Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation for, at han i juli 2014 havde været ansat hos virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for juli 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse fra januar 2015 ikke havde oplyst at have været ansat i NF i juli 2014. Det forhold, at klageren i ansøgningen havde anført, at han havde yderligere to ansættelsesforhold, der ikke var præciseret nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen havde oplyst, at han ville fremsende dokumentation for sin ansættelse i blandt andet juli 2014, at klageren i januar 2015 havde fremsendt yderligere dokumentation, men at han heller ikke i den forbindelse havde oplyst, at han skulle have været ansat i NF i juli 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i marts 2015 ikke sås at være lønindberetninger for juli 2014. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren forlod NF uden at få udbetalt løn, mens der til sagen var fremlagt en lønseddel for juli 2014 fra NF. Udlændingenævnet fandt på den baggrund tillige, at den fremlagte lønseddel fra NF ikke kunne tillægges vægt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af oplysningerne i sin skattemappe, hvoraf det fremgik, at klageren havde modtaget løn fra NF i juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at lønindberetningen efterfølgende var blevet annulleret, hvilket tillige fremgik ved opslag i eIndkomst i november 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med hans faktuelle indkomst, og at klageren ikke havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, og at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for sin opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at virksomheden BN havde lavet en fejl på klagerens lønseddel, således at det fremgik heraf, at lønnen var udbetalt for august 2014, mens lønnen efter det oplyste rettelig var udbetalt for juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om, at der skulle være lavet en fejl med klagerens lønseddel fra BN, ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ved fremsendelsen af lønsedlen var blevet oplyst, at den skulle være fejlagtig. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at lønsedlen fra virksomheden BN dækkede perioden fra medio august 2014 til ultimo august 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at uanset at det kunne lægges til grund, at klagerens løn fra BN hidrørte fra juli 2014, kunne klageren ikke anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af klagerens opholdstilladelse var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft arbejde i september 2014, og at klageren i så fald ikke havde haft beskæftigelse i august 2014, hvorfor klageren alene fortsat kun kunne anses for at have været i beskæftigelse i et vist omfang i ti måneder, idet klageren efter det oplyste havde haft ferie i perioden fra en bestemt dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst i april 2015 af klagerens daværende partsrepræsentant, eller i perioden fra en anden dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst af klageren i forbindelse med indgivelsen af klagerens forlængelsesansøgning i januar 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder efter praksis ville kunne medføre forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen. Denne praksis var fastlagt efter ferielovens § 8, som indebar, at en lønmodtager havde ret til 25 dages ferie årligt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at politiet i juli 2017 havde meddelt, at der ikke ville blive rejst en staffesag mod klageren i anledning af sigtelsen mod klageren for at have afgivet urigtige oplysninger til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i forbindelse med hans forlængelsesansøgning indgivet i januar 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der derved var tale om en strafferetlig vurdering, der ikke relaterede sig til reglerne i udlændingeloven. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af cirka 29 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i cirka syv år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn tillige opholdt sig sammen med klageren i Danmark, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle havde opholdt sig cirka et år og ni måneder i Danmark, mens parrets fællesbarn havde opholdt sig cirka ti måneder i Danmark, hvorfor de ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning her til landet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at klageren, klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn kunne tage ophold i Pakistan, hvor både klageren og hans familie var statsborgere, hvor klageren og hans familiemedlemmer var født, og for klagerens og klagerens ægtefælles vedkommende tillige vokset op, for der at udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren hverken på baggrund af sit ansættelsesforhold hos virksomheden R eller sine tidligere ansættelsesforhold i Danmark, kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. ERH/2017/130.
Senest opdateret: 09-10-2017
Udgiver: Udlændingenævnet