Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en srilankansk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1. Klageren ansøgte i marts 2012 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende ægtefælle, som også var fra Sri Lanka. Til brug for ansøgningen havde den herboende ægtefælle i marts 2012 underskrevet en erklæring til brug for indhentelse af en udtalelse fra kommunen om modtagelse af hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvoraf det fremgik, at det var en betingelse for opholdstilladelse, at den herboende ægtefælle i tre år forud for afgørelse om opholdstilladelse ikke havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælles bopælskommune udtalte i marts 2012, at han ikke havde modtaget kontanthjælp indenfor de sidste tre år. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i maj 2013. I marts 2014 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, hvoraf det fremgik, at den herboende ægtefælle havde erklæ¬ret, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, efter at klageren var blevet med¬delt opholdstilladelse i Danmark. I juni 2014 oplyste den herboende ægtefælle over for Udlændinge-styrelsen, at årsagen til, at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden marts 2013, var, at han i januar 2012 var udsat for en arbejdsulykke, at han herefter fik PTSD og en depression, at hans sygedagpenge udløb i februar 2013, og at den herboende ægtefælle ville ophøre med at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, når han blev tilkendt førtidspension. 

Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, om at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke har modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, indtil klageren er blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering af, om betingelsen for opholdstilladelse skulle være opfyldt, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til klageren allerede modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet henviste til, at det udtrykkeligt fremgik af den meddelte opholdstilladelse, at denne var betinget af, at hverken den herboende ægtefælle eller klageren modtog offentlige ydelser, og at det var en løbende betingelse. Den herboende ægtefælle havde hverken forud for Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt eller i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelsen oplyst, at en forudsætning for at få familiesammenføring havde ændret sig væsentligt, herunder at han ikke længere var i arbejde og var begyndt at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det måtte anses for i overensstemmelse med praksis, at Udlændingestyrelsen i maj 2013 i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse havde stillet krav om opfyldelse af udlændingelovens § 9, stk. 5, herunder som en løbende betingelse. Henset til at den herboende ægtefælle havde oplyst, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at det fremgik af eIndkomst, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden april 2013, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne derfor ikke forlænges. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at hun kunne bevare sin opholdstilladelse i Danmark henset til, at hun og hendes ægtefælle ikke havde været selvforsørgende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i maj 2013 på baggrund af sit ægteskab i en alder af 29 år, at hun således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka tre år og seks måneder, og at hun alene havde haft opholdstilladelse fra maj 2013. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik som følge af, at han i 2013 blev konstateret som havende middelsvær til svær PTSD med flashbacks og mareridt samt en moderat til svær depression, og at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet, at han havde et erhvervsevnetab på 25 % efter at have været udsat for en arbejdsulykke, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke herved kunne udelukkes, at den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det uanset disse forhold ikke kunne anses som uforholdsmæssigt at henvise den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Sri Lanka henset til de i sagen foreliggende oplysninger. Det af partsrepræsentanten anførte om, at parret efter partsrepræsentantens opfattelse risikerede at blive tilbageholdt og eventuelt udsat for tortur ved en tilbagevenden til Sri Lanka, da parret begge var tamiler og statsborgere i Sri Lanka, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den herboende ægtefælle ikke var meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, men efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4. Den herboende ægtefælle og klageren måtte således henvises til at søge asyl, hvis parret fandt, at de ved indrejse i Sri Lanka risikerede at blive udsat for asylbegrundende overgreb. FAM/2015/243.

Senest opdateret: 12-11-2015
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen