Inddragelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. juli 2020 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Referencen død
Dato: 21-07-2020Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelser som medfølgende familiemedlemmer i Danmark til to filippinske statsborgere.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren og dennes søn [herefter ansøgerne], der er født i 1999, blev i august 2014 meddelt opholdstilladelser som medfølgende familie til referencen, der var henholdsvis ægtefælle og mor til ansøgerne. Referencen var i marts 2013 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse på baggrund af en opholds- og arbejdstilladelse som ambassadepersonale.
I forlængelse af referencens død i november 2018 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration i september 2019 ansøgernes opholdstilladelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Ansøgerne har haft opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familie til referencen i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1.
Som følge af, at referencen medio november 2018 afgik ved døden, er grundlaget for ansøgernes opholdstilladelser ikke længere til stede, og opholdstilladelserne kan således inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 m, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at ansøgerne ikke længere har fælles bopæl med referencen, og at det udtrykkeligt fremgår af ansøgernes seneste opholdstilladelser af henholdsvis medio november 2017 og ultimo oktober 2017, at de er betinget af, at ansøgerne deler fælles adresse med referencen, og at opholdstilladelserne kan inddrages, såfremt at ansøgerne ikke længere opfylder betingelserne for opholdstilladelserne.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for ansøgerne, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 1. pkt., jf. § 26, stk.1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan bevirke, at ansøgernes opholdstilladelser ikke skal inddrages under henvisning hertil.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst om den ene ansøgers tilknytning til Danmark, at ansøgeren er registreret indrejst i Danmark i august 2014, at ansøgeren efter indrejsen har gået til danskundervisning og bestået samtlige moduler, at ansøgeren fra oktober 2015 til juni 2018 har arbejdet som vikar for et rengøringsfirma, og at ansøgeren fra juni 2018 og frem har arbejdet som servicemedarbejder hos en virksomhed, ligesom der er fremlagt dokumentation for, at han har bestået Prøve i Dansk 1.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst om den anden ansøgers tilknytning til Danmark, at ansøgeren er registreret indrejst i september 2014, at ansøgeren startede på en skole i august 2014, at ansøgeren var indskrevet på 9. og 10. klasse på en anden skole, at ansøgeren fra 2017 til 2018 gik på en ungdomsuddannelse, og at ansøgeren efterfølgende har læst en voksenuddannelse, ligesom det også til sagen er anført, at ansøgeren har haft adskillige fritidsjobs, imens han har boet i Danmark.
Det er endelig indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er anført, at ansøgerne har gjort deres yderste for at blive integrerede i Danmark.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse forhold ikke kan føre til, at ansøgerne bør bevare deres opholdstilladelser i Danmark.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerne blev meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold som medfølgende familie i august 2014, at de er statsborgere i Filippinerne, hvor de er født og taler sproget, at ansøgerne har boet der, indtil de indrejste i Danmark i en alder af henholdsvis 55 år og 15 år, og at de ikke har nær familie i Danmark.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at uanset at ansøgerne må have opnået en vis tilknytning til Danmark i forbindelse med skolegang, danskundervisning og tilknytning til det danske arbejdsmarked, har ansøgerne fortsat en større tilknytning til deres hjemland, Filippinerne.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgerne hverken ved deres ophold i Danmark, deres tilknytning til arbejdsmarkedet eller ved deres sproglige kundskaber kan anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske arbejdsmarked eller det danske samfund i øvrigt, at en inddragelse af ansøgernes opholdstilladelse må anses for at være særligt belastende.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren født i 1999 har gået i dansk folkeskole og gennemført sprogkurser på dansk og engelsk på danske ungdoms- og voksenuddannelser.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse var myndig, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i fem år, og således ikke kan antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, herunder at han har haft samtlige af sine formative år og sin skolegang i hjemlandet.
Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag har varet fra barnets syvende leveår til det femtende leveår.
Udlændingenævnet finder på den anførte baggrund ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, at ansøgerne fortsat har en væsentlig tilknytning til deres hjemland.
Det kan endelig ikke føre til en ændret vurdering, at referencen har tre søskende, som bor i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne og ansøgernes herboende familie fortsat kan udøve familielivet ved besøgsophold i hjemlandet.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophævelse
Dato: 19-03-2018Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger, da ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse var blevet separeret og ikke længere var samboende med sin tidligere ægtefælle, uanset at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet med sin ægtefælle, og separationen som følge heraf var bortfaldet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde været samboende med sin ægtefælle. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun i marts 2016 var fraflyttet den tidligere fælles bopæl, og at det fremgik af det centrale personregister (CPR), at hun i april 2016 var blevet separeret. Det kunne således ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren samme dag igen var flyttet sammen med sin tidligere ægtefælle, hvorved separationen var bortfaldet, idet dette ikke ændrede ved, at ansøgeren i perioden forud for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke opfyldte kravet i sin opholdstilladelse om samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at hun måtte lade sig separere og fraflytte den tidligere fælles bopæl af økonomiske årsager, at hun og hendes tidligere ægtefælle fortsat var kærester og havde daglig kontakt, og at det hele tiden havde været hensigten, at hun og hendes tidligere ægtefælle skulle flytte sammen igen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse var betinget af samliv på fælles bopæl, og at man på baggrund af et længerevarende kæresteforhold uden samliv på fælles bopæl ikke opfylder betingelserne for opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i maj 2013 i en alder af 27 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark med virkning fra april 2016 på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger, og at ansøgeren på baggrund af sit kortvarige ophold i Danmark således ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt indgribende, idet hendes tilknytning til Filippinerne, hvor hun var født og opvokset, hvor hun havde taget en læreruddannelse, og hvor hendes familie boede, fortsat måtte anses for at være væsentlig større end hendes tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren siden marts 2014 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, at hun havde bestået Prøve i Dansk 3, at hun havde gennemført en uddannelse og forventede at påbegynde fuldtidsbeskæftigelse snarest, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren hverken ved sine opnåede danskkundskaber, ved sin uddannelse eller ved sin tilknytning til det danske arbejdsmarked kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til det danske samfund, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det til støtte for klagen anførte omkring, at ansøgeren igen var samboende med sin ægtefælle, og at separationen var bortfaldet, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var tale om forhold, der kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages henset til oplysningerne om ansøgerens separation og fraflytning fra den fælles bopæl. Udlændingenævnet bemærkede, at disse forhold kunne danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse. FAM/2018/26. -
Udlændingenævnets afgørelse af 13. marts 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophør
Dato: 13-03-2018Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om at inddrage en ukrainsk statsborgers opholdstilladelse som medfølgende familie efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, som følge af samlivsophør. Det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen blandt andet var betinget af, at klageren boede sammen med sin ægtefælle på fælles bopæl, og at klageren kunne miste sin ret til at opholde sig i Danmark, hvis klageren ikke overholdt de betingelser, der var fastsat i opholdstilladelsen.
Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet konstaterede indledningsvis, at det var en betingelse for opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet konstaterede endvidere, at idet klageren var fraflyttet den fælles bopæl primo oktober 2017, opfyldte han ikke længere betingelserne for sin opholdstilladelse, og hans opholdstilladelse som medfølgende familie kunne derfor inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 3, jf. § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren var fraflyttet den fælles bopæl primo oktober 2017, at han til sagen havde oplyst, at han var blevet gift ultimo september 2017 på ny, og at han var flyttet sammen med sin nye ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren oprindeligt var meddelt opholdstilladelse i Danmark i december 2004 som voksen, at han var uddannet i Ukraine, og at han ifølge CPR var indrejst i Danmark medio januar 2005. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på tidspunktet for afgørelsen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde haft opholdstilladelse i Danmark i næsten 13 år, at han havde bestået prøver i dansk, og at han under det meste af sit ophold i Danmark havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, men Udlændingenævnet fandt desuden, at disse oplysninger ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren – selvom han havde boet i Danmark i en lang årrække, hvor han havde været tilknyttet arbejdsmarkedet – var meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, og at han derfor ikke i samme omfang, som hvis opholdstilladelsen havde været meddelt med henblik på varigt ophold, kunne have en berettiget forventning om at kunne fortsætte sit ophold i Danmark, såfremt han ikke opfyldte de betingelser, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først var indrejst i Danmark som voksen, og at der i øvrigt ikke var oplyst om sygdom eller handicap, der forhindrede ham i at udrejse af Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren havde arbejdet som ufaglært i perioden fra 2010 til 2015, og at han siden februar 2018 havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge, hvorfor det måtte antages, at han ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde tilknytning til arbejdsmarkedet. Det forhold, at klageren havde indgået ægteskab på ny, og at han boede sammen med sin nye ægtefælle, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var meddelt opholdstilladelse under henvisning til sin tidligere ægtefælle, og at han således ikke kunne have en berettiget forventning om, at han kunne fortsætte sit ophold i Danmark under henvisning til indgåelse af et nyt ægteskab. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at klageren ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville virke særligt belastende for ham. ERH/2018/22. -
Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Samlivsophævelse
Dato: 02-02-2018Udlændingenævnet omgjorde i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en statsborger fra Filippinerne, som i oktober 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og som i maj 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Klagerens opholdstilladelse var betinget af samliv på fælles bopæl med den pågældendes ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde have fået inddraget sin opholdstilladelse som familiesammenført, idet baggrunden for, at klageren ikke længere boede sammen med sin tidligere ægtefælle, var, at klageren havde været udsat for vold fra sin tidligere ægtefælle, og at klageren som følge heraf havde ophævet samlivet. Udlændingenævnet fandt således efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, at klagerens opholdstilladelse ikke burde inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 8, jf. § 26. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens oplysninger til sagen, hvoraf det fremgik, at klageren havde været udsat for vold af fysisk og psykisk karakter fra sin tidligere ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på en lægeudtalelse fra september 2015, hvoraf det fremgik, at klageren havde synlige mærker på kroppen foreneligt med fingre, der havde klemt på klageren. Udlændingenævnet henviste endvidere til en udtalelse fra klagerens kommune, der bekræftede, at klageren havde været indskrevet på et krisecenter i kommunen i to dage i september 2015 som voldsramt efter servicelovens § 109, og at det var en nabo til klageren, der havde kontaktet krisecenteret, som havde sørget for, at klageren kom til krisecenteret. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren havde haft opholdstilladelsen siden maj 2015 med henblik på varigt ophold og havde forsøgt at integrere sig efter evne i det omfang, som klagerens tidligere ægtefælle havde tilladt klageren at gøre det. FAM/2018/49.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 07-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en irakisk statsborger, som i marts 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i november 2015.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra marts 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i maj 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i november 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke sås at have aflagt prøve i dansk på A1-niveau efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren i skemaet ”Oplysninger om personlige forhold og tilknytning til Danmark” havde anført, at hun var diagnosticeret med PTSD og angst, og at hun siden september 2015 havde været tilknyttet en afdeling for traume og torturoverlevere, hvor hun havde modtaget forskellige behandlinger, at hun helst ikke gik ud alene, og at hun var blevet fritaget fra at deltage i den kommunale sprogundervisning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der knyttede sig til opholdstilladelsen, og at klageren ikke sås at have søgt om dispensation for aflæggelse af danskprøven. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til prøven og tilrettelægge et forløb, således at hun kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, at kravet om danskprøven fremgik udtrykkeligt af opholdstilladelsen fra marts 2015, og at det i den forbindelse ikke var et krav at følge den tilbudte danskundervisning for at kunne gå op til prøven. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve eller søge om dispensation for aflæggelse af prøven inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2015 i en alder af 43 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hun ikke var i arbejde eller under uddannelse. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka et år og tre måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse og cirka to år og seks måneder på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse uden at have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at klageren var diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion, der medførte mareridt med traumeindhold, forringet søvnkvalitet, invaliderende tankemylder og flashbacks, at klageren havde tendens til høj social isolationstrang som følge af angst, at hun aldrig gik ud af huset alene, og at hun havde hukommelses- og koncentrationsproblemer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at klageren ikke ville kunne modtage den relevante behandling for sin sygdom i Irak. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af sagen, at klageren havde oplyst til sin egen læge og til behandlerne på afdelingen for traume og torturoverlevere, at hun havde modtaget medicinsk behandling i Irak, ligesom klagerens ægtefælle havde oplyst, at parret var mødtes på en klinik, hvor de begge havde modtaget behandling. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, den herboende reference og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references egne oplysninger om, at både klageren og den herboende reference havde modtaget behandling i Irak, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at klageren og den herboende reference havde et fællesbarn, født i 2012, der gik i vuggestue i Danmark, og at parret ventede et barn til november 2017, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at et barn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. FAM/2017/112.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøvekravet – Ansøgeren har aldrig været tilmeldt folkeregisteret
Dato: 26-10-2017Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en taiwanesisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2016, at ansøgerens opholdstilladelse blev inddraget under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra sin tilmelding til folkeregisteret, og at Udlændingestyrelsen havde beregnet denne frist fra datoen, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i december 2015. Idet ansøgeren dog ikke på noget tidspunkt havde været tilmeldt folkeregisteret med en dansk adresse hverken på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse eller efterfølgende, fandt Udlændingenævnet, at der ikke havde været det fornødne hjemmelsgrundlag til at inddrage ansøgerens opholdstilladelse med henvisning til manglende bestået danskprøve. Udlændingenævnet fandt det således rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, således at der kunne træffes en fornyet afgørelse i forhold til ansøgerens opholdsgrundlag i Danmark. FAM/2017/128.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger
Dato: 09-10-2017Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation for, at han i juli 2014 havde været ansat hos virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for juli 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse fra januar 2015 ikke havde oplyst at have været ansat i NF i juli 2014. Det forhold, at klageren i ansøgningen havde anført, at han havde yderligere to ansættelsesforhold, der ikke var præciseret nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen havde oplyst, at han ville fremsende dokumentation for sin ansættelse i blandt andet juli 2014, at klageren i januar 2015 havde fremsendt yderligere dokumentation, men at han heller ikke i den forbindelse havde oplyst, at han skulle have været ansat i NF i juli 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i marts 2015 ikke sås at være lønindberetninger for juli 2014. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren forlod NF uden at få udbetalt løn, mens der til sagen var fremlagt en lønseddel for juli 2014 fra NF. Udlændingenævnet fandt på den baggrund tillige, at den fremlagte lønseddel fra NF ikke kunne tillægges vægt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af oplysningerne i sin skattemappe, hvoraf det fremgik, at klageren havde modtaget løn fra NF i juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at lønindberetningen efterfølgende var blevet annulleret, hvilket tillige fremgik ved opslag i eIndkomst i november 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med hans faktuelle indkomst, og at klageren ikke havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, og at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for sin opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at virksomheden BN havde lavet en fejl på klagerens lønseddel, således at det fremgik heraf, at lønnen var udbetalt for august 2014, mens lønnen efter det oplyste rettelig var udbetalt for juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om, at der skulle være lavet en fejl med klagerens lønseddel fra BN, ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ved fremsendelsen af lønsedlen var blevet oplyst, at den skulle være fejlagtig. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at lønsedlen fra virksomheden BN dækkede perioden fra medio august 2014 til ultimo august 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at uanset at det kunne lægges til grund, at klagerens løn fra BN hidrørte fra juli 2014, kunne klageren ikke anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af klagerens opholdstilladelse var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft arbejde i september 2014, og at klageren i så fald ikke havde haft beskæftigelse i august 2014, hvorfor klageren alene fortsat kun kunne anses for at have været i beskæftigelse i et vist omfang i ti måneder, idet klageren efter det oplyste havde haft ferie i perioden fra en bestemt dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst i april 2015 af klagerens daværende partsrepræsentant, eller i perioden fra en anden dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst af klageren i forbindelse med indgivelsen af klagerens forlængelsesansøgning i januar 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder efter praksis ville kunne medføre forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen. Denne praksis var fastlagt efter ferielovens § 8, som indebar, at en lønmodtager havde ret til 25 dages ferie årligt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at politiet i juli 2017 havde meddelt, at der ikke ville blive rejst en staffesag mod klageren i anledning af sigtelsen mod klageren for at have afgivet urigtige oplysninger til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i forbindelse med hans forlængelsesansøgning indgivet i januar 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der derved var tale om en strafferetlig vurdering, der ikke relaterede sig til reglerne i udlændingeloven. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af cirka 29 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i cirka syv år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn tillige opholdt sig sammen med klageren i Danmark, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle havde opholdt sig cirka et år og ni måneder i Danmark, mens parrets fællesbarn havde opholdt sig cirka ti måneder i Danmark, hvorfor de ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning her til landet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at klageren, klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn kunne tage ophold i Pakistan, hvor både klageren og hans familie var statsborgere, hvor klageren og hans familiemedlemmer var født, og for klagerens og klagerens ægtefælles vedkommende tillige vokset op, for der at udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren hverken på baggrund af sit ansættelsesforhold hos virksomheden R eller sine tidligere ansættelsesforhold i Danmark, kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. ERH/2017/130.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger
Dato: 09-10-2017Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse i juni 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for, at klageren i januar, februar og marts 2014 samt i januar og februar 2015 havde været ansat i virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse i november 2014 ikke havde oplyst at have været ansat hos NF i perioden fra januar til marts 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i februar 2015 ikke sås at have været lønindberetninger for perioden fra januar til marts 2014. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af sine TastSelv-skatteoplysninger, hvoraf det fremgik, at klageren selv havde indtastet, at han havde været ansat hos NF i perioden fra primo januar 2014 til medio marts 2014, og at hans befordringsfradrag var over 120.000 kr. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at befordringsfradraget efterfølgende var blevet udlignet, ligesom der ikke efterfølgende var blevet fremsendt dokumentation for, at oplysningerne fra SKAT vedrørende udligningen af befordringsfradraget skulle have været forkerte. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der var tale om oplysninger, som klageren selv havde indtastet og således ikke oplysninger, der var valideret eller godkendt af SKAT. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren ikke havde været indkaldt til en samtale hos SKAT, at SKAT’s afgørelse ikke var en domstolsafgørelse, at klageren ikke havde forstået, at det i forhold til hans opholdsgrundlag skulle have været nødvendigt at søge sagen genoptaget hos SKAT, at SKAT’s afgørelser alene var udfærdiget på dansk, og at SKAT ikke havde vejledt klageren om, at afgørelsen om at annullere lønindberetningerne kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med klagerens faktuelle indkomst, og at klageren ikke i øvrigt havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det lå uden for SKAT’s vejledning i skattespørgsmål at undersøge, hvilken type opholdstilladelse en udlænding havde, herunder de nærmere betingelser for opholdstilladelsen, og på den baggrund yde vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved SKAT’s afgørelser. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet partshørt over oplysningerne indhentet telefonisk fra SKAT, og at klageren ikke var fremkommet med bemærkninger hertil. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for hans opholdstilladelse i Danmark, at klageren endvidere specifikt i forhold til de angivne tidsperioder var blevet vejledt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om konsekvenserne af ikke at have arbejdet i de pågældende perioder, og at klageren således måtte antages at være bekendt med de mulige opholdsretlige konsekvenser af SKAT’s annullering af lønindberetningerne i de pågældende perioder. Det forhold, at SKAT’s afgørelse var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren under sagens behandling havde anført, at han talte flydende dansk, og at der således ikke havde været noget til hinder for, at klageren kunne have rettet telefonisk henvendelse til SKAT med henblik på at få forklaret SKAT’s afgørelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at såfremt der var tvivl om ansættelsesforholdet, burde der kunne ses bort fra dette, idet der i så fald alene var tale om fravær i op til tre måneder fra arbejdsmarkedet, og idet klageren både før og efter ansættelsesforholdet efter partsrepræsentantens opfattelse havde haft en ikke ubetydelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Partsrepræsentanten havde i den forbindelse henvist til, at Udlændingenævnet i en anden sag, hvor klageren havde haft en hjernetumor, der skulle fjernes, havde set bort fra fravær fra arbejdsmarkedet i op til tre måneder. Udlændingenævnet fandt desuden, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var oplysninger i sagen om, at klagerens eventuelle ledighed i så fald skulle være uforskyldt, hvorfor Udlændingenævnet – på baggrund af klagerens beskrivelse af den efter hans opfattelse sammenlignelige sag – ikke fandt at sagerne var sammenlignelige, idet der ikke var oplyst om alvorlig og livstruende sygdom hos klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i juni 2016 var blevet forlænget på baggrund af hans tidligere meddelte forlængelse af opholdstilladelse i juni 2015, og at forlængelsen af klagerens opholdstilladelse således blev foretaget på urigtigt grundlag. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke kunne anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af hans opholdstilladelse var opfyldt, når lønindberetningerne fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015 ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af 27 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i sammenlagt cirka ni år. Det forhold, at klageren efter det oplyste ikke havde nogen tilknytning til Pakistan, og at han var en ung, aktiv og veluddannet person, der havde færdiggjort en Master of Science i Computer Science i Sverige, at han aldrig havde modtaget offentlige ydelser, at han talte flydende dansk og deltog i danskundervisning og undervisning i dansk kultur, ligesom han havde været frivillig i forskellige projekter og virksomheder, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren ikke på den baggrund kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i sin seneste forlængelsesansøgning havde oplyst, at han var gift, men at klagerens ægtefælle ikke sås at have opholdt sig i Danmark. ERH/2017/131.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. september 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Barsel
Dato: 06-09-2017Udlændingenævnet omgjorde i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde have fået inddraget sin opholdstilladelse som familiesammenført under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ultimo oktober 2014 havde født en søn, og at hun herefter havde ret til 46 ugers barsel. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ultimo januar 2015 under sin barsel var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført. Klageren var i den forbindelse blevet meddelt en frist på seks måneder til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klagerens ægtefælle ved telefonisk henvendelse ultimo maj 2015 til Udlændingestyrelsen havde anmodet om udsættelse af klagerens frist for at bestå danskprøven grundet barsel. Klagerens ægtefælle havde således anmodet om udsættelse af fristen inden fristens udløb. Udlændingenævnet kunne ikke tilslutte sig Udlændingestyrelsens beregning af suspension af fristen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det afgørende for beregningen af suspension er fødselsdatoen, og at længden af restperioden skulle beregnes fra fødselsdatoen, og ikke ud fra tidspunktet for ansøgningen om dispensation, da dette tidspunkt er vilkårligt. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren burde være blevet meddelt suspension for fristen for at bestå danskprøven, således at fristen på seks måneder til at bestå danskprøven først begyndte efter afsluttet barsel primo september 2015, og at klageren således skulle bestå danskprøven inden en bestemt dato primo marts 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren inden den angivne dato primo marts 2016 havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau, hvorved hun således havde bestået danskprøven rettidigt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde have været inddraget under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist. FAM/2017/94.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. august 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Au pair – Stiftet selvstændig familie i hjemlandet
Dato: 23-08-2017Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en statsborger fra Filippinernes opholdstilladelse som au pair, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 14, jf. § 9 j, stk. 5 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren havde i ansøgningen om opholdstilladelse som au pair oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift, ligesom klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse under et interview på den danske ambassade i sit hjemland ligeledes havde oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift. Klageren blev i januar 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark som au pair. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren ikke havde børn eller var gift. Det blev efterfølgende oplyst, at klageren var gift og havde et barn i hjemlandet.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, idet klageren ved ansøgningens indgivelse havde et barn og var gift. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde modtaget en verificeringsrapport fra den danske ambassade i klagerens hjemland, hvoraf det fremgik, at klageren havde et barn i sit hjemland, og at klageren var gift. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren under behandlingen af inddragelsessagen havde oplyst, at det var korrekt, at klageren havde et barn og var gift. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren ikke betragtede sig som værende forælder eller gift, at klagerens ægtefælle var voldelig, at klagerens svigerfamilie havde afskåret klageren fra at have kontakt til sit barn, og at klageren ønskede at spare penge op, så klageren kunne rejse tilbage til sit hjemland for at få ægteskabet annulleret, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse omstændigheder ikke ændrede på det forhold, at klageren havde opnået opholdstilladelsen på urigtigt grundlag, idet klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren ikke havde børn eller var gift, og at klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde oplyst, at klageren ikke havde børn eller var gift. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde oplyst, at det handlede om liv og død for klageren, at dette var årsagen til, at klageren ikke havde afgivet korrekte oplysninger til myndighederne, og at klagerens værtsmoder ligeledes til støtte for klagen havde anført, at værtsfamilien frygtede for klagerens liv, såfremt klageren skulle rejse tilbage til Filippinerne, idet klagerens svigerfamilie havde truet klageren på livet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at disse forhold kunne være af strafferetlig karakter, der måtte anmeldes til det stedlige politi, ligesom oplysningerne kunne være af asylretlig karakter, hvilket ikke indgik i vurderingen af, om en opholdstilladelse som au pair skulle inddrages. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i en alder af 23 år, at klageren ikke tidligere havde haft en opholdstilladelse i Danmark, at klageren på tidspunktet, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde truffet afgørelse, alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i lidt over ti måneder, og at klageren således ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville være særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde oplyst, at klageren ikke havde familie i Danmark. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren havde anført, at klageren havde en kæreste i Danmark, idet der ikke herved forelå oplysninger, som gjorde, at klageren skulle bevare sin opholdstilladelse i Danmark, henset til opholdets varighed og til at opholdstilladelsen var opnået på baggrund af urigtige oplysninger. ERH/2017/100.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet