Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en afghansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 11, § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Klageren blev i juni 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende afghansk statsborger. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Klageren blev registreret i folkeregisteret i juni 2013 og skulle således bestå danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau i december 2013. Klageren aflagde og bestod Danskprøve A1 i februar 2014. I november 2014 indgav klageren til Udlændingestyrelsen ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.

Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i klagerens opholdstilladelse angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren inden seks måneder fra tilmeldingen til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, og at klageren i Det Centrale Personregister var registreret indrejst i juni 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i februar 2014 bestod Danskprøve A1. Som følge af, at klageren først i februar 2014 havde bestået Danskprøve A1, var betingelsen for opholdstilladelsen ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde anført, at hun led af talassæmi (en blodsygdom, der medfører blodmangel), ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at kravet om at bestå en danskprøve på A1-niveau ikke burde stilles over for klageren. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren til trods for sin sygdom bestod danskprøven i februar 2014, hvilket var cirka halvanden måned efter fristen. Det forhold, at klageren havde svært ved at finde institutionsplads til sit barn, født i 2012, og derfor først kunne starte på sprogskole i december 2013, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om forhold, der kunne medføre udsættelse af fristen for at aflægge og bestå danskprøven. Udlændingenævnet bemærkede, at den af kommunen tilbudte undervisning på sprogskolerne er et tilbud til udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Danmark og kan indgå som et supplement til ens forberedelse til prøven. Det er ens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at man kan nå at forberede sig, inden man skal op til prøven. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i juni 2014 nedkom med sit og ægtefællens andet fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den anledning, at det følger af Bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge, at fristen for aflæggelse af danskprøven kan suspenderes, hvis prøvedeltageren har lovligt forfald, for eksempel ved dokumentation for barsel, prøvedeltagerens eller prøvedeltagerens mindreårige barns sygdom og ekstraordinære uforudsete transportproblemer. Udlændingenævnet lagde derfor vægt på, at hverken ansøgeren eller dennes ægtefælle havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på udsættelse af fristen, og for så vidt angår gravide, kan fristen for aflæggelse af danskprøven tidligst suspenderes fire uger før forventet fødsel. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren ikke gennem sit forholdsvis korte ophold på et år og ti måneder i Danmark på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorunder klageren ikke havde været i arbejde eller under uddannelse, kunne antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klageren og dennes ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i henholdsvis 2012 og 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til fællesbørnenes alder og længden af fællesbørnenes ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, dennes ægtefælle og fællesbørnene ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Afghanistan for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Henset til, at klageren havde bestået danskprøve på A1-niveau i februar 2014, sendte Udlændingenævnet sagen retur til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om familiesammenføring, der skulle betragtes som indgivet i februar 2014, hvor klageren havde bestået danskprøven på A1-niveau. FAM/2015/195.

Senest opdateret: 23-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen