Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en algerisk statsborger, som i juni 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. I maj 2014 og ved to lejligheder i juni 2014 havde klagerens ægtefælle orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet og siden om fødslen af parrets fællesbarn. I juli 2014 havde klageren tilmeldt sig Det Centrale Personregister (CPR). I oktober 2014 havde klageren ansøgt om forlængelse af sin opholdstilladelse. I november 2014 havde klageren anmodet Udlændingestyrelsen om udsættelse af fristen for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau. I maj 2015 havde Udlændingestyrelsen suspenderet fristen for klageren for at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden prøve på et tilsvarende eller højere niveau til en dato i juli 2015. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i juli 2015, men først i oktober 2015. 

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse fra juni 2014 ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at klageren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klagerens ægtefælle i maj 2014 havde orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet samt i juni 2014 havde oplyst Udlændingestyrelsen om, at klageren havde født parrets fællesbarn – burde have ydet en konkret mervejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på tidspunktet for meddelelse af klagerens opholdstilladelse i juni 2014. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af klagerens graviditet udtrykkeligt have vejledt om muligheden for at søge om suspension på baggrund af klagerens fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til, at klageren først i november 2014 havde indgivet ansøgning om suspension, og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse fra juni 2014. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren burde stilles, som om hun havde været på barsel siden den dato i juni 2014, hvor hun var nedkommet med parrets fællesbarn, og 46 uger frem, således at den nye frist for at bestå danskprøvekravet burde have været fastsat til seks måneder efter endt barsel. Udlændingenævnet fandt endvidere – herunder under henvisning til at det ikke kunne lægges til grund, at det havde været påregneligt for klageren, hvornår prøven endeligt skulle tages – grundlag for at anse den af klageren aflagte og beståede prøve i dansk på A1-niveau fra oktober 2015 som værende bestået rettidigt. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at klageren ikke havde aflagt og bestået prøve i dansk på A1-niveau rettidigt. Udlændingenævnet fandt endelig, at henset til at Udlændingenævnets afgørelse havde betydning i forhold til, hvornår klageren havde mulighed for at søge om tidsubegrænset opholdstilladelse, skulle længden af klagerens lovlige ophold i Danmark på baggrund af ægtefællesammenføring fortsat regnes fra den dato, der stod anført i Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse i juni 2014. FAM/2017/72.

Senest opdateret: 17-05-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen