Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2021 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtelse af forlængelse af en syrisk kvinde og hendes mindreårige barns opholdstilladelser.

Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren og hendes mindreårige barn, der begge er syriske statsborgere, fik i juni 2015 opholdstilladelse som familiesammenførte i Danmark under henvisning til ansøgerens ægtefælle og barnets far (referencen). Referencen havde i 2014 fået opholdstilladelse i Danmark som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Barnet var født i september 2005. Ansøgeren og barnet indrejste i Danmark i august 2015, og begges opholdstilladelser var betinget af, at referencen var fastboende i Danmark, og at han havde en gyldig opholdstilladelse. I september 2019 søgte ansøgeren og barnet om forlængelse af deres opholdstilladelser. I december 2020 afslog Udlændingestyrelsen at forlænge referencens opholdstilladelse i Danmark, og styrelsen afslog samtidig at forlænge ansøgerens og barnets opholdstilladelser, da betingelserne herfor ikke længere var opfyldt, udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt.
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det er en betingelse for ansøgerens opholdstilladelse, at referencen bor i Danmark, og at han har en gyldig opholdstilladelse. 
Da Udlændingestyrelsen i december 2020 afslog at forlænge referencens opholdstilladelse, og da denne afgørelse i februar 2021 er blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, har referencen ikke en gyldig opholdstilladelse. Han kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere er opfyldt. Opholdstilladelsen kan derfor ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer, at et afslag på forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det særligt er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, om retten til privat- og familieliv, der er relevant at vurderer i denne sammenhæng.
Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven, og at reglerne fremgår af ansøgerens opholdstilladelse, og at hun derfor har kendt disse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at reglerne har til formål at sikre en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrations-kontrol er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom Osman mod Danmark (2011), præmis 58. 

På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. 
I vurderingen af, om der foreligger et indgreb i ansøgerens familie- og privatliv og om indgrebet er proportionelt, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgerens og hendes ægtefælle indgik ægteskab forud for indrejsen i Danmark, og at familielivet med både hendes ægtefælle og parrets fællesbørn var etableret og blev udøvet forud for indrejsen til Danmark.
Ansøgeren har under opholdet i Danmark boet sammen med sin ægtefælle og parrets 3 fællesbørn, hvoraf de 2 af børnene på nuværende tidspunkt er myndige, og familien har således også udøvet familielivet i Danmark.
Da både ansøgeren, hendes ægtefælle og parrets 3 fællesbørns opholdstilladelser er blevet nægtet forlænget, og familien således skal udrejse af Danmark sammen, vurderer Udlændingenævnet, at afslaget på forlængelse af opholdstilladelsen ikke vil udgøre et indgreb i familielivet, idet ansøgeren og hendes familie ikke bliver adskilt, men fortsat kan udøve familielivet i Syrien, hvor familielivet oprindeligt blev etableret.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren er født i 1978 i Syrien, hvor hun har boet de første 36 år af sit liv, indtil hun indrejste i Danmark i august 2015. Hun har således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 5 år og 4 måneder, og hun har på nuværende tidspunkt opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren taler arabisk, at hun har gået i skole i Syrien, hvor hun og hendes ægtefælle mødtes, blev gift og stiftede familie, og at hun endvidere efter sin indrejse i Danmark har været tilbage i Syrien 2 gange i henholdsvis 2017 og 2018.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har helbredsmæssige problemer, og at hun ikke har været i ordinær beskæftigelse i Danmark.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 2, at hun efter det oplyste kan tale, skrive og læse dansk, at hun har taget 2 kortere IT-kurser, at hun er påbegyndt 9. klasse på KVUC, og at hun har gennemført Integrations-grunduddannelse (IGU) og haft arbejde som kontormedhjælper med en ugentlig arbejdstid på 25-30 timer.
Det er også indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke længere har familie i Syrien, og at ansøgeren og hendes familie trives i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer herefter ud fra sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren har opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af længden af sit ophold, sine sprogkundskaber og sin IGU-uddannelse, men at hun på trods heraf fortsat må antages at have en væsentligt stærkere tilknytning til Syrien, hvor hun har boet langt størstedelen af sit liv, og hvor hun også har været på besøg 2 gange efter sin indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at afslaget på forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse vil medføre indgreb i retten til privatliv, men da afslaget på forlængelse er legitimt og tjener et anerkendelsesværdigt formål, vejer hensynet hertil efter en samlet vurdering tungere og kan begrunde indgrebet. Afslaget på forlængelse af hendes opholdstilladelse er derfor ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”

Udlændingenævnets afgørelse vedrørende det mindreårige barn:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens barns opholdsholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
Barnet har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Det er en betingelse for barnets opholdstilladelse, at referencen bor i Danmark, og at han har en gyldig opholdstilladelse. 
Da Udlændingestyrelsen i december 2020 afslog at forlænge referencens opholdstilladelse, og da denne afgørelse i februar 2021 er blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, har referencen ikke en gyldig opholdstilladelse. Han kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at betingelsen for barnets opholdstilladelse ikke længere er opfyldt. Opholdstilladelsen kan derfor ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet vurderer, at et afslag på forlængelse af barnets opholdstilladelse, ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det særligt er EMRK artikel 8, om retten til privat- og familieliv, og FN’s Børnekonvention, der er relevant at vurdere i denne sammenhæng.
Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven, og at reglerne fremgår af barnets opholdstilladelse, således at hendes forældre er gjort bekendt med disse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at reglerne har til formål at sikre en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrations-kontrol er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til EMD-dommen Osman mod Danmark (2011), præmis 58. 
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. 
I vurderingen af, om der foreligger et indgreb i barnets familie- og privatliv og om indgrebet er proportionelt, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at barnet er født i Syrien, hvor hun har boet sammen med sine forældre og sine ældre søskende, og at familielivet således var etableret og blev udøvet forud for indrejsen til Danmark. 
Barnet har under opholdet i Danmark boet sammen med sine forældre og sine ældre søskende, som på nuværende tidspunkt er myndige, og familielivet er således også blevet udøvet i Danmark. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er oplysninger i sagen om, at der skulle bestå et særligt afhængighedsforhold mellem barnet og hendes myndige søskende, der går ud over slægtskabet, og at det derfor er familielivet mellem barnet og hendes forældre, der skal beskyttes efter EMRK.
Da både barnet, hendes forældres og hendes 2 ældre søskendes opholdstilladelser er blevet nægtet forlænget, og familien således skal udrejse af Danmark sammen, vurderer Udlændingenævnet, at afslaget på forlængelse af opholdstilladelse ikke vil udgøre et indgreb barnets familieliv med hendes forældre, idet familien ikke bliver adskilt, men fortsat kan udøve familielivet i Syrien, hvor familielivet oprindeligt blev etableret.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at barnet er født i 2005 i Syrien, hvor hun har boet de første næsten 10 år af sit liv, indtil hun indrejste i Danmark i august 2015. Hun har således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 5 år og 4 måneder, og hun har på nuværende tidspunkt opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at barnet har gået 4 år i skole i Syrien.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at barnet har gået i 4.-8. klasse i Danmark, at hun trives i Danmark, at hun lider af astma, og at hun efter det oplyste har glemt sit modersmål.
Udlændingenævnet vurderer ud fra sagens samlede omstændigheder, at barnet har opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af længden af sit ophold og sin skolegang, men at hun på trods heraf fortsat må antages at have en stærkere tilknytning til Syrien, hvor hun har boet størstedelen af sit liv.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at uanset at barnet har haft 5 af sine formative år i Danmark, har hun også haft 3 af sine formative år i Syrien. Udlændingenævnet henviser til, at det fremgår af EMD-dommen Osman mod Danmark (2011), præmis 60, at et barns formative år, er fra barnets 7. til 15. leveår. 
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at barnet skal udrejse af Danmark til Syrien sammen med sine forældre og myndige søskende, og at hun således vil have et netværk omkring sig, som kan hjælpe hende med på ny at finde sig til rette i Syrien.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at et barn almindeligvis først kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter cirka 6-7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institutioner og/eller skole. 
Udlændingenævnet har for så vidt angår barnets astma lagt vægt på, at der ikke er tale om så alvorlig sygdom, at hun ikke kan henvises til at tage ophold i Syrien.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at afslaget på forlængelse af barnets opholdstilladelse vil medføre indgreb i retten til privatliv, men da afslaget på forlængelse er legitimt og tjener et anerkendelsesværdigt formål, vejer hensynet hertil efter en samlet vurdering tungere og kan begrunde indgrebet.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at et afslag på forlængelse af barnets opholdstilladelse ikke er i strid med FN’s Børnekonvention.
Udlændingenævnet henviser til, at det følger af FN’s Børnekonventions artikel 3, stk. 2, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. artikel 9 i FN’s Børnekonventions skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at barnet skal udrejse af Danmark sammen med hele sin familie, og at familien derfor forbliver samlet, hvilket må antages at være det bedste for barnet.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til ophold i en medlemsstat end EMRK artikel 8.
Afslaget på forlængelse opholdstilladelse er derfor ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.” FAM/2021/01
 


Til toppen