Inddragelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 15-02-2016Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, § 19, stk. 1, nr. 1, jf. nr. 11 og stk. 6, samt § 26, stk. 1. Ansøgeren blev i juli 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var gyldig indtil maj 2014, og var betinget af, at ansøgeren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Henset til at danskprøven på A1-niveau på tidspunktet for opholdstilladelsens meddelelse endnu ikke var færdigudviklet, havde Udlændingestyrelsen orienteret ansøgeren om, at det i stedet påhvilede hende at bestå prøven senest medio marts 2014. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at danskprøven ikke var aflagt på grund af sygdom.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse kunne inddrages, da ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren skulle bestå den af udlændingemyndighederne fremsatte danskprøve på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra tilmelding til folkeregisteret, at ansøgeren ifølge Det Centrale Personregister i juli 2012 blev tilmeldt folkeregisteret, at ansøgeren blev oplyst af Udlændingestyrelsen om, at prøven skulle bestås senest medio marts 2014, og at ansøgeren ikke havde bestået prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven på grund af sygdom, at hun havde koncentrationsbesvær, at hun var under udredning på et center for tortur og traumeofre på grund af sit koncentrationsbesvær, at hun udviste symptomer på PTSD, og at der var en risiko for, at hendes funktionsevne var truet. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå dokumentation for, at ansøgeren led af sygdom eller handicap, eller at der var andre forhold vedrørende ansøgeren, der kunne begrunde, at betingelsen om beståelse af prøven ikke burde stilles. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren klagede over smerter i skulder, ryg og ben, og at hun ikke kunne gå op på fjerde sal, hvor sprogskolen befandt sig, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da der ikke er et krav om at modtage danskundervisning forud for beståelse af en prøve i dansk på A1-niveau, og at kundskaber i dansk kan læres på anden vis. Som følge af at ansøgeren ikke havde bestået udlændingemyndighedernes prøve i dansk på A1-niveau eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i juli 2012 i en alder af 42 år blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ingen børn havde, at både ansøgeren og den herboende ægtefælle var statsborgere i Kosovo, at ansøgerens moder, fader og to brødre var bosiddende i Kosovo, og at ansøgeren udover den herboende ægtefælle ingen familie havde i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i perioden fra medio september 2012 og en måned frem havde opholdt sig i Kosovo, og at ansøgeren i perioden fra marts 2013 til april 2013 og fra august 2013 til september 2013 havde været på besøgsophold i Kosovo. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse vægt, at ansøgeren under sit ophold i Danmark hverken havde været i arbejde eller under uddannelse, at ansøgeren kun i begrænset omfang kunne tale, læse og skrive dansk, og at ansøgeren derfor ikke kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske samfund, at inddragelsen af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller alvorlige helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke kunne indrejse og tage ophold i Kosovo for at udleve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2016/25.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Urigtigt opholdsgrundlag
Dato: 08-02-2016Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt til en somalisk statsborger, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1 og 6, jf. § 26. Klageren blev i august 2013 som 17-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til sin herboende fader. Klagerens opholdstilladelse var blandt andet betinget af, at han ikke havde stiftet selvstændig familie. I maj 2014 indgav klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til klageren, på hvilken baggrund Udlændingestyrelsen påbegyndte en inddragelsessag vedrørende klageren. I juni 2015 blev klagerens opholdstilladelse inddraget, og i juli 2015 fik hans ægtefælle og parrets fællesbarn afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at klageren ikke var fastboende i Danmark, da hans opholdstilladelse var blevet inddraget.
Udlændingenævnets flertal lagde til grund, at klagerens opholdstilladelse, meddelt ham i august 2013, var meddelt på urigtigt grundlag. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at klageren og hans ægtefælle i juli 2011 indgik ægteskab i Somalia, at parret i november 2013 fik et fællesbarn, og at parret i perioden fra november 2012 til november 2013 boede sammen i Etiopien. Det af klageren anførte om, at han ikke var klar over reglen, og at han ikke mente, at han havde modtaget vejledning om, at han ikke måtte være gift for at blive familiesammenført med sin fader, fandt Udlændingenævnets flertal ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse, hvoraf det på engelsk fremgik, at den var betinget af, at klageren ikke måtte have stiftet en selvstændig familie, blev meddelt medio august 2013, og at han indrejste i Danmark primo november 2013, dvs. ca. 2½ måneder efter opholdstilladelsens meddelelse, og at klageren således havde haft tid til at rette henvendelse til de danske udlændingemyndigheder med henblik på en afklaring af sin opholdssituation. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren i forbindelse med sin sag om familiesammenføring med sin fader ikke havde udfyldt oplysningerne om sin ægteskabelige status. Udlændingenævnets flertal fandt endvidere, at det af klageren anførte om, at han på tidspunktet, hvor hans ansøgning om familiesammenføring med hans fader blev sendt, ikke var gift, og at faderen på klagetidspunktet fortsat ikke vidste, at klageren var gift, ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at klageren og hans ægtefælle efter det oplyste indgik ægteskab i juli 2011 i Somalia, at klageren indgav ansøgning om familiesammenføring med sin fader i juni 2012, og at klageren og hans ægtefælle i perioden fra november 2012 til november 2013 boede sammen i Etiopien, hvorfor Udlændingenævnet ikke kunne lægge klagerens forklaring herom til grund. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var blevet udstedt på et urigtigt grundlag, kunne tilladelsen inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste i Danmark i november 2013 som 18-årig, at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 20 år, og at klageren således alene havde opholdt sig i Danmark i lidt over to år. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at klageren på trods af hans egne oplysninger om hans danske sprogkundskaber under hans ophold i Danmark ikke sås at have været i arbejde eller under uddannelse. Det forhold, at klagerens forældre og søskende boede i Danmark, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering af, at inddragelse af hans opholdstilladelse ikke måtte anses for særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på – under henvisning til klagerens egne oplysninger – at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige – herunder helbredsmæssige – forhold, der kunne begrunde, at inddragelsen af opholdstilladelsen skulle undlades under henvisning hertil. FAM/2016/23.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 24-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2014 om inddragelse af en opholdstilladelse til en uruguayansk statsborger, som i december 2012 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke gjorde inden den fastsatte frist i september 2013, men først i december 2014.
Udlændingenævnet kunne på baggrund af sagens oplysninger ikke lægge til grund, at klageren havde gennemført en danskprøve på A1-niveau eller en sprogprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden for den af Udlændingestyrelsen meddelte frist, som var i september 2013. Det forhold, at det fremgik af sagen, at klageren havde bestået modultest på Dansk Uddannelse 3, modul 1-3, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af klagerens opholdstilladelse fra december 2012 udtrykkeligt fremgik, at hun skulle bestå en danskprøve på A1-niveau, og at hun ikke sås at have dokumenteret over for hverken Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet, at hun havde bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller på et højere niveau inden fristens udløb i september 2013. Udlændingenævnet fandt derfor, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke læn¬gere var til stede, og at tilladelsen derfor kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 11, jf. § 9, stk. 30, jf. 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2012 i en alder af 52 år blev meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka to år, og hun havde alene haft opholdstilladelse i Danmark i tretten måneder. Klageren kunne derfor ikke på baggrund af længden af sit ophold her i landet antages at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse af den grund ville virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at en udlænding, der meddeles opholdstilladelse i Danmark, har et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der er knyttet til opholdstilladelsen, hvilket fremgik dels af den oprindelige afgørelse fra januar 2014, og dels af et brev, som Udlændingestyrelsen havde fremsendt til klageren i februar 2013. Udlændingestyrelsen havde herudover gentaget denne vejledning generelt på www.nyidanmark.dk den 1. marts 2013, den 13. juni 2013 og den 28. juni 2013, og Udlændingestyrelsen havde den 30. august 2013 oplyst, at fristen for aflæggelse af danskprøven var forlænget til den 10. september 2013. Det forhold, at klagerens herboende ægtefælle havde et synshandicap, som ifølge ham var Udlændingestyrelsen bekendt, fritog ikke klageren og hendes ægtefælle for at gøre sig bekendt med indholdet af de breve, som de modtog fra offentlige myndigheder, herunder breve vedrørende klagerens opholdsgrundlag. Dette kunne f.eks. være sket ved en personlig eller telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke på baggrund af hendes ansættelse som deltidsansat på en skole kunne anses for at have opnået en sådan fast tilknytning til det danske arbejdsmarked og uddannelsessystem, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse under henvisning hertil måtte antages at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Uruguay, hvortil hun var rejst tilbage to gange under sit ophold i Danmark, hvor hun var statsborger, og hvor hendes forældre, søskende og hendes myndige datter var bosat. Det forhold, at parret havde anført, at klagerens ægtefælle ikke kunne arbejde som gymnasielærer i spansk og historie i Uruguay på grund af sit handicap, kunne ikke føre til et ændret resultat. Udlændingenævnet bemærkede herved, at klageren i Uruguay måtte henvises til at forsørge sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren og hendes ægtefælle ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Uruguay for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2015/216.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse
Dato: 21-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en vietnamesisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1. Ansøgeren indgik ægteskab med en dansk statsborger i august 2008, hvorefter ansøgeren i oktober 2008 blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Denne opholdstilladelse var betinget af, at ansøgeren og den herboende ægtefælle udøvede samliv på fælles bopæl. Statsforvaltningen meddelte i maj 2013 Udlændingestyrelsen, at Statsforvaltningen havde uarbejdet bevilling til separation mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle. I marts 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren, at hendes opholdstilladelse var inddraget. Det fremgik af ansøgerens klage til Udlændingenævnet, at ansøgeren havde planlagt at flytte tilbage til den herboende ægtefælle, og at ansøgeren havde meldt flytning i april 2015. Klagen var derudover vedlagt en kvittering for flytteanmeldelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren fra april 2015 havde c/o adresse på samme adresse som den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet havde i forbindelse med behandlingen af sagen foretaget opslag i Det Centrale Personregister, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i juni 2013 fraflyttede sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl.
Udlændingenævnet fandt, at det er en betingelse for opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der er samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren samlevede på fælles bopæl med den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle efter egne oplysninger havde ophævet samlivet i juni 2013, da parret var ophørt med at have fælles bopæl, og at Statsforvaltningen i maj 2013 havde meddelt Udlændingestyrelsen, at Statsforvaltningen havde udarbejdet bevilling til separation. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren i juni 2013 var fraflyttet ansøgeren og den herboende ægtefælles fælles bopæl. Udlændingenævnet fandt endvidere, at som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse, og Udlændingestyrelsen havde derfor med rette inddraget ansøgerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren – efter Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i marts 2015 – havde oplyst, at hun i april 2015 var flyttet sammen med den herboende ægtefælle på ny, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet samlivsforholdet havde været afbrudt i knap to år. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i oktober 2008 i en alder af 40 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, og at ansøgerens forældre, som ansøgeren havde besøgt flere gange, fortsat opholdt sig i Vietnam, hvor ansøgeren tillige havde haft hovedparten af sit liv og opvækst. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren under sit ophold i Danmark havde været under uddannelse, at ansøgeren i perioden fra november 2009 havde været i beskæftigelse, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren var medlem af det Vietnamesiske Katolske Fællesskab, at ansøgeren var formand for et andet vietnamesisk fællesskab, at ansøgeren fra december 2014 havde fået ny ansættelseskontrakt, og at ansøgerens voksne søn var under uddannelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, idet der ikke var tale om forhold af en sådan karakter, at det kunne lægges til grund, at ansøgeren på baggrund heraf havde opnået en stærkere tilknytning til Danmark end til hjemlandet, hvor ansøgeren var født og opvokset, hvor ansøgeren var statsborger, og hvor ansøgeren havde boet de første 40 år af sit liv. Det forhold, at ansøgeren var blevet opereret i knæet, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke var tale om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at ansøgerens opholdstilladelse burde bevares på denne baggrund. FAM/2015/150.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juli 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Afslag på genoptagelse – Passivitet
Dato: 17-07-2015Udlændingenævnet meddelte i juli 2015 en ansøger afslag på en anmodning om genoptagelse af ansøgerens sag, hvori det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde truffet afgørelse i oktober 2006 om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at der som udgangspunkt ingen frist er for anmodning om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse, men at passivitetsbetragtninger kan inddrages i sager, hvor en genoptagelsesanmodning først indgives flere år efter, at afgørelsen er truffet. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke var grundlag for at realitetsbehandle ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration den i oktober 2006 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2006 om inddragelse af ansøgerens opholdstilladelse i Danmark, og at der således var forløbet mere end otte og et halvt år fra afgørelsestidspunktet, til Udlændingestyrelsen modtog ansøgerens henvendelse om genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde oplyst om særlige grunde eller forhold, der kunne berettige, at der var forløbet så lang tid, inden anmodningen om genoptagelse blev indgivet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens anmodning om genoptagelse af sagen skulle afvises og ikke blive behandlet i Udlændingenævnet. FAM/2015/73.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. juni 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Vold
Dato: 01-06-2015Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en srilankansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Klageren havde i perioden fra november 2007 til maj 2009 haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, som au pair og hun var på ny indrejst i Danmark i december 2012. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren levede sammen med sin herboende ægtefælle på fælles bopæl. I oktober 2013 oplyste Statsforvaltningen over for Udlændingestyrelsen, at klageren og den herboende ægtefælle var blevet bevilliget skilsmisse. Af skema om personlige forhold samt tilknytning til Danmark fra september 2014 fremgik det, at klageren var fraflyttet sin og den herboende ægtefælles fælles bopæl i november 2013, og at samlivsophøret skyldtes, at hun havde været udsat for overgreb af sin ægtefælle op til flere gange, at den herboende ægtefælle havde været hende utro, at den herboende ægtefælle havde sat klagerens ting på gaden, før hun var fraflyttet bopælen, og at klageren på tidspunktet for skemaets udfyldelse havde boet på et krisecenter i tre måneder. Det fremgik endvidere af skemaet, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 1 og Prøve i Dansk 2, at hun forventede at bestå Prøve i Dansk 3 ved udgangen af 2014, og at klageren var blevet optaget på social- og sundhedsskolen som assistent, som hun skulle påbegynde i januar 2015, når hun havde bestået Prøve i Dansk 3 i november 2014. Vedlagt skemaet var en kopi af journal fra november 2013 til februar 2014 fra krisecenteret, og af journalen fremgik det, at klageren var ankommet til krisecentret i november 2013, at den herboende tidligere ægtefælle flere gange havde slået hende, haft andre kvinder med hjem og smidt hendes ting ud af huset. I november 2014 og maj 2015 oplyste klagerens partsrepræsentant, at klageren var blevet sammen med den herboende ægtefælle, da klageren frygtede at miste sin opholdstilladelse. Klagerens partsrepræsentant fremsendte endvidere i maj 2015 en kopi af et jobcenters orienteringsskrivelse fra april 2015, hvoraf det fremgik, at klageren i november 2014 havde rettet henvendelse til jobcentret og oplyst, at hun havde ægteskabelige problemer, og at hun i november 2012 til jobcenteret havde fortalt, at hendes mand havde været hende utro, og at ægtefællen havde været voldelig overfor hende flere gange.
Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren samlevede på fælles bopæl med sin herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter sine egne oplysninger havde ophævet samlivet i november 2013, da hun var ophørt med at have fælles bopæl med den tidligere ægtefælle, og at hun var blevet skilt fra den tidligere ægtefælle i oktober 2013. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke læn¬gere til stede, og tilladelsen kunne derfor inddrages, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse som au pair fra november 2007 til maj 2009, at hun var indrejst i Danmark i februar 2008, at hun efter oplysninger i Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i november 2011, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse som familiesammenført på baggrund af sit ægteskab, hvorefter hun var indrejst i Danmark i december 2012 og at hun på afgørelsestidspunktet alene havde opholdt sig i Danmark cirka to år og seks måneder siden hendes sidste indrejse. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at opholdstilladelse som au pair gives med henblik på midlertidigt ophold i Danmark, og at ansøgeren i kraft af sit tidligere ophold som au pair ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at inddragelsen af hendes opholdstilladelse, som var blevet meddelt på baggrund af hendes ægteskab, måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 1, Prøve i Dansk 2 og Prøve i Dansk 3, og at klageren forventede at påbegynde social- og sundhedshjælperuddannelsen i januar 2015. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun var indrejst i Danmark som 23-årig og senest som 28-årig, og hvor hun havde boet i perioden fra november 2011 til december 2012, og hvor hun havde sin familie. Det anførte om, at klageren under sit ægteskab med sin ægtefælle skulle have været udsat for vold, at han havde været hende utro, og at han havde truet med at smide hende og hendes ting ud af huset, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at uanset om det måtte lægges til grund, at klageren havde været udsat for vold af sin tidligere ægtefælle, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering, henset til at årsagen til samlivsophævelsen ikke var den påståede vold, men et manglende ønske fra den tidligere ægtefælle om fortsat at samleve med klageren. FAM/2015/135.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. maj 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse
Dato: 06-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Klageren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i juni 2010 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Opholdstilladelsen var blandt andet betinget af, at klageren boede på fælles bopæl med sin ægtefælle. I oktober 2013 meddelte den herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at han var fraflyttet Danmark og rejst til Filippinerne uden klageren. I september 2014 oplyste Statsforvaltningen, at Statsforvaltningen havde udfærdiget skilsmissebevilling til klageren og den herboende ægtefælle. Klageren oplyste i forbindelse med sagen vedrørende sine personlige forhold og tilknytning til Danmark, at hun forlod fælleshjemmet, fordi hun blev smidt ud af hjemmet af sin tidligere ægtefælle, at hun havde haft egen forretning siden oktober 2011, hvor hun skulle have arbejdet 50 timer ugentligt, at hun ikke havde bestået en prøve i dansk, at hun talte lidt dansk, at hun ikke skrev eller læste dansk, og at hun ikke var under uddannelse. I november 2014 indgik klageren et nyt ægteskab med en herboende person. Under klagen blev det endelig anført, at klageren i august 2014 påbegyndte nyt arbejde.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde inddraget klagerens opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det var en betingelse for klagerens opholdstilladelse givet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at der var samliv på fælles bopæl. Udlændingenævnet lagde imidlertid til grund, at klageren ikke havde haft samliv på fælles bopæl med sin daværende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i januar 2015, idet parret blev skilt i september 2014, og idet klageren selv forlod den fælles bopæl i september 2013. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i juni 2010 på baggrund af ægteskab med sin tidligere ægtefælle i en alder af knap 47 år, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i knap fem år, og at hun ikke sås at have en sådan særlig tilknytning til Danmark gennem sit ophold, at hendes opholdstilladelse på baggrund af ægteskabet med sin tidligere ægtefælle burde bevares, idet hun havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun udrejste som 47-årig, og hvor hendes fader, hendes broder og to børn stadig boede, ligesom hun to gange siden sin indrejse i Danmark havde besøgt sit hjemland. Oplysningerne om klagerens nye ægteskab og nye arbejde kunne ikke føre til, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af det tidligere ægteskab kunne bevares. FAM/2015/89.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2015 – Studie – Inddragelse
Dato: 05-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse som studerende på en videregående uddannelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 i, jf. studiebekendtgørelsens § 1, stk. 1, til en kinesisk statsborger. I februar 2008 blev ansøgeren første gang meddelt opholdstilladelse som studerende. I januar 2014 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende på en videregående uddannelse. Det fremgik udtrykkeligt på engelsk, at tilladelsen var betinget af, at ansøgeren kontinuerligt var studieaktiv på det studie, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af, ligesom det var angivet, at en tilsidesættelse kunne medføre inddragelse af hendes opholdstilladelse som studerende. I oktober 2014 oplyste den pågældende uddannelsesinstitution, at ansøgeren havde afbrudt sit studie, og at hun ønskede at starte igen i januar 2015. I oktober 2014 oplyste ansøgeren, at afbrydelsen af studiet skyldtes, at hun og uddannelsesinstitutionen var blevet enige om, at hun skulle tage en kort pause med henblik på at hun kunne få medicinbehandling og psykologhjælp for nogle psykiske problemer og stress. I oktober 2014 inddrog Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ansøgerens opholdstilladelse som studerende under henvisning til, at grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere var til stede. I november 2014 blev der klaget over afgørelsen til Udlændingenævnet. Vedlagt klagen var en henvisning til en psykolog fra en læge, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde eksistentielle og depressive problemer. I november 2014 havde en psykoterapeut anført, at ansøgerens psykiske tilstand var stærkt forværret, og at hun var suicidal.
Udlændingenævnet fandt, at grundlaget for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og at tilladelsen derfor kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at den pågældende uddannelsesinstitution i oktober 2014 havde oplyst, at ansøgeren havde afbrudt sit studie, og at det på engelsk udtrykkeligt fremgik af hendes opholdstilladelse, at den var betinget af, at hun kontinuerligt var studieaktiv på det studie, som opholdstilladelsen var meddelt på baggrund af, ligesom det var angivet, at en tilsidesættelse kunne medføre inddragelse af hendes opholdstilladelse som studerende. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke selv havde udmeldt sig af uddannelsen, men gjort det på opfordring fra uddannelsesinstitutionen med henblik på at modtage medicinbehandling og psykologhjælp, idet dette ikke ændrede på det forhold, at ansøgeren blev udmeldt af sit studie, og at grundlaget for opholdstilladelsen som studerende derved ikke længere var til stede. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger omkring sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle inddrages under henvisning hertil. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at ansøgerens psykiske tilstand var stærkt forværret, og at hun var suicidal, henset til at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne modtage behandling for sine helbredsmæssige forhold i sit hjemland. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at sygdomsbetingede forhold ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse som studerende i medfør af udlændingelovens § 9 i, stk. 1. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Kina, hvor hun var statsborger, og hvor hun havde boet indtil udrejsen til Danmark som 19-årig, samt at hun på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i seks år. Det kunne på denne baggrund ikke antages, at ansøgeren havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen ville være særligt belastende for hende. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren fortsat havde en væsentlig tilknytning til sit hjemland. ERH/2015/23. -
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Betingelserne for opholdstilladelse ikke længere til stede
Dato: 28-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en statsborger fra Kosovos opholdstilladelse. Klageren blev i august 2013 som 26-årig meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Det fremgik af denne opholdstilladelse, at den var betinget af blandt andet, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, frem til klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Klageren og den herboende ægtefælle havde siden september 2013 modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Klageren nedkom i december 2013 med hendes og den herboende ægtefælles første fællesbarn. Klagerens herboende ægtefælle led af flere psykiske sygdomme, som han var i medicinsk behandling for. Under klagesagen kom klageren i deltidsarbejde, mens den herboende ægtefælle fortsat modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet anmodede under sagens behandling den lægefaglige database MedCOI om at oplyse, hvorvidt de medicinske præparater, som klagerens herboende ægtefælle anvendte, var tilgængelige i Kosovo. MedCOI oplyste at alle præparaterne var tilgængelige på nær ét medicinsk præparat, men at et andet tilsvarende medicinsk præparat til gengæld var tilgængeligt i Kosovo.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse var til stede, da den løbende betingelse om, at klageren og dennes ægtefælle ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil klageren meddeltes tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke længere var opfyldt, og at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det forhold, at klagerens ægtefælle efter endt forløb med sygedagpenge overgik til kontanthjælp, idet han ikke kunne indstilles til førtidspension og led af flere psykiske sygdomme og modtog medicinsk behandling herfor, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt., løbende skal være opfyldt indtil meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvilket også fremgik af klagerens opholdstilladelse. Baggrunden for modtagelsen af kontanthjælp kunne ikke i sig selv føre til en fravigelse af denne betingelse. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at klagerens ægtefælle var psykisk syg, at klageren var på barselsorlov efter fødslen af klagerens og dennes ægtefælles fællesbarn, og at klagerens ægtefælle af et jobcenter var bevilliget et ressourceforløb, hvorunder klagerens ægtefælles kontanthjælpsydelse ville forblive på samme niveau som hidtil, med henblik på at afdække klagerens ægtefælles muligheder og evner fremadrettet i forhold til uddannelse og arbejde og med det umiddelbare mål at opnå fleksjob. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af databasen MedCOI, at de medicinske præparater, som klagerens ægtefælle anvendte til behandling af sine psykiske lidelser, var tilgængelige i Kosovo. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren var født og opvokset i Kosovo, at hun i en alder af 26½ år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at klagerens og dennes ægtefælles fællesbarn ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det måtte anses for uproportionalt at henvise hendes ægtefælle og fællesbarnet til at udrejse til Kosovo for dér at udøve familielivet med klageren. FAM/2015/17.
MedCOI er et projekt, der er finansieret af den Europæiske Flygtninge Fond, med henblik på at indhente medicinske oplysninger fra ansøgeres hjemlande. Projektet giver 11 EU-medlemsstater plus Norge og Schweiz mulighed for at benytte sig af faciliteterne hos MedCOI i Holland og Belgien. MedCOI retter forespørgsler til kvalificerede læger og andre eksperter, der arbejder i ansøgeres hjemlande. Den information, der indhentes, bliver gennemgået af MedCOI’s projektmedarbejdere, der blandt andet består af en læge, før den videregives til den relevante COI-service.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 08-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2013 om inddragelse af en opholdstilladelse til en venezuelansk statsborger, der var gift med en herboende ægtefælle. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at den pågældende bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, hvilket klageren ikke gjorde inden den fastsatte frist i september 2013, men først i februar 2014. Udlændingestyrelsen fandt ved afgørelsen fra december 2013 endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, samt at det ikke ville være forbundet med uoverstigelige hindringer at henvise parret og deres fællesbarn til at tage ophold i Venezuela for dér at udøve familielivet.
Udlændingenævnet genoptog i december 2014 behandlingen af sagen og fandt, at der var grundlag for at genoptage sagen henset til, at ansøgeren havde bestået en danskprøve, før Udlændingenævnet i marts 2014 traf afgørelse. Udlændingenævnet fandt dog efter en fornyet gennemgang af sagen ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra december 2013, og ej heller Udlændingenævnets stadfæstelse heraf af fra marts 2014. Ansøgerens opholdstilladelse var således fortsat inddraget, idet hun ikke havde bestået den krævede danskprøve på A1-niveau inden for den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist i september 2013, og da der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte anses at virke særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere henset til, at ansøgeren havde bestået en danskprøve på A2-niveau, som hun havde aflagt i februar 2014, anledning til samtidig at sende sagen til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om familiesammenføring, der skulle betragtes som indgivet i februar 2014, hvor ansøgeren bestod danskprøven på A2-niveau. Udlændingestyrelsen ville på den baggrund kunne udstede en ny opholdstilladelse med tilsvarende løbende betingelser som ansøgerens først meddelte opholdstilladelse, medmindre de helt grundlæggende betingelser for at få opholdstilladelse i Danmark ikke var opfyldt. FAM/2014/209.
Senest opdateret: 06-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet