Udlændingenævnet omgjorde i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4. Ansøgeren blev i juni 2009 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab. Denne opholdstilladelse var gyldig frem til juni 2011. I april 2011 indgav ansøgeren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, hvilket Udlændingestyrelsen afslog i november 2012. Udlændingestyrelsen henviste til, at ansøgerens ægtefælle i en periode på ti måneder i 2010 og 2011 modtog revalideringsydelse efter § 47 i lov om aktiv socialpolitik. Ansøgerens ægtefælles bopælskommune var i forbindelse med ansøgerens ægtefælles ansøgning om revalideringsydelse bekendt med, at ansøgeren er thailandsk statsborger. Kommunen oplyste i april 2013 til Udlændingenævnet, at kommunen ikke vejledte ansøgerens ægtefælle om de eventuelle konsekvenser for hans ægtefælles opholdstilladelse, hvis han modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse ikke burde være nægtet forlænget under henvisning til, at ansøgerens ægtefælle havde modtaget revalideringsydelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at kommunen var bekendt med, at ansøgeren er thailandsk statsborger, hvorfor modtagelsen af offentlig hjælp kunne få betydning for ansøgerens opholdsgrundlag, og at kommunen på trods af denne viden ikke vejledte ansøgerens ægtefælle om konsekvenserne for ansøgerens opholdstilladelse af, at han modtog revalideringsydelse. Udlændingenævnet fandt således, at kommunen ikke havde overholdt god forvaltningsskik, herunder den generelle vejledningspligt, jf. principperne i forvaltningslovens § 7. FAM/2013/12.

Senest opdateret: 29-04-2013
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen