Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1 og 6, jf. § 26. Klageren blev i november 2014 som 18-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende moder. Klagerens opholdstilladelse var blandt andet givet under forudsætning af, at klageren ikke havde stiftet selvstændig familie. I april 2015 indgav klageren på vegne af sin ægtefælle en ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til klageren, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen påbegyndte en inddragelsessag vedrørende klageren. 

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse, meddelt hende i november 2014 og som regnedes fra december 2014, hvor hun var indrejst i Danmark, var blevet meddelt på urigtigt grundlag, da ansøgningsgrundlaget ikke var korrekt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens ansøgning fra juni 2014 om familiesammenføring med klagerens moder, at klageren på daværende tidspunkt var ugift og boede hos sin fader i Libanon. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i forbindelse med sin ægtefælles ansøgning om ægtefællesammenføring havde oplyst, at hun og ægtefællen allerede havde indgået ægteskab i november 2013, men at ægteskabet først blev registreret i november 2014, samt at klageren havde oplyst, at hun og ægtefællen havde boet sammen i Syrien. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der til ansøgningen om ægtefællesammenføring var vedlagt et brev dateret i februar 2015, hvor klagerens forældre på engelsk havde erklæret, at klageren og dennes ægtefælle havde været gift og levet sammen i Syrien fra november 2013 til december 2014, uagtet at ægteskabet først måtte være blevet registreret efter meddelelsen af opholdstilladelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset om klageren og dennes ægtefælle alene havde giftet sig religiøst i november 2013, og at ægteskabet først kunne anses for retsgyldigt indgået i forbindelse med registreringen i november 2014, måtte dette tillige anses som, at klageren havde stiftet selvstændig familie forud for sin indrejse og dermed ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive familiesammenført som barn, der ikke havde stiftet selvstændig familie, til sin herboende moder. Udlændingenævnet henviste herved til, at ægteskabet var blevet formelt registreret 15 dage efter, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse til klageren, og at klageren og dennes ægtefælle dernæst havde boet sammen – efter deres egne oplysninger – frem til december 2014, hvor klageren rejste til Danmark. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren indgav ansøgningen om familiesammenføring med sin moder syv dage, før hun fyldte 18 år og dermed blev myndig, hvorfor det måtte have stået klageren klart på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse, at denne var meddelt på urigtigt grundlag. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde stiftet selvstændig familie forud for meddelelse af sin opholdstilladelse i november 2014. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at hun ikke vidste, at ægteskabet ville give problemer i forhold til hendes ophold i Danmark, og at hun i så tilfælde ønskede at trække sin ægtefælles ansøgning tilbage. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på engelsk af klagerens opholdstilladelse fremgik, at opholdstilladelsen var betinget af, at hun ikke måtte have stiftet selvstændig familie, og at hun indrejste i Danmark i december 2014, hvilket var cirka én måned efter opholdstilladelsens meddelelse, og at hun således havde haft tid til at rette henvendelse til de danske udlændingemyndigheder med henblik på en afklaring af sin opholdssituation. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for sin klage havde anført, at klageren og dennes ægtefælle ikke havde stiftet selvstændig familie, men alene havde haft nogle få stævnemøder, og at ”Marriage Contract” fra november 2014 rettelig skulle anses som en forlovelsesaftale. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at en sagsbehandler fra en kommune i november 2016 havde oplyst til Udlændingenævnet, at klageren ikke længere var islamisk viet, idet klageren var blevet skilt fra sin tidligere forlovede i maj 2016 i Damaskus, idet klageren på ansøgningstidspunktet havde stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var indrejst i Danmark i december 2014 som 18-årig, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 20 år, og at hun således alene havde opholdt sig i Danmark i knap to år. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af, at inddragelsen af klagerens opholdstilladelse ikke måtte anses for særligt belastende for hende, at hendes forældre og søskende boede i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige, forhold, der kunne begrunde, at inddragelsen af opholdstilladelsen skulle undlades under henvisning hertil. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for sin klage havde anført, at der var krigstilstand i Syrien, hvorfor klageren ville lide overlast ved at tage ophold i hjemlandet eller andre omkringliggende lande, da der herved var tale om oplysninger af asylretlig karakter, der ikke kunne begrunde, at en opholdstilladelse på baggrund af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke skulle inddrages. FAM/2016/85.

Senest opdateret: 14-11-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen