Inddragelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen
Dato: 29-06-2017Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en iransk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at klageren det første år efter meddelelse af opholdstilladelsen skulle have oppebåret en lønindkomst på minimum 50.000 kr. her i landet, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 4. pkt. Klageren havde oplyst, at han havde tjent 50.000 kr. ved at arbejde som chauffør via en ”samkørselsapp”, at han var af den overbevisning, at denne indtægt ville blive betragtet som lønindkomst, at han selv havde undersøgt dette, og at han på den baggrund fandt, at denne type indkomst ville kunne medregnes som lønindkomst.
Udlændingenævnet fandt, at som følge af, at klageren ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt på 50.000 kr., kunne tilladelsen inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 9. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren alene havde haft en lønindkomst på cirka 2.779 kr. i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at indkomsten, der stammede fra samkørselsappen, ikke kunne medregnes til indkomstkravet, da det var et krav, at indkomsten skulle være indberettet til SKAT som lønindkomst i indkomstregisteret for at kunne medregnes. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samkørselsappen ikke havde registreret indkomsten som løn i eIndkomst, og at klageren derfor ikke havde dokumenteret, at indtægten var løn udført for en arbejdsgiver etableret i Danmark. Udlændingenævnet henviste til, at klageren ikke havde indsendt ansættelseskontrakt, lønsedler eller anden lignende relevant dokumentation. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke opfyldte betingelsen om at have oppebåret en indtægt på mindst 50.000 kr. i Danmark et år efter udstedelsen af opholdstilladelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde søgt vejledning ved International House Copenhagen, og at han som led i denne vejledning ikke var blevet fortalt, at denne type lønindkomst ikke kunne medregnes ved opgørelsen af indkomstkravet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at han var blevet vejledt som oplyst, jf. udlændingelovens § 40. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at det var klagerens eget ansvar, at han i forbindelse med en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark satte sig ind i betingelserne herfor. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at opholdstilladelsen ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var statsborger i Iran, hvor han var født og opvokset, og hvor han havde gennemført to universitetsuddannelser, at han først var kommet til Danmark som 32-årig på baggrund af en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark med opholdstilladelse i cirka et år og to måneder, hvorfor han ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse efter greencardordningen burde bevares. ERH/2017/24.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. maj 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 04-05-2017Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, som i maj 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i december 2015, men først i marts 2016.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra maj 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt til folkeregisteret i juni 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i december 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2016 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun havde taget personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser opholdstilladelsen var betinget af, at hun havde gjort alt for at bestå danskprøven på A1-niveau, at en sprogskole havde vejledt klageren om, at hun kunne tage en tilsvarende prøve i dansk på A1-niveau på sprogskolen, og at hun havde bestået Modultest 1, 2 og 3. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afdelingslederen fra sprogskolen havde orienteret klageren om, at danskprøven på A1-niveau ikke kunne tages på skolen, at klageren ville kunne klare en prøve i Dansk 1, og at prøven i Dansk 1 ville kunne erstatte både danskprøven på A1-niveau og A2-niveau. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven samt hvem, der stod for modtagelsen af tilmeldingen, og hvor klageren skulle aflægge danskprøven, fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at der var en detaljeret vejledning om, at danskprøven blev afholdt som udgangspunkt flere dage hver uge med undtagelse af hovedferierne, hvor der ville være færre prøveafholdelsesmuligheder, at klageren skulle være opmærksom på, at der kunne være ventetid på en ledig tid til prøveaflæggelsen, at klageren kunne henvende sig personligt hos Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, at spørgsmål vedrørende danskprøven skulle rettes til Udlændingestyrelsen, og at det var klagerens personlige ansvar at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde bestået Modultest 1, 2 og 3, idet modultestene ikke opfyldte betingelserne efter bekendtgørelsen om danskprøven på A1-niveau og danskprøven på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge kapitel 2 og 3, eller kunne anses som fornøden dokumentation for, at klageren havde bestået en danskprøve på mindst A1-niveau. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i maj 2015 i en alder af 28 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun havde opholdt sig på processuelt ophold i Danmark i perioden fra marts 2015 til maj 2015, at klageren havde en begrænset arbejdsmarkedstilknytning til Danmark, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde en verserende sag om familiesammenføring med sit særbarn, og at barnets sag ville blive forlænget yderligere, hvis opholdstilladelsen blev inddraget. Udlændingenævnet fandt således, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ikke tilsidesatte hensynet til familiens enhed eller hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren og klagerens ægtefælle samt klagerens særbarn kunne være sammen i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle blev henvist til at tage ophold som familie i Thailand. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at klageren og klagerens ægtefælle efter det oplyste ikke ville kunne udøve familielivet i Thailand, da klageren og klagerens ægtefælle arbejdede og havde økonomiske forpligtelser i Danmark, ikke var sådanne særlige grunde, som talte for, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelt dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens opholdsland efter praksis ikke kan føre til, at en opholdstilladelse ikke skal inddrages. FAM/2017/23.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen
Dato: 27-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Iran.
Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt på 50.000 kr., som var en betingelse for hans opholdstilladelse, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 9. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren ikke på noget tidspunkt under sit ophold i Danmark havde haft lønindtægt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke som anmodet havde fremsendt dokumentation for sin beskæftigelse som bartender, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Det forhold, at klageren skulle have været beskæftiget som bartender i Danmark, kunne således ikke føre til en ændret vurdering, da en sådan indtægt skulle være indberettet til SKAT for at kunne medregnes. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke havde overholdt en af betingelserne i hans opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde oppebåret den nødvendige lønindtægt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for den pågældende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, at dette kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Det forhold, at den pågældende var jobsøgende, tog danskundervisning og kørekort, samt at den pågældende arbejdede som bartender og boede sammen med en kvinde i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det ikke nærmere var dokumenteret, at klageren var i et forhold med den pågældende kvinde, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens opholdstilladelse fra marts 2015 var meddelt for to år med henblik på midlertidigt ophold, og at den pågældende var født og opvokset i Iran, hvor den pågældende havde boet indtil udrejsen til Danmark som 30-årig. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den pågældende fortsat havde en væsentlig tilknytning til sit hjemland. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren på tidspunktet for styrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka et år og to måneder og således ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at inddragelsen af hans opholdstilladelse ville være særligt belastende for klageren. ERH/2017/81.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2015 om inddragelse af en opholdstilladelse til en thailandsk statsborger, som i oktober 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke danskprøven inden den fastsatte frist i april 2015, men først i marts 2016.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra oktober 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun var blevet meddelt opholdstilladelse, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren fik opholdstilladelse i oktober 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i april 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i marts 2016 havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren i december 2014 havde født et barn, og at hun efter det oplyste havde været på barsel fra juni 2014 til november 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen, og at klageren i øvrigt ikke sås forud for fristens udløb at have søgt om suspension af fristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at klagerens ægtefælle i juli 2015 havde anmodet om suspension af fristen for at bestå danskprøven, da tidsfristen for beståelse af prøven allerede på det tidspunkt var overskredet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle i juli 2015 over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at han havde forlagt papirerne fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, hvornår danskprøven skulle være bestået, og at han troede, at de modultests, som klageren skulle have bestået, var nok til at opfylde kravet, hvorfor det måtte have været påregneligt for ham, at klageren skulle bestå danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve inden for den fastsatte frist. Som følge af at klageren først i marts 2016 havde bestået danskprøven, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren første gang i oktober 2009 i en alder af 29 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hun efter det oplyste arbejdede deltid, at hun ikke havde taget en uddannelse, at hun alene havde to tanter og en kusine i Danmark, men at klagerens forældre, to søskende og særbarn var bosiddende i Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren hverken på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets varighed, eller gennem danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse kunne anses for at være særligt belastende for hende, uagtet at hun i henholdsvis marts 2016 og juni 2016 havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau og A2-niveau. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den omstændighed, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau og A2-niveau, ikke i sig selv kunne føre til, at hendes opholdstilladelse alligevel ikke burde inddrages, uanset at betingelsen herfor ikke havde været opfyldt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Thailand, hvor klageren og hendes ægtefælles fællesbarn efter det oplyste senest havde opholdt sig i august 2016, for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. FAM/2017/57.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2015 om inddragelse af en opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som i september 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i marts 2015, men først i april 2015.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra september 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i september 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i marts 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i april 2015 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven indenfor fristen, idet hun havde haft mange smerter i slutningen af sin graviditet, og at klagerens ægtefælle havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at få suspenderet fristen for at bestå danskprøven, men at han blev vejledt om at udfylde en formular på Udlændingestyrelsens hjemmeside, som han efter det oplyste udfyldte to gange, men aldrig lykkedes at få indsendt. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, som medførte, at der burde være meddelt suspension af fristen til at bestå danskprøven på grundlag af graviditet. Udlændingenævnet henviste til, at klageren i april 2015 havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, hvilket var før hun i maj 2015 nedkom med sit og hendes ægtefælles ældste fællesbarn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens ægtefælle havde søgt om at få suspenderet fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau, efter at fristen var udløbet, og at Udlændingestyrelsen i øvrigt under sagens behandling i Udlændingenævnet overfor Udlændingenævnet havde tilkendegivet, at klageren ikke ville være blevet meddelt suspension af fristen, såfremt anmodningen herom var blevet indgivet rettidigt, idet fristen for at aflægge prøve i dansk på A1-niveau udløb mere end fire uger før klagerens forventede terminsdato. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Pakistan, og at klageren først i september 2014 i en alder af 24 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hendes tilknytning til Pakistan var stærkere end til Danmark, hvor hun på afgørelsestidspunktet kun havde opholdt sig i to år og tre måneder, hvorimod hun havde opholdt sig 24 år i sit hjemland, hvorfor det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at hun siden november 2014 havde gået på sprogskole og siden januar 2015 havde været i fuldtidsbeskæftigelse. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn i Danmark, født i henholdsvis 2015 og 2016, og at det ældste fællesbarn på klagetidspunktet havde eksem. Udlændingenævnet fandt endelig – henset til børnenes alder og længden af deres ophold i Danmark – at de ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund måtte anses for særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. FAM/2017/70.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Beløbsordningen – § 26 hensyn
Dato: 12-01-2017Udlændingenævnet omgjorde i januar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse efter beløbsordningen til en statsborger fra Hviderusland, jf. udlændingelovens dagældende § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 3.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra november 2015. Udlændingenævnet fandt således efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark i medfør af beløbsordningen ikke burde inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 26, uanset at ansøgeren ikke længere var ansat hos virksomheden, som ansøgeren var blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde indgået ægteskab i Danmark i maj 2008, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i oktober 2008 havde fået et fællesbarn, og at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens barn var registreret indrejst i Danmark i april 2009. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at ansøgerens barn efter det oplyste siden indrejsen i Danmark i april 2009 havde boet i Danmark med opholdstilladelse, at barnet i april 2014 var startet i førskole, og at det blev antaget, at barnet fortsat gik i dansk skole. Udlændingenævnet lagde afslutningsvis vægt på, at det fremgik af UdlændingeInformationsPortalen, at ansøgerens ægtefælle i marts 2016 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgerens barn i maj 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til ansøgerens ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gældende til oktober 2026, hvor barnet fyldte 18 år. Udlændingenævnet fandt derfor, at en inddragelse af ansøgerens opholds- og arbejdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, men da ansøgeren ikke længere var ansat hos virksomheden, som ansøgeren var blevet meddelt opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af, fandt Udlændingenævnet, at ikke var muligt at meddele ansøgeren en opholds- og arbejdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det derfor ville være rettest at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt samtidig, at en sådan opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9 c, først burde regnes fra april 2016, hvor ansøgerens barn havde haft opholdstilladelse i Danmark i syv år. Da ansøgeren allerede var blevet meddelt opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, foretog Udlændingenævnet sig dog ikke videre i denne anledning. Udlændingenævnet henviste således til, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i april 2016 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse som medfølgende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, gældende til februar 2020. ERH/2017/34.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. januar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 04-01-2017Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en camerounsk statsborger, som i oktober 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i april 2015, men først i september 2015.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra oktober 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt til folkeregisteret i oktober 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i april 2015, og Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren først i september 2015 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven indenfor fristen, idet klageren kort tid efter sin ankomst til Danmark var blevet konstateret HIV-positiv, at hun som en følge deraf havde været så svært fysisk, psykisk og emotionelt påvirket, at hun havde måttet forblive sengeliggende i en lang periode, og at hun ikke havde ønsket, at nogen skulle få at vide, at hun var HIV-positiv, hvorfor hun ikke ville fortælle dette til myndighederne. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2014, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der var knyttet til opholdstilladelsen, og at klageren i øvrigt ikke sås at have søgt om suspension af tidsfristen for beståelse af danskprøven. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til prøven og tilrettelægge et forløb, således at hun kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, at kravet om danskprøven fremgik udtrykkeligt af klagerens opholdstilladelse, og at det i den forbindelse ikke var et krav at følge det kommunale tilbud om danskundervisning for at kunne gå op til prøven. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingenævnet i oktober 2016 havde partshørt klagerens herboende ægtefælle over klagerens helbredsforhold, og at klagerens herboende ægtefælle efterfølgende overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at klageren ikke var psykisk syg, men at hun havde været i chok over meddelelsen om, at hun var HIV-positiv. Som følge af at klageren først i september 2015 havde bestået danskprøven, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i oktober 2014 i en alder af 36 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at klagerens moder og datter var bosiddende i Cameroun, at klageren under sit ophold i Danmark hverken havde været i arbejde eller under uddannelse, og at klageren derfor ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke var dokumenteret, at klageren ikke ville kunne modtage den relevante behandling for sin sygdom i Cameroun, hvorfor der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, klagerens herboende ægtefælle og parrets tre fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Cameroun for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole, hvorfor det – henset til længden og karakteren af fællesbørnenes ophold i Danmark – ikke kunne føre til en ændret vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 1, at det til sagen var oplyst, at parrets to ældste fællesbørn gik i skole i Danmark. FAM/2017/1.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. november 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Urigtigt opholdsgrundlag
Dato: 14-11-2016Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1 og 6, jf. § 26. Klageren blev i november 2014 som 18-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende moder. Klagerens opholdstilladelse var blandt andet givet under forudsætning af, at klageren ikke havde stiftet selvstændig familie. I april 2015 indgav klageren på vegne af sin ægtefælle en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til klageren, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen påbegyndte en inddragelsessag vedrørende klageren.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse, meddelt hende i november 2014 og som regnedes fra december 2014, hvor hun var indrejst i Danmark, var blevet meddelt på urigtigt grundlag, da ansøgningsgrundlaget ikke var korrekt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens ansøgning fra juni 2014 om familiesammenføring med klagerens moder, at klageren på daværende tidspunkt var ugift og boede hos sin fader i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i forbindelse med sin ægtefælles ansøgning om ægtefællesammenføring havde oplyst, at hun og ægtefællen allerede havde indgået ægteskab i november 2013, men at ægteskabet først blev registreret i november 2014, samt at klageren havde oplyst, at hun og ægtefællen havde boet sammen i Syrien. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til ansøgningen om ægtefællesammenføring var vedlagt et brev dateret i februar 2015, hvor klagerens forældre på engelsk havde erklæret, at klageren og dennes ægtefælle havde været gift og levet sammen i Syrien fra november 2013 til december 2014, uagtet at ægteskabet først måtte være blevet registreret efter meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om klageren og dennes ægtefælle alene havde giftet sig religiøst i november 2013, og at ægteskabet først kunne anses for retsgyldigt indgået i forbindelse med registreringen i november 2014, måtte dette tillige anses som, at klageren havde stiftet selvstændig familie forud for sin indrejse og dermed ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive familiesammenført som barn, der ikke havde stiftet selvstændig familie, til sin herboende moder. Udlændingenævnet henviste herved til, at ægteskabet var blevet formelt registreret 15 dage efter, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse til klageren, og at klageren og dennes ægtefælle dernæst havde boet sammen – efter deres egne oplysninger – frem til december 2014, hvor klageren rejste til Danmark. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren indgav ansøgningen om familiesammenføring med sin moder syv dage, før hun fyldte 18 år og dermed blev myndig, hvorfor det måtte have stået klageren klart på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse, at denne var meddelt på urigtigt grundlag. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde stiftet selvstændig familie forud for meddelelse af sin opholdstilladelse i november 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at hun ikke vidste, at ægteskabet ville give problemer i forhold til hendes ophold i Danmark, og at hun i så tilfælde ønskede at trække sin ægtefælles ansøgning tilbage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på engelsk af klagerens opholdstilladelse fremgik, at opholdstilladelsen var betinget af, at hun ikke måtte have stiftet selvstændig familie, og at hun indrejste i Danmark i december 2014, hvilket var cirka én måned efter opholdstilladelsens meddelelse, og at hun således havde haft tid til at rette henvendelse til de danske udlændingemyndigheder med henblik på en afklaring af sin opholdssituation. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for sin klage havde anført, at klageren og dennes ægtefælle ikke havde stiftet selvstændig familie, men alene havde haft nogle få stævnemøder, og at ”Marriage Contract” fra november 2014 rettelig skulle anses som en forlovelsesaftale. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at en sagsbehandler fra en kommune i november 2016 havde oplyst til Udlændingenævnet, at klageren ikke længere var islamisk viet, idet klageren var blevet skilt fra sin tidligere forlovede i maj 2016 i Damaskus, idet klageren på ansøgningstidspunktet havde stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var indrejst i Danmark i december 2014 som 18-årig, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 20 år, og at hun således alene havde opholdt sig i Danmark i knap to år. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ikke måtte anses for særligt belastende for hende, at hendes forældre og søskende boede i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige, forhold, der kunne begrunde, at inddragelsen af opholdstilladelsen skulle undlades under henvisning hertil. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for sin klage havde anført, at der var krigstilstand i Syrien, hvorfor klageren ville lide overlast ved at tage ophold i hjemlandet eller andre omkringliggende lande, da der herved var tale om oplysninger af asylretlig karakter, der ikke kunne begrunde, at en opholdstilladelse på baggrund af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke skulle inddrages. FAM/2016/85.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Au pair – Betingelserne ej længere til stede
Dato: 27-05-2016Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om inddragelse af en filippinsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 j. I maj 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som au pair. Opholdstilladelsen var gyldig til maj 2016. Det var en betingelse for opholdstilladelsen, at ansøgeren under hele opholdet skulle fungere som au pair hos sin værtsfamilie. I december 2014 oplyste værtsfamilien overfor Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at ansøgeren, som på det tidspunkt var gravid, ikke længere fungerede som au pair, og at hun var flyttet ud af værtsfamiliens bolig. I januar 2015 nedkom ansøgeren med et barn, der efterfølgende blev diagnosticeret med sygdommen Multiple Infantile Hermangioma.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for at inddrage ansøgerens opholdstilladelse var til stede, da ansøgeren ikke længere fungerede som au pair hos sin værtsfamilie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på værtsfamiliens oplysninger om, at ansøgeren grundet sin graviditet ikke længere fungerede som au pair, og at hun i december 2014 var flyttet ud af værtsfamiliens bolig. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren eller hendes barn. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens barn blev diagnosticeret med sygdommen Multiple Infantile Hermangioma. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder omkring ansøgerens barns sygdom, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at det til sagen oplyste om, at ansøgeren og ansøgerens barn ikke havde en filippinsk sundhedsforsikring, ej heller kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da sociale og økonomiske forhold i hjemlandet i sig selv ikke kunne føre opholdstilladelse efter bestemmelsen. ERH/2016/41.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 11. marts 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Udsættelse af fristen for beståelse af danskprøve på A1-niveau
Dato: 11-03-2016Udlændingenævnet hjemviste i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en peruviansk statsborger, der var gift med en herboende ægtefælle, samt Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af udskydelse af fristen for bestået danskprøve. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke havde gjort.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende inddragelse af klagerens opholdstilladelse til fornyet behandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ikke havde inddraget den herboende ægtefælles helbredsforhold fuldt ud i sin vurdering, jf. udlændingelovens § 26, om hvorvidt der er særlige grunde til at undlade at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste således til, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse alene havde henvist til en del af de indsendte lægeoplysninger, ligesom Udlændingestyrelsen ved udtalelse til Udlændingenævnet havde tilkendegivet, at det beroede på en fejl, at Udlændingestyrelsen havde henvist til disse oplysninger. Udlændingenævnet fandt derimod, at den herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold fuldt ud burde være inddraget i Udlændingestyrelsens § 26-vurdering, herunder om parret kunne henvises til at udøve deres familieliv i Peru. Det forhold, at den herboende ægtefælle tidligere i forbindelse med behandlingen af klagerens oprindelige ansøgning om opholdstilladelse i Danmark havde tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen, at han ønskede sagen afsluttet hurtigt, og at afgørelsen skulle træffes på det foreliggende grundlag uden hensyntagen til hans sygdom, fandt Udlændingenævnet således ikke kunne føre til, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med afgørelsen om inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke skulle have inddraget disse forhold, jf. udlændingelovens § 26. Udlændingenævnet vurderede ikke herved, om der var grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere grundlag for at hjemvise Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af udskydelse af fristen for danskprøve til fornyet behandling. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle 17 dage efter Udlændingestyrelsens afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse havde fremsendt yderligere helbredsmæssige oplysninger til Udlændingestyrelsen, og efter at Udlændingestyrelsen havde anmodet herom. På den baggrund og henset til det tidsmæssige sammenfald fandt Udlændingenævnet desuden, at Udlændingestyrelsen rettelig burde have anset henvendelsen som en anmodning om genoptagelse af vilkårene for den meddelte opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at Udlændingestyrelsen ikke havde besvaret denne henvendelse. Udlændingenævnet tilbagesendte sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til sagerne med inddragelse af den herboende ægtefælles helbredsmæssige forhold. FAM/2016/30.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet