Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 6, og § 26, stk. 1. Klageren blev i december 2006 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab. Opholdstilladelsen blev i henholdsvis oktober 2009 og oktober 2010 forlænget på baggrund af samvær mellem klageren og dennes og klagerens nu tidligere ægtefælles mindreårige fællesbarn. Opholdstilladelsen var blandt andet betinget af, at fællesbarnet boede i Danmark, og at ansøgeren fortsat udøvede samvær med fællesbarnet. Den seneste forlængelse var gyldig frem til april 2014. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at fællesbarnet i juli 2012 udrejste af Danmark. Udlændingestyrelsen bad klageren om at udtale sig om dette og oplyse om sin tilknytning til Danmark. Klageren oplyste i foråret 2014, at han ikke havde gennemført danskundervisning, at han havde haft arbejde i Danmark syv år tidligere, at han ikke havde fritidsinteresser, deltog i foreningsliv eller lignende, samt at han havde familiemedlemmer i Danmark udover fællesbarnet. Klageren oplyste endvidere, at han indenfor en periode på fire uger havde samvær med fællesbarnet fire dage, at samværet var regelmæssigt, og at fællesbarnet midlertidigt var rejst til Marokko, med sin moder, hvor fællesbarnet skulle opholde sig cirka ét år. Udlændingestyrelsen nægtede i juni 2014 at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klagerens samvær med fællesbarnet var ophørt som følge af fællesbarnets udrejse af Danmark i juli 2012. Under Udlændingenævnets behandling af klagesagen oplyste klageren, at han i syv år havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark. Det fremgik af CVR, at klagerens virksomhed blev registreret i september 2009 og afregistreret i august 2012, og at det af den fremsendte dokumentation og det elektroniske indkomstregister eIndkomst fremgik, at klageren havde fremsendt en faktura for rengøring i marts 2014 og havde lønindkomst i fem måneder i 2008.

Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren udøvede samvær med sit og sin tidligere ægtefælles fællesbarn på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2014, hvorfor betingelserne for hans opholdstilladelse ikke længere var til stede. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra Det Centrale Personregister, at fællesbarnet var udrejst af Danmark til Marokko i juli 2012. Som følge af samværsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere opfyldt, og opholdstilladelse kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren var født og opvokset og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Libanon, og at klageren først i en alder af 32 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at han ikke kunne anses for at have opnået en særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde haft opholdstilladelse som familiesammenført i cirka syv og et halvt år, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, ligesom nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse kunne anses for at virke særligt belastende for ham. For så vidt angår klagerens arbejdsmæssige tilknytning til Danmark, bemærkede Udlændingenævnet, at hans selvstændige virksomhed ud fra de foreliggende oplysninger måtte anses for at have været af begrænset omfang. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han led af sukkersyge, forhøjet blodtryk og en leversygdom, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for, at han led af disse sygdomme, og at klageren, uanset at han måtte kunne dokumentere at lide af disse sygdomme, ikke kunne få forlænget sin opholdstilladelse, idet der ikke herved var tale om sådanne sygdomme, der kunne begrunde en forlængelse af opholdstilladelsen. FAM/2014/183.

Senest opdateret: 18-09-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen