sagen er anført, at ansøgeren har haft adskillige fritidsjobs, imens han har boet i Danmark.
    Det er endelig indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er anført, at ansøgerne har gjort deres yderste for at blive integrerede i Danmark.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til, at ansøgerne bør bevare deres opholdstilladelser i Danmark.
    Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerne blev meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold som medfølgende familie i august 2014, at de er statsborgere i Filippinerne, hvor de er født og taler sproget, at ansøgerne har boet der, indtil de indrejste i Danmark i en alder af henholdsvis 55 år og 15 år, og at de ikke har nær familie i Danmark.
    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at uanset at ansøgerne må have opnået en vis tilknytning til Danmark i forbindelse med skolegang, danskundervisning og tilknytning til det danske arbejdsmarked, har ansøgerne fortsat en større tilknytning til deres hjemland, Filippinerne.
    Udlændingenævnet finder således, at ansøgerne hverken ved deres ophold i Danmark, deres tilknytning til arbejdsmarkedet eller ved deres sproglige kundskaber kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske arbejdsmarked eller det danske samfund i øvrigt, at en inddragelse af ansøgernes opholdstilladelse må anses for at være særligt belastende.
    Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren født i 1999 har gået i dansk folkeskole og gennemført sprogkurser på dansk og engelsk på danske ungdoms- og voksenuddannelser.
    Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse var myndig, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i fem år, og således ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, herunder at han har haft samtlige af sine formative år og sin skolegang i hjemlandet.
    Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår.
    Udlændingenævnet finder på den anførte baggrund ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgerne fortsat har en væsentlig tilknytning til deres hjemland.
    Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at referencen har tre søskende, som bor i Danmark.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne og ansøgernes herboende familie fortsat kan udøve familielivet ved besøgsophold i hjemlandet.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophævelse

    Dato: 19-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger, da ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var blevet separeret og ikke længere var samboende med sin tidligere ægtefælle, uanset at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet med sin ægtefælle, og separationen som følge heraf var bortfaldet.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde været samboende med sin ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun i marts 2016 var fraflyttet den tidligere fælles bopæl, og at det fremgik af det centrale personregister (CPR), at hun i april 2016 var blevet separeret. Det kunne således ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren samme dag igen var flyttet sammen med sin tidligere ægtefælle, hvorved separationen var bortfaldet, idet dette ikke ændrede ved, at ansøgeren i perioden forud for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte kravet i sin opholdstilladelse om samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun måtte lade sig separere og fraflytte den tidligere fælles bopæl af økonomiske årsager, at hun og hendes tidligere ægtefælle fortsat var kærester og havde daglig kontakt, og at det hele tiden havde været hensigten, at hun og hendes tidligere ægtefælle skulle flytte sammen igen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse var betinget af samliv på fælles bopæl, og at man på baggrund af et længerevarende kæresteforhold uden samliv på fælles bopæl ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i maj 2013 i en alder af 27 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark med virkning fra april 2016 på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger, og at ansøgeren på baggrund af sit kortvarige ophold i Danmark således ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt indgribende, idet hendes tilknytning til Filippinerne, hvor hun var født og opvokset, hvor hun havde taget en læreruddannelse, og hvor hendes familie boede, fortsat måtte anses for at være væsentlig større end hendes tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren siden marts 2014 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, at hun havde bestået Prøve i Dansk 3, at hun havde gennemført en uddannelse og forventede at påbegynde fuldtidsbeskæftigelse snarest, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren hverken ved sine opnåede danskkundskaber, ved sin uddannelse eller ved sin tilknytning til det danske arbejdsmarked kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske samfund, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det til støtte for klagen anførte omkring, at ansøgeren igen var samboende med sin ægtefælle, og at separationen var bortfaldet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var tale om forhold, der kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages henset til oplysningerne om ansøgerens separation og fraflytning fra den fælles bopæl. Udlændingenævnet bemærkede, at disse forhold kunne danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse. FAM/2018/26.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophør

    Dato: 13-03-2018

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om at inddrage en ukrainsk statsborgers opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som følge af samlivsophør. Det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at klageren boede sammen med sin ægtefælle på fælles bopæl, og at klageren kunne miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis klageren ikke overholdt de betingelser, der var fastsat i opholdstilladelsen.

    Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet konstaterede indledningsvis, at det var en betingelse for opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet konstaterede endvidere, at idet klageren var fraflyttet den fælles bopæl primo oktober 2017, opfyldte han ikke længere betingelserne for sin opholdstilladelse, og hans opholdstilladelse som medfølgende familie kunne derfor inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren var fraflyttet den fælles bopæl primo oktober 2017, at han til sagen havde oplyst, at han var blevet gift ultimo september 2017 på ny, og at han var flyttet sammen med sin nye ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren oprindeligt var meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 2004 som voksen, at han var uddannet i Ukraine, og at han ifølge CPR var indrejst i Danmark medio januar 2005. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på tidspunktet for afgørelsen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde haft opholdstilladelse i Danmark i næsten 13 år, at han havde bestået prøver i dansk, og at han under det meste af sit ophold i Danmark havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, men Udlændingenævnet fandt desuden, at disse oplysninger ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren – selvom han havde boet i Danmark i en lang årrække, hvor han havde været tilknyttet arbejdsmarkedet – var meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, og at han derfor ikke i samme omfang, som hvis opholdstilladelsen havde været meddelt med henblik på varigt ophold, kunne have en berettiget forventning om at kunne fortsætte sit ophold i Danmark, såfremt han ikke opfyldte de betingelser, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først var indrejst i Danmark som voksen, og at der i øvrigt ikke var oplyst om sygdom eller handicap, der forhindrede ham i at udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren havde arbejdet som ufaglært i perioden fra 2010 til 2015, og at han siden februar 2018 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge, hvorfor det måtte antages, at han ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde tilknytning til arbejdsmarkedet. Det forhold, at klageren havde indgået ægteskab på ny, og at han boede sammen med sin nye ægtefælle, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var meddelt opholdstilladelse under henvisning til sin tidligere ægtefælle, og at han således ikke kunne have en berettiget forventning om, at han kunne fortsætte sit ophold i Danmark under henvisning til indgåelse af et nyt ægteskab. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at klageren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville virke særligt belastende for ham. ERH/2018/22.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophævelse

    Dato: 02-02-2018

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en statsborger fra Filippinerne, som i oktober 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og som i maj 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Klagerens opholdstilladelse var betinget af samliv på fælles bopæl med den pågældendes ægtefælle.

    Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde have fået inddraget sin opholdstilladelse som familiesammenført, idet baggrunden for, at klageren ikke længere boede sammen med sin tidligere ægtefælle, var, at klageren havde været udsat for vold fra sin tidligere ægtefælle, og at klageren som følge heraf havde ophævet samlivet. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, at klagerens opholdstilladelse ikke burde inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 8, jf. § 26. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens oplysninger til sagen, hvoraf det fremgik, at klageren havde været udsat for vold af fysisk og psykisk karakter fra sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på en lægeudtalelse fra september 2015, hvoraf det fremgik, at klageren havde synlige mærker på kroppen foreneligt med fingre, der havde klemt på klageren. Udlændingenævnet henviste endvidere til en udtalelse fra klagerens kommune, der bekræftede, at klageren havde været indskrevet på et krisecenter i kommunen i to dage i september 2015 som voldsramt efter servicelovens § 109, og at det var en nabo til klageren, der havde kontaktet krisecenteret, som havde sørget for, at klageren kom til krisecenteret. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren havde haft opholdstilladelsen siden maj 2015 med henblik på varigt ophold og havde forsøgt at integrere sig efter evne i det omfang, som klagerens tidligere ægtefælle havde tilladt klageren at gøre det. FAM/2018/49.

Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen