Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse med henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået en danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist. Udlændingenævnet fandt endvidere på baggrund af sagens konkrete omstændigheder – herunder at ansøgerens ægtefælle i september 2013 havde orienteret Udlændingestyrelsen om ansøgerens graviditet – at Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen primo oktober 2013 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, burde have ydet en mere konkret og individuel vejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning fra Udlændingestyrelsen kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse fra oktober 2013. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau rettidigt, hvorfor Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde bestået Prøve i Dansk 2. FAM/2017/60.
Senest opdateret: 15-06-2017
Udgiver: Udlændingenævnet