Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2015 om inddragelse af en opholdstilladelse til en pakistansk statsborger, som i september 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i marts 2015, men først i april 2015. 

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 2014 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra september 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i september 2014, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i marts 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i april 2015 bestod en prøve i dansk på A1-niveau. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren efter det oplyste ikke havde aflagt danskprøven indenfor fristen, idet hun havde haft mange smerter i slutningen af sin graviditet, og at klagerens ægtefælle havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på at få suspenderet fristen for at bestå danskprøven, men at han blev vejledt om at udfylde en formular på Udlændingestyrelsens hjemmeside, som han efter det oplyste udfyldte to gange, men aldrig lykkedes at få indsendt. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var oplyst om forhold, som medførte, at der burde være meddelt suspension af fristen til at bestå danskprøven på grundlag af graviditet. Udlændingenævnet henviste til, at klageren i april 2015 havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, hvilket var før hun i maj 2015 nedkom med sit og hendes ægtefælles ældste fællesbarn. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens ægtefælle havde søgt om at få suspenderet fristen for at bestå danskprøve på A1-niveau, efter at fristen var udløbet, og at Udlændingestyrelsen i øvrigt under sagens behandling i Udlændingenævnet overfor Udlændingenævnet havde tilkendegivet, at klageren ikke ville være blevet meddelt suspension af fristen, såfremt anmodningen herom var blevet indgivet rettidigt, idet fristen for at aflægge prøve i dansk på A1-niveau udløb mere end fire uger før klagerens forventede terminsdato. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Pakistan, og at klageren først i september 2014 i en alder af 24 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at hendes tilknytning til Pakistan var stærkere end til Danmark, hvor hun på afgørelsestidspunktet kun havde opholdt sig i to år og tre måneder, hvorimod hun havde opholdt sig 24 år i sit hjemland, hvorfor det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at hun siden november 2014 havde gået på sprogskole og siden januar 2015 havde været i fuldtidsbeskæftigelse. Det kunne heller ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde to fællesbørn i Danmark, født i henholdsvis 2015 og 2016, og at det ældste fællesbarn på klagetidspunktet havde eksem. Udlændingenævnet fandt endelig – henset til børnenes alder og længden af deres ophold i Danmark – at de ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund måtte anses for særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. FAM/2017/70.
 

Senest opdateret: 05-04-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen