Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en serbisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, § 19, stk. 7, og § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i marts 2014 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren bestod danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor klageren blev tilmeldt folkeregisteret. Klageren tilmeldte sig folkeregisteret i marts 2014 og bestod danskprøve på A1-niveau i februar 2016. Klageren og klagerens herboende ægtefælle havde to fællesbørn, som var født i august 2010 og juli 2012 i Danmark, og som havde været tilmeldt Det Centrale Personregister siden fødslen. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af sagen oplyste klageren, at klagerens og klagerens ægtefælles ældste fællesbarn havde opholdt sig i Danmark siden sin fødsel, at han havde været tilmeldt en børneinstitution i perioden fra oktober 2012 til februar 2013, at han efterfølgende havde været tilmeldt en anden børneinstitution i perioden fra september 2013 til februar 2016, og at han i marts 2016 var begyndt i skole.

Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, idet Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i februar 2016 havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i klagerens opholdstilladelse angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra marts 2014, at opholdstilladelsen var betinget af, at hun inden seks måneder fra tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, og at klageren var registreret som indrejst i Danmark i marts 2014. Fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau var således i september 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren først i februar 2016 havde bestået Danskprøve A1. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at tidsfristen og beliggenheden af stedet for aflæggelsen af danskprøven udtrykkeligt fremgik af opholdstilladelsen fra marts 2014, og at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der knyttede sig til opholdstilladelsen, herunder at kontakte Udlændingestyrelsen, såfremt klageren var i tvivl om, hvorledes betingelserne i opholdstilladelsen kunne opfyldes. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at løbende modultests ikke kan sammenlignes med egentlige prøver. Som følge af, at klageren først i februar 2016 havde bestået Danskprøve A1, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26. stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2014 i en alder af 40 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab med sin ægtefælle, at hun indrejste i Danmark i marts 2014, og at hun ikke sås at have været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Klageren havde således alene opholdt sig i Danmark i knap to år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i knap to år og ti måneder uden at have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun af den grund ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for hende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, og at hun havde bestået fire modultests i Danskuddannelse 3. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets korte varighed, eller gennem danskkundskaber kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse kunne anses for at være særligt belastende for hende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren var serbisk statsborger, og at hun havde boet i Serbien, indtil hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at klagerens tidligere processuelle ophold i Danmark i forbindelse med klagerens familiesammenføringssag ikke kunne indgå i beregningen af, hvor længe klageren havde opholdt sig i Danmark, da der alene var tale om processuelt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den omstændighed, at klageren efterfølgende havde bestået prøve i dansk på A1-niveau, ikke i sig selv kunne føre til, at hendes opholdstilladelse alligevel burde forlænges, uanset at betingelsen herfor ikke havde været overholdt. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den beståede danskprøve kunne danne grundlag for en ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren og klagerens herboende ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i august 2010 og juli 2012, idet børnene – henset til deres alder og længden af deres ophold i Danmark – ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det af den grund måtte anses for særligt belastende at nægte forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at børn først efter seks til syv års fast lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk skole og/eller institution, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at udlændingemyndighederne, såfremt en opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget, kan dispensere fra betingelserne givet i en opholdstilladelse som ægtefællesammenført. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at klagerens ældste barn, uanset sin alder og det forhold, at han siden sin fødsel havde været tilmeldt Det Centrale Personregister som boende i Danmark, ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette i sig selv kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ældste barn alene i perioderne fra oktober 2012 til februar 2013 og fra september 2013 til februar 2016 havde været tilknyttet danske institutioner, og at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at barnet i marts 2016 var startet i skole i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren og klagerens ægtefælle samt fællesbørnene ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse endelig, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. FAM/2017/3.

Senest opdateret: 16-01-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen