Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun og hendes ægtefælle frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgeren ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller efter integrationsloven. I januar 2014 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, og i den forbindelse oplyste klageren, at hun ikke modtog kontanthjælp, og at hun siden opholdstilladelsens meddelelse ikke havde modtaget kontanthjælp. Klagerens ægtefælle oplyste samtidig, at han heller ikke modtog eller havde modtaget kontanthjælp, siden ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen et skema til indberetning af udbetaling af offentlige ydelser til ægtefællesammenført eller referencen fra klagerens bopælskommune, hvoraf det fremgik, at klageren siden november 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik på knap 6.000 kr. om måneden, og at klageren forud for udbetaling af ydelsen var underrettet om de mulige konsekvenser heraf, herunder muligheden for inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse. Vedrørende klagerens ægtefælle fremgik det af eIndkomst, at han i perioderne fra februar 2014 til maj 2014, fra juli 2014 til august 2014 og fra oktober 2014 til december 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og tilladelsen kunne derfor ikke forlænges. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klagerens bopælskommune over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren siden november 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at bopælskommunen havde oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden november 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren og dennes ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt processuelt ophold i februar 2010 i en alder af 24 år, at hun blev meddelt opholdstilladelse i juli 2010 på baggrund af sit ægteskab, og at hun således på afgørelsestidspunktet alene havde opholdt sig i Danmark i cirka fire år og seks måneder. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun var indrejst i Danmark som 24-årig, og hvor hendes søskende og forældre var bosat. FAM/2015/10.

Senest opdateret: 26-01-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen